fbpx

Between The Buried And Me - Lille Vega

En historie om sydstatsmetal
En grå og kedelig torsdag i København, stod til at blive lysnet op med musikalske godter, da det progressive metal band fra solrige North Carolina, skulle spille på Lille Vega.
Between The Buried And Me (herfra BTBAM) kiggede forbi Danmark, som en del af deres ”evening with” tourné, hvor bandet spiller et todelt set. Omdrejningspunktet for sætlisten er udvalgte sange fra deres ni studiealbums, som spænder sig over bandets næsten 20 år lange historie. Forventningerne var derfor høje, da det for mig at se, som førstegangslytter af BTBAM, var den perfekte indgangsvinkel til at få et indblik i bandets eksperimenterende univers.

Når enden er god
Klokken slår 20:00, og ud af anlægget spilles introen til ”Naked by the Computer”, mens bandet går på scenen til et lidt over halvfyldt Lille Vega. Koncerten starter ud med det virtuose nummer ”Astral Body”, og bandet får med dette, i hvert fald for deres standarder, korte nummer markeret, at det bliver en aften med vidtspændende dynamik, og imponerende musikalske færdigheder. Bandet går herefter straks videre til den mere melodiske ”Lay Your Ghosts to Rest” fra samme album, The Parallax II: Future Sequence (2012), som også på albummet er næste sang i rækken. Sangen fik med dens catchy omkvæd publikum til at synge med, og her var det tydeligt at dette er et velkendt nummer blandt BTBAMS fans. Forsanger Tommy Giles Rogers Jr. bød efter nummeret publikum velkommen, og uden særlig meget snak, tog bandet os straks med tilbage til deres første tre albums. Personligt synes jeg at disse numre var koncertens lavpunkt, da de, i forhold til deres nyere materiale, ikke udviser samme evne til at lege med forskellige genrer. Overraskelsesmomenter er helt klart BTBAM’s styrke. Med en glidende overgang mellem de mere stille numre ”Reaction” og ”Mirrors”, var bandet nu tilbage ved nyere materiale. Der var dog en del støj fra publikums side, da hvad der lød som en stor del af de fremmødte, havde mere travlt med at tale sammen, end at fokusere på musikken. Virkelig ærgerligt, da ”Mirrors” er et meget stemningsfyldt nummer. Om ikke andet var det en stærk afslutning på første sæt, med glidende overgang, som på albummet The Great Misdirect (2009), til nummeret ”Obfuscation”.

I pausen stod jeg med følelsen af at koncerten knapt var begyndt. Jeg var underholdt, og tiden var fløjet afsted. Dog savnede jeg en mere koordineret optræden fra bandet. Musikalsk var jeg blæst omkuld, men selve deres optræden manglede energi. Dette kom især til udtryk ved at publikum i mange tilfælde godt kunne bruge nogle forbilleder, når der skulle headbanges til de mange polyrytmer. Til gengæld var jeg vild med, at BTBAM selv spiller deres keys, og ikke anvender backing tracks, hvilket de ellers sagtens kunne have gjort. Måske dette, sammen med musikkens tekniske kompleksitet, gør det mere besværligt for bandet at komme ud over scenekanten.

Nyt, nyt, nyt
Andet sæt lægger stærkt ud med tre sange, igen valgt fra føromtalte Parallax II: Future Sequence (2012), hvorefter de næste tre er fra deres seneste udspil Automata II (2018). Alle sange spilles i kronologisk rækkefølge, som på albummet. Hvis ikke det endnu er blevet bemærket, var dette et mønster for hele aftenen, hver gang flere sange fra samme album blev spillet. En fin lille detalje, som sikrede en rød tråd gennem koncerten. Især numrene ”Glide” og ”Voice of Trespass” stod i skarp kontrast til resten af aftenens sæt, hvor bandet på en lettere komisk måde, leger med elementer i musikken, som byder op til dans. Et friskt pust, der virkede til at ramme plet. Det lader desuden også til at forsanger Tommy Giles Rogers Jr., og guitarist Paul Waggoner, bedre formår at nå ud over scenekanten i løbet af andet sæt, og bærer dette videre til de tre ekstranumre, hvor de til sidst afslutter koncerten med helte-guitarsolo i nummeret ”White Walls”. Klokken slår 22:30, og BTBAM tager afsked med Lille Vega.

En god aften i proggens tegn
Bandet leverede en helt igennem velspillet koncert, og gav flere anledninger til at trække på smilebåndende. Lyden var fornuftig og det var til at navigere i mixet, men grundet den korte afstand til scenen, virkede trommerne meget dominerende i lydbilledet. Jeg savnede som før nævnt generelt også noget mere energi fra bandet, da de fleste af deres numre rent musikalsk indbyder til en solid omgang headbanging, men grundet numrenes kompleksitet, kræver det den rette vejledning fra bandet, før at man for alvor kan være med.

Jeg vil helt klart anbefale at opleve BTBAM, hvis man er til den mere nørdede del af metalgenren, for det kræver koncentration at få det fulde udbytte af deres musik.

Aftenens sætiste:
Sæt 1:
1. “Astral Body” (Intro: “Naked by the Computer”)
2. “Lay Your Ghosts to Rest” (Outro: “Fire for a Dry Mouth”)
3. “Alaska”
4. “More of Myself to Kill”
5. “Mordecai”
6. “Reaction”
7. “Mirrors”
8. “Obfuscation”


Sæt 2:
9. “The Black Box”
10. “Telos”
11. “Bloom”
12. “The Proverbial Bellow”
13. “Glide”
14. “Voice of Trespass”


Ekstranumre:
15. ”Selkies: The Endless Obsession”
16. ”Viridian”
17. ”White Walls”


Kilde: setlist.fm

 

  • Between the Buried and Me_5
  • Forfatter: Jill Decome
  • Between the Buried and Me_1
  • Forfatter: Jill Decome
  • Between the Buried and Me_6
  • Forfatter: Jill Decome

Se hele galleriet her

Læs mere...

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...

Mono, Alcest, pg.lost - Lille Vega

Colossal har for alvor markeret sig på den alternative rock/metal scene, ikke mindst med det veludførte A Colossal Weekend tilbage i maj måned med navne som Cult Of Luna, Pelican og Russian Circles. Denne aften har de samlet noget af en trekløver i form af de to co-headlinere Mono og Alcest, foruden supportbandet pg.lost, der også optrådte til førnævnte weekend. På papiret så det godt ud – men hvordan gik det så?

pg.lost:
Ganske godt, for at svare på ovenstående spørgsmål. Svenskerne i pg.lost åbner ballet med manér, og da de går på er Lille Vega rimelig velbesøgt, men med plads til mere, som der da også kommer ud på aftenen. Post-rock handler i særdeles ikke om at give den fysisk gas på scenen, og styrte rundt som en sindssyg, snarere det modsatte, og der skal ikke mere end et par toner til før publikum opmærksomt lytter med. Høfligt, afmålt, og uden den store visuelle begejstring, men den skal nok komme når bandet bliver større.

Det musikalske udtryk er storladent og melodisk. Jeg synes både God Is An Astronaut og Mogwai kan mærkes, og til at underbygge det er der også glimrende lys. pg.lost selv er velspillende, og semi-aktive på scenen, hvilket er skønt at være vidne til. Igen, det er ikke fordi de kaster sig rundt på scenen, men hovederne bopper, og der er følelser med, så det giver en god dynamik. Reelt er det kun en papirtynd lyd (ikke mindst trommerne), og en fuldstændig mangel på bas, der trækker ned – men som dog også trækker en del ned, for man mangler simpelthen at blive blæst tilnærmelsesvis bagover. Ellers er det en perfekt opvarmning, og alle ser ud til at være klar til Alcest. 4/6 stjerner.

Alcest:
Salen er en halv time senere fyldt næsten helt ud, og publikum er tydeligvis mere begejstrede end tidligere – faktisk bliver det kun bedre, som tiden går. Alcest har nu også i gennemsnit været forbi København en gang om året de sidste tre år, så en vis fanbase er blevet bygget op.

Det er synd, så, at lydproblemerne fra tidligere ikke er blevet løst; der er nu både for meget diskant, så det skærer i ørerne, og en mudret lyd, ikke mindst i de blackmetal-lignende stykker Alcest også opererer med. Lyden er også stadig for tynd, så man mangler noget saft og kraft. Til gengæld er bandet meget mere snakkesalige; med det mener jeg at de rent faktisk siger tak imellem flere af sangene, samt præsenterer en titel hist og her, gerne med positive råb fra publikum til følge.

Ellers er ”alt andet” som før; sprødt lysshow, engageret band, publikum nyder det – og med et show på en time og et kvarter, er der så nogen der føler sig snydt? Det tror jeg ikke. 4½/6 stjerner.

Mono:
Vi er nået til aftenens sidste forestilling, og jeg kan allerede gætte at det bliver en sen tirsdag – først 22:45 går det japanske band på scenen, og lægger en anden stil for dagen; her er ingen publikumskontakt, overhovedet. Det er kun musikken der tæller, og som navnet lægger op til, er udtrykket meget... ja, monotont.

Det er derfor, i min optik, ikke nær så spændende et musikalsk møde. Publikum er tilfreds, og der er bestemt både smukke og tyste momenter, eller i den helt anden grøft, hvor et par af medlemmerne nærmest kaster sig febrilsk rundt på scenen – men det bliver for ensformigt, og for prætentiøst; unødvendigt lange slutninger uden et peak, og insisteren på ikke at sige ét ord... og lige pludselig føles en time og kvarter for langt. Folk begynder også at falde fra, men det kan ligeså vel skyldes det efterhånden sene tidspunkt, så det faktum skal ikke ligge Mono til last.

Lyden trækker dog ned, for den er stadig ikke blevet fixet. Der mangler bund, og trommerne er både tynde og uklare. Mono spiller ufortrødent videre, og de der bliver tilbage, hvilket er et ca. halvt fyldt Lille Vega, virker tilfredse. Jeg selv mangler noget, men går ikke derfra utilfreds, bare... ikke særlig berørt, hvilket jo ellers er meningen. 3½/6 stjerner.

Læs mere...

Primordial - Lille Vega

29 år skulle det tage før det irske band Primordial fik erhvervet sig et klubshow i Danmark. Det må næsten være en rekord i sig selv. De havde godt nok landsdebut sidste år på Copenhell, men som jeg dengang skrev, var betingelserne et godt stykke fra at være optimale. Denne gang var det heldigvis en anden oplevelse.


Primordial:
Lille Vega er ikke kun fyldt, men noget nær udelukkende pakket med begejstrede fans. Tre gange ”are you with us?!” fra forsangeren, Alan Averill ”Nemtheanga”, og folk er klar. Og hvilken bedre start end titelsangen fra det seneste album ”Where Greater Men Have Fallen”? Publikum griber her uden problemer teten i at synge omkvædet, endda helt uden Averills hjælp – og ellers er der horn i luften for resten. Et andet tegn på publikums hengivenhed og diversitet, er, at der mellem samtlige numre der præsenteres lyder jubelråb, og ikke nødvendigvis fra de samme tilhørere. Sådan er det altså at have snart 30 år på bagen og en rig udgivelseshistorie; der kommer forskellige folk til. Derfor er det kun mere beklageligt end normalt, at lyden ikke viser sig fra Vegas ellers normalt glimrende side. Der er alt, alt for meget bas på, detaljerne drukner, trommerne buldrer nådesløst igennem og stjæler opmærksomheden fra guitarerne. Vokalen, gud ske tak og lov, går imidlertid godt igennem, og det er satme også vigtigt i dette tilfælde.

Selvom Primordial er langt mere stemning end vildskab og fest, har de en glimrende frontmand i Averill. Det hjælper naturligvis at han står ud ift. resten af bandet, i hans karakteristiske blackmetal-agtige rober og facepaint, hvorigennem han sørger for at holde alle til ilden, både i og udenfor numrene. Resten af besætningen koncentrerer sig mestendels om deres respektive instrumenter, og fred være med det – det er en særlig aften, og det kan man mærke på alle tilhørere, band som publikum. Om end dette er tydeligt, bliver det dog også klart at nogle af de forsamlede, også selvom de helt tydeligt er interesserede i hvad der foregår, ikke holder sig for gode til at holde munden lukket, hvilket er en skam under de afdæmpede stykker der indfinder sig af og til. Selv på trods af Averills mundbevægelser og gode folk i salen der tysser på de nærmeste, ja, lige lidt hjælper det. Det er et fåtal der forbryder sig mod indbegrebet af god koncertstil, men mærkbart.

Tiden flyver af sted. Det er næsten som en trance, hvor vi bestemt og målrettet bliver ført mod enden. Vi får serveret skæringer fra hele syv ud af otte albums (kun debuten udeladt), og heraf mest fra ”Redemption At The Puritan’s Hand” og ”To The Nameless Dead”; fra de dunkle kamptrommer og slavesang i ”As Rome Burns”, til ”Traitors Gate”, hvor Averill får indskudt en formaning om den kommende fremtid; ”for every lying politician, a bullet” (til skræmmende stor jubel for folket). Eller hvad den dystre ”Mouth Of Judas”, eller ”Lain With The Wolf”? Ift. sidstnævnte, så vil jeg fra denne dag hævde, at man ikke har set et reelt metalband, før dennes forsanger knurrer ad publikum, dyrisk og samtidigt afmålt, i et par minutter – uden at det bliver fjollet. Men det kan Averill.

Det er denne indre kraft som Primordial får kanaliseret, uden at det nogensinde bliver andet end seriøst og insisterende. Det er hverken smukt eller rigtigt, det er bare. Og når alle i salen brøler, er det som jeg kunne forestille mig i en oldnordisk vikingehal. De tekniske betingelser... de forbedres desværre ikke, faktisk slet ikke – og det gør altså en reel forskel. Det kan godt blive bedre. Og, nu vi er i gang, hvorfor så ikke inkludere et mere interessant lysshow, eller måske videoklip og røgelse? Det behøves ikke for at gøre Primordial interessant, det viste i aften tydeligt, men dét kombineret med en bedre lyd, det kan kun blive godt. Men hvad end karakteren siger, så var dette end oplevelse i sig selv – denne musik kan noget helt særligt.

Sætliste:
1) – Where Greater Men Have Fallen
2) – Gods To The Godless
3) – No Grave Deep Enough
4) – Autumn’s Ablaze
5) – Lain With The Wolf
6) – Babel’s Tower
7) – As Rome Burns
8) – Traitors Gate
9) – The Mouth Of Judas
10) – Bloodied Yet Unbowed
11) – The Coffin Ships
12) – Heathen Tribes
13) – Empire Falls
Encore:
14) – Sons Of The Morrigan
Kilde: www.setlist.fm

 

Læs mere...

Ensiferum, Insomnium, Omnium Gatherum - Lille Vega

Så er det tid til at byde finske Ensiferum velkommen tilbage! Efter et (blev jeg fortalt) vellykket show på Roskilde Festival i 2013, og med et nyt album i bagagen, er det et kærkomment gensyn.

Mit eget kendskab til Ensiferum i livesammenhæng er således, at jeg i 2010 tog til Heidenfest på VoxHall, hvor Ensiferum var hovednavnet; det var deres første gang i Danmark, og det var bestemt turen værd. Sidenhen har jeg set dem på den tyske metalfestival Wacken året efter, men gik desværre glip af Ensiferum både som opvarmning til Children Of Bodom i Vega samme år, og ligeledes på Roskilde Festivalen.

Valget som opvarmere er faldet på landsfællerne i Insomnium og Omnium Gatherum. Der stopper lighederne også delvist, for hvor Ensiferum er fast plantet i folkemetallen, flirter begge opvarmningsband med både melodisk dødsmetal, doommetal og progressiv metal.

Insomnium har besøgt Danmark én gang før, tilbage i 2013 som opvarmning for Children Of Bodom i Amager Bio, mens det for sidstnævnte er deres første show på vore breddegrader.

 

Omnium Gatherum:
Det melodiske dødsmetal band oprandt tilbage i 1996, og brugte de første år på at udgive forskellige demoer. Først i 2003 udkom debutalbummet ”Spirits And August Light”, men allerede året efter udgav de – via Nuclear Blast – det næste af pt. 6 skiver; ”Years In Waste”. Det bedst kendte album er nok ”New World Shadows” fra 2011. Det seneste er kaldet ”Beyond” og fra 2013.
Det er i øvrigt guitaristen, der er et originalt medlem i bandet.

Til trods for det tidlige, men fornuftige, starttidspunkt i form af kl. 19 skal vi ikke mere end 5 minutter ind i seancen inden Lille Vega er pænt fyldt op. Det ser desuden også ud til at en mindre skare af fans er mødt op, hvilket ellers ikke ofte er tilfældet for opvarmning. 
Omnium Gatherum går til stålet, hvor alle er livlige i en vis grad. Forsangeren er en glimrende indpisker, og balancerer stilfuldt imellem at være krævende, og at være opgivende. Der er også en fed dynamik imellem ham og resten af bandet.

Publikum, foruden fanskaren, efterfølger generelt alle forsangerens forslag (klap, hop, headbang, etc.), men uden selv at tage initiativ; der skal lige varmes en smule op. 
Lyden er desuden udmærket, men både guitaren og keyboardet har det med at blive overdøvet af trommerne.

Omnium Gatherum har tydeligvis en god aften, også selvom det er mandag. Der er ikke meget at sætte på deres optræden, og det er perfekt som opvarmning, men når det er sagt, bliver det aldrig noget særligt – det er godt, men ikke mere end det. 
4/6 stjerner.

 

Insomnium: 
Insomnium har eksisteret siden 1997 og udgivet 6 albums, hvor især det nyeste fra 2014 ”Shadows Of The Dying Sun” blev positivt bemærket. Insomniums tekster beskæftiger sig primært med mørke, tristhed, smerte, tab og naturen, hvilket kan anes i album- og sangtitlerne. 
Det er kun guitarister der er blevet udskiftet i bandet, og pt. er det Markus Vanhala, der også spiller i Omnium Gatherum, der er med på fuld tid.

Videre, vildere! Eller… Set i bakspejlet bør man nok have sat Insomnium på først, da de er langt mere dystre og deraf mindre festlige end Omnium Gatherum. Det momentum der var godt på vej til at blive bygget op forsvinder langsomt, men sikkert, i løbet af den næste time. Ja, du læste rigtigt; en hel time får Insomnium stillet til rådighed.

Selvom musikken er ”sløv i det”, er bandet hverken trætte eller uengagerede at se på. Det tekniske spiller, og publikum er ligeledes godt med. Overordnet er der god respons hele vejen igennem, og modsat tidligere tager folk selv initiativet. En bedre og klarere lyd hjælper også på det, selvom de programmerede og melodiske keyboardstykker sjældent kan høres særlig godt. At folk sludrer på livet løs hjælper heller ikke på tingene, her i den midterste del af salen. Det er dog ikke tilfældet længere oppe foran.

Og tiden går således, indtil en hel time er passeret. Det vil jeg mene er at strække den, selvom en god del af de fremmødte ser fornøjede ud. Det er et godt show, uden at løfte sig derover. Personligt, til gengæld, er jeg glad ved Insomniums musik, så jeg håber snart de får mulighed for at komme og optræde som headliner. Nu har de ageret support 2 gange, så tiden vel efterhånden være til det?
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Killjoy
2) – While We Sleep
3) – Every Hour Wounds
4) – Daughter Of The Moon
5) – Black Heart Rebellion
6) – Where The Last Wave Broke
7) – The Promethean Song
8) – Drawn To Black
9) – Ephemeral
10) – Weighted Down With Sorrow
Kilde: www.setlist.fm

 

Ensiferum:
Oversat fra engelsk betyder navnet ”sværd bærende”, og Ensiferum er et af Finlands helt store folkemetalbands. De har udgivet 6 albums, hvorfra jeg vil mene at ”Iron” fra 2004, ”Victory Songs” fra 2007 og ”From Afar” i 2009 er de bedst kendte. 
Det er kun guitaristen/den rene vokalist Markus Toivonen der er et originalt medlem, og han overtog de rene vokaler efter den tidligere sanger stoppede i 2004.

En helt anden historie end tidligere udspiller sig med Ensiferum, der sætter godt fut i sagerne med deres episke intro og dernæst direkte over i ”Axe Of Judgment”. Der er roterende hvidt lys i loftet, røgsøjler i forskellige farver – og en gaffaøkse medbragt af en publikummer løftes meget passende højt mod loftet. Folk er opstemte, sandsynligvis noget fulde, og klar til at give los. Der bliver sunget godt med, også under de nye skæringer, selvom der her skal hjælpes noget på vej af bandet. 
Lyden er nu blevet helt som den skal være. For mig står især lilletrommen ud, hvor der er godt smæk på.

Ensiferum selv er velspillende, professionelle og aktive, men alligevel virker de mandagsramte. Bassisten er her undtaget; der er godt knald i ham. De har også medbragt harmonikaspilleren Netta Skog (tidligere medlem af Turisas), som en erstatning for deres normale keyboard. For undertegnede lyder det dog ikke reelt anderledes – til gengæld er Netta Skog på højde med bassisten i energi og udstråling.

Allerede under aftenens 3. sang opstår der et moshpit, som genopstår over flere omgange som tiden forløber. Desværre falder intensiteten fra begge sider af scenen tydeligt i løbet af showet (undtagen ekstranumrene som helhed), mens ”Two Of Spades” i midten af sættet er det ubetingede højdepunkt. Der er altså både opture og nedture, men overordnet er det et godt show, hvor der ikke er meget at sætte fingeren på. Folk ser i hvert fald ud til at hygge sig, også er det svært at forlange mere. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Axe Of Judgment
2) – Heathen Horde
3) – Into Battle
4) – Little Dreamer (Väinämöinen, Part II)
5) – Warrior Without A War
6) – Ahti
7) – Smoking Ruins
8) – Two Of Spades
9) – Unsung Heroes
10) – Burning Leaves
11) – One Man Army
12) – Victory Song
Encore:
13) – Breaking The Law (Judas Priest cover)
14) – From Afar
15) – Token Of Time
16) – Iron
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Pentagram, Pet The Preacher, Doublestone

Vores kære fotograf Thomas var tirsdag aften forbi Lille Vega til stoner fest, da de amerikanske stoner/doom veteraner Pentagram sammen med lokale Pet The Preacher og Doublestone leverede en fremragende koncert. Ved siden af de fede billeder, har Thomas også skrevet et par ord om hans oplevelser fra aftenen:

Til de som dyrker stoner rock og okkult psychedelic bød Lille Vega tirsdag aften på en udmærket line-up bestående af to danske top tunede navne, Pet The Preacher og Doublestone, samt hovedenavnet Pentagram med udødelige Bobby Liebling i front.

Pentagram var kommet sent til lydprøven, så dørene åbnede først ved ni-tiden. Heldigvis kunne der shoppes band merch og Vega’s fantastiske rygerum var åbent.

Doublestone gik på 21:30. De lagde fedt ud og spillede godt sammen, men nåede aldrig helt ude over scenekanten. Flere shows og et større bagkatalog skal nok modne bandet med tiden.

Pet The Preacher overtog scene 22:15. Scenen var ryddet og bandet spillede et set up, som var et hovednavn værdigt.
Pet The Preacher var som sædvanlig i topform med sort olie-agtig krigsmaling i ansigtet.
Jeg forstår ikke helt denne ”sort i hovedet”-trend. En af de ting jeg godt kan lide ved stoner genren er, at det er en generel plug and play stil. Det kan godt være at den er præget af trucker caps og denim veste med patches og Sleeps Dopesmoker cover på ryggen, men derfra og så til at indføre norsk inspireret corpsepaint synes jeg er synd.
Genren kører meget på det skal være heavy, tungt og iørefaldende, kom-som-du-er riff-master og spil, og lige præcis det kan Pet The Preacher sagtens uden ekstra gimmicks.
Christian Hede’s rustne sangstemme holder 100% til den her genre og bandet spillede veloplagt denne aften. Deres udgave af stoner rock er mere rå, og bandet har efter hånden fået luftet ørerne en del og formår at skabe en fest og havde god kontakt til publikum.

Klokken havde passeret 23, da Pentagram gik på. Sidst jeg så Pentagram var sidste år i april måned, hvor de var en af Desertfest London’s hovednavne.
Jeg havde dengang lige set filmen "Last Days Here" og blev meget imponeret over, hvor energisk og fuld af energi Bobby var, når man lige havde set hvor tæt han har været på Helvedes havelåge. Tirsdag aften i Lille Vega over et år efter virker Mr. Liebling noget mere træt og sløv. Bandet har haft enkelte shows inden dette, men det er ikke sådan noget med 10 dages koncerter og en dag fri, som så mange andre plejer at pløje landevej på.
Well, manden er oppe i årene og er det bare alderen som trykker, og ikke stoffer, er det jo forståligt nok. Efter et par numre er lyden justeret ind og Bobby’s sangstemme trænger bedre igennem. Andet nummer er ”All Your Sims”, en af mine absolutte Pentagram favoritter.

Jeg kunne desværre ikke blive under hele showet, men da jeg lidt i midnat forlod Lille Vega’s fantastiske sal, var der en god stemning. Bobby var vågnet mere op og generelt tror jeg, at det hele er endt med en stenet stoner fest.

 

Husk også at se alle mine billeder fra koncerten i galleriet her.

  • Pentagram_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pentagram_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pentagram_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Læs mere...

Kvelertak, By The Patient - Lille Vega

Så er det blevet mandag igen. Senere på ugen venter Copenhell 2014 og festivalens femårs jubilæum. Som optakt til det kan man lige som jeg, vælge at varme op på Lille Vega i København, hvor norske Kvelertak har budt op til dans. Sidst jeg så drengene fra Norge på Lille Vega i 2011 står den dag i dag, som et af mine stærkeste møder med bandet, hvor der blev kravlet fra scenen op på balkonen, og næsten hele bandet var ude crowdsurfe. Derfor er det ligeledes med høje forventninger, jeg går ind til denne koncert, efter at have oplevet dem på større scener som Amager Bio og Roskilde Festivals Arena-scene. Som opvarmning har vi fået fornøjelsen af, at lægge øre til de danske dødsmetallere By The Patient.

 

By The Patient

Bandet åbner med en super doomet og atmosfærisk intro, der går over i dødsmetallen. Lille Vega er på dette tidspunkt halvtomt, og de folk der er tilstede nikker ikke rigtig med, lige som der bliver ikke givet horn, på trods af den karismatiske forsanger Tan Møhl-Hansens opfordring. Trommeslager Adam Schønemann sidder helt gemt væk forrest på scenen i højre side, grundet et tildækket trommesæt og to blokke orangeforstærkere. Dette gør, at nogle bækkener og highhat ikke forstærkes af mikrofonerne, hvilket giver en utroligt autentisk fornemmelse af at få serveret live musik. Desværre spoleres dette lidt af, da de buldrende stortrommer til tider også overdøver store dele af resten af bandet.

Deres doomede død får desværre aldrig helt fat i publikum, selvom de i pauserne mellem numrene får nogle rigtig pæne bifald. Den nu barmavede Møhl-Hansen prøver at få folk med, ved at klatre op på en forstærker, men her virker han endnu mere utilpas end på scenegulvet, og det afføder ingen nævneværdig reaktion, desværre. Bandet slutter dog af med en god applaus efter deres sidste nummer, hvilket virkelig stod ud i form af deres bedste levering fra bandet denne aften!

By the Patient er i aften en ganske energisk kvintet, til trods for den ringe respons der kommer fra publikum. Personligt kunne jeg godt tænke mig at opleve noget mere vrede og frustration over den fesne respons, for deres riffs og breakdowns bliver nailet på stribe. I stedet synker bandet langsomt ind i sig selv, og guitaristerne og bassisten står meget af tiden, gemt bag deres lange hår, med ansigtet rettet mod gulvet.

3,5 ud af 6

 

Kvelertak

Det sorte tæppe går, foran en pænt pakket sal, ”Åpenbaring” går i gang og bandet står klar, med forsanger Erlen Hjelvik med hævede arme og en uglekrone i front. Vokalen er desværre for lav, og til trods for at der fistpumpes på de forreste rækker, står folk stadig afventende længere bagude. ”Spring fra livet” leveres super solidt, og under breaket eksploderer alle mand på scenen og giver den energiudladning, som de blackened-punkere fra Kvelertak er kendt for.

Under den sing-a-long venlige ”Braune Benn” begynder salen at være mere med, hvilket får Hjelvik til at stagedive. Salen eksploderer i det ”Ulvetid” skydes i gang. Bandet har ligeledes spillet sig varmere og guitaristerne giver den alt hvad den kan trække, både musikalsk og fysisk. Guitarsoloen drukner dog lidt i den ellers velspillede lydmur.

Vokalen kikser under ”Offernatt”, og bassist Marvin Nygaard der altid har været bandets mest kompromisløse på scenen, falder lidt i baggrunden. Deres performance virker en anelse rutinepræget til tider, bl.a. får vi et par længere instrumentalstykker, hvor Hjelvik går af scenen. Her trækkes intensiteten lidt ud af koncerten, da det bare er det riffs der spilles i loop i stedet for at lade numrene udvikle sig, og dette medfører, at bandet forsvinder langsomt ind i sig selv. Til tider tager publikums stagediving fokus fra bandet, hvilket giver drengene på scenen et lille hvil, og momentvis trækker lidt energi ud af koncerten.

Et par lightere tændes på opfordring af forsangeren under den blackened-punk hymne ”Nekroskop”, og den småkomiske gemik virker ganske godt, grundet dens upassende tilstedeværelse under det hurtige punkrockede nr. ”Fossegrim” følger kompromisløst efter, og er stadig ét at Kvelertaks bedste numre til dato, der skarpt efterfølges af ”Blodtørst”, hvorom kun det samme kan siges. Her udløser riffet et lå-lå-lå-kor blandt publikum, hvilket giver en fantastisk følelse på det feststemte Lille Vega! Afslutningsvis kommer ”Kvelertak”, der desværre ikke har samme drift, hvilket gør, at intensiteten faldet i rummet.

 

Encore

Efter en rigtig pæn dacapo kommer drengene tilbage med intet ringere end ”Sjøhyenar (Havets Herrer)”, der leveres i bedste stil. Efterfulgt den fantastiske drukvise ”Mjød”! Denne ender ud i en ”freeze-pause, hvor bandmedlemmerne prøver at stå stille i frosne positurer, for så at eksplodere i det voldsomme afslutningsnummer ”Utrydd Dei Svake”. Dette udløser en voldsom glædesrus i nærmest hele salen, og Hjelvik ender med at stagedive. Vi får ligeledes en guitarsolo af Maciek Ofstad fra toppen af en forstærker, hvor guitaren efterlades bundet fast til luftet, og Ofstad ender med at spille trommer, og efterlader publikum i ekstase.

5 ud af 6

 

Denne mandag bød på en doom-død i form af danske By The Patient, der med en solid præstation på scenen, desværre ikke helt formåede at komme ud over scenekanten. Dog fik de understreget, at de klart er en spiller på det danske marked, der er værd at tjekke ud hjemme i stuerne. Hertil kan det siges, at der er lyttesession med By The Patient og deres kommende album ”Gehenna” på dette års Copenhell, i HiFi Klubbens telt kl. 16!

Kvelertak var derimod skarpe som altid. Når Hjelvik ikke har forladt scenen, er han lige så meget i ansigtet på publikum, som han plejer, og sekstettens massive energiudladninger er ikke til at tage fejl af. Ligesom publikums jubel ved genkendelsesglæde af ”Mjød” og ”Blodtørst”, hvilke man kan fristes til at kalde ny-klassikere, gentagende gange får publikum i moshpitten til at minde mig om ”the Judean People´s Front”, selvmordsbriggaden fra Monty Python’s ”Life of Brian”. Publikums betingelsesløse overgivelse til de norske knægte fra mægtige Kvelertak er umiskendelig, og stadig en af de sikreste metalfester man kan finde!

 

  • Kvelertak_1
  • Forfatter: Jill
  • Kvelertak_2
  • Forfatter: Jill
  • Kvelertak_3
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Heaven Shall Burn, Dying Fetus

Jeg kan ikke huske at Heaven Shall Burn nogensinde har besøgt Danmark tidligere. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men netop af den årsag har jeg begivet mig ud denne kolde søndag – og så også det faktum at de mere end overbeviste mig på Wacken Festival i henholdsvis 2009 og 2011. Originalt skulle det skotske metalcore/groovemetal band Bleed From Within også have været med, men de var åbenbart blevet stoppet af det tyske politi, der mente at deres trailer var for tung... Og så måtte de ikke længere køre nogen steder.

 

 

Dying Fetus
Siden 1991 har det tekniske dødsmetal band Dying Fetus fra staterne straffet nok så manges øregange. Igennem de mange år har der været en god del udskiftninger i besætningen, og derfor er der kun ét originalt medlem tilbage i form af guitaristen/vokalisten John Gallagher. Selvom Dying Fetus har eksisteret i over 20 år har de ”kun” udgivet 7 studiealbums. Af dem kan nævnes debutalbummet ”Purification Through Violence” fra 1996, ”Destroy The Opposition” fra 2000 og ”Reign Supreme” fra 2012.

 

Da klokken slår 20 er Vega kun omkring kvart fyldt, og jeg begynder at frygte at ikke flere ville trodse decembervejret og dukke op. Dying Fetus selv virker, ligesom flere fra publikum, søndagstrætte og gør det første stykke tid ikke noget for at ændre den opfattelse. Volumen er vanvittigt høj, og, måske som følge af det, er kvaliteten ikke den bedste, i hvert fald ikke udfra hvad Vega normalt kan præstere. Lydpulten ser også ud til at være blevet rykket, så muligvis er det en anden der styrer showet i aften? Under alle omstændigheder er det svært at høre alle nuancerne i musikken, og så er det i forvejen teknisk smadder død – nemt at gå kold i, i hvert fald for den uindviede.

 

Der er et par enkelte helt foran scenen der headbanger på livet løs, men ellers er både band og publikum meget stillestående i de første 20 – 25 minutter. Men derefter sker der noget. Vega fyldes mere og mere ud, og Dying Fetus åbner op til os. Trommeslageren har været med hele vejen, men nu er de 2 andre i bandet mere engagerede. Publikums aktivitet er ligeledes højnet, og der er tæt ved at opstå små moshpits. Volumen er også blevet sat ned, og den samlede kvalitet af lyden op.

 

Jeg er ikke selv den store fan af Dying Fetus, og selvom koncerten fastholdt sig selv på et søndagsniveau endte det med at blive en fornøjelig, men dog forudsigelig og deraf mellemgod oplevelse.

3½ ud af 6.

 

Sætliste:
1) – From Womb To Waste
2) – Your Treachery Will Die With You
3) – One Shot, One Kill
4) – Praise The Lord (Opium Of The Masses)
5) – Killing On Adrenaline
6) – In The Trenches
7) – Grotesque Impalment
8) – Pissing In The Mainstream
9) – Kill Your Mother, Rape Your Dog

 

Heaven Shall Burn:
Musik og politik følger naturligvis hinanden, i hvert fald hvis man spørger de tyske Heaven Shall Burn. Bandets medlemmer er alle enten vegetarer eller veganere, og de kombinerer deres aggressive dødsmetal/metalcore med bl.a. anti-racistisk lyrik + et sceneshow der sender tankerne hen imod venstreorienterede aktivister – bare i metaludgave. Siden 1996 har Heaven Shall Burn været aktive og kun den tidligere guitarist Patrick Schleitzer er hoppet ud i den tid. Dog har bandet i øjeblikket 2 trommeslagere, da den originale pt. er på pause, men altså ikke endegyldigt ude af bandet. Heaven Shall Burn har udgivet 7 studiealbums, 1 video album, 1 EP, 1 opsamlingsalbum og 4 forskellige splits (2 af dem med landsfællerne Caliban). Af studiealbum kan nævnes ”Antigone” fra 2004, ”Iconoclast (The Final Resistance)” fra 2008 og deres nyeste skud på stammen i form af ”Veto” fra i år.

 

I løbet af den næste halve time bliver Vega hurtigt fyldt mere op, og det overrasker mig meget at da Heaven Shall Burn går på er der omkring 3/4 fyldt, også på en søndag. Til Heaven Shall Burn – og Dying Fetus. Det er nemlig ganske tydeligt at der er en markant opdeling til stede i aften. Den ene gruppe er her for Heaven Shall Burn, den anden for Dying Fetus – og den sidste gruppe bliver også stående et godt stykke væk fra scenen i løbet af de næste 75 minutter.

 

Men så kan de sgu blive stående og lure... For hold nu kæft hvor Heaven Shall Burn leverer varen. Fra første anslag i ”Counterweight” er bandet i bevægelse. De to guitarister og bassisten smiler, ryster håret og spiller samtidigt så tight. Forsangeren er, til min store glæde, endnu vildere end på plade. Det kommer især til udtryk i åbningen i både ”Land Of The Upright Ones”, aftenens første nye sang fra ”Veto”, og ”Combat” fra ”Invictus (Iconoclast III)”. Føj for den lede, hvor er han vild. Der går ikke lang tid før samtlige medlemmer er svedige.

 

Størstedelen af bandet er iklædt skjorter, hvoraf forsangeren naturligvis har sin genkendelige røde skjorte på. Der er også nogle stykker fra publikum der er gået hele vejen og møder op i den samme slags mørkerøde skjorte – sådan.
Forsangeren sørger for at holde os godt underholdt. Om det så er med fagter, kommandoer eller de utallige gange han giver folk mulighed for at synge med, så virker det. Inden længe er de første moshpits i gang, og i flere sange sætter forsangeren også circlepits i gang – eller han forsøger i hvert fald. Det lykkedes ikke lige godt i alle forsøg. Volumen er larmende høj, muligvis endnu højere end til Dying Fetus. Dette bliver der ikke ændret på, og her et par dage senere er mine ører kun efterhånden ved at komme sig. Det er fedt at blive blæst omkuld, men det gør desværre også at det ikke altid er lige nemt at høre de finere detaljer.

 

Generelt er både band og publikum (altså, den halvdel der deltager) opstemte og uudtalt enige om at gøre denne aften til noget særligt, og det bliver den langt hen af vejen også. Det er sjældent, og for den sags skyld lang tid siden, at jeg har set et så friskt søndagspublikum, og det løfter stemningen betydeligt. Desværre er det ikke nok, for selvom begge parter gør deres, er der flere ærgerlige bemærkninger at notere sig. Bl.a. at forsangeren først til sidst beder folk træde nærmere (hvilket de fleste gør) – hvorfor ikke gøre det i starten? At de også ”kun” spiller i små 75 minutter er, om end rigeligt og mere end hvad jeg havde forventet, stadig en anelse for kort, især når man har 7 albums at trække på. Man kunne med fordel have skrottet Hate Squad coveret ”Not My God” og i stedet givet os noget mere fra ”Invictus (Iconoclast III)” – selvom den ikke længere er den nyeste, fik vi i aften kun én sang derfra. 

 

Ellers kom Heaven Shall Burn rigtig godt rundt i deres bagkatalog, dog med undtagelse af debutalbummet. Jeg havde personligt, på trods af ovenstående kritik, en henrivende aften i selskab med Heaven Shall Burn, men der manglede altså stadig nogle mindre skridt før det kunne blive helt fantastisk. Jeg er dog optimistisk, og efter søndagens fremmøde ville det undre mig meget hvis ikke de skulle blive booket igen – jeg håber, hvis nogen skulle være i tvivl, kraftigt på det!

 

4½ ud af 6.

 

Sætliste:
1) – Counterweight
2) – Land Of The Upright Ones
3) – Combat
4) – Hunters Will Be Hunted
5) – Behind A Wall Of Silence
6) – The Weapon They Fear
7) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
8) – Godiva
9) – Trespassing The Shores Of Your World
Encore 1:
10) – Endzeit (+ Awoken intro)
11) – Not My God (Hate Squad cover)
Encore 2:
12) – The Disease
13) – Voice Of The Voiceless

Læs mere...

Soulfly, Incite, Lody Kong

Når jeg snakker med folk omkring Copenhell 2012, er der rigtig mange der fremhæver Soulflys koncert om lørdagen som en af de bedre koncerter. Fed energi og god performance på scenen. Det invitere jo til at man ser dem live – og når så muligheden byder sig slår man naturligvis til. Torsdag aften, lille vega og på lidt af en familietour. Lody Kong, Incite og Soulfly gæstede Danmark, og jeg var ikke den eneste der havde fået ideen om at tage ind og se Max og sønnerne på scenen. 20 årige Zyon Cavalera gør sig bag trommerne for eget band, Lody Kong, men også for Soulfly, mens storebror Richie gør som som vokalist i Incite. En familietur af bedste klasse.

 

Lody Kong

Jeg vil starte med at slå to ting fast. Der er ingen tvivl om at Zyon Cavalera kan slå på trommerne og der er heller ingen tvivl om at man kan komme langt når ens far er Max Cavalera. Lody Kong har eksisteret siden 2011 og udgav i februar i år deres første EP, No Rules. Zyon ser ud til at være den ældste af medlemmerne på scenen, mens bassist, guitarist og forsanger alle ligner noget der lige har rundet de 17. Da det purunge band gå på scenen lidt i 21:00, er der ikke meget mere end halvfyldt i lille vega trods det sene tidspunkt. Ærgerligt, men for at være helt ærlig, så gik de der endnu ikke var fremmødt, ikke glip af noget. Lody Kong lød præcist som de 1.000 bands mine venner dannede tilbage da de var 17-18 år. De vil for meget og kan for lidt. Overblik og sans for simpel med god sangskrivning er manglende. Det hele lyder lidt som en tur i øvelokalet. Stilen lugter af groove metal med et twist af død mens lyden er dårlig og mudret og bandets kompositionerner er kedelige og forudsigelige. Selvom bandet, og slet ikke Zyon, ikke er uden talent, virker det hele voldsomt amatøragtigt. Publikum er passivt med undtagelse af enkelte, der svinger lidt med håret. Men reelt er der nok ikke tvivl om at folk ikke er kommet for at se eller høre Lody Kong. Jeg tvivler dertil på, at bandet fik nye fans med hjem derfra. Lody Kong mangler erfaring og ikke mindst velskrevne numre. Der er ingen tvivl om at Lody Kong aldrig var kommet på en sådan tour, hvis ikke det var for farmand, men reelt burde bandet nok være blevet hjemme. Måske bandet om 5 år, vil være værd at se live igen? Indtil da bliver det til en tur tilbage i øvelokalet og en dumpekarakter herfra. 2 ud af 6.

 

Incite

Efter at have haft første Cavalera på scenen var der lagt op til et kvalitetsmæssigt løfte. Richie Cavalera og hans medkumpaner i Incite har været i gang siden 2004 og har udgivet to albums, debuten The Slaughter (2009) og All Out War (2012). Til forskel fra Lody Kong havde vi altså et langt mere erfarent for ikke at sige modent band på scenen 21:40. Incite lyder godt på plade og fungere godt live. Energien var der og det lykkedes at få startet publikum i løbet af den halve time bandet stod på scenen. Richie må uden tvivl gøre sin far stolt, når han troner rundt på scenen og leverer handbang som perler på snor. Stilen er en gang groovie metal med twist af thrash, udført knivskarpt og med nogle ganske gode kompositioner. Vi bliver fulgt godt rundt i de to udgivelser og får bl. a. ”The Slaughter”, ”Feel The Flames”, ”Down And Out” og Tyranny’s End”, inden bandet forlader scenen. Incite leverede en fed koncert og noget nær en perfekt opvarmning. Publikum var underholdt, bandet velspillende og med et par udgivelser mere i tasken og lidt flere numre der virkelig brager igennem, er der ikke tvivl om at Incite kan bære deres egen tour. Indtil da må vi tage os til takke med en velspillet og velperformet opvarmning, hvor kun en lidt mudrede lyd virkelig irriterede. 4,5 ud ag 6.

 

Soulfly

22:30, var det endelig blevet tid til at få far Cavalera på scenen. Med Zyon bag trommerne, var der lagt op til lidt af en familie fest, hvor publikum næsten var ligeså stor en del af familien. Der blev i hvert fald taget meget varmt imod den aldrende helt. Desværre skal der fra start sættes en tyk streg under ”den aldrende”. Max er ikke helt ung længere og det er desværre alt for tydeligt under koncerten. Det hele starter ellers meget godt. Lyden er godt, publikum ved at være tæt pakket og når man så får smidt ”Prophecy” og ”Back To The Primitive” i hovedet som nogle af de første numre, så skulle niveauet være sat. Publikum virker da også på og ikke mindst taknemmelige. Zyon smadre derud af på trommerne mens Marco Rizzo levere den ene fede spade efter den anden. Max himself, han er træt. Meget træt. Han trasker lidt rundt, svinger med en tom vandflaske og forlader scenen op til flere gange. Hertil er hans vokal er ikke til at høre til start, men bliver heldigvis justeret. Det lover altså ikke godt – og bliver aldrig rigtig godt. Meget af energien i numrene forsvinder når man ser på Max, der knapt nok kan tage tre hop uden at være fuldstændig flad. 

 

Vi bliver ellers ledt godt igennem Max’s materiale – ikke Soulfly’s, men Max’s. Det er vel hvad man kan forvente, men med 8 Soulfly udgivelser i tasken vil jeg tillade mig at stille spørgsmål ved, om det reelt er nødvendig at 1/3 af setlisten er Sepultura eller Nailbomb. Fred være med det, det er altid rart at høre ”Straighthate”, ”Roots Bloody Roots” og resten af Sepulture klassikerne, men er det ikke ved at være på tide at Soulfly fokusere på Soulfly i stedet for at leve på noget der var en gang? I det hele taget blev det en noget mat omgang. Publikum lod dog til at æde det hele råt og nyde det, så det må man naturligvis også tage med, men personligt var jeg ikke imponeret. Vi fik endda et nyt Soulfly track, ”Bloodshed”, hvor forsanger Igor fra Lody Kong, var med på vokal. Det vil sige han skreg ”Bloodshed” ind i en mikrofon der var alt for lavt stillet. Ikke noget der ligefrem højnede interessen for Igor og Lody Kong vennerne. Med fokus på det nye nummer, må det så også siges, at det ikke var voldsomt interessant og hvis det er hvor Soulfly er nu, kan jeg godt forstå, at der er så meget Sepultura og Nailbomb med i deres liveset. 

Efter lidt over en time var det slut. Vi nåede lige at få endnu en skuffelse. Perlen ”Jumpdafuckup” blev smidt på som første ekstranummer, i en 30 sekunders lang version. HVAD FANDEN ER SÅ POINTEN I AT SPILLE NUMMERET? Herefter blev der lukket ned med ”Eye For An Eye” og slut. Konklusionen: Farman Max virkede træt og imponerede absolut ikke. I det hele taget synes jeg personligt at Incite showet var mere interessant end Soulfly. Det kombineret med ovestående ankepunkter, bliver det heller ikke til mere end 4 ud af 6 til Soulfly.

 

Samlet set stod jeg tilbage med en lidt kedelig smag i munden. Familiefesten udeblev og Incite var uden tvivl aftenens højdepunkt. Med lidt matematik og personlig tilpasning vil jeg give aftenen en halvsjov karakter af 3,5 ud af 6.

 

Læs mere...

Meshuggah, Kongh

Sidste gang Meshuggah stod på dansk jord var som co-headliner til sidste års Copenhell. Sidste gang de befandt sig på en indendørs scene, var i Amager Bio for godt og vel 2 år siden. Jeg har selv oplevet Meshuggah 3 gange tidligere. Jeg havde personligt glædet mig til at se Meshuggah i så intime rammer som Lille Vega kan tilbyde, så på trods af træthedens kvaler fra gårsdagens Copenhell Metal Cruise, fik jeg slæbt mit korpus mod Vesterbro. Jeg fortryder på ingen måde at min energi om mandagen var ikke-eksisterende – koncerten var det hele værd.

Kongh:
Aftenens support bestod af landsfællerne i Kongh. Et mærkeligt og malplaceret supportnavn; Kongh bevæger sig i doom/sludge genren og er altså meget langt fra Meshuggahs lyd. Dog er Kongh også et anerkendt navn indenfor netop de(n) genre(r), så måske var det derfor de var blevet hyret. Under alle omstændigheder overviste Kongh mig ikke om deres musikalske kvaliteter denne aften.


Præcis kl. 20:00 stod Kongh klar på scenen til et pænt besøgt Lille Vega – dog langt fra proppet på trods af ”udsolgt” skiltet ved entréen. Kongh indhyller os hurtigt i deres langsomme og doomede univers, og formåede på de ca. 45 minutters spilletid faktisk kun at præsentere 4 – 5 numre. Dvs. at flere numre nærmede sig, eller overskred, 10 minutters længde. Da det jo er doommetal, er både band og publikum som forventet ganske stillestående.

Kongh spiller i sig selv ganske ok, men formår ikke at opvarme eller imponere mig på nogen måde. Koncerten føles løs og en anelse improviseret; de lange mellemstykker fører ikke nogle steder hen. Faktisk føler jeg mere en trang til at smutte udenfor og vente på Meshuggah. Kongh er bare malplaceret og passer slet ikke ind. Dog ser det ud til at enkelte i salen kender musikken i forvejen, og det giver en smule kontakt imellem dem og musikerne, men det er ikke noget som resten af salen inkluderes i. På den lydmæssige side er der som sædvanligt intet at brokke sig over; det hele går fint igennem.

Da koncerten slutter efter ca. 45 minutter føler jeg trætheden komme snigende, nu endnu hurtigere end tidligere. Fejlen ligger ikke hos Kongh, på trods af en lidt slap performance, men i stedet primært hos arrangørerne; hvad er idéen i at sætte de to bands sammen? Publikum fortjener bedre opvarmning, eller bare slet ingen – det ville ikke have gjort nogen forskel. Faktisk ville publikum nok have været bedre tjent bare med Meshuggah. Kongh fortjener også at blive set og hørt i de rigtige rammer, som f.eks. på Heavy Days In Doom Town som bekendt foregår denne weekend.

Det bliver til 2½ stjerne; koncerten var ikke decideret skidt, men på ingen måde interessant. Også var den fuldstændig unødvendig. 

Meshuggah:
Det svenske metalband Meshuggah er med rette anerkendt som et unikt band i det meste af verden og kendt for opfindelsen af udtrykket/genren ”Djent”. Med deres imponerende blanding af ekstremt metal, såvel som eksperimentale og progressive lyde – og selvfølgelig deres kendetegn i form af polyrytmiske melodier og rytmer. Tidligere har Meshuggah også inkluderet både dødsmetal, thrashmetal og fusionsjazz i deres musik.

Meshuggah opnåede deres første internationale ”gennembrud” med ”Destroy Erase Improve” fra 1995. Med ”gennembrud” skal det forstås således, at Meshuggah aldrig for alvor har slået kommercielt igennem, men i stedet hersker i undergrunden og er af mange påpeget som et af de vigtigste metalbands i verden. Siden ”Destroy Erase Improve” har Meshuggah udgivet ”Chaosphere” fra 2002, ”Nothing” fra 2002, ”Catch Thirtythree” fra 2005, ”obZen” fra 2008 og senest ”Koloss” fra 2012.

Lille Vega er nu fuldstændig proppet. Således bliver Meshuggah budt hjerteligt velkommen af alle i salen. Scenen er, foruden trommeslagerens imponerende sæt, fyldt med alskens lysinstallationer – og de blev brugt til fulde. Da Meshuggah betræder scenen er det nemlig igennem det blændende lysshow at vi ser 5 mænd, som mest af alt opfattes som skygger eller mørkemænd i deres performance.


Lyden er... Fuck den er god. Tak, lydmand. Det er satme i orden. De 8-strengede guitarer er lækre. Trommerne er lækre og fyldige, og vokalen er ikke til at overhøre. Den altoverskyggende, mystiske og hvide-ud-af-øjnene-imiterende forsanger har publikum i sin hule hånd. Efter den dystre ”Swarm” går det meste af publikum amok til tonerne af ”Combustion”. Sådan forløber det meste af koncerten; nogle få hurtige og aggressive numre, og ellers en del ”langsomme” af slagsen.

Hvad jeg måske altid har savnet til Meshuggahs shows, har netop været en stærkere social identitet fra i hvert fald bare forsangeren; al respekt og forståelse for at guitaristerne ikke kan løbe rundt og headbange med de rytmer de har gang i. Men forsangeren kunne sagtens tale lidt mere og komme endnu mere udover scenen. Når det så er sagt, så var Meshuggah betydeligt mere oplagte i aften, end jeg husker dem fra både Roskilde Festival i 2010 og på Copenhell i 2012.

Men her kommer så min pointe; Meshuggahs musik er ikke dødeligt. Det bør være helt umuligt at komponere den musik, og endvidere umuligt at spille den musik live, men det kan Meshuggah. I den forstand gør det på en måde Meshuggah til det nærmeste vi kommer på guder (på scenen), og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke reelt kan realisere hvad jeg ser; det er udover imponerende. Det er ikke engang en magtdemonstration. Det er bare… Mere. Der er ikke nogen som kan det som Meshuggah kan.

Og publikum er naturligvis ellevilde. Klapsalver både før og efter hvert nummer, moshpits til flere af sangene, en masse arme i vejret konstant og hengivende råb fra den totalt proppede sal. Musikalsk er det primært de to seneste udgivelser ”obZen” og ”Koloss” som er bedst repræsenteret i aften med bl.a. numre som ”Swarm”, ”Combustion” ”obZen”, ”I Am Colossus”, ”Dancers To A Discordant System” og selvfølgelig ”Bleed”, men også ældre numre som f.eks. ”Rational Gaze” og ”New Millenium Cyanide Christ” fandt vej til sætlisten.

Efter 12 numre forsvinder Meshuggah fra scenen, men publikum VIL have mere – og det får vi i form af først ”In Death – Is Life” og den fuldstændigt overrumplende og ca. 13 minutter lange ”In Death – Is Death”, begge fra ”Catch Thirtythree”. Vanvittig afslutning. Guddommelig.

Meshuggah kom, men de så ikke – de sejrede bare. Hvis nogle som læser denne anmeldelse endnu ikke har set de svenske teknikere live, så er det med at få det gjort. NU! Den absolut eneste grund til at jeg ikke giver fuldt hus, er fordi jeg godt kunne ønske mig at se en forsanger som bare var lidt mere social – og så beklageligvis fordi jeg selv var så træt, at jeg ved min egen oplevelse kunne have været perfekt, men ikke blev det. Det er selvfølgelig ene og alene min egen skyld, og derfor vil den reelle karakter for alle andre nok nærmere være 6, men altså stadig 5½ for mit eget vedkommende. Tak, Meshuggah, for at blæse mit hoved af.

Sætliste:
1) – Swarm
2) – Combustion
3) – Rational Gaze
4) – obZen
5) – Lethargica
6) – Do Not Look Down
7) – The Hurt That Finds You First
8) – I Am Colossus
9) – Bleed
10) – Demiurge
11) – New Millenium Cyanide Christ
12) – Dancers To A Discordant System
Encore:
Mind’s Mirrors
13) – In Death – Is Life
14) – In Death – Is Death
The Last Vigil

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed