fbpx

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Krisiun - Forged In Fury

Så er igen tid til at fejre sølvbryllup i Metal-verdenen; denne gang er det de brasilianske brødre Alex, Moises og Max Kolesne Camargo, der tilsammen udgør Krisiun, som runder den milepæl. Det fejres med udgivelse af et nyt album, ”Forged In Fury”.

Og det er ikke svært at forestille sig, at albummet er skabt i vrede, for det er en meget kompakt og ret utilnærmelig sag. Vreden gennemstrømmer ikke kun den notorisk growlende vokal, men også den musikalske side af numrene. Selv om disse ofte bruger bandets kendte staccato rytmer, er de meget kompakte i deres fremtræden; tunge og knaldhårde, men også svære at komme ind på livet af. Der er ikke meget groove, og de eneste melodiske elementer, man støder på, er de glimt der vises når Moises fyrer en guitarsolo af. Set i dét lys er musikken helt klart for de indviede.

Lydbilledet forstærker følelsen af lukkethed, for selv om der er udmærket hul igennem, og de enkelte instrumenter høres klart, er der alligevel en distance til lytteren. Alt dette betyder, at lytteren skal arbejde sig vej ind i musikken. Det tager tid, men når man er kommet frem, er det spørgsmålet hvor meget man belønnes for anstrengelserne. Trods mange gennemlytninger er det ikke lykkedes mig at blive revet med af numrene; der mangler noget.

Derfor er det primært Krisiuns gennemførte og personlige stil, der lige netop trækker bedømmelsen op over midterlinjen.

Tracklist:
01. Scars Of The Hatred
02. Ways Of Barbarism
03. Dogma Of Submission
04. Strength Forged In Fury
05. Soulless Impaler
06. Burning Of The Heretic
07. The Isolated Truth
08. Oracle Of The Ungod
09. Timeless Starvation
10. Milonga De La Muerte
Samlet spilletid: 51:23

 

Læs mere...

Kataklysm, Krisiun, Fleshgod Apocalypse (Pumpehuset)

Det var blevet mandag, en ny uge var begyndt og den danske sol havde skinnet over landets hovedstad. Men endelig var mørket faldet på og det var endelig blevet tid for metalfolket at bevæge sig ud og samles på et bestemt sted! Årets første dødsmetal karavane bestående af Kataklysm, Krisiun og Fleshgod Apocalypse var nemlig ankommet til Danmark, og mon ikke at det nok skulle sørge for at få sparket vores uge ordenligt i gang?

Da jeg trådte ind af helvedes porte (nærmere betegnet, den sort-spraymalede container), var lige knap 200 metalglade mennesker, unge såvel som gamle allerede kommet mig i forkøbet og tanket rigeligt op på både øl til den venstre og øl til den højre.

 

Fleshgod Apocalypse

På slaget 8, blev det lys der var i salen slukket og de mange metalfolk jublede i begejstring over at de snart skulle være vidne til en trommehinde massakre! Ganske rigtigt var det en massakre uden lige, for lyden var MEGET mudret og utrolig uklar, hvilket var synd.

Fleshgod Apocalyspe spiller nemlig den slags musik hvor der ligges vægt på det harmoniske og det melodiøse. Bandet havde på denne tour tilføjet et nyt medlem på scenen som bestod af en maskeklædt kvinde, der sang opera og samt duet med bandets backing vocal. Men desværre forsvandt hendes sikkert utroligt smukke stemme i en buldrende larm af alt for høje stortromme triggers og bas.

Ud fra hvad man kunne høre og fornemme, så spillede Fleshgod som en velsmurt maskine og deres scenefremtoning der bestod af dem selv iført sønderevne jakkesæt og sminke fik dem til at ligne en flok mafioso zombier. Bandets forsanger gjorde også et godt stykke arbejde for at kommunikere med publikum, som ud fra mit gæt ville være fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde iht. den mængde alkohol der ville blive indtaget på denne festlige aften. Efter 45 minutter takkede bandet af, og jeg kunne desværre ikke gå derfra uden en uendelig trang til at gå op og skælde lydmanden ud for at ødelægge en hver form for fornøjelse.

3,5 ud af 6

Hør også vores interview med Fleshgod Apocalypse.

 

Krisiun

Fra moderne og melodisk til old school og brutalt! Det var blevet tid til aftenens andet navn på plakaten som var brasilianske Krisiun. Folket havde igen samlet sig talstærkt og var nu oppe på 200+, for det er ikke hver dag man får lov til at opleve en så stærk trio med fast besætning (ja, jeg hentyder til Sepultura) som har været en del af miljøet lige siden dengang mange af de fremmødte endnu ikke havde fået deres fulde tandsæt!

Krisiun gik på med sådan en kraftanstrengelse at det nærmest var for meget af det gode! (Just kidding) Publikum elskede det, og der blev moshed og headbanged. Lyden var denne gang blevet meget bedre, og gud ske tak og lov for det! Bandet var også i stødet, men man kunne dog fornemme at de med mere end 20 år på bagen er gået hen og blevet en smule rutinerede. Det betød dog ikke det store, for bandet levede en hæderlig koncert med masser af energi og lir fra bandets medlemmer!

Jeg blev specielt dybt imponeret over bandets trommeslager, der spillede vanvittigt hurtigt og desuden leverede en trommesolo der fik både undertegnede og resten af pumpehuset til at tabe kæberne!

4,5 ud af 6

Hør også vores interview med Krisiun.

 

Kataklysm

Endelig var det blevet tid til det vi alle havde ventet på! For tredje gang blev lyset slukket, og jubelen fra et næsten fyldt hus overdøvede nærmest bandets intro. Kataklysm gik på scenen, og blæste alle omkuld med en knogleknusende kræft.

Pumpehuset stod på ingen måde stille, folk på ”forreste række” headbangede i takt, skulder ved skulder, folk i midten moshede vildere og vildere i takt til musikken og folk helt bagerst nikkede deres hoveder i takt til de tunge toner mens de højlydt sang med i kor. Lyden kunne man ikke brokke sig over. Guitar niveauet og stortrommerne sad lige i skabet og bandets brutale og utroligt underholdende forsanger røg den aften i min ”cool book”. Selvom Kataklysm er et ”four-piece” band med kun en enkelt guitarist på scenen, så formår dette band at spille så møghamrende tungt alligevel.

Aftenens hovednavn var desuden også aftenens mest publikums opsøgende: både guitarist og bassist uddelte highfives og rakte deres instrumenter ud over den headbangende flok. Så var der forsangeren der nød at underholde publikum med diverse anekdoter og gruppeskål. Kataklysm spillede et knivskarpt show fra start til slut. Man kunne ikke andet end at fortabe sig over sådan en samling dygtige musikere der udviste en kæmpe spilleglade som sagtens kunne ses fra rummet.

5 ud af 6

Hør også vores interview med Kataklysm.

Læs mere...

Kataklysm, Krisiun, Fleshgod Apocalypse (Voxhall)

I den seneste tid har jeg været så heldig at få oplevet en del bands live for første gang.

Søndag aften, på Voxhall i Aarhus, var en aften af samme skuffe da Kataklysm, Krisiun og Fleshgod Apocalypse lagde vejen forbi på deres europatour.

Det er altid en fed fornemmelse at skulle til koncert med bands man ikke har set før, og i dette tilfælde var det endda alle 3 for mit vedkommende.
Jeg har været med på Kataklysm vognen siden de udgav "Serenity Of Fire" i 2004, så jeg så meget frem til endeligt at få set dem live.

Men inden da var der to andre lækre bands inden der skulle på scenen.

 

Fleshgod Apocalypse: 

Klokken havde kun lige nøjagtigt slået de berygtede 19 slag, inden de punktlige italienere fra Serie A klubben Fleshgod Apocalypse gjorde deres entre. Jeg har sjældent set et så velsoigneret metalband. De havde i den grad taget den italienske stil med til Danmark, og jeg synes det var pissegodt. Iklædt ens jakkesæt med butterfly og en moderat gang corpse paint, så de alle så helt tilpas ligblege ud. Borset fra den herlige skaldede klaverspiller, var de iført et velplejet, men dog en smule vildt anrettet langt mørkt hår. Det kvindelige islæt på scenen var iført sort kappe med hætte, og fremførte sig ophøjet ro. Jeg håber at der på nuværende tidspunkt er ved at danne sig et billede af at et teatralsk og velforberedt setup, for det var lige præcist det der var fleshgod livefeb2014tilfældet. Og det passer rigtigt godt til den musik Fleshgod Apocalypse fyrer af. Det dystre og storladne, men voldsomme symfoniske univers kan sagtens håndtere at blive ført visuelt ud i livet på denne måde. Jeg stod lidt og drømte om at de skulle have haft en lidt større setting, så det kunne blive endnu mere komplet. Bøgescenen på Skanderborg eller noget andet open air i den dur ville være vildt fedt.

Når det nu hele er spændt op til lir på denne måde, så kræver det så også at der er god lyd, og som så mange andre opvarmningsbands måtte de lide lidt af halvsløj lyd i starten. Det blev dog i mine øjne markant bedre i løbet af de 40 minutter de spillede. Lyden var dog hele tiden en smule mere rå end når man hører det på plade, men det fungerede, som resten af koncerten, ret godt, og så er det et nice touch at de sælger Fleshgod Apocalypse pasta og vin (som jeg selvfølgelig var nødt til at skulle have mig et eksemplar af) i merchandise shoppen. Thumbs up!

Hør også vores interview med Fleshgod Apocalypse.

 

krisiun konfeb2014Krisiun:

Efter at have oplevet det italienske show, var kontrasten til brasilianske Krisiun enorm. De er af en noget ældre skole og leverer ikke nær så meget input til de 4 andre sanser. Jeg stod og fik flashback til en Johnny Madsen koncert på Roskilde Festival (for efterhånden alt for mange år siden). Johnny virkede pænt ligeglad med hvordan det hele så ud, han havde stort set ikke noget lysshow, og det gik bare ud på at forbinde guitaren til forstærkeren og spille noget musik. Det virker 100% som om at Krisiun lever efter samme mantra. De ville faktisk bare gerne spille noget død, og det gjorde de. Og de gjorde det højt! Musiskalsk kan jeg bedst lide dem når de en gang imellem nærmer sig den tunge ende, men uanset hvad de spillede denne sabbath, gjorde de det med sikkerhed og overbevisning. De fik endda en smule gang i publikum undervejs. Lidt moshen blev spottet, men generelt var det ikke det mest engagerede publikum, jeg har oplevet på Voxhall, denne aften. Krisiun virkede dog glade, og frontmand Alex Carmago brugte meget (måske endda lidt for meget) tid på at takke folk for at være til stede. Cirka midtvejs fik vi, der nu var til stede fornøjelsen af en trommesolo. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg har set det sidst. Af den årsag var jeg temmeligt begejstret, da Max Kolesne rørte i gryderne med de store skeer, og han slap glimrende fra det. Dejligt indslag i det rå brasilianske onslaught!

Hør også vores interview med Krisiun.

 

Kataklysm: kataklysm livefeb2014 02

Efter Kataklysm kom på scenen, varede det ikke længe inden frontmand Maurizio Iacono erklærede det for lørdag aften. Det er, ifølge ham, altid lørdag aften når Kataklysm spiller. Jeg kan godt se hvad han mener med det, for de formåede fra start at få sat mere gang i festen. Publikum virkede aktive, involverede og glade for at høre noget velspillet canadisk dødsmetal. Der var god bevægelse på scenen, og bandet som helhed, men især Iacono, gjorde en god indsats for at få fat i publikum. Det var dog ikke altid at hans snak imellem numrene var lige vellykket, som for eksempel hans lille tale inden de spillede "Kill The Elite." Så var jeg meget mere til hans ønske, om et godt nytår hvor alle vores drømme måtte blive opfyldt, og endnu vigtigere, alle vores fjender måtte ladet livet!

Der var i øvrigt masser af plads til bevægelse på scenen, for de havde ikke brugt plads på forstærkere eller dets lige. I stedet var der på hver side af trommesættet anbragt et podie, som guitaristen og bassisten hoppede op på i ny og næ for at svinge lidt med garnet. For min skyld kunne de nu godt have glemt de podier derhjemme, da de ikke blevt brugt ret meget. Og så er der ikke så meget lir i at man bare stiller sig derop, spiller lidt og går ned igen. Podier eller ej, så startede koncerten godt ud, men de mistede grebet en lille smule cirka halvvejs inde i koncerten. Det er svært at sige præcist hvorfor, men min egen fornemmelse var at set-listen ikke var helt optimal. Jeg ville i hvert fald selv have sat pris på lidt mere af det ældre materiale. Jeg talte selv 3 af de ældre numre, og med et bagkatalog som deres, vil jeg påstå at det er lige i underkanten til en koncert på mere end en time.

Utroligt nok skulle det ikke være nok med én trommosolo denne aften, for Kataklysm skulle også lige med på den vogn. Trommeslager Olivier Beaudoin kom med i bandet i 2013, så han skulle lige fremvise hans talenter lidt. Hans solo var i min ydmyge holdning ikke helt så imponerende som Krisiuns, men selvom sensationsværdien nu var lidt mindre, var jeg stadig vældigt underholdt af indslaget. Og det var nøjagtigt lige så solidt og skarpt leveret som resten af Kataklysms musik denne aften. De fik præsenteret deres helt eget brand af dødsmetal i stærk form, og havde nok også fortjent at gøre det på en rigtig lørdag aften.

I mangel på bedre blev der dog spillet op til satans denne søndag, og generelt var jeg ganske godt underholdt hele aftenen. 3 stærke bands der leverede 3 stærke shows, på mit alltime favorit-spillested. Det nåede aldrig helt op under tinderne, men det er også en svær øvelse på sådan en søndag. Så lad os da endeligt gøre det igen snart!

Hør også vores interview med Kataklysm.

 

  • Kataklysm_4
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Kataklysm_5
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Kataklysm_14
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall

Se hele galleriet

 

 

Var du med til koncerten og i såfald hvilke bands synes du leverede den bedste optrædende? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...

Krisiun - Interview med Moyses Kolesne

De brasilianske death metal veteraner i Krisiun er i disse dage på europa tour med Kataklysm på deres ”Waiting For The End To Come” tour sammen med Fleshgod Apocalypse. Touren lagde i går vej forbi Voxhall i Aarhus og i den anledning tog vores rapporter en snak med guitaristen Moyses Kolesne. Hør interviewet her

Læs mere...

Krisiun: Ny musik video

Det legendariske brasilianske death metal band Krisiun har offentliggjort en ny musik video til sangen ”The Will To Potency” fra albummet ”The Great Execution”. Videoen kan ses nedenfor:

 

Læs mere...

Immolation, Krisiun, Grave, Dawn of Azazel

Vi ankom til spillestedet i rigelig god tid. Koncerten var nemlig blevet flyttet fra Train til musikcafeen, grundet manglende billetsalg. Så vi tænkte - Immolation og Krisiun på sådan et bette sted, der må blive udsolgt hurtigt, men nej. Der var rigelig med billetter, og faktisk blev koncerten langt fra udsolgt. Da der var flest publikummer, var der måske 130. Skam jer folkens! Sikke et mawert fremmøde til sådan en "bill".

Kl.19:30 gik New Zealandske Dawn Of Azazel på. Jeg havde læst om bandet en masse gange, men er indtil nu blevet snydt for deres musik. Denne "3-piece" fra den anden siden af kloden, spiller noget aggressivt og thrashet death/black, der måske duer på anlægget, men live var det fandme en tynd fornøjelse. Det musikalske, ihvertfald fra trommeslagerens side, var heller ikke helt i top. De spillede lidt sløjt, numrene fængede ikke og stemningen blandt de 30-40 publikummer, var helt i bund. Dawn of Azazel dumpede denne aften... 2/6

Næste band på scenen var svenske Grave. Det må være surt stadig at varme op efter alle de år bag sig. Lyden var blevet bedre, salen indeholdt nu over 100 tilskuere og stemningen var noget bedre. Folk var vilde med Grave. Det var ganske morsomt at se alle de gamle dødshoveder gå amok. Bandet spillede et godt sæt. Rimelig varieret. Vi fik en masse af de gode gamle, og ikke alt for meget af det nyere - helt perfekt! De gamle klassikere fra "Into The Grave" og "Then You'll See" rykkede ganske fee, og bandet var i deres es. Lyden var god, og meget svensk (meget høj distortion bas), men hvad fanden? De spillede, i mine ører, en fejlfri koncert. Rigtig stramt og ganske groovy. Hvorfor får bandet så ikke topkarakter, kan i så spørge om? Det er simpelthen fordi jeg aldrig har været vild med svenskerdød, og det indebærer også Grave. Men tight, det var det, og folk var sgu godt med.... 4/6

Efter et par bajere på Cafe Loco, var det så tid til brasilianske Krisiun. Det var dette band jeg egentlig var kommet for at se. Så Heavybear ham selv, var nu klar på noget fee og brutalt død.

Bandet gik på, og det blev hurtigt klart at se, at det var mange af publikummernes egentlige hovednavn. Krisiun ser så seje ud! Masser af tusser og langt sort garn...god stil!
Umiddelbart var jeg rimelig skuffet. Jeg synes "Assasination" er en fee skive, men live virkede det hele bare lidt tamt. Kedeligt, men sandt. Numre som "Vicious Wrath" og "Bloodcraft" rykkede da ganske fee, men jeg var sgu langt fra imponeret. Det var ikke så tight som det kunne have været, og ikke alle deres numre er lige fængende - hvis i ved hvad jeg mener? Men overall var det fee nok, og Alex Camargos vokal fungerer perfekt live... 3/6

Vi rendte på loco for at få en hurtig mere. Det kunne lige nåes inden Immolation skulle på. Ross Dolan og resten af slænget gik på. Lyden var ok, men lidt rodet. Dette var også en halvkedelig koncert. Jeg kender lidt til bandets skiver, dog mest deres første "Dawn of Possession". De plader keder mig alle, på nær et eller to numre... surt...hehe. Så det er nok ikke en særlig objektiv anmeldelse...hehe. Jeg kedede mig meget under koncerten. Alle numre virkede ens. Jeg synes virkelig, at deres musik er så kedelig. Jeg kan slet ikke kende forskel på numrene. Det kan dog ikke tages fra dem, at de spiller godt, og at masser af folk kan lide dem. De spillede "Into Everlasting Fire"... fee nok. Vi hørte 6 numre og besluttede os så for at køre hjem. De to andre jeg havde med, synes nemlig også at det var lidt halv-mawert. Jeg giver generøst 3 stjerner... 3/6

Læs mere...

Krisiun - Arise From Blackness

Når kunstnere fejrer et 20 års jubilæum, markeres det ofte via udgivelse af Best Of opsamlinger eller andre compilations. Krisiun har også valgt at udgive et album i forbindelse med bandets runde dag; det sker bare ikke i form af en egentlig Best Of. I stedet har man valgt at samle 2 gamle udgivelser, som det længe har været svært / umuligt at få fat i. Det drejer sig om bidragene til split albummet "Curse Of The Evil One", som blev udgivet i 1993 samt EPen "Unmerciful order”, som blev sendt på gaden året efter.
Krisiun viser sig her fra sin allermest voldsomme side, for igennem samtlige 13 numre er der virkelig meget gang i den. Det betyder ikke bare højt tempo og brutale angreb fra trommer og guitar, men også en virkelig ondsindet vokal i front for det hele. Musikerne virker virkelig opsatte, ja nærmest overtændte, og det virker flere steder som om de er ved at falde over hinanden af bare iver for at give den mere gas. Det gør numrene ekstreme når det gælder energi og fremdrift, men også i ensidighed – bare ikke på den fede måde. Numrene er virkelig forcerede og hektiske, men den ensidige satsning på tempo giver meget lidt variation, og gør albummet kedeligt i længden. Det eneste som imponerer, er guitaren, som næsten ikke kan stoppe igen, når først en solo er slået igang.
Jeg synes bandets senere materiale er bedre end det, som præsenteres her, og ville hellere have haft noget af det nyere og mere nuancerede inkluderet i jubilæumsalbummet – denne udgave er kun beregnet for de mest trofaste fans.

Tracklist:
1. They Call Me Death
2. Unmerciful Order
3. Crosses Toward Hell
4. Agonize The Ending
5. Summons Of Irreligious
6. Meaning of Terror
7. Infected Core
8. Insurrected Past
9. Rises From Black
10. Sinner´s Scorn
11. Evil Mastermind
12. Prophecies of the Plague
13. The Dead Are Rising Up

Samlet spilletid: 40:22

Læs mere...

Krisiun - The Great Execution

Det brasilianske death metal band Krisiun har efterhånden en del år i baggagen. Med dannelse helt tilbage i 1990 har bandet om nogen oplevet, hvordan genren og musikken generelt har udviklet sig over de seneste to årtier. Med 7 albums igennem de 20 år er bandet nu parat med deres ottende udgivelse og deres bud på death metal anno 2011.

The Great Execution indeholder ganske potent death metal. Alex Camargo growler løs efter bedste formåen, mens hans to brødre Moyes Kolesne og Max Kolesne smider omkring sig med henholdsvis fede riffs og trommespil, der indbyder til nakkegymnastik. Gennem albummets 10 numre bliver man som lytter præsenteret for ganske varierede kompositioner, der samlet set er med til at ophøje albummet, og give det en overordnet kant, som undertegnede personligt til tider føler mangler, når det kommer til Death Metal. Andet nummer på albummet, ”Blood Of Lions”, åbner for alvor for festen. Med et stinkende fedt åbningsriff sparkes nummeret i gang, mens trommerne tæsker af sted – gennemført, råt og upoleret. ”The Great Execution” følger herefter stærkt op i bedste death metal stil, og efterlader ikke meget til fantasien, men masser af mulighed for at growle med.

Generelt er albummet ganske velspillet, og, som tidligere nævnt, ganske varieret. Det er sjældent man som lytter keder sig, og de tre brødre formår at gennemføre projektet til sidste rif. Desværre halter det en smule med lyden på albummet. Især lyden på Max Kolesnes trommer er voldsomt irriterende. Stortrommerne, der naturligvis er i konstant brug, lyder dæmpet og som om de er lavet af plastik. Som om det ikke er nok, virker det som om resten af trommesættet enten er pakket ind i vat eller bygget op af gryder. Hertil virker Alex Camargos vokal flere steder lige anstrengt nok, som om manden uheldigvis har stået med en ubehagelig halsbetændelse, da vokalen blev indspillet. Ganske ærgerligt, da det i stor grad påvirker det overordnede helhedsindtryk af albummet. Fra at være et gennemført, varieret og velspillet death metal album til topkarakter, degradere de forskellige lydproblemer albummet til en karakter på 4,5 ud af 6.

Giv pladen et lyt, det kan stadig anbefales. Førnævnte ”Blood Lions” og ”The Great Execution” er sammen med ”The Extremist” og den portugisiske ”Extincao Em Massa# klart anbefalelsesværdige.

Tracklist:

1. The Will to Potency
2. Blood Of Lions
3. The Great Execution
4. Descending Abomination
5. The Extremist
6. The Sword Of Orion
7. Violentia Gladiatore
8. Rise And Confront
9. Extincao Em Massa
10. Shadows Of Betrayal
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed