fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_8
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_7
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_13
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Punks Undead Vol.44: Ståluld, Screamin' Eric, King Carrot, Losing Must

Der er liv i Huset på Magstræde lidt i ni en fredag aften. Der er masser af mennesker der vælter op og ned af trapperne idet jeg kæmper mig opad mod musikcafeen, hvor aftenens slag finder sted. Menneskemængden tynder dog forfærdeligt meget ud jo højere jeg bevæger mig, for til sidst at være alene mand gennem døren på fjerde sal. Nu er det jo også et punkarrangement jeg skal til, så den store pøbel af mennesker var også noget uventet. Indenfor er der ret lyst og ret stille selvom dørene åbnede en time tidligere, men folk hygger sig og snakker lavmælt med hindanden. Der er ikke mange mennesker, men det er jo også stadig tidligt på aftenen, og folk plejer at være svære at få ud af starthullerne når de skal til koncert, jævnfør min egen relativt sene ankomst til et arrangement, der åbnede dørene kl. 20… Lyset blev snart slukket, og der blev spillet punk over højttalerne fra mixerpulten. Men det skulle vise sig at der, trods fire bands på plakaten, gik henimod en time før første band gik på.

Ståluld

Et ret nyt band uden særligt meget information, men dog med erfarne medlemmer fra bl.a. punkveteranerne Guddommelig Galskab og Oberst. De ligger hårdt ud med, i bedste punkrock stil, at smadre skindet på stortrommen i første nummer. Men til blide toner af improviseret jazz af en guitarist og bassisten, bliver hullet gaffatapet tilbage til funktionel stand. Meget af musikken lyder meget hen ad gammeldags punk som Sods og Kliché, med lidt elementer af syrerock. Vokalen er tilsluttet en hel armé af effektpedaler, og giver forsangeren mulighed for at lege løs med sin stemme. De mange effekter kunne meget godt have endt op i en ordentlig omgang støjforurening, men det hele klikkede rigtigt godt sammen for dem. Det var skævt, diskant og dejligt! Bandet virkede som om de hyggede sig rigtigt godt på scenen, og den gode stemning emmede ud til publikum, der heldigvis var blevet en del flere af siden jeg ankom. Der er ikke meget plads på scenen, og de mange effektpedaler gjorde, at der ikke var meget bevægelse i bandet, med de formåede dog at hoppe lidt rundt. En overraskende god oplevelse fra Ståluld.
4/6

Screamin’ Eric and the Erections

De gamle garvede gutter er tilbage, med attituden klar og en whisky flaske på scenen. Cowboy punk kalder de det selv, og der er gang i sliderøret på guitaren for at understrege dette. Med Screamin’ Eric i front med sorte læderhandsker og solbriller på er tempoet og volumen skruet i top. Det er tydeligt at se at det er et band med en del år på bagen, da gennemsnitsalderen på publikum med et steg markant. Der var tydeligvis mange der skulle genopleve disse gutter, og de skuffede aldeles ikke. Guitaren var tydelig og var hele tiden i front på scenen sammen med vokalen og trommeslageren, satte skabet på plads. Desværre så bassisten ud som om han havde den kedeligste dag på jobbet, og var mildest talt uimponeret over situationen. Det var synd, da resten af bandet lod til at hygge sig rigtigt godt. Der var en god interaktion med publikum, og de endte op med at have en god skare af folk foran scenen, der svingede træbenet. Det, blandet med indslag af både tamburin og maracas, gjorde det til en dejlig energisk koncert. Det hele sluttede af med en god gang slamdance fra forsangeren sammen med en punker, bar mave og en dele whisky. God stil!
4,5/6

King Carrot

Med to guitarrer, trommer og en stor skaldet bassist-forsanger er der lagt i ovnen til en ordentlig omgang smadder! Tung punk rock med hang til hardcore og dejlig rå vokal. Koncerten begynder med et kommentarspor spillet over PA anlægget med politiske undertoner, og så er det i gang. Det er en god omgang råbe punk der kommer ud af King Carrot, og forsangeren bliver bakket op af kor fra guitaristen. Desværre rammer han skævt på tonen mange af gangene. Dette ville have været fint, hvis han ikke prøvede på det og bare gav los. Alt i punk skal ikke være i takt eller harmoni, men i King Carrots tilfælde virkede det ikke som om dette var meningen. Guitarerne var heller ikke helt i stemning, og det lyder bare kikset når et riff skal spilles unisont. Bandet var ikke specielt energiske at se på, og nåede aldrig ud over scenekanten. Og det reflekterede sig også i publikum, der ikke rigtigt blev indlemmet i koncerten. Ofte kan en kikser eller en guitar stemning godt ignoreres når der er energi på scenen, men når energien mangler skal resten være finpudset og i skabet. 
3/6

Losing Must

Så kom tiden til rosinen i pølseenden. Klokken har passeret 1 om natten, og det er på mange måder en utaknemmelig opgave at afslutte ballet på det tidspunkt. Folk er ved at være mættede musisk, og den fysiske barriere er ved at være nået. Om det så har været en tidlig start på dagen, arbejdet, eller et par øl over tørsten der gør det. Skate punkbandet Losing Must går på scenen, og er tydeligvis hamrende ligeglade om folk er trætte. Med et helt vanvittigt overskud af energi, sparker de aftenens sidste koncert i gang. Publikum, der ellers var ved at gå sukkerkolde, fik et cirkelspark lige i energireserverne og blev overbevist om, at det var nu der skulle danses! Men en helt fantastisk lyd og humør banker bandet sømmet på plads og kommer helt ud over scenekanten til publikum. Forsanger og rytmeguitarist Denis underholder mellem numrene, og bassist Mads springer rundt som en Energizer kanin på syre. Leadguitaren fra Bo er tydelig, og selvom pitten bevæger sig ind på hans guitarpedaler, bevares fatningen og overskuddet. Henrik styrer biksen overbevisende fra tønderne, og der er på intet tidspunkt tvivl om, hvor skabet skal stå. Skate punk stilen er komplet med masser af korsang fra samtlige medlemmer, og fra dem blandt publikum, der kendte numrene. 
Det bedste havde Punks Undead Vol. 44 gemt til sidst, og pitten blev uden tvivl aftenens største. En rigtig fed koncert, med et engageret og højst oplagt band! 
5,5/6

 

Punks Udead er lidt en bastard. Det er ikke et punk arrangement som man kunne forvente, men favner bredere. Den billige adgang, 40 kr. for fire bands, er til at acceptere for de fleste, men barpriserne kan uden tvivl godt skræmme de mest hardcore punkere væk. De er dog kommet op på 44 arrangementer indtil videre, og er på en måde blevet en accepteret del af københavns billede, så noget må de jo gøre rigtigt. Jeg vil uden tvivl sige, at jeg har aldrig været til et punkarrangement før, hvor der har været så mange tweed jakker, høje hæle eller lak sko og så få læderjakker og nitter. Alt i alt et godt arrangement og nogle gode bands. En ting, der kunne være mere fokus på en anden gang, er enten at mindske antallet af bands, eller åbne ballet lidt tidligere.

Læs mere...

Essence, Mercenary, Aphyxion

Fredag d. 11/10-2013 var der igen metal på programmet på Studenterhuset, Aalborg. Denne gang i form af 2 lokale helte i Essence og Mercenary, og up and coming Aphyxion fra Ribe. Der var dukket en del mennesker op, hvor det især var Essence og Mercenary der var trækplastrene. De to bands har efterhånden fået en god lokal fanskare i det nordjyske. 

 

Aphyxion:

Første gang jeg så de unge gutter i Aphyxion var jeg mildest talt blown away. De spiller med en vild energi og med et engangement uden lige. Det er et liveband - without a doubt.

Denne aften var det med det vanlige tempo og velspillede numre. Især singlen "Despicable" er fantastisk at opleve live. Bandet formår at præsentere deres musik rigtig fint, og det er primært musikken der taler. Det gør musikken heldigvis godt.

Ligesom første gang afsluttede bandet med en hyldest til nu afdøde Ronnie James Dio i form af introen til "Holy Diver". Aphyxion er et band vi kommer til at høre meget mere fra i de næstkommende år - heldigvis!

Karakter: 4 ud af 6.

 

Essence:

Der er sket rigtig meget med Essence siden jeg så dem på nu hedengangne Sysseltinget i Hjørring for en del år siden efterhånden. Her var de support for Mercenary, der dengang også havde et andet line-up. Essence har fået skiftet ud på såvel bas, som trommer i tidens løb. Men det er ikke et par hvem som helst der har fået de nye tjanser. Såvel Rasmus Kalke og Nicolaj Kjærgaard gør det fremragende i det nye line-up.

Det er ikke kun i bandets line-up der er sket ændringer. Også i selve approachet til metallen og musikken er der sket noget. Essence er ikke bare et band mere, men en produktion. En gennemført produktion fra start til slut. Det er storladent uden at blive for stort. En produktion lavet over en række fantastiske livenumre, som publikum efterhånden kan skråle og danse med på. Især numrene "Blood Culture" og "Shades Of Black" fra første plade "Lost In Violence" markerer sig gang på gang live her - også denne aften.

Lasse Skovs vokal har også fået en ny lyd. Det er en smagssag om man er til dennes nye approach, men sangene får en anden fremtoning, hvor der især synes at være plads til det lyriske også. Især fremstod sangen “Final Eclipse” fra “Last Night Of Solace” som et godt eksempel på dette ved aftenens koncert.

Koncerten var gennemført fra start til slut. Ganske som forventet. En god produktion, hvor især skiftene mellem sangene gik rent hjem. Setlisten var skruet rigtig fint sammen, og der blev både plads til mosh pit og headbanging.

En god koncert med en god produktion bag sig. Det store spørgsmål er hvordan sådan noget modtages i dansk metal. Personligt hilser jeg det velkomment. Forandringer er nogle gange uundgåelige, og måske skal vi turde hilse dem velkomne, frem for at dementere dem med det samme. Set med dansk metal og musiks øjne har vi i Essence et band med et stort potentiale, også ud over den danske grænse. Jeg synes derfor det er fedt at opleve et band, jeg har fulgt fra nærmest dag 1, levere et set som dette i aften. Det var fyldt med stemning, velspillede instrumenter, crowdpleasere og hvad der ellers hører sig til en god metal koncert.

I sidste ende var det decideret gennemført og godt!

Karakter: 5 ud af 6.

 

Mercenary: 

Aftenens sidste band var de lokale helte og efterhånden legender i form af Mercenary. Et band der netop har udgivet deres seneste skive “Through Our Darkest Days”. Et album der selvsagt blev spillet en del sange fra denne aften. Set på fremmødet var der ingen tvivl om, at Mercenary var det helt store trækplaster denne aften. Der var en solid og god stemning blandt folk, da den lange Tim Burton lignende intro gik på. Folk var fulde af forventning.

Koncerten bød primært på numre fra 2008 og frem, men koncertens helt store højdepunkt for undertegnede kom i form af nummeret “Soul Decision” fra “The Hours That Remain” tilbage fra 2006.

Som fan af det tidlige Mercenary var det et glædeligt genhør med et rigtig fedt live nummer. Jeg har personligt haft sværere ved det nye Mercenary. Men denne aften leverede bandet faktisk et rigtig godt set, som også medførte at jeg gik hjem og gav de nyere udgivelser en ny chance.

For de mere hardcore fans serverede bandet også en lækkerbisken i form af det sjældent spillede nummer “Embrace The Nothing” tilbage fra 2008. Under dette nummer kom stemningen for alvor op.

Mercenary er uden tvivl et af de danske metalbands der deler vandene, men de formår at samle lige fra purunge fans til de mere erfarne. Det var en god koncert, og undervejs blev der også plads til en wall of death, som især de unge fans nød.

Et godt set fra nogle dygtige musikere, der stadig har mod på mere! 

Karakter: 4.5 ud af 6. 

 

Alt i alt en dejlig metal aften i Aalborg!

 

  • Mercenary_8
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Mercenary_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Mercenary_9
  • Forfatter: Lars V. Andersen

Se alle billederne her

Læs mere...

W:O:A Metal Battle Tour 2013, Aalborg.

W:O:A Metal Battle Tour 2013, Aalborg.

Livescenen og Wacken Open Air præsenterer for tiden W:O:A Metal Tour 2013. De sidste 3 år har der været afholdt en W:O:A Metal Battle, men da konkurrencens koncept pt. er ved at blive ændret, er vi i stedet blevet givet en fremragende tour i W:O:A Metal Battlens ånd. Touren består nemlig af de sidste 3 års vindere: By The Patient (2010), Aphyxion (2011) og Electric Hellride (2012). En tung tour med nogle af de danske metalbands, vi ikke kan undgå at komme til at høre mere om og fra i de næste par år!

 

Aphyxion

Aftenens første band var vinderne fra 2011 i Aphyxion. Bandet stammer fra det hedenske Ribe, og består af en række gutter i alderen 16-17 år. Bandet er således også det yngste band nogensinde til at have spillet på Wacken Open Air festivallen.

  På trods af alderen er bandet ikke hverken umodne eller uambitiøse når det kommer til deres musik – tværtimod. Bandet spiller metal med et mix af elementer af melodisk, heavy, old school og new school death af høj høj klasse. Et vidnesbyrd om dette blev også cementeret ved præsentationen af bandet denne aften. Her blev det nemlig fortalt, at bandet blev spottet af dommerne ved Wacken koncerten og derfor, som bonus, fik 14 dages europa tour efterfølgende.

  Bandet gik på til en tung og fed intro, som undertegnede elsker. Ved introens afslutning var der fra første anslag rå, ung og aggressiv energi. Det var mere end tydeligt at der her er tale om en række unge gutter, der nyder at spille deres musik og brænder for metalgenren.

Der var undervejs synkroniseret headbanging fra alle i bandet. En god kontakt og føling med det fremmødte publikum, som kvitterede med headbanging og horns tilbage til bandet. For undertegnede stod det klart undervejs og efter koncerten, at der her var tale om ét af de bedste live-sets jeg har set, følt og hørt længe. Det var fremragende var start til slut. Især forsanger Michael Vahls vokal gjorde indtryk denne aften. En ung gut med en stærk og kraftig vokal, som akkompagneret med velspillede instrumenter, smil, glæde og fed energi fra alle i bandet leverede et fremragende set denne fredag aften. Et set der på en tilpas corny, nonchalant og fed måde blev afsluttet til tonerne af Dio’s legendariske ”Holy Diver”.

En koncert, som vidnesbyrd på, at Aphyxion er et band der er kommet for at blive, og som velfortjent kan plante sit navn solidt i toppen af den danske metalscene.  

Karakter: 5 ud af 6.

 

By The Patient

Det andet band denne aften var Københavnske By The Patient, som vandt tilbage i 2010. Bandet har igennem den seneste tid ændret lyd, og spiller nu moden metal med elementer fra black, heavy og death metal. Det er en lyd med hvilken bandet synes at have fundet deres rette hylde, hvilket aftenens koncert også beviste for undertegnede. Jeg har set bandet et par gange før, hvor de ikke rigtig ramte mig, men med aftenens koncert og den mere tunge nye lyd må det siges at være en anden historie. For denne aften ramte de!

Bandet havde ingen reel intro, men slog an lige på og hårdt. Der var en særdeles god energi fra bandet fra første anslag, og ligeledes også en rigtig god stemning blandt publikum.

  By The Patient er et liveband. De spiller metal som fortjenes at blive hørt live - simpelthen. Denne aften havde bandet også taget et meget mere publikumsvenligt set med, end de tidligere gange jeg har set dem. Det var sange, som ramte publikum og vidnede om hvorfor metalkoncerter er blandt de fedeste musikalske oplevelser, du kan få: tunge elementer crowdpleasede undervejs i koncerten, som virkelig var en positiv oplevelse i forhold til tidligere. Et lille minus var vokalen, som denne aften ikke gik helt ind. Det virkede et par gange som om at Tan Møhl-Hansen havde svært ved følge med den vilde energi, bandet slog an med fra start.

Men ikke desto mindre en koncert der simpelthen ændrede mit perspektiv på bandet. Og som vidnede om at bandet nu har fundet en hylde, der er værd at blive på. Det var en rigtig god koncert med god energi fra start til slut - sådan som det skal være!

Karakter: 4.5 ud af 6.

 

Electric Hellride

Københavnske Electric Hellride havde denne aften fået æren af at afslutte. Bandet vandt tilbage i 2012, hvor undertegnede også dækkede arrangementet. Her var det første gang jeg hørte bandet, og det var en særdeles god oplevelse. Forventningerne var derfor store, da bandet trådte på scenen denne aften. Og lad det være sagt med det samme: de skuffede ikke!

  Bandet lagde hårdt ud med crowdpleaseren og det utroligt stærke livenummer ”Obsessive Aggression”. Bandet spiller beskidt, rå og direkte metal lige ud ad landevejen. Det er lige på og hårdt – også live. Deres musik er utroligt publikumsvenlig, og let at mærke og skråle med til. Bandet leverede et tight set fyldt med crowdpleasere. Publikum var med hele vejen, hvorfor bandet også kvitterede med et: ”Let it out, Aalborg!”. Især nummeret ”Installing The Virus” fra EP’en ”Charged” gik rent hjem!

  Det var bandets 3 gang i Aalborg på bare 1 år, og ligesom sidst jeg så dem var det en fantastisk koncert med et band, der nyder at spille – især live!

Et band der også er kommet for at blive, uden tvivl!

Karakter: 5 ud af 6.

 

Alt i alt var det en fremragende metalaften i Aaleren. Et tak til arrangørerne for at stable en tour som denne på benene – et arrangement der vidner om, hvor lys fremtiden ser ud for den danske metalscene!

 

  • By The Patient_4
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk
  • By The Patient_8
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk
  • By The Patient_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Beskrivelse: lavarockphoto.dk

Se hele galleriet

Læs mere...

Volbeat, Grumpynators

Multihallen, Skråen i Aalborg var denne Søndag d. 24/2-2013 rammen om Volbeats sidste koncert på deres danske intimtour inden turen går mod USA igen.
Det var bandets første koncerter på dansk grund efter godt og vel 2 år.

Grumpynators

Aftenens opvarmning blev leveret af københavnske Grumpynators. Bandet spiller en god blanding af metal, hillbilly rock og hard rock.
Og netop hillbilly rock var den første tanke der ramte min ellers tømmermænds hærgede hjerne. Hillbilly delen var velplaceret blandt de mange fremmødte koncertgængere. Sjældent har jeg nemlig været til en koncert med så mange typer. Der var mere eller mindre tale om familien Danmark på godt og ondt. Der var både børn, mænd og koner, og dansende par, som var de til koncert med Kandis. En god blanding, som vidner om hvordan Volbeat har formået at ramme den brede dele af befolkningen. Thumps up for det et eller andet sted.
Bandet kom på scenen med god energi og dette fortsættede hele koncerten igennem. Musikken er velspillet og egentlig meget fed, men den dårlige vokal træk gevaldigt ned på bandets optræden denne aften. Senere på koncerten blev det meldt ud af forsangeren dagen igennem havde haft halsproblemer, og koncerten var tæt på at blive aflyst. Men jeg havde svært ved at se at det gjorde den store forskel, ærlig talt. Men en cadou for at spille igennem i knap 3 kvarter med halsproblemer alligevel.

Opvarmning for Volbeat er mildest talt et utaknemmeligt job da majoriteten kun er kommet for at skråle med på Volbeats sange. Bandet nåede da heller ikke ret meget længere ud end lige til scenekanten. Der var ikke megen gang i publikum under bandets 3 kvarters seance.

Men Grumpynators gav den gas på scenen og spillede det bedste de kunne. Det var bare ikke nok denne aften.

3 ud af 6.

Volbeat

Præcis klokken 21.15 bragede "Motörheads - Born To Raise Hell" ud af højtalerne i Multihallen. Dette medførte en usandsynlig stor begejstring blandt de mange fremmødte. De gik fra 1 til 5 gear på 3 sekunder. Skrig, skrål og dans i stride strømme!
Det var tydeligt at det ikke var første koncert for mange af de fremmødte og klassikkeren fra Lemmy og gutterne får øjensynligt Volbeats die hard fans ligeså meget op at ringe som når "Ecstacy of Gold" spilles inden en Metallica koncert.
Det må være fedt at være Michael Poulsen og de resterende medlemmer af Volbeat. Bandet har nogle af de mest energiske fans på den danske musikscene. Folk går mildest talt amok til deres sange og skråler med på næsten alle sange i setlisten. Der var konstant hænder oppe, dans og medskrålen.
Michael Poulsen kvitterede med et tak efter stort set hvert nummer og et par jokes og anekdoter. Bl.a. om at bandet var glade for at være tilbage og at de derfor lige kunne få smidt nogle af de amerikanske kilo inden turen igen gik over atlanten. Der var også en indlemmelse af bandets nye guitarist Rob Caggiano i Volbeat familien. En tilgang Poulsen måske har lånt fra legenderne i Metallica. Stort set alle bandmedlemmer så ud til at hygge sig på scenen og lignede nogle gutter der nød det omend de efterhånden udstråler en professionalisme der kan gøre det svært at skelne mellem show og reel nydelse. Der var dollarsmil for alle pengene undervejs i koncerten. Jeg bed dog mærke i at Rob Caggiano flere steder lignede en der ikke helt forstod den danske leg på scenen. Om det var pga. sproget eller det var fordi han skal vænne sig til at spille større koncerter og anderledes musik vides ikke. Der er ingen tvivl om at Rob bringer en ny form for kvalitet ind i bandets guitarlyd. Han spillede et par meget solide og fornemme soloer undervejs til stor begejstring for publikum.
Koncerterne på den lille danske tourne bød også på nyt materiale. De numre bandet spillede virkede lovende hos fansene og jeg tænkte de var mere af det samme. Radiovenlig rock til det brede publikum. Der er langt til elementerne fra "The Strenght / The Sound / The Songs", som undertegnede stadig mener er bandets bedste plade.

Undervejs i koncerten fik publikum også bider af andre sange, bl.a. et cover af "Ring Of Fire" med Johnny Cash til "Sad Man's Tongue" og koncerten bød også på et kort cover af Rammsteins "Keine Lust". Endvidere spillede bandet også et nummer der hed "My Body", som var fra et band bandet havde hørt på deres USA tour.

Alt i alt var det en professionel koncert, som ikke skuffede de fremmødte, men heller ikke på nogen måde var banebrydende. Det var langt fra den bedste Volbeat koncert undertegnede har været til, og for mig afspejler karakteren mest af alt den noget rutineprægede præstation fra bandets side. Omend det trækkes lidt op af den gode stemning og energi fra fansene.

Setlist:

Hallelujah Goat
Angelfuck
A New Day
Guitar Gangsters & Cadillac Blood
The Garden's Tale
Heaven Nor Hell
Lola Montez
Sad Man's Tongue
The Human Instrument
16 Dollars
A Warrior's Call
Mary Anns Place
My Body
Another Day, Another Way
Soulweeper
The Hangman's Body Count
Still Counting

ENCORE:
Maybellene I Hofteholder/The Mirror & The Ripper
Fallen
Pool of Booze, Booze, Booza

4 ud af 6.

 

  • Volbeat_6
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Volbeat_12
  • Forfatter: Lars V. Andersen
  • Volbeat_2
  • Forfatter: Lars V. Andersen

Se hele galleriet

Læs mere...

High On Fire, Jumping Jack, Lizzard

Venue

Atlas, Voxhall, var Mandag d. 18/2-2013 vært for de tunge amerikanske gutter fra High On Fire og to franske opvarmningsbands i form af hhv. Lizzard og Jumping Jack.

Da undertegnede ankom, var fremmødet allerede flot i forhold til koncertens tidspunkt en kold mandag aften i februar. Jeg havde dog forventet et godt fremmøde, taget High On Fire's status i betragtning.

Lizzard (FR)

Aftenens første band var franske Lizzard. Bandet spiller groove/teknisk metal stærkt inspireret af landsmændene i Gojira (FR).
Fra start stod de trofaste århusianske metalhoveder oppe foran og noddede med. Forsangeren komplimenterede undervejs i koncerten også publikum for at have været de bedste på turen, so far. Det mest iøjnefaldende ved bandet var dog, at trommeslageren var kvinde. En kvinde med slag i. Hun leverede en fornem præstation på trommerne, tydeligvis inspireret af nutidens store trommeslagere.
Musikken var okay, men ikke særpræget. Koncerten var til gengæld middelmådig, og til tider monoton. Enkelte sange gav dog et friskt spark med nogle fede elementer, momenter og især fede breakdowns.
Dog fremstod koncerten efterfølgende middelmådig og generel, og den vil være glemt snart igen. De resterende bandmedlemmer kunne med fordel lære af deres kvindelige islæt og arbejde med deres live optræden.

2 ud af 6.

 

Jumping Jack (FR)

Aftenens andet band var ligeledes franske Jumping Jack. Mine forventninger var ikke store, delvist pga. bandnavnet. Det lyder mest af alt som et amerikansk cover røvbalde band. 
Men som med så meget andet skal man ikke bedømme en bog på dets udseende, og bandet slog mine forventninger væk ved første strøg på guitaren. Bandet diskede op med en pisse fed intro, som med det samme vækkede publikum op til dåd igen. Hovederne blev nodded i stærkere grad end tidligere, og fremmødet var også allerede bedre.
Bandet spiller ukromposmisløst ren metal/rock, som de selv kalder det, med mørke og melodiske elementer. Det var no bullshit music, so to speak!
Musikken fangede såvel undertegnede som publikum, og der var godt gang i den under hele koncerten fra både band og publikum. Bandets trommeslager fremstod sindsygt energisk, et levende manimal af en trommeslager. Bandet lignede nogle, der gerne ville være der og gav virkelig publikum valuta for pengene.
En dejlig overraskelse på denne aften, og et band, som helt sikkert, trods det corny navn, fik en del nye fans denne aften.

4.5 ud af 6.


High On Fire (US)

Omkring kl. 22 gik aftenens hovednavn på scenen til lyden af en fed intro.
Fra første anslag var der vild og tung energi. Publikum var godt med, og der var trængsel oppe foran fra første sang. Allerede som 2. nummer på setlisten spillede bandet crowdpleaseren "Frost Hammer" fra "Snakes For The Divine", som gik rent hjem!
Bandet var på intet tidspunkt skuffende i forhold til de høje forventninger. De var både professionelle og nærværende i deres tilgang til koncerten. Bandet ligner nogle gutter, der nyder at spille musik. Især forsanger Matt Pike lignede en mand, der hyggede sig med små grin og skæve smil undervejs i koncerten.
Setlisten var publikumsvenlig fra start til slut. Numre som "Devilution", "Fertile Green" og "Snakes For The Divine" tog koncerten op på et højere niveau, hvor alting gik op i en højere enhed.
Sidstnævnte var setlistens sidste nummer, og blev et endegyldigt bevis på, at musik ikke behøver meget mere end en velspillet guitar, hårdtslående tunge trommer og en tæt og tungt spillet bas. Ved sidste nummer gik publikum mildest talt amok, og vagten tillod endda en ung gut at sidde på skulderen af en anden, hvor Matt Pike kvitterede med en thumbs up og et skævt tilkendegivende smil.
Ved nummerets afslutning takkede bandet af, og Voxhall musikken kunne igen høres i højtalerne. Men publikum ville det anderledes og kaldte på mere, hvilket de fik. Bandet kom ud til et sidste nummer. Sejt!

Bandet spillede et godt 1.5 times set, som ikke skuffede på noget tidspunkt. Fantastisk band og fantastisk koncert!

 

  • High On Fire
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • High On Fire
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • High On Fire
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall

Se billeder fra koncerten her.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed