fbpx

Katatonia, Møl, Sunless Dawn - Voxhall

Jeg havde egentlig ikke planlagt andet end at min weekend skulle være stille og rolig, men når muligheden for at opleve de svenske depressions maestroer i Katatonia på Voxhall, så var der mødepligt. Jeg har kendt til bandet i en del år, men de har aldrig været det band som jeg har dyrket så inderligt meget, men det skulle nok blive en hyggelig aften.

 

Sunless Dawn

Jeg elsker det faktum at Voxhall beder folk om at fortælle, hvem der skal opvarme for visse bands. I dette tilfælde var det danske Sunless Dawn, som var et af de to bands. Jeg så bandet tidligere på året til Royal Metal Fest, men tømmermændene gjorde det lidt uudholdeligt, men nu med klart sind og ingen tømmermænd var jeg endelig klar til at opleve bandet igen. Med et blændende stroposkop lys var det allerede noget i sig selv. Lyden inde i salen var rigtig god, men alligevel var vokalen lige en anelse for lav, og det satte en lille dæmper på oplevelsen. Udover den lave vokal så var stemningen inde i salen virkelig god, og oppe på scenen var det endnu bedre. Man kunne virkelig godt mærke at bandet var rigtig glade for at spille for os, og det var også gengældt. Sunless Dawn spillede en super god koncert og jeg ser frem til deres album næste år.

Karakter 4½ ud af 6

 

Møl

Andet band i aften var det lokale Blackgaze band Møl. Jeg havde set bandet på sidste års Spot Festival, hvor de virkelig blæste mig bagover, så forventningerne var ret høje. Totalt indsmurt i røg på scenen, gik bandet i gang med at nedslagte publikum, desværre overdøvede trommer og bas utrolig meget de første ti minutter, så det satte ret meget af en dæmper på oplevelsen. Siden jeg sidst så Møl så har der været en stor ændring, og det var noget så vovet som et frontman skift. Den nye forsanger Kim Sternkopf har erstattet tidligere forsanger Steffen Nørregaard Rasmussen, og skiftet kan i den grad mærkes. Sternkopf kommanderede scenen i en højere grad end Rasmussen gjorde i sin tid, og det gav musikken en tand mere intensitet og brutalitet på visse punkter. Udover diverse lydproblemer i starten så var resten af koncerten ganske udmærket. Drømmende passager og storslåede stykker i musikken. Møl leverede en fed koncert, men lydproblemerne i starten satte sgu en dæmper på oplevelsen, men det skal nok blive federe næste gang.

Karakter 3½ ud af 6

 

Katatonia

Nu var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn, og nu skulle vi oplevede Katatonia igen. Jeg havde set bandet tilbage i 2012 men var synderligt ikke særligt imponeret, men i aften var jeg ret optimistisk. Bandet kom på scenen, vel modtaget efter et kæmpe brøl fra publikum. Forsanger Jonas Renkse, som sædvanligt havde tildækket sit ansigt med sit lange garn, entrerede scenen sammen med sit band og begyndte at spille op til dans. Det var dog lidt af en afveksling, for hvad jeg er vant til, da folk stod og headbangede og følte sig i et med musikken i stedet for at hoppe ind i hinanden. Jeg kunne desværre ikke lige få mig en plads midt inde på gulvet, så jeg tog den risikable plads ude i siden og det viste sig faktisk at være et ganske fint sted. Lyden inde i salen var rigtig god, men der var selvfølgelig lidt knas med lyden, men det var heldigvis ikke for meget. Sætlisten bød på lidt af det hele, men naturligvis var de på tourné for deres seneste album, så vi fik en masse nyt men selvfølgelig også en mase gamle klassikere. Jeg har set en del bands i løbet af 2017, og Katatonia er i hvert fald et af de bands, som virkelig bare er fantastiske musikere. De spiller så godt at man skulle tro at det var løgn, specielt i bas og trommeafdelingen, der sidder det bare lige i skabet. Jeg kan huske at jeg så Katatonia tilbage i 2012, og den koncert gjorde ikke et så stort indtryk på mig, men denne koncert i aften var i hvert fald noget jeg håber på at opleve igen snart.

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Katatonia, Agent Fresco, VOLA - Pumpehuset

Tænk sig, er det virkelig fire år siden Katatonia stod på dansk jord? Ja, minsandten, og det husker jeg som en suveræn koncert uden sidestykke. Turen til Pumpehuset var derfor planlagt flere måneder i forvejen, og da supporten blev offentliggjort i form af både Agent Fresco og VOLA (to bands jeg er svært glad for), løftede det kun mine forventninger endnu højere, som nok i forvejen var urimelige. Alligevel havde jeg ikke regnet med at begge supportbands ville spille Katatonia af scenen, men det var præcist hvad der skete.

 

VOLA:
Det er nu min 4. gang jeg oplever VOLA, og fra første sekund de fire herrer betræder scenen (i øvrigt uden store ståhej), kan det mærkes at de er ved at blive til en velsmurt maskine – touren har mærkbart gjort underværker. Der åbnes med første skæring fra ”Inmazes”, og det er desuden kun sange vi får derfra i aften, men det er kun et plus (selvom jeg egentlig originalt havde håbet på en blanding). VOLA er smilende og afslappede, dog er der alligevel god energi at spore. Det er ikke fordi de er vildt bevægelige, men man får lyst til at nikke med nakken, hvilket mange da også gør. Som fan er det skønt at se et band rykke sig, og at turde trykke på nogle andre knapper – f.eks. det at trommeslageren leger mere med rytmerne end der gøres på pladen er positivt.

Det er endnu relativt tidligt på aftenen, og salen er da også ”kun” omtrent halvt fyldt op, men en del ser efterhånden ud til at kende VOLA. Alligevel er der kun et par stykker helt oppe foran, og en vis afstand mellem scene og publikum er der da. En mindre skare befinder sig så dér, en anelse tilbage, men som så hygger sig gevaldigt – responderer på forsangerens snak, eller headbanger i de tunge stykker. Et rigtig godt lysshow følger med i pakken, hvilket er overraskende for et supportband, men endnu et plus – desværre kan det samme ikke siges om lyden. Jo, volumen er udmærket, og alt går sådan set glimrende igennem, men der mangler noget power og tyngde, før man virkelig er i den syvende himmel. Dette får VOLA desværre ikke fornøjelsen af igennem deres halve time, som til gengæld flyver afsted, og sublimt afsluttes med ”Gutter Moon” (også kaldet heavy Mew i vennekredse) og ”Stray The Skies”. Jo tak!

Overordnet er det altså en solid præstation fra VOLA. De er godt på vej, men mangler dog nogle flere fans for at det virkelig sparker røv, samt en god lydtekniker – men musikken i sig selv er til topkarakter, og mon ikke de andre ting kommer hen af vejen? Det tror jeg. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Same War
2) – Starburn
3) – Owls
4) – Your Mind Is A Helpless Dreamer
5) – emily (kun et uddrag)
6) – Gutter Moon
7) – Stray The Skies

 

Agent Fresco:
Der går ikke mere end tyve minutter inden de islandske gutter er på scenen, et band der altid, af hvad jeg har forstået, har modtaget god respons fra deres besøg. Der hoppes direkte ud i det med åbningsduoen ”Anemoi” og ”He Is Listening” fra debutpladen, som ganske glimrende viser hvad Agent Fresco er for en størrelse; melodiske og skæve keyboardstykker erstattes med falset vokal, der igen erstattes af polyrytmiske trommer, der igen erstattes af et ledt breakdown og growlvokal fra den anden verden – alt sammen på små fem minutter.

Det er en familiær følelse der hersker; som om vi er en lille (dog ret stor lige i dag) familie der samles. Hurtigt etableres der kontakt til publikum, som til gengæld rykker op foran, og der danses og synges med fra flere kanter. Det er også svært ikke at blive smittet af den sprælske energi, når vi har at gøre med en trommeslager der headbanger hele vejen igennem, en bassist der næsten ikke kan være i samme rum som sin bas, så meget som han kaster den rundt. Guitaristen er modsætningspunktet for al vildskaben, og står tilbage som ham der holder styr på at tingene ikke løber helt løbsk (forsangeren placerer sig et sted imellem de tre), hvor et eksempel på guitaristens coolness, er at han i begyndelsen af et nummer holder trommeslagerens bækkener fra at larme for meget, simpelthen ved at stoppe dem med hånden i en særlig rytme, så det passer til musikken.

Så, kort sagt, alt får et hak opad – dette gælder også for lyset, men især lyden, der er dejlig sprød. Det begynder altså godt, men det er først efter ”Dark Water” at det virkelig stikker af (for min skyld kunne de have spillet den sang en eller elleve gange – det kan umuligt blive bedre, rent musikalsk, derefter). Men derefter... forsangeren er tæt på mundlam, og kan kun med besvær få igennem hvor taknemmelige de er. Den næste sang (”Eyes Of A Cloud Cather”) dedikeres til et, nu afdødt, familiemedlem, og forsangeren beretter om hvor nervøs han er, fordi flere fra hans familie netop er til stede i aften. Det er insisterende og personligt, og leveres med en nerve sjældent set. Men det bliver bedre endnu, for i den sidste sang tager forsangeren en tur rundt iblandt publikum – her krammer han bl.a. en kvinde, længe og følelsesladet, imens han synger videre, hvorefter der afsluttes med total vildskab på scenen, keyboardet næsten flyver af stativet, og alt er godt. Bagefter finder forsangeren to andre kvinder oppe foran (måske nogen han kender?), og ser grædefærdig ud på den lykkelige måde imens de omfavner hinanden, inden hele bandet bukker og takker os.

Overordnet er det altså en kanon præstation, og noget af en oplevelse. Jeg skal helt sikkert se dem igen, og det bedste ved det hele, er at jeg ved det kan blive endnu bedre – hvis det her var som supportband, hvordan ville det så ikke være som hovednavn? 5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Anemoi
2) – He Is Listening
3) – Howls
4) – Pyre
5) – Wait For Me
6) – See Hell
7) – Angst
8) – Bemoan
9) – Dark Water
10) – Eyes Of A Cloud Catcher
11) – The Autumn Red
Kilde: www.setlist.fm

 

Katatonia:
Nå, Katatonia... Så har I godt nok noget at leve op til, efter to glimrende supportbands. Det er dog en helt anden tilgang der lægges for dagen, for da lyset slukkes for tredje og sidste gang, er der kun professionalisme at spotte. Der åbnes op for godteposen med både et par nye og ældre skæringer, der får folks hænder i vejret. Men det føles fladt. Mest af alt er lyden flad, og det bliver den ved med at være. Der mangler igen power, men endnu mere end under VOLA. Volumen er så vidt udmærket, men der mangler altså noget, selv oppe foran.

Det har ikke forhindret publikum i at tage opstilling, og det tegner jo godt – men det er altså først henad 9. sang at der reelt kan mærkes en begejstring. Denne optræder så af og til igen (mest ved de ældre skæringer), men overordnet er folk ganske passive. Okay, musikken ER dyster og tung, men det handler i langt højere grad om Katatonias arbejdsattitude; det er endnu et job der skal overstås, intet mere, og så hjælper synkron headbanging altså ikke. Der er ingen indlevelse, ingen spænding, og kun en meget begrænset interaktion med publikum, andet end ”Tak for faen”, og i øvrigt en insisteren på at snakke svensk – hold nu op, for fanden. Forsangeren virker i øvrigt af og til anstrengt, og jeg mindes ikke at Katatonia normalt har deres ene guitarist til at agere supportvokal... men måske husker jeg forkert.

Nej, det er rent ud sagt en kedelig performance, ikke hjulpet på vej af en, delvist, ærgerlig sætliste. Der er mange fine perler, især fra de nyere albums (”Old Hearts Fall” og ”Lethean” især!), men det er tydeligt at Katatonia har forbedret sig meget, da de gamle, knap så interessante, ”stikker ud” på den måde de ikke skal. Kerneeksemplet er ”Saw You Drown”, der med sit simple omkvæd næsten taler for sig selv; ”in the water, I saw you drown, down the water, I saw you drown” x2 ... så bliver det ikke mere simpelt. Folk begynder simpelthen også at gå mod slutningen, hvilket ikke overrasker mig på nogen måde. Fire år, og den fænomenale koncert i Amager Bio er nu blot et bittersødt minde. Katatonia, I skal sgu oppe jer – gode sange får jer et vist stykke, men der skal en personlig indsats til, og den blev langt fra leveret. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Last Song Before The Fade
2) – Deliberation
3) – Serein
4) – Dead Letters
5) – Day And Then The Shade
6) – Serac
7) – Teargas
8) – Saw You Drown
9) – Evidence
10) – The Night Subscriber
11) – Soil’s Song
12) – Old Hearts Fall
13) – For My Demons
14) – Leaders
15) – In The White
16) – Forsaker
Encore:
17) – My Twin
18) – Lethean
19) – July
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Danske Vola annoncerer turné med Katatonia

Det københavnske progrockband VOLA kan med stolthed annoncere, at de i efteråret tager på turné med det store svenske metalband Katatonia og det islandske progrockband Agent Fresco. Og VOLA kan se frem til en omfattende turné rundt i hele Europa. I alt 33 koncerter – fra Malmö til Marseille og fra Leipzig til London - og ikke mindst giver de koncert på dansk grund den 26. oktober i Pumpehuset.

Den 16. september udkommer bandets debutalbum ”Inmazes” på Mascot Records. Herfra er VOLA aktuelle med deres iørefaldende og hæsblæsende 2. single ”Gutter Moon” og en dertilhørende animeret musikvideo.

”Gutter Moon”:

Den mørke, rolige animerede historie, der udgør billedsiden til ”Gutter Moon”, skaber en god kontrast til det ellers positivt klingende melodiøse rocknummer. Og så er der faktisk en sød historie, der knytter sig til den flotte, kreative video, som er begået af bandets bassist Nicolai Mogensen – her fortalt med Nicolais egne ord:
"Vi fik idéen til videoen til “Gutter Moon”, da vi faldt over en af min kærestes gamle tegninger, som havde ligget på vores spisebord i et stykke tid. Tegningen forestillede en stor skildpadde med en by på skjoldet og havde noget nærmest mytologisk over sig, som passede godt med den atmosfæriske lyd på nummeret. Anne og jeg har brugt mange sene aftener på at tegne og diskutere videoen – hver eneste frame er tegnet i hånden, næsten 2000 i alt."

Skildpadder bevæger sig langsomt, og selvom skildpadden er hovedpersonen i VOLAs aktuelle video, ville det - ikke mindst nu med nyheden om supportturen for Katatonia - være synd at sige, at bandet bevæger sig med skildpaddefart.

Fremdriften og farten fastholdes da også fremover i VOLA-land. For i 2017 meldes der allerede om en VOLA-turné i marts og april, samt sommerfestivaler i hele Europa. Derudover bliver 2017 også året, hvor bandet fortsat vil skrive på de sange, der skal udgøre deres 2. album.

Læs mere...

Katatonia - The Fall Of Hearts

Svenske Katatonia’s tiende plade ”The Fall Of Hearts har netop set dagens lys, og de skulle efter sigende spille en omgang Dark/Progressiv Metal. Lad mig lige starte med at sige, at det er første gang jeg stifter bekendtskab med bandet’s noget særprægede stil, og har dermed intet sammenligningsgrundlag, så here goes nothing:
Musikken er ganske rigtigt meget mørk, dyster og stemningsfuld. Det er særdeles progressivt med masser af nytænkning; Lækre halvakustiske guitar stykker, stemningsfuldt keyboard, aggressive riffs samt tunge stykker udgør Katatonias musiske univers, og måden de bygger numrene op på er ganske særpræget. Numre som den atmosfæriske ”Takeover”, den meget melodiøse ”Old Heart Falls” og den dystre ”Sanction” er ganske fængende og interessante. I samme åndedrag bør ”Serac” også nævnes som velnok er pladens mest varierede nummer, eller hvad med det ultra-dragende track ”Shifts” – simpelthen en ørehænger af format. Jo jo,  Katatonias musik er både mørk, lys, aggressiv, stille og melankolsk på en og samme tid, og ret så imponerende faktisk. Alligevel sidder jeg samtidig med en følelse af, at jeg til tider desværre småkeder mig lidt.

Jeg ville rigtig gerne give denne plade en højere karakter, for jeg kan jo sagtens høre, at de er voldsomt dygtige, og det faktisk er en meget smuk plade. Men det hele bliver lidt for tilbagelænet til min smag, og med en spilletid på lidt over en time kan jeg ikke få mig selv til at gå helt amok over det her. Så ”The Fall Of Hearts” tænder mig ikke rigtigt for alvor, men det er nok et spørgsmål om smag og behag, og prog-fans bør nok give den et seriøst lyt.

Tracklist:
1. Takeover (07:09)
2. Serein (04:46)
3. Old Heart Falls (04:22)
4. Decima (04:46)
5. Sanction (05:07)
6. Residual (06:54)
7. Serac (07:25)
8. Last Song Before The Fade (05:01)
9. Shifts (04:54)
10. The Night Subscriber (06:10)
11. Pale Flag (04:23)
12. Passer (06:25)
Samlet spilletid: 67:30

 

Læs mere...

Aalborg Metal Festival - 6. Nov 2010

STUCK MOJO
Skrevet af: Kev
Karakter: 3½
Med aner i rapmetallen må man sige, at aktualitetsniveauet i Stuck Mojos musik er længe passeret. Bandet havde et par albums, der var ret populære tilbage i slut-halvfemserne, og jeg nåede aldrig at blive særlig glad for dem. Derfor var det sgu svære odds, de var oppe imod denne tømmermændsramte lørdag eftermiddag.
Bandet er frontet af en umenneskeligt stor neger med et usædvanligt ondt ”killer-blik”. Damn, hvor ville jeg gerne have været fotograferet sammen med ham!
Nå, men musikken er som skrevet en slags blanding af hardcore/metal med rap vokal og pæn, ren vokal ved siden af. Jeg kender ikke en skid af numrene, men fik da fat i, at ”Rising” vist nok var et hit engang. Sjovt var det i hvert fald at se folk, som smilede, når bandet slog sig løs på scenen. Guitaristen/sangeren havde også fanget teten, da han udtrykte sin glæde over ethvert bifald Stuck Mojo måtte få, da han godt vidste, at det ikke var dem, de fleste folk var kommet for at høre. Bandet gik til den med en sjældent set gejst, og det smittede sgu af. Jeg begyndte i hvert fald også at rocke lidt med, men det havde en kort og stakket frist. Stuck Mojo forbliver et ukendt blad i min bog. Koncerten var fin nok, men heller ikke mere.

ILLDISPOSED
Skrevet af: Kev
Karakter: 2
Ja… Altså… Illdisposed var igen at finde på AMF. Jeg har stor respekt for Illdisposed, men de er sgu ikke hvad de har været. Beklager, drenge.
Koncerten startede ud med et Depeche Mode-nummer, og gik herefter over i et nummer fra den seneste skive. En skive, jeg overhovedet ikke har tjekket ud endnu. Illdisposed har begået et par mesterværker igennem tiden, men jeg er sgu bange for, at tiden er rendt fra dem. At de så spiller ”Submit” og ”Purity of Sadness” er kun en kæmpe-bonus. Jeg synes dog ikke, at resten af koncerten tiltalte mig synderligt. Lyden var ikke særlig god, der hvor jeg stod, og jeg synes deres optræden virkede kedelig og gejst-forladt. Illdisposed tager på en junilæums-turné næste år, og jeg kan kun grue for den, hvis ikke der kommer andre boller på suppen. De virkede trætte.

AMORPHIS
Skrevet af: Mikkel
Karakter: 5
Aalborg Metalfestival præsenterede i år det hidtil bredeste program, med metal for stort set enhver smag. Det skal de have ros for, for i år var første gang, der var indtil flere bands jeg ville se, og ikke bare death metal og lignende, som ikke siger mig det helt store. Men med op mod 23 bands på den samme scene i løbet af tre dage, skal der ikke meget organisatorisk talent til at regne ud, at det kommer til at kræve en hel del tid i forbindelse med sceneskift. Og på netop dette punkt, burde organiseringen have været knivskarp – det var desværre ikke tilfældet!
Amorphis var skemalagt til at gå på scenen kl. 19:15, men kl. 19:40 stod det forventningsfulde publikum, inklusive undertegnede, stadig i Studenterhusets forhal, stuvet sammen i ly for kulden udenfor – og stemningen var mildt sagt trykket! Jeg stod hele tiden og var nervøs for, at det hele pludselig eksploderede i et voldsorgie, for vi stod og misundte burhøns for al den plads, de trods alt har! Da døren (i ental, der er kun én dør, der fører ind til salen på Studenterhuset) omsider blev åbnet, var det lidt ligesom at sætte en prop tilbage i vinflasken, og der blev aset og maset hele vejen ind!
At Amorphis går på scenen mere end en halv time senere end planlagt, synes jeg ganske enkelt ikke er i orden. I hvert fald ikke, når det er pga. tidspres i forbindelse med, at der skal slæbes grej til og fra scenen, og der skal laves lyd – det burde festivalen efterhånden være klar over, at netop slæbning af grej og lignende ofte er noget, der forekommer på en festival. Men måske er Aalborg Metalfestival ved at drukne i sin egen succes? Enten skal festivalen skære ned på mængden af bands, eller så skulle de finde nogle andre, og mere egnede lokaler med flere scener, så disse sceneskift bliver mere glidende?

Nå, nu ikke flere sure opstød herfra! At det er ærgerligt at spilde tid på bare at vente er et faktum, men ikke noget, der skal lægges Amorphis til last!

For efter tredive længselsfulde minutter gik Amorphis på scenen til tonerne af titelnummeret fra deres seneste album Skyforger. Der gik et sus igennem publikum, da de akustiske guitarer, klaveret og fløjten flød ud gennem højttalerne, og jubelen brød ud, da lyset blev tændt, samtidig med nummeret for alvor gik i gang. Og dér, midt på scenen, badet i lys, stod Tomi Joutsen og tronede overlegent med korslagte arme og tilbagelænet hoved – og blev fuldstændig blæst væk: Lyden var krystalklar, og trommerne i særdeleshed var meget tydelige i lydbilledet. Desværre på bekostning af Tomis rene vokal, men til gengæld gik hans brøl rent igennem! Den halvdårlige lyd på sangen, gik desværre igen i det næste nummer ”A Servant”, der trods alt blev båret godt i land af Esa Holopainens glimrende guitarspil!

Derefter gav Tomi sig for første gang tid til at tale til publikum, da han, til publikums store glæde, præsenterede en sang fra Tales From the Thousand Lakes, ”The Castaway”, hvor han growlede langt bedre end Pasi Koskinen gjorde på den oprindelige indspilning. Her viste han også overskud til at hilse på publikum, inden han dolkede sig selv i brystet med sin specielle mikrofon og svingede sine meter lange dreadlocks.
Selvom der kun var 45 minutter til rådighed, og dermed ikke meget tid til at lave meget andet end at spille de planlagte sange, udnyttede Tomi Joutsen dog alle pauser til at få kontakt med publikum, der var temmelig aktive – i hvert fald helt oppe ved scenen. Ydermere præsenterede Tomi Joutsen også langt de fleste numre, f.eks. da han sagde ”Ladies and gentlemen: This is ”The Smoke”!”. Derpå fulgte endnu et af de ældre numre, og Tomi fik med sit dyriske growl gjort ”Against Widows” omtrent 500 % ondere!

Lydfolkene fik efterhånden godt styr på vokalen, så den rene vokal kunne tydeligt høres på ”From the Heaven of my Heart” – heldigvis … elllers blærede Esa Holopainen sig endnu en gang, så der var nok at lytte til!

Publikum viste sig generelt ret engagerede, selvom salen ikke var meget mere en halvfyldt, men der var alligevel god respons til Amorphis. Det undrede mig egentlig, at der ikke var flere til denne koncert, men dels var mange nok ved at være mættet efter tre dages musik, og så var mange nok mere interesseret i andet metal end det ædle finske af slagsen. Men om Tomi Joutsen mente, der skulle mere gang i publikum, ved jeg ikke, men han spurgte da om publikum sov: ”Are you asleep? Is this the house of sleep? Do you want to hear ”The House of Sleep”?”. Og så gik den ellers i gang, og aftenens foreløbige højdepunkt var nået – der var efterhånden heller ikke meget tilbage af aftenen, men publikum viste da, at de bestemt ikke sov – slet ikke da Tomi Joutsen, efter kort at have haft øjenkontakt med Jan Rechberger bag trommerne, inviterede til fællessang på Studenterhuset!

Så var der kun afslutningsnummeret tilbage, og til stor jubel for publikum (og undertegnede) var det ”Black Winter Day”, der skulle afslutte Amorphis´ besøg i Aalborg! En intet mindre end en fantastisk afslutning på en aldeles glimrende koncert, hvor enhver tvivl om, hvorvidt Tomi Joutsen er den rette sanger i Amorphis blev fejet bort! Det lød så meget bedre end indspilningen fra Tales From the Thousand Lakes, også fordi vokalen i det rene stykke var ændret en smule i forhold til originalen. Og med den kraftpræstation forlod Amorphis scenen, og jeg forlod Studenterhuset for en stund, for at gå ud i den sorte, råkolde aalborgensiske aften.

Det eneste der ærgrede mig efter denne helt fantastisk gode koncert var, at Amorphis ikke havde mere tid til rådighed, og det eneste der trækker ned på denne oplevelse, er den måde Aalborg Metalfestival har valgt at organisere det hele på!

KATATONIA
Skrevet af: Mikkel
Karakter: 3
Jeg havde egentlig store forventinger til Katatonia – og jeg ved egentlig stadig ikke, om de blev indfriet eller ej! For der er ingen tvivl om, at Katatonia er en flok temmelig dygtige svenskere, og der er heller ikke tvivl om, at de har lavet noget temmelig fedt musik. Problemet med Katatonias musik er nok bare, at det ikke rigtigt egner sig til at blive spillet live … det er simpelthen for stillestående, og når ikke for alvor ud over scenekanten. Det til trods for, at forsanger Jonas Renkse efter stort set hvert nummer sagde skiftevis ”Tack så mycke” eller ”Tack som fan” (indtil han til sidst pludselig talte engelsk), men lige lidt hjalp det, når han resten af tiden stod skjult bag sit store hår!

Der var som sådan ikke noget at udsætte på hverken lyd eller evner, dog irriterede det mig, at Katatonia blev nødt til at bruge backing tracks – det virkede noget fladt, at de blev nødt til at læne sig op ad programmerede rytmeæg og keyboards!

Men det var som sagt en noget stillestående koncert, om end der kom lidt mere gang i både publikum og Katatonia, da der blev spillet sange som ”July” og især ”My Twin”. Det var desværre bare for lidt til at trække det generelle indtryk op! Men nu må I ikke misforstå mig; Katatonia spillede rigtig godt, og leverede alle numrene helt træfsikkert … men det lød lidt som om, det var en af deres plader, der blev sat på … og det vil jeg egentlig nok anbefale andre at gøre, for denne koncert med Katatonia var egentlig en lidt halvkedelig oplevelse!

SEVENTH VOID
Skrevet af: Kev
Karakter: 4½
Seventh Void var det eneste totalt ubeskrevne blad på dette års festival. En time inden koncerten fandt jeg så ud af, at bandet består af to medlemmer fra det hedengangne Type O Negative…(!!!!)
Ja, hold da op! På coveret til deres skive står, at bandet spiller ”true Brooklyn doom”. Et eller andet sted var jeg meget bange for, at jeg skulle ind og opleve en tynd og udvandet udgave af førnævnte band. Jeg blev dog behageligt overrasket, da musikken egentlig slet ikke var doom. Jeg ville nok mere kalde det for stoner/groove rock, men sådan er der jo så meget.
Bandet gik dog til vaflerne og serverede en rigtig fed og højpotent portion rock. Ingen anelse om, hvad numrene hed, og da jeg skulle købe en skive med bandet, var der udsolgt!
Lyden var fed, bandet gik til den, og publikum så ud til at nyde det. Dette var ikke årets fedeste koncert, men det var sandelig en af de bedre!

MONSTER MAGNET
Skrevet af: Mikkel
Karakter: 5
Trods enorme forsinkelser til de foregående koncerter ved dette års metalfestival, var årets hovednavn faktisk kun forsinket et lille kvarters tid! Så det afventende publikum kunne hurtigt blive lukket ind i salen – og der blev ved med at strømme folk ind. Der var vist ingen tvivl om, at Monster Magnet var dette års hovednavn. Umiddelbart syntes jeg det var et lidt mærkeligt valg som hovednavn, men hatten af for Aalborg Metalfestival for at forsøge at lave et bredt program! Hvis det var missionen, lykkedes det i hvert fald. For publikummet til Monster Magnet var betydeligt bredere (ja, altså ikke bogstaveligt talt), end til de øvrige koncerter, jeg oplevede; det talte både festivalens ”stamkunder”, men også flere (noget) ældre mænd med cowboy- eller læderveste – og jeg hørte en enkelt fra sidstnævnte gruppe sige, at han kun var kommet for at se Monster Magnet. Han var tilsyneladende ikke den eneste, for salen var propfyldt!

Der gik heller ikke længe, før alle i salen begyndte at juble, og Monster Magnet, anført af Dave Wyndorf, indtog scenen og Mr. Wyndorf startede med at sige ”So, you motherfuckers! Are you ready?!”. Og med denne venlige velkomst åbnede lydmuren sig med titelnummeret fra deres nye plade Mastermind, kendetegnet ved Jim Baglinos groovede basriff. Lyden var helt sublim – og vanvittigt høj, men det hele gik så klart igennem, at det ikke var noget, der generede! Slet ikke, da Wyndorf i nummerets break spurgte, om vi kunne høre det, hvorefter Ed Mundell voldtog sin Gibson SG og tvang den vildeste solo ud af de seks strenge!

På den måde kom koncerten godt i gang, og Monster Magnet gav hverken publikum eller sig selv lov til at puste ud, inden “Crop Circle” gik i gang med en ren energiudladning (og en strittende langefinger fra Dave Wyndorf). Med den energi de alle, og især den aldrende 54-årige Wyndorf lagde fra dagen, er jeg imponeret over, at de holdt til det i fem kvarter! Jeg har sjældent set så energisk et band, der gjorde så meget for at få publikum med! Og jeg har sjældent oplevet et band med så meget attitude – ikke bare den karismatiske forsanger, men også de fire andre fik de andre bands til dette års festival til at ligne en flok skoledrenge!

Koncerten bød på en god blanding af ældre sange og en del fra deres aktuelle plade. Eksempelvis nummeret ”Dig That Hole”, der efter en relativt sløv start virkelig viser, at Monster Magnet spiller stonerrock på den fede måde! Generelt bød Monster Magnet på tonstunge guitar- og basriffs så tunge, at man til tider kom i tvivl om, om det egentlig ikke var metal, de spillede! Noget af det, der gjorde lydbilledet ekstra tungt var, at Dave Wyndorf, der var iklædt læderjakke og guitar, mere eller mindre konsekvent kun spillede, når Mundell var optaget af at spille solo.

Til sidst i nummeret “Look to Your Orb”, blev monsteret for alvor sluppet løs, da det hele eksploderede i et sandt feedback-helvede. Der var ganske enkelt feedback til den helt store, møgbeskidte guldmedalje! Og jeg undrede mig over, at der kunne sidde folk på gulvet og sove i det inferno, men tre dages metal havde tydeligvis sat sine spor på enkelte af deltagerne!
Dave Wyndorf spurgte da også, om det ikke havde været en lang dag for os, hvortil han fik flere benægtende svar fra publikum, men det hindrede nu ikke ham og resten af bandet i at fyre den af med ”Space Lord”, som blev aftens sidste nummer, hvorefter Monster Magnet efterlod skrigende forstærkere (og enkelte skrigende fans), og ventede på at blive kaldt ind igen.

Og naturligvis blev de kaldt ind igen. Og Dave Wyndorf kvitterede ved at give os alle sammen fingeren, inden vi fik endnu et nummer fra Mastermind, ”Hallucination Bomb” som blev efterfulgt af ”Gods and Punks” fra samme plade, inden ”Nod Scene” ledte til aftenens, og festivalens, sidste nummer ”Powertrip”. Et nummer, der fik publikum helt op i det røde felt, hvis de da ikke havde været der før! Og Monster Magnet beviste, at det var et godt (men stadig modigt) valgt, at hyre dem til en metalfestival i Aalborg! Men jeg skal da love for, at ballet blev lukket med maner!

Med de hylende forstærkere ringende for mine ører forlod jeg Studenterhuset for denne gang, mens jeg tænkte på Bob Segers klassiker ”Turn the page”, hvor han synger om at ligge i sengen om aftenen med ”the echoes from the amplifiers ringin´ in your head” og jeg kunne nøjagtigt sætte mig ind i den situation! For hold kæft hvor var det højt, men lyden var heldigvis god – nok noget af det bedste (og højeste) jeg har oplevet på Studenterhuset!

Men Aalborg Metalfestival 2010 blev i høj grad lukket med maner, og jeg er uhyre spændt på at se, om 2011 kan præsentere et ligeså bredt program.

 

Artiklen er skrevet af: Kev / Mikkel

Læs mere...

Porcupine Tree, Katatonia

Katatonia

19:45 gik de ”Special Guests” på scenen. Det var svenske Katatonia, og deres musikstil lægger meget op ad deres navn; de er katatoniske og indadvendte. Det er progressivt metal, som hårfint lægger sig imellem det smukke, atmosfæriske og dystre – for derefter at eksplodere i små doser af heftig heavy/dødsmetal, hvor især stortrommerne er til at lægge mærke til.

Forsangeren var en kæmpe gut. Under hele koncerten havde han næsten hele tiden håret – som der var masser af – nede foran øjnene. Det er små detaljer, men allerede her synes man at fornemme det dystre udtryk, som Katatonia befinder sig i.

Selve showet var utrolig koncentreret om selve musikken og dens fremføring, i stedet for at lægge helt vildt meget energi og publikumskontakt i det. Og det fungerede, som det skulle. Der blev præsenteret mest fra ”The Great Cold Distance”, men der blev hevet en masse forskelligt frem. Publikum observerede med nysgerrighed, og lod respektfuldt være med at forstyrre stemningen, så der var ikke megen snak eller andet – udelukkende opmærksomhed på selve bandet.

Man må sige, at Katatonia er nogle dygtige musikere. Udover selve det tekniske og eksperimenterende formår de at fremføre et show som, hvis man er til den musik, griber dig og lader dig midlertidigt tryllebinde. At de så samtidigt kan kommunikere, om end lidt, med publikum, gør det muligt at høre i længere tid. De blev spillet i 45 minutter, og jeg følte at det sagtens kunne have varet meget længere tid. 4½ stjerner.

Porcupine Tree

Porcupine Tree har jeg et meget begrænset kendskab til. Lige inden koncerten startede blev man introduceret til en del af, hvad Porcupine Tree er. Over højtaleren blev der annonceret, at bandet bød publikum velkommen til koncerten, men man skulle ikke optage bandets optræden. Ikke engang mobiltelefoner var tilladt. Derefter blev det mørkt, og en lang intro fyldte rummet. Vega var efterhånden proppet til randen, både på gulvet og balkonen.

Det var ikke én bestemt slags mennesker, men mange forskellige. Unge som ældre. Metallere med langt hår, flippere med smil på læben og alt muligt andet. Det må siges at være en bred fanskare. Da Porcupine Tree gik på, lagde de ud med et nummer fra deres nye plade, hvorefter forsangeren bød publikum velkommen og fortalte om den første del af koncerten, som udelukkende ville være numre fra deres nyeste CD ”The Incident”.

Allerede efter det andet nummer var jeg overbevist; Porcupine Tree kan virkelig deres kram. Lyden var suveræn hele vejen igennem. Alle medlemmerne var helt ”cool” og fattede. Bassisten gik konstant og smilede for sig selv, og de andre legede med hinandens evner. At Porcupine Tree mestrer at kaste folk ud af virkeligheden og holde dem fast eller kaste dem rundt, i et virvar af visuelle billeder fra bagskærmen, eller at man bare ikke kan lade være med at tænke over alt i livet. Musikken i sig selv er filosofi, og følelserne er til at spotte, og alligevel er det så professionelt. Så tight. Så legende let for dem at fuldføre.

Udover at spille numrene blev der jammet og lagt nye ting oveni. Det fungerede godt, og man følte aldrig man blev træt af at lytte. I centrum var den nye sang ”Time Flies”, som virkelig blev overspillet ud over alle grænser. Men det virkede! 2½ time fik Porcupine Tree søndag aften til at gå med, og selvom der også var en pause med i deres koncert, røg jeg aldrig ud af stemningen. At bare stå og opservere. Af andre numre blev det mindre kendte ”Lazarus” spillet, såvel som Way Out Of Here og som sidste afslutningsnummer var ”Trains” valgt. Mange vil måske fristes til at nævne Tool eller Dream Theater, men lad os lade være med det, og bare nyde musikken. Det var, uden tvivl, den aller bedste koncert jeg nogensinde har været til. 6 stjerner!

Læs mere...

Katatonia - Live Consternation

“Live Consternation” er en DVD med gengivelse af Katatonias optræden på Summerbreez Open Air festivalen i Tyskland, den 17 august 2006. Oveni denne, som har lyden mikset i både 2.0 og 5.1 format, får man også hele herligheden på CD.
Det hele starter med en smuk violinsolo, som produceren udnytter til at præsentere musikerne enkeltvis – det virker ret godt. Det samme gør måden, titlen på numrene diskret blændes ind på.
Til gengæld er klipningen i åbningsnummeret ”Leaders” mindre fed; produceren overdriver skiftene mellem de forskellige kameraer, så det mest af alt ligner en video på MTV. Heldigvis er det noget mere moderat i resten af koncerten.

Musikalsk er det, Katatonia viser til denne koncert, ikke lige min kop te. De opbygger en stemning med et dystert skær, men rigtig dystert bliver det aldrig. Af og til kommer der lidt aggressivt i musikken, men rigtig vildt bliver det heller ikke. Det lykkes heller ikke for bandet at tænde op under publikum, for der er højst gang i de 3 første rækker; resten virker passive og afventende. Måske er det ikke kun mig, som mangler noget her?

Desuden er det tyndt, at der ikke er den mindste smule ekstra materiale på DVDen – lidt backstage billeder eller ”making of” klip ville have pyntet på en udgivelse, der kun henvender sig til bandets fans. Som koncertdokument er den ikke interessant for andre, på trods af en udmærket produktion.

Tracklist:
1. Leaders
2. Wealth
3. Soils Song
4. Had to (Leave)
5. Cold ways
6. Right into the Bliss
7. Ghost of the Sun
8. Criminals
9. Deliberation
10. July
11. Evidence

Samlet spilletid: 51:53


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed