fbpx

Cult Of Luna + support

Der var dømt mødepligt i Pumpehuset i aften. Post-Metal Giganterne i Cult Of Luna udgav deres ottende studiealbum A Dawn To Fear og deres tour lagde vejen forbi Pumpehuset. Der var blandede godter i posen med opvarmningen leveret af deres landsmænd i This Gift Is A Curse og belgiske Brutus, så lad os se hvordan aftenen udviklede sig.
 
This Gift Is A Curse
Jeg når lige ind ad døren, da feedbacken i den store sal skærer igennem hele bygningen. Jeg så TGIAC for omkring tre år siden, hvor de ikke efterlod det største indtryk på mig, dog er jeg blevet fan med tiden så jeg håbede på en lidt mere succesfuld oplevelse denne gang. Lad mig bare starte med at sige at lyden var uudholdelig. Trommerne og bassen overdøvede alting, og vokalen var slet ikke til at finde. Der var øjeblikke hvor lyden var lidt bedre, men lige meget hvor man placerede sig i lokalet, blev lyden desværre ikke bedre. Det hele virkede utroligt rodet på grund af lydforholdene, og specielt da vokalen aldrig blev rettet på. På plade er TGIAC vanvittigt, men i aften var det alt andet end vanvittigt. Det er i hvert fald den værste lyd jeg har oplevet på Pumpehuset. TGIAC havde potentialet og energien til at blive godt men dårlig lyd satte en kæmpe dæmper på oplevelsen.
Karakter 2½ ud af 6
 
 
Brutus
Nu var det blevet tid til noget helt andet. Jeg stødte på Belgiske tilbage i februar måned, da jeg skamlyttede til deres album Burst, så jeg var spændt på at se hvad de kunne levere live. Bandet gik på til lyden af War og lyden var allerede fuldstændig i skabet indenfor de første to sekunder, og da hele bandet gik i gang, var der baren allerede sat utrolig højt. Bandet for frem og tilbage på scenen, og trommeslager Stefanie formåede at smadre sine trommer og levere skønsang samtidig. Det føltes lidt som om, at man var fanget i et melankolsk univers for hver sang der blev spillet, og Drive var for mit vedkommende det absolutte højdepunkt. Brutus leverede et knusende sæt med perfekt lyd der hverken var for langt eller for kort. Fuldstændig vanvittig koncert uden lige,og forventningerne til Cult Of Luna var ekstreme efter sådan en magtdemonstration.
Karakter 6 ud af 6
 
 
Cult Of Luna
Nu var publikumstallet steget noget så gevaldigt, at jeg dårligt nok kunne bevæge mig. Scenen var totalt tildækket til med røg, og silhuetterne af Cult Of Luna entrerede scenen til lyden af A Silent Man og lyden var så høj og massiv det var næsten ikke til at tro. Cult Of Luna er ikke et band der engagerer meget med sit publikum, da de er et mere et band der lader musikken tale for sig selv. Lyden var ligesom til Brutus i skabet og endda var decibelniveauet skruet op til en milliard, med sange som Finland og Passing Through tonsede bandet igennem en sonisk tsunami. I modsætning til Brutus’s melankolske univers, så er Cult Of Lunas univers meget mere filmisk. Det er det perfekte soundtrack når man er på vej ud i rummet, hvor man lytter til storslåede kompositioner, imens vi svæver over Jorden. Specielt den følelse var til at mærke på numre som And With Her Came The Birds der var et af de mere stille og atmosfæriske øjeblikke, og publikum var stille og blev fuldstændig opslugt af stemningen. Det var dog et sjældent øjeblik da vi tonsede videre i sange som I, The Weapon og Nightwalkers der sendte os alle sammen ind i dystopisk lydinferno. The Fall satte et stort og kolossalt punktum for i aften. Det hele sad i skabet i aften. Fantastisk sætliste, fantastisk lyd, og uden tvivl den bedste koncert jeg nogensinde i mit liv har set. Jeg har lyst til at give koncerten ti ud af seks men jeg er desværre nødt til at være professionel, men det er fristende.
Karakter 6 ud af 6
 
Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_9
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_10
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_8
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Kill-Town Death Fest 2012: Interment, Master, Necros Christos m.f.

Jeg har i år frekventeret både Copenhell og Wacken og nydt det fuldt ud, men der er alligevel noget meget befriende ved at troppe op til en festival, der ikke tager nogen kommercielle hensyn, ikke forsøger at favne bredt for at nå den store masse af folk der bekender sig til metal generelt. Kill-Town helliger sig death metal og gør det uden omsvøb, uden forsøg på at behage andre end dem der elsker death metal - Men hvis man gør det, ja så er der ingen vej udenom Kill-Town Death Fest!

For tredje år i træk afholdtes Kill-Town Death Fest i undgomshuset på Dortheavej i Københavns nordvest kvarter. Grundlaget for denne festival er uændret fra de forrige år og holder princippet om ”Do it yourself” i hævd. Ideen er at skabe en non kommerciel alternativ platform for undergrunds dødsmetal bands som ellers ville have svære vilkår for at få deres musik ud over kanten. I praksis gælder princippet at ingen bands på festivallen modtager betaling, men får deres udgifter såsom transport og logi dækket. Ligeledes arbejder frivillige på festivallen mod at få adgang til løjerne. Ydermere går ethvert overskud der måtte genereres, til at etablere næste års festival.

Alt i alt 4 dage med 25 deathmetal bands fra europa og USA. Festivallen startede torsdag 30/8 med et såkaldt ”Warm up” show på Loppen, Christiania med 4 bands. De øvrige dage, fredag, lørdag og søndag foregik alle i Undgomshuset på Dortheavej.

Ungdomshuset på Dortheavej danner en god ramme om arrangementet. Den store scene i den ene ende af gården og Dödsmaskinen i den anden ende. Dödsmaskinen, en mindre scene som primært fungerer som biograf hvor der vises gamle kult horror og splatter film. Gården med madbod, bar og merchandise boder fungerer som hangout space imellem koncerterne. Denne ramme giver festivallen en tæt og koncentreret atmosfære og skaber en optimal setting uden at det bliver for pakket på noget tidspunkt.

Et umiddelbart bud på antallet af fremmødte lå omkring 350-450 mennesker både fredag og lørdag aften, så det var velbesøgt, uden at være alt for crowded. Ambitionen om at lave en festival der samler folk fra forskellige dele af verden, primært fra skandinavien, men også Europa og USA er tydeligvis lykkedes. Dette ses selvfølgelig på listen over bands der spiller på festivallen, men er også klart for enhver, når man efter koncerterne træder ud i gården og hører folk tale sammen på alverdens sprog. Dette vidner om at folk er taget fra nær og fjern for at deltage i dette arrangement. Der var virkelig en stemning af international repræsentation. Både i forhold til bands og festival deltagere.

Et godt eksempel på arrangørernes dedikation og klare tilhørsforhold til deathmetal genren, er at de også i år har ladet lave et dobbelt sæt KASSETTE bånd med ét enkelt nummer fra hvert band, valgt af bandsene selv. I alt over 2 timers død direkte fra KillTown. Jeg må se at få fundet den gamle kasette båndoptager frem, så jeg udover mine nyerhvervede playlists med de mange bands jeg ikke kendte før, også kan gå i oldschool mode over at sidde og høre kassette bånd med frisk dødsmetal. Det er en direkte hilsen til måden hvorpå undergrunds bands i ”gamle” dage promoverede deres musik, med kassette bånd der florerede i miljøet. Det er sgu sejt!

Indrømmet.. Jeg kiggede på listen over bands på Kill-Town Death Fest og der var ikke mange navne der sprang i øjnene som kendinge. Dette var selvfølgelig med til at skærpe nysgerrigheden, men gjorde også at forventningerne til niveauet måske var en smule lave. Det blev gjort til skamme allerede fredag, som var min første dag på festivallen. Det var en fornøjelse at kunne opleve velspillende bands der leverede solide performances, i en setting der virkelig fungerede. Og kan derfor kun sige at jeg må tage hatten af for arrangørerne som er lykkedes med at skabe en undergrundsfestival der rykker og sætter en høj standard, både som venue generelt og mht. valget af bands.

Med tanke på at der både fredag og lørdag spillede 8 bands på den store scene var lyden overraskende god. Alle bands spillede på samme baggear venuen igennem, men på trods af dette kom de enkelte bands lydmæssige særegenskaber klart til udtryk. Samlet set stod man tilbage med en oplevelse af klar, sprød og tung lyd. Med de ca 30-40 minutter der var imellem hvert band er dette ganske imponerende og vidner om et velfungerende og tjekket crew.

At begynde at beskrive de enkelte bands på festivallen ville være lidt formålsløst, dels på grund af mængden (25 bands!) og ligeledes ville det ikke være retfærdigt, da der var rigtigt mange virkelig gode overraskelser. Alligevel er der noget der står tilbage, for mit vedkommende, efter 3 dage i helvede...

Interment (SE) gik på scenen og lagde huset ned med sin totale svensker lyd, som taget ud af sunlight studios og gav minder om Entombed og Dismember fra starten af 90’erne.

Master (US) ét af de helt gamle death metal bands der trækker aner tilbage fra 80’erne, beviste med bassist og sanger Paul Speckman at selvom man er tæt på de 50 kan dødsmetal sagtens leveres nådesløst.

Necros Christos (DE) med forsanger og guitarist i rituel kjortel, leverede en omgang okkult death metal der ledte tankerne hen på mørke krypter og forbudte ritualer og beviste at de mestrede den tunge mørke død til perfektion.

Listen af virkelig gode oplevelser er lang og og kunne fortsætte, især synes jeg det var et godt træk at søndag, ”Gloomy Sunday”, var dedikeret til doom/funeral death bands, så de 3-dages tømmermandsramte Kill-Town gæster fik en mere ”slow paced” udfasning, end de foregående dages shows, at gå hjem på.

Et enkelt kritikpunkt, set ud fra mit egen orientering omkring dødsmetal, var at jeg manglede de mere rendyrkede tekniske døds bands, med grind trommer og sindssyg høvler. Det var der ikke så meget af. Men uden tøven vil jeg opfordre til at man lige ærgrer sig lidt over ikke at have deltaget i år og derfor skynder sig at sætte kryds i kalenderen til næste års festival. Jeg er i hvertfald meget spændt på, hvad der står på plakaten på Kill-Town Death Fest 2013 og vil helt sikkert være at finde blandt publikum næste gang dødshornet gjalder i Nordvest. Kill-Town Death Fest var overvejende en meget positiv oplevelse og ender derfor med 5 ud af 6.

Klik her for at se billeder fra Kill-Town Death Fest 2012

Læs mere...

Mighty Fight Night 2012: Pitchblack, Siamese Fighting Fish, Contrition, Shaped Like Swans, Sort Regn

I en tid hvor krydsfaktor og Voice præger DR og Tv2´s programflade med finpoleret mainstream pladermusik, kan man kun prise sig lykkelig for rigtigt oldschool talentkonkurrencer, hvor udvalg af den danske undergrund får muligheden for at spille deres musik mod hinanden. Mighty Fight Night er præcis sådan en talentkonkurrence. Tre bands stillede lørdag aften op til denne anden omgang af Mighty Fight Night. Bedømt af et dommerpanel samt de gæstende publikummer, med en 50/50 ratio, havde de tre bands al mulighed for at vise hvad de kunne og få spillet deres musik. Som om det ikke var nok blev publikum yderligere budt på tre bands, af den allerede etablerede slags, bare lige for at runde aftenen af med maner.

I konkurrencen deltog Barricade fra København, Sort Regn fra Ølstykke og Shaped Like Swans fra København. Første valgt af Mighty Musics facebookbrugere og sidste to udvalgt af Mighty Music, blandt en lang række ansøgere. Aftenen var altså ultimativt muligheden for at opleve hvad den danske undergrund havde at byde på og herved også Mighty Musics bud på fremtidige stjerner.

Henlagt til den ”nye” Pumpehuset, var det stuen i den gamle bygning, der lagde gulv til de mange gæster der havde fundet vej til indre København – og det var faktisk en hel del. Stedets størrelse taget i betragtning var stueetagen det perfekte valg for aftenens settings. Derved kunne aftenens første band, hardcore bandet Barricade, gå på til en godt fyldt sal. Med en leadguitar der stod lidt for lav spillede Barricade sig effektivt igennem første 1/3 af aftenens konkurrencer og fik vist en ganske interessant profil. Der var ikke meget nyt under solen, men det var reelt et faktum der gjorde sig gældende for hele aftenen. Der blev budt på klassisk hardcore som det er set og hørt et utal af gange før. Det være sagt havde Barricade nogle ganske fine kompositioner og formåede, at få sat godt gang i det fremmødte publikum.

Herefter var det blevet blackmetalerne fra Sort Regn´s tur til at stå på den lille scene. Råbt ind af et begejstret publikum, fik undertegnedes forventninger til bandet fra Ølstykke et lille nyk op. Desværre var det heller ikke her der var nytænkning på tapetet. Til gengæld havde bandet utroligt godt styr på deres black metal A-B-C, og formåede i løbet af deres korte tid på scenen, at aftjekke stort set alle black metal klicheer af. Iført krigsmaling, blev der budt på krigshyl, tørretumbler og en kende for ensformigt black metal for mit vedkommende. Bandet skal dog roses for at gå hele vejen og spille tight og energisk. Publikum var igen på og selvom guitar igen stod for lavt, især i forhold til trommerne, formåede Sort Regn at spille sig ganske fint igennem deres del af showet.

Som rosinen i pølseenden gik metalcore bandet Shaped Like Swans på scenen for at lukke og slukke for konkurrencen med maner. Desværre lykkedes det heller ikke for rosinerne, at tøjle de halvdårlige lydforhold – og om end det pladsmæssigt fungerede godt i stuen, var det lydmæssigt langt fra det man ellers har sammenlignet pumpehuset med. Til trods for energisk spil og sceneshow, fremsod lyden ganske mudret og det var flere steder svært at skelne de forskellige instrumenter fra hinanden i den tunge lydsuppe. Det lykkedes dog bandet at få sat gang i publikum, der taknemmeligt tog i mod – og hertil må specielt bandets sceneshow fremhæves for en dejlig intensitet og nærhed.

Kort og præcist havde alle tre kombattanter nogle lidt kedelige lydproblemer – men set i konkurrencens skær er det jo fint, at alle står lige når der skal bedømmes. Jeg var ikke videre imponeret af nogen af de tre bands. Jovist de spillede energisk og gjorde det også ganske fint hvad angår sceneshow, men suk, hvor var det dog uopfindsomt og hørt et utal af gange før. Er det her virkelig hvad vi skal forvente af den danske undergrund? Kopier af kopier af kopier? Jeg er naturligvis klar over at aftenens udvalgte ikke afspejler hele den danske undergrund, men det må da i hvert fald afspejle hvad vi kan forvente fra Mighty Mysic i fremtiden – og det synes jeg ærlig talt ikke er til meget mere end en middelkarakter. Hele striben får 3 ud af 6 for en middeloplevelse, hvor det dog skal påpeges at bedre lydforhold absolut havde hjulpet på oplevelsen.

Herefter bød resten af aftenen på nogle af de etablerede navne fra Mighty Music – først blev det sidste års vinder Contrition, der overbevisende viste hvorfor det var de vandt sidste år og ligeledes fik en til at tænke, at havde de stillet op i år, ville de med sikkerhed have vundet igen – men sådan skulle det jo også helst være, ellers havde bandet haft en betydelig mangel på udvikling. Contrition, spillede en gennemført og professionel koncert og der var flere gode momenter at spore, men det blev dog en smule langtrukket i længden og følelsen af gentagelse var uundgåelig.

Efterfølgende var det blevet Siamese Fighting Fish tur til at gå på scenen. Om end bandet kan kritiseres for at have en sound der bogstaveligt talt er so last century, blev leveret en energisk og velspillet koncert, der fik publikum fuldstændigt op at køre. Desværre fungerede det lydmæssige heller ikke for SIFIFI og specielt stryger var størstedelen af koncerten pist forsvundet i lydbilledet. Koncerten var, velspillet og energisk og absolut en af aftenens højdepunkter – hvis ikke højdepunktet.

Afslutningsvist ramte Pitchblack scenen. Det værende så sent på aftenen og efter så meget musik at de fleste havde fået mere end rigeligt. Det medførte naturligt, at publikum var blevet mere end halveret da bandet gik på. Synd og skam, men reelt ikke overraskender, der var bare alt for mange bands over alt for lang tid. Pitchblack virkede dog ikke som om det var noget der gik dem på og leverede, trods lydmæssige problemer, en ganske fin performance, der dog næppe blev husket af mange dagen derpå.

De tre ”hovednavne” leverede fine og solide performances, men i det retrospektive skær er det reelt kun SIFIFI der skiller sig ud og huskes for undertegnede. 4 ud af 6 til både Contrition og Pitchblack, mens SIFIFI kan løbe hjem med 4,5.

Samlet set må dette års version af Mighty Fight Night kategoriseres som en noget tam oplevelse. Initiativet er pisse godt og Mighty Music skal have stor ros herfra, men udførelsen var desværre knapt så gennemført. Som nævnt var udvalgte bands absolut ikke imponerende og tilføj dertil et alt for langt arrangement, der desværre ikke kunne holde på publikum. Lidt småændringer og så bliver dette års forhåbentlige tredje version af Mighty Fight Night, en langt større succes.

Og til den der sidder og undre sig – Barricade blev aftenens vinder. Tillykke med det.

Læs mere...

Copenhell 2011 - 2. dag

Fredag d. 18. juni, blev dette års udgave af Copenhell sparket godt og grundigt i gang. Med top performance fra bands som Baptized In Blood, Korn og Judas Priest, havde anden dagen af festivallen, og de bands der skulle spille, noget at leve op til. Festivallens anden dag bød på navnene Anvil, Doctor Midnight And The Mercy Cult, Protest The Hero, Kvelertak, Mayhem, All That Remains, Bullet For My Valentine, Morbid Angel & Gwar. .

Anvil
Anvil gik på scenen på det ukristelige tidspunkt kl. 14:30, med skyerne hængende tungt over festivalen. Netop tidspunktet og sandsynligvis også det uinspirerede vejr, var sandsynligvis årsag til størrelsen på det opmødte publikum, og mon ikke også gårsdagens headbanging og øl, havde del i det noget rolige og afslappede publikum.

Med mulighed for sure miner, vil jeg tillade mig at indskyde, at Anvil jo ikke ligefrem er kendt for deres musik, men i højere grad kendt for historien omkring bandet. ”Anvil – The Story Of Anvil” er i sig selv en klassiker, men rent musikalsk har bandet efter min mening aldrig haft det store at byde på. Det var da heller ikke det musikalske der lørdag bar bandet, men i højere grad deres livlige sceneshow. Lydmæssigt stod bandet fint og med en række småfejl og lidt justering fra start, fungerede hele koncerten da også udmærket.

At sætte Anvil på som første band en grå tømmermændsramt lørdag, er nok noget nær en taktisk genistreg. Bandet formåede med deres musik, men mest med deres humor og sceneshow, at få sparket liv i det søvndrukne publikum, der kunne gå fra koncerten med et smil på læben og lyst til mere musik – med eller uden dildospil på guitaren.

4 ud af 6 til Anvil, for en koncert der i høj grad vandt karakter på alt andet end musikken, men mon ikke også størstedelen af publikum, var mødt op for at se bandet fra den der film.

Doctor Midnight And The Mercy Cult
Efter Anvil havde vækket publikum og hjulpet til med at drikke de første par øl, var det blevet den skandinaviske supergruppe, med det fantastiske navn, Doctor Midnight And The Mercy Cult´s tur til at gå på scenen. Med medlemmer fra bl.a. Tubonegro og Satyricon i lineup, var der lagt i ovnen til et interessant møde. Undertegnede har ikke været så heldig at støde på dette band før, hverken på plade eller live, hvilket gjorde koncerten ekstra spændende. Rent musikalsk gør Doctor Midnight And The Mercy Cult sig i heavy metal og et eller andet sted fungerede det bare ikke rigtig den lørdag eftermiddag.

Bandet leverede en fin koncert, lyden var fin, men et eller andet sted formåede de bare aldrig at fange undertegnede. Andre fremmødte virkede da også mere interessere i at se hvad det nu var for noget, end bandet reelt. Lidt det samme gjorde sig gældende ved sidste års Copenhell, da Them Damned Things spillede om lørdagen. Forskellen var bare at Them Damned Things, formåede at fange det søvnige publikum, hvilket Doctor Midnight And The Mercy Cult ikke gjorde.

Det bliver måske en lidt hård bedømmelse, men det var ikke spændende og selvom bandet spillede fint og lyden var ok, så fungerede det ikke rigtig for bandet den formiddag. 3,5 ud af 6 til Doctor Midnight And The Mercy Cult.

Protest The Hero
Det canadiske progressive metal band Protest The Hero tog herefter over, efter den noget sløve foregående koncert – og lad det være sagt med det samme, de formåede at få sat gang i festivalen. God energi på scenen og god kontakt med publikum var delingredienser i bandets optræden. Til trods for et energisk show, havde bandet dog samtidig en række lydmæssige problemer, hvor vinden fik sit tag i såvel guitar og vokal. Det var heldigvis ikke noget der slog bandet ud, der stilsikkert forsatte deres koncert. Bandet formåede endda at få det, stadig noget sløje fremmøde af publikum sat op i gear, uden de dog formåede sætte alvorligt gang i festen.

Undervejs blev det bl.a. til numre som C’est La Vie, Bone Marrow, Dunsel og ikke mindst Blood Meat der for alvor sparkede røv. Til trods for en ganske velspillet koncert, lykkedes det desværre aldrig helt at få tæmmet elementerne, hvorved Protest The Hero samlet set måtte gå af scenen med 4 ud af 6 efter at have leveret et overbevisende show, der kunne have opnået langt bedre karakter under de rigtige lydforhold. Så kan man kun håbe at bandet, tidligere kendt som Happy Go Lucky, snart besøger Danmark i et lukket venue.

Kvelertak
Kvelertak havde byttet plads med All That Remains, hvilket nok var en ganske god ide, ikke så meget for publikums skyld, men mere for forsanger Erlend Hjelvik, der allerede fra koncertens start var pilvissen. Det var nu ikke noget der på nogen måde skade hans performance. Dels fordi det alligevel ikke er til at forstå de norske strofer og dels fordi der brøles så godt igennem, at der alligevel er umuligt, at forstå hvad der synges om det så havde været på dansk.

Energi og tempo er to ord der beskriver Kvelertaks show. Hele bandet var 100 % på under hele koncerten, hvor Erlend Hjelvik flere gange var ude en tur blandt publikum. Det var ellers ikke fordi det var lykkedes bandet at samle publikum fra start, men i løbet af deres energiske koncert kom flere til og der blev sat godt gang i publikum, der hoppede rundt for fuld energi til numre som Mjød, Ulvetid og Blodtørst. Kvelertak spillede hele deres 2010 debut, med undtagelse af et nummer – Sultans Of Satan, der desværre var savnet i sættet. Til trods for den gode energi på scenen, havde Kvelertak lidt svært ved at holde momentum, mest af alt fordi Kvelertaks numre i længden er en smule monotone.

Kvelertak forsatte den fest Protest The Hero havde startet, udviste vildsom energi og sceneshow og kun bandets lidt monotone setliste hiver dem ned på. 4,5 ud af 6.

Mayhem
Meget kan siges om Mayhem, og det der er at fortælle om bandet – selvmord, halskæder af kraniestykker osv. osv. osv. Alle kender the true stories om de onde onde nordmænd. Mindre kan siges om bandets musik, en gang teknisk voldsomt velspillet black metal, der sammen med de sorte skyer der trak sig sammen over Copenhell, var med til sende festivalen det tætteste den nogensinde har været på helvede. Lyden var på plads og det samme var bandet, men det er svært at finde ud af hvorvidt man skulle grine eller være bange for forsanger Attila Csihar og hans Dracula fremtoning. Rygterne gik om, at den lille maske han gik rundt og flashede som en anden teaterklovn, skulle være et rigtig barnekranie. Det kan muligvis have været sandt, men hvis det var, virkede det nu mere underligt end ondt, hvilket indfanger essensen af Attila´s del af Mayhem koncerten – mere underligt end ondt.

Overordnet levede Mayhem som band op til forventningerne, lige meget hvordan man så fandt Attilas fremtoning, og langt hen af vejen virkede det som en sejer for Mayhem. Publikum var mødt massivt op og til start virkede størstedelen også ganske engagerede. Desværre, var hele koncerten inklusiv det sparsomme sceneshow bare lidt kedeligt. Som sagt virkede historierne om dette band mere interessant end deres musik og det lod da også til at mange blandt publikum i højere var kommet for at se giraffen end egentlig høre musikken, hvilket også medførte at publikum langsomt mindskedes under koncerten..

4 ud af 6 til Mayhem, der leverede teknisk dygtig og velspillet metal, som desværre fremstod ret kedeligt i længden.

All That Remains
Næste skud på stammen var All That Remains, og ikke All The Remains, som festivalen pinligt havde fået skrevet i deres program. Det amerikanske metalcore band havde overtaget Kvelertaks plads i programmet og gik på scenen til et fuldstændigt proppet publikum. Allerede ved synet at de mange der var mødt op foran den lille scene, var det svært ikke at tænke på, om ikke All That Remains, havde passet bedre på Copenhells store scene, eventuelt i stedet for Protest The Hero eller Bullet For My Valentine.

Hvor Mayhem satte tempoet på festivalen lidt ned, bragede All That Remains den op igen. Med en voldsom energiudladning, der stort set væltede publikum bagover. Publikum var dog hurtigt oppe igen, og mens bandet spillede deres melodiske metalcore tracks, fik publikum sat gang i en kæmpe fest, med circlepits, headbanging og horn som der bør være på en metal festival.

Med numre som Six, Chiron, Not Alone, The Air That I Breath og ikke mindst Two Weeks skamspillede amerikanerne Hades og forlod scenen med festivalens, på daværende tidspunkt, bedste performance. 5 ud af 6 til All That Remains, der burde have spillet på Helvíti.

Bullet For My Valentine
Hvad skal man sige? Det walisiske metalcore band var nok dette års hadeband. Denne gang var tredje gang undertegnede ser Bullet For My Valentine, og det er aldrig lykkedes bandet at imponere til mere end en middelmådig karakter – aftenens performance på den store scene, skulle desværre vise sig at blive en gentagelse af tidligere oplevelser.

Det var heller ikke mange der havde fundet vej frem til scenen og størstedelen af de der havde, var af den yngre aldersgruppe. Lad det være sagt med det samme, bandet spillede en gang potent metalcore, men formåede endnu engang at være gabende kedelige. Al den og nerve og energi bandets musik har, faldt fuldstændigt til jorden og formåede ikke at komme meget længere end ud til de første tre rækker. Yderligere var lyden heller ikke denne gang med BFMV, der måtte lide med samme vindproblemer som Protest The Hero gjorde tidligere på dagen.

BFMV gjorde hvad de kunne, men efter at have oplevet en fantastisk metalcore koncert med All That Remains og voldsomt dygtigt spillet livemusik fra Mayhem, var det bare endnu mere tydeligt, hvor kedelige og ordinært spillende BFMV er. Publikums interesse holdte sig også til de første par rækker, der til gengæld virkede godt tilfredse med fremførelsen af numre som Your Betrayal, The Last Fight, Tears Don’t Fall og Alone. Bandet lukkede og slukkede for deres lidt ligegyldige del af Copenhell, og spillede sig hjem til 3,5 ud af 6.

Morbid Angel
Morbid Angel havde fået æren af at lukke og slukke for koncerterne på festivalens lille scene, Hades. Med entre på scenen blev det straks klart, at det ville blive gjort med maner. Som ved aftenens tidligere koncert på samme scene, var publikum fuldstændigt proppet – til trods for stor kritik af bandets nyeste udspil.

Morbid Engel gjorde hvad man forventede og i en grad der sagde røvhul. Med en præcision der nærmest var uhyggelig, fremførte bandet deres numre og styrede publikum rundt med hård hånd. På intet tidspunkt var der tvivl om hvem der ejede scenen, og med en voldsom brutalitet væltede David Vincent, Trey Azagthoth, Destructhor og Tim Yeung ikke kun scenen, men hele festivalen. Bandets sceneshow og udførelse af numre, passede sammen i en sådan overensstemmelse, at det var svært ikke at være fuldstændig imponeret.

Publikum tog imod, nød og gav igen af samme hånd. Alle tricks i den gamle book of moshing blev brugt og inden koncerten var omme, havde Morbid Angel meget overbevisende spillet sig ind på en karaktermæssig delt første plads ved dette års Copenhell. 5 ud af 6 til Morbid Angel for den magt demonstration mange havde håbet på.

Gwar
Som sidste koncert på Helvíti, gik Gwar på scenen 23:59, til et kampklart publikum – i hvert fald de blandt festivalens deltagerer der var blevet tilbage. De der har set Gwar live før, ved at Gwar = blodbad og lemlæstelse af kendisdukker såsom Lady Gaga. Men til trods for at det nok er det Gwar er bedst kendt for, leverede de rent musikalsk en ganske udmærket omgang, der gav publikum mulighed for at komme ud med den sidste energi de havde tilbage.

Gwar spillede ganske tight og formåede næsten at undgå de lydproblemer de tidligere bands på dagen havde haft. Reelt var kvaliteten af den musik Gwar spillede faktisk bedre end kvaliteten af deres sceneshow. Jeg er sikkert ikke den eneste, der mere tænker på Gwar som et makabert show end egentlig musik, men bandet overraskede godt og grundigt på den musikaske front.

Efter en times tid gik aftenens sidste band af den blodtilsmurte scene og lukkede dette års festival godt og sikkert. Til trods for den interessante musik og hele showet, var det svært at holde interessen for nogen af delene mere end 45 minutter, og efter at være blevet blæst væk af Morbid Angel, virkede Gwars koncert desværre mere som et sjovt show end makaber og ond afstraffelse af kendisser mv.. 4 ud af 6 til Gwar.

Den sidste koncert blev spillet, scenen blev lukket og lyset slukket. Tilbage stod man med en fortræffelig smag i munden. Efter to dage der står lige stærkt overfor hinanden, vinder anden dagen på marginalerne, men samlet var hele Copenhell en gigantisk succes. 4,5 til festivalens anden dag hvor All That Remains og Morbid Angel blæste publikum omkuld. Samlet set 4,5 til Copenhell 2011 og et forhåbentlig gensyn til næste år

Se preview af billederne fra Copenhell her.

Læs mere...

Copenhell 2011 - 1. dag

Efter et overskud ved sidste års afholdelse af Copenhell, var arrangørerne d. 18. og 19. juni parat med anden omgang. En anden omgang der virkede langt mere professionelt udført og forbedret på mange fronter. Mht. line up, var ”temaet” for årets bookninger, i støre eller mindre grad, frontløbere inden for de enkelte gruppers respektive genre. Første dagen af festivallen bød derfor på navnene Rollo Tomassi, Atrillery (erstatning for Kyuss Lives!), The Burning, Opeth, Baptized in Blood, Korn, Diecide & Judas Priest.

Rollo Tomassi
Med entre på scenen ca. kl. 15:30 måtte det engelske band fra start kæmpe mod vejrguderne. Vejret stod på skybrud, hvilket naturligt medførte at publikum forskansede sig i tørvejr, væk fra scenen. Det lykkedes dog bandes mathcore blanding af nintendomusik og metal, at få startet en lille fest. Med forsanger Eva Spence brølende på mikrofonen og resten af bandet energisk spillende, blev der sat gang i festen og som regnen stoppede og folk bevægede sig frem fra deres skjul, fik bandet da også et anstændigt publikum. En af de store ændringer i forhold til sidste års festival, var forbedringen af lyden for de to hovedscenen, Såvel Rollo Tomassi som de resterende bands, havde overordnet en rigtig god lyd på scenen, der formåede at komme helt ud til publikum – med enkelte undtagelser. Det skete naturligvis at lyden blev taget af vinden, men hovedsagligt fungerede de optimalt. Desværre var der andre ting der overhovedet ikke fungerede til Rollo Tomassi koncerten, ikke fra bandets side men fra festivalens. Da bandet endelig havde fået lokket publikum frem og fået sat lidt liv i festivalen, måtte bandet endelig bukke under for vejrguderne, da strømmen gik for hele festivalen. Trommeslager Edward Dutton forsøgte at holde lidt gang i festen, men kort tid efter blev det konkluderet, at bandet ikke ville komme i gang med at spille igen.

En ærgerlig afslutning på koncerten, da bandet havde spillet sig op, leverede en god energi og egentlig også havde det fremmødte publikum med sig. Bandet leverede en god profil på de numre de fik leverede, udviste energi og lyst til at spille trods problemerne. 4 ud 6 til Rollo Tomassi.

Artillery
Da Kyuss Lives! forsanger John Garcia sad fast i en lufthavn et eller andet sted i Canada, havde Kyuss Lives! tidligere på dagen været tvunget til at aflyse, hvilket havde medført at det danske thrash band Artillery, var blevet hentet ind på under tre timer. Lidt et mismatch i relation til genren, men i forhold til det tidsmæssige aspekt, var Artillery en ganske god redningsplanke at hive ind. Med entre på scenen ca. kl. 16:30 formåede det danske thrash band da også at udvise ganske god profil. Efter nogle lydmæssige opstartsproblemer, lykkedes det hurtigt bandet at få tilrettet en ellers mudret lead og rhythm guitar, hvorefter bandet kunne levere numre som ”When Death Comes”, ”Mi Sangre” & ”Worrior Blood”.

Artillery formåede at samle en god del publikum under koncerten, uden at den store plads på nogen måde var fyldt. De der var mødt op, virkede reelt interesserede og fik saluteret danskerne med horn og hårsving. Desværre for bandet lykkedes det ikke at opholde momentum. Efter ca. 45 minutters spilletid, begyndte publikum at sive fra koncerten og det virkede da også en smule som om, der gik tomgang i bandet oppe på scenen.

Overordnet leverede Artillery en rigtig god erstatningskoncert. Veteranerne kunne deres numre på fingrespidserne, spillede tight og spillede en muligvis bedre koncert end Kyuss Lives! ville have gjort. De enkelte lydproblemer og bandets problemer med at holde momentum trækker dog en del fra i den samlede oplevelse, hvorfor Artillery ender med 4 ud af 6

The Burning
Fra det ene danske band til det andet. Jyske The Burning stod for underholdning i dagens tredje koncert. Kl. 18:00 gik bandet på scenen, til et fuldstændigt proppet publikum – det virkede nok mere proppet end det var, pga. en kæmpe vandpyt der stjal meget plads. The Burning leverede en middelmådig koncert, der nok mest af alt huskes for energien på scenen og humoren. Jf. forsanger Johnny Haven, var The Burning ikke bare til Copenhell for at spille deres eget gig, men også som erstatning for Bullet For My Valentine, der havde fået AIDS i øjnene - en udtalelse der faldt i godt jord hos det fremmødte publikum.

Generelt havde bandet ikke specielt god lyd, hvor specielt leadguitar var mudret og trommerne buldrede løs. Heldigvis kompenserede bandets energiske sceneshowet for den dårlige lyd. Samlet set var reelt først hen mod sidste halvdel af koncerten, at det rigtig fungerede for The Burning og irritationen over dårlig lyd blev opvejet af glæden ved bandets performance. 3,5 ud af 6 til jyderne, for en ok koncert, der specielt var hæmmet af de dårlige lydforhold.

Opeth
Kort efter havde det svenske progressive metal band Opeth fundet vej til festivalens store scene, hvilket havde tiltrukket en stor del af festivalens gæster. Godt fyldt op gik bandet på scenen for at levere en teknisk gennemført koncert, der desværre aldrig fik udfriet de mange forventninger der var til bandet.

Lydmæssigt, stod bandet godt, det tekniske fungerede fint, på nær forsanger Michael Åkerfeldts vokal, der til tider var svær at høre, i sær i de tunge stykker, hvor brølet druknede i bas og stortromme. Til trods for de nævnte problemer, var publikum engagerede i bandet og bandet virkede mindst ligeså engagerede i at leverer overfor publikum. Det store problem ved koncerten var intimiteten og stemningen, som Opeth levere når man lytter på deres udgivelser. Sandsynligvis på grund af spillestedets størrelse, fik man som lytter aldrig de følelse af intimitet eller følelsen af at musikken voksede sig større som man lyttede. Det virkede i stedet som om at det hele forsvandt langs siderne, hen langs cementen på gulvet, hvor et mindre, lukket venue, sandsynligvis ville have fungeret bedre for denne koncert.

Overordnet set, spillede Opeth dog en ganske fin koncert, og med numre som The Grand Conjuration, Deliverance, Face Of Melinda & In My Time Of Need formåede de også at levere hvad der var forventet, men så heller ikke mere. Specielt var sidstnævnte medførende til at momentum forsvandt for Opeth og ligeledes at publikum forsvandt. 4 ud af 6 til Opeth, der dersværre skuffede en smule live.

Baptized In Blood
Med entre på scenen til titelnummeret fra Jaws, havde Baptized In Blood, før de overhovedet havde spillet en tone, formået, at få fyldt arealet omkring Copenhells lille scene fuldstændigt. Publikum var mere end parate til bandet og allerede kort inde i koncerten kunne Copenhell opleve årets reelt første circlepit.

Desværre oplevede bandet samtidig en del lydmæssige problemer, hvor såvel vocal var svært utydelig og samme for leadguitaren. De vokalmæssige problemer blev heldigvis løst hurtigt, mens problemerne med leadguitaren forsatte igennem hele koncerten. Heldigvis leverede bandet samtidig et energisk og intenst sceneshow, der i høj grad bidragede til den fest publikum havde hele koncerten igennem.

Med numre som Up Shirts, Down Skirts, Dirty´s Back og ikke mindst Game On, der startede koncertens anden store circlepit, spillede bandet sig igennem deres bidrag til Copenhell og kunne tilfredse forlade scenen og festivallen. 4,5 ud af 6 til Baptized In Blood, der leverede en energisk og intens koncert, hvor de gennemgående lydproblemer ødelagde lidt af den samlede oplevelse.

Korn
Numetallens konger fra Korn gik på scenen kl. 21:30, til dagens største fremmøde foran festivalens store scene. Af et bandet at være, der har modtaget så meget kritik og af mange betragtet som en af festivallens dårligste bookninger, overrasker det en del, hvor mange der reelt havde fundet vej til scenen. Det tog da heller ikke bandet mere end et splitsekund, før de med første nummer ”Blind”, tilbage fra bandets debutalbum, havde sat skub i showet. Efterfølgende blev det til en ren hitparade, med højdepunkter i Shoots And Laders, Did My Time og Falling Away From Me, mens sikre hits som ”Got The Life” og ”Freak On A Leash” blev leveret tamt og kedeligt.

De mange hits var da også katalysator for den fest, der blev startet blandt publikum, der virkede meget engagerede og tilfredse med hvad de fik. På scenen var der dog ikke tale om den store fest, hvor det i lang tid kun var Jonathan Davids og den nye trommeslager Ray Luzier, der udviste engagement i koncerten – men som denne skred fremad fik bassist Fieldy da også luftet de lange fletninger, mens altid stillestående Monkey, fastholdte sig passivt. Lydmæssigt gik koncerten klart igennem og Korn kunne med sikker rutine, ride sejeren i land, med enkelte overraskelser undervejs, her i blandt det lille ”Metallica – One” intermezzo tidligt i koncerten.

Korn gjorde hvad man kunne have forventet – de leverede varen og i en sådan grad, at publikum var klar til at feste videre bagefter. 4,5 ud af 6 for en velspillet koncert, hvor specielt de sløve fremførelsen af førnævnte ”sikre” hits trækker ned.

Deicide
Lige ind til bandet reelt stod på scenen, var der nok mange der havde frygtet at det amerikanske bande endnu engang ville aflyse. Det skete dog ikke og kl. 23:00, kunne Deicide gå på scenen til et meget tæt pakket og forventningsfuldt publikum. Forventningerne blev indfriet, men ikke på den bedst mulige måde. Bandet virkede engageret på scenen og fik da også udstrålet og signaleret hvad der kunne forventes, men specielt trommeslager Steve Asheim, havde simpelthen alt for mange problemer med trommespillet, til at det ikke ødelagde det samlede indtryk.

Publikum virkede da heller ikke fuldt ud tilfredse. Den forreste del tilkendegav deres respekt for bandet og interesse, men det var tydeligt at antallet af fremmødte løbende igennem koncerten blev mindre, i sær blandt den bagerste del. Om det var utilfredshed med bandet, et ønske om at komme forrest til Judas Priest eller en tredje årsag er uvist, men det lod ikke til at Deicide formåede at fastholde publikum i den grad der kunne være forventet.

Til trods for Steve Asgheims problemer, leverede bandet ellers en lydmæssig god og sikker koncert, der viste et professionelt band, der leverede varen. Det blev til en ond, ond, ond koncert, inden Deicide lukkede, slukkede og brølede af. 4 ud af 6 til Deicide.

Judas Priest
Kl. 00:00, var det blevet tid til denne aftens sidste koncert og aftenens hovednavn. Med Rob Halford i front og Richie Falukner på guitar som erstatning for Downing, gik Judas Priest på scenen og leverede en næsten fejlfri koncert, der i høj grad levede op til de resterende præstationer på første dagen. Judas Priest leverede hvad de skulle og hvad der var forventet – vanen tro var scenen pyntet godt op i den rette Judas Priest ånd, men til trods for at man som publikummer ved hvad man kan forvente, var det alligevel noget trist at se den aldrende Halford i sådan en grad stå stille på scenen, og samtidig have problemer med at levere vokalen. Først et godt stykke inde i koncerten, under ”Blood Red Skies” kommer der endelige lidt liv i Halford, der til gengæld virker som om han havde sparet energi op i den foregående del af koncerten.

På næsten samme tid udvikler koncerten sig til den fest, det var forventet at Judas Priest ville levere. ”Breaking The Law”, ”Painkiller” og ”Electric Eye” satte for alvor gang i festen, der dog burde være startet langt tidligere. Lydmæssigt stod koncerten skarp og til trods for Halfords noget rustne vokal leverede han, som resten af bandet, en velgennemført performance. Gennem ca. 2 timer spillede bandet for de mange opmødte publikummer, der engagerede var med hele vejen, før de pakkede sammen og lukkede for det danske kapitel af bandets sidste turné.

Judas Priest leverede hvad det var forventet, men det tog alt for lang tid før bandet rigtig fik startet festen. Muligvis var det ikke nødvendigt at spille 2 timer og det kan diskuteres om et mindre og mere effektivt set ikke havde gjort det ligeså godt eller måske bedre. 4,5 ud af 6 til Judas Priest.

Efter de sidste gæster havde forladt Refshaleøen og fundet hjem, kunne man se tilbage på en dag, der havde været plaget af uheldige opstartsproblemer – strømsvigt og afbud fra Kyuss Lives!, men også en dag hvor størstedelen af de aktuelle bands havde leveret en performance langt over middel. Af dagens højdepunkter var Baptized In Blood, Korn og ikke mindst Judas Priest. Samlet set scorer førstedagen af Copenhell 2011, 4,5 ud af 6.

Se preview af billederne fra Copenhell her.

Læs mere...

Copenhagen Live 2010

Med vand væltende ned fra himlen og skyer, der indbød til alternative indendørsaktiviteter, var tirsdag d. 2. juni ikke ligefrem den perfekte opvarmning til et af årets store rockoplevelser. Heldigvis havde de gode rockguder set sig glade for arrangementet dagen efter og sørget for høj solskin og let brise på 10-øren, da portene dagen efter blev åbnet for den første udgave af Copenhagen Live. Scenen var sat til en perfekt dag, og det eneste der stort set kunne ødelægge dagen ville være et spontant udbrud af regn fra en ellers skyfri himmel eller elendig performance fra de fem hovednavnes side. Intet af ovenstående skulle komme i nærheden af at ødelægge dagen.

Til at starte det talstærkt fremmødte publikum op havde arrangørerne formået at få fat i Slash, der havde fået den svære opgave at overbevise publikum i den bagende sol om, at man godt kan give den gas kl. 14 en lørdag. Med entre på scenen iført det vanlige lange hår og den klassiske hat satte Slash festen i gang på fornuftig vis. Efter for nyligt at have udgivet sit nye album havde Slash, bandet og den valgte forsanger Myles Kennedy heldigvis valgt at tage udgangspunkt heri og levere en stor del af materialet derfra. Det blev blandt andet til ”Ghost”, ”Nothing To Say” og ”Starlight”, sidstnævnte værende det nummer der, forståeligt nok, fungerede bedst med Myles Kennedy på vokal – forståeligt nok, da det er Myles der leverer vokalen til det nummer på albummet. Der skulle dog ikke gå mere end tre numre, før den første klassiker blev leveret. Med skarphed og præcision blev ”Nighttrain” skudt ud over publikum, der slugte nummeret råt. Fra Guns siden leverede bandet yderligere den forventede ”Sweet Child O’ Mine” og den store finale med den situationspassende ”Paradise City”. Det var selvfølgelig ikke kun Slash’s egne numre og numre fra hans tid i Guns, der blev spillet, der blev ligeledes givet numre fra Velvet Revolver, hvor publikum bl.a. blev introduceret for ”Slither”.

Lydmæssigt var Slash’s koncert velfungerende. Lyden flød lidt i vinden som det kunne forventes, men såvel vokal som Slash’s guitar gik klart igennem og dannede rammerne for, hvad der kunne have været en perfekt koncert. Hvor bandet og Slash fejler, er netop ved bandet. Slash var giraffen, og kom også til at fremstå som sådan. Størstedelen af tiden var han isoleret på scenen, hvor alle kunne se ham, alene, med undtagelse af enkelte perioder. Det medførte at man fik fornemmelsen af, at bandet bare var med fordi der var behov for et band – og man fik aldrig fornemmelsen af en egentlig samlet enhed. Dertil agerede Myles Kennedy simpelthen som den mest irriterende sanger, undertegnede nogensinde har oplevet. Han strålede på sit eget nummer – ”Starlight” og fungerede også godt på de resterende numre fra det nye album, men så snart der blev spillet Guns eller Velvet Revolver, gik den totalt i baglås for manden, der så i stedet for at synge som Myles Kennedy af en eller anden mærkelig grund lavede en elendig coverversion af Axl Rose og Scott Weiland. Skuffende, især fordi Myles ellers leverede en fin præstation.

Samlet set leverede Slash og drengene en perfekt start, der dog bar præg af Myles Kennedys mærkeligheder. Balancen mellem nyt og gammelt materiale fungerede fortræffeligt, men det var dog alligevel tydelige, at det var de ældre klassikere der for alvor satte publikum i gang. 4 ud af 6 til Slash og company.

Herefter var det blevet Bullet For My Valentine’s tur til at levere varen. Som den mest hardcore oplevelse på dagen havde metalcorebandet fra Wales muligheden for at spille deres musik for en masse mennesker, og tydeligvis var der også en stor andel af publikummet, der hverken var kommet for at høre bandet eller reelt var interesseret i det. Ærgerligt, men sådan er vilkårene nu engang til festivaler af denne type. Det var da også en forholdsvis lille andel af publikum, der havde fundet frem til scenen, og blandt dem der havde, var størstedelen en del yngre end gennemsnittet på dagen. Som om bandet ikke havde svære odds fra start, havde bandet heller ikke specielt gode lydforhold. Lyden sejlede rundt i vinden og på scenen og lød i det hele taget enormt mudret. Bandet gjorde hvad de kunne, og allerede tidligt i koncerten leverede bandet deres semihit ”Tears Don’t Fall” – og den del af publikum, der var foran scenen og nød koncerten, slugte det med tilfredshed, det samme gjorde sig gældende da bandet spillede ”Waking The Demon” og ikke mindst deres afslutningsnummer ”The Last Fight”. Men når alt kommer til alt hjælper det ikke meget, at 5 % af det fremmødte publikum er begejstrede, når den resterende del er mere interesserede i at snakke og drikke fadøl. Bullet For My Valentine forsøgte sig så godt de kunne, men stod overfor en umulig opgave, 3 ud af 6 stjerner for det ihærdige forsøg og ikke mindst den elendige fejlbookning af bandet fra arrangørernes side – Ærlig talt, det var forventet at BFMV ikke kunne løfte publikum.

Efter den lidt fesne oplevelse var det blevet det gendannede postgrunge band Skunk Anansie’s tur til at forsøge at løfte stemningen op igen. Bandet gik stærkt på scenen og lagde hårdt ud med de to hårdtslående klassikere ”Selling Jesus” og ”Charlie Big Potato”, hvor især den karismatiske forsanger Skin med sin attitude og energi bragede igennem og startede en ren fornøjelse af et gensyn. Det lod dog til snart til, at publikum var faldet i en ølslummer efter Bullet For My Valentines del af showet, og det tog desværre et par numre før publikum rigtigt kom i gang, til trods for at Skunk Anansie stort set leverede et greatest hit show. Det var først da bandet leverede et andet af deres energisk rockede numre, ”I Can Dream”, at der virkelig gik ild i koncerten. Herefter levede koncerten sit helt eget storslåede liv, der nærmest blev toppet gang for gang bandet spillede en ny ”gammel” klassiker – og som om det ikke var nok, fik publikum også fornøjelsen af et nyt nummer. Godt igennem koncerten blev tempoet sat ned, og bandet leverede først ”Hedonism” stærkt efterfulgt af ”Weak”, der skabte den totale sammensmeltning mellem det energiske band og publikum. Med Skin gående rundt ovenpå publikum, syngende med en fantastisk udstråling, skabte bandet dagens største oplevelse, inden sangerinden lod sig falde bagover i fuld tiltro til publikum og deres hænder. Herefter forsatte bandet deres sejr og endte med at afslutte koncerten på den eneste vis, de næsten kunne via ”Little Baby Swastika”.

Lydmæssigt var koncerten på højde med Slash’s koncert og der var egentlig ikke det store at beklage sig over på den front – andet end at Skins vokal enkelte gange druknede i lyden fra guitaren. Derudover er der ikke meget andet at sige, end at der var tale om en fantastisk koncert. Bandet fremstod som en samlet enhed der havde lysten og energien til at spille en fantastisk energisk koncert, som gav publikum alt de var kommet efter og en lille smule mere. 5 ud af 6 til Skunk Anansie.

Før det storsælgende hovednavn fra Tyskland skulle på scenen, var det blevet Danmarks egen tur til at svinge med guitaren og give den et los i bollerne. Volbeat havde fået tildelt fornøjelsen af at spille solen ned over 10-øren og samtidig lægge den sidste sten, inden aftenens altoverskyggende hovednavn skulle på scenen. Med vanlig attitude gik bandet på scenen for at give størstedelen af de fremmødte publikummer en velspillet og professionel gang metal. Michael Poulsen startede koncerten med sin karismatiske vokal og ledte sikkert bandet i havn til en meget sikker sejr. Som det skal være til de store festivaler, havde bandet da også medbragt lidt ekstra i posen. Et nyt nummer fra deres kommende plade, der lovede god metal, dog uden de store nyskabelser, Pernille Rosendahl på ”Mary Anns Place” og selvfølgelig Johan Olsen storskrålende på ”The Garden’s Tale”. Alt i alt leverede Volbeat den koncert, der var forventet og gjorde deres til at skabe lidt overraskelser – uden det dog rigtig var andet end deres nye nummer, der for alvor overraskede.

Lyden fungerede fint for Volbeat, og heller ikke her er der meget at brokke sig over, da i hvert fald ikke hvis man bruger ørepropper. Gjorde man ikke det og havde man fundet vej frem foran scenen, har man været sikker på at få smadret sine ører fuldstændigt. Bandet spillede meget højt, og det er lige før det ville have gavnet bandet at skrue en smule ned for volumen.

Samlet set leverede Volbeat hvad der var forventet. En ordentlig velspillet og energisk metalkoncert der sparkede røv på hele koncertarealet. Det være sagt leverede bandet ikke nogen speciel overraskende koncert, og til trods for at bandet må siges at spille energisk, blev det hele en smule kedeligt, når man stort set kunne forudsige det næste nummer der blev spillet. Det indbringer bandet en sikker sejr og 4,5 ud af 6.

Herefter var mørket langsomt ved at falde på og som skumringen bredte sig, gik de tyske giganter på scenen for at starte den mest professionelle cirkusoplevelse, undertegnede nogensinde har oplevet til en koncert. Til trods for at der er tale om indlærte rutiner, der bliver fremført aften efter aften, er Rammsteins brug af ild, lakkostumer, fyrværkeri og skumsprøjtende peniskanoner fortryllende imponerende – faktisk for imponerende. Publikums sanser arbejdede konstant på højtryk og de visuelle fortræffeligheder havde en tendens til at sænke den enkelte publikummers fokus på musikken. Ærgerligt, men det er sgu svært at være fuldt engageret i musikken, når der flyver fyrværkeri hen over hovedet på en og ens øjenbryn bliver flamberet af varmen fra ildkanonerne på scenen. Det være sagt leverede Rammstein en fornuftigt sammensat koncert, der havde fokus på sidste års udgivelse ”Liebe Ist Für Alle Da”.

Med et brag blev koncerten sat i gang med ”Rammlied” inden bandet tog pusten fra publikum og sendte det ene nummer af sted efter det andet. Samlet set blev det til 16 numre, hvor det dog var de ældre numre, der rigtig sejrede. ”Ich Will”, ”Links 2-3-4” og ”Feuer Frei” gav rigeligt med mulighed for at bevæge nakken, mens ”Mutter” gav publikum mulighed for at ytre deres bedste tyske vokaler, inden ”Du Hast” og ”Sonne” skabte den rene ekstase. Kort sagt var der rigeligt af hitmateriale og selvfølgelig blev der også plads til ”Pussy” og ”Benzin” samt en overraskende udeladelse af ”Amerika”.

Lydmæssigt var der ikke tale om dagens bedste performance. Det var svært at skille instrumenterne fra hinanden og til tider fremstod lyden desværre en smule mudret. Till Lindemann brølede sig dog klart igennem og stod i skarp kontrast til den lidt mudrede lyd fra resten af bandet.

Samlet set spillede Rammstein den koncert, som det var forventet at de ville. Der var ild, der var effekter, der var tyskere og der var metal af bedste klasse. Størstedelen af publikum havde fundet vejen op til den store scene og der var absolut heller ingen tvivl om, at det var tyskerne der havde solgt størstedelen af billetterne til Copenhagen Live. Bandet spiller sig hjem til fortræffelige 4,5 for en velspillet koncert præget at lidt skidt lyd og voldsomt meget cirkusgøgleri.

Efter tyskernes afslutning på dagens program lignede koncertpladsen på 10-øren en ren losseplads. Folk fandt deres vej hjem i den danske sommernat og kunne se tilbage på en solrig dag med 4 fantastiske koncertoplevelser og en enkelt, forventet, mindre spændende performance. Samlet set indtjener Copenhagen Live 4 ud af 6 for koncerterne. Hvis der ses bort fra de enkelte koncerter, lader det til at arrangørerne havde gjort et fint stykke arbejde – til trods for bookningen af Bullet For My Valentine. Derudover kan arrangørerne kritiseres for den elendige oprydning og mangel på skraldespande. Aldrig har jeg set et lignende svineri til nogen koncert/festival – uforståeligt at der ikke var sat pant eller lignende på plastglas og pap, så den store plæne ikke var endt med at få plasticgulv. Derudover kan det kun siges, at Copenhagen Live endte med at blive et fantastisk arrangement, stærkt hjulpet af det fantastiske vejr, som også indbringer festivalen et billigt halvt point ekstra. Samlet 4,5 ud af 6 for en fantastisk dag, der forhåbentlig bliver til en snarlig gentagelse med et ligeså spændende program.

Læs mere...

The Psyke Project skriver nyt album og går i studiet

  • Udgivet i Nyheder

I uge 6 2013 besøger The Psyke Project Dead Rat Studio med Jacob Bredahl bag knapperne for at indspille deres nye fuldlængde album og opfølgerne til ”Dead Storm” fra 2009, og ligesom de foregående fire albums, indspilles alt musik live.

Albumudgivelsen er sat til maj 2013, hvor The Psyke Project også besøger flere Europæiske byer, som en del af en større Europa tour. Dato og sted for dansk release party offentliggøres snarest.

D. 7. december i år præsenterer The Psyke Project på BETA i København en særlig showcase ved navn “Black Christmas”. Her vil bandet være kuratorer og værter for en aften, hvor de sætter fokus på, og selv udvælger, fire danske upcoming navne, som de synes er nogle af de mest interessante i dansk metal lige nu. Udover det, vil det på aftenen være muligt at lytte til tre numre fra deres kommende materiale. Projektet er inspireret af det engelske koncept “All Tomorrows Parties”, som startede traditionen om kuraterede festivaler og events.

Hold øje med bandets Facebook profil, hvor der løbende vil komme beskrivelser fra medlemmerne selv omkring sangskrivningsprocessen, den musikalske retning og kommende koncerter.

Læs mere...

Cult Of Luna: Nyt album til januar

  • Udgivet i Nyheder

Indie Recordings har skrevet kontrakt med det svenske Post-Metal band Cult Of Luna, hvor igennem bandet vil udgive deres nye album ”Vertikal” den 25. januar. Bandet har udtalt sig følgende om albummet:

”The album will be released at the beginning of the year, and is thematically influenced by the film ´Metropolis´: a hypnotic backdrop of machinery and repetition. Before we started writing we were keen to find a theme that in a very direct way could be shown through the music, and we hope to have achieved this. We developed clear structures – very linear, refusing to over complicate the writing process – Cult Of Luna”

Bandet kan opleves live den 19. april på Lille Vega i København.

Læs mere...

Meshuggah til DK i maj måned

  • Udgivet i Nyheder

Meshuggah aflyste tidligere på året deres danske koncerter, nu har bandet offentliggjort 2 nye datoer på deres skandinaviske tour ”The Ophidian Trek”, bandet spiller hhv. den 5. maj på Lille Vega i København og 6. maj på Voxhall i Aarhus. Support bandet er endnu ikke offentliggjort.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed