fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Author & Punisher, Royal Metal Fest 2019

Hold nu for helvede jeres kæft, når I er til koncert.

Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal indlede denne anmeldelse. For jeg har i bund og grund ikke tilstrækkelige ord om den besættende totaloplevelse, som det amerikanske enmands-industrialprojekt Author & Punisher forsøger at berige os med.

Derfor henvender jeg mig indledningsvist til alle de forbandede respektløse sludretanter, der vælger at forpeste deres egne og andre menneskers koncerter med noget så ligegyldigt som snak. Jeg har efterhånden set mig nødsaget til at påtale det i adskillige anmeldelser, og det er fordi, det bliver ved med at være nødvendigt.

Der er ingen, der er kommet for at høre på dig. Vi er kommet for at høre musikken og ikke andet. Hvis du ikke er i stand til at tie stille og fokusere på et stykke kultur i en time, har du seriøst brug for hjælp.

Nå. Hvorom alting er…

Author & Punisher er tungt, hårdt, brutalt og umenneskeligt. Fuldstændig ligesom nærmest alt andet musik på RMF, og ligesom store dele af metalmusik i al almindelighed. Men Author & Punisher er det i langt højere grad. Og det interessante er, at der hverken er guitar eller trommer involveret.

Samtlige lyde er frembragt med sampler, sequencer, keyboard, en vokal forvrænget til ukendelighed, samt først og fremmest maskiner. Maskiner hjemmelavet af Tristan Shone selv — a.k.a. Author & Punisher — antageligvis i en garage eller et værksted i hjembyen San Diego.

Hans musik er det tungeste og mest utilnærmelige industrial, jeg nogensinde har hørt. “Industrial doom” kalder han det selv, ligesom han har døbt sine musikalske håndvåben “drone machines”. Og jeg kommer da også til at tænke på et band som Sunn O)). For lydniveauet er højt grænsende til det smertefulde, og de dybe vibrationer kan mærkes i hele kroppen fra fødder til hovedbund.

Der findes folk, der render og tror, at Rammstein skulle være industrial; Author & Punisher får Rammstein til at lyde som Big Fat Snake på ketamin.

Shone frembringer de kolde, knusende fabriksrytmer med et håndholdt skinnesystem, som han kører konstant frem og tilbage med lige dele aggressiv besættelse og forbløffende præcision. Alt imens råber han ind i et mindre halvmaskelignende filterpanel med så meget distortion, at Al Jourgensen til sammenligning lyder som Enya. Jeg kan til nøds tyde, at der overhovedet er tale om menneskesprog.

De enkelte numre starter og slutter ikke rigtig på traditionel vis. Der er tale om én lang, omhyggeligt koordineret auditiv udvikling bestående af sekventielle opbygnings- og nedbrydningsloops. Musikken smelter sammen, ligesom mand og maskine smelter sammen. — Og det samme gør samtlige publikums organer under de sønderrivende vibrationer.

Hele det cyberpunk’ede setup giver Author & Punisher en visuel fremtræden som en superskurk alt for frygtindgydende til nogen tegneseriefilmatisering. Hele denne nådesløst larmende maskinkakofoni kunne faktisk passende danne soundtracket til den nat, hvor Skynet bliver selvbevidst og robotterne gør menneskeracen til slaver. Ja, det er egentlig pudsigt, som folks indledningsvist nævnte snak blander sig med det dommedagsdystre lydunivers og faktisk kun får det hele til at antage en langt mere foruroligende mareridtsagtig karakter.

(Men derfor skal I stadig holde jeres kæft, når I er til koncert.)

Læs mere...

Anaal Nathrakh - A New Kind Of Horror

Anaal Nathrakh er et af de bands, hvor det ikke er tilstrækkeligt med en enkelt genrebetegnelse; kun at beskrive musikken på bandets tiende studiealbum, ”A New Kind Of Horror” som Black Metal, afdækker slet ikke hele billedet. For når englænderne smider elementer af Industrial og Grindcore oveni, vokser musikken til noget andet og mere – nogle gange MEGET mere. Allerede fra de første toner af ”The Road To …” fornemmer man, at der venter noget vildt, og den fornemmelse holder stik: Den næste halve time er ét langt bombardement, hvor den nævnte cocktail gør allerede voldsom musik endnu vildere – det her er IKKE for børn, og jeg kender mange voksne, som hurtigt vil smide håndklædet i ringen.

Imod denne energiudladning udgør Dave Hunt, som optræder under kunstnernavnet V.I.T.R.I.O.L, en vokal enmandshær. Han synger for det meste med myndig stemme, men han har også et ekstra gear: Når det kræves, skriger og hyler han med en enorm intensitet. Det lyder som om man havde taget det vildeste hvin fra Power Metal og klonet det med King Diamond og Dani Filth fra dengang han var sej. Det passer fint ind i helheden, så vokal og musik smelter sammen til en enhed.

På ”A New Kind Of Horror” viser Anaal Nathrakh sig i absolut topform, og hvis de kan overføre energien, vildskaben og ekstremerne fra studiet til scenen, bliver bandets kommende turne en eksplosiv affære – så meget, at man hellere må checke fundamentet i Studenterhuset i Aalborg, inden englænderne spiller på årets Metal festival.

Tracklist:
1. The Road To...
2. Obscene as Cancer
3. The Reek of Fear
4. Forward!
5. New Bethlehem/Mass Death Futures
6. The Apocalypse Is About You!
7. Vi Coactus
8. Mother of Satan
9. The Horrid Strife
10. Are We Fit for Glory Yet? (The War to End Nothing)
Samlet spilletid: 33:00

Læs mere...

Ministry - AmeriKKKant

Ministry har efterhånden længe været blandt de mest fremtrædende navne indenfor Industrial, men det at have været på banen i mange år betyder ikke, at man bare læner sig tilbage og lader tingene ske uimodsagt. Både titlen og coveret viser tydeligt, at bandets hovedmand, Al Jourgensen, er godt og grundigt utilfreds med tingenes tilstand i USA.

Hovedmålet for mandens vrede er Donald Trump, som bliver angrebet og hånet på en stor del af albummet. Det sker bl.a. ved at forvrænge nogle af præsidentens slogans og udtalelser, og blande dem med forskellige samples. Stilmæssigt passer det fint ind i Ministrys verden, men det fylder alt for stor en del af spilletiden. Den fornemmelse forstærkes af, at nogle statements gentages henover flere tracks, så disse kommer til at føles som ét langt nummer.

Samtidig indeholder albummet alt for lidt egentlig musik; den optræder kun i korte passager som sammenhængende afbrydelser af den lydcollage, som albummet fremstår som. Det er specielt ærgerligt fordi musikken her er udstyret med knaldhårde rytmer og skarpe guitarer. Men ringe andel af musik betyder, at form og indhold ikke passer sammen på ”AmeriKKKant”; de skarpe meninger, som Jourgensen er kendt for, kommer ikke tydeligt nok frem. I stedet drukner de i det musikalske rod, der omgiver, dem med det resultat, at albummets ender som en letkøbt og skuffende affære.

Tracklist:
1. I Know Words
2. Twilight Zone
3. Victims Of A Clown
4. TV 5-4 Chan
5. We're Tired of It
6. Wargasm
7. Antifa
8. Game Over
9. AmeriKKKa
Samlet spilletid: 47:58

Læs mere...

The Interbeing - Among The Amorphous

Med debutalbummet ”Edge of The Obscure” fra 2011 skabte The Interbeing behørig opsigt på Metalscenen, ikke kun her i Danmark, men også udenfor landets grænser. Nu er de klar med fuldlængde nummer to, som er et dystert Sci-fi konceptalbum.

Der anvendes rigtig meget keyboards, som både bidrager med melodistykker og den rette maskinelle stemning. I ”Sins of the Mechanical” og ”Sum of Singularity” er lyden meget som hos Flake i Rammstein, men generelt er anvendelsen meget varieret. Det samme gælder det vokale, hvor Frontmanden Dara Toibin præsterer en vokal, som problemløst veksler mellem brøl, growl og ren sang; en meget overbevisende præstation. I omkvædene støttes han af kor, som i opbygning og udførelse minder mig om Fear Factory.

Når det gælder numrenes rytmiske basis, er det nærmere et navn som Meshuggah, der melder sig. The Interbeing arbejder med nogle af de samme staccatorytmer som svenskerne, bare i en lidt mere behersket udgave.

Det er et meget ambitiøst projekt, bandet fra København har sat i søen; det er stilsikkert med den rette hårdhed i de forskellige elementer, det er glimrende produceret og tilsvarende udført. Når jeg alligevel ikke overgiver mig 100% skyldes det primært, at der mangler interessante melodier som i ”Borderline Human” og ”Deceptive Signal”. Det gør helheden lidt overfladisk og uden den spænding, som det store forarbejde havde fortjent.

Tracklist:
01 Spiral Into Existence
02 Deceptive Signal
03 Sins of the Mechanical
04 Borderline Human
05 Purge the Deviant
06 Cellular Synergy
07 Enigmatic Circuits
08 Pinnacle of the Strain
09 Sum of Singularity
10 Among the Amorphous
Samlet spilletid: 46:52

 

Læs mere...

Ministry - Copenhell 2017

Okay, dennehér bli’r altså lidt en sludder for en sladder. Jeg er fuldkommen baldret, og det skyldes langt mere end bare en første festivaldags alkoholmisbrug. Høj sol, feststemte venner over alt, flere timers fællessang og næsten lige så mange timer med det dersens pogo og bounce, som System of a Down netop har stået og råbt op om. Og så er dén dersens regn altså for mærkbart tiltagende nu. Men Ministry er er godt, gammelt bekendtskab, så jeg skal lige forbi.

Jeg har dog ikke fulgt Ministry videre nøje siden gendannelsen for en håndfuld år siden, men rygtet vil vide, at de kommer mere og mere i kontakt med den i forvejen så velkultiverede agressive side af deres industrielle motherfuckermetal. Og det virker ikke på aftenens performance, som om det er det halve løgn. Hvis jeg skal dømme ud fra de nyere numre, har jeg i hvert fald et par lyt til gode, om ikke langt mere.

Denne Copenhell-torsdag har i dén grad stået i oprørets og den sociale bevidstheds tegn, og det får den lov til at blive ved med i en god times tid endnu. Ministry gjorde bevidst et meget stort nummer ud af hadet til eks-præsident Bush jr., og naturligvis er dette had mere end almindeligt intakt in casu USA’s nuværende landsbytosse af en leder. I lang tid kører der udelukkende baggrundsprojektioner af en forvrænget Donald Trump på scenens storskærm. Og det nye nummer, der slet og ret hedder “Antifa”, lægger ikke skyggen af skjul på, på hvilken side af det politiske spektrum Al Jourgensens sympati ligger.

Et par af de mere bistre numre fra “Houses of the Molé” (’04) og “Rio Grande Blood” (’06) bliver det også til. Det er et fedt genhør med noget materiale, jeg sagtens kunne vende tilbage til, hvis der ikke havde været så forpulet meget andet musik i verden. Men ærligt talt: Det regner, og jeg hader regn, og jeg er tørstig, og jeg elsker øl, og de drikker for fanden ikke sig selv. Der er åbenbart mere at komme efter ovenpå hits’ene “N.W.O” og “Just One Fix”, men det er sent, jeg er smadret, og se forresten alle de førnævnte undskyldninger. Ministry er gudskelov stadigvæk pissefedt, men hvis jeg skal se bands, er det altså mindst lige så fedt, hvis de ikke spiller efter tre kongekoncerter og 14 timers VM i bajer, men som en del af det.

Næste gang, drenge.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Invocator_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Carcass_2
  • Forfatter: Jill
  • Every Time I Die_7
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Skinny Puppy - Amager Bio

Om jeg fatter, hvorfor der ikke er udsolgt.

Ganske vist ligger Skinny Puppys andet og sidste besøg i landet “kun” syv år tilbage. Men det er netop relativt kort tid; — mig bekendt var forrige og første af slagsen helt tilbage i ’88.

Men først og fremmest er 34-årige canadiske Skinny Puppy jo for Helvede intet mindre end legendariske indenfor dén mørke, maskinelle musikafart, der i bredest anvendte forstand bedst kendes som industrial. — Omend puritanere snarere ville sige EBM/post-industrial/electro-industrial. (Selv går jeg den nemme vej. Sagsøg mig.)

Anyway: Eksklusiviteten er sgu til at føle på, udsolgt eller ej. Blandt det brogede fremmøde af goths, punks, og rivetheads ses da også adskillige, hvis resterende hårpragt nok havde været overvejende grå, hvis ikke den klassiske sort #1 var anvendt. — Enkelte har muligvis ventet hele livet på det hér.

En omhyggelig, ambient intro bestående af lange, mystiske og uhåndgribelige ekkoflader leveres ved elektronisk mastermind cEvin Key (sic) samt guitarist Matthew Setzer. Denne bærer en mørk maske, hvorfra et mindre stativ med en række grønne lysdioder er placeret. En tilsyneladende minotaur med gasmaske og lysende røde terminatorøjne trækker vokalist og anden-hovedmand Nivek Ogre ind på scenen. Denne er iført spændetrøje, vikingehjelm og nylonstrømpe over ansigtet. Både de auditive og visuelle virkemidler samt den bevidst sparsomme scenebelysning er tilsammen lige så obskure og utilnærmelige størrelser som bandets musik.

Dog afslører åbneren “Yahya” et lydmæssigt mere åbent og mindre detaljeret Skinny Puppy, end jeg er vant til. Jeg bider især mærke i, at Ogres vokal er helt foruden den forvrængning og de mange effekter, der ellers kendetegner både bandet og genren. Og selvom den følgende “Dogshit” byder på lidt flere detaljer i lydbilledet, er dette åbenbart bare langt mere skrabet live, end jeg foretrækker indenfor genren.

Men hvad Skinny Puppy måtte mangle i direkte live-oversættelse, har de til gengæld til mere end fulde i sceneshow, stemning og energi. Sætlisten er centreret omkring bandets mere metal-infusionerede skæringer, hovedsageligt fra deres mest guitartunge album “The Process” (’96). Og hold kæft, hvor det hele spiller sammen og virker. For eksempel bliver den i forvejen så bistre “Fascist Jock Itch” nærmest til thrashmetal under disse omstændigheder.

Både Setzer og Ogre har afført sig deres hovedbeklædninger. Førstnævnte har lange, sorte dreadlocks i undercut, som flittigt rystes til de mange konstante øksehug. Ogres ansigt er fyldt med blod. Førnævnte gasmaske-minotaur tvinger overdimensionerede kanyler ind over alt i mandens krop, så han til sidst stavrer rundt som en menneskelig nålepude. Konceptet synes at spille på en bevidst tvetydig blanding af tvangs- og nydelses-motiver.

Ogre henvender ikke et eneste ord til os mellem numrene, men lader udelukkende musikken tale. “HA HA HA HAAAAA! The joke’s on you!” vrænger han på nærmest Invader Zim-agtig vis i refrænet på en ekstraordinært hårdtslående “Tin Omen”, mens han åbner en tøris-rygende kuffert fyldt med endnu flere kanyler. Igen samme tvetydighed: Står vi allesammen og bliver holdt for nar, eller handler nummeret stadigvæk om de uskyldige folkemasser på Den Røde Plads i ’89?

På et triangulært storskærmslærred midt på scenen kører visuals, der ikke ulig bandets musikvideoer ligner noget fra den mere forstyrrede del af David Lynch’s underbevidsthed: En blanding af forvrængede klip fra nyhedsindslag og abstrakte, digitale, kalejdoskopiske mønstre, der i stil med cEvin Keys elektroniske underlægning er umiskendeligt hentet i de gode gamle 1980’ere.

I Amager Bios beskrivelse af bandet indgik adjektivet ‘punket’, hvad jeg i første omgang slog hen som en appel til et lidt bredere publikum. Den industrielle musiks største sællerter har trods alt været ovre i den hårde guitarafdeling. Og modsat punkrock hænger Skinny Puppys livemusik intet mindre end blændende professionelt sammen. Dette skyldes ikke mindst livetrommeslager Justin Bennett — ja, live-trommeslager! Jeg havde ikke regnet med det, men igen: Det virker.

Dog giver punk-sammenligningen en vis mening på enkelte punkter. Ogres bevidst atonale råbevokal lyder uden effekter mere af barndomsforbilledet Johnny Rotten end af kollegaen og genrepionérfællen Al Jourgensen. Og generelt er Skinny Puppy en størrelse, hvis enkelte sange ærligt talt ikke altid betyder mere end hele stemningen og stilarten. Endnu mere generelt er industrialgenren traditionelt set om ikke decideret idealistisk så højst socialt bevidst. Stedvist fornemmes både punkens antifascistiske og cyber-punkens dystopiske elementer. Åh jo, og så sker der noget, som i punkens DIY-verden nok er lige så dagligdags, som det hos den elektroniske musik er kritisk: Halvvejs inde i sættet, under “Village”, ryger al strømmen til cEvin Key gudhjælpemig.

Mens Key og antageligvis samtlige Amager Bios stagehands velsagtens roder med ledninger omme bagved, messer Ogre på et obskønt klingende sprog, mens rytmegruppen langsomt bevæger sig over i at jamme sig ud af krisen. (Er han ligefrem nørdet nok til at kunne tale black speech? Det ville ikke overraske mig.) Det virker faktisk langt hen ad vejen, men ikke i sidste ende. En industrialgruppe uden sequencer, programmering og samples er ikke meget bevendt. Det er for nøgent; det er en bristet illusion; og selvom der er pluspoints for indsatsen, er det 10-12 ekstraordinært lange minutter, der passerer, inden bandet langsomt må bjærge den helt fra bunden.

Men det kan de til gengæld også. Til forskel fra den bevidst utilnærmelige lydæstetik i størstedelen af numrene byder “Worlock” og “Killing Game” på decideret flotte elementer. Ind imellem lukker jeg øjnene og lader musikken fylde hovedet. Alt imens Ogre nu hælder både blod og fluorescerende, neongul maling ned ad sig selv, mens han mishandler noget, jeg formoder er en art digital theremin.

Selvfølgelig bliver det “Assimilate”, der danner klimaks og afslutning på hovedsættet. Der er decideret fællesdans, og det er ikke bare den sædvanlige moshpit på de 8-10 stiveste headbangere; vi snakker hele forreste halvdel af publikum. Det er fandme også et godt nummer, mand. Og det er fandme godt kommet igen. Stemningen er uigennemtrængelig, og selvfølgelig klapper vi dem ind på scenen igen bagefter.

Efter en gestikulerende præsentationsrunde af bandet, bryder Ogre omsider sin tavshed: “Tak skal I have. Tak fordi I er med os. Det har været en mærkelig aften.” Det skyldes sikkert strømafbrydelsen, og selvom det måske ikke er nødvendigt, er det stadig en meget fin, afvæbnende gestus, der gør den følgende, 29-årige “VX Gas Attack” så meget desto stærkere. “Engang for ikke så længe siden i en by i det østlige Irak…”, indleder han. Mon ikke der de mellemliggende amerikanske præsidenter til trods ligger en lille kommentar til den nuværende skjult mellem linierne?

At den følgende “Candle” er sidste nummer, kundgør Ogre idet han gentagne gange smadrer mikrofonen ned i scenen. I åbenlys sarkastisk kontrast til hele seancen falder han på knæ og saluterer afsluttende med to højt hævede peace-tegn. Key står bare og vinker. Og det er alt andet lige en rar afsked: Jeg er nu officielt mæt af indtryk.

Læs mere...

Herzparasit - ParaKropolis

Herzparasit stammer fra München, blev dannet i 2008, og består af de tre musikere Ric-Q (Vokal), El Toro (Guitar), MR.SM (Trommer). Via talentkonkurrencen Maxi DSL 2011 Contest fik bandet udsendt sit første album samme år. Tre år senere blev der fulgt op med ”Gifttherapie”, og nu er sydtyskerne klar med album nummer tre, ”ParaKropolis”.

Når man kigger under feltet “Kunstnere, vi også kan lide” på bandets Facebook side, er det første navn på listen Rammstein, hvilket giver god mening – det er tydeligt at Herzparasit har lyttet rigtig meget til Tysklands største Metalnavn. Det skinner igennem ved guitarerne, hvor de hårde riffs og den tilsvarende produktion kunne stamme direkte fra Berlin. Da det samme gælder for både keyboards og trommer, er det så som så med det personlige hos Herzparasit.

Ikke overraskende er teksterne på tysk, men sangeren Ric-Q lyder heldigvis ikke som Till Lindemann – så havde Herzparasit været 100% Rammstein kloner. I stedet synger han rent og en smule teatralsk, men det er også det eneste, som bare smager en lille smule af selvstændigt bidrag.

Det er altid okay at lade sig inspirere, men Herzparasit går alt for langt og overskrider grænsen til plagiat. Det er så grelt, at man helt naturligt sidder og gætter på, hvilket nummer de enkelte tracks har lånt fra, og det er ikke i orden. Jeg kan derfor ikke finde noget positivt at sige om albummet her, det er bedst bare at undgå det.

Tracklist:
1. DNA unbekannt
2. Manege frei!
3. Tastsinn
4. Meine Träume jagen mir hinterher (feat. Sven Mehrens - Defeated)
5. Blut lügt nicht
6. ZACK! BOOM! BANG!
7. Einzelteile
8. Vatermal
9. Präparat
10. Ich
11. ParaKropolis
12. It must be in English (feat. Sven Mehrens - Defeated)
13. Regentage
Samlet spilletid: 50:49

Læs mere...

Fear Factory, Textures - Pumpehuset

Sommeren går på hæld, og denne koncert har jeg set frem til lige siden den blev offentliggjort for ca. et halvt år siden. Ikke så meget for hovednavnet, der ellers leverede en godkendt indsats sidste gang som support for Slayer, nej, ”skamfuldt” må jeg indrømme at det faktisk er aftenens support, Textures, der virkelig trækker i undertegnede, siden de ikke har været i København siden 2008. Fear Factory plejer dog at levere varen, så en dobbeltkombo af god metal var forventningen. Men hvordan gik det så?

Textures:
Efter en lidt for lang intro er den rimeligt besøgte lille sal (for ja, vi er nedenunder i dag) klar til at... byde bandet velkommen, i hvert fald. Der er nemlig omtrent fem fans oppe foran, der viser engagement (de er også overdrevet begejstrede, faktisk så de mere rolige beskuere ser en smule forskrækkede ud), men okay, det er jo heller ikke et orkester der ofte kommer forbi hovedstaden.

Overordnet lider Textures på flere fronter desværre under at være opvarmning. F.eks. har de vitterligt ingen plads at bevæge sig på – ikke at de ikke forsøger! – og så er der lyden... der er alt andet end imponerende. Keyboardet er oftest væk i lydbilledet, trommerne lyder alt for rå og upolerede, næsten som var vi i et øvelokale, og guitarerne er underligt mudrede, hverken skarpe eller vellydende. Vokalerne er også en smule flade, og de rene stykker kan i de fleste sange kun svagt anes – om det så er lyden her, eller fordi vokalerne er pyntet i studiet, kan jeg ikke gennemskue. I det mindste er lysshowet overraskende godt, og sætter et passende udtryk til de fleste af numrene, om det så er heftigt blinkende og voldsomt, dunkelt eller stemningsfyldt.

Textures viser ellers god figur, headbanger synkront og des lige, og det er tydeligt de har spillet sammen i mange år – det tekniske er lige i skabet, og til tider fuldstændig absurd (vildt), ikke mindst i afslutningssangen ”Laments Of An Icarus”. Det er dog ikke nok til at vække mere end førnævnte fans til live, og vi er efterladte med en følelse af, at Textures sagtens kan levere varen, men altså ikke i aften. 3/6 stjerner.

Fear Factory:
Anderledes ser det ud med hovednavnet. Salen er nu fyldt ud til bristepunktet, og publikum er langt mere begejstrede – f.eks. overlader forsangeren det trygt til forsamlingen at synge alene i åbningsskæringen ”Demanufacture”, og dette klares uden problemer. Vi skal således ikke mere end et par numre ind i seancen før publikum ser ud til at være i zonen.

Lyden har også kraftigt forbedret sig, den er dejlig rå og maskinel, trommerne tromler videre, altid videre, uden hensyntagen til nogen, og det går fint igennem. Det er dog ikke helt skarpt, og der savnes virkelig noget omph i bassen; man mangler den der følelse af at blive trykket lige i maven, det at hele kroppen vibrerer. Men det er acceptabelt for de, hvad vi er vant til i den lille sal. Men... som altid, drister jeg mig til at sige, kan forsangeren bare ikke synge længere. I de bedste tilfælde lyder han flad og kedelig, i de værste lyder det forfærdeligt. Igen, hvorfor ikke smide effekter på stemmen? Det ville passe perfekt til udtrykket. Kom nu, for fanden...

Ikke at ovenstående ser ud til at have en indflydelse, for folk er på, om end hverdagsagtige. Der er bevægelse og jubel, men gulvet eksploderer aldrig som ellers set ved andre shows. I ”Edgecrusher” danser de forreste rækker begejstret rundt, og luftguitarer kan spottes i ”Poweshifter”, såvel som en enkelt crowdsurfer. Generelt er der mange horn i luften når forsangeren efterspørger dem.

Men foruden publikums engagement er det næsten for professionelt. Den ene sang overtager den anden, faktisk slynges de nærmest afsted. Jovist, forsangeren snakker kort til publikum efter de fleste sange med ”thank you”, ”fuck yeah”, osv., men personligt er det ikke ligefrem. Måske har Fear Factory været på tour lidt for længe? De nye sange modtager til gengæld pæne bifald, og det er ikke fordi tempoet falder nævneværdigt. Faktisk er der næsten, men kun næsten, en lille pit til den sidste i rækken, ”Anodized”.

Så tiden går, menuen er som forventet, og folk er underholdt. Måske er det meget godt at det hele ender efter kun lidt over en times tid, for mætheden rammer da slutningen nærmer sig. Opsummeret; det brød ingen rammer, men man kan ikke reelt beklage sig. Varen ændrer sig ikke.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Demanufacture
2) – Self Bias Replicator
3) – What Will Become?
4) – Shock
5) – Edgecrusher
6) – Damaged
7) – Powershifter
8) – Soul Hacker
9) – Regenerate
10) – Anodized
11) – H-K (Hunter-Killer)
12) – Archetype
13) – Resurrection
14) – Martyr
15) – Replica
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Pain - Coming Home

Nye udgivelser som Peter Tägtgren har haft fingre i, er der mange af; hvis han ikke producerer for andre kunstnere, har han sine egne musikalske projekter Pain, Hypocrisy og Lindemann, og nu er der nyt fra førstnævnte. ”Coming Home” er det første Pain-album siden 2011-udspillet ”You Only Live Twice”.

Pain har fra starten været Tägtgrens legeplads for Industrial Metal, og den position indtager projektet stadigvæk. Vanen tro tager musikken udgangspunkt Melodisk Metal med masser af keyboards og letfordøjelige melodier, men det hele er tunet: først og fremmest med ret markante guitarer, dernæst via diverse synth-lyde, som begge giver musikken kant.

At Tägtgren har styr på at kombinere de forskellige elementer, viser han fra starten: Den første del af albummet har frisk tempo, hvor ”Pain In The Ass” viser sig en tand mere aggressiv end de udmærkede ”Designed To Piss You Off” og ”Call Me”.

Albummets anden del følger stilmæssigt fint med, men skæmmes af et par kedelige svipsere; både ”Absinthe Phoenix Rising” og ”Starseed” er uvedkommende og halvhjertede numre. Men de er heldigvis alene om at komme i dén kategori, for som helhed fungerer tingene godt for Pain. Så når Tägtgren i det eftertænksomme titelnummer synger om at være kreativ og komme hjem, virker det ærligt – på dette album virker det som om han føler sig godt hjemme i Pain.

Tracklist:
1. Designed To Piss You Off
2. Call Me
3. A Wannabe
4. Pain In The Ass
5. Black Knight Satellite
6. Coming Home
7. Absinthe Phoenix Rising
8. Final Crusade
9. Natural Born Idiot
10. Starseed
Samlet spilletid: 41:23

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed