fbpx

Eels - Den Grå Hal, 27.08.19

Enmandsprojektet Eels anført af Mark Oliver Everett er tilbage. Både med nyt album og et stop i hovedstaden, henholdsvis med ca. 4 og 6 ½ års mellemrum. Det er i begge tilfælde til den længere side ift. hvad han plejer, men sidste gang var til gengæld også rigtig godt (såfremt min hukommelse ikke snyder mig). Siden sidst har jeg haft mulighed for at dykke ned i de ikke mindre end 11 albums hidtil udgivet, og så har det nyeste album ”The Deconstruction” også fået et lyt eller to. Kort sagt: jeg har glædet mig til det her.

Eels:
Det første og sidste indtryk fra aftenens koncert kommer til at stå således: der er drønhedt i Den Grå Hal. Drønhedt, og proppet. Det semi-tropiske vejr udenfor gør sit indtog og dét i en hal der i forvejen har dårlig (hvis overhovedet nogen) udluftning. Men! Den gamle hal er i stedet rig på stemning. Det er ikke et overvældende antal gange jeg har været her, men langt de fleste har så også været mindeværdige – det gælder ikke mindst sidste gang samme band stod her. Der er noget i luften, glæde og en spøjs form for ro, også selvom der er fyldt og der er kontinuerlig bevægelse. Musikken fra anlægget hjælper også på det. Det er kort sagt rart at være i, måske især fordi jeg til en afveksling ikke har kunne finde bare én kammerat at slå følge med.

Så når Rocky-soundtracket lyder er vi helt sikkert klar, indlagte båthorn fra E og det hele. At der så lægges ud med tre coversange i streg er kun en mindre hindring. Alligevel er det måske ikke helt dumt, for så kan lyden indstilles. Og det tager da også et par sange, men så lyder det ganske fint. Det bliver nok aldrig superlyd her, men mindre går også. Det er imidlertid først ved ”Flyswatter” at publikum rigtigt begynder at røre på sig; fra passiv til aktiv medspiller. E og hans band har ikke selv stået stille, men i et øjeblik gælder det begge veje. Det er et kort øjeblik, for imellem et par sange med mere gang i kommer både ”I Need Some Sleep” og ”That Look You Give That Guy”, begge ballader. Lyder det som en underlig måde at konstruere en sætliste på? Det er det også, men det er ikke et minus i Eels’ tilfælde: de kan både det bløde og noget hårdere hver for sig, og uden problemer blande det sammen. Det er et af bandets store styrker. En anden finurlighed er at der kun spilles tre sange fra det seneste album. Alt andet er taget fra stort set hele kataloget. Kun 2010’s ”End Times” og, besynderligt nok, ”The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett”, altså det næstsidste album, forbigås. Dertil er der rigtig meget af det gamle, utvivlsomt til glæde for de fleste.

Hvis jeg skal kigge lidt tilbage, er dét jeg bedst husker fra sidste gang hvor løssluppent det hele var. Her er det mere skarptskåret; der er ikke så meget fjol og det rent tekniske lyder som det skal. At de fleste sange får ekstra spade på ift. studieversionerne er en anden snak. E selv er dog, præcist som sidst, i hopla og kommer ofte med ubrud og har i det hele taget svært ved ikke at snakke til publikum. Det gør, at det føles både intimt og delvist personligt, også selvom sætlisten er næsten identisk til de forrige shows på touren. Og alligevel, på trods af snak og lir af og til spildes der sjældent et minut – med næsten 30 sange på to timer, ja så kan man svært klage over tidsspilde.

Man kunne til gengæld godt se for sig et mere engageret publikum. Er det hverdagen der gør sit indtog? Varmen måske? En blanding? Begge dele er hvad der trækker i den negative retning (enkelte numre gør dog det modsatte, altså hvor band og publikum for alvor når hinanden, som den førnævnte ”Flyswatter” men også den gyngende ”You Are The Shining Light” og naturligvis ”Novocaine For The Soul”). Varmt er det i hvert fald, så varmt at det er svært at fokusere på hvad der sker på scenen. Alligevel flyver tiden derudaf og pludselig er der gået en time. Et højdepunkt ankommer kort herefter med den smukke ”I Like The Way This Is Going” hvor kun enkelte (mærkelige mennesker) ikke ser ud til at være hypnotiseret. Bagefter forsøger E at præsentere sit band; en præsentation der inkluderer lidt af hvert, men hvor man altså kan forstå at E elsker os virkelig meget, at bassistens højde skyldes at han i fordums dage dræbte en gigant, og at der er lavet en velkomstsang til den nye trommeslager, som naturligvis fremføres. Det er en sjov intermezzo som højest sandsynligt ikke giver mening for dig som læser, såfremt du ikke var der.

Vi når til ”Novocaine...” der leveres i en mere rocket, ja næsten shoegazet udgave, først til forvirring men så glæde hos de fremmødte. Og herfra bliver det kun bedre og bedre, for nu er vi for alvor nået til de gamle slagere. Trilogien ”Souljacker Part 1”, ”I Like Birds” og ”P.S. You Rock My World” indfinder sig inden encore, der først består af ”Fresh Feeling” inden endnu et encore får plads – E og vennerne gider ikke gå hjem og vi når også op på omkring to timer efter et medley og et Beatles-cover, uden E selv, fremføres, men så er det også slut for denne gang.

Og som jeg forlader hallen med de små 1500 andre mennesker kan man forstå at nogen næsten har været klogere end én selv; små grupper har nemlig været smarte nok til at slå sig ned udenfor, med græs, fuldt udsyn og en overskuelig temperatur til følge. Ikke dumt. Det er ellers sjældent man ønsker sig kulde, og slet ikke på en weekenddag, men i dette tilfælde havde begge dele gjort godt.

Sætliste:
1) – Out In The Street (The Who cover)
2) – Mississippi Delta (Bobbie Gentry cover)
3) – Raspberry Beret (Prince cover)
4) – Bone Dry
5) – Flyswatter
6) – Dog Faced Boy
7) – I Need Some Sleep
8) – Dirty Girl
9) – That Look You Give That Guy
10) – Prizefighter
11) – She Said Yeah (The Rolling Stones cover)
12) – Tremendous Dynamite
13) – Open My Present
14) – You Are The Shining Light
15) – My Beloved Monster
16) – In My Dreams
17) – I Like The Way This Is Going
18) – Little Joe!
19) – Today Is The Day
20) – Novocaine For The Soul
21) – Souljacker, Part I
22) – I Like Birds
23) – P.S. You Rock My World
Encore:
24) – Fresh Feeling
Encore 2:
25) – Mr. E’s Beautiful Blues
26) – Fresh Blood
27) – Love and Mercy / Blinking Lights (For Me) / Wonderful, Glorious (medley)
28) – The End (The Beatles cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Editors - Store Vega, 28.03.18

Britiske Editors er ikke fremmede på vores breddegrader, men dette er alligevel mit første møde med dem – og derfor jeg er at finde i Store Vega denne aften.

Editors:
ABBA / Rasputin, blodrødt lys, ingen albueplads (der er udsolgt) – vi er i gang. Men til en overraskende flad start og efter fire sange har der kun været sporadiske og meget kortlivede fællesklap. Selvom det er nyere sange, så er der stadig udsolgt, de fleste har fri i morgen tilmed – så... hvor er bandets fans? Ikke engang oppe foran er der nogen nævneværdig gejst at spore.

Måske er det lyden? Lilletrommen er den fladeste i mands minde, men jeg spekulerer på om det er bevidst. Editors musik er jo i sin natur tør, kantet og noget flad i det. Volumen, dog, behøver ikke være i den lave ende, som altså er tilfældet. Overordnet lyder det dog godt, bare, ja, noget fladt. Måske er det bandet? Deres tilstedeværelse føles lynhurtigt som den grumme rutine: fra forsangerens akavede armbevægelser til hans hastigt leverede ”thank you, good to be back, we MISSED you Copenhagen!” leveret akkurat lige efter den første skærings sidste tone. Og de andre på scenen gør heller ikke den store figur af sig. Kan godt være det er påske, men for Editors er det nok bare (endnu) en onsdag, endnu en dag på kontoret

De mere elektroniske elementer fra den nye plade lyder derimod enormt godt som f.eks. i titelsangen ”Violence”. Det bliver næsten trancet, og medfører, af alle sange, spontan jubel og klap rundt omkring. Det er bare ærgerligt, at man så insisterer på at trække det i langdrag i den statiske outro – det bliver lige tre minutter for langt, og kunne ellers have været et højdepunkt. Synd. Det elektroniske aspekt er jo som bekendt ikke at finde i samme grad på tidligere albums, så det er en sjov blanding at gå til og fra på skift. Men det fungerer udmærket.

Men så sker der lige pludseligt noget. De næste fem sange i form af ”Lights”, ”Blood”, ”Munich”, ”An End Has A Start” og ”In This Light And On This Evening” er af ældre karakter, og det rykker lidt mere i publikum. Men det er ikke meget anderledes, men så er vokalleveringen i især ”Blood” altså heller ikke noget at skrive hjem om. I ”An End Has A Start” er der endelig bare en lille form for interaktion mellem band og publikum, om end flygtigt. Og sådan fortsætter det, mellem nyt og gammelt, elektrisk / elektronisk og akustisk, men uden det nogensinde stikker af. Der er øjeblikke hvor det nærmer sig, som f.eks. førnævnte og igen i ”Racing Rats”, men så heller ikke mere.

Med alt ovenstående skrevet, lyder det hele ganske fint – det hele kører som smurt. Men det er lige dét: i 80 – 85 % af tiden kunne jeg ligeså godt have sat musikken på derhjemme, og det går jo ret basalt imod idéen ved en koncert. Så det er ikke fordi det nogensinde bliver decideret dårligt, men det dykker flere gange og hæver sig kun enkelte steder, så det alt i alt ender ganske fladt.

Sætliste:
1) – Hallelujah (So Low)
2) – A Ton Of Love
3) – Formaldehyde
4) – Darkness At The Door
5) – Violence
6) – No Harm
7) – Lights
8) – Blood
9) – Munich
10) – An End Has A Start
11) – In This Light And On This Evening
12) – Eat Raw Meat = Blood Drool
13) – Nothingness
14) – Belong
15) – Sugar
16) – The Racing Rats
17) – Ocean Of Night
Encore:
18) – No Sound But The Wind
19) – Cold
20) – Magazine
21) – Papillon
22) – Marching Orders
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sort Sol - Stor, Langsom Stjerne

Endelig! Et nyt album fra Sort Sol. Vi har ventet i 16 år – og, indrømmet, efter deres udspil fra 2001 var mine forventninger mildt sagt ikke høje. Vi har ventet i 16 år på et nyt album – og vi har ventet i næsten 25 år på et interessant album.

Nu har Sort Sol ganske vist altid været et band, der ikke lod sig sætte i bås, eller lader sig fastlåse af kunstneriske spændetrøjer; se bare på det genremæssige skift, der skete allerede fra debuten Minutes to Go (1979) til Under en Sort Sol (1980), hvor punken blev erstattet med et mere post-punket udtryk.

Derfra gik de via rå garagerock over i P3-segmentet med ”Det-der-nummer-fra-den-der-film-der-du-ved-nok”. Helt galt gik det, da de for 16 år siden leverede sukkersød baggrundsmusik (som dog havde sine momenter) – det var bare ikke længere så farligt og så råt, som det var engang.

Derfor var jeg mere end almindeligt spændt på, hvad Stor, Langsom Stjerne kunne byde på. Ikke mindst, da jeg hørte, ingen ringere end Randall Dunn, som bl.a. har produceret Sunn O))), skulle styre knapperne.

Og minsandten om ikke vi fik en stor fed fuck-finger fra Sort Sol?! Et stort ”rend os” til kritikerne, der har hævdet de var blevet for mainstream og for pæne (denne skribent inklusive). Efter 16 år vender Sort Sol tilbage og leverer et sandt mesterværk. Ja, du læste rigtigt. Stor, langsom Stjerne er intet mindre end en kunstnerisk bedrift og et musikalsk mesterværk.

Væk er de lyttervenlige skæringer med store produktioner. Tilbage står en skrabet sol – og skinner som aldrig før.

Tag et nummer, som ”Nocturnal Creature”, hvor Steen Jørgensen igen synger på dansk – denne gang med en tekst, der er Søren Ulrik Thomsen værdig; den første cigaret i Europa / spring ned i urinalerne / stå på hovedet / det er mig, der er i live / det er jer / der er døde / spring ned i urinalerne / den første cigaret i Europa.

 

Eller et nummer, hvor synth- og droneflader udgør fundamentet, og Steen Jørgensen får besøg af Chelsea Wolfe – og denne duet fungerer bedre end duetterne med Sissel Kyrkjebø.

Selvom det er vanskeligt at fremhæve enkelte numre frem for andre, da hele albummet fremstår som et samlet, helt værk, skal, foruden de allerede omtalte, nævnes det ultraklaustrofobiske ”K-141 Kursk”. På en eller anden måde er det lykkedes at give lytteren en fornemmelse af den håbløshed, de 23 sømænd måtte have følt, da deres atomubåd ramte bunden af Barentshavet; There are 23 of us here (…) / none of us can get out /

Det er håbløst. Det er koldt. Det er mørkt.

På mange måder indkapsler de ord Stor, langsom Stjerne. For væk er pænheden, og tilbage er de upolerede. Det er en plade – eller et værk, som kræver et par gennemlytninger, men som til gengæld vokser på én efterfølgende og efterlader dig med et klart budskab: Den sorte sol er bestemt ikke gået ned endnu!

1. The Weightless
2. … Like a trance like…
3. Nocturnal Creatures
4. SØØRE
5. Stor, langsom Stjerne
6. A Stroke of Midnight
7. Life took you for a Freq.
8. K-1412 Kursk
9. Forever Present (vinyl exclusive)

Spilletid: 55:14

 

Læs mere...

Northside Festival 2016: Bloc Party

Vil du have indierock, men samtidigt alt muligt andet indblandet? Led ikke længere. Søndagen, festivalens sidste dag, har været den mest solrige (og vindblæste), og mange er dukket op for at se Bloc Party, der aflyste deres planlagte optræden selvsamme sted for et par år siden. For undertegnede kunne de dog næsten ligeså vel have aflyst igen…

Bloc Party hopper på scenen, og lægger ud med et nummer fra deres nyeste album ”Hymns”. Det er pissekedeligt. Med stort set hele bandet skiftet ud for nyligt kan det måske have haft en indflydelse. De tre herrer i front ser i hvert fald ikke ud til at være særligt entusiastiske, ikke engang forsanger og eneste indpisker Kele Okereke. Undtagelsen er den kvindelige trommeslager, der både spiller godt og ser ud til at, gud forbyde det, have det sjovt. Måske er det bare attituden, men frontmandens forsøg på at opildne publikum virker bare ikke. På de tekniske aspekter hjælper det heller ikke at vinden ofte forstyrrer lydbilledet, men når den ikke gør lyder det ganske godt. Med det sagt spiller bandet som de skal, så på den konto er der ikke en finger at sætte.

Anderledes spændende bliver det dog når en saxofon tages i brug i ”Mercury”, der også leger med backtrack af flere vokallinier. ”Banquet” ser band og publikum når en fælles forståelse, som varer de næste par sange – men så er det igen tilbage til kedelige sange, og endnu kedeligere sceneshow. Herfra er det kun de få hits Bloc Party dog, alt andet lige, har der får publikum op i gear. Her skal især nævnes afslutteren ”Ratchet” der bare rent ud sagt er et godt nummer. Her kan man tale om kreativitet, noget Bloc Party tilsyneladende har tabt på vejen. Alt i alt efterlades jeg med et indtryk af en middelmådig oplevelse, dog med plads til små positive afstikkere.

Sætliste:
1) – Virtue
2) – Octopus
3) – Hunting For Witches
4) – Positive Tension
5) – Mercury
6) – Song For Clay (Disappear Here)
7) – Banquet
8) – One More Chance
9) – Different Drugs
10) – The Love Within
11) – Like Eating Glass
12) – Flux
13) – Helicopter
14) – Ratchet
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Modest Mouse - Tinderbox 2015

Torden og lynild møder folk i det knap fyldte telt, og 7 mand og 1 kvinde tager opstilling på scenen. Det er næsten et orkester, denne gang med violin, perkussion, blæsere og én gammel gut der udelukkende bruger tamburin og rasleæg - og oveni skifter nogle af medlemmerne af og til instrumenter imellem sig, hvilket er ren kaos med så mange stimlet sammen.

Det at opleve Modest Mouse skulle være noget man kunne tro mange var interesserede i, med henblik på deres ry for at aflyse, og at de desuden sjældent er i landet – sidste gang var vidst i 2007. Alligevel virker det ikke til at der er andet end en lille håndfuld fans tilstede, hvor resten ser nysgerrigt til, men intet mere. Et par hits ser folk synge med og klappe, men intet storslået.

Bandet er i sandhed skørt; forsangeren går fra det ene øjeblik at være sky, til at flippe helt ud og svinge rundt med sin guitar - og imellem sangene siger han ting der ikke rigtigt giver den store mening. Der er desuden lange pauser imellem hver eneste sang, hvilket er irriterende, når de kun får 45 minutter. Resten af bandet spiller fint, men er meget tilbagetrukket.

Lyden er rimelig god, men naturligvis er det svært at få det til at spille helt med så mange elementer. Vokalerne kunne godt skrues en tand op, og det samme gælder for violinen, der sjældent kan høres. Men det er nu heller ikke et særlig interessant show. Nærmere fjernt, rodet og meget uvedkommende. Som om Modest Mouse ikke giver en skid for om der er 5 eller 500 fremmødte, og mest af alt spiller for dem selv. Publikum har derfor svært ved at komme ind i det. Måske er det blot deres måde at optræde på, og teknikken fejler jo intet... Men helt godt bliver det altså aldrig. 
Derfor et noget ærgerligt første møde med Modest Mouse – man må håbe det bliver bedre næste gang.

Sætliste:
1) – The World At Large
2) – Lampshades On Fire
3) – Ocean Breathes Salty
4) – A Different City
5) – Float On
6) – Dramamine
7) – The Tortoise And The Tourist
8) – This Devil’s Workday
9) – March Into The Sea
10) – Dashboard
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Speak Low If You Speak Love - Everything But What You Need

Bag det lange navn Speak Low If You Speak Love gemmer der sig kun en enkelt ung musiker. Hans navn er Ryan Scott Graham og trods sine kun 25 år, er amerikaneren ikke nogen nybegynder på den musikalske scene. Han slår nemlig også sine folder i pop-rock bandet State Champs, der udgav en EP sidste år som jeg selv anmeldte.

”Everything But What You Need” er ifølge pressematerialet lyrisk et glimrende eksempel på Grahams evne til at fortælle hverdagshistorier på en måde, så man kan genkende sig selv i det. Og jo, det kan han da, men jeg tror nu mest man kan genkende sig selv, hvis man er en amerikansk high school knægt med ondt i livet og forældre, der bare er irriterende. For der er noget lidt for naivt og blåøjet over udtrykket i sangene, synes jeg. Jovist, de er meget søde og jo, jeg kan da godt mindes de følelser Graham beskriver. Men umiddelbart føler jeg mig en lille smule for gammel til det her musik. Pladen åbner med en kort intro efterfulgt af nummeret ”Knots”, der egentlig nok er et af de numre på pladen, der har mest bid. ”A List Of Things” er rigtig fint og ”Ruined” har helt sikkert hitpotentiale. Og Graham gør sig i det hele taget godt, når han kommer lidt op i tempo, som på ”Guess And Check”. Det gør han dog sjældent, og der går ærlig talt lidt for meget pæn-akustisk-singer-songwriter i den, synes jeg. Numrene smelter sammen, og jeg kan ikke rigtig kende dem fra hinanden. Det er en anelse for tandløst og intetsigende, og når man har hørt de første 5-6 numre, er man egentlig ved at være lidt træt af det. Det er synd, for jeg tror vi har at gøre med en fyr, der har rigtig meget på hjerte. Og som for øvrigt besidder en ganske fin vokal, der gør sig rigtig godt til hans stil.

Der er ingen tvivl om, at Graham kan skrive sange og melodier. Det gør han egentlig meget godt, og der er klart en total og fuldstændig blottet ærlighed i hans musik, som jeg virkelig godt kan lide! Det er meget ægte og uden omsvøb, og det er en sjældenhed i musikken i dag. Hvis ikke det kørte helt så meget i samme rille hele tiden, så kunne jeg have sneget en stjerne mere ud af ærmet. Men for denne gang bliver det altså kun til 2.

Track list:
1. Art School
2. Knots
3. Eight Weeks
4. A List Of Things
5. Ruined
6. Locking Lips
7. Confusion
8. Guess And Check
9. Naive
10. Tiny Furnace
11. Adjacent
12. Not Enough To Say
13. Have My Head
14. The Time In Between
Samlet spilletid: 00:48

 

Læs mere...

The Kooks

Nu har jeg set Arctic Monkeys, jeg har set Franz Ferdinand og jeg har set The Strokes (okay, de er ikke fra Storbritannien, men stadig). Hvorfor så ikke også tjekke The Kooks ud? Endnu et indie/rock band der kan streges af listen. Jo, jeg har da hørt et par sange, men modsat førnævnte bands der for mit vedkommende var et hit dengang i 8. og 9. klasse, så har The Kooks aldrig fået den samme slags opmærksomhed. Før vi når til hovednavnet skal der dog nævnes nogle ord omkring opvarmningen.

Johnny Lloyd
Egentlig er der ikke den store grund til at berette om Johnny Lloyd, da det genremæssigt - som singer/songwriter - ligger et helt andet sted end hvad Revolution Music begår sig i.Hvad der derimod er værd at berette om, er hvordan folk flipper fuldstændigt ud så snart de 2 mænd "Johnny Lloyd" består af går på scenen - hvorefter publikum lige så stille finder ud af at det slet ikke er The Kooks. En pige vender sig endda om og spørger mig, bare lige for en sikkerheds skyld, om det nu engang er hovednavnet der er gået i gang. Dertil må jeg svare nej, og da folk erkender at det slet ikke er de rigtige personer på scenen, begynder småsnakken for alvor at indfinde sig, selv på de forreste rækker. Det sker faktisk i en sådan grad at Rockfreaks' udsendte tyr til at tysse på dem (og det virkede rent faktisk). Omvendt er det også en skrækkeligt malplaceret opvarmning, og nu er jeg ingen ekspert i genren, men det er godt nok kedeligt...
Nå, videre!

The Kooks
Det britiske indie, britpop og til dels funk-rock bandet The Kooks stammer fra Brighton i England. Her har de huseret i godt og vel 10 år. Det hele begyndte i 2004, hvor de blev signeret af Virgin Records allerede 3 måneder efter de startede. 2 år senere udkom deres debutalbum "Inside In/Inside Out" der solidt satte dem på mainstream "listen". "Konk" udkom 2 år senere, og var også vældigt populær. I 2011 smed de så "Junk Of The Heart" på gaden, men den blev af både anmeldere og fans generelt kritiseret for at være uinteressant. Efter et par år uden den store aktivitet er The Kooks nu tilbage, og deres 4. album - navngivet "Listen" - skulle efter sigende være klar den 1. september.

Det første der slår mig, er at det ikke er nær så mange der er mødt op som jeg regnede med. Nu skal jeg ikke gøre mig klog i hvorfor billetprisen er som den nu engang er, men jeg forstår udmærket at folk tøver til en pris af 320 kroner - det er sgu mange penge, især når vi nærmer os festivalsæsonen. Store Vega er vel 60 - 70 % fyldt, balkonen er lukket, og det er langtfra alle steder hvor publikum ser ud til at stå sammenklemt. På de 5 - 6 forreste rækker er der derimod et hav af mennesker.

Hvad end det nøjagtige antal af publikummer ligger på, går The Kooks på til et stort jubelbrøl fra stort set samtlige fremmødte. De lægger vovet ud med det nye nummer "Down" der er at finde på bandets kommende udgivelse. Set i bakspejlet er det nok denne skæring jeg finder mest interessant med The Kooks. Naturligvis slår de nye toner noget af begejstringen væk iblandt mængden, men vi skal ikke længere hen end næste sang ("Ooh La") før den er tilbage igen.

The Kooks har i sin fold den mest charmerende forsanger jeg har set i længere tid. Han er ultra cool, lidt drenget at se på, og alligevel fremstår han til tider lidt som en douchebag pga. al indøvetheden. Hans gåpåmod og smittende energi kan man ikke tage fra ham, men den ser ikke ud til at berøre de 4 andre bandmedlemmer det fjerneste. Jeg mener at have set 2 af dem smile én enkelt gang i løbet af koncerten, men resten af tiden er de fuldstændigt anonyme, og alt, alt for stillestående i forhold til forsangeren. Her kunne der sagtens have været mere intern kommunikation iblandt dem, så det ikke fremstår som et one-man show + band.

Store Vega leverer endnu engang en sublim lyd, og jeg kan svært sætte en finger på noget som helst. Det skulle måske være volumen der føles bare en lillebitte smule for høj, men det er faktisk først hen imod afslutningen. Lysshowet er også skruet godt sammen, så det er heftigt i de uptempo passager, stemningsskabende i de 2 akustiske sange (som er ganske gode) og ganske udmærket resten af tiden. Tilmed har The Kooks placeret 3 videoskærme på scenen, men da 2 af medlemmerne står direkte foran dem er det sgu svært at blive klog på hvad de egentlig havde tænkt sig. De få gange jeg får et ordentligt glimt ser billederne heller ikke ud til rigtigt at følge musikken. De bør enten have droppet dem helt eller have placeret den ene af skærmene lidt højere oppe mod loftet - muligvis bare have haft én stor skærm.

Imellem publikum, i hvert fald fra hvor jeg står (godt foran og i venstre side af salen), er det en sand folkefest. Det er også en sætliste der favoriserer de gamle "klassikere". Her er fællessang, hænder i vejret, skrig, råb og pigehvin - også hoppes der igennem inde fra midten, så man kunne være bekymret for gulvets holdbarhed. Publikummet i aften er ganske vidst også forholdsvist unge, og jeg kunne godt mistænke en del for at være helt grønne omkring den gængse og uskrevne høflighed til koncerter. Her tænker jeg f.eks. på ikke at småsnakke igennem størstedelen af showet (der er jo for fanden 2 barer udenfor salen til formålet), og ikke at stille sig lige foran personer der er lavere end én selv. Lad lige være med det.

Igennem den næste time og 20 minutter bliver vi ført igennem størstedelen af The Kooks første udgivelse, en lille del fra den anden og naturligvis ganske meget fra den kommende plade - det er akkurat hvad folk gerne vil have. Til gengæld bliver der kun plads til 2 sange fra gruppens 3. album "Junk Of The Heart", men den blev på den anden side heller ikke så godt modtaget. Hvad jeg savner er noget mere personlighed fra bandet (forsangeren inklusiv), og langt, langt mindre rutine. For mig blev det aldrig noget særligt vedkommende, da de 21 sange mere eller mindre blev spillet i rap. Der var ingen små anekdoter, ingen impulsive kommentarer. Det var rutine, lidt klichétricks som klap-i-takt, og "thank you Copenhagen, we will be back soon" og lignende udsagn. Jeg tænker at The Kooks da må have nogle historier bag disse sange? At de betyder noget? Dét savnede jeg i den grad, en mening bag det hele. Det var stadig godt, men noget specielt blev det aldrig.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Down
2) - Ooh La
3) - Always Where I Need To Be
4) - See The World
5) - It Was London
6) - She Moves In Her Own Way
7) - Eddie's Gun
8) - Around Town
9) - Melody Maker
10) - Seaside
11) - Westside
12) - Sway
13) - You Don't Love Me
14) - Bad Habit
15) - See The Sun
16) - Forgive & Forget
17) - Runaway
18) - Sofa Song
19) - Do You Wanna
Encore:
20) - Junk Of The Heart (Happy)
21) - Naïve
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Skunk Anansie - An Acoustic Skunk Anansie Live in London

Den i-hånden-havende live-cd med Skunk Anansie byder på mere end afdæmpet akustisk indie rock spillet foran et begejstret publikum i hvad der minder om en teatersal. Den byder også på et sandt hjertevarmende trip down memory lane, hvor mange følelser, erindringer og situationer genopstår i hovedet til tonerne af vores tids ungdomsoprør. Sandt at sige er det, at Skunk Anansie var en rimelig del af soundtracket til mine unge dage. Ikke på fanboi-stadiet, men jeg har deres skiver og har lyttet til dem (mest ”Stoosh”) en del gange.

Jeg stoppede med at høre Skunk Anansie, da den ekstreme del af metallen tog over, men allerede et minut inde i første skæring gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde savnet dem. Skins på én gang varme og følsomme, men også vrede og til tider hysteriske vokal og den lettere funky bas fra Cas.  

Liveshowet er indspillet med max fokus på vokalen, der går krystalklart igennem. De andre instrumenter er også meget hørbare, men vokalen har lige 20 % mere pondus end resten af lydbilledet. Kigger man på sangene, bliver der for alvor leflet for publikum, når der spilles hits som ”Weak”, ”Twisted”, ”Charlie Big Potato”, ”Infidelity” og åbningsnummeret ”Brazen”, der til stadighed er en af de smukkeste sange fra de engelske indierockere. Der hvor jeg som lytter kan sidde og mangle noget, er i aggression, den føromtalte vrede og lidt mere volumen. Det er svært at lave til et akustisk show, hvor ideen er, at sangene jo skal klædes af, og leve på de gode melodier og deres, forhåbentlige, velskrevenhed. Jovist, er sangene velskrevne, men en stor del af dem falder lidt i værdi, når de ikke præsenteres som den støvle i fjæset, Skin kan give til en liveoptræden. Derfor har denne koncert en lidt ambivalent effekt på mig – jeg synes det er fedt at (gen)høre sangene. Nogle af dem i ny indpakning. Men det er lidt tyndt og pauvert til tider, og man håber at guitaristen lige ville træde på distortion-pedalen, og at trommeslageren ville skifte blomsterpindene ud med et par rigtige stikker. Men det sker desværre ikke, og der er min bedømmelse af ”An Acoustic Skunk Anansie Live in London” noget mere lunken, end hvis outputtet havde været et andet, end en hyggeaften med en radmager sort lesbisk tornado bakket op af et spillemandsorkester.   

Tracklist:

01: Brazen (Weep)
02: Because of You
03: Infidelity (Only You)
04: I Hope You Get to Meet Your Hero
05: Charity
06: 100 Ways to Be a Good Girl
07: I Believed in You
08: Secretly
09: You Saved Me
10: I Will Break You
11: God Loves Only You
12: You DO Something To Me
13: Weak
14: My Ugly Boy
15: Squander
16: Hedonism (Just Because You Feel Good)
17: Twisted (Everyday Hurts)

18: Charlie Big Potato

Total Spilletid: 77:30 Minutter

Læs mere...

Sights & Sounds - Silver Door

Bandet her startede mere eller mindre tilfældigt tilbage i 2006, men da line-uppet foruden Comeback Kid-sangeren Andrew Neufeld tæller medlemmer fra bands som Sick City, The Getaway og Figure Four, var det ikke svært at hyre Devin Townsend som producer til debutalbummet ”Monolith”, som kom i 2009. Nu, 4 år senere, har man samlet tilstrækkeligt med numre til at kunne udgive en EP.

Indholdet er umiddelbart frisk og til tider lidt punket Indierock, som med en pænt detaljeret produktion er lige til at gå til. Men jeg kommer hurtigt til at mangle noget, for bandet går alt for målrettet efter det sikre; de tør åbenbart ikke vove pelsen og kaste sig ud i det. Resultatet er en samling numre, hvor kun de mest vandtætte ideer er sluppet gennem nåleøjet, og det passer slet ikke til stilen! Samtidig er guitarlyden lige så tynd som tandtråd, og de nydelige vokaler er lige ved at gøre udtrykket pussenusset. Det her er virkelig langt væk fra det, medlemmerne normalt leverer.

Kun i det coole ”Solo, So Low”, som med sit tilbagelænede groove skiller sig ud fra sine blege søskende, er der noget godt at finde – flere af den slags tiltag havde pyntet gevaldigt. De resterende numre kunne jeg selvsagt godt have undværet, og jeg håber, at Sights & Sounds går en rigtig lang tur i skoven hjemme i Canada og finder på noget mere spændende, inden de samler Sounds & Sounds igen.

Tracklist:
1. Poli's Song
2. Cards In Place
3. Nothing At All
4. Hold On Me
5. Solo, So Low
6. Good

Samlet spilletid: 23:01

Læs mere...

Glasvegas

Jeg har ladet mig fortælle at Glasvegas skulle være rigtig fede, jeg var derfor at finde i Pumpehuset torsdag aften. Jeg følte en vis usikkerhed over hvordan koncerten ville forløbe, da jeg hverken har set dem live før eller kender nogle andre der har, og det er på trods af at de ellers flittigt har besøget vores breddegrader de senere år. Desværre endte det med at blive en af de kedeligste koncerter jeg har været til i flere år.

 

Glasvegas
Aftenens koncert foregik i Pumpehusets store sal, og da jeg ankommer kort inden Glasvegas går på scenen er der kun omkring halvt fyldt. Folk er utrolig spredt, og derfor er det slet intet problem at komme ganske tæt på scenen – hvilket ellers normalt er ”reserveret” til de store fans.

 

Lidt over 10 smutter bandet på scenen. Forsangeren hilser på os på en afslappet måde, også er vi ellers i gang. Lyden er på nuværende tidspunkt knap så god og især guitarerne og trommerne larmer. De lyse toner er alt for fremtrædende i lydbilledet. Til gengæld går forsangerens vokal fantastisk igennem – man kan høre enhver lille nuance og detalje. Det blev også en del bedre allerede et par numre senere, selvom trommerne stadig stak alt for højlydt ud i lydbilledet.

 

Desværre er Glasvegas kort sagt mega stenede at se på, trommeslageren undtaget. Med sine cool solbriller står hun op og spiller samtlige sange, hvilket er ret sejt. Resten af bandet virker fuldstændigt uinteresserede. Som om det bare skulle overstås. Imellem numrene var der for der meste alt for stille, både fra bandet og til dels fra publikum. Her var ingen crowdcontrol og når der endelig blev fremtvunget små anekdoter og kommentarer havde de ingen relevans for showet – og hvorfor så sige noget overhovedet? Publikum hjalp nu heller ikke meget på sagen. Jo jo, der klappes og hujes efter sangene er slut, men det er omtrent det eneste der sker. Det ville selvfølgelig heller ikke være et så stort problem hvis bandet spillede godt, men i aften fungerer det slet ikke. De spiller bestemt ikke godt, men heller ikke ubetinget dårligt – bare usammenhængende.

 

Efter en lang koncert på knap 1½ time (med bl.a. 4 ekstranumre), endte Glasvegas på ingen måde med at imponere mig. Det var mildt sagt en smule elendigt. Det er egentlig ironisk, for musikken tillader jo netop at have vilde momenter, men det bliver ikke brugt. Glasvegas gad ikke rigtigt i aften, eller også gik tingene galt for dem, men omvendt var der ikke meget hjælp at hente fra hverken den halvringe lyd eller publikum.


Jeg må desværre sige at det er lang tid siden jeg har haft en så gevaldigt trang til at skride fra en koncert. Men de forsøgte, også var trommeslageren altså pænt cool, og det giver altså et par point. 2½ stjerner.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed