fbpx

Bleeding Gods - Shepherd of Souls

Bleeding Gods blev dannet i 2012 efter at guitaristen Ramon havde forladt bandet Houwitser, hvor han begyndte at tracke demo EP’en som så dagens lys i 2013 med titlen ”Blood Symphony”. Bleeding Gods spiller efter sigende groovet og fræsende death metal med thrash metal inspirationer, og efter at have lyttet deres debut album ”Shepherd of Souls” igennem, er det vel ikke helt ved siden af.

Der lægges godt fra land med fuld smadder på åbningsnummeret ”Abyss of the World”, som groover rigtig fedt med en ganske glimrende growlen, passende onde fede riffs samt fede leads. De samme roser kan gives til det næste nummer i rækken ” Into the Depth of Misery” som viser de samme gode takter. De næste par numre er desværre lidt dårligere, hvor der mangler den heftige intensitet som ellers glimrede på førnævnte. Ligeledes er ”Ixmucané (I)” et akustisk guitar instrumental track som på den ene side viser, at guitaristerne bestemt kan spille, men samtidig også er lidt ligegyldigt.

Alt er velspillet og tight som ind i helvede med masser af blast beats, og andet fedt trommespil. Niveauet er nogenlunde det samme hele skiven igennem uden nævneværdige afvigelser udover førnævnte, med de to første tracks som værende de bedste. I sidste ende bliver det hele dog en anelse stagnerende uden at være dårligt på nogen måder, og fans af stilen vil med al sandsynlighed tage skiven til sig som et udmærket album.

Tracklist:
1. Abyss of the World
2. Into the Depth of Misery
3. Shepherd of Souls
4. Rise from Ashes
5. Ixmucané (I)
6. Lords of Xibalbá (II)
7. Glorious Relentless Destiny
8. Empire of the Immortals
9. Human Weakness
10. Symbolic Sculptures
Samlet spilletid: 42:53

 

Læs mere...

Blame Kandinsky - Pink Noise Motel

Med ”Pink Noise Motel” viser græske Blame Kandinsky, der endnu kun har lidt over 1000 følgere på Facebook, at de helt klart er et band man bør holde aldeles skarpt øje med, hvis man har han hang til progressiv metal og math rock. Blame Kandinsky lyder mest af alt som et punket gadekryds af tidlig Lamb of God, Mastodon og Eyehategod – der er nemlig både punk, sludge, math rock, og groove metal tendenser at hente i Blame Kandinsky’s befriende beskidte univers, og med de ingredienser har de formået at skabe et knivskarpt produceret heksebryg af en debut EP, der ikke ligner noget undertegnede har hørt før. Første eksempel på Blame Kandinsky’s unikke lyd finder man i den 23 sekunder lange intro ’Varnish 11 st Illinois’ hvor et fjerntliggende sample af blues legenden Robert Johnson’s klassiker ’Cross Road Blues’ går over i en kakofoni af tonalt passende feedback og statisk støj, der åbner sig op derefter hamrer over i EP’ens egentlige første nummer ’Cassidy Godson meets Christine Fallin’, der nådesløst sparker Blame Kandinsky’s velorganiserede og groovende math rock kaos i gang. Tredje skæring ’Lions’ tager fat hvor ’Cassidy Godson meets Christine Fallin’ slipper, og blander konsekvent skingre licks med dybe og tungt liggende guitar riffs i jævn og ligelige fordeling. ’Nascency.Admittance.Guilt.Rebirth’ sparker for alvor festen i gang, og giver med et messende groove metal hook der er Mastodon værdig et perfekt timet break fra de konstante breaks, der ellers præger lydbilledet. På den følgende skæring ’Beautiful Savages’ står det dog hurtigt klart, at den foregående skæring kun var opvarmningen til det klart mest potente track på EP’en, der med endnu flere hårde hooks klart leverer EP’ens højdepunkt. Efter denne hvirvelvind af en EP tænker man måske at sidste skæring ’Death has no name’ vil blive en mere stille affære, men det er bestemt ikke tilfældet, og nummeret viser sig på en baggrund af sonisk feedback støj at være EP’ens klart mest melodiøse nummer, der meget passende afsluttes med lidt tilfældig strumming og anden statisk støj, som var det en netop afsluttet punk koncert.

Eneste minus ved denne ellers fuldstændigt gennemførte EP er, at forsanger Stratos ind i mellem virker til at være en smule begrænset i sit register, og jeg savner måske lidt mere vokalmæssig variation fra growl til scream a la Randy Blythe fra Lamb Of God eller Jonny Davy fra Job For A Cowboy, der også begge opererer i et meget dynamisk lydunivers og tilpasser deres vokaler derefter. Det kan dog hævdes at Stratos’s vokal skaber en mere uniform modvægt til de hurtigt skiftende kompositioner, og i så fald er det godt set af Blame Kandinksy i en både kompositorisk og produktionsmæssig sammenhæng. Det er tydeligt at der er lagt mange kræfter i ’Pink Noise Motel’ – en indsats der med al tydelig har betalt sig.

’Pink Noise Motel’ kan downloades via Bandcamp.

Tracklist:

1. Varnish 11 st Illinois
2. Cassidy Codson meets Christine Fallin
3. Lions
4. Nascency.Admittance.Guilt.Rebirth
5. Beautiful Savages
6. Death has no name

Samlet spilletid: 20 min.

 

Læs mere...

Devilment - The Great And Secret Show

Devilment, som blev dannet tilbage i 2011 og huser vokalist Dani Filth (Cradle of Filth), har netop smidt deres debut album med titlen ”The Great And Secret Show”på gaden. Nu kender jeg ikke så meget til Cradle of Filth, men nok til at sige at de to bands absolut intet har med hinanden at gøre rent musikalsk.

Der bliver leveret en omgang klassisk heavy/groove metal tilsat lidt industrial inspirationer hist og her med et overordnet gys-og-gru tema, som vel nok er det der adskiller dem mest fra mængden. Det gør sig især gældende med de velkendte skrig og latter fra Hr. Filth og det særprægede gru-piano, som dukker op i tide og utide. Mine personlige favoritter er ”Girl From Mystery Island”, “Living With The Fungus”, ”Mother Kali” og den glimrende afslutter “The Great And Secret Show”, som har det bedste flow og røde tråd over sig. Jeg er ikke sikker på at fans af Cradle of Filth vil finde Devilment særlig interessant, men jeg synes nu egentlig, at det fungerer udmærket.

Hvis man er til horror metal - om man vil - med et nærmest Hitchcock-agtigt soundtrack over sig, er man ikke gået helt forkert i byen; Devilment imponerer mig på ingen måde men har alligevel sin egen charme og skiller sig lidt ud fra mængden.

Tracklist:
1. Summer Arteries 6:14
2. Even Your Blood Group Rejects Me 5:22
3. Girl From Mystery Island 5:49
4. The Stake In My Heart 4:42
5. Living With The Fungus 5:43
6. Mother Kali 3:43
7. Staring At The Werewolf Corps 6:45
8. Sanity Hits A (Perfect) Zero 6:10
9. Laudanum Skull 5:25
10. The Great And Secret Show 5:35
Samlet spilletid: 55:34

Læs mere...

Forgery - With These Fists

“With These Fists” er det andet album fra Forgery, og følger op på debut’en ”Harbouring Hate” fra 2009. De fem år, der ligger imellem kan virke som lang tid, men udgør kun en mindre del af Forgerys historie; bandet fra Oslo har nemlig eksisteret on and off siden 1990.

Trods den fremskredne alder har bandet en ret så moderne tilgang til Thrash Metal; de tilsætter lidt groove til blandingen sammen med staccato / let synkoperede rytmer, som havde de lige hørt Meshuggah på vej i studiet. Det giver et lidt utraditionelt udtryk, som kunne være spændende, men medaljen har en bagside: Det tager både den friskhed og energi, som kendetegner Thrash Metal som genre, ud af numrene. I stedet gør det dem lukkede og distancerede, og jeg mister ret hurtigt interessen for dem. I den sammenhæng er det kun en begrænset bonus, når der i ”Shadows of Fear” skrues op for tempoet eller at det er en mere old school form for Thrash, der præger ”Fading Thoughts”– Forgery falder hurtigt tilbage i deres vante stil. Helt galt går det i den gumpetunge men helt ufede ”Black Mourning”, som bare er kedelig. I det samlede billede hjælper det helle ikke meget at vokalen fremstår som ualmindeligt ensformig; den er faktisk så lidt varieret, at jeg kommer til at tænke på Ace Frehleys guitarsoli på de tidlige Kiss albums…

Jeg er normalt meget glad for Thrash Metal, men i denne aftapning smager den mig ikke; Forgery fjerner nogle af stilens bedste ting, men erstatter dem med malplacerede elementer - Et klart Nej Tak herfra …

Tracklist:
01. Effigy
02. Final Genocide
03. Mirror Man
04. Mind of Rage
05. Shadows of Fear
06. Cross to Bear
07. Black Mourning
08. Fading Thoughts
09. Anatomy of Pain
Samlet spilletid: 42:16

Læs mere...

Machine Head, Impalers

To gange tidligere har jeg haft fornøjelsen af at se Machine Head live. Første gang var på Grøn Scene på Roskilde Festival i 1999 eller 2000 hvor de var fremragende, og igen i knap så romantiske omgivelser i KB Hallen til Black Crusade tour i 2007. Jeg var ikke til stede i 2009 da Machine Head sidst gæstede Aarhus og Train til, hvad der efter udmeldingerne var en mindeværdig koncert, både for publikum, men også efter eget udsagn, for bandet selv, så jeg havde store forventninger til at successen kunne og skulle genskabes igen, her i 2014. 

 

Impalers:

Selvom aftenens headliner er et kæmpe navn i metalverdenen, skal man ikke altid kimse ad opvarmingen. Jeg missede desværre Impalers da de spillede til Royal Metal fest her i Aarhus tidligere på året, så jeg glædede mig meget til endelig at få lov til at opleve dem live. Det var selvfølgelig ikke under de bedste betingelser med minimal plads foran Machine Heads gear, men det var trods alt en chance for at få hørt noget fedt dansk upcoming thrash. Og thrash var det! De var knapt arriveret på scenen før den første guitarsolo blæste ud igennem højttalerne. Eller, "blæste" er måske så meget sagt, for lydmanden havde kun skruet op på "alt for lavt" i starten. Der er heldigvis masser af fart og energi i Impalers musik, og jo mere der kommer styr på lyden undervejs, jo mere lykkes det for dem at varme op under publikum. Det var meget fladt i starten på trods af antallet af mennesker, men ser man over alle 30 minutter, synes jeg at missionen lykkedes. Masser af fart, masser af guitarsoli og masser af langt hår. Publikums nakker blev varmet op imens de første pilsnere røg i halsen. Det var fedt nok endelig at få dem oplevet, men jeg ser nu frem til at få dem set under mere optimale forhold, hvor det ikke føles som om at trommerne vælter ud over scenekanten, og der ikke skal heftig disciplin og koreografi til, at de lange manker ikke filtrer sig ind i hinanden, når de bevæger sig rundt på scenen. 3/6

 

Machine Head:

Der er ikke grund til at holde på det: Det var en pisse fucking fed koncert!

Jeg har næsten lyst til at lade det stå for sig selv og slutte her, men lad mig for god ordens skyld kaste mig ud i en flok slibrige detaljer om dette orgie af god stemning, volumen på max, gyldne damer og heavy metal.

Efter Impalers havde spurtet igennem deres support-set og deres gear var fjernet, gik Machine Heads crew igang med at sikre sig, at det hele var som det skulle være. Det tog sgu sin tid. Eller sådan føltes det i hvert fald. Når man står tæt pakket foran en scene og udelukkende venter på at koncerten går igang, er det altså ikke særligt spændende at se på et par roadies, der laver lydprøve og vader rundt omkring på scenen for at tjekke op på diverse ting. Alt sammen i et utroligt astadigt tempo. Men når resultatet af anstrengelserne er så imponerende som det var tilfældet her, så lever jeg gerne med min utålmodighed og de intimsfære-brydende medpublikummers tvivlsomme ånde i nakken, imens jeg venter på at den professionelle grundighed bliver færdig med at arbejde.

Jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har hørt en koncert, hvor lydkvaliteten har været så fedt indstillet fra starten. Det var højt, det var crisp og det var tungt. Der blev sikkert pillet ved det undervejs, men det var ikke noget jeg bemærkede, og når man nu umiddelbart forinden har oplevet hvor meget, dårligt indstillet lyd kan tage væk fra en koncert, så er det sgu en fornøjelse at få lov til at glemme den del fuldstændigt og bare nyde hvordan de velsmurte lydbølger hamrer ind i ens sørgelige mortale corpus. Det var i hvert fald tilfældet hvis man befandt sig foran scenen, hvilket jeg gjorde det meste af koncerten. Mere om det senere!

Frontmand Rob Flynn er eneste tilbageværende af de originale bandmedlemmer der startede Machine Head tilbage i 92, og man kan godt argumentere for at Flynn langt hen ad vejen ER Machine Head. På scenen er der i hvert fald ingen tvivl om hvem der er omdrejningspunktet. Og det er bestemt ikke nogen skam når man er så skarp til jobbet som Flynn er. Der var også kontakt imellem de to øvrige streng-atleter og publikum, men det var Flynn der var centrum og han havde et fabelagtigt tag i publikum. Han var både veloplagt, indstillet på at levere et fedt show og virkede samtidigt oprigtigt glad for at være til stede og spille foran det yderst veloplagte publikum, der var mødt op denne ellers jævnt kedelige "sommeraften" på Train. Nu hvor jeg er ved publikum, så er det, uanset hvordan man vender og drejer det, en af de vigtigste ingredienser i en vellykket koncert. Og denne fine mængde af glade mennesker, som var mødt op for at høre deres helte levere varen, var i den grad også selv indstillet på at være en del af det. Udviklingen fra det øjeblik Impalers gik på til de sluttede en halv time senere var tydelig, men den forvandling der skete da Machine Head gik på, var fra 0 til 100 på hvad der synes kun at vare et splitsekund. Publikum var dybt involveret under hele koncerten, og der var instant respons når Flynn bad om at få vores fists eller middlefingers i vejret. Undervejs var der endda flere omgange af holdbare circlepits, hvilket er noget af en sjældenhed til heavy koncerter her i Aarhus. Det var en fornøjelse at være en del af, og uden den indsats og ikke mindst vilje til at have en fed koncert på en tirsdag, var det aldrig blevet så fedt.

Ud over den fornemme indsats fortjener Machine Head også indtil flere skulderklap for setlisten, som jeg synes var forbilledligt skruet sammen. De kom på scenen med masser af energi og holdt intensiteten godt kørende i de første ca. 45 minutter. På det tidspunkt tog de en lille pause og forlod scenenfronten for en stund, hvorefter Rob Flynn kom tilbage iført en akustisk guitar og en umådelig trang til at holde tale. Jeg er ikke altid den største fan af taler inde midt i en koncert, men af en eller anden grund er amerikanere som regel ganske fornuftige til den slags, og det gjorde sig også gældende i dette tilfælde. Efter mit stopur blev det til lige knap 5 minutter, og der var måske lige i overkanten i forhold til indhold, men i det store hele var det ok, og som break i en lang koncert fungerede det glimrende. Umiddelbart efter blev den akustiske guitar sat i sving til "Darkness Within" fra den seneste plade "Unto The Locust". Et perfekt nummer til at starte anden halvdel af koncerten, der uden problemer opnåede samme stemning og energi som den første halvdel. I løbet af hele herligheden fik vi serveret en perlerække af hits fra det imponerende bagkatalog, lige fra "Locust" til "Davidian" og "Bulldozer". Det hele sluttede efter 1 time og 40 minutters fantastisk heavy til tonerne fra "Halooooooooo" fra "The Blackening" albummet. En dejlig afslutning på en tæt på perfekt aften.

Grunden til at jeg siger tæt på perfekt er, at jeg en halv times tid inden koncerten var færdig, bevægede mig fra min standard plads lige foran lydpulten til en plads blandt de mange gæster der havde fået en plads i den venstre side af salen. Jeg har altid holdt meget af at komme til koncerter på Train, men jeg har også altid haft det meget svært ved at acceptere den mængde af billetter der bliver sat til salg. Jeg ved ikke om der var helt udsolgt til denne koncert, men det har været tæt på, og med begrænset plads foran scenen og på balkonen, så er der mange der kommer til at stå ude i siden. Jeg ved godt at alle ikke kan komme til at stå foran scenen, men i modsætning til så mange andre steder, så er siderummet på Train meget dybt og meget afkoblet fra scenen. Især til venstre for scenen. Og når der er så mange mennesker, kommer en god del af dem til at stå meget langt fra scenen, og så er det altså ikke nok at der er et ekstra sæt højttalere der peger den vej. Der er for langt til scenen, til pitten og til stereobilledet fra fronthøjtalerne. I min mening er det simpelthen ikke fuld pris værd hvis man kommer til at stå der. Nogle få står der måske frivilligt, men der kunne ikke stoppes ret mange flere kroppe ind foran scenen, så det er svært at se hvor folk ellers skulle stå. Eneste positive ved den oplevelse var, at det var meget hyggeligt at skue ud over den bølgende pit foran Flynn og co. imens jeg savnede min plads foran scenen.

Så hvad ender det med? Fortjener det 6 stjerner? Ja. Er det fair at jeg trækker en halv stjerne fra pga. mit problem med siderne i salen? Måske ikke. Gør jeg det alligevel? Ja. 5,5 stjerner herfra til en uovertruffen tirsdag aften hvor Train bød på 3 Gyldne Damer eller Elefantøl for 100 kr. Et tilbud, der selv på en tirsdag, betød at de løb tør for Gyldne Damer til sidst. Et faktum så smukt, at jeg næsten må knibe en lille tåre og genoverveje om ikke vi skal op på de 6 stjerner igen....

 

  • Machine Head_3
  • Forfatter: Morten Rygaard
  • Machine Head_12
  • Forfatter: Morten Rygaard
  • Machine Head_6
  • Forfatter: Morten Rygaard

Se alle billederne her

Læs mere...

Frontal - Death Eaters

Frontal fra Frankrig skulle være en kombo af teknisk død og lidt groove metal i stil med lamb of God, hvilket ikke er helt ved siden af, for her diskes op med groove metal hvor de føromtalte insprationer fra lamb of God er et godt eksempel, og svære at lægge skjul på. Det bliver så krydret med mange tekniske detaljer, aparte akkorder og finurligheder. Vokalen varierer fra growl til det lidt mere melodiøse, som passer fedt ind i stilen og bliver aldrig en pestilens at lytte til, som det ellers nogen gange kan blive.

Bandet skal have et stort plus for alle de tekniske og progressive ting som gør, at de virker ganske originale, hvilket ellers er forbandet svært i disse dage. Generelt svinger det hele ganske fedt, hvor jeg i særdeleshed godt kan lide de melodiske stykker af musikken. Desværre kommer det aldrig helt der op hvor fuglene synger, da de til tider mister tråden og kan virke en smule rodet, men for fanden de har potentiale, disse gutter og det er bestemt ikke sidste gang, jeg kommer til at lægge øre til dette franske band. Jeg håber de strammer op og rammer en bedre helhed på deres næste udspil.

”Death Eaters” er et gedigent album med stort potentiale som vokser jo mere man lytter til det, hvor højdepunkterne må være numrene ”No More Safety”, ”Death Eaters”, ”No Pride” og ”Psychopath Army” som viser bandet fra deres bedste side.

Tracklist:
1.  Kronos
2. No More safety
3. One To Kill Them All
4. Inferno
5. Rise Above
6. New Journey
7. Death Eaters
8. At War With Myself
9. No Pride
10. Psychopath Army
11. Mind Control
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Hellyeah - Blood For Blood

Den (såkaldte) heavy metal/groove metal supergruppe Hellyeah har netop smidt deres fjerde album ”Blood For Blood” på gaden. Gruppen som jo består af vokalist Chad Gray (Mudvayne), guitarist Tom Maxwell (Nothingface), tidligere Pantera/Damageplan trommeslager Vinnie Paul, guitarist Greg Tribbet (Mudvayne) samt tidligere Damageplan bassist Bob Zilla, har i mellemtiden skiftet Zilla ud med Bloodsimple’s bassist Kyle Zanders, og Tribbet har forladt skuden.

Jeg er kun bekendt med bandets to første albums ”Hellyeah” og ”Stampede”, ingen af disse er specielt interessante, dog er der enkelte gode numre på dem begge. Der er ingen tvivl om, at det nye udspil er deres mest heavy til dato, men bestemt ikke deres bedste.

Pladen lægger ellers forrygende ud med titelnummeret, som har masser af energi og nerve samt et ganske fængende omkvæd. Ligeledes bør balladen ”Moth” og det afsluttende nummer ”Black December” nævnes, idét de indeholder en smule gode melodier. Desværre er resten af pladen så idéforladt som noget kan være; nummeret ”Gift” må betegnes som pladens dårligste track, men generelt bliver det hele meget kedeligt at lytte til. Så alt i alt synes jeg, at det er en halvskidt skive man får smidt i hovedet her af Hellyeah, jeg havde ihvertfald håbet på bedre takter – titelnummeret er som sagt ganske forrygende. Hvorfor man ikke fortsætter i den stil er mig en gåde, men tjek videoen herunder, den er fed nok!!

Tracklist:
1. Sangre Por Sangre (Blood For Blood)
2. Demons In The Dirt
3. Soul Killer
4. Moth
5. Cross To Bier (Cradle Of Bones)
6. DMF
7. Gift
8. Hush
9. Say When
10. Black December
11. Feast Or Famine (bonus track)
12. Hush Acoustic (bonus track)
Samlet spilletid: 46:39

Læs mere...

Channel Zero - Kill All Kings

Da Channel Zero valgte at blive gendannet i 2009, skete det efter massiv efterspørgsel i hjemlandet Belgien – udsolgte koncerter og massiv pressedækning viste, at bandet ikke var glemt efter 12 års pause. Siden er det blevet til albummet "Feed'Em With A Brick" i 2011, og helt efter planen begyndte arbejdet på "Kill All Kings” sidste år, men blev brat afbrudt da trommeslageren Phil Baheux pludselig døde. Optagelserne blev senere gjort færdige med Roy Mayorga som session-musiker, og "Kill All Kings" er nu klar.

Det, som slår mig ved dette album er, hvor enkle midler Channel Zero bruger, og hvor meget de får ud af dem. Her er åbningsnummeret ”Dark Passenger” et godt eksempel, for når de simple guitarer får hjælp af Franky De Smet Van Dammes vokal, så går det derudaf. Min første tanke var, at det her er Metal i sin helt grundlæggende form, men som antallet af gennemlytninger er steget, har jeg fået øre for musikkens groovende sider, som skal med i genrebetegnelsen.

Det positive indtryk kommer lidt under pres mod albummets slutning; her er det kun ”Duisternis”, hvor bandets gamle Thrash-dyder kigger frem, der for alvor rykker. Omvendt ligger albummets samlede niveau pænt over hvad gendannede bands oftest præsterer; set i det lys kan både Channel Zero og deres fans være godt tilfredse.

Tracklist:

01. Dark Passenger
02. Electronic Cocaine
03. Burn the Nation
04. Digital Warfare
05. Ego
06. Crimson Collider
07. Kill All Kings
08. Brother’s Keeper
09. Army of Bugs
10. Mind over Mechanics
11. Duisternis
12. Heart Stop

Samlet spilletid: 44:51

Læs mere...

Whitechapel - Our Endless War

Man kunne fristes til at tro at den 1:21 minutters stemningsfulde og bløde intro varslede nyt fra et band, der var gået i Nickelback mode, men det bliver manet til jorden allerede på skæring nummer to. “Lets go!”, råber manden i titelnummeret, og ja, så falder hammeren! Whitechapel er tilbage i fuld vigør. Vokalen er i dit fjæs lige fra første strofe, og så kører metalmotorcyklen ellers bare derudad! Der rammer den et band der med tunge, selvsikre skridt får dig til at rykke med overkroppen i takt, og vippe med militærstøvlen.

Whitechapel har snart en del udgivelser bag sig, og Our Endless War er sidste skud på stammen. Et album der har været undervejs i over et år, og som i følge bandet selv, er det første de rigtigt har finpudset. De er gået lidt tilbage til fordums dyder og har krydret lidt med nye tiltag. Der er blastbeats, tung lyd fra alle tre guitarister, masser af groove, og som altid Phil Bozeman i front. Den lille mand med den enorme brøl! Den mand har en helt speciel måde at bruge sit råbeorgan på, der går lige ind og rammer min “awesome” nerve. Den harmonerer bare rigtig godt med musikken og bliver et instrument i sig selv. 

Our Endless War er spækket med fede grooves, Phil’s fede vokal og en hel del mere stemning end hvad jeg synes man plejer at høre fra deres side i form af melodiske passager midt i kaosset. De får også, ganske fint, inkorporeret elementer både fra Hardcore og Thrash i form af kraftfulde breakdowns, godt tempo og fede soloer. 
Det bliver aldrig et Whitechapel der desperat forsøger at genopfinde sig selv, men et band der viser fornyet styrke. Brutaliteten, kompositionerne og produktionen er i top. Men det der lige snupper den sidste stjerne, er, at de stadig ikke udnytter de 3 guitarister fuldt ud og at Phil, trods sin absurd fede vokal ikke bevæger sig ret langt fra sin tryghedszone. Det ville klæde ham at presse sig selv lidt og se, hvad der kunne komme ud af det.

Et lækkert album som helt sikkert vil få Whitechapel-fans til at få svedige håndflader.

Tracklist:

1. Rise
2. Our Endless War
3. The Saw Is the Law
4. Mono
5. Let Me Burn
6. Worship the Digital Age
7. How Times Have Changed
8. Psychopathy
9. Blacked Out
10. Diggs Road

Samlet spilletid: 39:00

 

Læs mere...

DeathDestruction - II

Udgangspunktet for DeathDestruction kan kun betegnes som spændende, for de 4 medlemmer har spillet i så forskellige bands som Hammerfall, Evergrey og M.A.N, og bringer derfor impulser fra en bred vifte af genrer med til fællesskabet. Som titlen fortæller, er albummet bandets andet, og følger efter den 3 år gamle debut.

Selv om ordet Death indgår i bandets navn, er det ikke Dødsmetal, der er på dagsordenen her. I stedet lader svenskerne en masse groove flyde ind i musikken, hvilket illustreres perfekt i ”Towards The Light”. Samtidig gives der også plads til noget så umoderne som guitarsoli, som Henrik Danhage leverer med udmærket feeling. Det er ikke ensbetydende med mangel på power, for i front brøler Tony Jelencovich det bedste, han har lært. Det giver numrene en kant, ikke mindst i de passager hvor han gør det med en næste Hardcore-agtig vrede.

Det er alt sammen meget godt, men med mine indledende betragtninger om forskellige input, er det ikke helt godt nok. At DeathDestruction har valgt en stil, som ligger et sted mellem de 4 medlemmers udgangspunkt, er udmærket, men jeg mangler spænding og overraskelser. Der er for mange numre som ligner hinanden, og de kommer ikke ind under huden på mig - her havde jeg forventet mere. På bedømmelsesskalaen rækker det ikke til mere end OK, og jeg føler ingen trang til at opsøge bandets første udspil.

Tracklist:
01. Divine Justice
02. Dead Pilot.
03. Money, Blood, Crucifixus
04. Towards The Light
05. I Am The Plague
06. Set The Sail
07. Give It A Try
08. False Flag
09. I Promised You Nothing
10. Taste The Mud
11. A Shelter From Harm
12. Epilogue
13. Insane Stays Sane
14. Moscow Morning
15. Die Tomorrow
Samlet spilletid: 53:35

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed