fbpx

Black Swamp Water - Chapter One

Kvintetten fra Silkeborg er en lidt udefinerbar størrelse; på den ene side vil de gerne spille tung og groovy sydstatsrock, og på den anden side vil de levere sleazy glamrock. De gør egentlig begge ting ret fornuftigt, og får det mikset til en herlig blanding af begge.

Der er bare ikke så meget nyt under solen. Så selvom det er rutinerede kræfter som f.eks. Kim Langkjær Jensen (tidl. Illdisposed, Dawn of Demise og Koldborn) bag trommerne og Jacob Bredahl der har mixet og mastereret pladen, bliver det lidt af en langgaber.

Bevares, der er ganske gode skæringer iblandt de 11 numre. Tag titelnummeret – det er tungt og groovy på den fede måde. Måske Black Swamp Water skulle overveje at gå mere i den retning fremover, for det er en stil, de mestrer. Hvorimod et nummer som ”Leave Nothing Behind” bliver lige lovlig Guns 'n' Roses-agtigt og lidt ligegyldigt.

Derfor vil jeg håbe, det næste kapitel ikke bliver ligeså langt. Det kan i hvert fald overvejes, om det er strengt nødvendigt med 11 numre – umiddelbart kunne der godt barberes et par stykker væk, så pladen kunne komme ned på otte numre og dermed blive lidt lettere at fordøje.

Trackliste:
1. Leave Nothing Behind
2. Harmless
3. World on Fire
4. Interlude
5. Into the Fire
6. Black Swamp Water
7. Life Is Pain
8. The Only Road
9. Efuckingnough
10. Run
11. Let It Go

Total spilletid: 49:24

Læs mere...

Livløs - Livløs EP

Livløs  er et forholdsvis nyt Dansk band, som blev grundlagt 2014 og har base i Aarhus. Bandet består af fem medlemmer: Simon Olsen (Vokal), Kenneth Breinbjerg (Guitar), Franz Posch (Guitar), Søren Frambo (bas) og sidst men ikke mindst Thomas Dannemand på Trommer. Umiddelbart er disse gutter ubekendt for mit vedkommende, men det gør bestemt ikke deres debut EP dårligere af den grund. 
 
Der er godt nok smæk på det første nummer ”Sheets”, som er en herlig blanding af melodisk død og en god omgang groove-metal; masser af fede riffs, tunge stykker og fede breaks. Vokalen er lige i skabet; vred, kompromisløs og uden hæmninger. I ”Passenger” er der gjort plads til et mere melodisk intro-tema som også er en del af nummeret sidenhen, meget smagfuldt. Men ellers bliver der  for alvor ”riffet” igennem - bare så vi ved hvor vi er henne rent stilmæssigt – et sted mellem en lidt tungere udgave af Hatesphere, og Pantera i de groovede stykker, hvilket jo bestemt er et godt sted at starte. ”Hallucinations” og afslutteren ”Decay” er EP’ens svage side om man vil, her savner jeg simpelthen de fede groovede tunge og nakkesmækkende stykker, for selvom der her bliver eksperimenteret med blandt andet akustiske passager, bliver disse numre desværre lidt unuanceret og rodet, men det er dog stadig udmærket.
 
EP'en er indspillet i, og mixet Jacob Bredahl i Dead Rat Studio og masteret af Brad Boatright fra Audiosiege i Portland, Oregon. En EP som alt i alt er mere end godkendt fra disse gæve jyder, men desværre er alt for kort. Nuvel, såden er det som bekendt med EP’er. Jeg er ihvertfald spændt på at høre mere fra livløs, for det smager helt sikkert af mere!
 
Tracklist:
01 Sheets ( 03: 33) 
02 Passenger ( 05: 15) 
03 Hallucinations ( 04: 31)
04 Decay ( 03: 48)
Samlet spilletid: 17:07
 
Læs mere...

Feared - Reborn

2016 er året hvor Svenske Feared har 10 års jubilæum. ”Det skal fejres” som de siger i den ufatteligt dårlige tv reklame fre Jem & Fix. Som sagt så gjort, og det med en genindspilning af de bedste numre fra bandets to første udgivelser ”Rejects” fra 2011 samt  ”Refeared” fra 2012.

Det hele starter med ”Opening Scene”, som er en stille og rolig piano-intro, men selvom ”Reborn” indeholder genindspilning af tidligere materiale end sidste års ”Synder”,  som denne anmelder jo var temmelig begejstret for, så er det stadigvæk fyldt med aldeles tunge nosser det her. Jeg ved ikke om genindspilningen har pyntet på numrene, da jeg ikke har hørt original versionerne, men musikken er meget groove-orienteret som i dén grad klæ’r bandet; voldtunge fede riffs fra fra den gode Ola Englund krydret med en del fede leads, nøjagtigt ligesom på ”Synder”, dog måske i lidt mindre grad når det kommer til lead. Samtidig er der også gjort plads til stemningsfulde tracks som ”The Morgue” med akustiske guitarpassager.

Jeg er nødt til at gentage mig selv fra sidst jeg havde med Feared at gøre – Det er et særdeles potent udspil vi har med at gøre her; bandet er super tight spillende med en tilpas grum og snerrende vokal, som til tider faktisk bliver varieret med ren vokal, og bliver defor aldrig  belastende at lytte til.  Så selvom gassen måske går lidt af ballonen på sidste halvdel af pladen, er ”Reborn” aldeles anbefalelsesværdig i Death/Thrash Metal universet, man kunne fristes til at kalde det Groove-Thrash, omend den lider lidt under ”Synders” højere niveau.

Tracklist:
1. Opening Scene
2. Fall of Man
3. World Eater
4. Lords resistance Army
5. Our Dying World
6. The Morgue
7. The Turn
8. Breaking The Cycle
9. My Last Line
10. Changes
11. OCD
12. The Bridge
Samlet spilletid: 48:12

 

Læs mere...

Devildriver - Trust No One

Devildriver har igen slået sig sammen med producer Mark Lewis i Audio Hammer Studiet, hvor de har indspillet deres syvende album ”Trust No One”, og det er intet mindre end sensationelt…Siger presse-infoen. Arh…, skulle vi nu ikke lige klappe hesten engang. Dog må jeg indrømme,, at jeg ikke har dyrket Devildriver nok til at sammenligne med alle deres albums, men sensationelt er det ikke.

Altså, det groover ganske udmærket som det er hørt før fra bandets side; tunge fede guitar riffs, buldrende trommer med masser af dobbelt pedal. Samtidig bliver mange fede guitar melodilinjer tilført musikken, og det er sovsen på kartoflerne. Ligeledes formår de at skabe en nærmest ambient atmosfære med masser af melodi i musikken, og det er klædeligt. Vokalen fra Dez Fafara er som den plejer – meget passende til musikken, men bliver til tider noget ensformig at lægge ører til. Det samme kan desværre siges generelt om musikken – det er velspillet med masser af nerve og energi, men jeg synes ikke bandet har så meget nyt at byde på, og det er nok den største anke. Altså, når de gi’r den gas gør de det faktisk rigtigt godt, men det bliver bare lidt uinteressant på den lange bane. Især sidste halvdel af pladen halter, og lugter for meget af metervare.

Så ”Trust No One” er et album hvor man ikke rigtigt kan pege på noget der er dårligt. Alligevel ender det med en karakter der kun er godkendt, da jeg har hørt bedre fra Devildriver. Dermed ikke sagt at fans af bandet ikke skal give den et lyt, for den er bestemt et lyt værd, mens nye fans af bandet nok bør søge andetsteds i bagkataloget.

Tracklist:
1.Testimony Of Truth
2.Bad Deeds
3.My Night Sky
4.This Deception
5.Above It All
6.Daybreak
7.Trust No One
8.Feeling Ungodly
9.Retribution
10.For What it's Worth
Samlet spilletid: 41:22

 

Læs mere...

The Unguided - Lust And Loathing

Det er efterhånden lidt over 2 år siden, at jeg anmleldte The Unguided’s forrige album ”Fragile Immortality”. Her kaldte jeg deres musik for Melodisk Death Metal fra den Svenske skole. I virkeligheden har deres musik vel egentlig ikke noget med Melodisk Death Metal at gøre, vi er vel nærmere ovre i Melodisk Groove Metal/Metalcore. Nuvel, bandet er på gaden med deres nye album ”Lust And Loathing”, og der synes at være lidt forbedring at spore.

Der er stadig masser af det samme med den skiftevis melodiske/snerrende vokal, en del keyboard og melodiske temaer. Man har dog nedtonet de mange elektroniske keyboard elementer i forhold til forgængeren, eller man har gemt dem længere væk om man vil, og det er bestemt klædeligt. Numrene hænger bedre sammen med mere groove, samtidig med at melodierne er noget bedre. Jeg er stadig ikke synderligt begejstret for den snerrende vokal fra Richard Sjunnesson, mens den melodiske fra Roland Johansson i dén grad klæder bandet. Kontrasten de to imellem fungerer iøvrigt ganske fint.

The Unguided spiller en form for musik der ikke er min aller bedste kop øl, og musikken er stadig skrevet lidt for meget over den samme skabelon til, at det bliver et album af de helt store. Så selvom jeg synes der er forbedring at spore, bliver det stadig en plade der kun er godkendt, som samtidig giver plads til masser af forbedring.

Tracklist:
1. Enraged
2. The Worst Day (Revisited)
3. King of Clubs
4. Heartseeker
5. Phobos Grip
6. Black Eyed Angel
7. Operation: E.A.E.
8. Boneyard
9. Hate (and Other Triumphs)
Samlet spilletid: 41:16

 

Læs mere...

Product Of Hate - Buried In Violence

Det var ikke meget info der var at finde om Amerikanske Product Of Hate på nettet, men umiddelbart så blev de dannet i 2007 og smed EP’en ”The Unholy Manipulator” på hylderne i 2010. Bandet spiller en solid omgang Groove/Thrash Metal, og debut albummet ”Buried in Violence” har jeg netop haft den tvivlsomme fornøjelse af, at lytte til de sidste par dage.

Bandet er virkelig gode til at spille vildt og voldsomt med både tekniske og buldrende trommer, teknisk fede riffs og lead guitar attacks, vel at mærke fra start til slut. Vokalen veksler mellem  hysterisk skrigen til growlen over melodiske flader/omkvæd. Her kommer man nemt til at drage nemt paralleler til Lamb of God,  men hold nu op hvor jeg savner noget variation fra det massive og brutale lydbillede, hvilket bliver pladens helt store problem – numrene bliver alt for ligegyldige. Det eneste pusterum man får er instrumentalnummeret ”Vindicare”, som i sig selv viser at de sagtens kan andet end være brutale, hvilket ville klædeligt, for genafspilningsværdien falder betragtelig. Pladen slutter af med et cover af Ozzy’s ”Perry Mason”, og hvorfor nu det? Vi ved godt I kan spille, så lad nu Ozzy’s numre være, det lyder ikke engang godt med den hysteriske vokal, og man sidder faktisk med en fornemmelse af, at man ikke ved om man skal grine eller græde.

Bandet er ungt og der er helt sikkert plads til forbedring – de spiller godt, men de tænder mig ikke rigtigt, hvorfor der skal arbejdes med sangskrivningen til næste album, hvis de skal få gammelfar her op af stolen for alvor. En skive på det jævne med pil op ad for den musikalske kunnen.

Tracklist:
1. Kill. You. Now.
2. Annihilation
3. ...As Your Kingdom Falls
4. Blood Coated Concrete
5. Monster
6. Buried In Violence
7. Vindicare
8. Nemesis
9. Revolution Of Destruction
10. Unholy Manipulator
11. Perry Mason
Samlet Spilletid: 44:50

 

Læs mere...

Metal Allegiance - Metal Allegiance

Metal Allegiance er blevet en slags frikvarter for Metalverdenens superstjerner, hvor man samles for at fyre den af til forskellige koncerter. Men andre forpligtelser gør, at ikke alle kan være med hver gang, og sådan er det også på bandets selvbetitlede debutalbum: Mike Portnoy (trommer), David Ellefson (bas) og Alex Skolnick (guitar) udgør sammen med sangskriveren Mark Menghi bandets kerne, som suppleres efter behov, især på vokalsiden.

Jeg er ofte blevet skuffet ovre disse superkonstellationer, fordi de ikke lever op til forventningerne, men Metal Allegiance har fat i noget af det rigtige – det er tydeligt, at alle medvirkende har det sjovt. Resultatet er en stribe seje numre, som bliver fyret af med tilbagelænet overskud og masser af nerve fra start til slut. Samtidig kommer bandet vidt omkring, så de groovy åbningsnumre får følgeskab af andre slags Metal: ”Dying Song” starter stille for senere at vokse i styrke og blive et af albummets highlights, ”Can’t Kill The Devil” har et fedt omkvæd og lækre Thrash-rytmer i gammel Bay Area stil, mens det tredelte ”Triangulum” viser musikernes progressive side. Endelig rundes det hele af i det tempofyldte ”Pledge Of Allegiance”, som med sit ekstra skud energi er en passende afslutning på det første album fra Metal Allegiance. Forhåbentlig bliver det fulgt af flere, for denne slags frikvarter kommer også lytterne til gode!

Tracklist:
01. Gift Of Pain feat. D. Randall Blythe
02. Let Darkness Fall feat. Troy Sanders
03. Dying Song feat. Philip H. Anselmo
04. Can’t Kill The Devil feat. Chuck Billy
05. Scars feat. Mark Osegueda & Cristina Scabbia
06. Destination: Nowhere feat. Matthew K. Heafy
07. Wait Until Tomorrow feat. dUg Pinnick & Jamey Jasta
08. Triangulum (I. Creation II. Evolution III. Destruction)
09. Pledge Of Allegiance feat. Mark Osegueda
Samlet spilletid: 56:01

 

Læs mere...

Soilwork - The Ride Majestic

Der er jubilæer i luften i år: Det er således tyve år siden, at Soilwork debuterede med Steelbath Suicide, og den 28. august udkommer så de svenske metalkongers tiende studiealbum. Læg hertil et par Ep’er og compilations samt forårets storslåede livealbum, og man har med et ganske imponerende bagkatalog at gøre.

Min egen rejse med bandet startede med A Predator’s Portrait fra 2001 og stoppede ret beset tre albums senere med Stabbing the Drama fra 2005. Allerede på dette tidspunkt forekom nyhedsværdien mig at være væk, og overraskelserne på pladerne stadigt færre. For så vidt er der ikke så meget nyt at berette fra The Ride Majestic, men uden meritter er pladen nu ikke. De elleve numre er alle cirka fire til fem minutter lange (sidste sang er en smule længere) og indeholder alle de sædvanlige Soilwork-træk. Stilen vil jeg for de uindviede betegne som en form for meget melodisk groove/death/metalcore-blanding – Så har jeg hverken sagt for meget eller for lidt. Produktet er mindre forvirrende end man skulle tro, og er under alle omstændigheder noget som Soilwork har holdt fast i og udviklet gennem årene, så skiven fremstår med fin sammenhæng og helt i tråd med bandets forrige udgivelser. Sanger Bjørn Strid bruger igen hele sin stemmes repertoire, de vrede, hæse skrig og brutale, råbende growls blander sig med den kraftfulde sangstemme med stor effekt, og man tilgiver ham for det kunstneriske udtryks skyld den lidt fesne falset, han får flettet ind i omkvædet på nummeret Enemies In Fidelity. Trommeslageren Dirk Verbeuren, hvis eget bagkatalog af bands og udgivelser er blandt de mest imponerende undertegnede har set, blæser derudaf på vanlig manér, hvilket af og til resulterer i nogle lidt særprægede stykker, men absolut aldrig bliver kedeligt at lytte til. Og selvom de tre strengemusikanter udgør bandets nyeste dele (alle er tiltrådt i løbet af de to forrige studieplader) er der bestemt ingen slinger i valsen her - De hurtige, melodiøse riffs, tonstunge akkorder og gnistrende soli er så afgjort i sikre hænder.

Hvad angår de enkelte numre har det dog været lidt vanskeligt for mig at finde den helt store entusiasme frem; Dertil er de simpelthen bare for ens. Indtil numrene seks og syv, The Phantom og The Ride Majestic (Aspire Angelic), flyder de lidt for meget ud i hinanden, og det første løftede øjenbryn kom i slutningen af Enemies In Fidelity, hvor et strygerensemble pludseligt lægger sig henover de fadende blastbeat-trommer i en noget overraskende outro. Der mangler hverken tempo eller styrke i begyndelsen, men det første nummer som fangede mig i sin helhed er nu The Phantom, der starter som en art melodisk Black, men også indeholder et nærmest numetal-agtigt omkvæd samt en mere eller mindre tilsigtet hilsen til Marilyn Manson. I det hele taget tager pladen først rigtig fat i mig i løbet af den anden halvdel, og det mest vellykkede nummer synes jeg faktisk er det sidste, Father And Son Watching The World Go Down, der slår mig som det mest ambitiøse og anderledes af dem alle.
Det er svært at sætte en finger på det sted, hvor det kunne være bedre. Der kan ikke pilles ved udførelsen, sangskrivningen er udmærket og bandet udstråler et overskud af energi og spillelyst. For de inkarnerede fans vil der stadig være masser at komme efter, og hvis man accepterer at den pæne del af Strids vokal er blevet en stadigt større del af Soilworks lyd gennem årene, kan man dårligt være utilfreds med The Ride Majestic. For mit eget vedkommende sidder jeg dog tilbage med den samme fornemmelse som efter Stabbing The Drama: Der mangler altså overordnet noget udvikling, og jeg tror det havde klædt Soilwork at skæve til kollegerne fra Opeth og gå lidt mere helhjertet efter et nyere udtryk. Alt i alt en solid udgivelse med enkelte overraskende elementer, men ikke nok til at få denne anmelder helt op af stolen.

Trackliste:
01 The Ride Majestic (4:10)
02 Alight In The Aftermath (3:48)
03 Death In General (5:00)
04 Enemies In Fidelity (4:16)
05 Petrichor By Sulphur (5:11)
06 The Phantom (3:57)
07 The Ride Majestic (Aspire Angelic) (4:46)
08 Whirl Of Pain (5:02)
09 All Along Echoing Paths (4:22)
10 Shining Lights (3:43)
11 Father And Son Watching The World Go Down (5:40)
Samlet spilletid (49:55)


Læs mere...

Fusskalt - Overdrive

Det er jo ikke fordi, det vrimler med ørkenlandskaber i Danmark – det er vel nærmest kun på Anholt og i Råbjerg Mile syd for Skagen, der er noget, der minder om en ørken. Alligevel er der en spirende musikalsk bevægelse i Danmark, der tager udgangspunkt i støvet og tung ørkenrock. Et af disse bands er aarhusianske Fusskalt, som bestemt hører til i den bedre ende af denne bevægelse.

Modsat hvad navnet antyder, er der ikke specielt fodkoldt i deres selskab. EP’en lægger ud i fuld fart med nummeret ”Drive”, der med sine klare Kyuss-referencer sender tankerne ud i en cabriolet på en amerikansk highway. Referencerne til Kyuss finder jeg, foruden Nick B. Jensens og Thomas G. Brandts tunge guitararbejde, i høj grad i Lars Frederiksens hæse vokal.

Ørkenstemningen understreges for alvor med ”Stand In Line”, der både er knastør og tonstung – og ikke mindst fantastisk velskrevet. Tempoet fra særligt åbningsnummeret fortsætter med ”Sin City”, der uden dikkedarer drøner ud ad førnævnte highway. Der bliver dog tid til et pitstop med ”Chasing Unicorns”, der med sin tilbagelænede følelse giver god plads til Janus K. Pedersens fede basfills.

EP’en rundes af med en finale, der vil noget, når ”El Toro” drøner derudaf som en bisset tyr og efterlader lytteren med blødende ører – og dette skal forstås på den absolut mest positive måde.

Jeg vil råde dig til at holde et vågent øje med Fusskalt – det vil jeg i hvert fald gøre. … for den her EP; den fortjener at blive fulgt op af et fuldlængde album!

Trackliste:
1. Drive
2. Stand In Line
3. Sin City
4. Chasing Unicorns
5. El Toro

Total spilletid: 24:00

 


Læs mere...

Voice of Ruin - Consumed

Voice of Ruin fra Schweiz blev dannet tilbage i 2008 og har siden da spillet over 100 shows; inklusiv en Tour i Japan som support for bandsene The black Dahlia Murder og Fleshgod Apocalypse i 2014. Efter to album og en EP er de igen aktuelle med EP’en ”Consumed”, som indeholder 2 nye tracks samt 4 remixede numre fra deres andet album ”Morning Wood”. 

Hvad musikken angår har vi at gøre med en cocktail af death/thrash/groove, og de to første numre er ganske glimrende hvor især åbneren ”I Am the Danger” får en til at rykke med nakkemusklerne; her bliver der thrashet igennem for alvor samtidig med, at der bliver fyret op under kedlerne med nogle fede leads. Næste nummer i rækken er ”Our Need to Consume”, som gør sig bemærket med samme opskrift, måske ikke helt så fedt, men stadig udmærket. Herfra går det så desværre støt ned ad bakke med de dérsens re-mix. Jeg har ikke hørt andre af deres album, men jeg går ud fra det ikke er dance/sample re-mix, men det er desværre hvad de sidste 4 numre består af! Jeg fatter det ikke! Hvad skal disse re-mix dog gøre godt for? Det er jammerligt, irriterende og i mine øjne spild af producer/penge osv…

Fat det nu, lav noget ordentligt og la’ vær med at re-mixe gamle sange til sådan noget l..t! Voice of Ruin opfinder ikke den dybe tallerken med deres musik, men de to første tracks har alligevel noget substans, og jeg ville rigtigt gerne høre mere af det, men resten er lige til at lukke op og skide i!

Tracklist:
1. I Am the Danger
2. Our Need to Consume
3. Morning Wood (Desireless & Operations of the Sun Rewrite)
4. Day of Rage (Bak XIII Remix)
5. The Rise of Nothing (Simpig Remix)
6. The Rise of Nothing (Feel a Boom F.A.B Rewrite)
Samlet spilletid: 22:39

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed