fbpx

Copenhell 2019: Lamb of God

Der er kun ét spørgsmål der skal besvares i aften: kan Lamb Of God overgå deres mesterværk af en koncert fra 2012? Alle der var der ved hvorfor lige præcis dét show hives frem igen og igen og igen som et af Copenhells bedste, hvis ikke slet og ret nummer et. Siden da har de besøgt Roskilde i 2015 med forfærdelig lyd til følge og var et af de tre opvarmningsbands under Slayers afskedstour der bragte dem forbi Royal Arena i slutningen af 2018. Den korte historie: det var mere end godkendt. Forventningerne er høje, men tilliden ligeså – den eneste bekymring? At publikum kører sig trætte inden SlipKnoT står der nogle timer senere.

Og vi kan ligeså godt få det ud af verden med det samme: koncerten fra 2012 overgås ikke. Det er der flere gode grunde til, hvor de to mest umiddelbare er at solen står højt på himlen under hele foretagendet, og så er spilletiden i den noget kortere ende for en headliner. Men frygten om at folk holdt igen for ikke at køre sig trætte inden SlipKnoT? Tag det fra mig der var i pitten hele vejen igennem: det var ikke tilfældet. Ikke et eneste øjeblik var der ro på og det føltes præcist som tilbage i 2012, bare med færre mennesker (i og med der nu er et hegn der opdeler folk foran scenen).

Og det er heller ikke fordi Lamb of God kommer dårligt fra start. Den monstertunge ”Omerta” sparket ballet i gang og lige derefter får vi en særdeles slagkraftig trekløver med ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. Herefter får vi den sædvanlige skåltale om Christiania inden ”512” snart indfinder, og på trods af at være et nyere nummer er publikum i særdeleshed med på den. Det er også lige inden at et pas lander på scenen, og man må trække på smilebåndet over Randys venlighed når han råber navnet op flere gange OG humoristisk sætter folk på plads fordi der udbryder buh-råb over at det tilhører en svensker – men kom nu videre, for fanden. Der er ikke tid til det pjat.

Herfra kører det så også nogenlunde derudaf. Randy Blythe og resten af slænget er imidlertid ikke rasende som i 2012, faktisk kan det af og til føles lidt som endnu en dag på kontoret. Men det betyder ikke at en gennemsnitlig dag på LoG-kontoret er kedelig, langtfra. Man kan dog ærgre sig over at man flere gange når at tænke, at der kort og godt skal spilles mere og snakkes mindre. De lange pauser mellem sangene er også ødelæggende for intensiteten, fordi der så bruges tid på at komme i omdrejninger igen. Overordnet mangler der fokus, og når man kun har en time og et kvarter er der altså ingen tid at spilde – men den spildes og det er tosset, især når man helt forbigår både ”Wrath” OG ”Resolution”-albummene. Det kunne have været mægtigt bare at høre et par enkelte sange derfra.

Men på trods af mindre gode betingelser og kortere spilletid leverer Lamb of God stadig til fulde. Teknisk er der ikke en finger at sætte på det, Randy er stadig et bæst / indpisker af guds nåde og hans vokal har stadig samme styrke. Det er topprofessionelt, lyden er god, fyldig og dejligt tung (især ”Blacken The Cursed Sun” lyder fænomenal) og publikum er i bandets hule hånd hele vejen igennem. Og selvom det er ærgerligt ”Black Label” åbenbart er blevet skrottet fra sætlisten (og dermed også wall of death traditionen) er ”Hourglass”, ”Laid To Rest” og den festlige ”Redneck” som afslutningstrio svær at klage over – om vi slog cirkelpitten fra 2012 ved jeg ikke, men det var højdepunktet på en række af højdepunkter, og det siger ikke så lidt.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – As The Palaces Burn
6) – 512
7) – Still Echoes
8) – Engage The Fear Machine
9) – Blacken The Cursed Sun
10) – Descending
11) – Hourglass
12) – Laid To Rest
13) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Deadnate, Royal Metal Fest 2019

Så, nu gik de lige over i at spille tidlig Kashmir”.

Min veninde rammer hovedet på sømmet. Den pludseligt hoppende hi-hat og de funky akkorder står i skærende kontrast til Deadnates omgivende, gennemgående højspændt-dramatiske metalniche.

Klart, de har hørt Gojira. For nu at sige det mildt. Hvis man hverken kendte Deadnate eller Gojira og hørte dem ryg mod ryg, ville man være tilgivet for ikke at kunne skelne det ene band fra det andet. Selv vokalen, guitarlyden og tapping-riffs’ene er som direkte planket fra den dér hval-plade. “Progressive groove metal” kalder de det vist; det er slet ikke nogen dum betegnelse.

Men hvad Deadnate så end måtte mangle i originalitet, synes de at besidde mere end til fulde i ambition, potentiale og vovemod. Den rene vokal er måske ikke ligefrem nogen Freddie Mercury værdig, men det er fedt, at de kaster sig ud i det. Dels fordi alt det hersens jyde-død snildt kan blive lige lovligt gryntende i længden, men mest af alt fordi Deadnate formår at holde deres musik lykkeligt fri for de dersens catchy-men-alligevel-ikke-mindeværdige melodier, som nyere både amerikanske og europæiske Killswitch Engage-kloner har forpestet metallen med, siden In Flames holdt op med at være interessante. (Hov, ER jeg alligevel blevet gammel og bitter??)

Derudover har Deadnate nogle lækre breaks, hvor der lige er dén tand mere stilhed, end hvad der virker behageligt. Superfrækt; superflabet. Og eftersom de har æren af at åbne årets RMF, er de fremmødte endnu både ædru og tavse, hvilket således kun understøtter andægtigheden og bandets performance.

Scenen er dækket i røg, og der kører ildevarslende drone- og feedback-lydflader over PA’et mellem numrene. Det er intenst, og det fungerer. Og det hjælper sikkert på det, at det gode Atlas-personale har været så flinke at hænge et par desværre tiltrængte plakater op: “Shhhhhh… Lyt til musikken. Vi kan snakke efter koncerten”. Åh, hvor er det på tide.

Deadnate er et overraskende professionelt foretagende. Ikke bare rent musikalsk, men også hvad angår paratekstuelle faktorer, såsom at de — i modsætning til overraskende mange andre bands på RMF ’19 — rent faktisk har en profil på Metal Archives, samt at de ikke blot har en YouTube-kanal, men at deres video-thumbnails har lige så professionelt udseende vandmærker som for længst etablerede Nuclear Blast-navne. Høj klasse af en flok unge gutter fra Fredericia med kun en enkelt selvudgivet EP på repertoiret. Og hen imod sættets slutning har de tilsyneladende smidt al tænkelig nervøsitet af sig og kører et langt mere udadvendt sceneshow, komplet med synkron vindmølleheadbanging. Sådan dér; rigtige metalheads har langt garn.

Vi skal tilbage til Scamp, Solbrud, Huldre eller Baest for at finde et nyt, upcoming dansk metalband med lige så meget potentiale. Deadnate kan drive det vidt, (det lidt søgte ordspil i navnet til trods), så snart de får skrevet sig ud af Gojira-universet og etableret et lidt mere personligt. Keep up the good work, drenge.

Læs mere...

Deathrite - Nightmares Reign

Deathrite trådte ind på den tyske dødsmetalscene i 2010, og de etablerede sig i de efterfølgende år via tre fuldlængde udgivelser med aggressiv Death Metal. I 2018 er der sket to større ting for bandet: Tom Michalis og Anton Hoyer er trådt til på hhv. guitar og bas, og der er skrevet en kontrakt med Century Media Records.

Det første udspil i den forbindelse er ”Nightmares Reign”, som har mareridt og deres indflydelse på os mennesker som tema. Der lægges ud med titelnummeret, som er traditionel Dødsmetal med udmærket drive, hvor især Tony Heinrichs vokal giver nummeret kant. Det fortsætter den med i de følgende tracks, selv om stilen ændres. Musikken får tilført større eller mindre mængder groove, som kører udmærket i ”Invoke Nocturnal Light” og det tunge ”Devils Poison”, men ellers mangler det, som skal fange mig – der mangler ikke energi, men numrene passerer som et tog, man ikke gider at stige på.

En del bliver dog gjort godt igen i de instrumentale passager af slutnummeret ”Temptation Calls”; her er der stærke melodilinjer og et stærkt drive, som placerer nummeret som min favorit på albummet. Havde der bare været mere i dén stil – det havde hævet udgivelsen op over middel.

Tracklist:
01. When Nightmares Reign
02. Appetite For Murder
03. Invoke Nocturnal Light
04. Demon Soul
05. Devils Poison
06. Bloodlust
07. Obscure Shades
08. Temptation Calls
Samlet spilletid: 42:59

Læs mere...

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Machine Head - Catharsis

Nye udgivelser fra Machine Head vækker altid opsigt, og det nyeste skud på stammen, ”Catharsis”, er ingen undtagelse – på nettet og i pressen har der på forhånd været diskuteret, hvad man kunne forvente fra Robb Flynn & Co.

Med et ”Fuck The World” melder Flynn sig på banen og markerer vanen tro, at han ikke gider noget pis. Men også musikalsk byder albummet på genhør med den blanding af Groove- og Thrash Metal, som de er kendt for, og igen sker det med en blanding af knaldhårde og melodiske elementer. Det gør numre som ”Volatile” og titelnummeret til glimrende headbangerøvelser, mens ”Kaleidoscope” er ren Thrash i smadderstil.

Samtidig giver de Korn-agtige rytmer i ”Screaming At The Sun” og det ultra seje ”Triple Beam” et kig mod Nu Metal. Lægger man de fine strygere i “Heavy Lies The Crown” oveni står det klart, at det er lykkedes at skabe et meget alsidigt udspil.

Men, for der er et men: I bestræbelserne på at skabe så varieret og bredt et album, går Machine Head et skridt for langt. Ret mange steder, hvor der indsættes pæne og rene vokaler, sker det på bekostning af fremdrift og energi – det suger energien ud af numrene, så de staller og træder vande. De 15 numre har en samlet spilletid på næsten 75 minutter, og det er for meget; havde man taget en håndfuld numre ud af tracklisten, havde albummet vundet energi. Det betyder, at hvad der kunne have været et virkelig fedt album, ender med at blive et godt et af slagsen.

Tracklist:
1. Volatile
2. Catharsis
3. Beyond The Pale
4. California Bleeding
5. Triple Beam
6. Kaleidoscope
7. Bastards
8. Hope Begets Hope
9. Screaming At The Sun
10. Behind A Mask
11. Heavy Lies The Crown
12. Psychotic
13. Grind You Down
14. Razorblade Smile
15. Eulogy
Samlet spilletid: 74:17

Læs mere...

Ancient Ascendant - Raise The Torch

Ancient Ascendant var senest forbi min anmelderstak i 2014, hvor de udsendte deres andet album, "Echoes and Cinder" - en mere end godtkendt omgang Dødsmetal. Nu er de så klar med efterfølgeren, som de kalder "Raise The Torch”.

Efter en kort instrumental stemningsintro med kor og klaver går det løs med ”Our Way”, som indeholder gode guitarmelodier og et glimrende drive. Samtidig markerer vokalen sig med en blanding af growl og en ondsindet hvæsen, der mest af alt lyder som en figur fra en eventyrfilm. Hermed er banen kridtet op, og Ancient Ascendants stil præsenteret. I de efterfølgende numre er det især værd at lægge mærke til de flotte melodier i de stille passager af ”Foreign Skies”, de blastende trommer i ”Carnal” og det fede drive i ”Grasping the Torch”, som går direkte i nakkemusklerne. De to afsluttende numre indfører et skifte mod det tungere, men de virker uinspirerede og mindre flydende.

Nej, albummet lever helt klart af det medrivende groove, der præger de fleste tracks; det giver musikken et dejligt flow, som skaber en positiv stemning. De samme ideer bliver godt nok brugt flittigt, så en smule mere variation havde ikke skadet, men det fine drive tager alligevel stikket hjem til Ancient Ascendant.

Tracklist:
1. Reawakening
2. Our Way
3. Scaling the Gods
4. Unearth
5. Carnal
6. Foreign Skies
7. Grasping the Torch
8. The Great Curve
9. To the Cold
Samlet spilletid: 45:06

 

Læs mere...

DevilDriver - Copenhell 2017

Årets første koncert på Copenhell, og jeg kan kun sige: du har været savnet. Det har de amerikanske groovere i DevilDriver også, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra de mange forsamlede, både taget i betragtning at pladsen først lige er åbnet, og at der er massiv kø udenfor. Efter 7 års forsinkelse skulle det altså være: DevilDriver var ellers et af de store trækplastre på festivalens debut tilbage i 2010, men af nu for længst glemte grunde aflyste bandet i sin tid.

Om bandet selv kan huske grunden, eller overhovedet huske aflysningen, vides ikke, men efter en forrygende start med ”End Of The Line” og ”Not All Who Wander Are Lost” føles det næsten sådan, med den glimrende indsats der lægges for dagen. Som om DevilDriver vil tage revanche med stil. Ja, det er tidligt, men det stopper altså ikke nogen. Ét nummer inde, og Dez efterspørger allerede alverdens pits. Han får dem. Men det er jo også næsten garanteret med det valg af sange: om det så er førnævnte, ”I Could Care Less” eller ”Before The Hangman’s Noose” – gnisten er tændt, og den kan ikke slukkes. Det er en sand fornøjelse at stå her igen, og med oppustede dinoer og flamingoer foran scenen, ved man igen hvor man er havnet: på én gang seriøst, brutalt og lige-på, men ligeledes fjollet og hyggeligt.

Det eneste skår i glæden er, næsten som man kunne forvente, lyden. Den er skrald, intet mindre. Altså, igen, det ER forventet, men for satan, det lyder af helvedes til. Og når man taler om DevilDriver, der altså generelt ikke har små, lækre detaljer gemt i deres lyd, så er det altså skidt.

Men omvendt... skidt med det. Vi er her ikke for de finere detaljer. Vi er her heller ikke for at blive overrasket, og det afspejler sætlisten på alle måder: udover to nyere sange er det alle gamle travere, her ment på den mest positive måde. Og det fungerer præcist som det skal: velkommen til helvede. Vi er klar. Bring it!

Sætliste:
1) – End Of The Line
2) – Not All Who Wander Are Lost
3) – Grinfucked
4) – Cry for Me Sky (Eulogy Of The Scorned)
5) – Daybreak
6) – I Could Care Less
7) – Before The Hangman’s Noose
8) – Clouds Over California
9) – Ruthless
10) – Meet The Wretched
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Every Time I Die_7
  • Forfatter: Jill
  • Frank Carter And The Rattlesnakes_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Sepultura - Machine Messiah

Allerede ved albummet ”Chaos A.D.”, som Sepultura udgav i 1993, begyndte jeg så småt at tabe interessen for Sepultura, da den fandenivoldske og superfede Thrash-maskine som kørte klassikere som ”Beneath The Remains” og ”Arise” i stilling, så småt begyndte at krakkelere. Bedre blev det ikke da grundlægger og frontmand Max cavalera forlod skuden i 1997. Faktisk har jeg ikke lyttet til Sepultura siden ”Roots” fra 1996, så det skulle blive interessant at se, hvad bandet havde i posen på det nye album ”Machine Messiah”.

Albummet lægger ud med den langsomme og groovede ”Machine Messiah” med fed vokal og fede soli, som rent faktisk skulle vise sig at være pladens fedeste track. Musikken er vel i grunden mere Groove Metal end det er Thrash Metal, da der fokuseres på flere tunge og groovede stykker. Og hvad sker der lige for instrumental nummeret ”Iceberg Dances” med hammond orgel indslag såmænd, Prog Thrash anyone? Bestemt et fornyet og mere varieret Sepultura, men det er selvfølgelig også længe siden jeg har lyttet til dem, og der er langt til Thrash Metal Svendestykket ”Beneath the Remains”, som jeg nævnte tidligere.
 
”Machine Messiah” er på mange måder et udmærket album, hvor der bliver eksperimenteret lidt mere end hvad jeg havde forventet, men desværre bliver de gode idéer aldrig rigtigt spændende på sigt; det er simpelthen ikke fængende nok i min bog, hvor det hele virker lidt ufokuseret og rodet med de tilbagevendende punk inspirationer. Et album der ikke er dårligt, og som helt sikkert har sine gode momenter, men det bliver aldrig synderligt interessant.
 
Tracklist: 
1. Machine Messiah 5:54
2. I Am The Enemy 2:27 
3. Phantom Self 5:30 
4. Alethea 4:31 
5. Iceberg Dances 4:41 
6. Sworn Oath 6:09 
7. Resistant Parasites 4:58 
8. Silent Violence 3:46 
9. Vandals Nest 2:47 
10.  Cyber God 5:22
Samlet spilletid: 46:09
 
Læs mere...

Lamb of God - The Duke

Der florerer en video på Youtube, som omhandler tiden hvor Randal Blythe (vokal) fra Lamb of God fik en fan tæt ind på livet. Denne fan ved navn Wayne Ford havde fået sin dødsdom, da han var diagnosticeret med leukæmi. Blythe støttede op om ham gennem koncerter og video chats under indspilningerne til bandets seneste album ” VII – Sturm und Drang”, samtidig med at han snakkede en del med hans familie. En meget rørende video, som man bør tjekke ud.
Alt dette bringer os frem til EPén ”The Duke”, som er dedikeret til dette menneske, og det er der kommet en ganske udmærket EP ud af. Titelnummeret er et ganske stille og roligt midtempo groove track, ja, nærmest en semi-ballade, som – når man tænker over det lyriske tema – går rent ind. Det næste og sidste studio track ”Culling” er et mere klasssisk Lamb of God smadder-derudaf-track...ikke dårligt, men titelnummeret er federe. Der sluttes af med tre live tracks, som viser at bandet bestemt har attitude, og kan levere varen live med masser af fed live stemning.
Jeg har aldrig været den store fan af EP'er, da jeg synes det er for lidt man får for pengene, men her er det nu ikke så skidt endda; 2 studio numre hvoraf titelnummeret vinder førsteprisen, plus noget fed live stemning med en mere end godkendt lyd, og så i en god sags tjeneste...den kan godt forsvares. Rest in peace Wayne Alan Ford!
 
Tracklist:
1. The Duke 4:31 
2. Culling 3:32
3. Still Echoes (Live from Rock am Ring) 4:34 
4. 512 (Live from Bonnaroo) 4:48 
5. Engage The Fear Machine (Live from Bonnaroo) 4:48
Samlet spilletid: 22:16
 
 
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed