fbpx

Rock the Coast 2019 - fredag

Det er en dejligt varm og solbeskinnet dag i Fuengirola på Spaniens sydkyst. Ja, altså, det er det så godt som hver eneste dag hernede, skal jeg hilse og sige. Og flere grunde behøver man såmænd ikke som dansker for at stå i nationalregistret som ‘udvandret’, skal jeg ydermere hilse og sige.

Og hvor er det dog ekstra dejligt, at der findes nok lokale sjæle, der både er tilstrækkeligt venlige, ressourcestærke og passionerede udi den fede, hårde rock, til at de gider stable et så prægtigt arrangement på benene, som debutfestivalen Rock The Coast hermed har givet mig et første- og andenhåndsindtryk af at være.

Man skal ikke ret mange meter ind på den forholdsvist minimalistiske festivalplads for at orientere sig om det vigtigste: hovedscener dér; ølboder dér og dér. Sådan, mand. Og så lige med Middelhavet og badestranden som backdrop. Palmer, bjerge, hoteller, lyseblå himmel og ultramarineblåt ocean.

Og hvad festivalområdet ikke har i længde, har det i højde: Marenostrum er en slotsplads komplet med gammel middelalderfæstning øverst på en stejl græsbakke, hvori der stadig er indlejret elementer fra noget, som jeg bilder mig ind er borgruin. Halvdelen af koncerterne foregår inde i selve borggården.

Prikken over i’et: inden første band tanker jeg og mit følge lige op på fadøl til €4 — svarende til 30,- kr. — for 1/2 liter. Altså 40% billigere end på Copenhell, hvis ledelse med andre ord bør tage noter, hvis de skulle falde over nærværende reportage.


Folkemetalfænomenet Аркона (Arkona) er kommet hertil fra Rusland for at åbne ballet. Og dét formål egner genren sig aldeles glimrende til, selv på modersmålet og i al sin esoteriske indspisthed, komplet med piccolofløjte, brune lærredsdragter og så’n. Musikkens standardmodus er den thrashede ende af Faanefjell. Den kvindelige vokalist Masha “Scream” lever op til sit tilnavn ved udover en fornuftig sangstemme altså tillige at besidde et sejt, bistert rottweilerråb og -growl. (Er det bare mig, eller kommer der flere og flere kvindelige growlere i disse år?)

Arkona er bedst, når de giver kreativiteten lidt los og således vover at vige fra deres hovedspor til de mere Finntroll’ske, polkainspirerede områder af genren. De har både drejelire og sækkepibe med; jeg havde gerne hørt mere til begge dele. Det er ikke fordi, jeg husker ret meget af musikken, og det skyldes altså hverken de slaviske tekster eller de enkelte par fad, jeg får klemt ned på de tre kvarters tid.

Indenfor genren overgår Arkona hverken landsmændene Грай (Grai) eller СатанаКозёл (SatanaKozel) i dansabilitet eller memorabilitet. (Er det lige prætentiøst nok at bruge så’n et par substantiver og namedroppe to russiske folkemetalbands på kyrillisk indenfor samme sætning??) Men Arkona er alt andet lige et professionelt og energisk foretagende, og de får sat gang i både lidt headbanging og lidt kædedans. Godt arbejde af et første band at være. Og jeg skal gerne give dem et ekstra lyt, — altså, hvis chancen nogensinde byder sig.

(Karakter: 4 ud af 6)

 


Der var engang, hvor man gjorde nar af Blaze Bayley. “Blæsebælgen”, kaldte vi ham. Og hey, jeg står sgu ved det. For hér 20 år efter mandens tid i Iron Maiden, hvor han besøger Rock the Coast kun for at fremføre numre fra den blandt fans gerne så uglesete periode, står det klart, at det intet havde med hverken talentmæssig umodenhed eller en både personligt og professionelt presset Steve Harris at gøre dengang. Selve Bayleys klang egner sig simpelthen bare ikke til Harris’ sangskrivning, som den gør til mandens gamle hovedband, Wolfsbane.

Imidlertid har den stakkels Bayley måttet affinde sig med sit liv på nogle områder, der gør hele hans historie og person til en rørende, sympatisk skæbnefortælling. Én ting er, at han blev uigenkaldeligt kendt som manden, der ikke kunne fylde skoene ud fra forgængeren Bruce Dickinson. (Hvem fuck havde i øvrigt kunnet dét, og hvem fuck havde ikke taget tjansen alligevel?!) En anden er, at det rent kosmetisk er gået den samme vej for den engang så flotte fyr som for den endnu tidligere forgænger, Paul Di’Anno: 30-40 ekstra kilo og skaldethed i et uhelbredeligt omfang. (Det var muligvis nemt at være bandets kønneste flankeret af Janick Gers og Dave Murray dengang; i dag havde det været umuligt for ham). Og i 2008 mistede han sin hustru, som han få måneder forinden havde giftet sig med efter et forhold på knapt 20 år. — Og dermed al lyst til at fortsætte liv og karriere hvis det ikke havde været for netop hendes formaning om at gøre det.

Selvom der endnu ikke er halvt så mange fremmødte, som der er plads til på festivalgrunden, tilkendegiver Bayley at være dybt taknemmelig — både for al vores respons og for sin tid i Iron Maiden. Og som dedikeret showmand får han fyret godt op under os, der nu engang er her. Selvom hverken “The Angel and the Gambler”, “Futureal” eller den indledende “Lord of the Flies” nogensinde kommer til at lyde som mere end en halvhjertet version af det både før- og sidenhen atter så mægtige Maiden, er der med tiden kommet en sælsom nostalgi over disse numre. Og altså, herregud, det var to plader, og det var fem år i 90’erne hvor samtlige metalbands, der havde haft nævneværdig succes årtiet forinden, altså var mere eller mindre karrieremæssigt udfordrede.

Derudover er det altså fedt at høre de decideret gode “The Sign of the Cross” og “The Clansman”, blæsebælgsvokal eller ej. “Man on the Edge” er for så vidt også et fint nummer, selvom den i dag er meget nedbarberet og lige ved at snuble over egne ben i et næsten thrashet tempo. Og selvom den afsluttende “Como Estais Amigos” (sic) begribeligvis aldrig er blevet smidt på anlægget af ret mange menneskers egen fri vilje, er der alligevel noget ved Bayleys historie og anledningens lokalitet, der får den til at bide sig fast i dag:

Inside the scream is silence / 
Inside it must remain

No victory, and no vanquished
 / Only horror, only pain

No more tears, no more tears

If we live for a hundred years,

Amigos, no more tears

Det er fandme vigtigt, at man viser Blaze Bayley respekt ved at møde op og rocke ud til hans repertoire, om man kan lide det eller ej. For det er mandens liv, det handler om, og ved at blotlægge det for os viser han både et mod og en ydmyghed, der kun er de allerbedste af os forundt.

(Karakter: 4 ud af 6)



Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke giver Graveyard en chance. Begge de koncerter, jeg har set med dem, har været kedelige. Og det er sjovt, for deres musik er egentlig både meget energisk og fandme cool i al sin retrokvalitet. Så jeg VIL bestemt gerne kunne stå og synes om at overvære en optræden med dem.

Men som liveband mangler de nogle helt basale færdigheder udi sådan noget som fucking publikumskontakt og måske bare kontinuitet, — altså, så der ikke kommer de dér pauser mellem numrene hvor der bare ender med at være stilhed på på scenen og i crowden. For som det ser ud nu, må man nærmest skulle være fan på backpatch-basis for ikke at blive hægtet mere eller mindre af, når de stenede svenskere, om det så er bevidst eller ej, undlader at gøre alle de ting, som KISS gør til deres koncerter, fordi de bare fucking virker.

Jeg KAN godt lide selve Graveyards blues’ede retrogarageprotoheavyrock. Og jeg bilder mig ind, at jeg genkender titelnummeret fra den dér “Hisingen Blues”. Men koncentrationen ryger, for Graveyard er for indadvendte til at fastholde min opmærksomhed. Og så er det altså også en mulighed, at netop musikkens stenede beskaffenhed forekommer på bekostning af mere memorable elementer.

Får de en chance til, næste gang muligheden foreligger? Sikkert. Men indtil videre har mine forventninger altså kun et hattrick af 3/6’ere at bero på.

(Karakter: 3 ud af 6)



U.D.O. — af enkelte bedre kendt som Udo Dirkschneider fra Accept — har på intet tidspunkt i hele livet veget fra at smede så bundsolidt stål, at selv dybt konservative genrefæller som Saxon og Krokus må fortryde deres ellers nok så kortvarige derouter udi (i øvrigt fejlslagne) kommercielle eskapader, når de kigger i retning af onkel Udos karriere.

Ja, det er såmænd næppe noget tilfælde, at mandens seneste album (2018) bærer titlen “Steelfactory” (sic). Ligesom Udo alle dage har lydt som en hæs Dame Edna, der bliver dolket i låret med en gaffel, har han alle dage LIGNET en gammel stålværftsarbejder, der sidder på Centerpub Amagerhylden og venter på en gang biksemad til sin Wiibroe.

Det er altsammen en del af dén umiskendelige proletarcharme, der bare ER over den oprindelige heavyscene. Det er fandme ikke forkælede strandvejsbørn eller vandkæmmede økonomistuderende, der spiller ægte heavy; det er folk med intet andet end et mere eller mindre drænende håndværkergig til daglig, som bare skal glemmes i den korte, magiske stjernestund. Og selvom Udo hverken har genopfundet eller opfundet ret meget andet end måske lige pigsqueal’et og den kubiske kropsbygning, har han lavet så meget mere end rigeligt med kvalitetshegn til netop så’n en times stjernestund som hér.

Det er især karrierens relativt ældre numre, der står ud for mit vedkommende. “Independence Day” kunne snildt have været den største Accept-klassiker fra genforeningsperioden i 90’erne. “Vendetta” er tungere end ret meget andet, som Accept nogensinde stod bag. Og selvom jeg sagtens kan se, hvordan “Man and Machine” må kunne virke lidt fjollet for udenforstående, er den ren fryd, når man, som jeg, i store træk lever og ånder for stadionheavy med rå løg og ekstra ost.

Selvfølgelig er debutskæringerne “Animal House” og den afsluttende “They Want War” noget af det tætteste, den gode Udo i sit soloforetagende kommer på at have de deciderede hits, som den helt klassiske Accept-periode kastede af sig. Det kan virke uretfærdigt at holde fast i sammenligningen med hovedbandet, men det VAR sgu dér, mandens største hymner blev støbt. Og der havde jo lissom heller ikke været nogen nævneværdig Robert Plant, hvis der ikke var blevet dannet et Led Zeppelin.

Den størst tænkelige anke må således være, at vi ikke lige får en “Metal Heart” eller “Balls to the Wall” — eller i det mindste “I’m a Rebel” — at gå op i ølteltet på. Men altså, fred være med det, og tak til onkel Udo for at dedikere sit liv til true metal.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Indrømmet: jeg har ikke det store forhold til UFO, udover altså at der var engang, hvor de havde en bette guitarist ved navn Michael Schencker med i folden, og dengang lavede de nogle ganske forrygende skæringer. Ikke mindst dén “Doctor, Doctor” som Iron Maiden kører over PA’et inden showstart, og som jeg således har hørt langt flere gange end nogen andre UFO-numre, og som således er blevet UFO’s største hit, og som således runder deres sæt af på denne, gruppens 50-års afskedstour.

Den 71-årige, mere og mere skilpaddelignende forsanger Phil Mogg minder da også mere om noget, man normalt ville finde indsvøbt i et hæklet tæppe i en gyngestol på et plejehjem end på en scene foran tusindvis af skrigende fans. Hans professionelle rutine kan mærkes, men hans attitude virker mere som en distingveret engelsk lord i en Jane Austen-roman end om nogen rockstjerne.

Så meget desto tungere lyder visse af numrene til gengæld. Især klassikeren “Love to Love”, hvis massive distortionsound anno 2019 vel må tilskrives den forholdsvist nyligt tilføjede eks-Alice Cooper-guitarist Vinnie Moore. (Ikke ulig den nutidige klang hos de dér kamptatoverede, påfaldende-ikke-ret-meget-over-40-årige gutter der turnerer rundt og somme tider kalder sig Thin Lizzy nu om dage.)

Men det klæder sgu numrene med et ekstra skud testosteron, synes jeg. I dag virker de klassiske UFO-numre fra glansperioden lidt mere som koryfæer end som de evergreens, de måske i højere grad var blevet til, hvis gruppens solide midt-til-slut-70’er-lineup havde holdt sammen, — ligesom det gjorde hos de samtidige og sidenhen mere navnkundige protometallere Scorpions og Judas Priest.

Men anyway, udover førnævnte klassikere er det fedt endelig at høre “Only You Can Rock Me”, “Lights Out” og “Rock Bottom” live. Ja, og for den sags skyld også alt det andet. (Det er hård rock, jo.) Og så virker det altså på publikumsmodtagelsen af ikke mindst nævnte numre, som om de lokale rockkoncertgængere er væsentligt mere dedikerede end de danske, — et element der præger størstedelen af de shows, jeg får overværet i weekendens løb.

(Karakter: 4 ud af 6)



Nå. Apropos Scorpions, så er de jo ligesom aftenens hovednavn. Dog må jeg indrømme, at jeg som udgangspunkt bruger nogle numre på at lure, hvorhenne det bedst kan betale sig at stå i madkø, når man holder pris, kvalitet og ventetid op mod hinanden. (Ved et sammentræf bliver vinderen i øvrigt den tyske pølsebod!) Og så må man da hellere prøve om de dér whisky-og-cola-drinks nu virkelig også er så stærke igen. (Det var de.)

Det er først under fjerde nummer, “The Zoo”, at jeg kommer lidt ind i Scorpions-showet. Og selvom det er superprof med flere scenesetups og større storskærms- og lysshow end nogen andre optrædende, går der lige lidt tid, inden sættet falder helt i hak for mit vedkommende. Nye numre som jeg ikke kender. Langt medley med helt gamle numre fra de dér plader som jeg ikke engang har kunnet opdrive.

Det er faktisk først midtvejs, under balladerne — den flotte “Send Me an Angel” og den uundgåelige stadionbasker “Wind of Change” — at jeg og Scorps endegyldigt connecter i aften. For helvede, klassikere ER altså klassikere af mangen en årsag, og det er dem, man vil høre, når man er på +10K-personers præmisser og har tyret fad i timevis. Det er ikke månedens Gaffa-demo på Stengade, det hér.

Herfra er sættet lidt som en gave, der bliver ved med at give. Livsbekræftende er det ikke mindst at høre “Bad Boys Running Wild”, et af alle tiders kvintessentielle hard rock-numre, på et sted hvor publikum som før nævnt bare virker mere passionerede end i Danmark. Den derpå følgende “Tease Me, Please Me” symboliserer for mange +50-årige fans nok et forfald til ond, ond kommercialisme, men for mig betyder det i store træk, at man rent faktisk kan huske nummeret, hvilket altså er ret fedt, når man er så mange mennesker samlet for at rocke til det. Og så kommer der altså en “Blackout” bagefter, der vidt og bredt regnes som et ret stort guldalderværk indenfor det dér heavy metal.

Inden da skal Mikkey Dee naturligvis have en trommesolo, hvor han hejses 20 meter op i luften og bades i spotlights fra alle retninger. Han har lige så meget ild i røven som gennem de sidste 40 år, og det er endnu et livsbekræftende element. Blandt disse tæller tillige den bette charmetrold Klaus Meine, der på uimodståelig vis tager brodden (sorry!) af hele foretagendet med sin ikoniske omvendte læder-sixpence, sit nuttede Tommy Wiseau-grin og sin omtrent halvanden hundelort høje statur. Tænk engang at denne gruppe nogensinde har været kontroversiel.

Jeg er egentlig ved at forlade pladsen efter hovedsættets konklusion, “Big City Nights”. Togene til Málaga holder op med at gå kl. 00:20 (supersmart når man er på festival). Men dammit, jeg nægter at befinde mig på det ene sted i verden, hvor der nu i aften bliver spillet “Rock You Like a Hurricane”, uden også rent faktisk at ROCKE til “Rock You Like a Hurricane”. Så jeg overlader natten til skæbnen og får både “Rock You Like a Hurricane” og inden da endnu en fællessang i lige så uundgåelige “Still Loving You”.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Det viser sig i øvrigt, at der alligevel er tid til at nå toget bagefter, — hvilket så igen betyder, at jeg ikke får set Europe og Carcass. Ja, sådan kan det gå, når man er blevet for magelig til andet end sin egen seng, og arbejder for meget til at arrangere smarte ting som lokal soveplads. (Ikke at jeg gider retfærdiggøre min relativt fremskredne modenhed for meget; natten til søndag tilbringer jeg forskelige steder i Fuengirola…)

Som man måske har fået fornemmelsen af, har første dag været en hyggelig øl- og solrig affære i selskab med andre danskere, der også kan se det smarte i at opsøge fuld valuta for pengene ved at kigge udenfor DK’s grænser. Rock the Coast er langt billigere end Copenhell selv inklusive flybilletter, garanteret regnfri, langt mere solbeskinnet, og med mindst lige så høj programkvalitet pr. tilbragt dag. Selv fredagens lige lovligt friske brise har ikke skæmmet lyden overhovedet, og dét er altså mere, end hvad man kan sige om de forhold, jeg husker fra Copenhell.

Rent programmæssigt må fredagen siges at have haft et solidt bundniveau uden de store udsving. Og som det skulle vise sig, — og som jeg havde forventet, — skulle det blive lørdagen, der bød på de bedste musikalske oplevelser.


Se anden del af vores reportage hér.


(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Graveyard - Innocence & Decadence

I tidens løb er der kommet meget god musik fra Göteborg, men noget af det bedste må uden tvivl være Graveyard. Når Graveyard udgiver en ny plade, plejer det at være garant for god, støvet hardrock med tydelige 70’erreferencer. Selvom der er gået tre år, siden der sidst var nyt fra dem, er alt ved det gamle. Næsten. For der er kommet en ny bassist, efter Rikard Edlund forlod bandet – men Trusl Mörck udfylder den plads til UG. Så selvom der er små forandringer, er det stadig det Gravyard, vi kender – også selvom de hele tiden forsøger at udvide og udvikle deres lydunivers (men det vender jeg tilbage til).

Albummet lægger ud med et nummer, der lyder umiskendeligt som Graveyard, og det bliver lige krydret med en lækker bassolo fra kirkegårdens nyeste beboer. Så blev han lige præsenteret fornuftigt.

The Apple and The Tree lægger ud med en tekstlinie, der understreger bandets hang til fede hooklines og morsomme tekstsammensætninger; “I remember the days I don’t recall” … hvem gør ikke det? Det hele er krydret med Graveyards typiske lyd fra de støvede guitarer og tilbagelænede trommer – og det fungerer helt, som det skal.

Lyduniverset fortætter på pladens første ballade, hvor det svært ikke at se vindhekse og kaktusser for sig, når Exit 97 flyder ud ad højttalerne som en gammel, godt lagret årgangswhisky og sender tankerne i retning af Fleetwod Mac.

Graveyards tydelige referencer til særligt 70’erne bliver for alvor tydelige på Can’t Walk Out, hvor Joakim Nilsson går i Jim Morrisons fodspor, når nummeret klinger ud i den helt syrede retning – og selvom det en mand med imponerende musikalske meritter, han forsøger at efterfølge, gør han det aldeles fremragende; Nilssons vokal er ganske enkelt eminent.

Vokalen egner sig bestemt også til balladerne, og er der noget, Graveyard kan, så er det at skrive en vellydende ballade. Det beviser de endnu en gang med Too Much Is Not Enough, hvor et kvindeligt gospelkor blander sig med hammondorgel og bluesguitar på allerfineste vis.

Til gengæld er der fuld knald på From A Hole In The Wall, hvor Graveyard viser sig fra deres hidtil hurtigste side – og de har bestemt ikke været bange for at eksperimentere med genrerne her; efter et lille break i det ellers rigeligt rockede nummer slår de pludselig over i black-metal; med blast beats og, tremologuitar og hele molevitten (growl undtaget). Men Graveyard kan bære sådan en overraskelse – og det passer på forunderlig vis fantastisk godt ind i nummeret.

Derudover er der ikke så mange overraskelser, men et nummer som Hard Headed kan fremhæves for den skramlede start, ligesom Far to Close fortjener lidt omtale – om ikke for andet, så for titlen.

Men en god plade skal som bekendt have en slutning (og det skal en anmeldelse jo også), så derfor slutter Graveyard passende med balladen Stay for a Song – og når niveauet er så højt, som det er på denne plade, vil jeg hjertens gerne blive hængende til endnu en sang.

Trackliste:
1. Magnetic Shunk
2. The Apple and the Tree
3. Exit 97
4. Never Theirs to Sell
5. Can’t Walk Out
6. Too Much Is Not Enough
7. From a Hole in the Wall
8. Cause & Defect
9. Hard Headed
10. Far Too Close
11. Stay for a Song
Total spilletid: 42:44


Læs mere...

Graveyard, Copenhell 2014

Da jeg så Graveyard på Wacken for et par år siden, var det lige efter, at Decapitated havde splittet hele lortet ad. Jeg var komplet ope at ringe på dødsmetal, vodka og energidrinks. Det var nok ikke det bedste udgangspunkt; i hvert fald forekom bandet mig kedeligt og stillestående. Siden har jeg set frem til en anledning, hvor de ellers så hypede svenskere ville kunne komme til deres ret i min verden.

Jeg må desværre konstatere, at det heller ikke blev i denne omgang. Bandet forekommer mig simpelthen kedeligt og stillestående. Så er det sagt.

Selvfølgelig spiller Graveyard gerne tung, slæbende rock med klare referencer til 68'erne. Sådan starter de i hvert fald ud denne aften. Fint nok; jeg er åbensindet og hører gerne selv syre. Og så kommer der da osse en fed gang uptempo bagefter. Men så skal vi åbenbart helt ned i lullaby-land igen allerede på næste nummer. Og sådan går det lidt slaw-i-slaw.

Jeg er ikke inde i bandets musik, - hvilket naturligvis også påvirker bedømmelsen, - men der er ikke én af sangene, der hænger ved. Kun enkelte breaks og riffs. Det virker lidt, som om vokallinierne er skrevet efter at skulle passe til en tekst og ikke efter en fængende melodi. Jeg savner simpelthen et ærligt, håndgribeligt hook. Noget man husker. Selve stilen er rigtig cool, men hvis der virkelig er noget udstående indhold i formen, går det sgu mig forbi. Og jeg har - Ama'r halshug - faktisk ikke fået en eneste øl på dette tidspunkt, så det er ikke fordi, jeg overhovedet er fraværende.

Det er heller ikke, fordi bandet ligefrem er fraværende. Hell, de spiller sgu glimrende. Men de er dybt uengagerede at se på. Seriøst; de står. Det er dét. Okay, og så er de klædt ud som hippier, skægt nok, men der er ikke en tøddel gejst at spore. Der er derimod pauser mellem numrene, der mere end én gang går med dyb tavshed, hvis ikke der lige hurtigt stemmes instrumenter. Der er enkelte fans rundt omkring, som jubler, når titlen på det næste nummer annonceres, men for det meste står publikum bare passivt og ser til. Nogle nyder det givetvis; det er ikke til at sige. Det er så stenet en oplevelse, at jeg helt ender med at skride i stegt-flæsk-boden hen imod slutningen. Ingen konkurrence dér.

Når jeg nu sidder herhjemme og hører Graveyard, er det faktisk temmeligt fedt - og kommer i virkeligheden langt bedre til sin ret end på en metalfestivals største scene en højlys sommeraften. Det er fedt, at Copenhell har udvidet sin musikalske profil til også at omfatte forskellige typer hård rock, men jeg tror oprigtigt talt, at Graveyard ville have været bedre tjent med netop at være et Northside-indslag med noget gang i den fremfor et halvvejs søvndyssende indslag på en metalfestival.

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • My Dying Bride_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Avatarium_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Suicide Silence_10
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Copenhell 2014 offentliggør maskot og bands

  • Udgivet i Nyheder

Danmarks største festival, Copenhell, begynder nu at løfte sløret for de første detaljer for næste sommers store metal brag. I dag har festivalen offentliggjort årets maskot, samt de første bands på programmet, nemlig Arch Enemy, Graveyard, Obituary og The Hell.

 

Festivalen havde følgende at sige om årets maskot:

”KING BELIAL - ruler of 80 legions in Pandæmonium!

Den tyske grafiker og illustrator Florian Bertmer har skabt årets COPENHELL maskot, og har som inspiration taget udgangspunkt i navnene på vores 3 scener - Helveti, Hades og Pandæmonium. Florian Bertmer har tidligere lavet artwork og covers for bands som Converge, Napalm Death, Pig Destroyer, The Dillinger Escape Plan mfl. ALL HAIL - KING BELIAL!”

 

Om de første bands på programmet havde festivalen følgende at sige:

”Der skal sgu da også lidt navne på plakaten til at holde den nye maskot med selskab. Vi lægger brutalt ud med en djævelsk molotovcocktail af melodisk død, stonerrock, hidsig hardcore og legendarisk death metal. Det er derfor med stolthed, at COPENHELL nu kan præsentere de første navne af en lang række, der vil gøre helvedet hedt for publikum på Refshaleøen i 2014.

ARCH ENEMY, GRAVEYARD, OBITUARY og THE HELL vil alle være at finde på scenen til dette års metalbrag - og der er mange flere ubehagelige nyheder på vej.

Billetsalget er grundet lidt onde detaljer fremskudt en smule, men vi kommer tilbage med yderligere info snarest!"

 

Copenhell finder sted den 12. til 14. juni 2014 på Refshaleøen i København.

Læs mere...

Soundgarden, Graveyard

Mandag er sjældent en af de bedste dage at tage til koncert. Publikum er i mandagsstemning og til tider kan man endda være så heldig, at bandet på scenen ligeledes ikke er helt oppe og ringe. Kombiner det med vejr, der med silende regn og tunge skyer, om noget råbte efterår og du har mandag d. 9. september. Aftenens band: intet mindre end Soundgarden og med som opvarmning svenske Graveyard. To fede bands på en aften. Mandagsrammerne var dog trukket hårdt op og sendte et ildevarslende signal. Forum har, for mit vedkommende, aldrig været kendetegnet ved en god lyd og med mørke skyer over hovedet og regnen væltede ned, lå det nærmest i kortene, at et eller andet ville ramme aftenens koncert.

 

Graveyard

 

Sidst jeg så Gravayard var på scenen i Amagerbio tidligere i år. Her gav de en fantastisk koncert, der stadig står som en af de bedste i år for undertegnede. Tilbage til fremtiden: Kl. 20:00 gik svenskerne på, samtidig med at Forums lydhelvede valgte at svinge hammeren hårdest. Åbningsnummeret, ”An Industry Of Murder” fra svenskernes 2012 udgivelse, Lights Out, bragede igennem i et lydinferno der sjældent er hørt lignende. Joakim Nilssons vokal druknede i en dundren af trommer og bas, der buldrede løs som kanonslag i en bliktønde. En mildest talt forfærdelig start på aftenen. Det tog lidt over halvdelen af koncerten før lyden kom nogenlunde på plads. Efter den fantastiske "Slow Motion Countdown", var det ligefrem muligt, at høre hvad der sket når leadguitarist Jonatan Larocca-Ramm rørte guitaren. En meget skidt start, der heldigvis blev vendt undervejs. Ud over førnævnte fremførte svenskerne bl.a. ”Seven Seven”, ”Ain’t Fit To Live Here” og ”Siren” før det blev takket af. Bandet leverede, og især sidste del var en fornøjelse. Det var ikke i nærheden af at være på højde med deres performance i Amagerbio og det skyldes udelukkende lydforholdene. Bandet var på og virkede endda taknemmelige for at fået pladsen som opvarmning. Publikum tog godt imod og det var også tydeligt at nogle stykker kendte til svenskerne, selvom der ikke var nogen tvivl om, at størstedelen af aftenens publikum befandt sig i Soundgardenland. 

 

Samlet set blev det til 37 minutter på scenen og det er 37 minutter der løber af sted med 3 ud af 6.

 

Soundgarden

 

Forum var, som tidligere nævnt, i aftenens anledning Soundgardenland. Ikke overraskende. til gengæld var det måske lidt overraskende hvor stor en del af Soundgardenland, der reelt kun var "Black Hole Sun"-land. Nuvel, hvis du vil betale 500 kr. for kun at høre et nummer, skal du da have lov til det - i min optik er det en smule ærgerligt. 

 

Anyway, en stor del af det fremmødte (ikke udsolgte) publikum var heldigvis kommet for at høre mere end det ene nummer - som forresten er langt fra at være Soundgardens bedste nummer! Efter en startmæssig skidt lyd under Graveyards opvarmning, var det naturligt, at frygte en gentagelse. "Flower" fra Soundgardens første album, Ultramega OK, var første nummer der blev sendt af sted. Chris Cornell skulle lige have vokalen justeret, men ellers kørte Soundgarden-toget derud af, med få stop. I det hele taget tog bandet ikke mange pauser. Interaktionen mellem band og publikum var haltende. Det blev til lidt enkelte kommentarer og historier fra bandet, men minimalt med direkte kontakt. Generelt virkede bandet lidt mandagstrætte, især til start. Momentvist kom bandet ud over scenen, men det fjernede ikke fornemmelsen af, at gennemsnitsalderen i bandet efterhånden har nået et vist niveau. Frontmanden virkede til tider malplaceret på scenen, især i situationer hvor han stod uden guitar. Det virkede ikke som om den gode Chris helt kunne finde ud af hvad han skulle og den energi, der ellers er i Soundgardens numre lod slet ikke til at eksistere i forsangeren, før han fik skruet guitaren på. Der manglede simpelthen vildskab og indlevelse på scenen - og det var overordnet for bandet.

 

Herudover kan lyden i Forum ligeså godt få et huk med det samme. Den er generelt ikke fantastisk. Denne aften, under Soundgarden, var den bedre men stadig utrolig støjende. Nuvel, der kan så argumenteres for, at Soundgarden skal være støjende, men aftenens niveau var alligevel for højt.

 

Efter åbningsnummeret blev det til "Outshined" og "Black Rain" – to stærke numre, der fulgte godt op og skabte en drivhuslignende tilstand i den forreste del af forum. Sveden piblede frem som guitarist Kim Thayil sendte det ene tunge riff af sted efter det andet. Der blev meget hurtigt skabt en utrolig varm og rocket stemning i forum, mens den "søde" duft af sved, spildt øl og rumcigar langsomt fyldte luften. Det var en svedig koncert, langt hen af vejen til trods for bandets mangelende engagement. Med mange højdepunkter, vil jeg tillade mig at pinpointe mine, der kom i form af "Rusty Cage", "Fell On Black Days", "Been Away To Long", "4th Of July" og ikke mindst aftenens sidste nummer "Beyond The Wheel". Soundgarden havde rodet i kassen og sammensat en setlist, der sikkert har skuffet nogen. Der var ingen "Spoonman" ej heller ingen "Jesus Christ Pose" eller "Superunknown". Til gengæld fik Danmark lov at lægge øre til "Blind Dogs" fra soundtracket til The Basketball Diaries, hvilket var første gang den blev spillet i Europa. En spændende og halv-uforudsigelig setlist, der dog naturligvis indeholdte bandets største kommercielle hit, "Black Hole Sun". Da først det nummer var spillet, som næstsidste, strømmede publikum mod udgangen og gik glip af aftenens bedste og sidste nummer. Herefter kunne vi andre nyde ”Beyond The Wheel” og den efterfølgende gang støj der lukkede og slukkede for en udemærket aften.

 

Det var mandag og desværre føltes det også en del hen af vejen sådan. Soundgarden er ”overraskende” ikke hvad Soundgarden var dengang, men jeg havde en fornøjelig aften med herlige genhør. Nuvel bandet stod lidt tungt på scenen, men set over hele forløbet, fik publikum leveret næsten to timers (måske lidt for støjende) lir til ørerne. Jeg nåede aldrig helt op at ringe, men var med langt hen af vejen. 4 ud af 6 til Soundgarden.

 

  • Soundgarden_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Soundgarden_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Soundgarden_11
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

 

Læs mere...

Graveyard - The Sea Grave

Det er svært at forestille sig Bolt Thrower uden bandets dominerende og gennemgående krigstema, men hvis nu de genredefinerende briter blev totalt blottet for deres krigstema, kunne de meget vel lyde som Graveyard… ja, altså ikke svenske Graveyard! Nej, der findes også en gruppe spaniere ved navn Graveyard, og de lyder ualmindeligt meget som mægtige Bolt Thrower.

”The Sea Grave” er spaniernes andet album, men tæller man demoer og EP’er med, er skiven bandets 10. udgivelse på blot seks år! Dog er det den første bandet udgiver via tyske War Anthem Records, og mit umiddelbare indtryk – efter blot én gennemlytning af ”The Sea Grave” – er, at de tyske selskabsfolk har fået en særdeles overbevisende flok spanske Sataner i hus!

I en tid, hvor death metal efterhånden er blevet en metervare, og tilsyneladende blot skal være ekstremt for ekstremitetens skyld, er det en sand fornøjelse at få malet knoglerne til mel af en massiv, sonisk tromle, som Graveyard med retfærdighed kan betegnes som. Spanierne spiller ikke synderligt hurtigt, men – præcis som med førnævnte Bolt Thrower og til dels også tidlig Benediction – får de jorden til at ryste under én.

”The Sea Grave” pulveriserer alt på dets vej, og albummet holder – bortset fra de tre misplacerede ”R’lyeh”-numre – stort set hele vejen. Det kan dog have dets begrænsninger med dets få tilbagevendende monotone momenter, men er man til stilarten, mener jeg ikke spanierne eller albummet skuffer på nogen måde.

Tracklist:

1. The Visitations Of The Great Old Ones

2. R’lyeh I

3. Faces Of The Faceless

4. Blood Of Vengeance

5. In Deep Slumber

6. The Nurturing Of The Cadaver

7. …And The Gods Grant Thee Death

8. Who Art Thou, O Witch, That Seekest Me?

9. Cult Of The Shadows Pt. II: I Am The Lord Of Spirits

10. R’lyeh II

11. Of He Who Sleeps

12. R’lyeh III

Samlet spilletid: 40:19

Læs mere...

Graveyard, Free Fall, Fuzz Manta

Torsdag aften - masser af gode koncerter i København. The 69 eyes & co. gæstede Lions & Barrels, Machine spillede på KB18 og sidst men ikke mindst gæstede svenske Graveyard i Amager Bio.


Graveyard udgav i 2012 albummet Lights Out og det var med den udgivelse i tasken at de sammen med danske Fuzz Manta og svenske Free Fall indtog Amager Bio.

Fuzz Manta

Lidt over 20 stod første navn på scenen. Det psykedeliske hard rock band, indtog scenen til et noget halvsløjdt fremmøde. Ikke noget der umiddelbart påvirkede, men mon ikke der havde været lidt mere gang i den på scenen hvis publikum havde været større.

Nuvel, forsanger Lene Kjær Hvillumog resten af bandet gik til stålet og leverede en række fede groovie kompositioner, der bød på rigelig med guitarlir og hard rock wibes. Jeg er personlig ikke så stor fan af ”dydydydy dy” lyrik, men ellers var der egentlig ikke så meget at sætte hverken på Lenes eller resten af bandets performance – med undtagelse af en enkelt ting. Det eneste der reelt ikke fungerede var keyboardet, der desværre stort set ikke kunne høres størstedelen af koncerten. Jeg er generelt heller ikke helt sikker på nødvendigheden af keyboardet i bandets sammenhæng, da kompositionerne fungerede ganske fint, til trods for at keys ikke kunne høres.


Nuvel Fuzz Manta spillede en rigtig god opvarmning, havde overordnet en god lyd og publikum lod til at være underholdt. Passende i forhold til hovednavnet og med nogle svedige tracks. 30 minutter blev det til, inden danskerne forlod scenen efter en mere end godtaget opvarmning. 4,5 ud af 6.

Free Fall

Det svenske hovednavn havde denne aften et andet svensk navn til at få sat gang i publikum- og generelt var der en ret svensk stemning i Amager Bio. Free Fall er et langt mere "almindelige" hard rock band, i hvert fald i forhold til danske Fuzz Manta, der i høj grad trak på de psykedeliske aner. Skal man pege på en dansk pendant til Free Fall er Fortress ganske oplagt – kender man Fortress, kender man Free Fall. Udenlandsk er det lige for at pege på AC/DC. Den type hard rock er normalt ikke det der har nemmest ved at imponere undertegnede, men det gjorde Free Fall. For fanden da et energisk bandt. Specielt guitarist Mattias Bärjed spillede og performede som om han ikke havde lavet andet hele sit liv. Forfriskende, levende og rock 'n' roll.

Publikum virkede underholdt. Flere var kommet til siden Fuzz Manta og Amager Bio var kl. 21 ved at være halvfyldt. Torsdagsstemningen havde ramt den lille sal, der begyndte at lugte af øl og... prut. Herligt!

Free Fall tog skridtet videre og leverede som Fuzz Manta en gedign opvarmning, hvor numre som ”Damnnation”, ”Midnight Vultures” og ”World Domination” rockede der ud af. Specielt ”Damnnation”, langsom groovie og med lækker vokal, var med til at skabe netop den følelse og stemning der var forventet. Alt i alt lugtede Amager Bio af et helt specielt og lækkert krydderi da aftenens andet band gik af. Der duftede af en god musikalsk oplevelse.

Well forsanger Kim Fransson har ikke den stærkteste vokal, men til formålet fungerede den. Set i relation til resten af bandet var den meget AC/DC alike vokal dog lidt plain. Men herud over spillede det for svenskerne, der efter en halv time kunne gå af scenen med 4,5 ud af 6.
 

Graveyard

 

Kl. 22 var Amager Bio efterhånden begyndt at summe af spænding. Stemningen var rigtig god og med en tæt pakket sal, kan der ikke have været langt fra udsolgt. Graveyard har eksisteret siden 2006 og har i løbet af den tid udgivet tre udgivelser, Graveyard, Hisingen Blues og 2012 udgivelsen Lights Out. Med den nye udgivelse i baggagen, havde aftenens setlist en naturlig overvægt af numre fra Lights Out, og det var da også åbningsnummeret ”An Industry Of Murder”, der blev smidt ud over scenekanten som første nummer. Insisterende men alligevel en lidt smånervøs start, hvor det ellers fantastiske nummer, mistede lidt af den kant, der ellers gør nummeret ekstra godt.

 

Publikum virkede hele vejen rundt interesserede i hvad der skete på scenen, selvom specielt bagerst del ikke lod til at være helt med. Åbningsnummeret fra Hisingen Blues, ”Ain’t Fit To Live Here”, gjorde dog sit for at sætte gang i publikum. Samtidig virkede det lidt som om, at bandet fik kastet den lille smule nervøsitet der havde præget første nummer, af sig. Herefter bragede Graveyard igennem og fik gennem koncerten godt fat i publikum hele vejen rundt.

 

Det fungerede og så alligevel ikke 100 %. Bedst spillede det for Graveyard på deres mindre hardrockede numre. ”Slow Motion Countdown”, ”Hard Times Lovin’”, ”Uncomfortably Numb” og ”The Siren” fremviste bandet fra deres stille side og fremviste samtidig hvor fantastisk deres sangskrivning er. Numrene skabte en intim stemning i det i forvejen stemningsfyldte lokale. Joakim Nilsson gik klart igennem på førnævnte numre med hans sprøde og rustikke vokal, mens den ikke rigtig kunne nydes på samme måde, når først guitaren for alvor spillede.

 

Generelt fungerede det, og det er småting i samme kategori som ovenstående, der kan nævnes. Publikum blev undervejs underholdt med materiale fra alle tre udgivelser og en lille ekstra lækkeri i form af b-side nummeret ”Granny & Davis”. Vi fik naturligvis ”Goliath”, ”Seven Seven” og ”Evil Ways” inden svenskerne takkede af og forlod scenen – alt for tidligt. Egentlig var det ikke tidligt, men selskabet havde været godt og jeg var helt sikkert ikke den eneste der gerne ville have mere.

 

Det lykkedes langt hen af vejen for Graveyard – især når det gik mere stille for sig. 5 ud af 6.

 

Samlet set blev det en rigtig god torsdag aften. Alle bands leverede. Det spillede, folk var glade og Amager Bio summede. Herligt. Tak for denne gang.

 

  • Graveyard_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Graveyard_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Graveyard_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...

Graveyard - Lights Out

Jeg troede knap mine egne øjne, da jeg tidligere i år læste, at svenske Graveyard ville slippe album nummer tre løs i Q4. Landsmændene i Witchcraft havde allerede meldt deres fjerde albums ankomst, men deres tredje var trods alt også knap fem år gammelt. Graveyards forrige, ”Hisingen Blues”, udkom sidste år. Men fedt med nyt fra den fremadstormende kvartet!

Fremadstormende er måske lige at tage munden for fuld, men meget er sket siden bandets selvbetitlede debut for Transubstans Records over deres Nuclear Blast-debut, ”Hisingen Blues”, til den dugfriske to’er, ”Lights Out”, for det gigantiske pladeselskab. Jeg mindes en opvarmningstjans for amerikanske Witch i Århus tilbage i 2008, hvor der max havde været 20 blandt publikum. Tre år efter på selvsamme sted, Voxhall, spillede Graveyard for fuldt hus, så helt kynisk set er det ikke et dumt træk at smide et album på gaden allerede nu.

Graveyard fortsætter i det store og hele i samme rille, som de gjorde på ”Hisingen Blues”. ”Lights Out” byder på en autentisk musikalsk rejse tilbage til 70ernes upolerede, hårde rock og sumpede blues, men sammenlignet med det forrige album, så går d’herrer ikke umiddelbart nogen svinkeærinder denne gang. Helt specifikt er det den Ennio Morricone-lydende ”Longing”, der virkelig slog benene væk under mig sidste år, jeg refererer til. Dét nummer var som taget fra en Sergio Leone-western, og om noget viste dét en anden side af Graveyard end den, deres lettere okkulte debut viste.

Svinkeærinder eller ej, så formår Graveyard dog heldigvis også at slå benene væk under mig denne gang. Appetitvækkeren ”Goliath” er ganske enkelt et helt fantastisk nummer – albummets bedste – og den nyligt udgivne single, ”Endless Night”, planter sig godt og grundigt i ens bevidsthed efter første lyt. Joakim Nilssons vokal har stadig samme gennemslagskraft, som den havde på de to forrige albums, og musikken lyder generelt lige så solid, som den gjorde på i hvert fald album nummer to.

”Lights Out” er en suveræn, dugfrisk fortolkning af en sejlivet stilart, der aldrig vil miste sit jerngreb i mig. Omvendt, så har albummet sine begrænsninger med kun ni numre, der i det store perspektiv sagtens kan matches med et væld af numre fra lignende bands og egentlig også fra Graveyard selv. Jeg spår endnu et album i den nære fremtid. Et solidt album, men ikke nødvendigvis ét, der hæver niveauet.

Tracklist:
1. An Industry Of Murder
2. Slow Motion Countdown
3. Seven Seven
4. The Suits, The Laws & The Uniforms
5. Endless Night
6. Hard Times Lovin’
7. Goliath
8. Fool In The End
9. 20/20 (Tunnel Vision)

Samlet spilletid: 35:36

Læs mere...

Graveyard - The Altar Of Sculpted Skulls

Spanske Graveyard har her tre år efter deres debut album nu sendt denne EP på gaden, hvor der er 4 nye numre samt to ældre re-mastered tracks på. Graveyard spiller en beskidt form for old school death metal som er lige til højre benet.
EP`en starter med ” The Alter Of Sculpted Skulls ” som domineres af en tung baggrundsrytme, som brydes af en brutal guitarsolo hvorefter der er langt i ovnen til endnu en omgang tungt hegn. Vokalen er grum, og ekkoet i diverse dødsbrøl er fantastiske.
Herefter starter ” An Epitaph Written In Blood ”, som absolut er mit højdepunkt på EP`en. Guitaren, som kickstarter nummeret, er noget mere ren i lyden og det lyder nærmest som en intro til resten af nummeret, som herefter sætter skønt tempo på.
” Deathcrowned ” er herefter lynhurtigt i gang, og her er tale om et klassisk old school nummer, hvor der ikke efterlades megen tid til refleksion over de få minutter, nummeret varer. Desværre syntes jeg ikke helt at nummeret skiller sig ud, og det er lidt ærgerligt når der nu er tale om en EP med tre års ventetid.
Det sidste nye nummer er ” Cult Of The Shadows ”, som er et mørkt og uhyggeligt instrumentalt nummer.
” Ritual ” og ” Howl Of The Black Death ” er begge re-mastered tracks fra 2009, hvor der er lagt ny energi i for at vække alt det mørke, som Graveyard står for. Begge tracks er af høj kvalitet, og bærer ikke præg af en tur igennem teknikken.
Min karakter på 3,5 bygger på, at stilen er gennemført, dog ville jeg ønske at der var mere materiale at komme efter. Graveyard er et fedt old school band som sparker røv!

Trackliste:
1. The Alter Of Sculpted Skulls
2. An Epitaph Written In Blood
3. Deathcrowned
4. Cult Of The Shadows
5. Ritual
6. Howl Of The Black Death

Samlet spilletid: 24:39
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed