fbpx

Gorgoroth

Det norske Black Metal band Gorgoroth lagde vej forbi Aalborg Metal Festival, i den anledning satte vores rapporter Kevin sig ned med guitaristen Infernus for at stille ham et par spørgsmål. Hør interviewet her

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2011

Siden 2002 har Aalborg Metal Festival været toneangivende for den aalborgensiske – ja, danske – metalscene, og dannet rammerne for den ene fede koncertoplevelse efter den anden; The Haunted i 2002 (og i 2005 og i 2009), Deicide, Hypocrisy og Six Feet Under i 2005, Enslaved og Entombed i 2006 (og i 2011), Dismember og Kreator i 2007, Opeth i 2008, Satyricon i 2009 og Amorphis i 2010, samt et væld af både nye og gamle danske bands. På de senere år har heavy metal dog desværre været en mangelvare i Aalborg, og byen har for alvor tabt terræn til Århus, Fredericia og København. Sørgeligt, men sandt! Én ting er dog sikkert; Aalborg Metal Festival har siden dens etablering i 2002 været garant – og er – for utallige gode oplevelser for folk med hang til heavy metal. Og årets festival – den tiende af slagsen – var ingen undtagelse.

Traditionen tro var festivalens første dag, torsdag, pæredansk! Således kunne man opleve så forskellige bands som Process, Vanir, Cold Night For Alligators, Diamond Drive, Aloop, Aphyxion og Illdisposed. Med andre ord; en bred vifte af nye(re) bands og én af scenens mest garvede samling selvproklameret bad boys til at slukke og lukke!


Vanir (JMNS)
”Vi hedder Vanir og den første sang handler om at slå ihjel!”. Iført brynjer og pels, og med førnævnte replik indtog det seks mand store – normalt syv – folk metal-band scenen på Studenterhuset foran et talstærkt og festhungrende publikum. Fest var hvad de fremmødte fik og det var det eneste, der betød noget, da torsdagen gik ind i aftentimerne. Med den nordiske mytologi som grundingrediens serverede Vanir en god halv times mikstur af fest, folk, kampråb og kitsch, med et skotsk islæt! Bandet er ét af de få udøvere af stilarten herhjemme, og at bedømme på størstedelen af de fremmødte, så var de det rette band til at sparke festivalen i gang på så tidligt et stadie. Personligt var jeg dog nærmere urolig end underholdt, for da koncerten var ovre, kunne jeg ikke få den tanke ud af hovedet, at jeg netop havde oplevet heavy metals svar på Sweethearts! Uhyggeligt!
Karakter: 3

Cold Night For Alligators (JMNS)
Aftenens næste band, Cold Night For Alligators, skulle vise sig at være noget af en mundfuld! Hvor Vanirs set var letfordøjeligt, var Cold Night For Alligators ditto en sej omgang at komme igennem! Med to intense og legesyge guitarister skar kvartetten igennem med kirurgisk præcision, men manglen på en regulær bas, resulterede i en bundløs og skinger musikalsk udladning. Energien manglede dog ikke. I alt fald ikke oppe på scenen. Publikum derimod stod dog en anelse måbende og overværede de fire unge mænds eksplosive eksekvering af mangt en besynderlig stilart. Alt i alt var koncerten en udefinerbar og usammenhængende oplevelse af et band, der udfordrede de fremmødtes forståelse af heavy metal – og musik, som helhed – men bestemt ikke gik rent ind hos undertegnede. Holder min teori om bandets navn stik, kan jeg dog – hvis ikke andet – blive enige med dem om, at Roky Erickson er fuckin’ awesome!
Karakter: 2

Aloop (JMNS)
Der har efterhånden været stille i Aloop-lejren noget tid, men denne torsdag på Studenterhuset gav den lokale kvintet hørbart livstegn fra sig. Lyden var i det store hele med bandet, og de var de første der – rent musikalsk – virkelig bragede igennem til koncertsalens bagerste væg. Forsanger Bo Larsens rene vokal druknede dog lidt i bandets tonser-tunge bombardement. Men hvad Bo manglede i gennemslagskraft, hev han hjem i mod. Det var nemlig et modigt træk, da han for et øjeblik gik ned i det dybe toneleje og gik solo Johnny Cash-style, iført cowboyhat og siddende på en taburet med en guitar. Modigt og rigtigt godt. Set i det store sammenhæng nærede det dog også min tvivl om, hvor bandet ville hen rent stilmæssigt, men denne aften i hjembyen ville de i alt fald langt ud over scenekanten, og det kom de.
Karakter: 4

Aphyxion (JMNS)
Aftenens sidste koncertoplevelse for undertegnedes vedkommende stod fem af scenens yngste aktører for. Bevares, de findes dog yngre, men når man tænker på ingen af de fem unge fyre i Aphyxion har rundet de tyve, så er det sgu imponerende, at de er næstsidst på programmet, kun overgået af veteranerne i Illdisposed. Mere imponerende er det, at de har været nede og vende i Wacken, og man kan kun tænke, at med det niveau bandet har lagt for dagen, hvor langt er de så ikke nået om fem år?! Hvor gode er de så?! De var i alt fald gode denne aften. Okay, gode er en underdrivelse! Aphyxion satte uden tvivl deres præg på årets festival med et energisk, brutalt og velleveret set, der i den grad hævede det musikalske niveau. Om man er til Aphyxions stil er af sekundær betydning. Bandets evne til at komponere holdbare og interessante numre, samt deres evne til at optræde med dem, er ikke til at komme udenom. Imponerende, drenge!
Karakter: 4,5

Blood Label (KEV)
De unge gutter i Blood Label havde fået tjansen, at åbne ballet fredag eftermiddag. Ikke en let opgave, men ikke desto mindre var der godt gang i møllehjulene og ligeledes en god energi fra scenen. Det havde ikke helt den ønskede effekt på publikum, der virkede en anelse trætte/ligeglade/vælg selv. Dette virkede i starten ikke til at gå Blood Label på, men der var en kort periode i settet, hvor der var lidt stilstand. Dette havde dog en hurtig ende.
Blood Label har lavet oprydning i deres materiale, og debuten ”Existence Expires” er således en form for streg i sandet; nu skal der udgives nyt materiale. Koncerten bestod af samtlige numre fra skiven, og det fungerer på skive.,.. Men sandelig også live. Sprødt guitarspil, svulstigt basspil, imponerende trommer fra den unge Bastian og tjekket vokal, om end lidt stillestående optræden fra Kenneth. Blood Label lukkede bestemt ingen døre denne eftermiddag, selvom publikum virkede uimponerede.
Karakter: 4

Corpus Mortale (KEV)
Københavnske Corpus Mortale er et af de bands, jeg langt hen ad vejen foretrækker at se live. De er nemlig en del federe på de skrå brædder, og får leveret numrene med mere potens og virilitet end på skive. Martin Rosendahl er super sej som frontmand, og har et rigtig fedt og ondt growl. Andreas Lynge spiller en overfed spade, og viser gang på gang hvor skabet skal stå, og den nye(ste) trommeslager (som jeg ikke lige fik navnet på) spiller rigtig fedt og afvekslende. Numrene fra bagkataloget blev eksekveret med vanlig systematisk seriemorder-præcision, men det var alligevel de nye numre, der skilte sig ud; Corpus Mortale går en god tid i møde, hvis samtlige numre på det kommende album holder klassen og stilen hele vejen igennem!
Rutineret men overbevisende præstation fra KBH’s finest!
Karakter: 4

Essence (KEV)
Unge men fremadstormende Essence havde fået tjansen, efter det blev klart, at polske Decapitated ikke kunne nå festivalen pga. en flyulykke. Ingen kom til skade, men med bandets tidligere historie i mente, blev man en anelse ængstelig.
Nå, men Essence er efterhånden et halv-garvet liveband, og de står ikke tilbage for en god fest. Debuten ”Lost in Violence” er blevet rost til skyerne, og det er slet ikke ufortjent. Stilen er thrash som de lavede det i 80’erne, og det indbyder samtidig til fuldstændig hensynsløst indtagelse af øl og diverse andre alkoholiske drikkevarer. Bandets nye bassist virker til at være faldet til, og selvom den ultrafede basintro til nummeret ”Blood Culture” virkede til at volde en anelse besvær, så gik det. Lost In Violence” blev også fyret af, og Essence klarede det rigtig godt, til trods for den korte forberedelsestid. Spilleglæden er nærmest fantastisk, og en koncert med Essence er altid en fornøjelse.
Karakter: 4

As We Fight (METALMORFAR)
Så var det tid til As We Fight, som entrede årets festival til noget, som endte med at blive en lidt trist affære – og det var ikke fordi dagens performance var dårlig, tværtimod.
Nej, bandet fik vist hvorfor de har været et toneangivende navn indenfor den danske Metal / Hardcore-scene igennem de seneste 10 år: Masser af drive i guitarerne, super meget energi og en god kontakt til salen, som trods det tidlige tidspunkt var pænt fyldt.
Men hvor kommer det triste ind i billedet? Det triste er, at As We Fight stopper med udgangen af 2011, så for de fleste blandt publikum markerede koncerten en afsked med bandet.
Selvom Hardcore ikke er min favoritgenre, er det tydeligt at se hvorfor det er et tab for scenen – forhåbentlig ser vi medlemmerne igen i andre sammenhænge. Karakter: 4

The Psyke Project (KEV)
Der er ingen tvivl om, at The Psyke Project kræver meget af lytteren. Fra gulvet ser det ikke særligt koordineret ud, og det kan virke til, at de fire instrumentalister på scenen har hver deres dagsorden. Det har de dog SLET ikke, og faktisk er The Psyke Project i mine øjne/ører et af DK’s bedst sammenspillede bands. Hold da kæft for en energi, de lægger for dagen. Synergien, overskuddet og energien er smittende, og man drages ind i det dissonante, kaotiske og frem for alt øredøvende univers, som The Psyke Project åbner op for koncertgængerne.
Det er ikke så vigtigt hvad de spiller, for når de spiller, er nærmest alt andet ligegyldigt. Det er tæt på at være af terapeutisk karakter for undertegnede, og jeg er såmænd også sikker på, at bandet får lukket en del ting ud af posen under sådan en koncert.
TPP stod klart (!!) for fredagens højdepunkt, og det skulle eddermame blive svært at toppe den… Især med en lukker som ”Stockholm Bloodbath”… gåsehuden kom krybende i ”We scream together”-stykket, og blev hængende længe efter. Tak, Martin, Bonne, Rasmus, Jeppe og Mikkel!!
Karakter: 5,5

Valkyrja (METALMORFAR)
Tiden var nu kommet til aftenens første Black Metal outfit, svenske Valkyrja. Med corpse paint og anden make up var man ikke i tvivl om stilen, inden den første tone havde lydt. Det visuelle indtryk blev fulgt op med en gedigen gang Metal fyldt med genrens traditionelle opbygninger. Der var udmærket energi på scenen, hvor sangeren desværre ikke viste ret meget variation, så vokalen blev ret ensformig.
Desværre blev lydbilledet skæmmet af, at vokal og trommer var meget dominerende på bekostning af strengeinstrumenterne. Det gik især ud over de guitarmelodier, der udgør den melodiske del af musikken, og numrene fik derfor slagside mod det mere brutale. Mod slutningen blev forholdene bedre, men rigtig god blev lyden aldrig. Derfor viste musikken ikke den vanlige bredde, og man skulle kende numrene på forhånd, for at få det hele med.
Samtidig blev den monotone vokal lidt anstrengende i længden, men trods denne modgang lykkedes det for Valkyrja at give en udmærket og overbevisende opvisning i Black Metal, som blev vel modtaget af publikum i salen.
Karakter: 4

Vader (JMNS)
Med kun to titler hjemme i privatsamlingen, hvoraf den nyeste er fra 1993, må snart 30-årige Vader siges at have hægtet mig af. Men med deres optræden på årets festival, gav d’herrer mig al mulig grund til at indhente dem igen. Allerede fra første færd – til tonerne af ”Return To The Morbid Reich” fra seneste opus (”Welcome To The Morbid Reich”) – imponerede særligt Peter og Spider med deres overlegne guitarspil, og James’ trommespil var af nærmest maskinelt og militaristisk karakter. Koncerten var mest af alt en overlegen lektion i prima death metal, uden udtrykket på noget tidspunkt blev sværtet til af arrogance og selvforherligelse. Man kunne dog have tilgivet en grad af arrogance, for Vader havde virkelig noget at have det i, og deres optræden efterlod ikke meget tilbage at ønske. Landsmændende i Decapitated må stå for tur en anden gang, men det bliver en kamp uden lige, at hamle op med Vader!
Karakter: 5

Gorgoroth (METALMORFAR)
Fredag aften blev afsluttet med Sort Metal fra et af de store, gamle navne på den norske scene, nemlig Gorgoroth. Med ekstra store pigge på arme og ben, ekstra meget corpse paint i ansigterne og ekstra meget attitude var der lagt op til noget stort. Det kom dog aldrig, idet man for anden gang denne aften kunne bruge ordet trist om en koncert; men hvor det ved As We Fight var i betydningen vemodig, kunne aftenens møde med Gorgoroth desværre bedst beskrives vha. ordet i dets egentlige mening.
Koncerten startede frygtelig monotont med ekstremt lidt variation i musikken, og absolut ingen hos sangeren Pest. Han kunne ikke andet end at trampe rundt på scenen og hvæse, mens han forsøgte at se truende ud. Det gjorde han uden stil og overbevisning, og overskred derfor den hårfine grænse mellem sej performance og latterlighed. Imens stod de øvrige musikere næsten som forstenede, og viste meget lidt engagement – det virkede heller ikke som om de selv var tændte. Resultatet blev, at Gorgoroth slet ikke kom ud over scenekanten, så den stort anlagte performance løb ud i sandet.
Halvt inde i koncerten begyndte numrenes indhold at blive mere varieret, men på dette tidspunkt havde mange fået nok, og en del tilskuere forlod salen. Samlet set markerede koncerten en skuffende afslutning på en ellers udmærket anden dag på årets festival - indsatsen levede langt fra op til det, man med rette kan forvente af et hovednavn. Karakter: 2



Ferocity (JMNS)
Den – per definition – sure tjans at åbne festivallens tømmermændsplagede lørdagsprogram tilfaldt i år lokale Ferocity, og fra arrangørernes side, var det nu nok et godt træk. Aldrig før har jeg set så velbesøgt en lørdag eftermiddag til Aalborg Metal Festival, og den aalborgensiske death metal combo nærede tilsyneladende på de mange fremmødtes support. Det var i alt fald et stærkt Ferocity, som leverede en overbevisende optræden på dette års festival. Lyden var med dem, og det var tydeligt at høre, at ny trommebasker Nikolaj ingen problemer havde med at fylde Jonas’ sko ud. Bandet fik en kolossal opbakning denne lørdag, og det var fuldt fortjent. Af alle de gange jeg har oplevet Ferocity, tangerer denne optræden til at være den bedste.
Karakter: 4,5

The Cleansing (JMNS)
Anderledes var scenariet da københavnske The Cleansing indtog scenen. Sidst bandet gæstede Studenterhuset (som support for Dawn Of Demise), vandt de tilsyneladende ikke det store indpas hos aalborgenserne. I kontrast til Ferocitys netop overståede set, så situationen ud til at gentage sig. Bandets manglende interaktion med publikum gjorde intet for at ændre på det, men deres kompromisløse og altødelæggende eksekvering af death metal Morbid Angel-/Hate Eternal-style var ikke til at tage fejl af. The Cleansing er ikke til at forbigå når snakken falder på ren og skær musikalsk brutalitet, men bandets optræden denne lørdag matchede desværre ikke deres tekniske formåen.
Karakter: 3,5

The Kandidate (KEV)
Det er egentligt lidt svært at sætte et prædikat på The Kandidate’s musik. Vi er nok mest ovre den halv-punkede/crustede/thrashede udgave af metallen, men hey… svinger det, så svinger det!
The Kandidate er nok ikke det, der har roteret mest herhjemme, og det var derfor med spændt mine jeg stillede mig klar til at opleve dem. Det gik meget hurtigt op for mig, at The Kandidate har én ting, de andre ikke har: Jacob Bredahl!
Kæft, den mand er en tornado på scenen. Han var simpelthen over det hele og gjorde virkelig sit til, at publikum ikke bare stod og glanede. Det var nu ikke fordi, at Allan og Kasper stod stille… Det virkede det bare til, med den tasmanske djævel på scenen. Den mand har stage-presence for ti!
The Kandidate havde en fed lyd, spillede en flok nye og meget spændende numre og gjorde en rigtig god figur. Hvis deres cd havde været til salg i merchandiseboden, havde jeg købt den!! Ser frem til at opleve dem igen på scenen (og anlægget)
Karakter: 4,5

Mnemic (JMNS)
Lokale Mnemic har været genstand for en noget kun omskiftelig tid på det seneste. Ude er trommeslager Brian ”Brylle” Rasmussen, guitarist Rune Stigart og bassist O’Beast. Med er i stedet for Brian Larsen og Victor-Ray Salomonsen fra Vira og italienske Simone Bertozzi. Det var derfor med forventninger om nyfundet energi undertegnedes øjne var rettet mod scenen. Til trods for tekniske problemer med Mnemics varierende og visuelt levende banner og deres lidt for OTT forsanger, franske Guillaume Bideau, indfriede bandet alle forventninger. Ikke mindst grundet super veloplagte Victor-Ray og Simone, der om nogen beviste deres værd. Personligt er jeg ikke fan af Mnemic, men da det visuelle blev udnyttet til dets fulde, og en sand horror-kavalkade kørte i sammenspil med bandets musik, var jeg alligevel imponeret. Mnemic trak i høj grad point hjem i sidst i deres set.
Karakter: 4

Entombed (JMNS)
Svenske Entombed har været en højtelsket del af min metalverden, siden første gang jeg hørte den tørre duga, guitaren med den umiskendelige Entombed-lyd og det indledende skrig i nummeret ”Living Dead” fra mesterværket ”Clandestine” i 1992. Søreme så, om ikke de efterhånden kvabsede svenskere starter med lige netop den!!!
Jeg har sjældent stået til en koncert, hvor jeg kunne synge med på godt 90 % af sangene der blev spillet, men det kunne jeg altså her: ”Demon”, ”Chief Rebel Angel”, ”Blessed Be”, ”Out of Hand”; ”Drowned” og ”Serpent Saints” er blot lidt af de perler de diskede op med, og min lykke var stort set gjort. De spillede møgstramt og LG er jo bare en frontmand som ingen anden. Den lille glade svensker havde højt humør denne aften og man finder vitterligt ikke større spilleglæde end her! Ved et lille kig rundt i salen, stod stort set alle tilskuere med et smil på læben, og jeg talte en stor håndfuld prominente metal-kendisser fra den danske scene, der stod og gav den gas… Ingen tvivl om, at Entombed har inspireret og til stadighed inspirerer folk og fæ i det danske land.
Entombed var uden tvivl festivalens højdepunkt for mit vedkommende!
Karakter: 5,5

Suffocation (JMNS)
Tiden var kommet til festivalens co-headliner, mægtige Suffocation fra New York, og med minimal tid brugt på lydtjek startede kvintetten lige på og hårdt. Få kan matche Suffocation når det gælder sammensmeltningen af musikalsk brilliance og monstrøs brutalitet. Det manifesterede newyorkerne i høj grad til årets Aalborg Metal Festival. Koncerten overgik ikke de to jeg så med dem på deres ”Kill Or Be Killed Tour”, men den er dælme tæt på! Suffocations optræden var i særklasse og bandet lod ikke meget tilbage at ønske. Med den super veloplagte og karismatiske Frank Mullen i front, leverede Suffocation Aalborg Metal Festival 2011s næstbedste koncert (ingen overgår Entombed). Settets højdepunkter var titelnummeret fra bandets seneste opus, ”Blood Oath” fra 2009, nyklassikeren ”Entrails Of You” og den store finale med ”Infecting The Crypts” fra ”Effigy Of The Forgotten”. Fantastisk!
Karakter: 5,5

Arch Enemy (METALMORFAR)
Traditionen tro var der afsat ekstra tid til omstilling for festivalens hovednavn, og som vanligt blev denne overskredet – denne gang dog kun med et kvarter. Tiden var dog brugt fornuftigt, for den afsluttende koncert blev belønnet med den suverænt bedste lyd af alle de koncerter, jeg overværede. Og hvor fredagens hovednavn floppede, levede Arch Enemy fuldt ud op til det, man kan forvente af et hovednavn: En supertight og professionel performance, masser af energi og god kontakt til publikum.
Hvis man kom til koncerten med en opfattelse af, at bandets musik ikke er rigtig Metal, blev den godt og grundigt manet i jorden! Anført af Daniel Erlandssons bragende trommer og Sharlee D´Angelos tunge basspil blev der virkelig frembragt et perfekt fundament for brødrene Amotts guitararbejde. Dette indeholdt både hårde riffs og de melodiske elementer, der næsten hører lige så meget til Sverige som Dalarheste og surstrømning. Det hele blev mesterligt bundet sammen af Angela Gossow, hvis fantastiske vokal imponerede mig endnu mere live, end den gør på bandets studiealbums.
5. november er Angelas fødselsdag, som blev markeret 2 gange fødselsdagssang. I anden omgang blev den anført af den lokale helt Mikkel Sandager, som foruden at overrække en lagkage med lys og sang med på det efterfølgende nummer. Det var et fint indslag i en koncert, som havde masser af professionel attitude, men hvor jeg til tider gerne ville have kunnet mærke en smule mere spilleglæde.
Samlet set betyder det dog mindre, for selv om jeg ikke kom helt op at ringe, leverede Arch Enemy varen, og de sørgede for, at AMFs 10 års jubilæum blev afrundet på bedste vis.
Karakter: 5

Og ja... VI GLÆDER OS TIL NÆSTE ÅR!!!!

Til sidst besøg vores galleri (tryk på galleri eller find linket i venstre side) og se alle billederne fra årets jubilæums fest.

Artiklen er skrevet af: JMNS / MetalMorfar / Kev

Læs mere...

Cradle of Filth, Gorgoroth, Moonspell, Septicflesh

Septicflesh
Revolution Music
Først og fremmest var det noget helt nyt for mig at gå til koncert i Store Vega, som jo er et spillested, der er berømt for dets gode, måske ligefrem fremragende lyd. Der var kø, men den forsvandt hurtigt. Jeg skyndte mig småløbende indenfor og blev mødt af lyden af Septicflesh.
Atmosfæren var fastlagt fra starten, og sammen med bandet var publikum badet i et sagligt grønt lys. Man legede næsten med, og foregav at være faret vild i en mørk granskov badet i Septicfleshs sorte Death metal mystik.
Jeg kendte ikke særlig meget til bandet i forvejen, da jeg ankom, men de formåede alligevel at tryllebinde mig. De vakte simpelthen min interesse; ikke mindst med nummeret med den egyptiske titel ”Anubis”. På trods af dét nummer har bandet altså overhovedet ikke noget til fælles med bandet ”Nile”, der også henter inspiration fra Egypten. Det gælder også selvom genrerne ligger så ufatteligt tæt op ad hinanden.
Egentlig havde jeg gættet på, at bandet var meget yngre, men med et lille smil på læberne har jeg erfaret, at de faktisk er fra mit fødselsår, 1990. Det, der nok har snydt mig halvt om halvt, er at selve lyden lyder virkelig ny, både vokal- og instrumentmæssigt.
Selve sceneshowet virkede også lidt uerfarent i fremførelsen, selvom bandet gjorde alt tænkeligt for, at det ikke skulle være alt for i øjenfaldende. Det var nok mest forsangerens skyld. Konstant lavede han små ubevidste Britney Spears-finter, der bare ikke hørte hjemme på scenen; fx det med at rette på håret og med en glidende feminin bevægelse stryge det om bag øret. Dog blev det værre, da han valgte at lave nogle mærkværdige snoede armbevægelser med sine nittebesatte hænder. Det ville en hvilken som helst slange have misundt.

Moonspell
Revolution Music
Moonspell var heller ikke et af de bands på setlisten, jeg kendte allermest til. Ikke desto mindre var der gjort vanvittigt meget ud af deres sceneshow; bag dem stod et kæmpemæssigt lærred, hvorpå der kørte en ”film” med relevante klip, der passede til sangene. Det er nok også det, der har fået mig presset op på karakteren 3. Måske stjal den skærm egentlig lidt af opmærksomheden fra stakkels Moonspell, selvom den af og til havde det med at gå i hak. Det var lidt synd.
Der blev spillet mest fra det nye album, og da jeg hælder mest til Moonspells gamle udgivelser, stod jeg længe og kedede mig lidt. Først til sidst vågnede jeg lidt op, da noget af det gamle blev spillet.
Af og til virkede det hele lidt tilfældigt. Det var næsten som om, at bassisten synes det var utroligt hårdt at flytte den ene finger fra det ene bånd til det andet. Hold da op, hvor så han dog lidende ud af og til.
Jeg synes faktisk ikke, at der er så meget mere at tilføje til bandets præstation. De virkede som en gruppe mennesker, der havde måttet undvære søvn i meget lang tid. Det sidste vampyrnummer skulle vist have fået publikum til at vågne, men da forsangeren syntes at overspille sin rolle som vampyr, var det ikke noget jeg blev grebet af.
Gorgoroth
Revolution Music
Jeg så dem også på Wacken Open Air 2008. Men på daværende tidspunkt husker jeg at have haft virkelig dårlig mave, så jeg skyndte mig væk. Ja, undskyldningen var da ikke helt dum, vel? Det hele blev gjort på ægte True Black Metal maner. Dog uden grise- eller for den sags skyld fårehoveder på stave. Det gjorde ikke så meget, jeg kunne godt undvære dem. Der var som bekendt også stillet fire kors op til fire nøgne mennesker fra den inderste gruppe af bandets store fanskare. Hænder blev bundet, en pose blev trukket over hovedet på dem hver især. En af dem skulle endda stå i ti minutter, mens lyset endnu ikke var tændt, og rette på en ørering. Haha. Men så kom lyset. Det omtalte og omdiskuterede band gjorde deres entre, de lignede sig selv. Personligt kan jeg ikke se, hvor musikken i det de laver ligger. Skrig, hoste, noget, der skal lyde som en guitar og folk der er døden nær - nej tak.
Jeg er ikke specielt glad for Gorgoroth. Det er ikke musikken, der skræmmer mig på et eller andet punkt. Det er de ”mennesker”, der laver den.
Flere af bandmedlemmerne har en plettet straffeattest, der siger spar to. Voldtægt, voldsom tortur mm. Som ”kvinde” kan det ske, at man vælger at tage mere end ti skridt bagud, når man får øje på den corpsepaintede Gaahl, der står med vidt opspilede øjne og peger på én oppe fra scenen. Man synker en klump i halsen: ”Har han udvalgt mig!?” Ikke desto mindre må man sige, at bandet gør noget ud af deres optræden, om det så gælder nøgne mennesker på kors, corpsepaint, bandmedlemmernes lange søm på kroppen eller alt det ild og den ondskab, der bliver lukket ud under sådan en aften. Men nej, fan gik jeg ikke hen og blev i Store Vega den aften!..

Cradle Of Filth
Revolution Music
Så kom hovednavnet endelig - med intro og hvad der nu ellers hører til.
Jeg bliver lige forundret, hver gang jeg ser Danni Filth, den lille bitte mand. Fuld af energi springer han rundt på scenen med sine små lysende øjne og latexklædte krop.
Gamle kendinge skulle man vente længe på, for bandet spillede næsten udelukkende sange fra det nye album, ”Godspeed on the Devil’s Thunder”. Danni Filth klarede sit arbejde fint med de lange skrig, og den karakteristiske growl. Dog synes jeg ikke at kunne spotte Sarah Jezebel Deva nogen steder. Personligt havde jeg intet hørt om hverken bortvisning eller blindtarmsbetændelse. Ellers sang Filth hendes passager igennem uden problemer.
Så blev jeg forundret igen. Et 3,5 meter højt monster kom til syne på scenen i vaskeægte Eddy-stil. Dog havde denne ”Eddy” gemt sig i en lang kutte, og slog konstant hånden frem og tilbage samt headbangede lystigt i takt med publikum. Flere gange måtte Danni Filth slå krumspring for ikke at blive ramt af kæmpen. Så forsvandt den igen.
På trods af den fantastiske lyd Vega nu engang har, mangler der altid et eller andet, når CoF giver koncert. Det er som om alle indtrykkene kommer meget bedre til udtryk som indspillede numre fra et studie. Rosie Smiths keyboard kæmpede og kæmpede i bøn om at blive hørt, mens et kaos af guitarriffs dominerede lydbilledet. Da det var hende og det keyboard, der bar det meste af den melodiske del til koncerten, var det næsten faretruende tæt på at gå galt op til flere gange. Tit har man hørt en bestemt sang, de har spillet live, og så kommer man hjem, finder den på nettet og tror ikke på at det er den rigtige sang, man har fundet. Sådan er det tit med Cradle. Lyden er ofte grumset og halvdårlig live.

Læs mere...

Gorgoroth, Tyrant, Horned Almighty

Aftenens koncert bød på flere debut’er: det var første gang jeg skulle opleve de 4 navne på plakaten: Gorgoroth, Enthroned, Nox og Horned Almighty. Og det var min første koncert på Studenterhuset i Århus.
Foruden debut’erne, skulle aftenen også komme til at byde på flere skuffelser. De to første ramte os i køen foran spillestedet: at programmet var forsinket et halv time var en lille en af slagsen, men at Enthroned var aflyst, var slemt. Jeg havde nemlig glædet mig specielt meget til at se dette belgiske band. At svenske Tyrant skulle overtage pladsen var kun et lille plaster på såret.

Efter at vi var blevet lukket ind i meget små hold af høflige men bestemte vagter, kunne jeg endelig tage spillestedet i øjensyn: rimelig stort og overskueligt lokale med scenen i det ene hjørne og et par sofagrupper. Meget hyggeligt og indbydende.

Hjemmefra havde jeg fået arrangeret et interview med King fra Gorgoroth. De nærmere detaljer skulle blot aftales med tourmanageren, så jeg ringede ham op. Efter en stribe forgæves opkald over en rum tid, var det blevet tid for aftenens første band.

Horned Almighty (uden bedømmelse)
De lokale Horned Almighty gik på scenen ca. 50 minutter efter det planlagte tidspunkt. Med corpsepaint over hele linien var der lagt op til en ordentlig gang Black Metal, og det fik vi så. De 2 første numre var noget rodede, og ikke særligt interessante, hvilket delvis skyldtes en temmelig dårlig lyd.
Herefter annoncerede forsangeren et nummer fra bandets nye plade, som udkommer næste år. Så steg kvalitetsniveauet betragteligt, for dette nummer var virkelig fedt, og jeg begyndte at skrue op for mine forventninger til resten af settet. Og så, efter kun 3 numre, var det hele pludselig slut. Til alles overraskelse måtte bandet meddele, at ” Det var alt fra os, ellers er der nogen det ikke kan nå deres færge hjem til Norge”.
Trist for både publikum og Horned Almighty, der ikke nåede at vise meget af deres kunnen, hvorfor det ikke ville være fair at bedømme dem efter vores normale skala. Det bliver der forhåbentlig mulighed for ved en senere lejlighed.

Herefter skyndte jeg mig tilbage for at få mit interview, og det lykkedes at få fat på manageren. Desværre dukkede han aldrig op, hvilket holdt mig i venteposition under hele det næste bands optræden.

Tyrant (3/6)
Det var Tyrant, som jeg oplevede fra en position bagest i salen, og derfor mere hørte end så. Det gjorde mindre, for det jeg hørte var aftenens eneste positive overraskelse. Hvor deres album, som jeg anmeldte for et stykke tid siden, var ensformigt og trist, var det anderledes denne aften. Tyrant leverede et sæt, som var meget direkte og meget thrashet. De enkle riffs fungerede rigtig fint, og kunne også live lidt op i publikum. Først mod slutningen meldte en vis ensformighed sig, men det ændrer ikke på, at Tyrants indsats bestemt var godkendt.

Efter endnu et par forgæves telefonopkald gav jeg op, og skrev Gorgoroth interviewet på tabslisten.

Hvorfor det ikke var muligt at få kontakt, fik jeg svar på lidt senere, da det gik op for mig, at vi kun skulle se 3 bands denne søndag. Nu var det nemlig tid til hovednavnet.

Gorgoroth (3½ /6)
Gorgoroth kom på scenen med corpsepaint samt nitte- og pigarmbånd, som så ud til at kræve våbentilladelse. Og så bombarderede de ellers publikum i godt 3 kvarter med noget af det mørkeste og vildeste Metal, man kan forestille sig. Det var som at møde en mur af musik, hvor kun små sprækket tillod et kig indenfor.
Generelt var der ikke meget bevægelse på scenen; der blev kun sporadisk skiftet pladser. Derfor var der kun 2, der skilte sig nævneværdigt ud. Bagest leverede Nick Barker en solid indsats, der viste hvorfor han er en flittigt brugt session trommeslager.
Og forrest styrede forsangeren Gaahl begivenhederne med sikker hånd. Det vil sige, det var ikke fordi han gjorde ret meget. Mandens sceneshow begrænses stort set til at vise horn og nidstirre publikum. Det lyder banalt, men det var meget effektfuldt. Kombineret med meget rolige bevægelser, gav det ham en meget dæmonisk fremtoning, der virkede meget stærkt, og alene er ½ stjerne værd i min bedømmelse.
Musikalsk var der ikke noget imponerende over Gorgoroth. Om det skyldes, at mit kendskab til deres udgivelser er begrænset, ved jeg ikke, men det lykkedes på intet tidspunkt at komme ind under huden på mig og rive mig med. I betragtning af bandets position på metalscenen var det lidt skuffende.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at min samlede karakter for koncerten ikke er et gennemsnit af bedømmelsen af de enkelte bands. Bedømt på musikken alene, var der tale om en præstation på det jævne, der er godkendt.
Men bedømt som koncertoplevelse, var aftenens niveau under godkendt: Der var kun 3 bands i stedet for de annoncerede 4; der var en voldsom forsinkelse, så det reelt kun var de 2 som fik lov at spille, og musikken var uden rigtige highlights. Alt dette gjorde, at jeg måtte vende skuffet hjem fra Århus.

Læs mere...

Gorgoroth

Revolution-Music: Hallo. First of I would like to congratulate you on your new album "Ad Majorem Sathanas Gloriam" witch was released the 19th June.
Infernus: Thank you .

Revolution-Music: Could you start out by introducing your self and tell us what part in the band you have?
Infernus: I am Infernus, founding member, guitarist.

Revolution-Music: How and why did you come up with the name "Gorgoroth"? Does it have any special meaning?
Infernus: This was ages ago, before we started, I was – ashamed as I am to admit - very keen on fantasy litterature and on tolkien in particular. When reading the lord of the rings I got aquainted with Gorgoroth a name signifying terror and fear, in which the forces of darkness dwelt. I then found it suitably to take as a name for the band.

Revolution-Music: How did you all come together, and became the band you are to day?
Infernus: During its initial period, the band was located some hours up north of Bergen, Norway, where me and the vocalist are from. There was a growing disinterest in me to continue live up there in the countryside society it is, and after a while I relocated its base to Bergen. Therefrom we have gone through a long row on changing members. Much due to personal differences, lack of commitment etc.

Revolution-Music: This is your seventh album right? And this time its released trough Regain Records, how did the contract get established, and how are they to work with?
Infernus: I was negitioating with loads of labels when Per and Regain showed up as an option. Exhausted as one only can be after six months of rather boring paperwork i flew in to Malmö, Sweden, and immediately got a feeling this was the right thing. He seemed likeable on a personal level, honest, devoted and as having an up and going good alternative for a label to be signed on. He also came up with a better offer than every other alternative before him did, and after less than two hours the contract was inked. So far cooperation has been very good, and I hope it will contiue like that.

Revolution-Music: Why did you choose the title "Ad Majorem Sathanas Gloriam" for this record, what does it mean?
Infernus: it quite simply just popped up as I was reading an article on the counterreformation, on the Jesuit movement and on Ignatius de Loyola once. It means in honour of satan, which of course suits whats on our agenda now, as it will always be. We are here to pay homage to satan through metal music.

Revolution-Music: Where did you record the album, and who produced it?
Infernus: We used a wide variety of studios and external engineers this time. One for Frost and the drumrecordings, here in Bergen, then – using Protools and HD recordings, it was easy relocating to another place some two hours from oslo, where i isolated myself doing guitars for a couple of weeks. Then king came and added bass, we returned to bergen with the harddisc and let Gaahl take over in another studio, same as we mixed it in. Next step was cutting room, stockholm, where i mastered it together with thomas eberger.

Revolution-Music: How was it to work with him?
Infernus: we try choosing only people we come along with and which also show a certain level of competence in what they do. I am more or less happy with all my expeeriences during the process, but in particular i would say it was good working with Svein Solberg, and i really hope to catch up with him once again to get more work done together with him.

Revolution-Music: Are you trying to express something through your music?
Infernus: Yes. We are satans humble servants on a quest for another human species. We are the representants of the powers of Darkness in metal music.

Revolution-Music: How has the album been received by the press, the critics and the fans so far?
Infernus: It has been overwhelming, as far as I have heard, it has only received very good critics. We even entered the national top of the pops here on the 22nd position last time i heard. Whether its us or the world there is something wrong with would easily end up in pure speculation elaborating upon, but i would strongly vote for the last alternative.

Revolution-Music: What is your view on the group's position in today's music scene?
Infernus: I dont actually know how it is, and i havent been making up so many a view on this issue. Seemingly we are more or less the only band in the scene left that has something to offer in addition to pure craftmanship, which has the courage to stand for what we mean eventhough it might make us less likeable as persons an people. After all, for my concern, my main driving force has always been that of writing and performing good metal music in the name of satan, not being liked by all and everybody.

Revolution-Music: How would you compare the material on "Ad Majorem Sathanas Gloriam" to your previous material?
Infernus: Thats difficult, i'd rather leave that for others to do.

Revolution-Music: How do you think old and new fans will react to the album?
Infernus: I think they will like it. Anyway, i honestly do not care too much, as long as i am happy myself. I am aware of the banality using of such a clichee, but it is nevertheless bringing us to the core of what there is to know. I have never since the beginning when starting Gorgoroth had anything but contempt for what is referred to as the underground. But when that being said, we never show any will to modify our approach in order to fit in with marketing strategies form labels etc. This is one of the reasons that we didnt go along with blast. First and foremost it is important that we are 100% happy with what and can stand behind we are doing ourselves, then we have a firm belief there will always be someone appreachiating and understanding what we do. Thats the bonus.

Revolution-Music: A lot of metal artists are releasing a lot of documentary and live DVDs, do you guys have anything like planned for the future?
Infernus: Thats not the main focus right now, no

Revolution-Music: What kind of stuff did you grow up listening to, and what kind new music do you listen to these days?
Infernus: I grew up listening to bands like Celtic Frost, Bathory, Sodom, (german) Poison, Sarcofago, Obituary, Destruction, Morbid and Mutilator. These days i very much listen to the same stuff with some additionals. At the time being i more or less only listen to swedis bands. Yngwie Malmsteen and Dissection. I have being picking up some criticism on their last album Reinkaos lately which has been rather mellow. I find it to be one of the most outstanding records being produced ever.

Revolution-Music: Have any of these bands been source of inspiration for the album?
Infernus: Yes, but to which degree other people and the fans should decide.

Revolution-Music: In your time as musicians, what is your biggest musical achievement so far?
Infernus: It must definately be the thing that we during our two last european tours, the ones in 2004 and 2005 with 1349, got the most splendid character our best man Attila Csihar coming with as a co-organizer and a party manager. How much a musical achievement it was can of course be discussed, but it was a great time and for me personally a big achievement. Hail.

Revolution-Music: Could we expect any European tour and maybe se the band in action here in Denmark any time soon?
Infernus: We aim at doing that by the end of next year. Both our gigs there, in Köben (04) and Århus (05), turned out to be successful. We never expected the danish to give us such a reception. Thus we will of course schedule for a gig or two there on the next occasion.

Revolution-Music: How did you think the music scene is in Europe, compared to the scene in the US?
Infernus: I do not know. I havent been touring the usa, and when i am over there it is mostly as a tourist visiting friends etc. I am not the one to do a proper comparison when it comes to this.

Revolution-Music: That's all we've get this time, do you have anything that you'd like to add or say?
Infernus: No, really cannot see anything coming to mind rigth now

Revolution-Music: We would like to say thanks a lot for you're time. And we wish all you guys all the luck in the future whatever it might bring. And thanks to Target Distribution for setting this interview up.
Infernus: Thank you as well, best regards for the future.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed