fbpx

Powerwolf - Amager Bio, 13.11.19

Hvis et bands koncept kan opsummeres i ét ord, er det som regel et simpelt et. Det er også tilfældet for Powerwolf, der spiller powermetal krydret med lidt letvægter symfoni”orkester”, kor og orgel imens de synger om varulve. Det har de gjort siden 2003 og igennem nu otte albums, senest ”The Sacrament Of Sin” fra 2018, der også er grunden til deres visit. I sig selv er powermetal oftest en genre der overses (eller overhøres) i Danmark, og det var da også på en tysk pløjemark for godt og vel seks år siden jeg selv stiftede bekendtskab med de tyske ulvemænd. For deres første besøg i Danmark skulle man også helt hen til 2016, hvor de til gengæld både var forbi København og Aarhus. Året efter ramte de så Copenhell, og godt nok siger man, at den 3. gang er lykkens gang, men for mit vedkommende blev det altså den 4. – men var det så lykkens gang eller ej? Læs med! Powerwolf: Men først lidt ord om opvarmningen, Gloryhammer: de fleste fans af genren kender med al sandsynlighed Christopher Bowes, forsanger og stifter af Alestorm. Åbenbart synes manden ikke dét projekt var helt fjollet/grandiøst/episk nok for i 2010 samlede han en kreds af ligemænd og tre år senere udkom debutalbummet ”Tales from the Kingdom of Fife” med sigende sange som f.eks. ”The Unicorn Invasion of Dundee” og ”The Epic Rage of Furious Thunder”. Man ved hvad man får: fjol og løjer, rollespilsudklædte voksne mænd og en solid dosis powermetal. Men hvordan tager det sig ud live? Tja, de ankommer med en episk intro – selvfølgelig. Hele bandet minder mig om de tyske Grailknights, bare med pænere kostumer og bedre produktion i det hele taget. Forsangeren har fjollede 80’er briller på, men ligner ellers en klassisk helt – og Bowes selv ankommer først halvvejs inde i første sang, fordi hey, dramatisk intro fungerer bedst når man nu må identificeres som ”den mystiske troldmand”-arketypen. Ikke at han virker helt vildt nødvendig med al det backtrack, men igen, det hører sig jo også til. Gloryhammer er helt tydeligt kommet for at feste. Det kan man bl.a. høre i den selvbetitlede ”Gloryhammer” – her kommer en goblin luskende ind på scenen, bærende på en hammer, som forsangeren Angus McFife hurtigt snupper og basker ham med. Og så giver det mening med en sang om hovedpersonen selv, nu han er så heroisk. Der er også god fællessang her, ikke mindst i det næsten irriterende fængende omkvæd, der stadig ikke helt har forladt mit hoved. Man kan næsten se det som en slags interaktiv historie, hvor det i hvert fald til en start giver overordnet mening. Der skal heller ikke mere end to-tre sange til før lyden falder nogenlunde på plads: både vokal og keys kan høres ganske klart og tydeligt, mens trommerne derimod er alt for pappede. Men herfra bliver det mere tilfældigt med sangene, hvor vi både kommer omkring brændende universer, goblinkonger og selvfølgelig enhjørninger. Heldigvis er Gloryhammer både et tændt og professionelt band der leder os godt igennem det hele – der er fin energi og frontmanden er en god indpisker, i øvrigt med passende nørdet humor. Lidt løst citeret får han både sagt ”neutron stars are made of alcohol – we need you to travel to the intergalactic fortress, also knows as the bar” og ”I invented sound in space”. Sjovt er det. Og fjollet. Mest fjollet. De har selvfølgelig også den klare fordel, at publikum rent faktisk kender dem i forvejen og dertil er på mindst samme niveau – de vil det gerne. Meget gerne, faktisk. Det er hvad snart 10 år på bagen og et kendt medlem kan gøre. Det er også først da koncerten overstiger de 45 minutter at underholdningsværdien falder: det bliver lige langt nok med en hel time. Hertil er forsangerens stemme lidt slidt i det (lang tour måske?) og det musikalske udtryk både for ensformigt og uoriginalt. Men 75 % god underholdning er også mere end rimeligt og jeg vil anbefale alle dragejægere og lignende at få dem set på næste års Copenhell. 4½/6 stjerner. Og nu til hovedretten! Scenen bliver i pausen pyntet godt op, så da ulvene går på er det blandt statuer af kutteklædte varulve, keyboards omkranset af døde træer, falske kirkemure og i øvrigt et helt band med zombie-udød ansigtsmaling samt passende tøj; især pianisten fuldender det visuelle udtryk med flotte rober samt en katolsk-lignende velsignelse inden den første sang. Man kan ligesom ved Gloryhammer ikke påstå, at Powerwolf ikke gør noget ud af det, og publikum æder det råt med et mærkbart engagement, fællessang og alverdens pits efter kun et par sange. Og nej okay, så er bandet ikke helt selv klar over at det faktisk er deres 4. gang i landet, men skidt med det. Det bliver hurtigt klart at publikum aldrig overlades til sig selv – og det på både godt og ondt. Indpisker-rollen deles godt nok mellem forsanger og pianist, og mens Attila holder godt fast i (for)samlingen er det nu engang pianisten der hurtigt viser sig som den mest fysisk aktive – men... gutter. I behøver altså, virkelig, på ingen måde overhovedet, at dræbe alt flow og snakke med/til publikum efter HVER.ENESTE.SANG. Især de mange ”sanglektioner” bliver enerverende, det er jo bare ”oh-ooooh” og ”hallelujah” i forskellige toner og vi er jo for fanden ikke kommet for at få sangtimer. Et andet mindre negativt punkt er lyden. Den er ok – men overraskende mindre tydelig end under Gloryhammer. Lyset er derimod rigtig lækkert. Lidt længere inde i sættet skiftes der banner under ”Armata Strigoi” med cirkelpit til følge, og ”Demons Are A Girl’s Best Friend” dedikeres til pigerne der klart er i undertal i dag – sikke et chok! Jeg har sjældent været til en så mandehørmende koncert, det skulle da lige være Killswitch Engage for et par uger siden. Indtil videre har det været ekstremt ensformigt, men jeg klager ikke (udover førnævnte sangtimer) for det fungerer: publikum er kæmpe glade, mange vælter rundt, hænder er i vejret, Powerwolf selv spiller også glimrende, det kører sgu. Naturligvis er de nye sange endnu ikke helt kommet ind under huden på de fleste og her er 6 af slagsen lige i overkanten, men ellers er der ikke meget at beklage sig over. Alligevel er det et fint afbræk med en ballade i form af ”Where The Wild Wolves Have Gone”, hvor kutteklædte munke både henter og bringer et rigtigt klaver til pianistens fornøjelse – dog kun for dette indspark. At vi så lige i rap får ”Kiss of The Cobra King”, fra dengang Powerwolf var et noget mindre foretagende, er en fin bonus. Det er – ligesom ved Gloryhammer – dog et problem at musikken er så ensformig og uoriginal: man kan klare sig længe på publikum, på det visuelle, på fællessang, på en masse ting der afleder opmærksomheden fra musikken. Men på et tidspunkt vender det 180°. For mit vedkommende er det omkring de 80 minutter. Herfra og de næste 25 minutter er det ikke sjovt mere: alle tricks er blevet brugt, den langsomme optakt til ”Lupus Dei” fungerer slet og ret ikke, og at have tre ekstranumre er om end ikke usædvanligt, men at det skal tage SÅ lang tid er slet og ret kontraproduktivt. Powerwolf lever ikke ligefrem efter mantraet ”less is more”, men på et tidspunkt bliver det for meget. For meget snak, for lidt musik – og efterhånden for meget musik i det hele taget. De fleste fremmødte virker i dag til at være superfans, for de vil have mere, men der begynder efterhånden også rundt om mig at kunne mærkes en mæthedsfølelse. Det er ærgerligt man skal gå herfra med en følelse af at have overspist, for maden er som sådan lækker – men for meget af det gode er selvsagt ikke. Havde det hele varet max. halvanden time, måske tre-fire færre sange, så havde det siddet i skabet. I stedet er det en forstoppet afslutning der desværre skygger for resten af det ellers gode måltid. 4/6 stjerner. Sætliste: 1) – Fire & Forgive 2) – Army Of The Night 3) – Incense & Iron 4) – Blessed & Possessed 5) – Amen & Attack 6) – Armata Strigoi 7) – Demons Are A Girl’s Best Friend 8) – Killers With The Cross 9) – Stossgebet 10) – Resurrection By Erection 11) – Where The Wild Wolves Have Gone 12) – Kiss Of The Cobra King 13) – We Drink Your Blood 14) – Lupus Dei Encore: 15) – Coleus Sanctus 16) – Werewolves Of Armenia 17) – Sanctified With Dynamite Kilde: www.setlist.fm
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed