fbpx

Rock the Coast 2019 - fredag

Det er en dejligt varm og solbeskinnet dag i Fuengirola på Spaniens sydkyst. Ja, altså, det er det så godt som hver eneste dag hernede, skal jeg hilse og sige. Og flere grunde behøver man såmænd ikke som dansker for at stå i nationalregistret som ‘udvandret’, skal jeg ydermere hilse og sige.

Og hvor er det dog ekstra dejligt, at der findes nok lokale sjæle, der både er tilstrækkeligt venlige, ressourcestærke og passionerede udi den fede, hårde rock, til at de gider stable et så prægtigt arrangement på benene, som debutfestivalen Rock The Coast hermed har givet mig et første- og andenhåndsindtryk af at være.

Man skal ikke ret mange meter ind på den forholdsvist minimalistiske festivalplads for at orientere sig om det vigtigste: hovedscener dér; ølboder dér og dér. Sådan, mand. Og så lige med Middelhavet og badestranden som backdrop. Palmer, bjerge, hoteller, lyseblå himmel og ultramarineblåt ocean.

Og hvad festivalområdet ikke har i længde, har det i højde: Marenostrum er en slotsplads komplet med gammel middelalderfæstning øverst på en stejl græsbakke, hvori der stadig er indlejret elementer fra noget, som jeg bilder mig ind er borgruin. Halvdelen af koncerterne foregår inde i selve borggården.

Prikken over i’et: inden første band tanker jeg og mit følge lige op på fadøl til €4 — svarende til 30,- kr. — for 1/2 liter. Altså 40% billigere end på Copenhell, hvis ledelse med andre ord bør tage noter, hvis de skulle falde over nærværende reportage.


Folkemetalfænomenet Аркона (Arkona) er kommet hertil fra Rusland for at åbne ballet. Og dét formål egner genren sig aldeles glimrende til, selv på modersmålet og i al sin esoteriske indspisthed, komplet med piccolofløjte, brune lærredsdragter og så’n. Musikkens standardmodus er den thrashede ende af Faanefjell. Den kvindelige vokalist Masha “Scream” lever op til sit tilnavn ved udover en fornuftig sangstemme altså tillige at besidde et sejt, bistert rottweilerråb og -growl. (Er det bare mig, eller kommer der flere og flere kvindelige growlere i disse år?)

Arkona er bedst, når de giver kreativiteten lidt los og således vover at vige fra deres hovedspor til de mere Finntroll’ske, polkainspirerede områder af genren. De har både drejelire og sækkepibe med; jeg havde gerne hørt mere til begge dele. Det er ikke fordi, jeg husker ret meget af musikken, og det skyldes altså hverken de slaviske tekster eller de enkelte par fad, jeg får klemt ned på de tre kvarters tid.

Indenfor genren overgår Arkona hverken landsmændene Грай (Grai) eller СатанаКозёл (SatanaKozel) i dansabilitet eller memorabilitet. (Er det lige prætentiøst nok at bruge så’n et par substantiver og namedroppe to russiske folkemetalbands på kyrillisk indenfor samme sætning??) Men Arkona er alt andet lige et professionelt og energisk foretagende, og de får sat gang i både lidt headbanging og lidt kædedans. Godt arbejde af et første band at være. Og jeg skal gerne give dem et ekstra lyt, — altså, hvis chancen nogensinde byder sig.

(Karakter: 4 ud af 6)

 


Der var engang, hvor man gjorde nar af Blaze Bayley. “Blæsebælgen”, kaldte vi ham. Og hey, jeg står sgu ved det. For hér 20 år efter mandens tid i Iron Maiden, hvor han besøger Rock the Coast kun for at fremføre numre fra den blandt fans gerne så uglesete periode, står det klart, at det intet havde med hverken talentmæssig umodenhed eller en både personligt og professionelt presset Steve Harris at gøre dengang. Selve Bayleys klang egner sig simpelthen bare ikke til Harris’ sangskrivning, som den gør til mandens gamle hovedband, Wolfsbane.

Imidlertid har den stakkels Bayley måttet affinde sig med sit liv på nogle områder, der gør hele hans historie og person til en rørende, sympatisk skæbnefortælling. Én ting er, at han blev uigenkaldeligt kendt som manden, der ikke kunne fylde skoene ud fra forgængeren Bruce Dickinson. (Hvem fuck havde i øvrigt kunnet dét, og hvem fuck havde ikke taget tjansen alligevel?!) En anden er, at det rent kosmetisk er gået den samme vej for den engang så flotte fyr som for den endnu tidligere forgænger, Paul Di’Anno: 30-40 ekstra kilo og skaldethed i et uhelbredeligt omfang. (Det var muligvis nemt at være bandets kønneste flankeret af Janick Gers og Dave Murray dengang; i dag havde det været umuligt for ham). Og i 2008 mistede han sin hustru, som han få måneder forinden havde giftet sig med efter et forhold på knapt 20 år. — Og dermed al lyst til at fortsætte liv og karriere hvis det ikke havde været for netop hendes formaning om at gøre det.

Selvom der endnu ikke er halvt så mange fremmødte, som der er plads til på festivalgrunden, tilkendegiver Bayley at være dybt taknemmelig — både for al vores respons og for sin tid i Iron Maiden. Og som dedikeret showmand får han fyret godt op under os, der nu engang er her. Selvom hverken “The Angel and the Gambler”, “Futureal” eller den indledende “Lord of the Flies” nogensinde kommer til at lyde som mere end en halvhjertet version af det både før- og sidenhen atter så mægtige Maiden, er der med tiden kommet en sælsom nostalgi over disse numre. Og altså, herregud, det var to plader, og det var fem år i 90’erne hvor samtlige metalbands, der havde haft nævneværdig succes årtiet forinden, altså var mere eller mindre karrieremæssigt udfordrede.

Derudover er det altså fedt at høre de decideret gode “The Sign of the Cross” og “The Clansman”, blæsebælgsvokal eller ej. “Man on the Edge” er for så vidt også et fint nummer, selvom den i dag er meget nedbarberet og lige ved at snuble over egne ben i et næsten thrashet tempo. Og selvom den afsluttende “Como Estais Amigos” (sic) begribeligvis aldrig er blevet smidt på anlægget af ret mange menneskers egen fri vilje, er der alligevel noget ved Bayleys historie og anledningens lokalitet, der får den til at bide sig fast i dag:

Inside the scream is silence / 
Inside it must remain

No victory, and no vanquished
 / Only horror, only pain

No more tears, no more tears

If we live for a hundred years,

Amigos, no more tears

Det er fandme vigtigt, at man viser Blaze Bayley respekt ved at møde op og rocke ud til hans repertoire, om man kan lide det eller ej. For det er mandens liv, det handler om, og ved at blotlægge det for os viser han både et mod og en ydmyghed, der kun er de allerbedste af os forundt.

(Karakter: 4 ud af 6)



Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke giver Graveyard en chance. Begge de koncerter, jeg har set med dem, har været kedelige. Og det er sjovt, for deres musik er egentlig både meget energisk og fandme cool i al sin retrokvalitet. Så jeg VIL bestemt gerne kunne stå og synes om at overvære en optræden med dem.

Men som liveband mangler de nogle helt basale færdigheder udi sådan noget som fucking publikumskontakt og måske bare kontinuitet, — altså, så der ikke kommer de dér pauser mellem numrene hvor der bare ender med at være stilhed på på scenen og i crowden. For som det ser ud nu, må man nærmest skulle være fan på backpatch-basis for ikke at blive hægtet mere eller mindre af, når de stenede svenskere, om det så er bevidst eller ej, undlader at gøre alle de ting, som KISS gør til deres koncerter, fordi de bare fucking virker.

Jeg KAN godt lide selve Graveyards blues’ede retrogarageprotoheavyrock. Og jeg bilder mig ind, at jeg genkender titelnummeret fra den dér “Hisingen Blues”. Men koncentrationen ryger, for Graveyard er for indadvendte til at fastholde min opmærksomhed. Og så er det altså også en mulighed, at netop musikkens stenede beskaffenhed forekommer på bekostning af mere memorable elementer.

Får de en chance til, næste gang muligheden foreligger? Sikkert. Men indtil videre har mine forventninger altså kun et hattrick af 3/6’ere at bero på.

(Karakter: 3 ud af 6)



U.D.O. — af enkelte bedre kendt som Udo Dirkschneider fra Accept — har på intet tidspunkt i hele livet veget fra at smede så bundsolidt stål, at selv dybt konservative genrefæller som Saxon og Krokus må fortryde deres ellers nok så kortvarige derouter udi (i øvrigt fejlslagne) kommercielle eskapader, når de kigger i retning af onkel Udos karriere.

Ja, det er såmænd næppe noget tilfælde, at mandens seneste album (2018) bærer titlen “Steelfactory” (sic). Ligesom Udo alle dage har lydt som en hæs Dame Edna, der bliver dolket i låret med en gaffel, har han alle dage LIGNET en gammel stålværftsarbejder, der sidder på Centerpub Amagerhylden og venter på en gang biksemad til sin Wiibroe.

Det er altsammen en del af dén umiskendelige proletarcharme, der bare ER over den oprindelige heavyscene. Det er fandme ikke forkælede strandvejsbørn eller vandkæmmede økonomistuderende, der spiller ægte heavy; det er folk med intet andet end et mere eller mindre drænende håndværkergig til daglig, som bare skal glemmes i den korte, magiske stjernestund. Og selvom Udo hverken har genopfundet eller opfundet ret meget andet end måske lige pigsqueal’et og den kubiske kropsbygning, har han lavet så meget mere end rigeligt med kvalitetshegn til netop så’n en times stjernestund som hér.

Det er især karrierens relativt ældre numre, der står ud for mit vedkommende. “Independence Day” kunne snildt have været den største Accept-klassiker fra genforeningsperioden i 90’erne. “Vendetta” er tungere end ret meget andet, som Accept nogensinde stod bag. Og selvom jeg sagtens kan se, hvordan “Man and Machine” må kunne virke lidt fjollet for udenforstående, er den ren fryd, når man, som jeg, i store træk lever og ånder for stadionheavy med rå løg og ekstra ost.

Selvfølgelig er debutskæringerne “Animal House” og den afsluttende “They Want War” noget af det tætteste, den gode Udo i sit soloforetagende kommer på at have de deciderede hits, som den helt klassiske Accept-periode kastede af sig. Det kan virke uretfærdigt at holde fast i sammenligningen med hovedbandet, men det VAR sgu dér, mandens største hymner blev støbt. Og der havde jo lissom heller ikke været nogen nævneværdig Robert Plant, hvis der ikke var blevet dannet et Led Zeppelin.

Den størst tænkelige anke må således være, at vi ikke lige får en “Metal Heart” eller “Balls to the Wall” — eller i det mindste “I’m a Rebel” — at gå op i ølteltet på. Men altså, fred være med det, og tak til onkel Udo for at dedikere sit liv til true metal.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Indrømmet: jeg har ikke det store forhold til UFO, udover altså at der var engang, hvor de havde en bette guitarist ved navn Michael Schencker med i folden, og dengang lavede de nogle ganske forrygende skæringer. Ikke mindst dén “Doctor, Doctor” som Iron Maiden kører over PA’et inden showstart, og som jeg således har hørt langt flere gange end nogen andre UFO-numre, og som således er blevet UFO’s største hit, og som således runder deres sæt af på denne, gruppens 50-års afskedstour.

Den 71-årige, mere og mere skilpaddelignende forsanger Phil Mogg minder da også mere om noget, man normalt ville finde indsvøbt i et hæklet tæppe i en gyngestol på et plejehjem end på en scene foran tusindvis af skrigende fans. Hans professionelle rutine kan mærkes, men hans attitude virker mere som en distingveret engelsk lord i en Jane Austen-roman end om nogen rockstjerne.

Så meget desto tungere lyder visse af numrene til gengæld. Især klassikeren “Love to Love”, hvis massive distortionsound anno 2019 vel må tilskrives den forholdsvist nyligt tilføjede eks-Alice Cooper-guitarist Vinnie Moore. (Ikke ulig den nutidige klang hos de dér kamptatoverede, påfaldende-ikke-ret-meget-over-40-årige gutter der turnerer rundt og somme tider kalder sig Thin Lizzy nu om dage.)

Men det klæder sgu numrene med et ekstra skud testosteron, synes jeg. I dag virker de klassiske UFO-numre fra glansperioden lidt mere som koryfæer end som de evergreens, de måske i højere grad var blevet til, hvis gruppens solide midt-til-slut-70’er-lineup havde holdt sammen, — ligesom det gjorde hos de samtidige og sidenhen mere navnkundige protometallere Scorpions og Judas Priest.

Men anyway, udover førnævnte klassikere er det fedt endelig at høre “Only You Can Rock Me”, “Lights Out” og “Rock Bottom” live. Ja, og for den sags skyld også alt det andet. (Det er hård rock, jo.) Og så virker det altså på publikumsmodtagelsen af ikke mindst nævnte numre, som om de lokale rockkoncertgængere er væsentligt mere dedikerede end de danske, — et element der præger størstedelen af de shows, jeg får overværet i weekendens løb.

(Karakter: 4 ud af 6)



Nå. Apropos Scorpions, så er de jo ligesom aftenens hovednavn. Dog må jeg indrømme, at jeg som udgangspunkt bruger nogle numre på at lure, hvorhenne det bedst kan betale sig at stå i madkø, når man holder pris, kvalitet og ventetid op mod hinanden. (Ved et sammentræf bliver vinderen i øvrigt den tyske pølsebod!) Og så må man da hellere prøve om de dér whisky-og-cola-drinks nu virkelig også er så stærke igen. (Det var de.)

Det er først under fjerde nummer, “The Zoo”, at jeg kommer lidt ind i Scorpions-showet. Og selvom det er superprof med flere scenesetups og større storskærms- og lysshow end nogen andre optrædende, går der lige lidt tid, inden sættet falder helt i hak for mit vedkommende. Nye numre som jeg ikke kender. Langt medley med helt gamle numre fra de dér plader som jeg ikke engang har kunnet opdrive.

Det er faktisk først midtvejs, under balladerne — den flotte “Send Me an Angel” og den uundgåelige stadionbasker “Wind of Change” — at jeg og Scorps endegyldigt connecter i aften. For helvede, klassikere ER altså klassikere af mangen en årsag, og det er dem, man vil høre, når man er på +10K-personers præmisser og har tyret fad i timevis. Det er ikke månedens Gaffa-demo på Stengade, det hér.

Herfra er sættet lidt som en gave, der bliver ved med at give. Livsbekræftende er det ikke mindst at høre “Bad Boys Running Wild”, et af alle tiders kvintessentielle hard rock-numre, på et sted hvor publikum som før nævnt bare virker mere passionerede end i Danmark. Den derpå følgende “Tease Me, Please Me” symboliserer for mange +50-årige fans nok et forfald til ond, ond kommercialisme, men for mig betyder det i store træk, at man rent faktisk kan huske nummeret, hvilket altså er ret fedt, når man er så mange mennesker samlet for at rocke til det. Og så kommer der altså en “Blackout” bagefter, der vidt og bredt regnes som et ret stort guldalderværk indenfor det dér heavy metal.

Inden da skal Mikkey Dee naturligvis have en trommesolo, hvor han hejses 20 meter op i luften og bades i spotlights fra alle retninger. Han har lige så meget ild i røven som gennem de sidste 40 år, og det er endnu et livsbekræftende element. Blandt disse tæller tillige den bette charmetrold Klaus Meine, der på uimodståelig vis tager brodden (sorry!) af hele foretagendet med sin ikoniske omvendte læder-sixpence, sit nuttede Tommy Wiseau-grin og sin omtrent halvanden hundelort høje statur. Tænk engang at denne gruppe nogensinde har været kontroversiel.

Jeg er egentlig ved at forlade pladsen efter hovedsættets konklusion, “Big City Nights”. Togene til Málaga holder op med at gå kl. 00:20 (supersmart når man er på festival). Men dammit, jeg nægter at befinde mig på det ene sted i verden, hvor der nu i aften bliver spillet “Rock You Like a Hurricane”, uden også rent faktisk at ROCKE til “Rock You Like a Hurricane”. Så jeg overlader natten til skæbnen og får både “Rock You Like a Hurricane” og inden da endnu en fællessang i lige så uundgåelige “Still Loving You”.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Det viser sig i øvrigt, at der alligevel er tid til at nå toget bagefter, — hvilket så igen betyder, at jeg ikke får set Europe og Carcass. Ja, sådan kan det gå, når man er blevet for magelig til andet end sin egen seng, og arbejder for meget til at arrangere smarte ting som lokal soveplads. (Ikke at jeg gider retfærdiggøre min relativt fremskredne modenhed for meget; natten til søndag tilbringer jeg forskelige steder i Fuengirola…)

Som man måske har fået fornemmelsen af, har første dag været en hyggelig øl- og solrig affære i selskab med andre danskere, der også kan se det smarte i at opsøge fuld valuta for pengene ved at kigge udenfor DK’s grænser. Rock the Coast er langt billigere end Copenhell selv inklusive flybilletter, garanteret regnfri, langt mere solbeskinnet, og med mindst lige så høj programkvalitet pr. tilbragt dag. Selv fredagens lige lovligt friske brise har ikke skæmmet lyden overhovedet, og dét er altså mere, end hvad man kan sige om de forhold, jeg husker fra Copenhell.

Rent programmæssigt må fredagen siges at have haft et solidt bundniveau uden de store udsving. Og som det skulle vise sig, — og som jeg havde forventet, — skulle det blive lørdagen, der bød på de bedste musikalske oplevelser.


Se anden del af vores reportage hér.


(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Faanefjell, Royal Metal Fest 2019

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt.


Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema.

 Hans stemme er fjendtlig og snerrende.

Musikken minder mig om en folk’et udgave af Dimmu Borgir, dengang de stadig havde noget originalt at byde på. Det er brutalt og superintenst, men der er masser af afveksling; både melodiske og klassiske elementer; storladne, atmosfæriske passager med højspændte keyboards og stammetrommer; samt skønne, knasende kutterriffs i half-time.

"Hvis ikke jeg bedre ku' li' rock...", har jeg åbenbart skrevet i mit notehæfte under Faanefjell. Og det er sgu da osse rigtigt: Gode gamle D-A-D spiller jo ikke ret mange kilometer herfra nu i aften. Men det har dennehér flok skovtrolde åbenbart fået mig til at glemme alt om for en stund. Kommentaren betyder muligvis, at Faanefjell havde ligget højere agtet i min smagssfære, hvis ikke hård rock havde været en sejere genre. Men det er lige meget for nu.

Faanefjell er lige dele festligt, fascinerende og utilnærmeligt, og det er ikke ret mange bands, man kan sige det om. Når man lige har fået en god lille flok bajere, — og det har man på dettehér tidspunkt af festivalen, — er sådan en performance slet ikke til at stå for. Og at dømme fra den glade publikumsmodtagelse er hele Voxhall rørende enig med mig. Hen imod slutningen begynder et segment af crowden at både moshe og danse. Så er isen vist osse endegyldigt brudt.



Afslutningsnummeret og materialet fra debutskiven er til ren topkarakter. Hvis ikke Royal Metal Fest 2019 har kunnet klassificeres som en fest indtil nu, er festen hermed officielt sparket i gang.

Læs mere...

Eluveitie - Ategnatos

„Ategnatos“ er det galliske ord for ”genfødt”, og det er nærliggende at gætte på, at det peger på Eluveitie selv; efter mange udskiftninger i den ret store besætning er hovedmanden Chrigel Glanzmann det eneste tilbageværende originale medlem. Hvilken indflydelse det har på bandets stil, giver deres 8. studiealbum svar på.

Umiddelbart vil jeg sige ”slet ingen”, for Eluveitie benytter sig af alle de elementer, de har haft i brug siden de overraskede verden med ”Spirit” i 2006. Derfor er det igen en blanding af Dødsmetal og Folk spillet på en lang række mere eller mindre ukendte instrumenter, der møder lytteren. Som vanligt står Glanzmann for den mandlige vokal (ved siden af diverse instrumenter), og hans brølende stemme får følge af Fabienne Erni, som foruden at spille keltisk harpe og mandolin også synger. Det gør hun rent og klart, men hun overdriver sine fraseringer, så de bliver lidt skabagtige.

Det betyder nu mindre, når Eluveitie får kombinationen af Folkemusik og Metal til at balancere, så hårde rytmer og fængende melodier går op i en højere enhed – især i de første numre fungerer det som vi kender det fra Eluveitie.

Genkendelsen har dog en bagside, idet numrene mod slutningen enten er gentagelser af fine stemninger eller nemt bliver til ”Death Metal møder violin”, ”Death Metal møder fløjte” osv – eller med andre ord: Der mangler fornyelse i schweizernes stil, men den kommer nok ikke så længe Glanzmann sidder alene ved roret.

Tracklist:
1. Ategnatos
2. Ancus
3. Deathwalker
4. Black Water Dawn
5. A Cry In The Wilderness
6. The Raven Hill
7. The Silvern Glow
8. Ambiramus
9. Mine Is The Fury
10. The Slumber
11. Worship
12. Trinoxtion
13. Threefold Death
14. Breathe
15. Rebirth
16. Eclipse
Samlet spilletid: 60:13

Læs mere...

Tyr - Hel

Allerede inden dets udgivelse er “Hel” noget usædvanligt for færøske Tyr; hvor der maksimalt har været 3 år mellem deres syv første studiealbums, har der denne gang været en pause på hele 6 år. Det skyldes dels, at det høje tempo var for meget i længden, dels at man har fået ny trommeslager og ditto guitarist.

Nye folk eller ej, så fastholder Tyr deres melodiske og meget nordiske version af Folk Metal, og lyder langt henad vejen som de plejer. Derfor er der genhør med flotte vokaler og lækre guitarmelodier, og selvom der er indslag med udmærket Metal, er det de melodiske sider af bandet, der vises mest denne gang. Og vi bliver heller ikke snydt for færøsk fællessang – det er der masser af i “Ragnars Kvæði”.

Jeg må indrømme, at Tyr aldrig rigtig har fået greb i mig, og det lykkes heller ikke for dem med ”Hel”. Selvom de ind imellem har fat i noget godt, så fanger det mig ikke – det hele er lidt for hyggeligt for min smag. Og så er der flere numre med sekvenser, som ligner hinanden meget – jeg tog mig selv i at tænke omkvædet fra ”All Heroes Fall” ind i et par af de andre numre senere på albummet. Desuden er der et par ligegyldige tracks, som jeg sagtens kunne undvære – med 70 minutters spilletid ville det ikke gøre noget at skære der. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Tyrs faste følgere vil være meget uenige og bedømme albummet meget højere end jeg gør.

Tracklist:
1. Gates of Hel
2. All Heroes Fall
3. Ragnars Kvæði
4. Garmr
5. Sunset Shore
6. Downhill Drunk
7. Empire of the North
8. Far from the Worries of the World
9. King of Time
10. Fire and Flame
11. Against the Gods
12. Songs of War
13. Alvur Kongur
Samlet spilletid: 69:56

Læs mere...

Korpiklaani - Kulkija

Med ”Kulkija” udsender Korpiklaani deres tiende album, og det må siges at være ganske godt gået, da jubilæet rundes kun femten år efter debutskiven ” Spirit of the Forest”. Titlen betyder ”vandrer”, og de fjorten numre beskriver mere eller mindre direkte episoder fra vandringsmandens liv.

Finnerne beskriver selv albummets som deres mest alsidige, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret: Når det gælder instrumentering og stemninger, kommer de virkelig langt omkring. Vanen tro er det den nordiske Folkemusik, der danner basis for numrene, som anført af violin og harmonika drøner løs med stampende rytmer. Her passer det fint ind i billedet, at Jonne Järvelä udelukkende synger på finsk; at man ikke forstår indholdet er mindre vigtigt – her betyder stemningen mere, og kan sagtens bruges til fællessang i festligt lag.

Mit favoritnummer på albummet er ”Kallon Malja”, som kører godt med et glimrende drive; her sætter guitar og trommer dagsordenen, ligesom vokalen har ekstra kant. Desværre står nummeret ret alene når det gælder skarphed, for selv om de øvrige tracks indeholder Metal, er den afdæmpet og har svært ved at gøre sig gældende i forhold til de akustiske instrumenter. Det giver numrene slagside mod det Folkmæssige, og gør albummet til en hyggelig og absolut ufarlig affære. Det falder ikke i min smag, og man skal virkelig sætte pris på Folkemusikken for at få fuldt udbytte af ”Kulkija”.

Tracklist:
1. Neito
2. Korpikuusen kyynel
3. Aallon alla
4. Harmaja
5. Kotikonnut
6. Korppikalliota
7. Kallon malja
8. Sillanrakentaja
9. Henkselipoika
10. Pellervoinen
11. Riemu
12. Kuin korpi nukkuva
13. Juomamaa
14. Tuttu on tie
Samlet spilletid: 71:20

Læs mere...

Vintersorg - Till Fjälls del II

Med mere end tyve år på bagen må Vintersorg (både bandet og hovedmanden af samme navn) regnes blandt pionererne indenfor den nordiske Metal. Til bandets tiende album har hovedmanden vendt blikket bagud mod debutalbummet ”Till Fjälls” som inspirationskilde; deraf tilføjelsen Del II i titlen på den nye udgivelse.

Ikke uventet er resultatet blevet et genhør med de elementer, som har kendetegnet bandets karriere: Der er buldrende trommer og fræsende guitarer, som tangerer Black Metal; der er symfoniske elementer, og der er både brølende og rene vokaler. Men frem for alt er der meget fine melodier, som er tydeligt inspireret af den nordiske tradition for Folkemusik. Vintersorg afgrænser ikke brugen af de forskellige byggeblokke inden for hvert nummer, men bruger dem rundhåndet, så de fleste tracks kan byde på lidt af hvert. Umiddelbart burde det resultere i stor variation, men da de enkelte elementer er ret ens, bliver resultatet alligevel forudsigeligt. Samtidig er de voldsomme elementer trukket tilbage, så de markerer, men ikke bliver dominerende. Det tager toppen af hårdheden, selv om tempoet ofte er pænt højt, og den brølende vokal har udmærket kant. Musikken har mange facetter, men da det i sidste ende er melodierne, som dominerer udtrykket, giver de ikke fuldt udbytte. Mange numre lyder som genren oftest gør, så albummet høster ikke mere end et Okay fra mig.

Tracklist:
1. Jökelväktaren
2. En väldig isvidds karga dräkt
3. Lavin
4. Fjällets mäktiga mur
5. Obygdens pionjär
6. Vinterstorm
7. Tusenåriga stråk
8. Allt mellan himmel och jord
9. Vårflod
10. Tillbaka till Källorna
11. Köldens Borg
12. Portalen
13. Svart Måne
Samlet spilletid: 76:43

 

Læs mere...

Huldre - Copenhell 2017

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Memoriam_3
  • Forfatter: Jill
  • ROB ZOMBIE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • MYRKUR_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Cnoc An Tursa - The Forty Five

Navnet Cnoc An Tursa er gælisk, og betyder noget i retning af ”højen med den opretstående sten”. At man har valgt netop dette navn passer fint ind i bandets ønske om at kombinere traditionelle skotske melodier og ditto lyrik med moderne Metal.

”The Forty Five”, som er bandets andet album, lægger ud med episke melodier og nydelige folkemelodier uden indhold af Metal. Det virker næsten som om, at bandet vil sikre sig, at lytteren forstår deres musikalske rødder inden der tilsættes andre ingredienser. Uanset baggrunden, så fungerer musikken godt; under hver gennemlytning har jeg en film med storslået og rå natur kørende på den indre biograf.

Brugen af fløjter er behersket, men den er alligevel tilstrækkelig til, at musikken får et umiskendeligt britisk Folk-præg. Samtidig kører der tunge Metal-rytmer i baggrunden, som sikrer pondus og energi. Og skulle det ikke være nok, leverer guitaristen Alan Buchan en brølende vokal, der har power nok til at sætte tingene på plads. Hvis man stadig savner energi, skal man hen til ”Sound The Pibroch”, som eksploderer i voldsom Metal, men bibeholder de fine melodier fra de resterende numre. Det efterfølgende ”Fuigheall” følger trop med mere af samme skuffe, bare lige for at markere.

Kombinationen af Folkemusik og Metal er ikke helt nem at få til at fungere; ofte passer balancen ikke, så det ene af elementerne får overtaget. På dét punkt klarer skotterne sig virkelig godt, for ”The Forty Five” holder hele tiden gang i begge dele på en overbevisende måde, hvilket gør albummet virkelig godt.

Tracklist:
1. Will Ye No Come Back Again
2. The Yellow Locks Of Charlie
3. The Standard on the Braes o' Mar
4. Wha Wadna Fecht For Charlie
5. Flora Macdonald
6. Sound The Pibroch
7. Fuigheall
8. The Last of the Stuarts
Samlet spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Borknagar - Winter Thrice

20 år er der efterhånden gået, siden Borknagar udgav deres selvbetitlede debutalbum, og det markerer nordmændene med udsendelse af deres tiende album. Tallet alene vidner om en konstant udgivelsesfrekvens, og når man gennemlytter albummet står det klart, at Øystein Brun & Co. fortsætter med at blande elementer af Folk- og Viking Metal ind i deres Sorte udgangspunkt for at forfine deres personlige stil.

Resultatet er domineret af en åben og melodisk atmosfære, der er nem at gå ind i. Melodierne fænger udmærket, og de enkelte numre udvikler sig forskelligt, så der er udmærket afveksling i udtrykket fra track til track. Det hele serveres med en symfonisk indpakning, som er lige så imponerende og storslået som de norske bjerge. Ind imellem bliver det lige markeret, at man ikke har glemt at Borknagar startede med Black Metal som hovedretning. Det sker i sekvenser hvor opskruet tempo og skarpe instrumenter ledsager Vintersorg brølende vokal. Men disse udgør kun en mindre del af spilletiden, det er det melodiske, der er fremtrædende. Den resulterende stemning minder mig flere steder om Primordial, den er bare ikke helt så dyster som hos irerne.

Generelt er udtrykket højtideligt, men det overdrives ikke, så resultatet udstråler stolthed og værdighed, men undgår at blive selvhøjtideligt. Med gæsteoptræden af bandets tidligere sanger Kristoffer Rygg (a.k.a. Garm, kendt fra Ulver), er man oppe på hele fire vokalister, og det giver mulighed for at skabe noget ekstra på dén front. Det potentiale bliver desværre ikke udnyttet fuldt ud, for sangerne adskiller sig ikke nok fra hinanden. Personligt havde jeg også gerne hørt en større hårdhed i Jens Bogrens mix af skiven, det havde givet lidt mere kant. Men det er et spørgsmål om smag, for ”Winter Thrice” er en gennemført skive for alle, som har hang til velskrevet Metal med det melodiske i fokus.

Tracklist:
1. The Rhymes of the Mountain
2. Winter Thrice
3. Cold Runs the River
4. Panorama
5. When Chaos Calls
6. Erodent
7. Noctilucent
8. Terminus
9. Dominant Winds
Samlet spilletid: 56:57

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed