fbpx

Faanefjell, Royal Metal Fest 2019

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt.


Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema.

 Hans stemme er fjendtlig og snerrende.

Musikken minder mig om en folk’et udgave af Dimmu Borgir, dengang de stadig havde noget originalt at byde på. Det er brutalt og superintenst, men der er masser af afveksling; både melodiske og klassiske elementer; storladne, atmosfæriske passager med højspændte keyboards og stammetrommer; samt skønne, knasende kutterriffs i half-time.

"Hvis ikke jeg bedre ku' li' rock...", har jeg åbenbart skrevet i mit notehæfte under Faanefjell. Og det er sgu da osse rigtigt: Gode gamle D-A-D spiller jo ikke ret mange kilometer herfra nu i aften. Men det har dennehér flok skovtrolde åbenbart fået mig til at glemme alt om for en stund. Kommentaren betyder muligvis, at Faanefjell havde ligget højere agtet i min smagssfære, hvis ikke hård rock havde været en sejere genre. Men det er lige meget for nu.

Faanefjell er lige dele festligt, fascinerende og utilnærmeligt, og det er ikke ret mange bands, man kan sige det om. Når man lige har fået en god lille flok bajere, — og det har man på dettehér tidspunkt af festivalen, — er sådan en performance slet ikke til at stå for. Og at dømme fra den glade publikumsmodtagelse er hele Voxhall rørende enig med mig. Hen imod slutningen begynder et segment af crowden at både moshe og danse. Så er isen vist osse endegyldigt brudt.



Afslutningsnummeret og materialet fra debutskiven er til ren topkarakter. Hvis ikke Royal Metal Fest 2019 har kunnet klassificeres som en fest indtil nu, er festen hermed officielt sparket i gang.

Læs mere...

Tyr - Hel

Allerede inden dets udgivelse er “Hel” noget usædvanligt for færøske Tyr; hvor der maksimalt har været 3 år mellem deres syv første studiealbums, har der denne gang været en pause på hele 6 år. Det skyldes dels, at det høje tempo var for meget i længden, dels at man har fået ny trommeslager og ditto guitarist.

Nye folk eller ej, så fastholder Tyr deres melodiske og meget nordiske version af Folk Metal, og lyder langt henad vejen som de plejer. Derfor er der genhør med flotte vokaler og lækre guitarmelodier, og selvom der er indslag med udmærket Metal, er det de melodiske sider af bandet, der vises mest denne gang. Og vi bliver heller ikke snydt for færøsk fællessang – det er der masser af i “Ragnars Kvæði”.

Jeg må indrømme, at Tyr aldrig rigtig har fået greb i mig, og det lykkes heller ikke for dem med ”Hel”. Selvom de ind imellem har fat i noget godt, så fanger det mig ikke – det hele er lidt for hyggeligt for min smag. Og så er der flere numre med sekvenser, som ligner hinanden meget – jeg tog mig selv i at tænke omkvædet fra ”All Heroes Fall” ind i et par af de andre numre senere på albummet. Desuden er der et par ligegyldige tracks, som jeg sagtens kunne undvære – med 70 minutters spilletid ville det ikke gøre noget at skære der. Når det er sagt, så er jeg sikker på, at Tyrs faste følgere vil være meget uenige og bedømme albummet meget højere end jeg gør.

Tracklist:
1. Gates of Hel
2. All Heroes Fall
3. Ragnars Kvæði
4. Garmr
5. Sunset Shore
6. Downhill Drunk
7. Empire of the North
8. Far from the Worries of the World
9. King of Time
10. Fire and Flame
11. Against the Gods
12. Songs of War
13. Alvur Kongur
Samlet spilletid: 69:56

Læs mere...

Korpiklaani - Kulkija

Med ”Kulkija” udsender Korpiklaani deres tiende album, og det må siges at være ganske godt gået, da jubilæet rundes kun femten år efter debutskiven ” Spirit of the Forest”. Titlen betyder ”vandrer”, og de fjorten numre beskriver mere eller mindre direkte episoder fra vandringsmandens liv.

Finnerne beskriver selv albummets som deres mest alsidige, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret: Når det gælder instrumentering og stemninger, kommer de virkelig langt omkring. Vanen tro er det den nordiske Folkemusik, der danner basis for numrene, som anført af violin og harmonika drøner løs med stampende rytmer. Her passer det fint ind i billedet, at Jonne Järvelä udelukkende synger på finsk; at man ikke forstår indholdet er mindre vigtigt – her betyder stemningen mere, og kan sagtens bruges til fællessang i festligt lag.

Mit favoritnummer på albummet er ”Kallon Malja”, som kører godt med et glimrende drive; her sætter guitar og trommer dagsordenen, ligesom vokalen har ekstra kant. Desværre står nummeret ret alene når det gælder skarphed, for selv om de øvrige tracks indeholder Metal, er den afdæmpet og har svært ved at gøre sig gældende i forhold til de akustiske instrumenter. Det giver numrene slagside mod det Folkmæssige, og gør albummet til en hyggelig og absolut ufarlig affære. Det falder ikke i min smag, og man skal virkelig sætte pris på Folkemusikken for at få fuldt udbytte af ”Kulkija”.

Tracklist:
1. Neito
2. Korpikuusen kyynel
3. Aallon alla
4. Harmaja
5. Kotikonnut
6. Korppikalliota
7. Kallon malja
8. Sillanrakentaja
9. Henkselipoika
10. Pellervoinen
11. Riemu
12. Kuin korpi nukkuva
13. Juomamaa
14. Tuttu on tie
Samlet spilletid: 71:20

Læs mere...

Vintersorg - Till Fjälls del II

Med mere end tyve år på bagen må Vintersorg (både bandet og hovedmanden af samme navn) regnes blandt pionererne indenfor den nordiske Metal. Til bandets tiende album har hovedmanden vendt blikket bagud mod debutalbummet ”Till Fjälls” som inspirationskilde; deraf tilføjelsen Del II i titlen på den nye udgivelse.

Ikke uventet er resultatet blevet et genhør med de elementer, som har kendetegnet bandets karriere: Der er buldrende trommer og fræsende guitarer, som tangerer Black Metal; der er symfoniske elementer, og der er både brølende og rene vokaler. Men frem for alt er der meget fine melodier, som er tydeligt inspireret af den nordiske tradition for Folkemusik. Vintersorg afgrænser ikke brugen af de forskellige byggeblokke inden for hvert nummer, men bruger dem rundhåndet, så de fleste tracks kan byde på lidt af hvert. Umiddelbart burde det resultere i stor variation, men da de enkelte elementer er ret ens, bliver resultatet alligevel forudsigeligt. Samtidig er de voldsomme elementer trukket tilbage, så de markerer, men ikke bliver dominerende. Det tager toppen af hårdheden, selv om tempoet ofte er pænt højt, og den brølende vokal har udmærket kant. Musikken har mange facetter, men da det i sidste ende er melodierne, som dominerer udtrykket, giver de ikke fuldt udbytte. Mange numre lyder som genren oftest gør, så albummet høster ikke mere end et Okay fra mig.

Tracklist:
1. Jökelväktaren
2. En väldig isvidds karga dräkt
3. Lavin
4. Fjällets mäktiga mur
5. Obygdens pionjär
6. Vinterstorm
7. Tusenåriga stråk
8. Allt mellan himmel och jord
9. Vårflod
10. Tillbaka till Källorna
11. Köldens Borg
12. Portalen
13. Svart Måne
Samlet spilletid: 76:43

 

Læs mere...

Huldre - Copenhell 2017

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Memoriam_1
  • Forfatter: Jill
  • HATESPHERE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Cnoc An Tursa - The Forty Five

Navnet Cnoc An Tursa er gælisk, og betyder noget i retning af ”højen med den opretstående sten”. At man har valgt netop dette navn passer fint ind i bandets ønske om at kombinere traditionelle skotske melodier og ditto lyrik med moderne Metal.

”The Forty Five”, som er bandets andet album, lægger ud med episke melodier og nydelige folkemelodier uden indhold af Metal. Det virker næsten som om, at bandet vil sikre sig, at lytteren forstår deres musikalske rødder inden der tilsættes andre ingredienser. Uanset baggrunden, så fungerer musikken godt; under hver gennemlytning har jeg en film med storslået og rå natur kørende på den indre biograf.

Brugen af fløjter er behersket, men den er alligevel tilstrækkelig til, at musikken får et umiskendeligt britisk Folk-præg. Samtidig kører der tunge Metal-rytmer i baggrunden, som sikrer pondus og energi. Og skulle det ikke være nok, leverer guitaristen Alan Buchan en brølende vokal, der har power nok til at sætte tingene på plads. Hvis man stadig savner energi, skal man hen til ”Sound The Pibroch”, som eksploderer i voldsom Metal, men bibeholder de fine melodier fra de resterende numre. Det efterfølgende ”Fuigheall” følger trop med mere af samme skuffe, bare lige for at markere.

Kombinationen af Folkemusik og Metal er ikke helt nem at få til at fungere; ofte passer balancen ikke, så det ene af elementerne får overtaget. På dét punkt klarer skotterne sig virkelig godt, for ”The Forty Five” holder hele tiden gang i begge dele på en overbevisende måde, hvilket gør albummet virkelig godt.

Tracklist:
1. Will Ye No Come Back Again
2. The Yellow Locks Of Charlie
3. The Standard on the Braes o' Mar
4. Wha Wadna Fecht For Charlie
5. Flora Macdonald
6. Sound The Pibroch
7. Fuigheall
8. The Last of the Stuarts
Samlet spilletid: 46:51

 

Læs mere...

Borknagar - Winter Thrice

20 år er der efterhånden gået, siden Borknagar udgav deres selvbetitlede debutalbum, og det markerer nordmændene med udsendelse af deres tiende album. Tallet alene vidner om en konstant udgivelsesfrekvens, og når man gennemlytter albummet står det klart, at Øystein Brun & Co. fortsætter med at blande elementer af Folk- og Viking Metal ind i deres Sorte udgangspunkt for at forfine deres personlige stil.

Resultatet er domineret af en åben og melodisk atmosfære, der er nem at gå ind i. Melodierne fænger udmærket, og de enkelte numre udvikler sig forskelligt, så der er udmærket afveksling i udtrykket fra track til track. Det hele serveres med en symfonisk indpakning, som er lige så imponerende og storslået som de norske bjerge. Ind imellem bliver det lige markeret, at man ikke har glemt at Borknagar startede med Black Metal som hovedretning. Det sker i sekvenser hvor opskruet tempo og skarpe instrumenter ledsager Vintersorg brølende vokal. Men disse udgør kun en mindre del af spilletiden, det er det melodiske, der er fremtrædende. Den resulterende stemning minder mig flere steder om Primordial, den er bare ikke helt så dyster som hos irerne.

Generelt er udtrykket højtideligt, men det overdrives ikke, så resultatet udstråler stolthed og værdighed, men undgår at blive selvhøjtideligt. Med gæsteoptræden af bandets tidligere sanger Kristoffer Rygg (a.k.a. Garm, kendt fra Ulver), er man oppe på hele fire vokalister, og det giver mulighed for at skabe noget ekstra på dén front. Det potentiale bliver desværre ikke udnyttet fuldt ud, for sangerne adskiller sig ikke nok fra hinanden. Personligt havde jeg også gerne hørt en større hårdhed i Jens Bogrens mix af skiven, det havde givet lidt mere kant. Men det er et spørgsmål om smag, for ”Winter Thrice” er en gennemført skive for alle, som har hang til velskrevet Metal med det melodiske i fokus.

Tracklist:
1. The Rhymes of the Mountain
2. Winter Thrice
3. Cold Runs the River
4. Panorama
5. When Chaos Calls
6. Erodent
7. Noctilucent
8. Terminus
9. Dominant Winds
Samlet spilletid: 56:57

 

Læs mere...

Ensiferium - Copenhell 2015

En herlig måde at starte Copenhells 2. dag er med folkemetal – nærmere bestemt de finske krigere i Ensiferum. Igen er det et forholdsvist tidligt tidspunkt, og pladsen foran Hades er derfor ikke proppet – men dog alligevel godt fyldt ud.
Jeg så sidst Ensiferum i Vega tilbage i slutningen af marts, og det var en god koncert, dog uden at blive mere end dét. I dag bliver det da overordnet heller ikke bedre, men det er i denne omgang pga. nogle andre omstændigheder.

Til at begynde med skal lyden lige finjusteres, og stortrommen især lyder alt for klikket. Der går dog ikke lang tid før det er rettet rimeligt godt op, selvom man aldrig reelt kan høre kvinden bag keyboardet – her taler jeg om vokalen, og ikke keyboardet. Men det er også udelukkende baggrundskor, så ikke meget går tabt. 
Nej, det reelle problem er, at Ensiferum har problemer med deres præindspillede stykker, som f.eks. gør at vi ikke får sangen ”Warrior Without A War” at nyde, og – kunne man formode – også går glip af træfsikre skæringer som f.eks. ”Iron”

Det lægger dog ikke en dæmper på hverken band eller publikum. Ensiferum selv er langt mere tændte end i Vega, og bassisten skiller sig som altid positivt ud med sine store armbevægelser og brede grin – foruden hans løben-frem-og-tilbage. Ensiferum har desværre ikke længere deres hyrede harmonikaspiller med, hvilket ellers tilføjede en fed dynamik. De andre medlemmer er mere reserverede, men det er tydeligt at de ikke keder sig – de koncentrerer sig blot.

Ligeledes er de fleste publikummer på, og flere har medbragt både vikingehjelme og latexvåben som sværd og økser (især sidstnævnte passer perfekt som fod i hose under sangen ”Axe Of Judgement”). Både moshpit og cirkelpits opstår, og mange både klapper, løfter næverne i vejret og synger/råber med – når det altså er muligt, for en del tekst foregår på finsk.
Overordnet er det et party-sæt Ensiferum har medbragt, så folk har det godt. Det er desuden, for undertegnede, en fornøjelse at bevidne ”Twilight Tavern” – øj mand, den er fee’!

Det bliver desværre kun til ca. 45 minutter, hvilket føles alt for kort. Som et lille plaster på såret afsluttes herlighederne til gengæld med den festlige diskoslager ”Two Of Spades” (yep, disko!). Glimrende afslutning på en god koncert, som sagtens kunne have nået nye højder med bedre betingelser.

Sætliste:
1) – March Of War (intro)
2) – Axe Of Judgement
3) – Heathen Horde
4) – Twilight Tavern
5) – Lai Lai Hei
6) – Token Of Time
7) – Ahti
8) – Burning Leaves
9) – Two Of Spades

 

  • Pretty Maids_3
  • Forfatter: Jill
  • Red Fang_2
  • Forfatter: Jill
  • Red Fang_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Furor Gallico - Songs From The Earth

I det sekund jeg trykker på play og begynder at lytte til denne skive, frygter jeg at jeg har rodet mig ud i noget, jeg skulle have holdt mig fra. Folk metal. Dette er absolut ikke en genre jeg normalt lytter til eller ved ret meget om. Men nuvel, jeg sætter mig alligevel for at give italienske Furor Gallico en chance. Ind imellem kan man jo blive glædeligt overrasket.

Bandet beskriver deres musik som ”pure italian folk metal”. Om det forholder sig således kan jeg nok ikke bedømme, men jeg kan sige så meget, at der både er en harpenist, en violinist og ikke mindst en sækkepibespiller med i dette band. Så er der vel i hvertfald lagt et godt fundament, for at spille god folk metal? Om det så lykkes er jeg måske ikke den rigtige til at bedømme, men det er nu engang mig der skal tage stilling til det. Og min dom må altså være, at Furor Gallico ikke ligefrem har begået noget mesterværk. Det er svært at finde den røde tråd, når der skiftevis synges på italiensk og engelsk, og noget der lyder som en afart af elvisk. Når der det ene øjeblik spilles folkemusik og det næste….jazz? Som på skæring nummer seks ”Squass” hvor tankerne pludselig bliver hensat til en jazz club, fremfor et ”Lord Of the Rings” lignende miljø. Jeg er nødt til at sige, at det nummer lyder absolut rædselsfuldt! Og det er det desværre ikke det eneste der gør. Åbingsnummeret er ikke meget bedre, og jo længere man kommer i tracklisten går det op for en, at det ikke bliver bedre. Vokalen irriterer mig grænseløst, og mere end noget andet, lyder forsangeren Davide egentlig mest som en gal trold. Det eneste nummer jeg faktisk synes er hæderligt, er skæring nummer to ”Nermain’s Breath”. Om end det også åbner med en noget ”jazzet” lyd, så kan jeg rigtig godt lide at der er fri leg for sækkepiber og masser af fine stykker med harpe på nummeret.

Med frygt for at lyde meget forudindtaget og negativ, må jeg altså sige at det her ikke er noget fed skive. Produktionerne lader meget tilbage at ønske, og det samlede indtryk er som sagt ret rodet. ”Songs From the Earth” kan muligvis være interessant for dem der allerede er glade for denne genre, men for os andre er det altså på ingen måde noget man skal bruge sin tid på.

Track list:
1. The Songs Of the Earth
2. Nermain’s Breath
3. Wild Jig Of Beltaine
4. La Notte Dei Cento Fuochi
5. Diluvio
6. Squass
7. Stream Over the Mountains
8. To The End
9. Eremita
Samlet spilletid: 00:62:00

Læs mere...

Ensiferum, Insomnium, Omnium Gatherum - Lille Vega

Så er det tid til at byde finske Ensiferum velkommen tilbage! Efter et (blev jeg fortalt) vellykket show på Roskilde Festival i 2013, og med et nyt album i bagagen, er det et kærkomment gensyn.

Mit eget kendskab til Ensiferum i livesammenhæng er således, at jeg i 2010 tog til Heidenfest på VoxHall, hvor Ensiferum var hovednavnet; det var deres første gang i Danmark, og det var bestemt turen værd. Sidenhen har jeg set dem på den tyske metalfestival Wacken året efter, men gik desværre glip af Ensiferum både som opvarmning til Children Of Bodom i Vega samme år, og ligeledes på Roskilde Festivalen.

Valget som opvarmere er faldet på landsfællerne i Insomnium og Omnium Gatherum. Der stopper lighederne også delvist, for hvor Ensiferum er fast plantet i folkemetallen, flirter begge opvarmningsband med både melodisk dødsmetal, doommetal og progressiv metal.

Insomnium har besøgt Danmark én gang før, tilbage i 2013 som opvarmning for Children Of Bodom i Amager Bio, mens det for sidstnævnte er deres første show på vore breddegrader.

 

Omnium Gatherum:
Det melodiske dødsmetal band oprandt tilbage i 1996, og brugte de første år på at udgive forskellige demoer. Først i 2003 udkom debutalbummet ”Spirits And August Light”, men allerede året efter udgav de – via Nuclear Blast – det næste af pt. 6 skiver; ”Years In Waste”. Det bedst kendte album er nok ”New World Shadows” fra 2011. Det seneste er kaldet ”Beyond” og fra 2013.
Det er i øvrigt guitaristen, der er et originalt medlem i bandet.

Til trods for det tidlige, men fornuftige, starttidspunkt i form af kl. 19 skal vi ikke mere end 5 minutter ind i seancen inden Lille Vega er pænt fyldt op. Det ser desuden også ud til at en mindre skare af fans er mødt op, hvilket ellers ikke ofte er tilfældet for opvarmning. 
Omnium Gatherum går til stålet, hvor alle er livlige i en vis grad. Forsangeren er en glimrende indpisker, og balancerer stilfuldt imellem at være krævende, og at være opgivende. Der er også en fed dynamik imellem ham og resten af bandet.

Publikum, foruden fanskaren, efterfølger generelt alle forsangerens forslag (klap, hop, headbang, etc.), men uden selv at tage initiativ; der skal lige varmes en smule op. 
Lyden er desuden udmærket, men både guitaren og keyboardet har det med at blive overdøvet af trommerne.

Omnium Gatherum har tydeligvis en god aften, også selvom det er mandag. Der er ikke meget at sætte på deres optræden, og det er perfekt som opvarmning, men når det er sagt, bliver det aldrig noget særligt – det er godt, men ikke mere end det. 
4/6 stjerner.

 

Insomnium: 
Insomnium har eksisteret siden 1997 og udgivet 6 albums, hvor især det nyeste fra 2014 ”Shadows Of The Dying Sun” blev positivt bemærket. Insomniums tekster beskæftiger sig primært med mørke, tristhed, smerte, tab og naturen, hvilket kan anes i album- og sangtitlerne. 
Det er kun guitarister der er blevet udskiftet i bandet, og pt. er det Markus Vanhala, der også spiller i Omnium Gatherum, der er med på fuld tid.

Videre, vildere! Eller… Set i bakspejlet bør man nok have sat Insomnium på først, da de er langt mere dystre og deraf mindre festlige end Omnium Gatherum. Det momentum der var godt på vej til at blive bygget op forsvinder langsomt, men sikkert, i løbet af den næste time. Ja, du læste rigtigt; en hel time får Insomnium stillet til rådighed.

Selvom musikken er ”sløv i det”, er bandet hverken trætte eller uengagerede at se på. Det tekniske spiller, og publikum er ligeledes godt med. Overordnet er der god respons hele vejen igennem, og modsat tidligere tager folk selv initiativet. En bedre og klarere lyd hjælper også på det, selvom de programmerede og melodiske keyboardstykker sjældent kan høres særlig godt. At folk sludrer på livet løs hjælper heller ikke på tingene, her i den midterste del af salen. Det er dog ikke tilfældet længere oppe foran.

Og tiden går således, indtil en hel time er passeret. Det vil jeg mene er at strække den, selvom en god del af de fremmødte ser fornøjede ud. Det er et godt show, uden at løfte sig derover. Personligt, til gengæld, er jeg glad ved Insomniums musik, så jeg håber snart de får mulighed for at komme og optræde som headliner. Nu har de ageret support 2 gange, så tiden vel efterhånden være til det?
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Killjoy
2) – While We Sleep
3) – Every Hour Wounds
4) – Daughter Of The Moon
5) – Black Heart Rebellion
6) – Where The Last Wave Broke
7) – The Promethean Song
8) – Drawn To Black
9) – Ephemeral
10) – Weighted Down With Sorrow
Kilde: www.setlist.fm

 

Ensiferum:
Oversat fra engelsk betyder navnet ”sværd bærende”, og Ensiferum er et af Finlands helt store folkemetalbands. De har udgivet 6 albums, hvorfra jeg vil mene at ”Iron” fra 2004, ”Victory Songs” fra 2007 og ”From Afar” i 2009 er de bedst kendte. 
Det er kun guitaristen/den rene vokalist Markus Toivonen der er et originalt medlem, og han overtog de rene vokaler efter den tidligere sanger stoppede i 2004.

En helt anden historie end tidligere udspiller sig med Ensiferum, der sætter godt fut i sagerne med deres episke intro og dernæst direkte over i ”Axe Of Judgment”. Der er roterende hvidt lys i loftet, røgsøjler i forskellige farver – og en gaffaøkse medbragt af en publikummer løftes meget passende højt mod loftet. Folk er opstemte, sandsynligvis noget fulde, og klar til at give los. Der bliver sunget godt med, også under de nye skæringer, selvom der her skal hjælpes noget på vej af bandet. 
Lyden er nu blevet helt som den skal være. For mig står især lilletrommen ud, hvor der er godt smæk på.

Ensiferum selv er velspillende, professionelle og aktive, men alligevel virker de mandagsramte. Bassisten er her undtaget; der er godt knald i ham. De har også medbragt harmonikaspilleren Netta Skog (tidligere medlem af Turisas), som en erstatning for deres normale keyboard. For undertegnede lyder det dog ikke reelt anderledes – til gengæld er Netta Skog på højde med bassisten i energi og udstråling.

Allerede under aftenens 3. sang opstår der et moshpit, som genopstår over flere omgange som tiden forløber. Desværre falder intensiteten fra begge sider af scenen tydeligt i løbet af showet (undtagen ekstranumrene som helhed), mens ”Two Of Spades” i midten af sættet er det ubetingede højdepunkt. Der er altså både opture og nedture, men overordnet er det et godt show, hvor der ikke er meget at sætte fingeren på. Folk ser i hvert fald ud til at hygge sig, også er det svært at forlange mere. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Axe Of Judgment
2) – Heathen Horde
3) – Into Battle
4) – Little Dreamer (Väinämöinen, Part II)
5) – Warrior Without A War
6) – Ahti
7) – Smoking Ruins
8) – Two Of Spades
9) – Unsung Heroes
10) – Burning Leaves
11) – One Man Army
12) – Victory Song
Encore:
13) – Breaking The Law (Judas Priest cover)
14) – From Afar
15) – Token Of Time
16) – Iron
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed