fbpx

Fear Factory, Textures - Pumpehuset

Sommeren går på hæld, og denne koncert har jeg set frem til lige siden den blev offentliggjort for ca. et halvt år siden. Ikke så meget for hovednavnet, der ellers leverede en godkendt indsats sidste gang som support for Slayer, nej, ”skamfuldt” må jeg indrømme at det faktisk er aftenens support, Textures, der virkelig trækker i undertegnede, siden de ikke har været i København siden 2008. Fear Factory plejer dog at levere varen, så en dobbeltkombo af god metal var forventningen. Men hvordan gik det så?

Textures:
Efter en lidt for lang intro er den rimeligt besøgte lille sal (for ja, vi er nedenunder i dag) klar til at... byde bandet velkommen, i hvert fald. Der er nemlig omtrent fem fans oppe foran, der viser engagement (de er også overdrevet begejstrede, faktisk så de mere rolige beskuere ser en smule forskrækkede ud), men okay, det er jo heller ikke et orkester der ofte kommer forbi hovedstaden.

Overordnet lider Textures på flere fronter desværre under at være opvarmning. F.eks. har de vitterligt ingen plads at bevæge sig på – ikke at de ikke forsøger! – og så er der lyden... der er alt andet end imponerende. Keyboardet er oftest væk i lydbilledet, trommerne lyder alt for rå og upolerede, næsten som var vi i et øvelokale, og guitarerne er underligt mudrede, hverken skarpe eller vellydende. Vokalerne er også en smule flade, og de rene stykker kan i de fleste sange kun svagt anes – om det så er lyden her, eller fordi vokalerne er pyntet i studiet, kan jeg ikke gennemskue. I det mindste er lysshowet overraskende godt, og sætter et passende udtryk til de fleste af numrene, om det så er heftigt blinkende og voldsomt, dunkelt eller stemningsfyldt.

Textures viser ellers god figur, headbanger synkront og des lige, og det er tydeligt de har spillet sammen i mange år – det tekniske er lige i skabet, og til tider fuldstændig absurd (vildt), ikke mindst i afslutningssangen ”Laments Of An Icarus”. Det er dog ikke nok til at vække mere end førnævnte fans til live, og vi er efterladte med en følelse af, at Textures sagtens kan levere varen, men altså ikke i aften. 3/6 stjerner.

Fear Factory:
Anderledes ser det ud med hovednavnet. Salen er nu fyldt ud til bristepunktet, og publikum er langt mere begejstrede – f.eks. overlader forsangeren det trygt til forsamlingen at synge alene i åbningsskæringen ”Demanufacture”, og dette klares uden problemer. Vi skal således ikke mere end et par numre ind i seancen før publikum ser ud til at være i zonen.

Lyden har også kraftigt forbedret sig, den er dejlig rå og maskinel, trommerne tromler videre, altid videre, uden hensyntagen til nogen, og det går fint igennem. Det er dog ikke helt skarpt, og der savnes virkelig noget omph i bassen; man mangler den der følelse af at blive trykket lige i maven, det at hele kroppen vibrerer. Men det er acceptabelt for de, hvad vi er vant til i den lille sal. Men... som altid, drister jeg mig til at sige, kan forsangeren bare ikke synge længere. I de bedste tilfælde lyder han flad og kedelig, i de værste lyder det forfærdeligt. Igen, hvorfor ikke smide effekter på stemmen? Det ville passe perfekt til udtrykket. Kom nu, for fanden...

Ikke at ovenstående ser ud til at have en indflydelse, for folk er på, om end hverdagsagtige. Der er bevægelse og jubel, men gulvet eksploderer aldrig som ellers set ved andre shows. I ”Edgecrusher” danser de forreste rækker begejstret rundt, og luftguitarer kan spottes i ”Poweshifter”, såvel som en enkelt crowdsurfer. Generelt er der mange horn i luften når forsangeren efterspørger dem.

Men foruden publikums engagement er det næsten for professionelt. Den ene sang overtager den anden, faktisk slynges de nærmest afsted. Jovist, forsangeren snakker kort til publikum efter de fleste sange med ”thank you”, ”fuck yeah”, osv., men personligt er det ikke ligefrem. Måske har Fear Factory været på tour lidt for længe? De nye sange modtager til gengæld pæne bifald, og det er ikke fordi tempoet falder nævneværdigt. Faktisk er der næsten, men kun næsten, en lille pit til den sidste i rækken, ”Anodized”.

Så tiden går, menuen er som forventet, og folk er underholdt. Måske er det meget godt at det hele ender efter kun lidt over en times tid, for mætheden rammer da slutningen nærmer sig. Opsummeret; det brød ingen rammer, men man kan ikke reelt beklage sig. Varen ændrer sig ikke.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Demanufacture
2) – Self Bias Replicator
3) – What Will Become?
4) – Shock
5) – Edgecrusher
6) – Damaged
7) – Powershifter
8) – Soul Hacker
9) – Regenerate
10) – Anodized
11) – H-K (Hunter-Killer)
12) – Archetype
13) – Resurrection
14) – Martyr
15) – Replica
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Fear Factory - Genexus

Indrømmet, jeg har aldrig rigtig dyrket industrial metal-scenen overhovedet, men da Fear Factory i 1995 udgav det lille mesterværk ”Demanufacture” var jeg solgt, og har lige siden været hooked på alt, hvad der rører sig, når det kommer til bandets udgivelser. Det er vel kun ”Transgression” fra 2005, som i mine øjne nærmer sig betegnelsen ”dårlig”.

Nuvel, vi skal til sagens kerne, for bandets nye album ”Genexus” er på hylderne. Musikken er umiskendeligt Fear Factory som vi kender det med deres tighte og maskinelle tilgang til musikken, hvor vokalen som altid bliver varieret af Burton C. Bell fra growlen/skrålen til den noget mere melodiske og pæne vokal i de melodiske passager, og det fungerer upåklageligt. Mine klare favoritter er ”Soulhacker”, ”Protomech” samt titelnummeret ”Genexus”, som efter min bedste overbevisning viser bandet fra deres bedste side. Generelt er det en fed skive, og bestemt hvad man kan forvente af Fear Factory. Med det sagt synes jeg alligevel, at dette album er lidt under det høje niveau på plader som ”Demanufacture”, ”Archetype” eller ”Mechanize”, og de prøver absolut ikke at opfinde noget nyt i Fear Factory-regi, men jeg har altid været en sucker for deres fede og tighte stil som kun Fear Factory kan lave!

Som sagt er det ikke deres bedste skive, men pyt med det. Det holder langt hen ad vejen, og der er ikke nogen, der lyder som Fear Factory. Og respekt for det, at man stadig efter 25 år på scenen kan levere varen og vise, hvordan industrial metal skal skæres, og samtidig have sådan en selvstændig lyd. Så er du fan af bandet, er ”Genexus” et sikkert køb, hvor du får alt hvad du plejer at få – super tight og velspillet industrial metal.

Tracklist:
1. Autonomous Combat System 5:28
2. Anodized 4:47
3. Dielectric 4:19
4. Soul Hacker 3:12
5. Protomech 4:56
6. Genexus 4:48
7. Church Of Execution 3:21
8. Regenerate 4:02
9. Battle For Utopia 4:14
10. Expiration Date 8:48
Samlet spilletid: 48:01

 

Læs mere...

Fear Factory skriver kontrakt med Nuclear Blast

  • Udgivet i Nyheder

Det amerikansk industrial metal-band Fear Factory har skrevet kontrakt med Nuclear Blast Entertainment.

Bandet som blev formet i Los Angeles i 1989 har med sin unique lyd sat et mærke på genren med udgivelser som ”Soul of a New Machine”, ”Demanufacture” og ”Obsolete”.

Fear Factory er lige pt. ved at arbejde på materialet til deres Nuclear Blast debut, det endnu unavngivet album vil blive produceret af Rhys Fulber, sammen med guitarist Dino Cazares og sanger Burton C. Bell. Albummet forventes at udkomme i vinteren 2015.

 

Dino Cazares har udtalt følgende:

"Evolution and change are key elements in the non-stop growth of FEAR FACTORY”

“With that said, I am proud to be back working alongside the first man to believe in what we were doing back in 1990. He took a chance and signed us, and the rest is history. Monte Conner, once the main A&R man at Roadrunner Records, has now once again come back into the FEAR FACTORY family with his new home - Nuclear Blast Entertainment. We can't wait to deliver an epic new album to kick off this new era."

 

Nuclear Blast’s Monte Conner udtaler:

"FEAR FACTORY are truly one of the groundbreaking metal bands of our time”

“On their 1992 debut »Soul Of A New Machine«, Burton C. Bell introduced the world to the alternating heavy and melodic dual vocal approach that would go on to become a staple in metal to this very day. The following year, they were the first metal band to enter the industrial/dance remix world with the pioneering »Fear Is The Mindkiller« EP. And look at the countless metal bands who have since imitated the unique machine gun-style rhythm section, created when Dino Cazares' staccato riffs locked in perfectly with the syncopated kick drums. I am excited to be reunited with this legendary band, and I am certain their Nuclear Blast Entertainment debut will be another FEAR FACTORY classic."

 

Titelsangen fra albummet "THE INDUSTRIALIST" (2012)

Læs mere...

Devil You Know skriver kontrakt med Nuclear Blast

  • Udgivet i Nyheder

Devil You Know, det nye band bestående af den tidligere Killswitch Engage og Blood Has Been Shed frontmand Howard Jones samt Francesco Artusato fra All Shall Perish og The Francesco Artusato Project og John Sankey fra Devolved, Fear Factory og Divine Heresy, har skrevet kontrakt med Nuclear Blast Entertainment.

Nuclear Blast’s Monte Conner har udtalt følgende:

“World-class vocalists like Howard Jones are the rarest commodity in metal music these days”
“Howard has a tonality and richness to his voice that very few singers have. The band’s initial demos got me very excited but sometimes you strike gold. DEVIL YOU KNOW just made an incredible record that has surpassed all expectations. The vocals are everything fans have come to expect from Howard but at the same time there is a depth, dimension and variety to his singing that shows incredible growth and elevates him in every way.  Add to that world-class musical talents like Francesco Artusato and John Sankey both as players and songwriters. This is ground zero of something really exciting!”
    
Jones har udtalt følgende om Monte og kontrakten med Nuclear Blast: 

“I had worked with Monte before I left KILLSWITCH and have long known and respected him”
“He has a vision for both music and business that is second to none and made it an easy choice when it came to signing to the label. Monte and the Nuclear Blast staff understand who we are, what we have individually accomplished and where we are going as a band.”Jones forsætter og udtaler sig om stilen:
“It’s a different style of music for me”
“It’s heavy as anything any of us are known for but I get to do some different things people won’t expect. I’ve been singing almost all my life. Being around good songwriters and musicians in my former bands really helped mold me into who I am now.”

 

Devil You Know’s debut album forventes at udkomme tidligt i 2014.

Læs mere...

Slayer, Fear Factory

Det har været et par turbulente år for Slayer. I 2011 fik Jeff Hanneman, en af de to skabere af Slayer, diagnosticeret en sygdom kaldet “necrotizing fasciitis”, efter at være blevet bidt af en edderkop. I de næste 2 år ændrede hans tilstand sig desværre ikke til det bedre, men det kom alligevel som en overraskelse for alle, da han stillede træskoene den 2. maj i år – kun i en alder af 49. Dødsårsagen, leversvigt, kom som følge af et overforbrug af alkohol.
Og som om det ikke skulle være nok, blev Slayers tidligere trommeslager, Dave Lombardo, fyret tilbage i februar pga. en uoverensstemmelse om bandmedlemmernes løn.
Kort efter Jeff Hannemans død blev Paul Bostaph så annonceret som Slayers “nye” trommeslager. Helt så ny er han dog ikke, da han tidligere har tæsket trommer hos Slayer på bl.a. “God Hates Us All”.

Al denne tumult medførte naturligvis også flere forskellige rygter og en generel usikkerhed om, hvad fremtiden ville byde på. Da Slayer valgte at tage på tour kort efter Jeff Hannemans død, og med Dave Lombardo nu ude for 3. gang, erklærede mange, at det måtte være tid til at slutte med værdigheden i behold.
Jeg var derfor selv usikker på, præcis hvordan denne aften ville gå. Baseret på folks reaktioner efter den middelmådige koncert på Copenhell i 2012, hældede det ikke til den positive side.
Jeg huskede dog derimod min seneste indendørs koncert med Slayer (Valby Hallen i 2008), som glimrende, omend en smule langtrukken. Lad os bare slå noget fast med det samme: jeg blev ikke skuffet i aften.
Før vi kommer så langt, skulle Vega forkæles med industrial metal giganterne i Fear Factory, som havde aflyst deres planlagte koncert i Århus samme aften for i stedet at varme op for Slayer i Vega. Synd for århusianerne, og man kan også diskutere hvor rimelig den beslutning er, men sket var sket – og tak for det!

Fear Factory:
Amerikanske Fear Factory er tilbage fra 1989 og var i 90’erne en stor spiller på metalscenen. De har haft massiv udskiftning i besætningen igennem tiden, såvel som nogle opbrud på vejen. Det er kun forsangeren ”Burton C. Bell” som har været med helt fra starten. 
Hvis man snakker industrial metal, må man nødvendigvis snakke Fear Factory. Over årene har Fear Factory dog også eksperimenteret med både groove metal, death metal og thrash metal. De er senere gået tilbage til deres industrial metal lyd, som bl.a. ses på deres seneste album ”The Industrialist”, der udkom tidligere sidste år. Deres debutalbum ”Soul Of A New Machine” udkom tilbage i 1992, og et af deres mest kendte albums udkom 3 år senere – nemlig ”Demanufacture”.
Fear Factory havde dog også success med “Obsolete” fra 1998 og det knap så gamle album “Mechanize” fra 2010.

Efter en skuffende optræden i Amager Bio sidste år
var jeg bange for, at det blot ville blive en gentagelse i febrilsk at nå de korrekte toner + et uengageret band. Fra første tone i det knap ¾ fyldte Vega var én ting i hvert fald slået fast: den instrumentale del af Fear Factory er SÅ i orden! For satan da, hvor er det tight. Fra den nye trommeslagers stædige og aggressive indpisken, til guitaristen som tilsyneladende ikke kan ramme forkert – WOW!

Og lyden. Og lysshowet. Begge dele skal have skamros herfra, for det er præcist sådan Fear Factory fungerer bedst; en massiv og dyb bund af bas som kan mærkes i gulvet og op igennem hele kroppen. En rystende, beskidt, ubehagelig og ja, mekanisk, lyd som smadrer dit ansigt. Lyset bestod reelt kun af hysterisk blinkende sort/hvid lamper, men igen giver det en overbevisning om, at Fear Factory repræsenterer en dystopisk og maskinel fremtid, hvor alting er gråt, anonymt og forfærdeligt at leve i.

I den sammenhæng agerer bandet som de skal. Forsangeren er næsten så statisk som en stenstøtte. Guitaristen og bassisten traver lidt rundt og smiler, men de føles næsten som statister for noget større – og det virker for denne anmelder. For her behøves vitterligt ingen tricks eller smarte moves. Musikken er nok, også selvom kun knap halvdelen af publikum er med. Den halvdel, som er med, “nyder” det fuldt ud, ligesom jeg selv gør.
Der er dog alligevel en begrænset interaktion med publikum, mest synlig imellem numrene, men der er også enkelte gange hvor publikum klapper i takt, eller hvor vi tilspørges ”Are you ready, Copenhagen?!”.

Den store anke omkring Fear Factory, og som vist altid har været kritikpunktet, er forsangeren. For selvom man kan skjule manglende sangevner på en CD, er det bare sjældent muligt live. I aften lykkedes det dog usædvanligt godt, og jeg lokkes næsten til at tro, at det ikke kan gå galt. Det er alt sammen inden vi når til ”Powershifter”…
Her er der bare ingen vej udenom; omkvædene leveres pivfalske, og det gør ondt i ørerne. Især når de tidligere sange ikke har været ramt, så at sige, ja så gør det bare det hele så meget mere ærgerligt. Omvendt fungerer forsangerens skift mellem growl, skrig, råb og ren vokal – kombineret med den mekaniske synth-agtige support som banker i baggrunden - ellers som det skal. Det er ”bare” falsk til tider, men når det er så tydeligt, er det mere end rigeligt til at lægge låg på de fede elementer.

Igennem ca. 40 minutter bliver vi ledt igennem årene 1992 – 2012. “Martyr”, som afslutter koncerten, er helt tilbage fra debut'en “Soul Of A New Machine”. ”Shock” og ”Edgecrusher” stammer fra 98’s ”Obsolete”. ”Self Bias Resistor”, “Replica” og titelsangen “Demanufacture” udkom i 1995.
Men vi kommer også forbi årtusindeskiftet. Den voldsomt populære “Powershifter” (i hvert fald på plade) er fra “Mechanize” – kun 3 år gammel. ”What Will Become” er at finde på “Digimortal”, udgivet i 2001, og til slut får vi titelsangen “The Industrialist” fra 2012.

Alt i alt leverer Fear Factory en godkendt koncert, som oversteg mine egne forventninger. Den sublime lyd og lysshowet trækker rigtig meget opad, ligesom det statiske show faktisk også gør bandet en tjeneste i dette tilfælde – det er ellers sjældent det fungerer sådan.  
Den haltende vokal, som især kunne spottes i ”Powershifter”, er det store ankepunkt (igen).
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Fear Factory ikke indspiller de stykker igennem en maskine, eller på anden måde gør noget ved problemet. Det er jo ikke ligefrem noget nyt, og man føler mere medlidenhed end irritation over dette, for selvfølgelig er det noget værre lort (for at sige det ligeud) ikke at kunne synge, som man kunne i fordums tider, men der er mere styrke i at indse sine svagheder og forsøge at gøre noget ved dem, i stedet for at insistere på at ignorere problemet væk.
Jeg ser frem til at Fear Factory finder nye veje, for ellers skal der være sublim lyd til alle fremtidige koncerter før det kan blive godt, og selv da kan det aldrig blive fantastisk.
4 stjerner herfra.

Sætliste:
1) – Shock
2) – Edgecrusher
3) – Demanufacture
4) – Self Bias Resistor
5) – The Industrialist
6) – Powershifter
7) – What Will Become
8) – Replica
9) – Martyr

Slayer:
Thrashbandet Slayer tilhører den musikalske gruppe “Big Four”, som iøvrigt tæller sværvægterne “Metallica”, “Megadeth” (som skuffede ved deres sidste show)
og Anthrax, og er generelt anerkendt som den mindste spiller af de 4.
Slayer begyndte ligesom de andre fra “Big Four” tilbage i USA i året 1981 (Megadeth startede dog først 2 år senere). Selvom alle 4 bands lagde ud med at bevæge sig i thrashmetal genren, har alle 4 bands udviklet sig over årene, hvor især Metallica er gået bort fra deres gamle lyd. Anthrax har fundet et større fodfæste i grænselandet mellem heavy-, groove- og speedmetal, og Megadeths lyd, omend stadig genkendelig thrash, er blevet langt mindre aggressiv og generelt blødere – faktisk så meget, at det af flere påpeges at være mere rock end metal.
Alt dette bringer mig frem til en vigtig pointe; Slayer har altid været, og vil formentlig altid være, Slayer.
Hverken mere eller mindre. Den eneste undtagelse må siges at være ”Diabolus In Musica (oversat til “The Devil In Music”), fra 1998. Her forsøgte Slayer groft sagt at gøre deres lyd mere moderne. Et forsøg som medførte en del blandede meninger. Udover den lille afstikker, kan Slayers albums siges at være ret ens. Om det er debut'en “Show No Mercy” fra 1983, “Reign In Blood” fra 1986, “South Of Heaven” fra 1988, “Seasons In The Abyss” fra 1990, “God Hates Us All” fra 2001, eller senest “World Painted Blood” fra 2009 – alle albums peger det samme sted hen.
Det er hurtigt, aggressivt, larmende, hårdt, provokerende og fyldt til randen med guitarsoloer.
Enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Jeg ser mig selv stå midt imellem de to lejre, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg hurtigt bliver træt af Slayer i studiet, men enkelte numre fanger mig. Live er det dog en helt anden sag…

I tidsrummet efter Fear Factory var Vega blevet fyldt næsten helt op. Koncerten var ikke udsolgt, men det kan ikke have været langt fra. Publikum var ellevilde, og da lyset sænkede sig ca. kl. 21:15 råbte og skreg folk af glæde. Først kom den ”nye” trommeslager Paul Bostaph til syne, og kort efter kunne både Tom Araya, Kerry King og tour medlemmet “Gary Holt” fra Exodus skues.
Herefter satte en smilende Tom Araya gang i titelsangen fra ”World Painted Blood”.

Det er 11 år siden at Slayer sidst har aflagt en visit hos Vega, og det er da også specielt at opleve Slayer i så intime rammer. Det virkede dog totalt til alles fordel, for de forreste folk stod vitterligt mindre end 2 meter fra bandet, og selv Tom Araya, som ellers virker som en seriøs og til tider halvsur gammel bedstefar, kunne ikke undgå at smile til publikum og tale til os, så det lød oprigtigt. Kerry King, som ellers ser nok så grum ud, kunne heller ikke holde nogle få smil tilbage.
Det er sjældent at se folk crowdsurfe i Vega, men i aften kunne det ikke stoppes – og det blev heldigvis heller ikke forsøgt fra vagternes side. Det resulterede i, at der til næsten hvert eneste nummer var op til flere, der røg over hegnet – og nu har jeg ikke engang nævnt de moshpits, som var at finde fra første sang og indtil slutningen.

Slayer i sig selv var ellers som jeg husker dem på scenen. Kerry King headbanger, ser ond ud og fyrer soloer af. Tom Arayas vokal holder stadig i 2013, og udover at råbe teksterne og tale til os var der intet udover det sædvanlige. Tourmedlemmet Gary Holt, som overtog fra Jeff Hanneman tilbage i 2011, var langt den mest aktive, og nailede endda også op til flere soloer til perfektion.
Trommeslageren, som naturligvis er et interessant emne vedrørende Slayer i øjeblikket, var tydeligvis rigtig glad for at være tilbage bag tønderne. Man kunne se ham storsmile næsten konstant, og det i sig selv er sgu rimeligt imponerende – det går altså pænt stærkt. Jovist, ham og Lombardo er ikke ens, men for en gennemsnitlig fan af Slayer (undertegnede) var der ingen nævneværdige fejl at høre, og tempoet var hverken for højt eller lavt. Han tæskede derimod igennem sangene med stor indlevelse.

Igennem ca. 1 time og tyve minutter blev vi ført igennem flere sange fra de klassiske albums i “Reign In Blood”, “Seasons Of The Abyss”, ”Hell Awaits”, “South Of Heaven”, samt den nye “World Painted Blood”. Vi fik også “Disciple” fra “God Hates Us All” allerede som den anden sang. En af mine personlige favoritter, ”Chemical Warfare”, blev også luftet.
Selvom det stank langt væk af en slags ”Greatest Hits”-aften (hvis Slayer nogensinde kan siges at have lavet hits), så var der alligevel en smule tomgang i midten af koncerten. Der kunne man måske have skåret et par enkelte sange fra, eller bare byttet lidt rundt. Der er ikke nogen som siger, at man skal afslutte med 3 af de største sange i form af ”Raining Blood”, “South Of Heaven” og “Angel Of Death”.
Men da vi kom til det tidspunkt, var det også det hele værd.

Først fik vi nemlig ”Raining Blood”, som i stedet for at trække på den normale intro med torden og brag, rent faktisk blev spillet live – også med introen. Pisse fedt!
Efter en kort mørklægningspause blev Slayers normale banner skiftet ud med et til ære for Jeff Hanneman. Banneret, som i mørket først blev forvekslet med en reklame for Heineken, viste sig heldigvis at være noget langt mere personligt. Selve navnet blev aldrig nævnt, og der kom heller ikke nogen udtalelser om hverken hans sygdom og død, forløbet for bandet de sidste 2 år eller om den ”nye” trommeslager. Banneret talte helt for sig selv; Slayer lever!
Så uden noget pis satte Slayer gang i ”South Of Heaven” og dernæst ”Angel Of Death” – en titel som Jeff Hanneman også var kendt under. Slayer var glade, vi var glade, og så var det slut.

Jeg vil sige det kort; jeg tror ikke, at jeg kommer til at opleve Slayer i bedre form end i aften. Men jeg har aldrig været en stor fan af musikken. Det var umådeligt fedt at opleve en så dedikeret fanbase, også selvom Slayer har gået igennem flere udfordringer i den seneste tid. At se Slayer i så intime rammer var perfekt, og bandet udnyttede fuldt ud muligheden for at være mere personlige og direkte, end hvad jeg har set før. Stor respekt til publikums engagement, selvom jeg dog vil sige, at jeg har set folk gå langt mere amok til Slayer end i aften. Om det er post-Wacken blues, sommerferie eller bare fordi det er tirsdag, skal jeg dog ikke kunne sige. Samtidigt var der, som nævnt tidligere, en smule tomgang i midten af sættet. Det trækker nedad, men ikke meget.
Alt i alt udløser det 5 store stjerner herfra. Jeg er ikke sikker på at jeg tør se Slayer igen, hvis/når de kommer forbi – for jeg tror ikke det kan blive bedre, end det var denne gang.

Sætliste:
1) – World Painted Blood
2) – Disciple
3) – War Ensemble
4) – Hallowed Point
5) – At Dawn They Sleep
6) – Mandator
y Suicide
7) – Chemical Warfare
8) – Altar Of Sacrifice
9) – Jesus Saves
10) – Postmortem
11) – Snuff
12) – Hate Worldwide
13) – Seasons In The Abyss
14) – Hell Awaits
15) – Dead Skin Mask
16) – Raining Blood
Encore:
17) – South Of Heaven
18) – Angel Of Death

Læs mere...

Howard Jones arbejder på materiale med sit nye band Devil You Know

Den tidligere Killswitch Engage sanger Howard Jones har navngivet hans nye band, bandet som har fået navnet Devil You Know, består foruden Howard Jones af Francesco Artusato, guitarist i bl.a. All Shall Perish og trommeslageren John Sankey, kendt fra bandet Devolved og hans arbejded med Fear Factory samt Divine Heresy.

Bandet arbejder for tiden på materiale til deres kommende debut plade, som forventes ude sener i år.

 

Jones har sagt følgende til Metal Hammer om bruddet med Killswitch Engage,  som skete efter planlægningerne til ”Disarm The Descent” startede i slutningen af 2011, hvor bandet mødes:

"lt was cool seeing everyone all together again."

"We shared some ideas, and I said. 'OK, see you guys tomorrow.' And I just never went back. Eventually, the guys were just, like, 'Dude, we're gonna have to move on.' Because more and more with me, it had just been a struggle. It too me a while, but I realized I just didn't want to do it anymore. And they said, 'Listen, it'll be fine.' And it was. They put out a great album."

 

Tidligere i år started Artusato og Sankey at skrive sange sammen og manglede en sanger, som ente med at bliver Howard Jones. Jones fortæller:

"I knew the guys, but didn't really know them"

"They got in touch and asked if I wanted to throw down some vocals on this stuff, and I said, 'OK, let me take a listen to it,' and I was, like, 'Hmm, this is interesting. Why not? I didn't really expect it to even go this far, because, in all honesty, I wasn't sure if I was even going to do music again. But it seemed right, so I jumped right into it."

"It's fun to branch out and do some different stuff. I got to write a little more deep and a little more dark. It's been fascinating so far."

Læs mere...

Diamond Drive skriver kontrakt med Noisehead Records

Det århusianske hard rock / metal band Diamond Drive har skrevet kontrakt med det østriske pladeselskab Noisehead Records, hvor igennem bandet til juni vil udgive deres debut album ”Temporality”. Bandet har givet følgende kommentar:

“We're thrilled and finally able to announce that we've signed with Austrian label Noiseheadrecords for the release of our first full-length album, 'TEMPORALITY'. The album will be out in Europe in June 2013. More info on the release coming soon!”

 

Desuden har bandet for nyligt annonceret at de vil spille support for Fear Factory den 6. august på Atlas i Århus, bandet har givet følgende kommentar og info:

”We are very pleased to announce that we are supporting the mighty FEAR FACTORY (US) this summer at Atlas in Aarhus. It is an honor for us to share stage with one of our greatest inspirations and truly some of the most talented guys within metal music!

Date: 6th August 2013
Doors: 7:00
Show: 8:00
Price: 180,- DKK

Stay tuned for more exciting news in the near future.

Have a nice weekend!”

Læs mere...

Fear Factory vender tilbage til Danmark

Det amerikanske band Fear Factory som i efteråret gæstede Danmark på deres tour med Devin Townsend Project vender den 6. august tilbage, denne gang til Atlas i Århus, billetprisen er 180 kr. og kan købes via Fondenvoxhall.dk, fondens pop-up shop i Frederiksgade 31 (Aarhus) og Stereo Studio.

Her er en beskrivelse af bandet fra pressemeddelelsen:
”Voldsom dødsmetal møder kølige industrial-elementer
Amerikanske Fear Factory blander på enestående vis voldsom dødsmetal med kølige industrial-elementer og tilsætter på generøs vis betragtelige doser groovemetal og thrashmetal - 6. august gæster de Atlas.

Fear Factory blev dannet i 1989 og hører til midt- og sluthalvfemsernes mest indflydelsesrige metalbands - ikke mindst takket være deres beskrevne genre-sammenrend, der hele vejen igennem har fascineret såvel fans som anmeldere. Bandet gik efter interne uoverensstemmelser i opløsning i 2002, men blev gendannet senere samme år med en ny besætning. I 2006 gik Fear Factory i dvale, men tre år senere genopstod gruppen nok en gang med et nyt lineup og har siden udgivet to album, hvoraf "The Industralist" (2012) er det seneste. Frontmanden Burton C. Bell, der siden starten har stået i spidsen for Fear Factory, er endnu med.”

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2012

Torsdag

Rising (KHS)
Det tre mands store band "Rising" fra København havde fået æren af at sparke dette års festival i gang. Bandet blev grundlagt i 2008 og spiller hvad de selv kalder deres eget brand af heavy, aggressivt, atmosfærisk og melodisk metal musik.
Dette blev også ingredienserne i bandets 30 minutters spilletid på dette års festival. Det startede heavy, aggressivt og tungt. Med bandets navn er det passende at sige, at festivalen fra start rejste sig. Festivalen blev tordnet i gang!
Fremmødet var ganske okay taget tidspunktet i betragtning, og de fremmødte kunne lide det de hørte. For undertegnede var koncertens højdepunkt det altid fremragende nummer "Mausoleum" fra bandets debutplade "To Solemn Ash".
En god koncert og en god start på festivalen. Tjek bandet ud ved lejlighed, det fortryder du ikke.
Karakter: 4.5/6

Scarred By Beauty (KHS)
Andet band på førstedagen var københavnske "Scarred By Beauty". Bandet spiller hvad de selv kalder en blanding af post-hardcore/metalcore og progressiv metal.
Bandet lagde ud med en rigtig fed intro, hvor medlemmerne synkront gik frem mod scenekanten og gearede publikum op. Det var en rigtig fed intro, men desværre virkede bandets sceneoptræden en anelse indstuderet til sidst i koncerten. Det gør det svært at se, om bandet synes det er fedt eller ej.
Musikken er ikke altid lige mig. Det kan synes en anelse forvirrende til tider, og der er mange elementer på spil. Måske for mange. Når bandet laver deres breaks og spiller langsomt fungerer det til gengæld godt. Især break stykkerne fik folk til at headbange. Bandet skal dog roses for deres meget energiske show.
En okay koncert, som bare ikke ramte mig på samme måde som nogle af de andre koncerter.
Karakter: 2/6

Ferocity (KHS)
Torsdagens tredje band var det lokale "Ferocity", som derfor var på hjemmebane. Bandet spiller brutal og kompromisløs dødsmetal med melodiske elementer. Bandet har lige fået en pladekontrakt med amerikanske "Deepsend Records" med en udgivelse på vej i 2013.
Om det var nyheden om den nye pladekontrakt der medvirkede til bandets høje energi til koncerten vides ikke, men bandet virkede veloplagt foran sit hjemmepublikum. Der var god kontakt til publikum og publikum kvitterede med solid headbanging oppe foran.
"Ferocity" havde taget en solid setliste med og leverede varen. Det var en god dødsmetal koncert, som gik lige i løgposen - som det hører sig til.
En god koncert, som så endte med det minus at bandet blev afbrudt, da de gik over tid, hvilket gjorde at afslutningen blev lidt akavet. Ikke desto mindre var det en god og solid koncert.
Karakter: 4/6

Essence (KHS)
Aftenens fjerde band var de lokale trash metal helte fra "Essence". Bandet blev grundlagt tilbage i 2005 og siden er det gået støt fremad for bandet. De har netop sikret sig internationale kontrakter med "Rock The Nation" (Kreator, Exodus m.fl.) og "NoiseArt Records". Selvom bandet ikke havde spillet koncert siden i sommers, var forventningerne fra publikum selvklart høje ovenpå succesen.
Bandet lagde ud med en stor og fed intro. Der var, som forventet, mødt et godt antal folk op- Og publikum var med, især under numrene "Blood Culture" og "Shades of Black", som vitterligt er crowdpleasere i den gode forstand.
Bandet havde lånt Rasmus "Kalke" Nielsen fra "Caro" som bassist til aftenens koncert. Han klarede det udmærket alt taget i betragtning. Et minus ved aftenens koncert var lyden. Folk rundt omkring mig klagede over at den var ringe. Dette var rigtig ærgerligt da det tog lidt fokus fra koncerten og det, det handler om, nemlig musikken.
"Essence" leverede en solid præstation med et par fejl hist og pist, som sikkert skyldes pausen fra livejobs siden i sommers. Det var solidt og godt, men ikke specielt. Da det ikke var første gang jeg så bandet ved jeg, at de leverer live og har et sangkatalog, der vitterligt er fedt live. Aftenens koncert blev dog ikke den bedste jeg har set med dem, desværre.
Karakter: 3/6


Mercyful Diamond (KHS)
Det danske tribute band fra 2011 "Mercyful Diamond" havde fået æren af runde førstedagen af. Om det var et strategisk værk fra festivalen vides ikke. Men selvsamme dag proklamerede "King Diamond", at han ville være at finde på Copenhell 2013.
Jeg skal blankt erkende, at jeg aldrig på samme måde som mange andre, har dyrket "King Diamond". Jeg var derfor spændt på at se og opleve "Mercyful Diamond", som spiller hvad de selv på Facebook kalder de bedste sange i universet.
Om det var trætheden der meldte sig eller mit manglende kendskab til "King Diamond" ved jeg ikke, men bandet fangede mig ikke rigtigt. Heldigvis kunne jeg så opleve og se, at det gjorde de for mange af de andre fremmødte.
Jeg overhørte et par snakke om, at forsangeren led af ondt i halsen. Det mærkede man til gengæld ikke på hans vokalpræstation, som var fremragende. Jeg ved dog det om "King Diamond", at skal man lave et cover og hyldest band til hans musik, skal man kunne levere noget der minder om samme vokalniveau, ellers er det simpelthen plagiat agtigt. Men det kunne forsanger Michael Bastholm Dahl.
Det var mit klare indtryk, at de fleste fremmødte var glade for "Mercyful Diamond" som afrunding af førstedagen, og nyheden om at kongen vender hjem til Copenhell faldt i god jord hos mange. En måske passende afslutning på en god førstedag af Aalborg Metal Festival.
Karakter: 3,5/6
 

Fredag

Plague of Angels (MetalMorfar)
Så var det tid til dagens første udenlandske navn, Plague of Angels fra England. Jeg har ikke tidligere stiftet bekendtskab med de unge gutter, men mødet denne fredag startede lidt skidt – de første par numre blev leveret på en ret stiv og uinspireret måde, og det hele tegnede til at blive en fesen affære. Men det skyldtes åbenbart, at bandet lige skulle spille sig varmt, for herefter kom der mere gang i sagerne. Musikerne forblev ret stillestående, men formåede at give deres blanding af Thrash og Metalcore mere indhold. Et godt eksempel var da bassisten fik vist, at det ikke er for sjov, at han spiller på en femstrenget bas. Samtidig var den vekslende vokal med til at gøre numrene mere spændende, og det hele endte med at blive en udmærket koncert. Dem vil der sikkert komme flere af, for bandet har kun et par år på bagen, så de nævnte skønhedspletter kan sagtens fjernes ved hjælp af erfaring
Karakter: 3,5/6

Billy Boy In Poison (KHS)
Fredag havde jeg æren af at anmelde det københavnske death/metalcore band "Billy Boy In Poison", som har taget navnet fra kult filmen "A Clockwork Orange". Mit kendskab til bandet bestod af musikvideon "Contaminated", som mildest talt er sjov. Tjek den ud på youtube.
Fremmødet til koncerten var ikke prangende fra start, men som koncerten gradvist skred frem, kom der flere til. Bandet og især forsanger Steven virkede utrolig veloplagte og lagde hårdt ud. Der var kontakt til publikum fra star,t og Steven forsøgte gentagende gange at mane til mosh pit. Det helt store pit udeblev dog, hvorfor Steven på et tidspunkt fik spurgt, om det ikke var en metal festival publikum var til.
Jeg mener dog ikke man behøver at moshe for at kunne nyde musikken. Det er trods alt den, som det mest af alt handler om. Koncerten var ikke speciel på nogen måde, men bandet leverede et godt og solidt set i den sparsomme tid de havde. Det var en god oplevelse at høre bandet første gang.
Karakter: 3,5/6

Puteraeon (KHS)
Det svenske old-school dødsmetal band "Puteraeon" spillede efter "Billy Boy In Poison". Det var et ukendt land, da jeg aldrig havde hørt om bandet før. Jeg gik derfor ind til koncerten med spænding.
Bandet havde en kort intro, men ellers var det lige på og hårdt. Det var musikken bandet ville vise og ikke dem selv. Musikken var old-school, som bandet selv proklamerer. Det var et par dygtige musikere og især trommeslageren noterede jeg undervejs som ekstra dygtig.
Musikken blev dog en kende monotont i længden og som koncerten nærmede sig sin afslutning fornemmede jeg, at det blev en koncert bandet hev hjem på rutinen. Det var meget rutinepræget og firkantet.
Karakter: 2,5/6

Raunchy (KHS)
Københavnske og rutinerede Raunchy var det næste band på programmet. Bandet blev formet allerede tilbage i 1992 og har siden da bestået, dog med enkelte udskiftninger hist og pist. Bandet blev det første danske band til at blive signet af "Nuclear Blast Records". Anders Bøtter præsenterede bandet som det band, hvis navn "Sort Søndag" lytterne havde sværest ved at udtale, når de ringede ind med ønsker til programmet. Ikke desto mindre er bandet kendt af de danske metalhoveder og forventningerne derfor høje.
Det 6 mands store band er et liveband af kaliber. Det var de også denne aften. Med en intro, der bestod af Haddaways - What is love, som fadede over i en fed begyndelse på koncerten. Der var lagt op til fest fra start.
Bandet havde taget den sædvanlige gode energi med og havde skruet en god setliste sammen, som bød på gamle crowdpleasere som "I Get What I See", "Watch Out", "Warriors" og "The Bash". Disse sange tog især koncerten til et højere niveau da de må regnes for klassikere af bandets fans, som derfor skrålede med på omkvædene. Bandets energi smittede derfor også af på publikum som var med under hele koncerten.
"Raunchy" er et liveband med stort L. De leverer altid og det samme gjorde sig gældende denne aften. Bestemt en af de bedre koncerter på festivalen.
Karakter: 4,5/6

Fear Factory (KEV)
Fear Factory skabte en del røre om sig, da de i 1992 bragede igennem med deres nu 20 år gamle debut, ”Soul of a New Machine”. På det seneste har røren mest omhandlet lineup-skift og den slags. Fear Factory er ikke et band jeg har checket længe, men det kunne der jo laves om på med denne koncert.
Det stod ret hurtigt klart, at musikken bestemt ikke fejlede noget; stortrommerne knitrede ligeså flittigt, som de gjorde da Raymond Herrera tog sig af dem, og Dino’s guitar lød ligeså svulstig og mekanisk som i fordums tid. Det der ikke lød som vanligt var, suk, vokalen… Altså den rene. Den growlende/råbende vokal er måske blevet en anelse tørrere med tiden, men er stadig fin. Den rene vokal var virkelig (VIRKELIG) ikke særlig god. Hvis Burton skulle synge rent, skete ét af følgende scenarier:
1: Man kunne intet høre. Altså, der var ingen vokal.
2: Hans stemme knækkede under for den kraftige anstrengelse… og forsvandt.
3: Han sang pivfalsk. Altså, virkelig falsk… X-Factors værste tilfælde af folk der ikke kender deres begrænsninger, var nærmest bedre end hvad tilfældet her var…
Det var virkelig en sørgelig omgang at lytte på. Hverken ”Edgecrusher”, ”Martyr”, ”Self-Immolation” eller ”Linchpin” kunne ændre ved det faktum, at Fear Factory er ”past their prime”… I hvert fald i en live situation.
Karakter: 2/6

Devin Townsend Project (Rune)
Devin Townsend, en canadisk virtuos komponist, guitarist og sanger, har en baggrund med 20 albums, der differentierer alt fra punk til rock, fra progressiv rock/metal til extreme metal, og blues og ambient. Han fik sit store gennembrud hos Strapping Young Lad, der spillede aktivt fra 1994 til 1999 og 2003 til 2007. Deres stil var tung, brutal og hurtig, hvilket gjorde dem meget populære. Men her er det ikke Strapping Young Lad, der er i fokus. Det er Devin Townsend Project.
Som man venter på frontrække, for at se en af sine egne idoler, kan man mærke hjertet banke hurtigt af ren begejstring. Herved er man også bange for, om man egentlig har stillet for høje krav til, hvilket underholdningsniveau man forventer undervejs koncerten. Hvorimod allerede før bandet overhovedet var gået på scenen, var underholdningsniveauet højt, for med en projektor, der lyste op på scenen med humoristiske billeder og film, sjove internetfænomener, blev man allerede underholdt imens scenen var tom.
Og som ventet kom Devin Townsend og resten af hans projekt på scenen, og startede med at spille Supercrush! fra Addicted albummet, der på kort tid er blevet en klassiker, trods det at albummet kun er 3 år gammelt. Fortsatte med Kingdom, der er en gammel Devin Townsend sang fra Physicist fra 2000 men er blevet gen-indspillet på det nyudgivet album Epicloud. dog endnu mere nostalgisk bliver det med Regulator fra Ocean Machine, fra 1997.
Men alle de små formaliteter til side erklæres der, at legenden præcist lullede publikum ind i en ekstase af ren blasfemisk fascination, for med hans syngen, kan han kun være den eneste tilbage, der er i familie med sirener fra de gamle græske myter. Han sætter folk under en fortryllelse, som han fortsætter videre, fortæller smilfremkaldende jokes, og iværksætter Planet of The Apes, et ti minutters lang udpluk fra albummet Deconstruction. Man kan med lethed også mærke, at sangen har hentet inspirationer fra Meshuggah, og dette er den gudelige skikkelse ikke bange for at tilstå, for blot omkring halvvejs igennem sangen konstateres det lyrisk med: “While we all have lots of bands who influence still…we all rip off Meshuggah!”. Man lægger også mærke til den tunge stil, der spiles på hans Flying V syv strengs guitar, der ligesom alle andre af hans guitarer har et Devin Townsend signatur mærke placeret midt i gribebrættet, lysende i blåt.
Efter et energifyldt lang episk udpluk af en fantastisk fortælling, spilles en sjæler fra det nye Epicloud, Where We Belong, hvor der blev tændt lightere, for hvad ellers skulle man gøre når Devin Townsend befaler det?
Man kan virkelig mærke at Devin Townsend er en erfaren entertainer, og til trods for at det muligvis var punktligt arrangeret til mindste detalje, havde han en enestående evne til at gøre oplevelsen og følelsen, at det er spontant, drømmende og ekstraordinært, og som showet kørte videre med War og Colonial Boy fra Infinity albummet fra 1998, yderligere underholdt; ikke kun af manden med magten, men også af projektoren, der under næste sang, klassiske Vampira, afspillede sangens musikvideo. Det kan jo være et risikabelt spil, for hvis blot man laver småfejl eller spiller enten for hurtigt eller langsomt tempo, kan det hele jo gå ud og være asynkront. Men med bandets yderst talentfulde spil, kørte det hele overbevisende synkront. Næste sang, Lucky Animals, er et bevis på Townsends skøre humor, for med de levende billeder på scenen af dansende dyr samt en person i et gorilla kostume, kan man ikke andet end elske hans personlighed, når han er på scenen. Juular, næstsidste sang på setlisten, en temperamentsfuld sang fra Deconstruction, musikvideo i baggrunden, og som altid, lige meget hvor hen man ser, er der altid underholding i topklasse. Sidste sang på aftenen, Grace fra det nyeste album Epicloud, kom med kunstneriske leveringsevner i særklasse. Storhedsvanvid føles som drømme, der bliver til virkelighed. en sand episk kunstner, der kan sit kram og underholde masserne, med både humor, en smule seriøsitet og musik i verdensklasse.

Ærlig talt kan jeg intet negativt sige om manden, eller hans band, udover at jeg er misundelig på hans virtuose talenter. Men der var få ting der manglede, og dette er blot små hjertetætte ønsker, som alle der kender til hans album Addicted! lyster efter. For ønsket om at den skønne Anneke van Giersbergen også mødte op og sang med på sangene Supercrush, Kingdom og Grace. Men derimod har Devin Townsend selv udfyldt pladsen med pragt, og her fortjener han og hans band, seks ud af seks stjerner for en oplevelse, der helt igennem er memorabilia, noget der er værd at huske, og noget man fortæller sine børnebørn, når de er gamle nok til at høre om de gode gamle dage.
Karakter: 6/6

Lørdag

Caro (MetalMorfar)
Ved sommerens udgave af Day of Decay festivalen hørte jeg for første gang Caro, som dengang imponerede med frisk og fremadstormende Thrash. Derfor så jeg frem til at skulle høre og se de 5 ungersvende igen, og det var jeg ikke ene om; salen var pænt fyldt af lokale supportere, da Caro entrede scenen.
Og så gik det ellers derudaf i velkendt stil, hvor det ikke kun imponerede hvor sikkert numrene blev spillet, men endnu mere hvor meget spilleglæde, der strømmede ud fra scenen. Caro holdt simpelthen en fest, som vi andre fik lov at være en del af – det var stærkt! Samtidig udstrålede bandet stort overskud, ikke mindst til slut: Her byggede man stort op til et Napalm Death - cover for derefter at spille ”You Suffer”, som nok er verdenshistoriens korteste nummer. Det er ikke blot udmærket festivalhumor, men også afslutning på en koncert, der til fulde levede op til mine forventninger og understregede, at det kan betale sig at holde øje med Caro.
Karakter: 4/6

Dyscarnate (Kev)
De engelske unge knejter fra Dyscarnate havde fået 45 minutter til at overbevise om deres egenskaber. Da jeg så dem tidligere på året, var jeg alt andet end imponeret, men der var sgu noget ved deres optræden denne aften, der ramte mig. Bandet er en trio, og det giver jo sine helt naturlige begrænsninger, men det gjorde absolut intet, for Dyscarnate gik uimponeret til værks og serverede en af de fem bedste koncerter på dette års festival. Stramt death metal med dobbelt-vokal, god lyd og fed attitude på scenen.
Jeg kender ingen af numrene, men fik da vækket min interesse, da bandet fremstod engagerede og leverede varen til det publikum, der dog nok senere på aftenen skulle få stillet deres døds-tørst.
Karakter: 4/6

Dawn of Demise (Kev)
Det er efterhånden en rum tid siden jeg sidst så Dawn of Demise. I mellemtiden har de skiftet trommeslager og har smidt et album på gaden, så der var flere ting på spil denne eftermiddag.
Simon, den nye trommeslager, er bestemt et bekendtskab værdigt. Jeg synes han fik spillet de gamle numre på en måde, således at man ikke manglede nogle af de fede detaljer, men han fik også sat sit eget præg på dem. Mere end godkendt!
Setlisten blandede på meget fornuftig vis det gamle med det nye, og selvom man altid mangler et enkelt nummer eller to, var undertegnede godt tilfreds. Det var dog fedt, at de lagde ud med ”Extinction Seems Imminent”… overraskende at de også sluttede med ”Beyond Murder.
Som altid var Scott god for en håndfuld guldkorn og en bar mave. Det bliver aldrig kedeligt, og Dawn of Demise er stadigt et særdeles vitalt liveband med godt styr på at please deres fans. De har endnu ikke skuffet mig live!
Karakter: 4,5/6

Saturnus (KHS)
Det danske doom-metal band "Saturnus" var måske den mest alternative, men omend gode booking fra festivalens side i år. På en dag der ellers osede af brutalitet i form af trash og død, var det et skønt pust med doom halvvejs inde i dagen. Og muligvis et sats fra festivalens side. Men en ros skal der lyde for at booke et band fra en nichegenre iblandt trash og dødsmetal bølgen herhjemme.
"Saturnus" fejrer i år 20 års jubilæum, og udgiver samtidigt til december deres kun 4 udgivelse. Dette endda med et nyt line-up. Det var derfor spændende, at se hvordan et doom-band ville begå sig på en festival med masser af brutal metal.
Lad det være sagt med det samme: "Saturnus" koncerten blev et af festivalens absolutte højdepunkter for undertegnede. Genren fanger mig som ingen anden. Det kan være nok så rart at headbange, men "Saturnus" giver metalmusikken et liv, som sjældent opleves. Bandet skaber enorme lydbilleder og dybe stemninger. Forsanger Thomas A.G. Jensen sagde i et interview til Sort Søndag tidligere på dagen, at en god koncert for dem var, hvor publikum gik ind i musikken, ind i en trancelignende tilstand. Og netop muligheden for dette formåede bandet at skabe denne dag.
Flere gange stod undertegnede med lukkede øjne og oplevede det enorme, spændende og melodiske lydunivers, som "Saturnus" leverede. På en dag, som ellers var fyldt med trash, død og grindcore var det intet mindre end fantastisk at kunne læne sig tilbage og forsvinde ind i en anden verden for en lille times tid.
En storslået og stemningsfyldt koncert med dystre elementer. En times stemningspræget doom på en ellers aggressiv og brutal dag faldt i intet mindre end god jord.
Karakter: 5/6

Rotten Sound (Kev)
Finske Rotten Sound var et af de bands jeg havde set mest frem til, da deres crustede grindcore går lige i mine lunger!
Rotten Sound spillede i godt en time og fik serveret rigtig mange frontalangreb på publikum, der dog i starten virkede en kende ”døde”. Som koncerten skred frem fik de dog blod på tanden, og et lille circlepit kom på benene. Det var måske en smule svært at skelne numrene fra hinanden, da de tit kom i klaser på to eller tre. Dog fejlede energien absolut intet, og selvom guitaren på et tidspunkt ville være lidt på tværs, kan det ikke ødelægge eller pille ved, at Rotten Sound spillede et brag af en koncert – Det var i hvert fald ikke til at mærke, at det var fire måneder siden, de sidst havde spillet et show.
Denne koncert lover godt for det album, der meget gerne snart må komme!
Karakter: 4,5/6

Decapitated (Kev)
Dette er anden gang på godt et halvt år, at jeg skal se Decapitated live. Det band der har været så meget skidt igennem. Denne gang med en ny trommeslager og bassist i forhold til april måned i Århus.
Jeg er en af dem der klart foretrækker Decapitateds gamle materiale, og jeg må indrømme at jeg måske var en anelse skuffet over denne koncert. De spillede godt nok ”Spheres of Madness” og ”Day 69” men det virkede bare ikke helt til, at det hang sammen for dem denne aften. Jeg synes at guitaristen havde meget travlt med at spille nogle lange leads, der ikke gjorde noget godt for bandet. Vist er de dygtige og alt det der jazz, men jeg synes sgu det virkede til at de trådte vande i alt for lang tid, fra tid til anden.
Jeg er dog tilbøjelig til at tage i mente, at Decapitated er et class-act, og at deres næste album nok skal dræbe. Denne koncert var bare en anelse under par.
Karakter: 3/6

Gojira (Kev)
Ingen tvivl om at Gojira er det første band på Aalborg Metal Festival i mange år, der for alvor har gjort krav på tronen som ”headliner”, og er sluppet bedst fra det. Alt ved denne koncert blev leveret med en sådan professionalisme, at alle folk der kiggede på, har fået fuld valuta for deres penge. Udover det, var frontmand Joe Duplantier virkelig i sit es, så der var en del interaktion mellem band og publikum.
Gojira har efterhånden et stort bagkatalog at plukke af, og jeg er sikker på, at de numre der blev leveret denne aften tilfredsstillede langt de fleste, om end man godt kunne have brugt nogle flere/andre numre… Den vante sang, når et band har lavet mere end to plader.
Denne aften blev der budt på blandt andet: ”Vacuity”, ”Heaviest Matter of the Universe”, ”Backbone” og ”L’enfant Sauvage”, og de blev leveret med en energi der sjældent er set. Her tager Mario bag kedlerne altså præmien – Hold da kæft en magtdemonstration!
Når alt er sagt, så leverede Gojira det, der bliver forventet af et headlinerband og jeg tvivler på, at nogen i salen manglede noget i engagement, tekniske kundskaber og igen – professionalisme. Ligeledes er presset nu lagt på næste års headliner(e)… (host*MardukSylosis*host)
Karakter: 5/6

 

Alt i alt var dette års festival en succes, og man mærkede næsten ikke fraværet af de først-udnævnte headlinere, Marduk. Men når alt er sagt, så kunne det være sjovt at tænke i, hvordan festivalen kunne have artet sig, hvis ikke Marduk, Melechesh og især Sylosis havde aflyst…
Hvorom alting er, så var vi nogle glade metalhoveder, der lagde hovedet på puden lørdag nat – Tak for i år…. Ses helt klart næste år!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev, KHS, MetalMorfar og Rune

 

  • AaMF2012_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AaMF2012_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AaMF2012_12
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet

Læs mere...

Devin Townsend Project, Fear Factory, Dunderbeist

Devin Townsend er en ganske kendt herre. Med sin fortid i både ekstrem metal bandet Strapping Young Lad og hans eget band – sjovt nok kaldet Devin Townsend Band – har han for øjeblikket gang i et nyt projekt, som (sjovt nok) er kaldet for Devin Townsend Project. Med sig medbringer han industrial/metal giganterne i Fear Factory og de norske heavy metallere Dunderbeist, som for mit vedkommende var helt ukendte, men stod for den største overraskelse denne aften. Aalborg Metal Festival havde fornøjelsen af Devin Townsend og Fear Factory for ca. 2 uger siden. I aften var det så blevet Københavns tur.

Dunderbeist

Dunderbeist er fra Norge og deres navn betyder Tordenbæst. Bandet opstod i 2008, og består af bla. Af medlemmer fra landsfællerne i Stonegard. Lige præcis Stonegard oplevede jeg tilbage i 2008 på Stengade – det som endte med at blive deres sidste danske koncert. Dunderbeist har været unormalt meget studieaktive, og har siden 2008 udgivet intet mindre end 4 albums og 1 EP. Debutalbummet udkom samme år som de blev skabt og er kaldet ”Second Hand Theft”. Deres seneste opus er fra i år og bærer navnet ”Black Arts & Crooked Tails”.
Jeg var tilfældigt ankommet tidligere end forventet, men det var utrolig heldigt, for Dunderbeist valgte at gå på scenen et kvarter før officiel showstart. Allerede her må jeg udtrykke en smule negativitet (men også det eneste for i aften!), over at det sker; når der står på billetten at koncerten starter kl. 20, så skal koncerten ikke starte kl. 19:45! Også selvom at det er et opvarmningsband.

Lad os se bort fra ovenstående kritik, og fokusere på bandet; det var deres første gang i Danmark. De var klædt i sort og hvidt. Med ansigtsmaling – ikke som i komplet black metal, men i stedet goth-agtigt. Dunderbeist har tilmed 2 forsangere. Minder det om noget dansk? Jeg tænkte først og fremmest på Kellermensch. Okay, de bruger dog ikke ansigtsmaling… Lyden kan til dels minde om dem, men i en langt mere larmende og metallisk version. Lyden er tyk og har meget fylde, både pga. de to guitarer og den dybe bass. Det bliver kombineret med synths elementer i baggrunden, og en skiftevis ren vokal og skrig fra de to sangere. Amager Bio er på dette tidspunkt kun lige omkring ¼ fyldt.

Dunderbeist griber deres instrumenter og sætter gang i et show, som højst sandsynligt kan siges at være det bedste jeg nogensinde har set fra et opvarmningsband. De fyrede den af fra første minut, og man kunne mærke at de havde et oprigtigt ønske om at give publikum en god oplevelse. Især trommeslageren tæsker igennem på sine tønder – det er et smukt syn. Og lyden. Hold da op, det er utroligt. Utroligt at den sidder lige i skabet fra første nummer, og så for det første band. Det tegner bestemt til at blive en god aften, i hvert fald lydmæssigt.

Publikums engagement er dog en helt anden sag, og de ser mildest talt ud til at kede sig. Der er enkelte arme i vejret efter hvert nummer, og ligeledes sporadiske tilråb. Men ikke mere end det. Selv da den ene forsanger næsten hopper ned i den forreste række, sker der ingenting. Og musikken fejler ikke noget – hverken teknisk eller livemæssigt. Der er knald på.

Dunderbeist spiller ca. en halv time, og selvom de ikke taber energi eller gåpåmod, viser publikum bare ingen reel interesse. Ikke engang til slutningen, hvor salen ellers er ved at være over halvt fyldt. I sidste ende lider Dunderbeist ikke over deres egne evner eller lyst til at spille, men at det er det forkerte publikum de spiller for i aften. Er folk bare søndagstrætte? I hvert fald falder showet ret meget til jorden pga. den tamme modtagelse, og Dunderbeist kan derfor ”kun” få 4 stjerner. Men kom endelig igen en anden gang. Dunderbeist har i hvert fald fået 1 ny fan denne aften.

Fear Factory

Amerikanske Fear Factory er tilbage fra 1989 og var i 1990’erne en stor spiller på metalscenen. De har også brudt op et par gange, og det seneste lineup er fra 2009. Hvis man snakker industrial metal, må man nødvendigvis snakke Fear Factory. Over årene har Fear Factory dog også eksperimenteret med både groove metal, death metal og thrash metal. De er senere gået tilbage til deres industrial metal lyd, som bl.a. ses på deres seneste album ”The Industrialist”, som udkom tidligere i år. Deres debutalbum ”Soul Of A New Machine” udkom tilbage i 1992, og et af deres mest kendte albums udkom 3 år senere – nemlig ”Demanufacture”.

Allerede 25 minutter efter Dunderbeist var færdige, stod Fear Factory på scenen. Et kæmpe bagtæppe med deres navn var blevet hængt op, trommesættet udskiftet og salen var nu næsten helt fyldt op. Rimelig godt gået på en søndag. Fear Factory byder os kærligt velkommen ved at sprænge vores ører af via en voldsom stortromme, der ikke stopper for nogen eller noget; vi er i gang med band 2 ud af 3.

Fear Factory er ikke så bevægelige på scenen, udover forsangeren, som vandrer lidt frem og tilbage. Lyden er ganske god, men dog en smule tynd – der mangler konkret noget bass. Publikums engagement er dog langt større end til Dunderbeist, og da ”Edgecrusher” med sin genkendelige intro går i gang, er der glade tilråb og smil. Det foretager sig til dels, da vi igennem de næste 50 minutter bliver mere og mere opmærksomme på, hvor slidt forsangerens stemme egentlig er. Showet er også tydeligvis blot endnu et af mange, og især trommeslageren kan man se ikke giver en fuck. Kombineret med den generelle søndagsstemning der forståeligt nok herskede, nåede Fear Factory aldrig at holde reelt fast i publikum.

Det tager dog ikke den sporadiske gejst fra publikum, og om end større engagement med garanti er set, kan man også mærke at folk nyder at være her og at se Fear Factory. Der er også lyspunkter i løbet af koncerten, primært ved gamle klassikere som f.eks. ”Replica”, ”Powershifter” og tidligere nævnte ”Edgecrusher”.

Dette er dog langt fra nok til at holde fokus i de tildelte 50 minutter, og især forsangerens mangelfulde vokalarbejde trækker ned, og det er synd, for Fear Factory har med rette mange trofaste fans og god grund til deres succes. Jeg har set dem bedre, og det er jeg heller ikke i tvivl om at andre i aften også må have. Fear Factory, kom endelig tilbage, men kom kun hvis I virkelig mener det. 3½ stjerne.

Devin Townsend Project

Devin Townsend er nok mest kendt som frontmanden bag det canadiske ekstrem metal band Strapping Young Lad og The Devin Townsend Band. Begge bands gik desværre i opløsning tilbage i 2007, og manden tog derefter 2 års pause fra tourlivet. I 2009 besluttede Devin Townsend sig for at udsende 4 sammenhængende albums, samlet under The Devin Townsend Project. Idéen var, at de 4 albums skulle være vidt forskellige. Senere samme år udkom de 2 første albums, med navnene ”Ki” og ”Addicted”. Det første var betydeligt mere stille end hans tidligere musik, mens ”Addicted” vendte det hele på hovedet, og derimod var hårdere end hvad han før havde lavet. De næste 2 albums, med deres tilhørende navne; ”Deconstruction” og ”Ghost” udkom så i 2011. Disse albums var, ligesom de 2 tidligere, vidt forskellige fra hinanden, hvoraf ”Deconstruction” nikker til både industrial og ekstrem metal, og ”Ghost”, til dels ligesom ”Ki”, både mixer ambient og experimental rock med det progressive.

Klokken er 22, og det er blevet tid til det sidste band for i aften. Det er Devin Townsend, som i aften står som The Devin Townsend Project. På scenen er der en storskærm, som igennem koncerten viser både billeder og musikvideoer tilknyttet hver enkelt sang. Lyden er rigtig god, og utrolig massiv, og nu er bioen næsten fyldt helt op. Det er Devin Townsend publikum er kommet for at se.

Devin Townsend er totalt på, og fra første sang er der total crowd control. Resten af hans band er dog helt anonyme, godt placeret i baggrunden og viser ingen reel entusiasme. Men hvis man bliver lejet ind, er det nok ikke så spændende i længden – en af ulemperne ved ikke at have et fast band bag sig. Det skal dog ikke tage gejsten fra nogen, for publikum er endelig vågnet af deres søndagstræthed, og Devin både snakker, joker og hygger med os. Nå ja, og blæser vores hoveder af med hans vanvittige musik.

Musikalsk bevæger Devin Townsend over og under alverdens undergenrer, dog som udgangspunkt med afsæt i metal. I aften vælger han ikke at fremføre nogle decideret stille sange, men stadig en god blanding fra både ”Addicted”, ”Deconstruction” og det nyeste opus ”Epicloud” med tilhørende sange som f.eks. den tunge og mærkelige ”Juular”, den ekstremt episke og lange ”Planet Of The Apes”, den smukke og højtflyvende ”Grace” og den komiske og hyggelige ”Lucky Animals”. Alle sange er vidt forskellige, men Devin forstår alligevel at binde det sammen med hans nærværende og intense performance, kombineret med en uovertruffen og ganske imponerende vokal.

Modsat musikken, som på alle måder er ganske højtidelig, er Devin afslappet og cool. Da han på et tidspunkt får folk til at bevæge armene fra side til side, kommenterer han på det med følgende sætning: ”This is almost too gay for me” og griner derefter. Han må også siges at være en speciel karakter, og selvom jeg ikke kender hele hans historie, kan man ikke benægte at han er helt unik og i øvrigt en pisse dygtig musiker – det tekniske niveau i hans sange er himmelhøjt.

Efter ca. 1½ time er det tid til ”sidste” nummer, hvor Devin fortæller om det falske sidste nummer, og det rigtige sidste nummer. Vi får det falske først. Publikum klapper ham ud igen, og så får vi det rigtige. Men så er det også slut. Trætheden er også ved at tage ordentligt fat. Publikum virker dog til sagtens at have kunnet klare mere, og hvis muligheden bød sig, ville jeg bestemt ikke sige nej. Det har været en dejlig aften, og Devin Townsend skuffer på ingen måde live. Jeg vil dog sige, at hvis koncerten havde ligget på en fredag/lørdag, havde det nok været endnu vildere. Derfor vil jeg give 5 stjerner, men samtidigt gøre det klart, at her er en kunstner, som SKAL opleves. Kom snart igen!

Klik her for at se billeder fra Devin Townsend Project

Klik her for at se billeder fra Feat Factory

Klik her for at se billeder fra Dunderbeist

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed