fbpx

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

The Arcane Order - Cult of None

The Arcane Order er hjertebarnet af guitarist Flemming C. Lund (Invocator, ex-Autumn Leaves). Bandet blev dannet tilbage i år 2000 under navnet Scavenger, hvorefter de skiftede navn i 2005 til det nuværende. De udgav ”Machinery of Oblivion” i 2006 samt  ”In the Wake of Collisions” i 2008 – begge på Metal Blade Records, hvor begge fik aldeles fine anmeldelser. Bandet har i mellemtiden skiftet Metal Blade ud med det tyske selskab Massacre Records, og det er blevet tid til at tage pulsen på deres nye udspil ”Cult of None”

Stilen bliver i pressematerialet beskrevet som epic extreme metal. Nuvel, det er ihvertfald ikke den gængse form for melodisk dødsmetal som In Flames osv, der bliver lagt for dagen - Det hele oser af stemning og atmosfære som samtidig sparker røven godt og grundigt på én med masser af blast beats og hyper fede riffs, og til tider er det vel i grunden tættere på black metal, vel og mærke den symfoniske del af genren. Ligeledes bliver der eksekveret nogle vanvittigt fede soloer fra Hr. Lund med masser af melodi og nerve, som giver lige akkurat  toppen af kransekagen på flere af numrene; lyt f.eks til hans blændende arbejde på ”Void Maker” og man vil fatte pointen. Vokalen fra Kasper Thomsen, som vi også kender fra Raunchy, er igen blændende  med hans vrede, ja nærmest hysteriske og varierede vokal, som passer musikken glimrende.

Der er ingen grund til at udpege numre, da alt bare er så gennemført fedt, og  selvom numrene generelt er lange, gør det ikke det fjerneste når musikken er så varieret, og på så højt niveau som tilfældet er her.

Jeg husker de foregående albums som ret fede, men det her er toppen af poppen, hvis I spørger mig: intenst, sejt og aldeles fordybende musik, og så er det dansk ikke mindst. Så er du til melodisk dødsmetal med black metal undertoner af allerbedste skuffe, så støt op, og køb dette hamrende fede album, som nemt kunne blive et af årets højdespringere for denne anmelder!

Tracklist:
1. Reviver
2. Exo Reign
3. Ahab
4. Void Maker
5. Waves Of Trance
6. Faith Eater
7. Hesperian
8. Sun Grave
Samlet spilletid: 58:25

 

Læs mere...

Continuum - The Hypothesis

Det amerikanske progmetalband Continuum synes at være mere projekt end egentligt band. De har eksisteret siden 2009, om ikke andet som idé, men udgiver først nu deres debutplade, som bærer navnet "The Hypothesis". På bandets facebookside står bandmedlemmerne angivet som "members of Decrepit Birth, Animosity"..m.fl., mens kun frontmand Riley McShane (Son of Aurelius, m.fl.), og guitarist og grundlægger Chase Fraser (fra de tre førnævnte bands) er navngivne.

Denne projektstatus skinner måske nok lidt igennem i pladens forløb. Forstå mig ret; musikken er voldsom og brutal, og den den er suverænt udført. Der er tale om teknisk dødsmetal i høj klasse, som bliver leveret med overbevisning og sans for gode riffs, navnligt i sidste nummer; "Steppes to Ascension", som er over ni minutter langt. Men jeg studser noget over, at det eneste andet af de 10 numre, der er over 2½ minut, er et fire minutter langt instrumentalnummer, der mest af alt lyder som en passage eller outro hvor der lige skulle være plads til en trommesolo. Resten af sangene er korte som var de grindcore (1 til 2½ minut), og selvom de hver især indeholder flere toner end man egentlig skulle tro var nødvendigt, mangler der ligesom noget, og pladen bliver aldrig særligt sammenhængende. Sangeren veksler ellers mellem to fede stemmeføringer, og der er vitterligt intet at sætte på bandets kunnen eller pladens produktion. Men ti numre på sammenlagt lige over en halv time, hvoraf de to numre altså tegner sig for over en tredjedel af spilletiden, lugter simpelthen af for mange fikse idéer, som får for lidt plads at udfolde sig på.

For fans af genren synes der at være lidt for lidt værdi for pengene, til trods for niveauet. Og for folk der ikke får gåsehud af skæve taktarter og atonale riffs i tempo 250+ er der kun ganske lidt at hente på "The Hypothesis". Som eksperiment er den ganske fed, men som selvstændigt værk finder jeg den grundlæggende for rodet og ikke helt interessant nok.

Track list:
Hypothesis; A Profound Disc (1:52)
The Epiphany (2:37)
Hypothesis; Evolution (2:01)
Absolute Zero (1:06)
The Awakened Creator (2:39)
Wasps in the History of the Weak (2:24)
Perspective (2:44)
Where the Worlds were Left (4:17)
A Surreal Descent (2:36)
Steppes to Ascension (9:07)

Samlet spilletid: 32m

 

Læs mere...

Temnein - 404 B.C.

Temnein er et Fransk progressivt ekstrem metal band med death/thrash inspirationer fra bands som Between the Buried and Me, Death og At the Gates. Bandet blev dannet i 2009, og efter et par udskiftninger i besætningen var de klar til at inspille deres første album med titlen ”404 B.C” i februar 2013 .  De musikalske inspirationer er mange; lige fra groove og fængende melo-death til old-school heavy metal med guitar harmonier, hardcore tekniske og progressive elementer samt blast-beats. 
Helt sikkert er det, at Temnein har masser af gode idéer med at blande de forskellige genrer, og det fungerer momentvis udmærket som i f.eks numrene ”Tangled” og ”Thirty Tyrants”. Desværre holder det ikke vand på den lange bane, da numrene er alt for lange. Tag nu f.eks det 13 minutter lange ”Bright knife” – her sidder man  faktisk bare og venter halvdelen af tiden på at de interessante ting sker, og nummeret kunne sagtens være skåret ned til det halve. Hvorfor man ikke selv kan se at det bliver møgkedeligt, er mig en gåde. Samtidig går Yoann ”Sub” SACHOT’S vokal mig en hel del på nerverne, idét han på den lille times tid pladen varer, (growler) stort set på nøjagtigt samme kedelige måde uden nogen form for variation overhovedet, hvorfor det kommer til at virke noget ensformigt og unuanceret. Så alt i alt en skive på det jævne, som rent faktisk indeholder mange gode idéer, hvor det hele desværre falder til jorden med de alt for lange numre, og en sanger som i dén grad trænger til at variere sin vokal.
 
Tracklist:
1. Slave – Master
2. Self Division
3. Tangled
4. Heart Hooks
5. Dropping Light
6. Bright Knife
7. The Realists
8. Final Encounter
9. Thirty Tyrants
Samlet spilletid: 54:27
 
Læs mere...

Inner Shrine - Pulsar

Inner Shrine kan vel efterhånden betragtes som en gammel traver på metalscenen. Bandet har eksisteret siden 1995, men er ”still going strong.” To af deres tre medlemmer har været med fra starten og det er faktisk ret fedt, i en tid hvor nogle bands skifter medlemmer som vi andre skifter tandbørster. I sin tid var deres musik ret nyskabende og anderledes i deres hjemland Italien. I dag bliver de betragtet som et af de helt store navne indenfor hvad de selv kalder ”emotional metal”, som vel egentlig er en god blanding af extreme, doom og melodic, med lidt goth steming strøet fint hist og her.  

”Pulsar” er deres femte album og pressematerialet lader mig vide, at det også er deres mest ambitiøse til dato. OG! Et konceptalbum om jordens undergang. Jeg tror det er tiende gang i min tid som anmelder, at jeg sidder med et album der beskrives som lige netop dette, men fred være med det, jeg lytter gerne, og om ikke andet så lyder og smager ”Pulsar” virkelig af undergang og ødelæggelse. Tempoet er langsomt, tænksomt og dommedagsagtigt. Lyrikken er på engelsk og latin, den perfekte blanding til at akkompagnere det valgte scenarie. På åbneren ”Black Universe” kan man virkelig mærke vrede og anger. I det hele taget kan man mærke de her gutter, på den virkelig fede måde! Indrømmet, det er meget svært at høre hvad der bliver sunget det meste af tiden, men det gør ikke noget for man kan med det samme fornemme, hvad det handler om. ”The Last Day On Earth” åbner med lyden af brusende bølger og menneskeskrig og forstsætter med lyden af sirener, mens musikken spiller og forsanger Luca hviskende formidler sine budskaber. Det er rent ud sagt pisse uhyggeligt – men helt fantastisk! Titelnummeret er et af de mest up-tempo numre på albummet og nok en af mine favoritter. Up-tempo eller ej, så er der en utrolig, betagende skønhed over musikken. Især på numre som ”The Rose In Wind” og ”Four Steps In Gray”, der næsten får mit hjerte til at springe et slag over, fordi det bare er så inderligt og samtidig helt ufatteligt velspillet! I det hele taget er Inner Shrine bare dygtige. De spiller præcist, perfekt og totalt overlegent hele vejen igennem, og det er en fryd at lægge øre til.

At man nok skal være til doom genren for at få ret meget ud af dette album, er jeg slet ikke i tvivl om. Det her er langt fra musik for alle, der er intet her der er tilnærmelsesvist mainstream eller publikumspleasende – kun for det publikum Inner Shrine søger at please. Og det synes jeg faktisk er rigtig fedt! Musikken er gennemført smuk og nærværende, den taler helt igennem for sig selv og af alle de album om verdens undergang, jeg har hørt i år, så er ”Pulsar” uden sammenligning det bedste! Jeg giver fuldt hus til de dystre italienere, der på den lille time albummet spiller både ryster mig i min grundvold og næsten får mig til at græde. Det her, det er fandeme godt!

Tracklist:

1. Black Universe
2. The Last Day On Earth
3. The Rose In The Wind
4. Pulsar
5. Peace Denied
6. Four Steps In Gray
7. Immortal Force
8. Between

Samlet spilletid: 53:00

Læs mere...

Soilwork, Keep of Kalessin, Deals Death

Det var blevet søndag aften og den skulle vise sig at stå i metallens tegn. Soilwork var nemlig kommet til byen med deres europæiske Living Infinete Tour! Med på touren havde de normændene fra Keep of Kalessin og landsmændene fra Deals Death. Man måtte tænke at der nok skulle blive fuldt hus til sådan et arrangement.

 

Men sådan skulle det ikke være.  Da jeg ankom til spillestedet Amagerbio, var der ingen kø ude foran, kun ganske få metalfans der havde undsluppet søndagssofaens lange klør og begivet sig ud i det kolde vejr for at deltage i løjerne. 

 

Deals Death

Det første band i aften var svenskerne i Deals Death, der for kort tid inden havde fået tjansen at afløse bandet Sybreed, der havde bakket ud af touren grundet et bandmedlems afsked.

 

Svenskerne indtog scenen på slaget 20.00, hvor der ikke var mange mennesker at finde på gulvet foran scenen og hvilken skam. Men det lod ikke til at gå svenskerne meget på, da de indtog scenen med et smil og en fanfare af dobbeltpedal og ”guitarshredding”. Men desværre var lyden meget uklar og meget mudret, så man kunne slet ikke danne sig et klart lydbillede af hvad der foregik oppe på scenen.

 

Bandets forsanger gjorde virkelig sit bedste, for at oppe stemningen ved at underholde det fremmødte publikum. Han fik folket til at klappe i takt, udstede kampråb og alt dette blev gjort på svensk. Desværre var det ikke noget danskerne tog særligt meget til sig. Efter 2 numrene blev lyden heldigvis meget bedre, så man nu for alvor kunne nyde det meget velspillende melodiske dødsmetal band. Deals Death spillede godt og tight, men formåede desværre ikke at vække det søndagssøvnige publikum

4/6

 

 

Keep of Kalessin

En kort smøg/øl pause (vand for mig) blev scenen indtaget af norske Keep of Kalessin, som gik lettere ubemærket på. Der var hverken sampleintro, guitarhyl eller trommebankning. Endnu engang var lyden ikke med os, for guitaren manglede bund og så var lilletrommen alt for høj og til at toppe dette, så var det heller ikke nogen særlig velspillende trigger som sad på stortrommen.

 

Heldigvis, blev der efter kort tid rettet op på lyden, så de fremmødte metal fans kunne høre hvad de headbangede til. Selvom dette band kun havde én guitarist i besætningen, så formåede Keep of Kalessin at udfylde lydbilledet på imponerende vis. Både guitaristen og bassisten sang begge under koncerten og gjorde begge et godt stykke arbejde, trods den lidt for tilbagelænede attitude som de begge havde under showet. Keep of Kalessin var knapt så interessant et møde som Deals Death. Lyden var endnu en gang ikke rigtig skarp, men hvor Deals Death havde en positiv attitude, var Keep of Kalessin lidt for tilbagelænede. 

3 / 6 

 

Soilwork

Så var tiden kommet til det vi alle (i hvert fald de fremmødte) havde ventet på. Tiden var inde til en ordentlig dosis svensker metal! Bandet indtog scenen med sådan en magtdemonstration, at det halve kunne være nok. Lyden sad lige i skabet allerede fra første anslag og det er nemlig meget vigtigt, for Soilwork ligger stor vægt på de små detaljer. Bandet var tændt og klar til at vise danskerne hvor IKEA skabet skulle stå. Bl.a. var bandets trommeslager Dirk og forsanger Björn ”Speed” Strid virkelig i deres es, og specielt Strid underholdte publikum gennem koncerten med sit svenske, let forståelige Skånske dialekt.

 

Efter kort spilletid var amagerbio allerede ved at koge over. Der blev moshet, headbanget og dannet circlepits. Selvom denne europa tour var til ære for bandets nye dobbelt album ”The Living Infinete”, så spillede Soilwork til alles store glæde også man masse gamle numre fra deres bagkatalog. Numre som ”Follow the Hollow”, ”Bastards Chain”, ”Overload” var at finde på setlisten, og selvfølgelig to numre som efter undertegnedes mening, bandets to største hits nemlig ”Nerve” samt ”Stabbing the Drama”. 

 

Soilwork kom så og sejrede for at bruge en gammel floskel. Der var fra start ingen tvivl om hvem hovednavnet var og det var der så sandelig heller ikke efterfølgende. Det var en tour de force i metal der blev leveret fra svensk side. Stærkt, imponerende og velspillet. Det var en fornøjelse at blive underholdt søndag aften af Soilwork, en skam, at der ikke var flere der tog imod den invitation.

6/6

 

Alt i alt en rigtig god aften i selvskab med vores skandinaviske venner, som hver i sær, leverede en metaloplevelse som uden tvivl var bedre end sofaen og en go film uden afbrydelser!

Læs mere...

Terrorway - Blackwaters

Med blot 5 år på bagen som band og en enkelt – dog anmelderrost – EP i bagkataloget kommer Terrorway nu med deres første fuldlængde album, ”Blackwaters.” De er italienske – helt præcist fra Sardinien – men har faktisk haft en del kontakt med den danske metalscene. De har været support for Mnemic, og ”Blackwaters” er mixet af Jacob Olsen, som vi kender for at have mixet og indspillet albums for b.la. Hatesphere, Crocell og Moonspell.  

Og det er da bestemt heller ikke produktionerne, der fejler noget på den her skive. Det er faktisk bare resten. Melodierne, musikaliteten…det kan jeg bare ikke rigtig finde. Terrorway spiller metal, der emmer af aggressivitet….og ikke så meget andet. Jeg synes, at der er langt imellem de interessante indslag på den her skive, desværre. Pladen åbner med nummeret "Wretched", der starter lige på og hårdt, efterfulgt af titelnummeret, som vælter derudad med 180km i timen. Og sådan forstætter det faktisk bare i lidt mere end en time. Nej okay, sidste nummer, ”Ruins”, er faktisk ganske udmærket, det har lidt interessante temposkift, et superlækkert stykke guitarsolo, der smager af noget traditionelt italiensk og har en rimelig god melodi. Lige præcis det nummer skiller sig ud fra resten, der, hvis jeg må være helt ærlig, er pisse ligegyldige. Og så har forsangeren altså den mest skabede vokal, jeg endnu har hørt hos et metalband – der ikke havde kvindelig forsanger, vel at mærke! Det meste af tiden lyder han mere som et forurettet barn, end en voksen mand med et budskab. Hvis der da er et?

At dette nok må blive min korteste anmeldelse til dato, huer mig ikke, da jeg tager mit job meget seriøst. Hvis bare Terrorway tog deres job som musikere ligeså seriøst, havde jeg måske haft noget mere at skrive. Men denne gang mangler jeg virkelig ord. Igen vil jeg tilføje, at profuktionen og lyden er helt i top, der er ikke en finger at sætte på den gode hr. Olsens arbejde. Men bortset fra det er ”Blackwaters” nok en af de kedeligste, mest intetsigende skiver, jeg har lyttet til i år.  

Tracklist:

1.       Wretched
2.       Blacwaters
3.       In A Swamp
4.       Keep Walking Silent
5.       The Inascapable Plot
6.       Chained
7.       Renewal
8.       A Cursed Race
9.       Ruins

Samlet spilletid: 01:03:00

Læs mere...

Iwrestledabearonce – Late For Nothing

Under Iwrestledabearonce’s Warped Tour sidste år måtte sangerinden Krysta Cameron forlade bandet pga. graviditet, og enhver som har hørt hendes både skræmmende og mangfoldige vokal vil vide, at det ikke er let at finde en værdig erstatning med kort varsel. Det lykkedes alligevel, så nu er det canadieren Courtney LaPlante, som står i front. Og det til bandets store tilfredshed, så hvad der i første omgang var tænkt som en midlertidig løsning, ser ud til at blive permanent.

LaPlante disker da også op med de samme vokale attributter som sin forgænger, så der både skriges, hvæses og growles i tilgift til en meget nydelig ren vokal, som også ville kunne gøre sig i mange andre sammenhænge. Her fungerer den fint sammen med musik, som vanen tro består af mange tilsyneladende usammenhængende dele, der sammen udgør en struktureret form for kaos.

Iwrestledabearonce har sat sig for at gøre deres musik lettere tilgængeligt, og det må man sige er lykkedes meget godt. Vokalerne indeholder meget mere af de rene elementer end før, og også musikken holder lidt igen med de voldsomme udskejelser. Det gør ”Late For Nothing” noget nemmere at gå til, og vil helt sikkert skaffe bandet nye venner. Til gengæld er det også mere ordinært, og man giver lidt køb på skarphed og selvstændighed, hvilket i mine øjne er et skridt i den forkerte retning.

Tracklist:

01. Thunder Chunky

02. Letters To Stallone

03. Snake Charmer

04. Boat Paddle

05. Firebees

06. Mind The Gap

07. Carnage Asada

08. The Map

09. That’s A Horse Of A Different Color

10. I’d Buy That For A Dollar

11. Inside Job

12. It Don’t Make Me No Nevermind

Samlet spilletid: 57:52

Læs mere...

Meshuggah, Kongh

Sidste gang Meshuggah stod på dansk jord var som co-headliner til sidste års Copenhell. Sidste gang de befandt sig på en indendørs scene, var i Amager Bio for godt og vel 2 år siden. Jeg har selv oplevet Meshuggah 3 gange tidligere. Jeg havde personligt glædet mig til at se Meshuggah i så intime rammer som Lille Vega kan tilbyde, så på trods af træthedens kvaler fra gårsdagens Copenhell Metal Cruise, fik jeg slæbt mit korpus mod Vesterbro. Jeg fortryder på ingen måde at min energi om mandagen var ikke-eksisterende – koncerten var det hele værd.

Kongh:
Aftenens support bestod af landsfællerne i Kongh. Et mærkeligt og malplaceret supportnavn; Kongh bevæger sig i doom/sludge genren og er altså meget langt fra Meshuggahs lyd. Dog er Kongh også et anerkendt navn indenfor netop de(n) genre(r), så måske var det derfor de var blevet hyret. Under alle omstændigheder overviste Kongh mig ikke om deres musikalske kvaliteter denne aften.


Præcis kl. 20:00 stod Kongh klar på scenen til et pænt besøgt Lille Vega – dog langt fra proppet på trods af ”udsolgt” skiltet ved entréen. Kongh indhyller os hurtigt i deres langsomme og doomede univers, og formåede på de ca. 45 minutters spilletid faktisk kun at præsentere 4 – 5 numre. Dvs. at flere numre nærmede sig, eller overskred, 10 minutters længde. Da det jo er doommetal, er både band og publikum som forventet ganske stillestående.

Kongh spiller i sig selv ganske ok, men formår ikke at opvarme eller imponere mig på nogen måde. Koncerten føles løs og en anelse improviseret; de lange mellemstykker fører ikke nogle steder hen. Faktisk føler jeg mere en trang til at smutte udenfor og vente på Meshuggah. Kongh er bare malplaceret og passer slet ikke ind. Dog ser det ud til at enkelte i salen kender musikken i forvejen, og det giver en smule kontakt imellem dem og musikerne, men det er ikke noget som resten af salen inkluderes i. På den lydmæssige side er der som sædvanligt intet at brokke sig over; det hele går fint igennem.

Da koncerten slutter efter ca. 45 minutter føler jeg trætheden komme snigende, nu endnu hurtigere end tidligere. Fejlen ligger ikke hos Kongh, på trods af en lidt slap performance, men i stedet primært hos arrangørerne; hvad er idéen i at sætte de to bands sammen? Publikum fortjener bedre opvarmning, eller bare slet ingen – det ville ikke have gjort nogen forskel. Faktisk ville publikum nok have været bedre tjent bare med Meshuggah. Kongh fortjener også at blive set og hørt i de rigtige rammer, som f.eks. på Heavy Days In Doom Town som bekendt foregår denne weekend.

Det bliver til 2½ stjerne; koncerten var ikke decideret skidt, men på ingen måde interessant. Også var den fuldstændig unødvendig. 

Meshuggah:
Det svenske metalband Meshuggah er med rette anerkendt som et unikt band i det meste af verden og kendt for opfindelsen af udtrykket/genren ”Djent”. Med deres imponerende blanding af ekstremt metal, såvel som eksperimentale og progressive lyde – og selvfølgelig deres kendetegn i form af polyrytmiske melodier og rytmer. Tidligere har Meshuggah også inkluderet både dødsmetal, thrashmetal og fusionsjazz i deres musik.

Meshuggah opnåede deres første internationale ”gennembrud” med ”Destroy Erase Improve” fra 1995. Med ”gennembrud” skal det forstås således, at Meshuggah aldrig for alvor har slået kommercielt igennem, men i stedet hersker i undergrunden og er af mange påpeget som et af de vigtigste metalbands i verden. Siden ”Destroy Erase Improve” har Meshuggah udgivet ”Chaosphere” fra 2002, ”Nothing” fra 2002, ”Catch Thirtythree” fra 2005, ”obZen” fra 2008 og senest ”Koloss” fra 2012.

Lille Vega er nu fuldstændig proppet. Således bliver Meshuggah budt hjerteligt velkommen af alle i salen. Scenen er, foruden trommeslagerens imponerende sæt, fyldt med alskens lysinstallationer – og de blev brugt til fulde. Da Meshuggah betræder scenen er det nemlig igennem det blændende lysshow at vi ser 5 mænd, som mest af alt opfattes som skygger eller mørkemænd i deres performance.


Lyden er... Fuck den er god. Tak, lydmand. Det er satme i orden. De 8-strengede guitarer er lækre. Trommerne er lækre og fyldige, og vokalen er ikke til at overhøre. Den altoverskyggende, mystiske og hvide-ud-af-øjnene-imiterende forsanger har publikum i sin hule hånd. Efter den dystre ”Swarm” går det meste af publikum amok til tonerne af ”Combustion”. Sådan forløber det meste af koncerten; nogle få hurtige og aggressive numre, og ellers en del ”langsomme” af slagsen.

Hvad jeg måske altid har savnet til Meshuggahs shows, har netop været en stærkere social identitet fra i hvert fald bare forsangeren; al respekt og forståelse for at guitaristerne ikke kan løbe rundt og headbange med de rytmer de har gang i. Men forsangeren kunne sagtens tale lidt mere og komme endnu mere udover scenen. Når det så er sagt, så var Meshuggah betydeligt mere oplagte i aften, end jeg husker dem fra både Roskilde Festival i 2010 og på Copenhell i 2012.

Men her kommer så min pointe; Meshuggahs musik er ikke dødeligt. Det bør være helt umuligt at komponere den musik, og endvidere umuligt at spille den musik live, men det kan Meshuggah. I den forstand gør det på en måde Meshuggah til det nærmeste vi kommer på guder (på scenen), og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke reelt kan realisere hvad jeg ser; det er udover imponerende. Det er ikke engang en magtdemonstration. Det er bare… Mere. Der er ikke nogen som kan det som Meshuggah kan.

Og publikum er naturligvis ellevilde. Klapsalver både før og efter hvert nummer, moshpits til flere af sangene, en masse arme i vejret konstant og hengivende råb fra den totalt proppede sal. Musikalsk er det primært de to seneste udgivelser ”obZen” og ”Koloss” som er bedst repræsenteret i aften med bl.a. numre som ”Swarm”, ”Combustion” ”obZen”, ”I Am Colossus”, ”Dancers To A Discordant System” og selvfølgelig ”Bleed”, men også ældre numre som f.eks. ”Rational Gaze” og ”New Millenium Cyanide Christ” fandt vej til sætlisten.

Efter 12 numre forsvinder Meshuggah fra scenen, men publikum VIL have mere – og det får vi i form af først ”In Death – Is Life” og den fuldstændigt overrumplende og ca. 13 minutter lange ”In Death – Is Death”, begge fra ”Catch Thirtythree”. Vanvittig afslutning. Guddommelig.

Meshuggah kom, men de så ikke – de sejrede bare. Hvis nogle som læser denne anmeldelse endnu ikke har set de svenske teknikere live, så er det med at få det gjort. NU! Den absolut eneste grund til at jeg ikke giver fuldt hus, er fordi jeg godt kunne ønske mig at se en forsanger som bare var lidt mere social – og så beklageligvis fordi jeg selv var så træt, at jeg ved min egen oplevelse kunne have været perfekt, men ikke blev det. Det er selvfølgelig ene og alene min egen skyld, og derfor vil den reelle karakter for alle andre nok nærmere være 6, men altså stadig 5½ for mit eget vedkommende. Tak, Meshuggah, for at blæse mit hoved af.

Sætliste:
1) – Swarm
2) – Combustion
3) – Rational Gaze
4) – obZen
5) – Lethargica
6) – Do Not Look Down
7) – The Hurt That Finds You First
8) – I Am Colossus
9) – Bleed
10) – Demiurge
11) – New Millenium Cyanide Christ
12) – Dancers To A Discordant System
Encore:
Mind’s Mirrors
13) – In Death – Is Life
14) – In Death – Is Death
The Last Vigil

Læs mere...

Detrimentum - Inhuman Disgrace

Jeg er efterhånden begyndt at være temmelig begejstret for de bands, som er i stald hos Deepsend Records; i dette tilfælde er det nu Detrimentum, som kommer fra England, der er under luppen. Detrimentum udgav i 2008 deres debut album ” Embracing This Deformity ”, hvor bandet fik grundlagt deres extreme stil. På denne nye skive er følgende lineup at finde: Jonathan Butlin på guitar/bas, som smider de ondeste riff af på skiven. På vokalen og guitar er det Paul Wilkinson, som må siges at være som skabt til denne genre. Det nye medlem på trommerne er Steve Powell, som kommer fra Anaal Nathrakh, og hvis man før har hørt det, så behøver jeg vel ikke skrive mere om ham !
Det fede ved Detrimentum på denne nye skive ” Inhuman Disgrace ” er, at efter deres nye trommemaskine (Steve Powell) er sat i gang, får de to andre medlemmer virkelig mulighed for at lave lækkerier. Hele albummet er en blanding af hurtige tempo skift blandet med mørke blackmetal riff. Vokalen er brutal, dog kan man opleve Paul Wilkinson prøve med helt rene toner og selvfølgelig også de dystre mørke skrig. Til tider bliver den voldsomme stil afbrudt af melodiske rytmer, for igen at blive skudt i sænk af trommemaskinen.
Jeg syntes godt, at det kan nævnes, at bandet igennem de sidste fem år har rejst meget rundt med bands som Kataklysm, Immolation og Bolt Thrower for at give den gas, netop fordi at ” Inhuman Disgrace ” virker erfaren, gennemarbejdet og frem for alt pisse fed. Det skal da også nævnes, at produceren er Russ Russell (Dimmu Borgir, Napalm Death, Evile).
Hvis man ejer deres debut album, vil man helt sikkert kunne høre, hvor meget Detrimentum har udviklet sig, når man f.eks. får gang i nummeret ” Dominus Detrimentum ”. Men som før skrevet, så er hele albummet en god oplevelse, som jeg helt sikkert kan anbefale at få købt.

Trackliste:
1.The Crimson Legacy
2.Pestilence Shared With The Worms
3.Ascension
4.Effigies Of The Silent Kings
5.In The Shadow Of The Cross We Burn
6.The Journeyman´s Lament
7.Dominus Detrimentum
8.Mine Is The Glory (Wretched Release)

Samlet spilletid: 44:41
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed