fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Ethereal Kingdoms, Royal Metal Fest 2019

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville anmelde Ethereal Kingdoms. Ikke at jeg nogensinde har hørt deres musik, men det er der andre, der har. Og lad os bare sige, at det er en gruppe, der deler vandene.

Nok ikke mindst i et land som Danmark, hvor man åbenbart helst skal spille metal med et vis islæt af bøvethed og samtidig gerne være så jordnær udadtil som muligt. I hvert fald hvis man vil undgå at blive kaldt prætentiøs og få evergreen-prædikater som “lort” og “bøsse” påduttet sig af det kritikersegment, der ofte udtaler sig i de mest farverige vendinger om den type kreative frembringelser, som de er mindst kvalificerede til at bedømme.

Ethereal Kingdoms spiller nemlig så’n noget opera-metal. Det er ikke min genre, men jeg prøver at bibeholde et åbent sind. Jeg overværede trods alt en glimrende koncert med Nightwish på Wacken for en håndfuld år siden, på trods af at deres albums ikke siger mig det store.

Men man kan lige høre kritikerne: “Nøøøh, det’ kråftødmøh bårh så’n nå’ed BØSSØH-LÅRT!

Nej. Det er dig, der er en bonderøv, og det er tragisk, at du overhovedet ikke aner, hvorfor du bør skamme dig over det.

… Anyway, nu anmelder jeg så alligevel Ethereal Kingdoms. For jeg synes alt andet lige, de fortjener omtalen.

Da vi entrerer Radar, er der godt gang i showet. Det første, der slår mig, er den dybt talentfulde vokalist Sofia Schmidt, der imponerer med sin vekslen mellem klokkeklar sopran og growls, der burde ukampdygtiggøre hendes stemmebånd resten af dagen. I al sin elveragtige, silkeklædte ynde er hun bestemt heller ikke helt uinteressant at kigge på.

Musikken har al den skamløse Within Temptation-patos, som den kan trække; dog heldigvis langt fra lige så steril og markedskalkuleret. Det symfoniske islæt minder mig snarere om arrangementerne hos et band som Kamelot. Det er muligt, at strygerne bare kører over PA’et. Det er osse muligt, at hele svineriet bare er indspillet på et Roland: Det lyder, som det skal. Der er kælet langt mere for detaljerne end hos flere større grupper indenfor den symfoniske metal.

Dog er det lidt skidt, at guitaristen somme tider halter i sine egne leadtemaer. Men jeg ved ikke, om der er nogle monitorproblemer; somme tider virker det også, som om Sofia Schmidt kan høre sig selv bedre, end vi kan høre hende. De er i hvert fald på arbejde nede i lydpulten.

Nu vi er ved kritikpunkterne, kunne jeg have ønsket mig nogle flere opfindsomme riffs. Der slås lidt for tit over i hugge-i-den-dybe-E-modus. Det ville klæde bandet at besøge nogle mere strømlinet-powermetalliske retninger — eller måske noget mere i retning af Fleshgod Apocalypse. Begge dele er nærliggende territorium.

Narrativet er et kapitel for sig. For bandets teatralske, episke fundament dækker ikke bare form, men også indhold. Så der foregår en eller anden historie på scenen med kommende og gående karakterer i showets løb. Et par hvidmaskede, spøgelsesagtige skikkelser er faste indslag; tillige et bette tremandskor. Og forsangerinden interagerer med dem på forskellig vis.

Det fungerer sikkert, hvis man kender historien og er med på den. Men hele teaterelementet — endda komplet med enkelte forfattede dialoger — er for fremmed for mange af os. Så er der én af de dér kor-gutter, der åbenbart har en vigtig meddelelse til hende vokalisten, og så gi’r han hende en violin, og så skriger hun og smadrer den mod en monitor. Det har utvivlsomt en omhyggeligt gennemtænkt symbolik, men hernede hvor jeg står, er vi færdige af grin. (Hey: Vi er på festival; vi er sandsynligvis stadigvæk lidt bagstive og har for længst fået de første par bajere, så vi er ved at være godt kørende igen). Og senere river hun vistnok et hjerte ud af en eller anden og smører blod ud i hovedet på sig selv. Og så har kor-gutterne pludselig masker på, og det har sikkert også nogle kunstneriske årsager.

Men tag ikke fejl: Vi klapper og hujer noget så flittigt. For når jeg hermed giver Ethereal Kingdoms 4,5 stjerner, er det ikke fordi, jeg selv kunne finde på at sætte deres musik på anlægget, men fordi de er et forfriskende ambitiøst og højtragende islæt i et land, hvor metallen har haft en tendens til at grynte, vrisse, og bøve alt for meget. Jeg kunne sågar finde på at se dem live igen, for jeg føler mig ikke bare solidt underholdt, men tillige opløftet, inspireret og håbefuld på gruppens vegne.

Ethereal Kingdoms skal stå på en meget større scene, hvor der er plads til al deres kreativitet og virkelyst. Og det skal nok i virkeligheden slet ikke være hér i Danmark.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed