fbpx

Editors - Store Vega, 28.03.18

Britiske Editors er ikke fremmede på vores breddegrader, men dette er alligevel mit første møde med dem – og derfor jeg er at finde i Store Vega denne aften.

Editors:
ABBA / Rasputin, blodrødt lys, ingen albueplads (der er udsolgt) – vi er i gang. Men til en overraskende flad start og efter fire sange har der kun været sporadiske og meget kortlivede fællesklap. Selvom det er nyere sange, så er der stadig udsolgt, de fleste har fri i morgen tilmed – så... hvor er bandets fans? Ikke engang oppe foran er der nogen nævneværdig gejst at spore.

Måske er det lyden? Lilletrommen er den fladeste i mands minde, men jeg spekulerer på om det er bevidst. Editors musik er jo i sin natur tør, kantet og noget flad i det. Volumen, dog, behøver ikke være i den lave ende, som altså er tilfældet. Overordnet lyder det dog godt, bare, ja, noget fladt. Måske er det bandet? Deres tilstedeværelse føles lynhurtigt som den grumme rutine: fra forsangerens akavede armbevægelser til hans hastigt leverede ”thank you, good to be back, we MISSED you Copenhagen!” leveret akkurat lige efter den første skærings sidste tone. Og de andre på scenen gør heller ikke den store figur af sig. Kan godt være det er påske, men for Editors er det nok bare (endnu) en onsdag, endnu en dag på kontoret

De mere elektroniske elementer fra den nye plade lyder derimod enormt godt som f.eks. i titelsangen ”Violence”. Det bliver næsten trancet, og medfører, af alle sange, spontan jubel og klap rundt omkring. Det er bare ærgerligt, at man så insisterer på at trække det i langdrag i den statiske outro – det bliver lige tre minutter for langt, og kunne ellers have været et højdepunkt. Synd. Det elektroniske aspekt er jo som bekendt ikke at finde i samme grad på tidligere albums, så det er en sjov blanding at gå til og fra på skift. Men det fungerer udmærket.

Men så sker der lige pludseligt noget. De næste fem sange i form af ”Lights”, ”Blood”, ”Munich”, ”An End Has A Start” og ”In This Light And On This Evening” er af ældre karakter, og det rykker lidt mere i publikum. Men det er ikke meget anderledes, men så er vokalleveringen i især ”Blood” altså heller ikke noget at skrive hjem om. I ”An End Has A Start” er der endelig bare en lille form for interaktion mellem band og publikum, om end flygtigt. Og sådan fortsætter det, mellem nyt og gammelt, elektrisk / elektronisk og akustisk, men uden det nogensinde stikker af. Der er øjeblikke hvor det nærmer sig, som f.eks. førnævnte og igen i ”Racing Rats”, men så heller ikke mere.

Med alt ovenstående skrevet, lyder det hele ganske fint – det hele kører som smurt. Men det er lige dét: i 80 – 85 % af tiden kunne jeg ligeså godt have sat musikken på derhjemme, og det går jo ret basalt imod idéen ved en koncert. Så det er ikke fordi det nogensinde bliver decideret dårligt, men det dykker flere gange og hæver sig kun enkelte steder, så det alt i alt ender ganske fladt.

Sætliste:
1) – Hallelujah (So Low)
2) – A Ton Of Love
3) – Formaldehyde
4) – Darkness At The Door
5) – Violence
6) – No Harm
7) – Lights
8) – Blood
9) – Munich
10) – An End Has A Start
11) – In This Light And On This Evening
12) – Eat Raw Meat = Blood Drool
13) – Nothingness
14) – Belong
15) – Sugar
16) – The Racing Rats
17) – Ocean Of Night
Encore:
18) – No Sound But The Wind
19) – Cold
20) – Magazine
21) – Papillon
22) – Marching Orders
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Editors, Balthazar

Weekenden er som oftest at foretrække når det handler om at gå til koncert. Dette betyder nemlig at man kan købe sig en ekstra øl og lade timerne blive sene med god samvittighed. Denne torsdag aften kunne det dog tydeligt ses på fremmødet på Store Vega, at det ikke var weekend. Efter en råkold efterårsdag med blå himmel og minimal vind, havde kun et fåtal af mennesker valgt at dukke op, så balkonen var desværre lukket af.

 

Balthazar

I aften er det den belgiske indie-kvintet Balthazar, der skal stå for opvarmningen. Bandet går på scenen til lyden af et messende orgel og med lyset tændt. De erfarer hurtigt, at gulvet er så godt som tomt, hvilket forståeligt ikke tilfredsstiller den ene af bandets forsangere. Fire af medlemmerne står på en snorlige række fremme ved scenekanten, hvilket nærmest danner en mur. Dette skaber en autoriter følelse og det fungerer rigtig godt, i det de begynder at spille deres melankolske og storladne indie-rock. Basguitaren står nærmest forrest i lydbilledet, hvilket jeg personligt kun kan bifalde, da bassistens riffs er utroligt gode, og de leveres med præcision. Han er ligeledes, den på scenen der viser mest overskud og nyder at spille. Bandets eneste kvindelige medlem står i modsatte side af scenen bag sit keyboard, men spiller i løbet af koncerten også på violin. Hun har en god kemi med den ene forsanger, der ligeledes spiller på elguitar. De to lever op som koncerten skrider frem, modsat bandets anden forsanger, der på bedste indie-manér har sin akustiske guitar siddende nærmest oppe under hagen. Han virker utrolig ugidelig til trods for at salen langsomt fyldes mere og mere op. Deres fire vokaler har dog en rigtig fin harmoni, når bassisten og keyboardspilleren er med til at synge kor. Trommeslageren, der er placeret omme bagved, falder grundet hans placering lidt i baggrunden, hvilket er en skam, da han har god energi. 

 

Balthazar slutter tamt af, med et langsomt nummer, er ender med ren korsang, der forgæves opfordre publikum til at hæve deres glas. De kommer desværre aldrig rigtig ud over scenekanten, til trods for at de er velspillende og har en god harmoni.

 

4 ud af 6.

 

Editors

Der er gået lidt under tre måneder siden Editors indtog Tivoli i København. Om dette kan have noget at gøre med det svigtende billetsalg, er ikke til at sige, men det påvirkede heldigvis ikke bandet. Gulvet er tætpakket, nu hvor bandet går på med lyset i ryggen. Forsanger Tom Smith siger ’Hallo’ og ”Sugar” fra deres nye album ”The Weight Of Love” sættes i gang. Vokalen er dog en kende for lav, hvilket giver en lidt ujævn start på koncerten. Før koncerten i Tivoli havde Smith trykket et par ribben, hvilket hæmmede hans performance på scenen dengang. I dag er det en helt anden snak! Fra start af slynger han med mikrofonstativet, laver sine skæve signatur armbevægelser, samtidig med han har et fantastisk publikumstække. Til trods for en ellers energisk start på koncerten står publikum stadig meget afventende, Smith siger ’Tak’ på dansk i det nummeret afsluttes, og der falder kun et semi-engageret bifald. 

 

Efterfølgende bliver vores ører forkælet med tre i streg i form af ”Someone Says”, ”An End Has A Start” og ”You Don’t Know Love”, hvilket gør at hele deres diskografi med det samme har været i spil. Trommeslager Edward Lay knokler hele koncerten og spiller helt utroligt tight. Han er desværre placeret utroligt langt tilbage på scenen og for det meste kun badet i mørk belysning, så til tider glemte man helt at holde øje med ham. Trommeslagere har dog ryg for, at være den man glemmer på en scene. Men i aften står keyboardspiller Elliott Williams ligeledes helt tilbage, hvilket gør, at han nærmest er umulig at se for for hele venstre side af salen. Guitarist Justin Lockey står helt fremme på højre scenekanten, men uden at gøre et videre væsen af sig. Sammen med trommerne udgør de sprøde guitarriffs (og naturligvis Smiths vokal) karakteristikken af  Editors lyd, og dem kan man dog heller ikke sætte en finger på. Lockey leverer sine riffs til perfektion, bare uden at være fysisk engageret. Dette hæmmer koncerten en del, da der løbende er lydproblemer som hærger koncerten, og det soundcheck der blev foretaget i pausen, har tydeligvis været foretaget lige en tand for hurtigt. Lilletrommen starter ud med at være for høj i mixet, og bliver senere skruet alt for langt ned. Guitaren falder løbende ud i egentlige sektioner, selvom man tydeligt kan se Lockey spille løs.

 

Med denne kritik skal det dog siges, at der løbende dumper sange ind fra deres tredje album ” In This Light And On This Evening” fra 2009. Sangene er meget elektronisk baserede og i et højere tempo, hvilket hæver energiniveaet betydeligt. Vi får blandt andet lov til at opleve ”Eat Raw Meat = Blood Drool”, hvor bassisten Russell Leetch styrter frem og tilbage over scenen, mens han svinger sin bas i alle retninger. Smith kravler op på sit klaver, hvor han krøller sig sammen alt imens han synger. Selv under disse numre virker publikum uimponerede. Det tidspunkt der minder mest om et egentlig engagement fra tilskuernes side, er under singlen ”A Ton Of Love” fra den nye udgivelse, hvor der sporadisk er lidt fællessang. Under afslutningsnummeret ”Papillion” står folk som forstenede. Selv da nummeret stikker af i stroboskoblys og en voldsomhed i lyden der nærmest kan minde om en omgang metal, med et band der giver den alt hvad den kan, giver folk ikke rigtig noget for en ellers skøn afslutning.

 

Så på denne torsdag får Editors desværre ikke vundet publikum på noget tidspunkt. Det er en skam, for til trods for de løbende lydproblemer, gør bandet en virkelig god indsats for at levere et godt show. Tilskuerne gider bare ikke rigtig tage imod, hvilket kan undre en, da stemningen mest minder om en festivalkoncert, hvor publikum ikke kender det fjerneste til bandet i forvejen. Derfor lyder der en stor ros til Editors og et ’Skam jer Vega!’ her fra.

 

4 ud af 6.

 

Læs mere...

Editors

Efter det britiske band tidligere på året udgav deres noget genreskiftende tredje album ”In this Light And On This Evening”, var der nok mange, herunder undertegnede, der havde glædet sig til, at høre hvordan bandets nyfundende elektro-synth-rock lyd ville udfolde sig live overfor publikum.

På en meget stormfuld aften havde bandet samlet alt, hvad der kunne samles, til en fuldstændig udsolgt koncert i Store Vega. Med perfektionisme gik bandet på scenen iført blåt lys og en masse røg. Det skulle hurtigt vise sig, at bandet i høj grad havde valgt at ligge vægt på deres nyeste materiale, pakket ind i et tæppe af massive hits, der under hele koncerten var med til at holde et højt niveau. Med titelnummeret fra bandets nye album, lagde Editors fra land med forsanger Tom Smith siddende ved sit klaver – uden guitar, noget der gjorde sig gældende for halvdelen af koncerten. Når Tom Smith ikke sad bag sit klaver, leverede den karismatiske forsanger et indlevelsesrigt show, der kun kunne efterlade den tilstedeværende publikummer med forbløffelse. Sjældent har jeg set en forsanger fordybe sig så meget i sine tekster, og med diverse akrobatiske færdigheder og smidigheder vride sig rundt om mikrofon, guitar og klaver/keyboard. De tre resterende medlemmer af bandet forholde sig tvært imod forholdsvist stille og i baggrunden på scenen. Det var dog ikke noget, der decideret skadede koncerten, da der var rigeligt at ligge mærke til på scenen, bl.a. det massive bombardement af sanseindtryk, såvel musisk som på lyssiden.

Lyden i salen var, som altid, perfekt. Bandet gik klart igennem på alle fronter, og kunne i ro og mag koncentrere sig om, at få leveret deres musik til publikum. Det store spørgsmål er så, fungerede bandets nye numre live, kombineret med deres gamle hits? – Ja og nej. Under numre som ”Eat Raw Meat = Blood Drool” og ikke mindst den enormt energiske ”Papillon” fungerede det rigtig godt, og det var os tydeligt at se på publikum, at det fungerede. Til gengæld faldt det helt på jorden under numre som ”Bricks and Mortar” og ”The Boxer”. Det medførte også, at dele af koncerten nærmest gik i står, hvis den da ikke helt gik i bakgear. Heldigvis har bandet et enormt arsenal af hits siddende i baglommen. Hits som blev hevet op og leveret i overbevisende stil, når det var ved at gå for meget baglæns. Samlet set blev det til 16 numre i den ordinære tid, før det tunge skyts blev sendt på banen, og Editors lukkede af med fire ekstra numre, bestående af kæmpe hits som ”Walk The Fleet Road”, ”Munich” – hvor publikum endda fik lov til at få starten to gange, da trommeslager Ed Lay fik smidt sin trommestik væk under første start - og førnævnte mest træfsikre nye nummer den aften, ”Papillon”. Herefter var det slut, Tom Smith og hans fantastiske vokal forlod sammen med resten af bandet scenen for denne gang, og man kunne som publikummer ikke andet end stå med en blandet smag i munden. .

Editors leverede et energisk show, hvor bandets ældre numre blev leveret med perfektionisme. Desværre var det ikke alle bandets nye numre, der fungerede lige godt live. Det medførte desværre, at koncerten stod stille og mistede momentum til tider. 4 ud af 6 stjerner for en velspillet koncert, hvor alt det praktiske fungerede og fans fik det, de var kommet efter. Desværre kan man kun håbe på, at bandet formår at få inddraget deres nye numre bedre live fremover – eller undlader enkelte af deres nye numre, når der skal spilles live.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed