fbpx

Stephen O' Malley - Radar

Efter en længere pause væk fra tasterne, så var det på tide at smide anmelderhatten på igen og opleve noget i den tunge ende. Det er i den grad tungt og et kæmpe scoop, at Aarhus Festuge har fået hevet guitaristen Stephen O' Malley hele vejen til Aarhus. O' Malley er selvfølgelig kendt fra Drone Metal bandet Sunn O))), og sjovt nok er det mit ynglingsband indenfor genren, så der var mødepligt.

 

CR Hougaard

Opvarmningen for hovednavnet i aften var Drone/Ambient musikeren CR Hougaard. Jeg har ikke lige fået hørt noget af hans musik før koncerten, men han viste sig at være den perfekte opvarmning. Musikken var storslået og stemningen var dyster inde i salen. Jeg har i nogle af mine tidligere anmeldelser skrevet, at folk skal lære at tie stille under koncerter, men i aften var det et mirakel, at alle var der for at opleve musikken, så der var stille inde i salen. Bagved Hougaard var der en masse abstrakte visuelle småfilm der blev vist, og det var også en god måde at skabe en fed stemning på. Man fik lidt følelsen, at man var med i en Sci-fi film, hvor alt var fuldstændig destrueret så var dette den perfekte soundtrack. Der var måske lige nogle tidspunkter, hvor jeg følte at det blev lige lidt for ensformigt, men disse øjeblikke var der heldigvis ikke mange af. Alt i alt var det en ganske fin koncert og i hvert fald noget jeg skal holde øje med.

Karakter 4 ud af 6

 

Stephen O' Malley

Man ved alligevel at et spillested bekymrer sig om sine koncertgængere, når de deler gratis ørepropper ud. Det var også rimelig meget nødvendigt, da den første akkord O'Malley spillede viste sig at være umenneskelig højt. Sættet i aften var en hyldest til Tony Conrad, der var nyskabende indenfor avantgarde genren. Stemningen og følelsen som musikken giver, er ligesom at være fanget i havet og få bølge efter bølge i hovedet. Sammen med sine guitar og masse pedaler var der en hel væg af forstærkere, og man troede ikke at det kunne blive højere..... det kunne det så lidt senere hen på aftenen, hvor jeg var tæt på at kaste op på grund af lydstyrken. Det var vanvittigt at blive opslugt af stemningen af en person og hans guitar. Uden tvivl den fedeste guitarlyd nogensinde tilhører O'Malley. Jeg fik at vide at der også blev spillet et Earth nummer midt i sættet, som jeg ikke lagde mærke til, men det er også et kæmpe plus. Lydstyrken er igen et tilbagevendende tema, faktisk så højt på et tidspunkt, at jeg ikke kunne høre min egen stemme. Det stoppede så brat som det startede, og man skulle lige give sig selv et øjeblik og give ørene et meget velfortjent hvil. Stephen O' Malley spillede en fed koncert, og næste gang må han gerne trække Sunn O))) med til Smilets By.

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Author & Punisher - Melk En Honning

Jeg prøver som regel at være åben overfor al musik, men nogle gange finder du et band og du ved alligevel ikke  helt hvad du skal synes om det. Sådan en episode havde jeg med Author And Punisher. Med inspirationer som Godflesh og Sunn O))) så tænkte jeg umiddelbart, at Author And Punisher var en nem pille at sluge, men hvor tog jeg fejl efter den første lytning med bandet. Efter noget tid valgte jeg at høre den igen, og der blev jeg virkelig blæst væk.
Author And Punisher er et band som er virkelig svært at sætte i bås. Der er alt fra drone til eksperimental rock, så der er masser at komme efter. Bandet har alligevel udgivet et par albums siden deres dannelse tilbage i 2004. Bandet er nu klar med deres seneste udspil Melk En Honning, og lad os se hvordan det gik.

Det kræver alligevel tålmodighed til at lytte til disse numre. De fleste af dem rammer næsten de ti minutter, og er fyldte med dronede passager og eksperimenterende øjeblikke. Det skal også lige siges, at Author And Punisher er et one-man band, og alligevel formår han at skabe sådan en massiv lyd, og det er virkelig imponerende. Allerede på åbneren 'The Barge' sættes lytteren i en massiv trance, og man bliver utrolig nemt opslugt at dette larmende lydkaos. Efter et par minutter så kommer Doom metal inspirationerne ind i billedet, og det hele bliver meget mere intenst. Andre numre på pladen som 'Cauterize' er alligevel også et godt eksempel på hvor svært det er at putte bandet i en bås, og at det er alligevel kommer en melankolsk stemning ind i musikken også er super fedt. Det ender alligevel med at være det korteste nummer på pladen, da det rammer på tre minutter og otteogtyve sekunder. Mit personlige favorit nummer på pladen er 'Future Man', som jeg synes er anderledes end alle de andre numre på pladen. Specielt den virkelig geniale vokal som bliver sunget igennem nummeret. Jeg synes også at det er fedt da nummeret ligger mest ovre i den langsomme boldgade. Her er Doom metal inspirationerne virkelig tydelige. Produktionen er virkelig også rå og bare lige på, og Tinnitus skal forventes.
Der er også fede små effekter, som at det skratter i lyden til tider, hvilket gør det mere autentisk og ægte.

Author And Punisher er noget unikt indenfor en genre, som folk ikke helt ser som noget andet end larm. At man tør være så alsidig når det kommer til at skrive musik, er et kæmpe plus for mit vedkommende. Jeg synes at denne plade er så god, at den er for mit vedkommende oplagt til at være et af årets bedste udgivelser. Så hvis du er til eksperimenterende musik, så kan jeg varmt anbefale Author And Punisher.

Trackliste
1. The Barge
2. Cauterize
3. Shame
4. Future Man
5. Disperate
6. Callous And Hoof
7. Teething
8. Void, Null, Alive
Samlet spilletid: 53 minutter og 47 sekunder

 

Author And Punisher – Cauterize

Læs mere...

Minsk - The Crash & The Draw

Seks år er det siden Minsk udgav deres forrige plade, hvilket kunne være undskyldning nok for at have troet, at den også ville blive deres sidste. Men som den by, bandet har taget navn efter, har det rejst sig fra asken som en anden fugl Føniks, og har begået et ikke mindre end fem kvarter langt epos af en plade med titlen The Crash & The Draw.

Numrenes længde spænder over knap tre til langt over tolv minutter, og man må virkelig anerkende sekstettens evne til at fylde tiden ud. Musikalsk set er vi i et dystert, dronende postmetallandskab, og sammenligninger med Isis, The Ocean og Neurosis er nærliggende. Musikken veksler mellem spinkle, instrumentale passager og kolossale lydflader, hvor den får på alle tangenter med hensyn til vokalarrangementer, keyboards/strygere, dissonante guitarvræl og samplinger. Vokalen er ligeledes alsidig og growls, distortede skrig og flerstemmig clean-vokal afløser hinanden i en skøn forvirring. Numrene virker gennemtænkte og afvekslingen er som nævnt udtalt, så der er al mulig grund til at forvente underholdning for alle pengene.

Alligevel finder jeg det personligt svært at holde fokus i samfulde 75+ minutter. Genren er ikke så givende når det kommer til ørehængende riffs, sangbare omkvæd og gode melodier, og selv om jeg almindeligvis sagtens kan høre f.eks. Year Of No Light eller Russian Circles i en time ad gangen uden at kede mig, finder jeg det af en eller anden grund vanskeligere med Minsk. Kedeligt er måske et grimt ord at bruge om så afvekslende et foretagende som denne plade, men det er svært at finde et bedre; Jeg zoner simpelthen ud efter et stykke tid, og må aktivt koncentrere mig for at komme tilbage til lyttestadiet. Nu er det jo ikke nødvendigvis af det onde at skulle være mentalt til stede for at kunne nyde et stykke musik, men The Crash & The Draw kræver temmelig meget opmærksomhed uden, for at sige det lidt hårdt, at give helt nok igen.

Stor cadeau til bandet for en lang og mange steder virkelig flot og ambitiøs plade, som dog i mine øjne ikke kan trække sig helt op af middelmådighedens mudder, og må tage til takke med en karakter i den øvre mellemklasse.

01 - To The Initiate (12:42)
02 - Within And Without (7:58)
03 - Onward Procession I. These Longest Of Days (5:54)
04 - Onward Procession II. The Soil Calls (6:20)
05 - Onward Procession III. The Blue Hour (4:43)
06 - Onward Procession IV. Return, The Heir (4:11)
07 - Conjunction (4:54)
08 - The Way Is Through (9:24)
09 - To You There Is No End (2:49)
10 - To The Garish Remembrance Of Failure (6:22)
11 - When The Walls Fell (10:26)
Samlet spilletid - (75:42)

 

Læs mere...

Wolvserpent - Perigaea Antahkarana

Relapse Records har efterhånden spredt deres liste af bands ud over så bred en vifte, at man aldrig aner, hvad der kommer fra den kant. Wolvserpent er et af de nyeste bands på ”rosteren”, og det er noget af et bekendtskab!

”Perigaea Atahkarana” er en næsten uigennemtrængelig mastodont af et album, der strækker sig over 80 minutter. Det, der gør den decideret fjendtlig, er at store dele af musikken blot er lyde/støj, der gentages i noget der føles som det uendelige. Jeg har før hørt bands med drone-elementer, hvor graden af ”spændende-hed” var langt større. Dette her er dog blot irriterende.

Skiven består af fem skæringer med en gennemsnitslængde på 16 minutter, og lytteren udsættes for begge ender af spektret; grimt og nedstemt sludge med krasse og svært dechifrerbare vokalangreb. Stationære trommer og et mudret lydbillede. I den anden ende mødes man nogle af skovens lyde. Bål, fugle, rindende vand og vind der bliver understøttet af en smuk, klagende violin og et atmosfærisk flyder-keyboard.

Uden at støde nogen kan man snildt påstå, at Wolvserpent trækker kontrasterne skarpt op, og sætter lytteren på en alvorlig prøve. Jeg vil gerne blankt erkende, at jeg ikke bestod den prøve. Jeg bliver simpelthen voldsomt irriteret når et nummer som ”A Breath in the Shade of Time” bruger godt 23 minutter på stort set ingenting… Så vil jeg et eller andet sted skide på kunstneriske visioner, ”mening med galskaben” og andre dårlige undskyldninger. Det er spild af min tid, og jeg håber at Wolvserpent i stedet vil koncentrere sig om at lave det smukke og atmosfæriske som ”In Mirrors of Water”, der nærmest kan henlede en til en yoga-time med stor vægt på meditation. Dog skal Wolvserpent i mine ører lære begrænsningens kunst, da intet i denne verden er godt, hvis man får for meget af det. De få gode numre der er på skiven bliver trukket ud, så den forholdsvis solide masse bliver papirtynd: Numrene er alt for lange, og om end der er nogle spændende ting at komme efter, så føler jeg mig røvrendt, når omkring halvdelen af et album kun byder på støj uden retning og modtager.

Tracklist:

01: Threshold: Gateway

02: Within the Light of Fire

03: In Mirrors of Water

04: A Breath in the Shade of Time

05: Concealed Among the Roots and Soil

Total Spilletid: 81:29 Minutter

Læs mere...

Windhand - Soma

Windhand er et amerikansk stenerband med en kvindelig forsanger. Inden man bliver skræmt over bandets kvindelige islæt, vil jeg lige lede tankerne hen på de to glimrende danske stener/doombands med kvindelige forsangere, Fuzz Manta og ikke mindst Death Rides a Horse. Begge to glimrende eksempler på, at kvinder snildt kan cutte det!

Men hvilken størrelse er Windhand så?

Jo, alle de klassiske dyder er på plads: tunge riffs, episke stemninger og alenlange numre. Med 6 numre fordelt på en spilletid der hedder 75 minutter, er der virkelig lagt i ovnen til nogle lange og ”dybe” skæringer. Problemet for Windhand er bare, at de kun har fantasi til at skrive omtrent 4 forskellige riffs pr. sang. Med en gennemsnitlig spilletid pr. nummer på ca. 12 minutter, kan man jo hurtigt regne ud, at det bliver ensformigt i længden. Et akustisk nummer redder intet. Det her er simpelthen aaaaaaalt for kedeligt og langsommeligt til at min opmærksomhed kan opretholdes. Musikerne spiller som sådan fint nok, og vokalen er nok bandets stærkeste kort - det nytter desværre bare ikke, når alt bliver trukket ud i uendeligheden, og til sidst kommer til at virke papirtyndt. Det her må vist betegnes som en ommer!

Tracklist:

01: Orchard

02: Woodbine

03: Feral Bones

04: Evergreen

05: Cassock

06: Boleskine

Total Spilletid: 75 laaaaaange minutter

Læs mere...

True Widow - Circmambulation

True Widow er et amerikansk band, der blev signet på Relapse Records i januar 2013. ”Circmambulation” er bandets tredje udgivelse, og er meget ventet blandt fans af genren. Genren… Den er noget så knudret som shoegazer/drone/doom/pop… Det vil sige, det mener Relapse Records, at det er. Det skulle, mildest talt, blive meget spændende at høre True Widow i fuldt flor.

Med en god nedstemt guitar, uden distortion, starter ”Circmambulation” slæbende og meget, meget gentagende ud. ”Creeper” halter afsted som Quasimodo med cementsko, og jeg skal virkelig fokusere og koncentrere mig for ikke at tænde tv’et eller gøre noget andet for at slippe for det her. Hold da op, hvor det er kedeligt! Jeg har mere end almindeligt svært ved at høre det doomede i True Widow. De har helt klart nogle meget åbenlyse drone-tendenser via deres gentagende elementer, men doom har jeg svært ved at finde. Få steder sniger der sig lidt melodi ind i sangene, og det er en lille kærkommen oase, for selvom sangerinden/bassisten Nicole Estill har en flot vokal i det lyse register, så kan hun altså ikke redde de første to numre. De er kedeligere end kedelig! Så sadles der om - som tredje nummer kommer nemlig albummets højdepunkt ”Four Teeth”. Her kommer vi ind omkring noget popmusik - let genkendeligt omkvæd, fin lys stemme og et knapt så gentagende antrit som de andre numre. Hvis alle numrene på denne skive var af samme slags som ”Four Teeth”, ville min opfattelse af True Widow og albummet være en hel anden. Det er de imidlertid ikke, og derfor trak jeg mig fra ”Circmambulation”. Der gik en dags tid, og jeg var umiddelbart ikke blevet mere tændt på ideen om at skulle høre hele albummet igen. Dog tog jeg tyren ved hornene, og gav mig i kast med det. Denne gang virkede albummet slet ikke så kedeligt og gentagende, som første gang jeg lyttede til det. Denne gang var der faktisk noget dragende ved det, og jeg må indrømme, at det mærkeligt primitive lydlandskab, True Widow leverer, måske gemmer på lidt mere talent, end jeg lige først gik og troede. Det er altså ikke lige fedt det hele her på albummet, og der er stadig lidt langt i mellem snapsene, men jeg må indrømme, at jeg nok lidt var for hurtig på aftrækkeren. True Widow er bestemt et spændende og anderledes bekendtskab, men jeg tror, man skal investere megen tid og tålmodighed - måske endda være i en helt speciel sindsstemning for at kunne få det optimale ud af ”Circmambulation”.

Jeg har ikke nået det punkt endnu, men må indrømme, at jeg nok ikke er helt færdig med True Widow. For nu tror jeg, at jeg har fået det ud af skiven, som er muligt, men giv mig et halvt år og så kunne indtrykket og karakteren se helt anderledes ud i forhold til det, der gives og opleves nu.

Tracklist:

01: Creeper

02: S:H:S

03: Four Teeth

04: Numb Hand

05: Trollstigen

06: I:M:O

07: HW:R

08: Lungr

Læs mere...

Altaar - Altaar

Norske Altaar tager lytteren med helt ud i ekstremerne på bandets selvbetitlede debutalbum. I hvert fald hvad angår ens tidsfornemmelse. Okay, så nordmændene er ikke just i samme liga som engelske Sabazius, der netop har udgivet nummeret ”The Descent Of Man” af beskedne 11 timers varighed (!), men ”Altaar” indeholder blot to numre, der tilsammen varer en god halv time. Med andre ord, så er det ikke her du skal lede, hvis du søger noget let tilgængeligt og letfordøjeligt musik!

”Altaar” åbnes med det godt 20 minutter lange ”Tidi Kjem Aldri Att”. Nummeret er instrumentalt og som sådan meget primitivt og simpelt bygget op. Utroligt nok virker det ikke på noget tidspunkt trættende på én… eller i hvert fald ikke på mig. Tværtimod, så suger det al ens opmærksomhed til sig og resulterer i en nærmest transcendental oplevelse. Albumlukkeren – og skivens andet nummer (!) – byder på vokal a la Cult Of Luna krydset med black metal fire minutter inde, og den fungerer rigtig godt sammen med de massive, musikalske mønstre.

Præcis som med Burzum fungerer Altaars musik bedst, når man sidder alene og uforstyrret og med alle sanserne indstillet på at lytte og kun lytte, men så fungerer det tilgengæld også helt optimalt.

”Altaar” er en helt sublim skive, der i al sin enkelthed og med alle sine gentagne mønstre indhyller lytteren i en stemningsfuld og totalitær atmosfære, lysår væk fra dagligdagen. Hvis du er nysgerrig og har tid, fred og ro til at gå på opdagelse i det svært tilgængelige og ubegrænsede musikalske landskab, kan jeg på det varmeste anbefale Altaar og… ja… ”Altaar”!

 

Tracklist:

1. Tidi Kjem Aldri Att

2. Dei Absolutte Krav Og Den Absolutte Nåde

 

Samlet spilletid: 34:11

Læs mere...

Horseback & Locrian - New Dominions

Horseback & Locrian er ikke ét band, som jeg først troede. Det er derimod to bands, der begge er meget respekterede og velrenommerede indenfor hvert deres felt af musik. Feltet vi bevæger os i er ikke rigtigt metal. Det er atmosfærisk og messende drone/ambient med store og gentagende lydflader, der nærmest luller lytteren ind i et kæmpe og tætpakket slør af…. KEDSOMHED!!
For helvede altså! Jeg forstår ikke denne slags musik, og der ville garanteret findes et par af mine anmelderkollege,r der ville kunne få mere ud af “New Dominions”, end jeg kunne. I mine ører er det baggrundsstøj. Baggrundsstøj with a vengeance. Altså baggrundsstøj, der kun er ude på at gøre livet og tilværelsen sur for dem, der lytter. Det er ikke nødvendigvist talentløst, men på en eller anden måde er det simpelthen for intetsigende til min smag. I mit hoved er ”New Dominions” 41:15 minutter jeg har spildt (flere gange), og dem får jeg ikke igen! Det lyder vel mest af alt som soundtracket til et LSD og valium-trip for nedrullede gardiner og hele pivtøjet.
Det der nok skræmmer mig mest ved det her er, at de to bands in question faktisk er noget nær bannerførere indenfor genren… Så vil jeg sgu nødigt høre de ringe bands, for det her kan jeg bare ikke forlige mig med. Jeg anerkender deres indflydelse på genren og det faktum, at folk gider lytte til dem… Bare jeg kan blive fri!

Tracklist:
01: The Gift
02: Our Epitaph
03: Oblivion Eaters
04: In the Absence of Light
05: The Gift – Remix by James Plotkin

Total Spilletid: 41:45 Minutter
 

Læs mere...

Overkill, Mortal Sin, Drone

Turen fra Viborg til Kolding er sgu lidt lang, men når ”The Wrecking Crew” er i nærheden, skal man satme bare afsted. Jeg mistede praktisk talt min mødom til Overkill’s ”Horrorscope”, og bandet har i mine øjne aldrig overgået det album, men har ellers været nogenlunde stabile i deres materiale-strøm. Jeg kendte så absolut intet til de to andre bands, men Mortal Sin skulle eftersigende være nogle ret berømte gutter på 80’er thrash scenen. De havde vist dog fået en del tæsk for at ”planke” Testament, men med folks entusiasme over for at se Mortal Sin, steg mine egne forventninger også. Jeg fik dog grundet interview ventetid, kun 1 hel og 2 ”halve” koncerter at se denne aften.

Drone
Revolution Music
Drone var et band jeg på ingen måde havde hørt om, og jeg blev kun lidt klogere på dem, da jeg skulle holde mig i nærheden af merchandise-boden for at få mit interview med Overkill. Altså så jeg dem nærmest i bidder.
Musikken var thrash metal, ikke helt ulig Machine Head, med en vred bette forsanger i front. Han havde noget med at slå sig selv i hovedet og virkede lidt små-autistisk til tider. Jeg købte en hoodie af ham, og også der stod han og tjattede sig selv i baghovedet.
Bandet var meget energiladede og sprang rundt på scenen med deres lidt vrede attitude. Musikken var som sådan okay, men kunne ikke tage forventningens glæde fra de to efterfølgende bands. Drone gjorde dog fin figur som opvarmning, men man må håbe, at de bliver lidt mere selvstændige i deres udtryk i fremtiden.

Mortal Sin
Revolution Music
Mortal Sin var vist et stort navn i 80’erne, men er gået min store tud forbi. Jeg kom til ca. 1/3 inde i deres sæt grundet det føromtalte interview, men det var tydeligt, at de 5 australiere gav den max. gas og fes rundt på scenen. Dog var forskellen fra Drone, at Mortal Sin’s medlemmer alle havde et stort smil på læben. De elskede det, og det var da også deres første gang i Danmark, kunne jeg forstå. Bassisten hoppede op og ned med det mest lalleglade smil på læberne, og virkede mere som en bassist i et hardcore/rap band og dermed en anelse malplaceret. Men hans og de andres gejst smittede af på folk, og der var pænt gang i den i pitten. Forsangeren opfordrede i bedste thrash-stil hele tiden til at ”Bang your fuckin’ heads”!
Numrene kunne jeg af gode grunde ikke genkende, men da de spillede et nummer der hed ”Mayhemic Destruction”, var der udelt begejstring og glæde blandt publikum, og det virkede som deres absolutte hit. Andre titler jeg fangede var: ”Lebanon”, ”Eye in the Sky” og ”Tears of Redemption”.
Musikken var old school thrash, ikke så meget pis der. Det svingede fedt, og omend jeg ikke fik købt mig et par skiver med dem, vil jeg undersøge deres bagkatalog nøje nærmere.

Overkill
Revolution Music
Overkill har jeg aldrig set live og derfor skulle jeg afsted denne gang, da de 5 amerikanere jo ikke bliver yngre. Jeg fik en snak med DD Verni inden koncerten, og han lovede mig, at jeg ville gå derfra med det største smil på læben. Det holdt sgu stik, for bandet virkede meget oplagte, og i særdeleshed Bobby, der mere eller mindre mellem hvert andet nummer var ude bagved og ryge, fyrede nogle perler af til publikum. Han jokede internt med de andre i bandet og med publikum, og var sågar ude og stagedive. At der så ikke rigtig var nogen der greb ham, gik ham ikke på; han tog det med et smil og sagde ”Thanks for not catching me, motherfuckers”. Glimrende!
Lyden var lidt mudret i starten, og Blitz’ til tider skingre vokal var lidt svær at høre, men det blev heldigvis hurtigt ændret, og Overkill tog os med på en tur rundt i deres diskografi. Med 15 plader på repertoiret er det dog lidt svært at nå det hele, men jeg synes de kom omkring en del, og generelt spillede de det, man kunne forvente af dem.
De numre som jeg var mest oppe på var: ”Necroshine”, ”Hello From the Gutter”, ”Thanx for Nothin’”, Nice Day… For a Funeral”, ”Skull and Bones”, Fuck You” og ”Dirty Deeds”…. Ja, den med ACDC! Til stor fornøjelse blandt publikum, gik ”Fuck You” over i netop denne klassiker. Alder var denne aften helt klart et plus, hvis man sammenligner alle 3 bands, og Overkill virkede vitale, yderst levende og slet ikke som om de har spillet musik i 25 år..
De fleste publikummer var naturligvis metal-hoveder, men der var også dem, der engang havde været metal-hoveder, men ikke længere er det. De mødte troligt op, og sang med. Nogen bangede lidt og hoppede, men det var skægt at se nogle af de mennesker, der normalt ikke kommer til metalkoncerter, stå i deres pæne trøjer, og skråle med på ”Fuck You” og alle de andre ”anthems”. Der var også indtil flere unge knægte, der knap nok var undfanget, da Overkill udgav deres 5. album. Det var fedt at se, og jeg kan helt klart medgive Overkill (Ikke at de har brug for det) min varmeste anbefaling. Hvis de kommer til landet igen, så se dem. Det bliver en konge-fest!

Citat Bobby ”Blitz” Elsworth: ”We’ve just released our 53rd album. Our first album was released in 1937… That makes me 22 years old”.

Sådan!

Læs mere...

Drone - Doors of Perception

Drone er endnu et band fra hovedstaden, og de tre medlemmer gav første gang lyd fra sig i 2007 med demoen “Misanthropia”. Det gav en del opmærksomhed, som bl.a. bragte Drone i P3´s søgelys. Siden har bandet søgt at bringe karrieren fremad, dels ved at rykke teltpælene op og flytte til Hamborg, dels ved at udsende det første fuldlængde album.
Når man lytter til det, er det svært ikke at komme til at tænke på Dizzy Mizz Lizzy, for Rasmus Sjøgrens vokal minder meget om en ung Tim Christensen. Samtidig er guitaren det toneangivende instrument med klare melodilinier. Her holder lighederne op, for Drones musik peger mere i retning af progressiv alvor end grungede hits. Alvoren betyder, at man skal gennemlytte skiven flere gange, før man får hul igennem - numrenes styrke kommer nemlig indefra, så man kan overse den, hvis man ikke giver sig tid til at lytte grundigt. Med indefra mener jeg, at det sker via variation i rytme og intensitet. Et godt eksempel er ”Elevate Freedom”, som starter med stille klaver- og strygerklange, vokser til kraftfuld Rock for igen at Klinge ud med sarte toner – virkelig godt. Til gengæld er der også tidspunkter som i ”The Minx”, hvor tingene går lidt i selvsving. Det peger på det største problem for ”Doors of Perception”, som er den alt for lange spilletid; bare fordi man kan skrive mere end en times musik, behøver man ikke at indspille og udgive det hele! Her ville lidt selvkritik være på sin plads. Nu er Drone langt fra ene om problemet, men igen er det ærgerligt, at resultatet ville være blevet bedre, hvis man havde luget ud i materialet. Det bliver der forhåbentlig taget hensyn til på fremtidige albums fra trioen, for potentialet er afgjort til stede.

Tracklist:
1. Antic Disposition
2. Divide and Conquer
3. Cassandra Syndrome
4. Carmen Vernale
5. Elysian Vision
6. Elysian Peasant
7. Intuition
8. My Own
9. The Minx
10. Turmoil
11. Aether
12. Rise (in Time)
13. Elevate Freedom
14. Garmonbozia

Samlet spilletid: 66:37


Revolution Music vil gerne takke bandet for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed