fbpx

Author & Punisher, Royal Metal Fest 2019

Hold nu for helvede jeres kæft, når I er til koncert.

Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal indlede denne anmeldelse. For jeg har i bund og grund ikke tilstrækkelige ord om den besættende totaloplevelse, som det amerikanske enmands-industrialprojekt Author & Punisher forsøger at berige os med.

Derfor henvender jeg mig indledningsvist til alle de forbandede respektløse sludretanter, der vælger at forpeste deres egne og andre menneskers koncerter med noget så ligegyldigt som snak. Jeg har efterhånden set mig nødsaget til at påtale det i adskillige anmeldelser, og det er fordi, det bliver ved med at være nødvendigt.

Der er ingen, der er kommet for at høre på dig. Vi er kommet for at høre musikken og ikke andet. Hvis du ikke er i stand til at tie stille og fokusere på et stykke kultur i en time, har du seriøst brug for hjælp.

Nå. Hvorom alting er…

Author & Punisher er tungt, hårdt, brutalt og umenneskeligt. Fuldstændig ligesom nærmest alt andet musik på RMF, og ligesom store dele af metalmusik i al almindelighed. Men Author & Punisher er det i langt højere grad. Og det interessante er, at der hverken er guitar eller trommer involveret.

Samtlige lyde er frembragt med sampler, sequencer, keyboard, en vokal forvrænget til ukendelighed, samt først og fremmest maskiner. Maskiner hjemmelavet af Tristan Shone selv — a.k.a. Author & Punisher — antageligvis i en garage eller et værksted i hjembyen San Diego.

Hans musik er det tungeste og mest utilnærmelige industrial, jeg nogensinde har hørt. “Industrial doom” kalder han det selv, ligesom han har døbt sine musikalske håndvåben “drone machines”. Og jeg kommer da også til at tænke på et band som Sunn O)). For lydniveauet er højt grænsende til det smertefulde, og de dybe vibrationer kan mærkes i hele kroppen fra fødder til hovedbund.

Der findes folk, der render og tror, at Rammstein skulle være industrial; Author & Punisher får Rammstein til at lyde som Big Fat Snake på ketamin.

Shone frembringer de kolde, knusende fabriksrytmer med et håndholdt skinnesystem, som han kører konstant frem og tilbage med lige dele aggressiv besættelse og forbløffende præcision. Alt imens råber han ind i et mindre halvmaskelignende filterpanel med så meget distortion, at Al Jourgensen til sammenligning lyder som Enya. Jeg kan til nøds tyde, at der overhovedet er tale om menneskesprog.

De enkelte numre starter og slutter ikke rigtig på traditionel vis. Der er tale om én lang, omhyggeligt koordineret auditiv udvikling bestående af sekventielle opbygnings- og nedbrydningsloops. Musikken smelter sammen, ligesom mand og maskine smelter sammen. — Og det samme gør samtlige publikums organer under de sønderrivende vibrationer.

Hele det cyberpunk’ede setup giver Author & Punisher en visuel fremtræden som en superskurk alt for frygtindgydende til nogen tegneseriefilmatisering. Hele denne nådesløst larmende maskinkakofoni kunne faktisk passende danne soundtracket til den nat, hvor Skynet bliver selvbevidst og robotterne gør menneskeracen til slaver. Ja, det er egentlig pudsigt, som folks indledningsvist nævnte snak blander sig med det dommedagsdystre lydunivers og faktisk kun får det hele til at antage en langt mere foruroligende mareridtsagtig karakter.

(Men derfor skal I stadig holde jeres kæft, når I er til koncert.)

Læs mere...

Dun Ringill - Welcome

Da svenske The Order of Israfel tog en pause i 2017, benyttede bandets rytmesektion i skikkelse af Patrik Andersson Winberg og Hans Lilja lejligheden til at arbejde videre på ny musik. Det greb om sig, og så var Dun Ringill pludselig en realitet. Nu kommer bandets første album på italienske Argonauta Records.

Selvom der er tale om et sideprojekt, har svenskerne ikke skiftet stil, for ”Welcome” byder indenfor til seks numre med Doom af en meget old school type, så også fans af Stoner Rock har noget at komme efter. Det høres især i åbningsnummerets tværfløjtesoli (som automatisk sender tankerne i retning af Jethro Tull), i wah-wah pedalen i det efterfølgende ”Black Eyed Kids” og cementeres i det afsluttende ”The Demon Within”, hvor masser af Hammondorgel virkelig skruer tiden tilbage.

Ellers er alt efter bogen, så de tunge rytmer serveres i moderat til lavt tempo, mens tempoet kun kortvarigt skrues op. Netop disse passager giver en kærkommen afveksling, for dynamik er ikke det, der er mest af på ”Welcome”; numrene er mere eller mindre bygget efter de samme arbejdstegninger, så springet fra track til track er ikke stort. Da de bedste numre samtidig ligger i begyndelsen af albummet, bliver det noget ensformigt hen mod slutningen. Derfor er albummet samlet set på det jævne, og vil ret hurtigt være glemt.

Tracklist:
1. Welcome To The Fun Fair Horror Time Machine
2. Black Eyed Kids
3. Open Your Eyes (And See The Happiness And Truth)
4. The Door
5. Snow Of Ashes
6. The Demon Within
Samlet spilletid: 41:51

Læs mere...

Gaia / Drukner - Split 12"

Gaia stødte jeg første gang på i 2017, da de udsendte en split CD sammen med Slow Joint. Nu er bandet fra Valby tilbage med en ny split, som de deler med Drukner, som har base i hovedstaden. EP’en er ikke udstyret med en for- og en bagside, i stedet er der to forsider – en til hvert band.

Drukner lægger ud med tre numre, som kombinerer tunge Doom rytmer og stærkt forvrængede guitarer. I ”Discordia I” tilfører guitararbejdet Stoner-stilens old school præg, som præger nummerets stemning. Til gengæld er vokalen trukket tilbage på linje med musikken, så de dansksprogede tekster har svært ved at brænde igennem. I det efterfølgende ”Grotteolmen” mangler den helt; her er kun guitaren på banen, men nummeret er ovre inden det rigtig kommer i gang. Slutteligt vender stilen og stemningen fra ”Discordia” tilbage i mk II udgaven.

De to sidste numre står Gaia for, og de fortsætter med tyngde, men skruer lidt ned for stonerdelen. I ”Earthbound” er tempoet lavt, og i en lang passage gentages de samme anslag igen og igen. Vokalen kommer ind og er lidt råbende, men også her er den trukket langt tilbage, så den næsten drukner i helheden. Musikken snegler sig afsted, men der sker meget lidt – derfor er godt 13 minutters spilletid virkelig lang tid. Heldigvis byder slutnummeret på lidt mere interessante sekvenser, men fastholder ellers stilen.

Som ved mit første møde med Gaia er det igen tyngden, der er i centrum hos begge bands, men desværre balancerer spilletid og indhold heller ikke denne gang; der varieres alt for lidt efter min smag.

Tracklist:
A1 Drukner - Discordia I
A2 Drukner - Grotteolmen
A3 Drukner - Discordia II
B1 Gaia - Earthbound
B2 Gaia - Out of the Well
Samlet spilletid: 40:41

Læs mere...

Gaia/Slow Joint - Split

Her er en udgivelse fra to bands, som geografisk ligger i hver sin ende af landet; Gaia har base i Valby, mens Slow Joint hører til i der sønderjyske. Det, der binder dem sammen, er, at begge bands laver musik i den tunge ende af spektret.
Sønderjyderne lægger for med tre numre, som fra starten sætter en tyk streg under, at Slow Joint lægger vægt på tyngde med stort T. Åbningsnummeret ”Beverage Joe” kan næsten ikke komme i gang for bare tunge anslag, og da vokalen er trukket så langt tilbage, at den næsten ikke er hørbar, forstærkes effekten.

Det efterfølgende ”Low and Slow” lever meget godt op til titlen, for selv om der er fin tyngde og lavt tempo, er musikken ikke så ekstrem som i startnummeret. Tværtimod kommer vokalen mere til sin ret, så nummeret fremstår mere helstøbt. Den fornemmelse holder til omkring midten, så vender den store tyngde tilbage for fuld tryk. Den fortsætter i ”Politicks”, hvor vokalen er rykket frem i forreste række, og antager en halvt råbende karakter; noget mere aggressivt, må man sige.

De to sidste numre står Gaia for, og de har en noget anden lyd end Slow Joint: Den er noget mere nuanceret, mens musikken er mere stoner præget og knap så ekstrem. I ”Wound Gratuity” bliver musikken omsat med fint drive, mens det afsluttende “There's Nothing Left” mere markerer sig ved tyngde alene.

Netop det store fokus på tyngde er split udgivelsens akilleshæl; man må sige, at det er gennemført, men det bliver hurtigt for ensformigt for mig – lidt mere bredde havde gavnet begge bands.

Tracklist:
1.Beverage Joe
2.Low and Slow
3.Politicks
4.Wound Gratuity
5.There's Nothing Left
Samlet spilletid: 41:50

Læs mere...

Messa - Feast for Water

I 2014 arbejde guitaristen Marco og sangerinden Sara på ny musik, og dannede i den forbindelse bandet Messa. Med tilgang af trommeslageren Rocco og pianisten Alberto var line-uppet på plads, og den italienske kvartet udgav i 2016 debutalbummet ”Belfry”. Nu er de klar med efterfølgeren ”Feast for Water”, som er et konceptalbum med vand som tema.

Beskrivelsen kan virke usædvanlig, men er ikke det eneste specielle ved bandet; i deres valg af musikalsk stil blander de nemlig kendte elementer på en anderledes måde. Udgangspunktet er de tunge rytmer fra Doom, som danner grundlag for de fleste numre. Her er det primært bas og guitar, der tager føringen som ledsagere til Saras vokal. Den er ren og ret kraftig, men ved at placere den tilbage i helheden, bliver den blandet med instrumenterne; effekten høres tydeligt i ”Leah” og ”Tulsi”.

Messas musik nøjes ikke med tyngde, den indeholder også mange melodiske elementer. I numre som ”The Seer” og ”Snakeskin Drape” står guitaren for de fleste af disse, men i mange numre suppleres med Fender Rhodes piano, hvilket giver en lettere og lidt jazzet lyd. Denne forstærkes i ”She Knows” og ”White Stains”, hvor de stille passager giver et fint modspil til den generelt mørke stemning.

”Feast for Water” er et spændende album, hvor Messa giver den traditionelle Doom er selvstændigt twist. At mange numre er skåret over samme tema, koster lidt på helheden, men der er ingen tvivl om, at italienerne har fat i noget spændende.

Tracklist:
1- Naunet
2- Snakeskin Drape
3- Leah
4- The Seer
5- She Knows
6- Tulsi
7 White Stains
8 da tariki tariqat
Samlet spilletid: 49:29

Læs mere...

Pallbearer - Heartless

Det skulle være så godt … og så er det faktisk skuffende. Mine forventninger til det nye album med Pallbearer var ellers ret høje, da jeg synes deres to foregående har været helt vellykkede. Jo, jo - der har været plads til forbedringer. Men det er der sandelig også på Heartless. Der er helt 40 minutter til at lave forbedringer i; det er mellemrummet mellem åbningsnummeret og afslutningsnummeret. Det er nemlig de eneste to numre, der reelt har noget at byde på. Resten er mere eller mindre ligegyldigt fyld.

Ikke at der ikke hist og her gemmer sig noget godt - det gør der da. Problemet er bare, det aldrig får lov til at folde sig ud til det store, doomede brag, man kunne have drømt om. Derfor ender det mere som et stilleben, fremfor et malerisk mesterværk. Hvilket er synd og skam. For Pallbearer kan drive det vidt, hvis de formår at ryste kedsomheden af sig - og det ville hjælpe gevaldigt, hvis Brett Campbell fik selskab af en growl-vokal; for det savner jeg i høj grad. Så vil jeg helt lade være med at nævne den polerede og kønsløse produktion.

Med en spilletid på over en time, bliver det i dén grad sigende for albummet, at der på coveret står “A long play record by Pallbearer” … for den er altså lidt for drøj at komme igennem.

Trackliste:

1. I Saw the End
2. Thorns
3. Lie of Survival
4. Dancing in Madness
5. Cruel Road
6. Heartless
7. A Plea for Understanding

Samlet spilletid: 60:05 minutter

 

Læs mere...

Slegest - Vidsyn

Den tidligere Vreid-guitarist Stig Ese startede Slegest i 2010 som et enmandsprojekt for at skabe en platform for tung musik, primært med inspiration fra Black Sabbath. Det var stilen på debutalbummet ”Løyndom” fra 2012, hvor Ese stod for vokaler og alle instrumenter. Siden er besætningen udvidet til en kvartet med Ese på vokal og guitar, men der er også sket noget med stilen.

På det nye album ”Vidsyn” er tempoet flere steder sat betragteligt i vejret, så selv om numrene stadig har en del tyngde, så er musikken mere tung Rock end Doom Metal. Det starter allerede i åbningsnummeret, der lyder som Billy Idol på steroider tilsat Eses brølende Black Metal vokal, men gennemsyrer samtlige skæringer på albummet. Den ret grumme vokal sikrer, at der hele tiden er en skarp kant i tingene, men også de forvrængede guitarer bidrager hertil.

I de langsomste numre er der en tendens til, at musikken bliver træg uden at tyngden rigtig bidrager med noget: resultatet er, at disse numre fremstår anonyme og uden gnist. Heldigvis fungerer de hurtigste tracks meget bedre, så ”I fortida sitt lys”, ”Wolf” og især det ret seje slutnummer ”Tenn den gamle varde” får hevet et OKAY med til Norge. Men det er også kun lige, for Slegest sætter sig for ofte imellem to stole til, at bandet får valuta for anstrengelserne.

Tracklist:
1. I fortida sitt lys
2. Som i eit endelikt
3. Du
4. Komfortabelt nommen midtvekes
5. Wolf
6. The Reanimator
7. Inn i uvissao
8. Tenn den gamle varde
Samlet spilletid: 33:07

 

Læs mere...

Asphyx - Incoming Death

Dannet i 1987, Asphyx. Et band inspireret af bands som blandt andet Venom, Hellhammer og Slaughter. Nuvel, Jeg skal være ærlig og sige, at dette album er mit første bekendtskab med bandets musik overhovedet, men med Martin Van Drunen (ex-Pestilence, ex Hail of Bullets) på vokal (som jeg er stor fan af), kunne det vel ikke gå helt galt.
 
Asphyx’ musikalske univers tager som lovet udgangspunkt i den gamle skole af dødsmetallen, det kan der slet ikke være nogen tvivl om, og de gør det godt. Musikken er buldrende tungt som et ondt år, med guitar der er stemt ned i jeg ved ikke hvad. Blandet op med Van Drunens velkendte hæse growl, må det siges at klæde musikken glimrende. ”Wardroid”, ”The Feeder” og ”The Grand Denial” - som for øvrigt bliver rundet af med en flot akustisk ”outtro”, er gode eksempler på hvor fedt, og med få midler det kan gøres; ultra-tunge doomy-groovede riffs, dystre guitar harmonier udgør Asphyx' stærkeste kort - ret fedt, må jeg sige! Der er også gjort plads til hurtigere fræsende numre som ”Incoming Death”, ”Candiru” og ”Wildland Fire”, hvor førstnævnte vinder klart på intensitet. Men især den meget stemningsfulde afslutter ”Death: The Only Immortal” går lige i løgene, og mere atmosfærefyldt dødsmetal skal man godt nok lede længe efter.
 
Så jo, denne anmelders første møde med Asphyx' mørke og dystre musikalske billede, har i dén grad været en fornøjelse, hvor jeg må sige, at stilen læner sig mere op ad Van Drunen's tidligere bands som Hail of Bullets og Bolt Thrower, end bandets tidligere inspirationer, hvilket kun gør tingene bedre. ”Incoming Death” er et fremragende album!
 
Tracklist:
1. Candiru
2. Division Brandenburg
3. Wardroid
4. The Feeder
5. It Came From The Skies
6. The Grand Denial
7. Incoming Death
8. Forerunners of the Apocalypse
9. Subterra Incognita
10. Wildland Fire
11. Death: The Only Immortal
Samlet spilletid: 47:50
 
Læs mere...

Crowbar, Iron Walrus - Atlas

Sludge Metal er en genre som jeg har dyrket meget de seneste par år. Bands som Eyehategod, Melvins og Corrosion Of Conformity er essentielle navne indenfor genren, og Crowbar er nok et af de største indenfor Sludge Metal. Crowbar har aldrig været et band som jeg har hørt super meget, men alligevel er jeg klar over hvor stor en indflydelse bandet har været på den globale metalscene, så jeg så det her som en mulighed jeg ikke kunne misse.

 

Iron Walrus

Første band på scene i aften var tyske Iron Walrus. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes at de har et utrolig sjovt navn da jeg læste hvem var opvarmning for Crowbar i aften.

Der var sgu ikke meget at grine ad da bandet endelig gik i gang med at spille. Bandet ligger meget oppe i samme boldgade som Crowbar, men alligevel en tand mere brutale og dystre, end hvad Crowbar er. Forsanger Sven Aufermann lignede en misantropisk version af Michael Stipe fra R.E.M. Med numre som Here Comes The Plague og I Hate People, så ved man alligevel godt hvad deres tekstunivers går ud på. Allerede fra starten af da alle medlemmerne i bandet undtagen Aufermann var iført sorte skjorter og elefanthuer med stødtænder på, var det noget specielt vi var vidne til. Bandet spillede rigtigt godt sammen, og lyden var virkelig god inde i salen og alting var tydeligt. Sludge/Noise med en lille smule dødsmetal inspirationer er genren, vi er ude i med Iron Walrus, og de serverede en halv times tung og smadret udgave af deres Sludge Metal.

Jeg var meget positivt overasket over Iron Walrus. De er helt i sin egen liga og det var den perfekte start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

Crowbar

”We are Crowbar from New Orleans and we're here to kick your fucking ass!” det var de første ord som forsanger/guitarist og guitar legenden i Crowbar Kirk Windstein sagde da bandet gik på scenen.

I år var det 20 års jubilæum på det klassiske album Broken Glass, så det album blev hyldet på denne tour. Den ene ting, som alle Nola bands som jeg har set har tilfælles, er, at imellem hvert nummer kommer der så uendelig meget guitarfeed. Det passede selvfølgelig også godt til stemningen men blev måske en lille smule irriterende i længden. Bandet spiller virkelig tight sammen og det virkelig fedt at være vidne til. Vi fik jo også lidt af en overraskelse, da vi fik hørt No Quarter som originalt er skrevet af Led Zeppelin. Den er selvfølgelig ikke bedre end originalen, men alligevel gør Crowbar det skide godt. Vi fik også hørt numre som All I Had (I Gave), The Cemetery Angels, Walk With Knowledge Wisely; de fungerede rigtig godt sammen og deres sætliste var virkelig godt sat sammen. Vi fik selvfølgelig titelnummeret på den plade som vi fejrede i aften; Like Broken Glass blev det sidste nummer indtil bandet vendte tilbage og spillede klassikeren Existence Is Punishment. Det satte en stor punktum for aftenens koncert.

Crowbar spillede en super fed koncert og levede op til alle forventninger. Men alligevel druknede vokalen ret meget i mixet, synes jeg. Til tider var den der og andre gange var den ikke så det holder mig fra at give koncerten top karakter. Men fedt var det sgu!

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Sinistro - Semente

Portugal er ikke det land i Europa, der oftest leverer anmeldelser til siden her. Men det sker, denne gang i form af det andet album fra Sinistro. Bandet debuterede med et selvbetitlet album i 2012, hvilket gav dem international opmærksomhed, bl.a fra Season of Mist, som udgiver den nye skive.

Efter et par takter af det første nummer står det klart, at Sinistro er godt navn til bandet; nummeret er indhyllet i en meget mørk stemning, samtidig er det rytmiske fundament præget af tunge rytmer. Oveni synger sangerinden Patrícia Andrade med en rolig stemmeføring, der er afdæmpet, men samtidig har et skær af mystik over sig; pressematerialets sammenligning med Lana Del Rey er ikke helt tosset.

I de følgende numre fortsætter den ledsagende musik med at slæbe sig sludge-agtigt fremad, den er tung uden at være afgrundsdyb. I det hele taget er det ikke ekstremerne, der præger portugisernes musikalske verden. Numrene bliver aldrig vilde eller rigtigt aggressive; det vildeste i dén retning er de skæve blæsere, der optræder et par gange. Manglen på ekstremer betyder ikke noget, så længe der er tunge elementer til at kompensere. Men i numrene omkring albummets midte mangler der noget, og så falder kvaliteten. Den vender heldigvis tilbage sammen med et tungt guitarriff i slutnummeret ”Fragmento”. Det understreger, at Sinistro fungerer bedst, når mørk stemning møder rigtig tunge rytmer.

Tracklist:
1. Partida
2. Estrada
3. Corpo Presente
4. Semente
5. Relíquia
6. A Visita
7. Fragmento
Samlet spilletid: 43:16

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed