fbpx

Copenhell 2019: TesseracT

Skal det være prog-djent-metal, så kan man ligeså godt tage fra 1. klasse. Bedre sent end aldrig måske, men hey, nu er de her. Det er et af mine favoritbands, men de tidligere præstationer af lignende bands på Copenhell har været hit and miss, så jeg kan ikke lægge skjul på at jeg er en anelse nervøs. Sådan er det dog ikke når TesseracT spiller indendørs, som man kan læse mere om her og her. Jeg krydser fingre og håber på det bedste, for når TesseracT er gode, er de rigtig gode.

I virkeligheden er det et generelt spørgsmål: hvordan tackler man en festival som prog-djent-band; musik der ellers som udgangspunkt kræver mere koncentration end gennemsnittet, og dertil en exceptionelt god lyd for at slå igennem? Nemt! Man skruer op på elleve, finder de hårdere sange frem og lader ens normalt mere stillestående forsanger agere hoppende-springende-rock-indpisker til en folkemængde der hverken er overvældende stor eller fyldt op med fans. Det er egentlig en simpel ting at indtænke et andet publikum end man er vant til (eller det BØR det være) – et der normalt ikke behøver vildskab fra scenen, crowdsurfere og lignende. Men omstillingen er brillant netop fordi musikken ikke ofres men blot udtrykkes lidt anderledes. Rytmesektionen i TesseracT er nøjagtig lige så tight som altid og jo, de finere detaljer står ikke altid lige klart, enten som følge af halvmudret lyd eller den drilske vind, men det er tungt og til at mærke, hvilket er det vigtigste i dag.

Og endelig lader den fancy-frynseklædte Daniel Tompkins til at have fundet sig til rette i ”Altered State”-repertoiret. Det er ikke det samme som O'Hara kunne, det er indiskutabelt, men i stedet for nyttesløst at forsøge at lyde 1:1 som ham, og som en naturlov falde til jorden med et brag hver eneste gang, gør en kombination af enkelte backing-kor-lignende tracks og Tompkins’ nu egne versioner, at det leveres selvsikkert og uden at stikke negativt ud. I hvert fald ikke for andet end fanboys, der også må se at komme videre efterhånden. Denne gang får vi alligevel kun ”Nocturne”, desværre, så selv hvis man vil være negativ er der ikke meget at komme efter.

Det vi derimod får er den første halvdel af ”Concealing Fate”, eller i hvert fald tæt på da der skæres lidt væk hist og her. Dernæst en midtersektion af de bedste sange fra ”Polaris” hvor ”Survival” og ”Phoenix” lader Tompkins stråle, og så en helt sublim afslutning med bl.a. dagens højdepunkt, ”Smile”. Det var ellers ikke lige dén jeg havde forventet skulle rive mig rundt, men der er bare fuld smæk for skillingen, for satan det er en tung basker vi får serveret. Og det fortsætter med den dystre og næsten ubehagelige ”King” og sidst, men absolut ikke mindst, rundes der af med funky slap-bas og en crowdsurfende forsanger i ”Juno”.

Her slutter så en overlegen lektion i festivaltække, som på flere måder er godt ikke varer længere – bl.a. er det begyndt at tynde ud blandt publikum, men det er deres tab. Igen må man tage hatten af for Tompkins og drengene, det sad sgu lige i skabet. Jeg tror ikke der er nogen der er gået skuffede herfra og mon ikke bandet har fået sig nogle nye fans? Det tror jeg.

Sætliste:
1) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance
2) – Concealing Fate, Part 2: Deception
3) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
4) – Luminary
5) – Of Mind – Nocturne
6) – Survival
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Phoenix
10) – Smile
11) – King
12) – Juno
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Meshuggah - The Violent Sleep Of Reason

I 2017 kan Meshuggah fejre 30 års jubilæum på den ekstreme Metal scene, og det værende som et af de mest stilskabende bands overhovedet, da de jo var skaberne af genren Djent (selvom de vist ikke selv helt vil være ved det). Det startede i 1991 med albummet ”Contradictions Collapse”, men det var først med albummet ”Destroy Erase Improve”fra 1995, at bandet for alvor slog sit navn fast . Her 21 år senere er bandet på gaden med deres ottende album ”The Violent Sleep Of Reason”, som undertegnede har haft fornøjelsen af at anmelde.
 
Musikken er sædvanligvis sindssygt fedt, og indeholder de fedeste skæve riffs fra de 8-strengede guitarer, som bliver tilsat Thomas Hakke’s dybt overdrevet fede trommemønstre – absolut topklasse! ”Clockworks”, ”Born In Dissonance” og ”The Violent Sleep Of Reason” er super gode eksempler på Meshuggah's sans for det uventede, samt meget intense lydbillede som bandet står for, og med Jens Kidman’s altid brølende vokal sidder tingene lige i skabet.
 
Dette band kommer aldrig til at lave en ballade, det er helt sikkert! Men det skal de jo heller ikke – det er Meshuggah for pokker. Der er i mine øjne  ingen over Meshuggah og den massive lyd, som de til stadighed formår at skabe, hvorfor de er et unikt band som har skabt deres helt egen lyd. 
 
Så er man til især, Meshuggah’s senere albums som ”Obzen” og ”Koloss”, vil man bestemt ikke blive skuffet, også selvom jeg ikke synes dette album er helt på højde med ”Destroy Erase Improve” og ”Obzen”, som er deres absolutte mesterværker, ihvertfald i min bog. Meshuggah beviser med ”The Violent Sleep Of Reason”, at de endnu engang smider et ganske forrygende album på gaden uden at der er nogen inden for samme genre, der kan nå dem til sokkeholderne.
 
Tracklist:
1. Clockworks 7:15 
2. Born In Dissonance 4:34 
3. MonstroCity 6:13 
4. By The Ton 6:04 
5. Violent Sleep Of Reason 6:51 
6. Ivory Tower 4:59 
7. Stifled 6:31 
8. Nostrum 5:15 
9. Our Rage Won't Die 4:41 
10. Into Decay 6:32
Samlet spilletid: 58.59
 
Læs mere...

Fear Factory, Textures - Pumpehuset

Sommeren går på hæld, og denne koncert har jeg set frem til lige siden den blev offentliggjort for ca. et halvt år siden. Ikke så meget for hovednavnet, der ellers leverede en godkendt indsats sidste gang som support for Slayer, nej, ”skamfuldt” må jeg indrømme at det faktisk er aftenens support, Textures, der virkelig trækker i undertegnede, siden de ikke har været i København siden 2008. Fear Factory plejer dog at levere varen, så en dobbeltkombo af god metal var forventningen. Men hvordan gik det så?

Textures:
Efter en lidt for lang intro er den rimeligt besøgte lille sal (for ja, vi er nedenunder i dag) klar til at... byde bandet velkommen, i hvert fald. Der er nemlig omtrent fem fans oppe foran, der viser engagement (de er også overdrevet begejstrede, faktisk så de mere rolige beskuere ser en smule forskrækkede ud), men okay, det er jo heller ikke et orkester der ofte kommer forbi hovedstaden.

Overordnet lider Textures på flere fronter desværre under at være opvarmning. F.eks. har de vitterligt ingen plads at bevæge sig på – ikke at de ikke forsøger! – og så er der lyden... der er alt andet end imponerende. Keyboardet er oftest væk i lydbilledet, trommerne lyder alt for rå og upolerede, næsten som var vi i et øvelokale, og guitarerne er underligt mudrede, hverken skarpe eller vellydende. Vokalerne er også en smule flade, og de rene stykker kan i de fleste sange kun svagt anes – om det så er lyden her, eller fordi vokalerne er pyntet i studiet, kan jeg ikke gennemskue. I det mindste er lysshowet overraskende godt, og sætter et passende udtryk til de fleste af numrene, om det så er heftigt blinkende og voldsomt, dunkelt eller stemningsfyldt.

Textures viser ellers god figur, headbanger synkront og des lige, og det er tydeligt de har spillet sammen i mange år – det tekniske er lige i skabet, og til tider fuldstændig absurd (vildt), ikke mindst i afslutningssangen ”Laments Of An Icarus”. Det er dog ikke nok til at vække mere end førnævnte fans til live, og vi er efterladte med en følelse af, at Textures sagtens kan levere varen, men altså ikke i aften. 3/6 stjerner.

Fear Factory:
Anderledes ser det ud med hovednavnet. Salen er nu fyldt ud til bristepunktet, og publikum er langt mere begejstrede – f.eks. overlader forsangeren det trygt til forsamlingen at synge alene i åbningsskæringen ”Demanufacture”, og dette klares uden problemer. Vi skal således ikke mere end et par numre ind i seancen før publikum ser ud til at være i zonen.

Lyden har også kraftigt forbedret sig, den er dejlig rå og maskinel, trommerne tromler videre, altid videre, uden hensyntagen til nogen, og det går fint igennem. Det er dog ikke helt skarpt, og der savnes virkelig noget omph i bassen; man mangler den der følelse af at blive trykket lige i maven, det at hele kroppen vibrerer. Men det er acceptabelt for de, hvad vi er vant til i den lille sal. Men... som altid, drister jeg mig til at sige, kan forsangeren bare ikke synge længere. I de bedste tilfælde lyder han flad og kedelig, i de værste lyder det forfærdeligt. Igen, hvorfor ikke smide effekter på stemmen? Det ville passe perfekt til udtrykket. Kom nu, for fanden...

Ikke at ovenstående ser ud til at have en indflydelse, for folk er på, om end hverdagsagtige. Der er bevægelse og jubel, men gulvet eksploderer aldrig som ellers set ved andre shows. I ”Edgecrusher” danser de forreste rækker begejstret rundt, og luftguitarer kan spottes i ”Poweshifter”, såvel som en enkelt crowdsurfer. Generelt er der mange horn i luften når forsangeren efterspørger dem.

Men foruden publikums engagement er det næsten for professionelt. Den ene sang overtager den anden, faktisk slynges de nærmest afsted. Jovist, forsangeren snakker kort til publikum efter de fleste sange med ”thank you”, ”fuck yeah”, osv., men personligt er det ikke ligefrem. Måske har Fear Factory været på tour lidt for længe? De nye sange modtager til gengæld pæne bifald, og det er ikke fordi tempoet falder nævneværdigt. Faktisk er der næsten, men kun næsten, en lille pit til den sidste i rækken, ”Anodized”.

Så tiden går, menuen er som forventet, og folk er underholdt. Måske er det meget godt at det hele ender efter kun lidt over en times tid, for mætheden rammer da slutningen nærmer sig. Opsummeret; det brød ingen rammer, men man kan ikke reelt beklage sig. Varen ændrer sig ikke.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Demanufacture
2) – Self Bias Replicator
3) – What Will Become?
4) – Shock
5) – Edgecrusher
6) – Damaged
7) – Powershifter
8) – Soul Hacker
9) – Regenerate
10) – Anodized
11) – H-K (Hunter-Killer)
12) – Archetype
13) – Resurrection
14) – Martyr
15) – Replica
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Monuments - Copenhell 2016

”Hey København, drikker I øl? Hah fedt, jeg drikker vodka… Nej okay, det er bare vand. Jeg vil se en cirkelpit! Nu!!”. Monuments er næsten FOR friske til tidspunktet, men måske netop for at komme publikums træthed i møde ledes der skarpt an fra deres side. Nu skrev jeg Monuments, men det er faktisk mere korrekt at skrive forsangeren fra Monuments, for det er i sandhed ham der styrer slagets gang. Han er hyperenergisk, flere gange nede ved publikum, hopper frem og tilbage på scenen, og har det helt tydeligt for vildt. Det er ikke tilfældet for resten af bandet, der næsten nyder en støttende rolle for hans vildskab, men med dén teknik er det heller ikke så mærkværdigt igen.
Fra den anden side af hegnet er det dog ganske skrabet med fremmødet, så det hjælper heller ikke.

Lyden er en skrøbelig størrelse på dette tidspunkt, og når man har med progressiv metal/djent at gøre, ja, så skal det helst sidde i skabet, og det er langt fra hvad realiteten er. I begyndelsen er alle de fede guitardetaljer pist væk, men lydkvaliteten udvikler sig, i øvrigt i samme takt som publikums engagement (til det bedre), men før det tekniske er bare ved at være på plads, er vi næsten færdige. ”Er I klar til at lave historie?!”, råbes der fra frontmandens side inden alle kommanderes ned på knæ inden der skal hoppes, den klassiske SlipKnoT-manøvre. At det så holder vand er igen tak til forsangerens insisteren på at levere 150 %, og kort efter ses han da også ude som crowdsurfer.

Der er efterhånden ganske godt gang i den, i hvert fald for de som er mødt op, og Monuments formår altså at sparke dagen i gang, selvom betingelserne er langt fra optimale. At de ville være federe indenfor er en mindre ting, men den helt store dræber er den minimale spilletid på kun 35 minutter – hvorfor nu det? Det er især synd for Monuments selv, for de ligner nogen der nyder at være her, og givet mere tid er jeg ikke i tvivl om at festen kunne have nået et højdepunkt. Sådan skulle det så ikke være denne gang, og nu har jeg således oplevet en minikoncert med bandet to gange i træk. Det fortsætter forhåbentligt ikke tredje gang Monuments kommer forbi, for naturligvis skal de inviteres tilbage hertil!

Sætliste:
1) – Origin Of Escape
2) – Degenerate
3) – Atlas
4) – Empty Vessels Make The Most Noise
5) – Regenerate
6) – I, The Creator
Kilde: www.setlist.fm

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • KING DIAMOND_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • KADAVAR_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ARTILLERY_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

SVRL - Superior EP

Så er der nyt fra den jydske undergrund, i form af aalborgensiske SVRL (udtales "Several") og deres EP Superior.

Stilmæssigt befinder vi os i det djent'ede område, bandet selv refererer bl.a. til Meshuggah og Gojira som inspirationskilder, og pladen byder således på dybt nedstemte og klokkeklart producerede guitarer,der spiller brudte riffs henover tungt, synkoperet trommespil, krydret med en meget effektfuld, hæst skrigende vokal og lejlighedsvise keyboard-/programming-sekvenser. Personligt mener jeg også at kunne høre indflydelse fra bands som Machine Head og Fear Factory, og gutterne er heller ikke blege for at benytte cleanguitar og tostemmige guitarriffs, og resultatet er tre velskrevne og dynamiske sange. 

Ghost of Reason, som indleder festlighederne, er velsagtens det mest djentagtige nummer og udgør knap fire minutters virkelig godt udført no-nonesense moshmetal. Det tonstunge hovedriff brydes med flabede uptempo, nærmest dansable versstykker, og udnyttes til gengæld fuldt ud i en outro, der varer hele den sidste fjerdedel af nummeret. Shades of a New Reality følger efter, og indledes med et voldsomt og alligevel melankolsk stykke, der modsvares i det melodiøse omkvæd (bare rolig folkens, ingen clean-vokal her!). Også dette nummer afsluttes med en lang outro (næsten 1½ minut) hvor det enkle riff virkelig får tid til at udfolde sig, og variationerne hovedsageligt kommer i trommespillet. Nummeret Glassolate afrunder seancen, og er med sit hurtige og lidt "svensker-metal"-agtige præg nok den sang der skiller sig mest ud for denne anmelder, og i mine ører klart pladens bedste. 

De tre numre kendetegnes ved, at relativt få idéer er sammensat med god virkning, og der gives god plads til medlemmernes og instrumenternes individuelle kvaliteter. Skal man pege på noget kunne det være, at det ville have klædt pladen med en enkelt solo, samt at numrene måske kunne have indeholdt lidt flere variationer i stedet for de lange sekvenser med gentagelser af samme riff, men med det talent for sangskrivning der ligger bag SVRL's debutudgivelse, virker det egentlig ikke særligt presserende. Jeg glæder mig allerede til at høre hvordan kvartetten udvikler sig til næste gang, og kan klart anbefale at lægge vejen forbi deres næste koncert. God vind, og en karakter i den øvre ende af skalaen herfra!

Trackliste:

1. Ghost of Reason 03:50
2. Shades of a new reality 05:33
3. Glassolate 05:29

Læs mere...

After The Burial, Monuments, Circles, Tides From Nebula

Så er det tid til en omgang djent! Endnu engang er det KB18 der danner rammerne, hvilket på forhånd gav mig noget bange anelser mht. lydkvaliteten, som desværre mere end ofte er i den dårlige ende. I aften er det en blandet landhandel i form af nationaliteter; vi har amerikanske After The Burial, engelske Monuments, australske Circles og polske Tides From Nebula. I forhold til tidligere shows i Danmark, gav After The Burial sidst koncert på BETA i 2013 sammen med Born Of Osiris, hvor også Monuments spillede. Monuments har ageret opvarmning for Jeff Loomis (Nevermore) på Templet i 2012. Circles har, så vidt jeg ved, ikke tidligere spillet her, og Tides From Nebula var for undertegnede et af højdepunkterne på årets Postfest i Århus der løb af stablen for kun et par måneder siden.

Tides From Nebula
Jeg har ikke kunne opstøve noget reel information om det polske band Tides From Nebula, da det giver en fejl (på polsk, naturligvis) hvis man forsøger at komme ind på den engelske del af deres hjemmeside - og på deres Facebookside står der ikke noget. Så... Det eneste jeg ved er at de er et postrock/metalband fra Warszawa, men det er jo også godt nok at vide.

KB18 valgte desværre at tage forskud på glæderne, således at Tides From Nebula (ifølge en bekendt) gik på scenen allerede kl. 20:15, på trods af at der på billetten stod kl. 21:00, og derefter kun fik 20 minutter at gøre godt af. Derfor ingen anmeldelse af dem, andet end at jeg vil råde fans af instrumental musik/post-rock til at tjekke bandet ud, da de sparkede røv sidste gang.

Circles
Det australske progressive metalband Circles har heller ikke noget information stående om dem på deres hjemmeside, men ifølge Facebook begyndte de for kun 4 år siden. De har sidenhen udgivet en EP i 2011 kaldet "The Compass", og deres debutalbum "Infinitas" udkom så sidste år.

Kl. 21, da aftenens 2. band Circles bestiger scenen, huser KB18 max. 50 mennesker. Allerede under første skæring er det alt for tydeligt at bandet ikke besidder den nødvendige erfaring for at få gearet publikum op, og selve musikken er nu heller ikke særlig interessant i det lange løb. Det er naturligvis heller ikke en nem opgave når kun de færreste ser ud til at kende musikken på forhånd, men så må man arbejde for det, og så er det ikke nok blot at stå og headbange lidt for sig selv. Sammenspillet fejler dog ingenting, og forsangeren kan ikke klandres for ikke i det mindste at forsøge at sætte gang i de fremmødte, men det er til en meget lav succesrate.

Omvendt, eller i forlængelse af ovenstående, så er lyden bestemt heller ikke med Circles. De mindre detaljer er umulige at høre, og vokalen svinger frem og tilbage i styrke. Det eneste der tydeligt kan høres er de elektroniske elementer, der mere end ofte sender mine tanker hen imod Skrillex' dubstep, eller Enter Shikaris hybridlyd mellem netop metal og electronica. Den rodede lyd forårsager også at forsangeren konstant synger en halv tone forkert - jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at det er med vilje, da det netop er så konsekvent at jeg mistænker ham for blot ikke at kunne høre sig selv.

Efter 25 minutter takker Circles af, og selvom der nok har været et par enkelte tilfredse fans iblandt mængden, kunne det have været så meget bedre. Måske om nogle år, med noget mere erfaring, vil Circles kunne levere et bedre show. For nu var det sådan set blot middelmådigt, men den dårlige lyd trækker nedad.  2½/6 stjerner.

Monuments
Britiske Monuments har været igang siden 2007, og blev bl.a. dannet af The Tony Danza Tapdance Extravaganza guitaristen Josh Travis. Det var dog først i 2012 at de fik en sanger med i form af Matt Rose. De udgav deres debutalbum "Gnosis" senere samme år. I henholdsvis 2012 og 2013 var de på tour med Jeff Loomis og Born Of Osiris, hvilket bragte dem forbi København begge gange. Det var også her de tog afsked med deres sanger. Ca. ½ år senere blev Christ Baresso (ex-Periphery) hevet ind som den nye frontmand, og Monuments 2. album "The Amanuensis" blev dernæst udgivet tidligere i år. Tyve minutter senere er Monuments klar, og i mellemtiden er antallet af publikummer vokset til ca. 75 stykker. Inden vi når nogle steder bliver det dog overraskende annonceret fra forsangeren at der kun vil blive spillet 4 sange i aften. Det skyldes at deres trommeslager kom til skade for nogle dage siden, og de derfor "kun" har nået at lære en af deres venner, der agerer stand-in, 4 sange i løbet af de seneste par dage. Det er jo pisseuheldigt, men samtidigt kan jeg ikke lade være med efter i aften at have en forøget respekt for at de ihærdigt fortsætter, når der ellers med god grund kunne aflyses.

Så snart vi når forbi den mærkværdige/skod intro og videre til de 4 sange... For fanden da, hvor skal jeg love for at Monuments griber situation HELT rigtigt an! Det er en ren fryd at observere publikum og den hyperaktive forsanger gå hånd i hånd i at levere et sublimt show, hvor det kun er her og nu der eksisterer - alt andet er ligegyldigt i de næste 20 minutter. Allerede fra 2. sang er der gang i pitten, som derefter fører til både en wall of death og en cirkelpit. Det er tydeligt at en hel del kender til Monuments, og forsangeren er en indpisker der vil noget. Mindst halvdelen af publikum adlyder hans mindste vink, om det så er at hoppe, klappe eller moshe. 

På minussiden er der en anelse for meget hygge og (vellykkede, skal nævnes) forsøg på humor som nedbringer den ellers intense stemning der hænger i luften. Dét, den rodede lyd, også det faktum at det hele er slut alt for hurtigt, gør at Monuments lige akkurat får tilkæmpet sig en god karakter, men heller ikke mere denne gang. Sidst, så skulle det muligvis være således at Monuments vender tilbage med Karnivool næste år. Det kan man jo kun glæde sig til, skulle det vise sig sandt. 4/6 stjerner.

 

After The Burial

De amerikanske metalcore drenge i After The Burial har 10 år på bagen, og er i øjeblikket signet på Sumerian Records hvor de har udgivet 3 ud af deres 4 studiealbums. De har siden deres begyndelse skiftet både vokalist og trommeslager 3 gange. De 4 albums de har udgivet består af følgende: "Forging A Future Self" fra 2006, "Rareform" fra 2008, "In Dreams" fra 2010 og senest "Wolves Within" fra 2013.

Efter en lang pause med dertilhørende hiphop musik i baggrunden (hvad er det der foregår?), kommer After The Burial til syne på scenen. Lyden er i mellemtiden blevet en anelse bedre, men selv med ørepropper er det meget rodet. De få baggrundslyde der til tider benyttes er fuldstændigt væk i lydbilledet, og det er primært den uopfindsomme chugga-tone på guitaren der står stærkt frem.

After The Burial er på plakaten hovednavnet, og det kan mærkes på publikums adfærd, der fra første sang er fuldstændigt på - eller i hvert fald den forreste del. F.eks. bliver et cirkelpit rundt om KB18's søjler sat igang og gennemføres uden nogen tilskadekomne. Mærkværdigt nok ser det dog ud til at der faktisk er færre nu end der var under Monuments. After The Burial selv er derimod det kedeligste band at se på i aften, da kun forsangeren virker til - momentvist - at gøre andet end at fremstå ond og brutal. De andre medlemmer ser faktisk decideret ud til at kede sig, men det er publikum nu ligeglade med.

Der er noget symbolsk i at vi bedes give lydmanden fingeren (for sjov, naturligvis), og at der kun 10 minutter senere er så massive problemer med den ene forstærker at showet må afbrydes midlertidigt. Det bliver heldigvis ordnet hurtigt, men i sidste ende får After The Burial kun 45 minutters spilletid. Det passer dog mig personligt ganske fint, for videre spændende er det ikke. 3½/6 stjerner.

Overordnet er det en sløj, sløj aften pga. flere forskellige faktorer:
1) - Det første band går på for tidligt ift. den annoncerede koncertstart.
2) - Både Tides From Nebula, Circles og Monuments får hver max. 25 minutter at spille i (hvor Monuments dog får tommelfingeren vendt opad i dette særtilfælde!), og hovednavnet får kun 45 minutter.
3) - After The Burials show afbrydes kortvarigt midt i det hele, og i det hele taget er lyden urimeligt dårlig og/eller rodet hele aftenen igennem.
4) - Max. 75 mennesker møder op.

Når ovenstående lægges sammen med en heftig billetpris på 185 kroner, så ville jeg som betalende have følt mig gevaldigt snydt, også selvom ikke alle faktorer kan skyldes på KB18. Hvad der dog KAN gøres bedre, er at der på hjemmesiden og Facebook annonceres den korrekte koncertstart, og hvis der er natklub efter kl. 23:30 (hvilket der plejer at være i weekenden), så lad arrangementet begynde noget tidligere, således at alle 4 bands kan få en rimelig tidslængde.

 

  • After the Burial_2
  • Forfatter: Jill
  • After the Burial_5
  • Forfatter: Jill
  • After the Burial_3
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Skyharbor - Guiding Lights

Skyharbor har siden deres debutudgivelse, Blinding White Noise: Illusion and Chaos (2012), været en af mine prog-djent darlings. Hvad der startede som et enkeltmands projekt fra Keshav Dhar’s side, akkompagneret vokalmæssigt af bl.a. Daniel Tompkins (TesseracT), har nu udviklet sig til et reelt band og herved udgivelsen af bandets andet fuldlængde album, Guiding Lights.

Hvad er Guiding Lights så? En klar musikalsk udvikling i forhold til debut'en. Progen har fået et markant overtag mens den hårde djentede sound, der også var del af debut'en, har langt mindre plads på Guiding Lights. Skal man skære helt ind til benet, lægger Skyharbor sig nu i højere grad op af progkunstnere som Steven Wilson (hør f.eks. ”Patience”), end djent mastodonter som Meshuggah. Vokalmæssigt er Tompkins også langt mere melodisk end på forgængeren. Den rå vokal er helt forsvundet og erstattet af smukke vokalstykker – tag f.eks. titelnummeret ”Guiding LIghts”, hvor Tompkins ruller sin storslåede vokal ud til perfektion.

Hvis man forventer en "Blinding White Noise: Illusion and Chaos v. 2.", bliver man skuffet. Til gengældt er Guiding Lights en ren skattekiste af lækkerier. Nuvel, til tider kammer det lidt over. Lydbilledet bliver pløret ind i effekter, der forstyrrer og fjerner fokus fra de gode melodier. Melodier, der akkurat er Guiding Lights' anden svaghed. Der er flere gode men også flere, hvor progspinnen får lov til at snurre lidt for kraftigt uden det fokus på sangskrivningen, der er nødvendigt for skabe den rigtig gode komposition. Hertil må jeg ærligt indrømme, at jeg savner den kaotiske bragende guitar og den vekslen mellem det melodiske og kaos som f.eks. gjorde ”Illusion – Celestial” til et fantastisk nummer. 

Samlet set leverer Skyharbor en godkendt anden udgivelse. Der er ingen tvivl om hvilken retning vinden blæser for bandet, og det er helt klart en retning der klæder bandet. Bedst går det for bandet på anden halvdel af pladen – hvorved jeg også må pointere, at man ikke skal lade sig skræmme af første halvdel. Ikke at materialet på den halvdel er forfærdelig, det er bare ikke lige så interessant, selvom ”Evolution” da har sin charme. Den store test kommer i holdbarheden af albummet. Guiding Lights er et smukt album, men jeg har svært ved at vurdere, om det er et album der kommer til at samle støv, eller vil blive spillet igen og igen ud i fremtiden. Det i sig selv er vel en konklusion? 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:
1.Allure
2.Evolution
3.Idle Minds
4.MIracle
5.Halogen
6.New Devil
7.Patience
8.Guiding Lights
9.Kaikoma
10.The Constant

Læs mere...

Vildhjarta, Billy Boy In Poison, Evra, Ghost Iris

Når lørdag aften byder sig med musikalske oplevelser, er der ikke andet for end at slå til og komme af sted. Lørdag aften var det KB18 i kødbyen, der bød på Svensk og dansk lyd i fornem klasse. Det svenske progressive djent band Vildhjarta var fløjet ind for at spille for det danske publikum. Hertil fik de fremmødte fornøjelsen af tre danske bands i form af Billy Boy In Poison, Evra og Ghost Iris.

 

Ghost Iris

Først band på den intime scenen var det københavnske progressive metal band Ghost Iris. Tidligere kendt som The Monolith, bevæger bandet sig inden for den del af den progressive metal genre, der præges af navne som Monuments og Periphery. Der skal heller ikke herske tvivl om at københavnerne har fundet stor inspiration i netop bands som førnævnte. 

20:20 gik bandet på scenen og leverede herefter lidt under en halv times indblik i deres musikalske univers. Et univers der både bød på positive overraskelser og mindre interessante elementer. Aftenens koncert blev spillet uden bassist, but who cares når der er syv strenge på guitaren? Det antages at bassporet var indspillet og afspillet under koncerten. Trods det tidlige tidspunkt formåede bandet at få trukket en god del publikum til, men reelt var Ghost Iris også det band på aftenen, der musikalsk mindede mest om hovednavnet. Kvartetten måtte døje med diverse lydproblemer og generelt var KB18 i aften heller ikke i venligt humør, selvom de mange gæster hjalp på det. Især de samplede elementer i bandets kompositioner havde det med at drukne i 7 strenget djent, mens vokalen til gengæld gik fint igennem. 

Bandets største problem denne aften var publikums manglende kendskab til numrene. Den progressive karakter kan være svær at arbejde med i en livekontekst, især hvis man som lytter ikke tidligere har haft mulighed for at nørde numrene igennem og ved hvor diverse breaks er placeret. Selvom forsanger Jesper gjorde sit for at få gang i publikum lykkedes det desværre aldrig. Ghost Iris leverede ellers nogle ganske fine numre, hvor isæt de to sidste numre fremviste bandet fra bedste side. 4 ud af 6.

 

Evra

Efter et kort sceneskifte havde aftenens andet band fundet vej til scenen. Evra stod parat til at levere en massiv flad af hardcore karakter. Bandet gik på scenen med energi og indlevelse, der gav et frisk pust til de svedende publikum, der havde fundet vej ind i salen. Et publikum der startede med at værre færre end ved første koncert, men undervejs udviklede sig til samme niveau. 

Evra oplevede ligeledes KB18’s kontante lydforhold og især vokalen led en hård kamp under koncerten. Heldigvis er hardcore en taknemmelig genre og med et energisk sceneshow, formåede Evra snildt at spille en god opvarmning. Igen virkede publikum lidt sløve i optrækket, til trods for at de fremførte kompositioner i langt højere grad inviterede til mosh end tidligere. Personligt var det en fornøjelse at opleve Evra i live kontekst igen. Det virker som bandet har udviklet sig meget siden sidst jeg så dem – hvilket vist også var på KB18. Denne aften lykkedes det desværre ikke bandet at få publikum helt med, selvom det blev gjort et ihærdigt forsøg. 4 ud af 6.

 

Billy Boy In Poison

Aftenens tredje indslag var også aftenens mest rutinerede indslag. Danske Billy Boy In Poison er grundlagt i 2005 og er derfor lige på trapperne til at runde deres 10 års jubilæum. Det var også en erfaring der skinnede igennem på scenen – sandsynligvis i kombination med et bredere bagkatalog. I hvert fald formåede det danske metal band endelig at få sat gang i publikum. I det hele taget spillede Billy Boy In Poison en ganske velgennemført koncert, der kun blev irriteret af de vanelige lydmæssigt udfordringer. Alkohol havde sandsynligvis gjort sit for at skabe stemning, men generelt må en stor del af æren tilskrives bandet på scenen. 

Kort sagt spillede Billy Boy In Poison en ganske gennemført koncert, hvor det primært var lydforholdende der irriterede. Faktisk vil jeg påstå at den danske kvintet spillede aftenens bedste koncert. Intenst, energisk og sprudlende. Not a single fuck was given. Steven brølede igennem mens Niclas tævede trommerne til den store guldmedalje. Fandens effektivt og pisse fedt. Billy Boy In Poison gjorde præcist hvad de skulle og efterlod publikum som en flok kåde teenagere, parat til at tage i mod aftenens svenske hovednavn. 5 ud af 6.

 

Vildhjarta

Ti minutter i elleve var det endelig blevet tid til at få det personmæssigt store svenske band på scenen. Til trods for en god del arbejde med lyden op til aftenens sidste koncert, viste det sig meget hurtigt, at heller ikke svenskerne havde succes med aftenens rammer. Specielt de melodiske samples der underbygger bandets kompositioner var fraværende så snart bandet buldrede af sted. Elementer hvis fraværd desværre gjorde koncerten forholds generisk og ensformig at være vidne til. Det samme lod til at være publikums dom. Antallet startede stærke ud og der blev moshet og crowdsurfet alt efter hvad de intime rammer kunne magte. Desværre faldt intensiteten og antallet markant som koncerten skred frem. Ærgerligt, men reelt var der ikke noget at sige til det. Selvom svenskerne lagde stærkt ud med bl.a. ”Shadows” og ”Eternal Golden Monk”, forsvandt magien løbende og det hele blev en lidt rodet masse af intetsigende støj, hvor ”All These Feelings” afslutningsvist heldigvis rede koncerten fra at faldet helt fra hinanden.

 

Teknisk set spillede bandet stærkt og leverede deres kompositioner overbevisende. Men nå ens struktur er så teknisk betinget, er det også nødvendigt, at samtlige elementer i numrene fremstår rent og stærkt. Det gjorde de ikke denne aften og derfor må svenskerne også tage til takke med 4,5 ud af 6. Bedre lydforhold og svenskerne kunne have spillet en solid sejer hjem. 

 

Læs mere...

Monuments – The Amanuensis

John Brown er vel mere eller mindre lig med Monuments. Et af medlemmerne af det hedengangne band Fellsilent, der om nogen startede djentbølgen tilbage i slut 2010, start 2011. Herfra kan også nævnes Acle Kahney, der sidenhen startede TesseracT. Monuments udgav deres debut, Gnosis, i 2012 (læs anmeldelsen her http://www.revolution-inc.dk/album/gnosis), hvilket var et album der overordnet viste gode takter, men aldrig overbeviste lytteren. Den primære årsag dertil var, at Monuments på ingen måde leverede materiale på højde med genrens foregangsmænd eller materiale, der skilte sig ud fra det resterende hav af mere eller mindre interessante djentbands.

The Amanuensis er et skridt fremad for Monuments. Kompositionerne er blevet bedre, og det er i højere grad lykkedes for bandet at fange de gode melodier. De tunge knusende riffs er stadig omdrejningspunktet, der leveres mens baggrundsguitaren står for at skabe atmosfæren. Hertil har Chris Baretto (tidligere Periphery) overtaget vokalen, hvilket i sig selv har været et stort skridt fremad for bandet. Den højere variation i skrig vs. ren vokal skaber en langt mere balanceret lydside end tidligere og giver i højere grad lytteren lyst til at høre albummet. Variationen i vokalen gør ligeledes, at de bagvedliggende melodiske stykker i højere grad bliver akkompagneret i stedet for at stå og falde alene. Samlet set en positiv oplevelse, men så er det heller ikke bedre. Monuments har skrevet et 2. fuldlængdealbum, der i det store hele er bedre end debuten og som samlet set også hæver sig over det store djentmetal-hav. Men bølgerne går aldrig højt nok til at det bliver en fuldendt succes. Monuments snegler stadig afsted i slipstrømmen fra de store drenge, og der skal simpelthen en større grad af opfindsomhed og idérigdom til, før de kommer op på siden af disse.

Det være sagt er The Amanuensis absolut værd at give et lyt. Både ”I, The Creator” og ”I, The Destroyer” er pisse fede numre i hver sin ende af tracklisten. ”Origin Of Escape” er et bragende smukt nummer, hvor de progressive aner rigtig får lov at spille, mens ”Horcrux” er en tonsende tung sag, der inviterer til nakkegymnastik. Der er flere gode numre i blandt og en af Monuments stærke sider er uden tvivl, at der ikke rigtig er nogle numre som er decideret dårlige. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.I, The Creator
2.Origin Of Escape
3.Atlas
4.Horcrux
5.Garden Of Sankhara
6.The Alchemist
7.Quasimodo
8.Saga City
9.Jinn
10.I, The Destroyer
11.Samsara

 

MONUMENTS - Origin of Escape (Lyric Video)

Læs mere...

Scamp - The Deadcalm

Det danske band Scamp har efterhånden eksisteret i noget tid. I 2008 udsendte bandet deres debut Mirror Faced Metality, en debut der blandt andet medførte en koncerttjans på Roskilde Festival og support for bands som Machine Head og Korn. Siden da har der musikalsk været stille omkring Scamp. Udskiftninger i bandet har været hovedoverskrifterne, hvor det mere specifikt har været vokalsiden der har vist sig problematisk. Det har resulteret i, at Michael Bøgballe (tidligere Mnemic) nu står med ansvaret. Så langt så godt. The Deadcalm er derved bandets andet album, et album der udkommer i en tid hvor Danmark, 3 år for sent, er ved at være med på den såkaldte djentbølge. Nuvel, The Interbeing var med fra start, men herudover er det småt med navne. Scamp gør forsøget og det er heldigvis et langt mere gennemført forsøg, end mange af deres udenlandske kollegaer. Scamp præsterer en lyd der dels sender tankerne direkte mod Meshuggah, men samtidig også trækker på elementer fra den industrielle genre. Bands som Fear Factory og ikke overraskende Mnemic er sandsynligvis blandt inspirationskilderne, hvor den hårde industrielle kant kombineres med kompetent sangskrivning. 

So far so good. The Deadcalm indeholder mange positive elementer, men desværre også et gennemgående negativt: Diversiteten er for snæver. De konstante hidsige djentriffs bliver simpelthen for ensformige i længden. Ligeledes kunne jeg godt have ønsket mig lidt mere spændvidde i Bøgballes vokalstruktur. Et godt ondt, groovy dybt growl eller brøl ville være en velkommen afveksling fra den lyse vokal, der præger The Deadcalm. Det være sagt er det uden tvivl de positive elementer, der præger Scamps anden udgivelse. En udgivelse der er på internationalt niveau og som sagtens kan konkurrere med diverse udenlandske djent udgivelser. Derved også sagt at The Deadcalm uden tvivl er et album, der kan anbefales. Åbningsnummeret ”The Broken 20/20” rykker tungt og godt, og det samme gør det efterfølgende ”The Boys From Dead Soul Road”. Mine personlige favoritter herfra er trekløveret ”The Longing”, ”Emotional Psyco Release” og ”Deadhead”; sidstnævnte er som afslutning en tung og hård spydspids, der brager af sted, men samtidig melodisk rammer perfekt. Simpelt men effektivt. Alt i alt en god udgivelse, men man bliver ikke væltet bagover af nyskabelse – tværtimod. Scamp lægger sig pænt i floden af followers, om det så genremæssigt er midt-2000 industrial metal eller 2011-prog djent. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.The Broken 20/20
2.Yje Bous From Dead Soul Road
3.Existence Status Zero
4.Adrian
5.Organism
6.Silent Inferno
7.Edge Of Devastation
8.No Surrender
9.The Longing
10.Emotional Psyco Release
11.Deadhead
12.The Deadcalm

Samlet spilletid: 63 minutter

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed