fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Copenhell 2019: Dimmu Borgir

Dimmu Borgir har været ude for radaren i mange år. Det nyeste album ”Eonian” er udkommet hele otte år efter 2010’s ”ABRAHADABRA” og på livefronten er der ikke givet ét show mellem sommeren 2014 – sommeren 2018. Bare i Danmark skal vi tilbage til 2010 hvor de sidst var forbi.  Men nu kunne de være her. Jeg har savnet dem og tålmodigt ventet på deres næste træk mere eller mindre lige siden deres storslåede show på Wacken i 2012. Jeg er nok ikke den eneste. Og Copenhell har endelig ramt det rigtige tidspunkt for blackmetal. Så er spørgsmålet kun hvordan ”Eonian” kommer til at klare sig live, nu det ikke har kastet de helt begejstrede anmeldelser af sig.

Men vi starter et andet sted, nemlig ved slutningen. For lige som Dimmu Borgir er ved at blive rigtig varme, er så hvor tiden er løbet fra dem. En time er simpelthen for lidt tid, og man kan her efter festivalen ærgre sig gevaldigt over, at det ikke var de norske mestre der fik lov at lukke hovedscenen i stedet for Scorpions. Det kunne have været fantastisk. Det starter godt nok mindre spændende rent musikalsk, men visuelt er det noget af et syn (som altid, kan man tilføje – de teatralske elementer, vilde kostumer og en udsmykket scene er heldigvis ikke taget af tapetet). Problemet er bare at over halvdelen af seancen foregår mens det stadig er delvist lyst, så det er først hen mod slutningen man bliver helt omsluttet af mørket – men så ruller det også. Ligeledes begynder lyden heller ikke som bandet fortjener, men også den forbedres. Og så er det slut...

Dimmu Borgir selv er til gengæld langt mere inddragende end de normalt har for vane, ikke mindst Shagrath kommer helt ud til publikum og synger/growler i øvrigt fantastisk. Med de mange nyere sange er det også et fornuftigt træk. Det tager godt nok lidt af mystikken og den kølige distance, der ellers plejer at virke som en styrke, men byttehandlen fungerer her. Det er især smart, for selvom man kan respektere bandet for at tro på eget materiale og ikke bare ukritisk indrette sig efter hvad de fleste vil have, ja så er det nyere materiale altså svagere end deres ældre – sådan ligger landet.

Og det er da også i anden halvdel hvor vi får de gamle klassikere som ”Puritania”, ”Progenies Of The Great Apocalypse” og ”Mourning Palace” som afslutter. Lineært forvandler koncerten sig fra acceptabel til rigtig, rigtig god – og det er både publikums engagement, valg af sangene, lysshowet der nu kan udfolde sig og bare helt overordnet glæden ved at have dem tilbage på dansk jord. Men så slutter det, og man efterlades med en utilfredsstillende følelse af halvhed i kroppen. Jeg vil have mere!, siger den, men til ingen verdens nytte. Der er derfor nogle bookere der skal invitere dem tilbage igen, og det lige med det samme. Alt andet er uacceptabelt. Og Copenhell, næste gang så giver I sgu Dimmu Borgir den tid og scene de reelt fortjener.

Sætliste:
1) – The Unveiling
2) – Interdimensional Summit
3) – The Chosen Legacy
4) – Gateways
5) – Dimmu Borgir
6) – Puritania
7) – Ætheric
8) – Council Of Wolves And Snakes
9) – Progenies Of The Great Apocalypse
10) – Mourning Palace
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Dimmu Borgir - Eonian

Siden starten i 1993 har Dimmu Borgir markeret sig indenfor den symfoniske gren af Black Metal, og samtidig formået at skille vandene; deres fans har jublet, mens deres fremtoning og kommercielle succes har bragt dem i modvind andre steder. Selv om bandet er skrumpet til et kerne bestående af sangeren Shagrath samt de to guitarister Silenoz og Galder, markerer de indtoget i sølvbryllupsalderen med albummet ”Eonian”.

Det kommer 8 år efter ”Abrahadabra”, og selv om der i perioden har været tavshed fra nordmændene, er det tydeligt, at de ikke har siddet med hænderne i skødet. De symfoniske elementer, som repræsenteres af orkester og det norske Schola Cantrum kor, er denne gang placeret i arrangementer, som er større end vanligt fra bandet - Det siger ikke så lidt, for her har de aldrig været fedtede. Resultatet er, at albummet må regnes blandt nordmændenes mest omfattende, men medaljen har en bagside: Selv om de egentlige Metal-elementer har fint med power, har de svært ved at gøre sig gældende; ofte bliver de simpelthen overskygget af det symfoniske.

Dimmu Borgir forsøger sig også med mindre pompøse ting, men de enkle, og alligevel dominerende klavermelodier i f.eks. ”ÆTheric” lyder mest af alt som Cradle of Filth, ikke mindst fordi Shagrath her raller i samme stil som Dani Filth. Så fungerer det noget bedre i ”Council of Wolves and Snakes”, hvor indiansk inspirerede toner giver nummeret et særligt præg.

Som nævnt er det tydeligt, at der ligger et kæmpearbejde bag dette album, de mange elementer og storslåede arrangementer er virkelig flot sat op. Desværre udmøntes det ikke i tilsvarende oplevelser, for ”Eonian” har for meget vægt lagt på det symfoniske til, at det for alvor rykker.

Tracklist:
1 The Unveiling
2 Interdimensional Summit
3 ÆTheric
4 Council of Wolves and Snakes
5 The Empyrean Phoenix
6 Lightbringer
7 I Am Sovereign
8 Archaic Correspondence
9 Alpha Aeon Omega
10 Rite of Passage
Samlet spilletid: 54:19

Læs mere...

Dimmu Borgir - Forces Of The Northern Night

Der har været stille omkring Dimmu Borgir på det sidste; deres seneste studiealbum udkom tilbage i 2010. Sidste år gav nordmændene en koncert i hjembyen Oslo med Det Norske radioorkester og kor, og den koncert foreligger nu både som album og DVD/Bluray udgivelse. For andre kunstnere er de symfoniske omgivelser et middel til at give kendte numre nye vinkler, men hos Dimmu Borgir er det allerede indbygget i materialet. For mig var spørgsmålet derfor: Hvad har kor og orkester tilført bandets musik?

Her fristes jeg til at lege tv reklame og sige ”meget mere… symfoni”. De symfoniske elementer bliver fremhævet; ikke kun via numre arrangeret uden Metal, men så afgjort også inde i numrene. Det lyder dejligt autentisk, og der bliver sat en tyk streg under, at et symfoniorkester kan være en både voldsom og stemningsfyldt affære. Desværre har man valgt også at fremhæve elementerne i selve mikset, så både trommer, guitar og Shagraths raspende vokal bliver presset tilbage i lydbilledet. Selv klassiske hits som “Progenies Of The Great Apocalypse”, “The Serpentine Offering” og “Mourning Palace” må kæmpe hårdt for at trænge igennem, men klarer sig alligevel udmærket. Andre tracks klarer sig mindre godt, så man skal have en præference for det symfoniske for at begejstres af albummet her. Jeg er ikke helt overbevist, så jeg retter blikket fremad mod Dimmu Borgirs næste studiealbum, som efter planen dukker op sidst på året.

Tracklist:
01. Xibir (orchestra)
02. Born Treacherous
03. Gateways
04. Dimmu Borgir (orchestra)
05. Dimmu Borgir
06. Chess With The Abyss
07. Ritualist
08. A Jewel Traced Through Coal
09. Eradication Instincts Defined (orchestra)
10. Vredesbyrd
11. Progenies Of The Great Apocalypse
12. The Serpentine Offering
13. Fear And Wonder (orchestra)
14. Kings Of The Carnival Creation
15. Puritania
16. Mourning Palace
17. Perfection Or Vanity (orchestra)
Samlet spilletid: 83:20

Læs mere...

Twilight of the Gods

 The multinational heavy metal band Twilight Of The Gods, whom consists of current and former members from bands like Primodial, Cradle of Filth and Dimmu Borgir just to name a few, we asked guitarist Rune Eriksen aka Blasphemer (Aura Noir, ex-Mayhem) a few questions about the new album.

Læs mere...

Dimmu Borgir, Enslaved, Sahg

Sahg
Det var et noget sølle ”turn out” der var til denne indledende runde af hvad der lovede på at blive en god aften. Publikum ikke ligefrem flokkedes om scenen da Sahg gik på og det er sku en skam. Sahg spiller hård rock med 70er inspirationer (selv deres tourbus er som taget ud af den era) og de gør det så godt at de i Norge er blevet rost til skyerne. Bandet tæller et allstar crew af højt profilerede Norske musikere, og blandt dem finder man, som repræsentant for metallen, Tom Cato Visnes aka King Ov Hell (ex Gorgoroth) og det er sku helt sjovt at se ham stå iført noget andet end corpsepaint og nitter
Sahg gik som sagt på til et noget blakket publikum der ingen intentioner havde om at stoppe små snakkeriet for at høre konge heavy, men Sahg gjorde hvad de kunne (og lykkedes så småt) for at overbevise tvivlere om at Sahg var kommet for at blive. 70er lyden blandet med moderne heavy og forsanger Olav Iversens skingre vokal var måske ikke hvad man kunne forvente sig af en aften i black metallens tegn, men fedt var det. Energi niveauet og spilleglæden var i top og det var et veltilfredst (så det ud til) Sahg der forlod scenen til tonerne af sangen Pyromancer. En FUCKING fed koncert der nåede ud over scene kanten og viser at man ikke skal være så skeptisk overfor noget nyt og fremmed.

5/6

Enslaved
Enslaved stammer fra Haugesund i Norge og spiller efter eget udsagn psykadelisk progressiv black metal. En lidt underlig blanding når man kigger på black metal generelt, men alligevel en blanding som Enslaved har formået at få til at virke gennem tiderne og en blanding de høster storslåede anmeldelser for. Bandet har netop udgivet deres ellevte studie album ”Axioma Ethica Odini” og det var derfor forventet at man skulle høre lidt derfra, men det blev da også til noget lidt ældre.
Enslaved lagde ud med et sønderrivende brag og fortsatte stilen med deres halv catchy, dystre og dybt kaotiske version af black metallen. Forsanger Gruttle Kjellson snakkede lystigt om øl og om det at være fra Norge da han udbrød ”Vi er fjeldaber”. Et tegn på et band der ikke tager sig selv helt så højtideligt som man kunne have frygtet.
Det blev blandt andet til ”storhittet” (om man vil) Isa, Ground fra ”Vertebrae”, men også en tur helt tilbage til 90erne og sangen ”Alfadr Odin”. Enslaved spillede en potent koncert der dog var plaget af decideret dårlig lyd. Det var af og til svært at høre keyboardet, vokalen faldt ud enkelte gange og det soniske kaos udviklede sig til et mere til regulært kaos hvor tonerne forsvandt før de nåede at ramme noget. Det er synd for Enslaved når man ser på hvor excellente albums de har smidt ud i løbet af årene og hvordan de nyfortolker en efterhånden lettere kedelig genre. Trods lydproblemer spillede Enslaved den hjem på sikker rutine uden en eneste fejl. Der var ikke megen publikums interaktion før de sidste par numre og det virkede i det hele taget som om de bare tog den på rutinen og lod publikum være publikum. De kom ikke så meget ud over scene kanten som man kunne håbe, men der er selvfølgelig også besværligt med den musik de spiller. Trods alt spillede Enslaved en fed, veloplagt og helt igennem gennemført koncert til UG. Nu venter vi bare på at de vender tilbage til lille Danmark igen! Horn herfra!

4/6

Dimmu Borgir
Efter Sahg var publikum for alvor begyndt at flyde ind og Vegas store sal var da også ved noget der lignede briste punktet da lysene slukkedes for sidste gang og aftenens hovedattraktion begyndte at trække ind på scenen.
Det var et noget fesent set up Dimmu Borgir havde slæbt med sig i forhold til sidst de var her. Meget standard med et par lamper og et trommesæt sat op bagerst. Og så en underlig blæksprutte hjelm (bedst kendt fra Gateways videoen) der ikke rigtig indgik i forestillingen, men bare hang til pynt uforklarligt i den ene side.
Dimmu Borgir behøver ingen introduktion, i over 15 år har de regeret som mestrene af symfonisk black metal og en slags indgangs portal til metal universet for de helt unge purke og dem var der da også rigeligt af her til aften, man kunne spørge sig selv om Marilyn Manson var i byen, men det var ikke tilfældet. Dimmu Borgir har netop udgivet deres niende studiealbum Abrahadabra og blev messet ind på scenen af første nummer fra pladen ”Xibir” et symfonisk nummer der trods sin episke karakter er en anelse kedelig og blot minder os om at bandet skillede sig af med komponisten Mustis inden de indspillede albummet. De bagerste pladser, trommeslager, bassist og keyboard spiller blev udfyldt først mens vi pænt måtte vente på de tre herrer det hele drejede sig om, endnu en gang for lige at slå fast hvem der udgør bandet og hvem der bare er ”hired help”, backup gruppen havde sågar fået masker på for lige at sætte en tyk fed streg under det faktum.
Dimmu Borgir lagde hårdt ud med noget gammelt, fra ”Enthrone Darkness Triumphant” før de skiftede til noget fra succes albummet ”In Sorte Diaboli” og derefter et komplet skift over i noget af det nye fra ”Abrahadabra”. Set listen var lidt underligt konstrueret, med ca. 5 nye numre isoleret i en lille klump midt i settet så de blev spillet i rap, før bandet igen kunne skifte over i det lidt mere sikre territorie. Publikum var med bandet, der spillede den sikkert hjem. Dimmu Borgir fremtræder som et yderst elitært og meget arrogant band hvilket jo er en del af deres black metal aner og for det meste fungerede det godt. Shagrath (vokal) nærmest prædikede og havde meget veludførte og sikre bevægelser. Når han var på virkede det som om han meget sikkert og med omtanke udvalgte hvilke ”moves” han skulle fyre af, men meget af tiden stod han bare og sugede lidt i sin mikrofon og det tog lidt af det elitære af bandets mystik.
Der var massive lydproblemer til denne optræden. Keyboardet var meget af tiden knapt hørbart, og bassen var ikke til at styre på ti tønder land. På et tidspunkt gik det helt galt og baslyd buldrede ud over publikum i et minuts tid hvor man intet kunne høre andet end turbulens. Det er ærgerligt for et band der efterhånden burde være i stand til at sætte god lyd op, med al deres rutine og erfaring. Man kunne ikke andet end føle, at hvis guitar delene havde været bare en lille smule mere avancerede, og knap så monotone havde Shagraths job med at holde sig hørt været umulig. Alt i alt var Dimmu Borgir en udemærket men halv flad oplevelse og publikum nåede aldrig rigtig at være helt med, det var som om den blev kørt overvældende meget på rutinen og så måtte det være det. Bandet forsvandt til tonerne af ”Mourning Palace” og nu går der vel en tre års tid før de norske black metallere sætter deres fødder på dansk jord igen.

4/6

Aftenen burde have budt på black metal i nærmest legendarisk status. Både Enslaved og Dimmu Borgir har efterhånden opnået helgen status så man var naturligvis opsat på en fed aften med nogle af de helt store. I stedet fik man nogle trætte mænd der ikke rigtigt var helt til stede og massive lydproblemer, jeg er bare glad for at jeg ikke måtte punge de 275 kr for billetten for så ville jeg være gået derfra og følt mig snydt, men alt i alt en aften jeg ikke fortryder

Læs mere...

Dimmu Borgir, Amon Amarth

Grundet andre forpligtelser nåede jeg igen ikke at se Engel. Faktisk ankom jeg lige idet, at Amon Amarth var klar til at gå på scenen.
Og det gjorde de med maner. Efter lidt intro var festen i gang. Fuld knald derudaf med det samme, og ingen dikkedarer overhovedet.
Desværre druknede både vokalen og guitarerne, i trommerne som så mange gange før. Men det lod ikke til at forstyrre de gæve svenskere.
De forsatte deres vikinge felttog på scenen med masser af entusiasme og gåpåmod. Men på grund af de ovennævnte lydproblemer, så kom de aldrig ordentlig ud over scene kanten. Og deres musik blev også meget hurtigt rodet at høre på.
Noget ros skal der da også være plads til, for under ”Asator” var lyden blevet lidt bedre, og selv soloen kunne man høre.
Men et show lidt over det jævne vil jeg påstå.
Karakter til Amon Amarth: 3,5

Og så aftenens hovednavn. Nemlig et at de største norske black metal bands (målt i salg). Dimmu Borgir. Og som det tit er i Store Vega, så have de taget en storskærm med bag scenen. Denne viste hele showet igennem masser af munke og noget der lignede et korstog! Og det er begyndt at blive belastende efterhånden syntes jeg.
Men desværre var Dimmu Borgir også påvirket at den dårlige lyd. Denne gang var det dog kun guitarerne og bassen man ikke kunne høre. Dertil var både trommerne og keyboardet alt for gennemtrængende. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker for diverse lydmænd i øjeblikket.
Man må sige at det var kontrasternes aften til denne koncert. Hvor Amon Amarth startede som lyn og torden i deres numre, så havde Dimmu Borgir lange harmoniske introer, som hører sig til i denne genre, før de tonsede derudaf i bedste vanlige black stil.
Og heldigvis blev lyden bedre som showet forløb, og det hjælper jo altid lidt at man kan holde ud af at høre på musikken.
En ting der tit irriterer mig, er når bandet bruger båndet backup vokal. Jeg kan forstå det hvis det er et kæmpe kor. Men en enkelt backup vokal. Hvor svært kan det være?
Til sidst er der kun at brokke sig over musikkens ensformighed. Den er der desværre til de fleste black arrangementer. Og det er nok derfor at jeg sjældent dukker op.
Karakter til Dimmu Borgir: 4

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed