fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Eels - Den Grå Hal, 27.08.19

Enmandsprojektet Eels anført af Mark Oliver Everett er tilbage. Både med nyt album og et stop i hovedstaden, henholdsvis med ca. 4 og 6 ½ års mellemrum. Det er i begge tilfælde til den længere side ift. hvad han plejer, men sidste gang var til gengæld også rigtig godt (såfremt min hukommelse ikke snyder mig). Siden sidst har jeg haft mulighed for at dykke ned i de ikke mindre end 11 albums hidtil udgivet, og så har det nyeste album ”The Deconstruction” også fået et lyt eller to. Kort sagt: jeg har glædet mig til det her.

Eels:
Det første og sidste indtryk fra aftenens koncert kommer til at stå således: der er drønhedt i Den Grå Hal. Drønhedt, og proppet. Det semi-tropiske vejr udenfor gør sit indtog og dét i en hal der i forvejen har dårlig (hvis overhovedet nogen) udluftning. Men! Den gamle hal er i stedet rig på stemning. Det er ikke et overvældende antal gange jeg har været her, men langt de fleste har så også været mindeværdige – det gælder ikke mindst sidste gang samme band stod her. Der er noget i luften, glæde og en spøjs form for ro, også selvom der er fyldt og der er kontinuerlig bevægelse. Musikken fra anlægget hjælper også på det. Det er kort sagt rart at være i, måske især fordi jeg til en afveksling ikke har kunne finde bare én kammerat at slå følge med.

Så når Rocky-soundtracket lyder er vi helt sikkert klar, indlagte båthorn fra E og det hele. At der så lægges ud med tre coversange i streg er kun en mindre hindring. Alligevel er det måske ikke helt dumt, for så kan lyden indstilles. Og det tager da også et par sange, men så lyder det ganske fint. Det bliver nok aldrig superlyd her, men mindre går også. Det er imidlertid først ved ”Flyswatter” at publikum rigtigt begynder at røre på sig; fra passiv til aktiv medspiller. E og hans band har ikke selv stået stille, men i et øjeblik gælder det begge veje. Det er et kort øjeblik, for imellem et par sange med mere gang i kommer både ”I Need Some Sleep” og ”That Look You Give That Guy”, begge ballader. Lyder det som en underlig måde at konstruere en sætliste på? Det er det også, men det er ikke et minus i Eels’ tilfælde: de kan både det bløde og noget hårdere hver for sig, og uden problemer blande det sammen. Det er et af bandets store styrker. En anden finurlighed er at der kun spilles tre sange fra det seneste album. Alt andet er taget fra stort set hele kataloget. Kun 2010’s ”End Times” og, besynderligt nok, ”The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett”, altså det næstsidste album, forbigås. Dertil er der rigtig meget af det gamle, utvivlsomt til glæde for de fleste.

Hvis jeg skal kigge lidt tilbage, er dét jeg bedst husker fra sidste gang hvor løssluppent det hele var. Her er det mere skarptskåret; der er ikke så meget fjol og det rent tekniske lyder som det skal. At de fleste sange får ekstra spade på ift. studieversionerne er en anden snak. E selv er dog, præcist som sidst, i hopla og kommer ofte med ubrud og har i det hele taget svært ved ikke at snakke til publikum. Det gør, at det føles både intimt og delvist personligt, også selvom sætlisten er næsten identisk til de forrige shows på touren. Og alligevel, på trods af snak og lir af og til spildes der sjældent et minut – med næsten 30 sange på to timer, ja så kan man svært klage over tidsspilde.

Man kunne til gengæld godt se for sig et mere engageret publikum. Er det hverdagen der gør sit indtog? Varmen måske? En blanding? Begge dele er hvad der trækker i den negative retning (enkelte numre gør dog det modsatte, altså hvor band og publikum for alvor når hinanden, som den førnævnte ”Flyswatter” men også den gyngende ”You Are The Shining Light” og naturligvis ”Novocaine For The Soul”). Varmt er det i hvert fald, så varmt at det er svært at fokusere på hvad der sker på scenen. Alligevel flyver tiden derudaf og pludselig er der gået en time. Et højdepunkt ankommer kort herefter med den smukke ”I Like The Way This Is Going” hvor kun enkelte (mærkelige mennesker) ikke ser ud til at være hypnotiseret. Bagefter forsøger E at præsentere sit band; en præsentation der inkluderer lidt af hvert, men hvor man altså kan forstå at E elsker os virkelig meget, at bassistens højde skyldes at han i fordums dage dræbte en gigant, og at der er lavet en velkomstsang til den nye trommeslager, som naturligvis fremføres. Det er en sjov intermezzo som højest sandsynligt ikke giver mening for dig som læser, såfremt du ikke var der.

Vi når til ”Novocaine...” der leveres i en mere rocket, ja næsten shoegazet udgave, først til forvirring men så glæde hos de fremmødte. Og herfra bliver det kun bedre og bedre, for nu er vi for alvor nået til de gamle slagere. Trilogien ”Souljacker Part 1”, ”I Like Birds” og ”P.S. You Rock My World” indfinder sig inden encore, der først består af ”Fresh Feeling” inden endnu et encore får plads – E og vennerne gider ikke gå hjem og vi når også op på omkring to timer efter et medley og et Beatles-cover, uden E selv, fremføres, men så er det også slut for denne gang.

Og som jeg forlader hallen med de små 1500 andre mennesker kan man forstå at nogen næsten har været klogere end én selv; små grupper har nemlig været smarte nok til at slå sig ned udenfor, med græs, fuldt udsyn og en overskuelig temperatur til følge. Ikke dumt. Det er ellers sjældent man ønsker sig kulde, og slet ikke på en weekenddag, men i dette tilfælde havde begge dele gjort godt.

Sætliste:
1) – Out In The Street (The Who cover)
2) – Mississippi Delta (Bobbie Gentry cover)
3) – Raspberry Beret (Prince cover)
4) – Bone Dry
5) – Flyswatter
6) – Dog Faced Boy
7) – I Need Some Sleep
8) – Dirty Girl
9) – That Look You Give That Guy
10) – Prizefighter
11) – She Said Yeah (The Rolling Stones cover)
12) – Tremendous Dynamite
13) – Open My Present
14) – You Are The Shining Light
15) – My Beloved Monster
16) – In My Dreams
17) – I Like The Way This Is Going
18) – Little Joe!
19) – Today Is The Day
20) – Novocaine For The Soul
21) – Souljacker, Part I
22) – I Like Birds
23) – P.S. You Rock My World
Encore:
24) – Fresh Feeling
Encore 2:
25) – Mr. E’s Beautiful Blues
26) – Fresh Blood
27) – Love and Mercy / Blinking Lights (For Me) / Wonderful, Glorious (medley)
28) – The End (The Beatles cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Godspeed You! Black Emperor - Den Grå Hal

Som en del af CPH:DOX projekt AUDIO:VISUALS er Godspeed You! Black Emperor blevet inviteret til byen i kombination med visningen af filmen med samme navn. Dvs. at man i dag kunne indløse billet til først en film, og dernæst en koncert – men man havde også muligheden for blot at vælge én af tingene. Det er i øvrigt første og eneste gang på bandets tour, at begge kombineres.
I denne anmeldelse har jeg imidlertid kun berettet om koncerten.

Godspeed You! Black Emperor:
Det canadiske post-rock band Godspeed You! Black Emperor (herefter omtalt som GY!BE) blev dannet i Quebec i 1994, og har siden begyndelsen udgivet albums igennem det uafhængige pladeselskab Constellation. Navnet er i øvrigt taget fra en japansk sort/hvid film tilbage fra 1976, der handler om en motorcykelbande kaldet The Black Emperors. GY!BE udgav deres debutalbum i 1997, var dernæst på regelmæssige tours fra 1998 – 2002, og besluttede så at holde en pause fra 2003. Der var flere gange rygter om at bandet var blevet lagt endegyldigt i graven, men siden 2010 har de været tilbage på scenen. 
Godspeed You! Black Emperor har aldrig slået igennem, i hvert fald mainstream, men har en trofast fanbase og er stadig meget relevante i post-rock genren, hvor der af albums kan nævnes ”Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven” fra 2000, ”Allelujah! Don't Bend! Ascend!” fra 2012 og sidst ”Asunder, Sweet and Other Distress” der blev udgivet i år.

Det er en velbesøgt, men alligevel et godt stykke fra proppet Grå Hal der møder mit åsyn, og til en start er jeg en anelse nervøs over hvor minimalt det visuelle er, nu jeg har hørt ord som ”helhedsoplevelse”, ”visuelt trip” og lignende i forbindelse med GY!BE. 
På slaget 21:30 går løjerlighederne imidlertid i gang, i første omgang næsten komplet lydløst, da der kun er to strygere at skue inden resten af besætningen, uden at have det mindste travlt, langsomt finder deres pladser. Det samme er, så at sige, gældende for storskærmen der lægger ud med aldeles uskarpe filmklip. Efterhånden tager intensiteten til, bassen pulserer svagt i kroppen, og ordet ”hope” forsvinder og kommer til syne igen og igen på skærmen. Dernæst er vi allerede videre til næste sang, så en reel introduktion kommer aldrig.

Det bliver desværre hurtigt klart at lyden er mudret, og i dette usædvanlige tilfælde er både strygere og guitar klart at tyde, mens bas og trommer huserer i baggrunden som støj – og her ikke den gode støj der underbygger det resterende, nej, her er de to elementer vidt forskelligt i både volumen og klarhed. Det er som om at de endnu ikke har fundet hinanden – men det bliver dog hastigt bedre.
Det er på samme tid en sløv opstart, hvor den første halve time aldrig rigtig kommer nogen vegne. Det bliver bestemt heller ikke hjulpet af et ikke-eksisterende lysshow, hvor lamperne er statisk orange hele vejen igennem, og mange af dem slet ikke tændt.

På scenen kommer og går musikere i samme flow som musikken; nemlig flydende og uden hverken afbrydelser eller naturlige pauser. Der er heller ikke nogen snak på noget som helst tidspunkt, men det er nu heller ikke nødvendigt, da publikum formår at underholde sig selv. Jeg ser utroligt nok kun to telefoner der smides i vejret under hele showet, og som tiden går begynder de anerkendende og rytmiske nik at brede sig længere ud i salen, ligesom klap og positive tilråb vokser i styrke.
Og både lys og visuals (der er dog stadig intet decideret lysshow) forbedres væsentligt som tiden går, hvor de musiske elementer nu blandes glimrende sammen, og videoerne (af bl.a. store fugleflokke og senere brændende bygninger) på storskærmen passer ualmindeligt godt til de fleste sange på trods af, at de er improviserede.

Der er altså en klar forbedring på alle fronter, men alligevel går der omtrent en times tid før det for alvor spiller. Nu synes jeg til gengæld også at kunne drømme mig væk, selvom det aldrig når de magiske højder. Alligevel flyver tiden afsted, og det er kun i det sidste kvarter at jeg kan mærke trætheden banke på. Måske det skulle have været siddepladser…
To timer bliver i dette tilfælde en anelse for langtrukkent, hvor der godt kunne have været skåret noget fra – eller også kunne det have været løst med en anderledes konstrueret sætliste. Klimaks dukkede op før vi nåede til enden, og det er jo ikke meningen. 
Alle disse forskellige betragter taget til betænkning var det stadig en god koncert, men så heller ikke mere. Jeg kunne sagtens finde på at se GY!BE igen i fremtiden. 
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Hope Drone
2) – Lift Yr. Skinny Fists, Like Antennas To Heaven...
3) – Gathering Storm
4) – Peasantry Or ’Light! Inside Of Light!’
5) – Lambs’ Breath
6) – Asunder, Sweet
7) – Piss Crowns Are Trebled
8) – Chart #3
9) – World Police And Friendly Fire
10) – The Sad Mafioso
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Spids Nøgenhat

Jeg tror ikke der er mange musikinteresserede der efterhånden ikke har hørt, eller genhørt, Spids Nøgenhat indenfor det sidste års tid. Efter for nyligt at have spillet på Roskilde Festival, såvel som at have afholdt en minitour sidste efterår, kan man anskue deres show i Den Grå Hal som en naturlig afslutning på rejsen. Symbolikken i at Spids Nøgenhat spiller lige præcis på Christiania (og i øvrigt for første gang i Den Grå Hal), og med deres sidste pt. planlagte show, er i hvert fald gennemført.
For mit eget vedkommende har jeg først netop nu fået gennemlyttet deres 2 albums, og har kun set Spids Nøgenhat én gang live; nemlig for nogle måneder siden på Roskilde. Den Grå Hal er desværre også kendt for til tider at besidde en knap så god lyd, men jeg var stadig meget spændt på hvordan aftenen ville udfolde sig. For kun 150 kroner var koncerten blevet udsolgt i forsalg, og der var derfor ganske fyldt ude foran hallen. Det tog vores selskab dog ikke så tungt, og vi nød derfor nogle øl inden vi fik forvildet os indenfor.


Spids Nøgenhat
Spids Nøgenhat, eller med dens medicinske navn Psilocybe semilanceata (også kendt som Liberty Cap på engelsk), er den stærkeste hallucinogene svamp i Europa. Det er også navnet på et dansk band, og hvis man ikke allerede har gættet genren, snakker vi naturligvis om syrerock. I 1998 gik Henrik "Hobbitten" Klitstrøm, Morten "Aron" Larsen og Uffe "Aramis" Lorenzen sammen, der på daværende tidspunkt var kendt for deres andre projekter som f.eks. "On Trial", "Baby Woodrose", "Dragontears" og Ghost Rocket". Spids Nøgenhat udgav deres debutalbum "En Mærkelig Kop Te" i 2001, der i første omgang ikke fik den store opmærksomhed. De spillede til at starte med som en akustisk trio med en blanding af deres egne sange, såvel som covernumre fra gamle syrerock bands som f.eks. Alrune Rod, Røde Mor og Furekåben. På et tidspunkt gik de 3 medlemmer hvert til sit, og genopstod først i 2009, hvor de udvidede gruppen med Anders "Moody Guru" Skjødt og Anders "Fuzz Daddy" Grøn. Lysmanden Sebastian "Zeppo" Bülow, og hans psykedeliske visuals, blev også en del af projektet. I 2011 spillede de ud på de sene nattetimer på Roskilde Festival, hvilket senere blev til livealbummet "De Sidste Her På Jorden". I slutningen af 2013 udgav de så albummet "Kommer Med Fred", der for alvor fik udvidet danskernes kendskab til bandet, og som kulminerede i et show på Roskildes Avalon scene i 2014.


Efter den trippede kortfilm "Har Du Set Mit Psykedeliske Tapet?" og en knap så god opvarmning fra DJ Slangeklædte Fjergud, der alligevel vinder nogle point for et absurd originalt navn, er den godt proppede hal klar til hovednavnet. Der lægges "skævt" ud med "Mere Lys" og dernæst "Hobbittens Flyvetur". Igennem den ca. 2 timer og 15 minutters lange opvisning når vi faktisk at få hørt samtlige af sangene fra "Kommer Med Fred" og "En Mærkelig Kop Te", med undtagelse af én enkelt skæring, som jeg vidst har forstået at de aldrig spiller live, i form af "Smukke Pige". Derudover får vi også nogle covers, udover de som findes på de førnævnte udgivelser. Så kan man svært forlange mere i dén ende.

Bag de 5 voksne og tydeligt opstemte mænd på scenen er der opsat et gigantisk lærred der på alle måder skriger svampe, syre, psykedeliske trip og hvad man ellers kan tænke på. Her bliver geometriske former, farver og paddehatte blandet sammen uden problemer, og faktisk bliver hele Den Grå Hal favnet i det visuelle udtryk, således at både væggene og loftet inkluderes i lysmandens overbevisende "show", der nydeligt slår følgeskab med musikken. Jeg forstår godt at Spids Nøgenhat offentligt betragter ham som deres 6. medlem, for det er svært at forestille sig en koncert uden hans særegne præg. Bandet er levende og smilende, men på sin vis en smule introverte, når de altså ikke lige flipper fuldstændig ud, hvilket sker mere end en enkelt gang. Der bruges ikke lang tid på snak, men det behøves heller ikke.

En af de mest positive bemærkninger må dog tilskrives publikum, for sjældent har jeg oplevet det værende så behageligt og hyggeligt som i aften. Stemningen er bare dejlig, og der er, metaforisk, højt til loftet på trods af at folk til tider ikke kan undgå at skubbe eller støde lidt ind i hinanden. Ikke at jeg forventede anderledes, når vi i fællesskab står og synger med på f.eks. sætninger som "Mere lys, og mere kærlighed - mere lys, og mere frihed" og "Vand, brød og te - kærlighed og LSD", men det er stadig skønt. Folk er glade og højlydt tilfredse, uden at det bliver på den anstrengende måde, men istedet med masser af eufori og fællessang.

Desværre, som forventet, er lyden langt fra optimal, og det er begrænset hvor meget man kan høre af de enkelte instrumenter. Det hele smelter faktisk glimrende sammen, på sådan en løs og "fri" måde, men det lyder stadig ikke særlig godt - især vokalen er til tider for lav, og de mange små finurligheder der normalt er at høre fra bl.a. guitarerne bliver totalt sumpet væk i støj.
Alligevel gør det ikke mig, personligt, det store. Det bliver også bedre hen af vejen, men det som det i virkeligheden handler om, er at det føles rigtigt og så gennemført. Ja, jeg er påvirket i øjeblikket, men det bør man jo nærmest også være.

Aftenens højdepunkter er talrige, og både "Den Gennemsigtige Mand" og "Spids Nøgenhat I Græsset" giver kuldegysninger. "Fred" leveres i en tung udgave, der faktisk er federe end den på pladen, og "Lolland Falster" giver mig lyst til at tage ud i skoven. Eller ud på landet.
Helt overordnet føles det som en sikker sejr for Spids Nøgenhat, også selvom det er uperfekt. Jo mere jeg lader mig indhylle i musikken, og jo længere jeg lader mig blive ført bort, jo bedre bliver det. Det er især tilfældet i "Hvad Har Du Taget?", der udspilles i godt og vel tyve minutter - den originale sang er på knap 4 minutter, så resten er mere eller mindre improviseret. Spids Nøgenhat går derefter af scenen, men vender tilbage med intet mindre end 5 ekstranumre som f.eks. et cover af "Langebro".

I dette lange enkeltøjeblik, på over 2 timer, bliver jeg mere og mere begejstret. Mit ansigt er ét stort smil, og jeg står ved siden af en god veninde som jeg jo i virkeligheden bare gerne vil kysse, men ikke kan, alt imens jeg suger det hele ind... Det hele går op i en højere enhed. Selv sniksnakken i krogene oplever jeg som en del af det samlede udtryk. Det er nærmest planlagt, og i hvert fald en god tilføjelse. Hele mit indre væsen er opstemt, og det er en af de sjældne gange hvor en koncert rører mig ganske dybt.

Her, dagen efter hvor jeg skriver disse ord, er jeg stadig meget i tvivl om hvilken karakter jeg skal give. I mine noter har jeg udtrykkeligt blot nævnt ordet "topkarakter", men rent objektivt set var lyden langt fra perfekt, og bør derfor trække ned. Samtidigt er jeg også ganske overbevist om at dette må siges at være den første "rigtige" gang jeg har oplevet Spids Nøgenhat som det bør gøres, og jeg er til dels trist over tanken, at mine fremtidige gange nok aldrig vil kunne måle sig med seancen igår. Stadig, igår var for mit eget vedkommende ganske specielt og livsbekræftende på den der uperfekte måde. Jeg kan sagtens se at andre ikke nødvendigvis deler den opfattelse, og derfor kan man måske godt trække ½ - 1 grad af den endelige karakter. 
6/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Mere Lys
2) - Hobbittens Flyvetur
3) - Giv Slip
4) - Lever Vi Nu?
5) - Det Psykedeliske Tapet
6) - Den Gennemsigtige Mand (Hyldemor cover)
7) - Lil' Johnny's Mund (Røde Mor cover)
8) - Spids Nøgenhat I Græsset
9) - Jorden Kalder
10) - Lolland Falster
11) - Vand, Brød Og Te
12) - Hvad Har Du Taget?
Encore:
13) - Fred
14) - Langebro (Gasolin' cover)
15) - Når Spindelvævene Blomster (Tømrerclaus cover)
16) - Udkoksning I 3 Satser (Cindarella cover)
17) - Ud På Landet (Aron cover)

 

  • Spids Nøgenhat_3
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Spids Nøgenhat_2
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Spids Nøgenhat_3
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se flere billeder fra koncerten her!

Læs mere...

D-A-D, Den Grå Hal

Der er naturligvis allerede blevet sagt og skrevet meget om 30 års-jubilæet for vores nationalrockband og den 30-shows Danmarkstour, de har stablet på benene ad hoc, som endte i Den Grå Hal. Men hvis læseren endnu ikke skulle have set nogen koncertanmeldelser fra touren, så lad det endelig være sagt med det samme: Overtegnede har set D-A-D live 21 gange siden 1998, og hér i deres 30. leveår er bandet i topform.

Udover selve musikken er D-A-D mindst lige så kendt som et notorisk forrygende livenavn, for hvem begrebet "off-dag" ligger fjernere end den fjerneste nordøstsibiriske flække. Dét til trods skal jeg ærligt og skammeligt indrømme, at jeg ligefrem ikke turde vente mig noget overdådigt af deres energi denne lørdag aften, da de netop forinden havde spillet 29 shows i løbet af bare 5,5 uge. Men selv en fan kan undervurdere sine helte...

På nær en kæde af LED-lys i Stig Pedersens gennemsigtige bas er scenen formørket, og på nær trommeslager Laust Sonne har bandet ryggen til publikum, da de indleder med en lang, tung instrumentaludgave af det gamle demonummer "Rin Tin Tin". Stemningen opbygges; forventningerne hæves; bandet spiller sig varmt. Til denne massive, krævende åbner står den efterfølgende klassiker "Riskin' It All" så meget desto mere energisk. D-A-D er glødende, og de bliver ved med at være det under 80'er-trekløveret "Ride My Train", "Overmuch" og "Jackie O'", der spilles som var det sidste gang nogensinde. Det er tydeligt, at ikke mindst sanger og guitarist Jesper Binzer fortsat glædes ved at pudse disse slagere af, selvom han nu søsætter dem for 30. koncert i streg. "Vi skal ud på en lang rejse sammen", bedyrer han. "Vi starter i 80'erne... Men jeg kan ikke love, at vi kommer hjem igen!" Folk tilkendegiver at være helt med på den.

Men lige så fantastisk højspændte som de fire musikere er, lige så hurtigt og tydeligt viser oplevelsens absolutte akilleshæl sig. For når man har sikret sig en billet til en koncert, hvor sættet i dén grad er målrettet de gamle og trofaste fans - og selve musikken og energien desuden er af en beskaffenhed som i dette tilfælde - så bør en vis grad af indlevelse med rette kunne forventes fra ens side. Og i stedet for rent faktisk at rocke ud, sådan som man gør under disse omstændigheder og til hård rock af dette format, synes denne aftens publikum tværtimod overvejende at tilhøre typen, der slet og ret bare står stille. Åbningsnumrenes rene energi får lige så stille bredt sig hos de fremmødte, men niveauet synes at falde under den ellers så fremragende "Cloudy Hours", som i min bog er mindst lige så kanonisk i D-A-D's repertoire.

Sådan går det desværre lidt slaw-i-slaw. "Nineteenhundredandyesterday" får på vanlig vis sat lidt ekstra gang i forreste halvdel, men stemningen sænker sig atter fra lofts- til scenehøjde i cowpunk-medley'et af "Call of the Wild" og "Jonnie". Bevares, folk er da generelt flinke til at klappe, huje og synge med, hvilket endnu et medley - "Monster Philosophy" og "Trucker" - beviser. Men der sker sjældent mere end dét. Med al fare for at støde visse læsere kan det måske også være en faktor, at tilskuernes gennemsnitsalder ligger over de 40. Men efter at have deltaget i den moshpit, som D-A-D skabte i Ungdomshuset i 2012 med 4-500 mand M/K, havde jeg stadig forventet langt mere engagement fra over dobbelt så mange her til tourens sidste show. Også den ellers nok så intense "Lawrence of Suburbia" og den slet og ret eminente "Empty Heads" lades lidt i stikken. Sjældenheder som "Little Addict" og "Money Always Takes the Place of Life" er interessante at høre live, men løfter sig under disse omstændigheder ikke over kuriositetsstadiet.

Bandet er dog ganske ukueligt. Men først hen i hovedsættets slutning begår de decideret hattrick og får fyret ordentligt op med en usædvanligt bister og indædt "Reconstrucdead", det altid crowdpleasende hit "Everything Glows" og afslutteren "I Want What She's Got", der efterhånden ser ud til at nærme sig nyklassikerstatus. Laust Sonne får vanen tro et par solobreaks ledsaget af opildnende tilråb fra forsamlingen. Som frontmanden nævner, fejrer D-A-D mere end bare en rund fødselsdag: Det er også femten år siden, at Sonne tiltrådte i rækkerne, hvilket altså - for dem der nu måtte have glemt deres folkeskolematematik - er halvdelen af bandets levetid.

Koncerten er selvfølgelig ikke slut endnu. Jubilarerne border scenen under stor jubel og kvitterer til overflod. Først med en modnet, groovy udgave af det gamle for-sjov-nummer "Counting the Cattle", der ganske vist stadig er mere sjovt end decideret godt, men faktisk fungerer ganske glimrende. Dernæst følger et herligt genhør med den fandenivoldske thrasher "Ill Will", der måske i virkeligheden er lidt for fandenivoldsk til D-A-D's kernepublikum - hvis altså det vitterlig er dem, der er repræsenteret i aften. De bider i hvert fald heller ikke så meget som forventeligt på en ellers frisk og velafstøvet "Simpatico", som på den derpå afrundende "Evil Twin".

Det er sjovt, som numrene fra "Everything Glows" i dén grad altid tænder publikum, når man tager kvaliteten af alt D-A-D's andet materiale i betragtning. Men hvorom alting er, sender førnævnte "Evil Twin" altså stemningen op i de luftlag, hvor den hører til. Dér bliver den lykkeligvis hængende, mens bandet atter går af og på scenen, og jeg selv hiver min makker med op foran til de par procent af publikum, der også fatter, at man altså bør kaste rundt med mankerne til "I Won't Cut My Hair". Sammen med "Everything Glows"-nummeret udgør denne aftenens største singalong, lige indtil bandet for tredje og sidste gang går af og på scenen. Selvfølgelig slutter de med "It's After Dark", og omsider forenes de fremmødte i en fællessang, der virker som en langt større og mere dybfølt hyldest end det ene vers "I-år-er-det-D-A-D's-fødselsdag", der lige blev plads til i showets begyndelse. Omsider er alt, som det skal være.

Jeg er klar over, at det kan virke alt for subjektivt og for nogle måske endda uprofessionelt at anse en faktor som publikumsengagement for værende en så vital del af en bedømmelse, som jeg gør. Jeg skal da også hjertens gerne erkende en generel bitterhed over, hvad jeg anser som en kedelig københavnertendens i disse år: Det virker symptomatisk, at man i lige så høj grad går til koncert for at kunne sige, at man var der, som for musikkens skyld. Men jeg synes netop, at der lige i dette tilfælde burde være tale om et publikum, hvis engagement spejlede sig i D-A-D's tidløse kvaliteter og evigt folkelige, u-hippe status. Men frem for alt burde musikken og bandet være tilstrækkeligt inciterende i sig selv. Når Binzer hen imod slutningen siger: "Jeg synes, I har været søde og rare", er det måske nok ment ganske positivt, men "sød og rar" er bare ikke nok til en gruppe, der har både charme og stamina til en velfungerende koncert uden de helt oplagte gamle hits "Bad Craziness" og "Sleeping My Day Away". Sangvalget på denne tour kan sagtens diskuteres, men udeladelserne er ikke bare modige - samtlige inklusioner får også nok brændstof til at overflødiggøre en vinters elregning for en dansk gennemsnitsfamilie. Selv til trods for en flok tilskuere, der nøjes med bare at være søde og rare.

Det siges, at 30'erne er de nye 20'ere. Så meget desto mere et bevis på vendingens sandhed er D-A-D anno 2014. Så medmindre de fremmødte i Den Grå Hal d. 8/3/14 vitterlig er repræsentative for 40'erne, ser jeg hjertens gerne bandet runde det næste skarpe hjørne. Men okay, med det niveau, de lægger for dagen i dag, er der intet der tyder på, at D-A-D nogensinde skulle blive gamle og kedelige. Så jeg vil allerede nu se frem til at fejre 40 års-jubilæum med dem. Tillad mig dog at foreslå at benytte Ungdomshuset.

Læs mere...

D-A-D - holder fødselsdag på Christiania

Som samtlige deres fans utvivlsomt er klar over, har D-A-D 30-års jubilæum i år, hvilket bl.a. fejres med 30 for længst udsolgte koncerter rundt omkring i landet. Denne tour konkluderes i Den Grå Hal på lørdag. I anledning af jubilæet tegner vi et portræt af kvartetten.

Selvom bandet blev dannet et par år forinden, anser medlemmerne selv d. 3. marts 1984 som deres fælles fødselsdag. Det var dén aften, hvor leadguitarist Jacob Binzer sluttede sig til Stig Pedersen (bas), Peter Lundholm Jensen (trommer) og sin storebror Jesper (guitar + vokal), og det dengang betitlede Disneyland After Dark spillede for et fuldtalligt publikum på Husets Musikcafé i Magstræde. Fra starten fangede bandet publikum med deres kuriøse, koncertvenlige cowpunk - energisk rock udsat for elementer fra countrymusikken.

Der skulle dog ikke gå mange år, førend cowboy-pastichen blev udfaset. Sådan set er de tidlige Disneyland After Dark-udgivelser heller ikke så meget rendyrket cowboy snarere end bare lavet med afsæt i amerikansk musik, kultur og historie generelt. Allerede fra debut-EP'en "Standin' On the Never Never" ('85) er klassikeren "Marlboro Man" et tydeligt eksempel herpå, og det samme kan siges om "Trucker" fra den første studieplade "Call of the Wild" ('86). Og for slet ikke at nævne det oplagte cover af America's "A Horse With No Name" fra opfølgeren "D.A.D Draws A Circle" ('87) brugte bandet udover country & western musikalske virkemidler fra bl.a. gospel ("There's A Ship"), doo-wop ("I'd Rather Live Than Die"), blues ("I Won't Cut My Hair") og pop ("It's After Dark"). Det stod altså tidligt klart, at Disneyland After Dark var skabt til andet og mere end den punk-scene, bandet havde rødder i.

 

 

Ambitionsniveauet og sansen for fængende, distinkte sange kom så meget desto mere til syne på næste album, den rå, hardrock'ede "No Fuel Left For the Pilgrims" ('89), der med især hitsinglen "Sleeping My Day Away" trak opmærksomhed fra store, internationale pladeselskaber. For at forhindre et sagsanlæg fra Disney ændrede bandet navn til D.A.D, og således var den sidste forhindring fjernet fra dén millionkontrakt med Warner Brothers, der blev en realitet i efteråret 1989. Herpå fulgte flere turnéer i Europa, USA, Japan og Australien klos op ad hinanden. D.A.D havde verden for sine fødder.

Desværre blev opfølgeren "Riskin' It All" ('91) langt fra det definitive USA-gennembrud, alle havde håbet. Endda samtlige odds til trods: Udover selvfølgelig at have haft et syvcifret dollarbeløb i ryggen, havde bandet slebet sine tænder på den massive turnévirksomhed og opbygget et imponerende og medrivende liveshow. Dertil var deres nye udgivelse også mere gennemarbejdet end sin forgænger - og mindst lige så vellykket hvad angår den forjættede synergi mellem catchy melodi og hård vildskab. Men selvom salgstallene i USA skuffede og Warner droppede bandet, var andedammen uigenkaldeligt indtaget - ikke mindst grundet monsterhittet "Bad Craziness" og den dertilhørende musikvideo. Blandt fans anses slut-80'erne/start-90'erne med rette gerne som værende bandets guldalder, og udover de allerede nævnte hits tæller perioden gyldne klassikere som "Jihad", "Girl Nation", "Grow Or Pay", "Rim of Hell", "True Believer", "Point of View" og "Laugh 'n' a Half".

 

 

Med det udeblevne USA-gennembrud syntes D.A.D bevidst at ville markere afslutningen på en musikalsk epoke og dreje skibet i en helt anden retning. Og det gjorde de i dén grad. Efter "Riskin It Live"-touren gik bandet i øveren og afholdt sig fra at udmelde nyheder, give interviews og endda spille koncerter. I løbet af de næste hele tre år blev tavsheden til stadighed mere og mere ubønhørlig.
Da D:A:D - nu stavet med koloner - endelig vendte tilbage, var det med en så meget desto hårdere musikalsk mavepumper til både fans, presse og pladeselskab. "Helpyourselfish" ('95) var et decideret metal-album med skarp distortion, huggende riffs og skærende tonaliteter. Men den lange ventetid havde virket, og de mange kreative anstrengelser båret frugt: Publikum og kritikere kvitterede med udsolgte koncerter og positive anmeldelser over hele linien.

 

 

Hvis "Helpyourselfish" markerede en kreativ modning for bandet, gjorde opfølgeren "Simpatico" ('97) det i lige så høj grad. D:A:D bibeholdt sin hard rock-rygrad, men i stedet for forgængerens bistre, metalliske udtryk blev skaberkræfterne nu kanaliseret ud i at raffinere melodierne, finesserne og de tonale kadencer. "Simpatico" blev en kunstnerisk perle, der viste D:A:D fra en både voksen og eksperimenterende side. Det musikalske udtryk gik fra titelnummerets fandenivoldsk-punkede omkvæd over den finurligt underspillede og spansk-krydrede pop i "Home Alone 4" til Benjamin Koppels inderlige strygerarrangement på den isnende afslutter "A Hand Without Strength".

Ovenpå et massivt turnéår i både Danmark og Europa gennem 3/4 af 1998 stod D:A:D overfor en ny udfordring: Peter Jensen, trommeslager siden bandets spæde start, valgte at stoppe. Efter således at have stået uden trommeslager i første halvdel af 1999 slog D:A:D atter kontra ved at overtale det ellers skeptiske yngre talent Laust Sonne til at blive fast medlem samt ved at udgive deres hidtil kreative højdepunkt, "Everything Glows" ('00). Denne kan siges at være en videreudvikling af forgængerens bredtfavnende udtryk. Den hårde rock og de sangbare melodier går hånd i hånd på "Evil Twin" og "The Road Below Me", som bl.a. komplementeres af lummer latin i "A Kiss Between the Legs", og mundharpe og koklokke på den klassisk Stones-rockende "Summer Me Soon". Det hele flankeredes af rendyrket, letbenet poprock i "Nineteenhundredandyesterday" samt på den anden side den støvede og tilbagelænede "As Common As". Og som for at sætte prikken over i'et og bringe bandet ind i et nyt kapitel og årtusinde, stavede D-A-D nu sit navn med de mere URL-venlige bindestreger, som de stadig bruger i dag.
Selvom der blandt især ældre fans er tendens til at mene, at Sonnes trommespil er for let, løst og jazzet ift. Jensens, siger bandet selv, at de ikke havde kunnet fortsætte uden Sonne. Og "Everything Glows" er fortsat de fires fælles favoritalbum.

 

 

Forude fulgte nogle svære år. En alt for stram deadline til det næste album "Soft Dogs" ('02) gjorde, at dette endte som en forceret og uvedkommende affære, - noget som bandet senere selv har indrømmet. Langt værre var dog kuldsejlingen af den stort opsatte WigWam-turné. Billetsalget svigtede, og D-A-D mistede ikke bare penge, men også samarbejdspartnere, pladeselskab og manager. Flere danske musikere og branchefolk vendte sig ydermere imod bandet, der grundet manglende aftaler og kontrakter ikke var forpligtet til at hæfte økonomisk for de berørte artister hos det konkursramte bookingbureau Rock On. - Noget som ikke alle mente var retfærdigt. I Jesper Binzers tilfælde udviklede det hele sig til langvarig depression og socialfobi.

Udover nogle få festivalkoncerter var der stille omkring D-A-D det følgende år. Men bandet fik lige så stille genrejst sig. Først med en række danske sommerjobs i 2004; dernæst med endnu flere skandinaviske koncerter i sommeren og efteråret 2005 som promovering af den nye plade "Scare Yourself", der som reaktion på al modgangen var langt mere kompromisløs og ind-til-benet end sin forgænger. Uden at overgå deres største bedrifter havde D-A-D bevist, at de fortsat besad evnen til at skrive effektiv, publikumsvenlig hård rock uden at behøve genopfinde hverken sig selv eller den dybe tallerken.

Det samme mønster går på bemærkelsesværdig vis igen på bandets to følgende udgivelser. De gode sange på "Monster Philosophy" ('08) druknede i en blodfattig produktion og for lidt gennemarbejdet materiale, og resultatet var et retningsløst produkt, som da også kun høstede lunkne og negative anmeldelser. Men med udgivelsen af (den dog komplet aparte betitlede) "DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK" ('11) var fans og kritikere igen rørende enige: D-A-D havde genfundet formen og deres egen essens. Lidenskab, inspiration og fokus gik atter op i en højere enhed; hver enkelt sang talte sit eget, tydelige sprog gennem nogle enkle, effektive idéer, og resultatet var et strømlinet og helstøbt kapitel i en historie, der synes at kunne blive ved, indtil D-A-D mindst kan fejre 40 års jubilæum.

 

 

Selvom man nok så indædt måtte hade bandets musik af et ondt, koldt hjerte, er der ingen vej udenom, at D-A-D for længst og uigenkaldeligt har vundet nationens gunst og skrevet sig ind i dansk musikhistorie som landets største og mest vedholdende rockgruppe nogensinde. Og i mindst lige så høj grad er de blevet kendt for at være et blændende liveband, hvis energi og sceneshow ingen andre inden for fædrelandets grænser ganske enkelt står mål med. Hele bandets arv er et bevis på, at musikerdevisen om kun at være så god som sit sidste album langt fra er almengyldig. Til gengæld har de levet op til en anden, nok endnu større rockkliché, nemlig dén med at vinde folkets kærlighed selvom mediekritikken kun yderst sjældent er entydigt positiv. Med deres jordnære attitude og folkeligt appellerende rock'n'roll er og bliver D-A-D netop et band af folket.
I disse år er D-A-D sågar omsider ved at (gen)vinde territorium udenfor Europa. Men lige meget hvad fremtiden vil bringe, vil de for os herhjemme altid være vores D-A-D.

Læs mere...

Eels

Eels:
Amerikanske Eels blev skabt tilbage i 1995 af Mark Oliver Everett – senere hen bedre og blot kendt som ”E”. Udover E selv har der været udskiftning i besætningen imellem næsten hvert eneste album, og derfor kan man på sin vis godt kalde Eels for E’s soloprojekt – i hvert fald mere end et band som sådan. Faktum er dog at de i år, senest med ”Wonderful, Glorious” har udgivet 10 studiealbums. Igennem tiden er det bl.a. blevet til albums som ”Souljacker” fra 2001, ”Shootenanny!” fra 2003 og ”Hombre Lobo” fra 2009. Eels’ musik er også blevet brugt i flere forskellige film, som f.eks. ”Scream 2”, ”Yes Man”, ”Hot Fuzz” og de 3 første Shrek film.


Jeg ankommer til en ganske pænt proppet Grå Hal – udsolgt, ifølge skiltet på udgangen. Da Eels går på scenen kort efter, er det første som slår mig at de alle sammen har identisk tøj på; Adidas joggingsæt. Derudover bærer de også alle 5 mørke solbriller. Udmærket, så er vi i gang

I aften bliver det hurtigt klart, at sætlisten består af markant rockede numre – numre som jeg ikke umiddelbart forbinder med Eels. Jovist, de har andet end de stille sange, men det er ikke dem som de fleste kender til. Der bliver dog plads til begge dele, og jeg vil sige at de stille af slagsen fungerer bedst. Men, det skyldes ikke Eels i sig selv, men i stedet rammerne for koncerten. Den Grå Hal er nogle niveauer over både Valby Hallen og den nu ødelagte KB Hallen – men det er stadig en hal, og det kan høres på lyden. Den er sommetider rodet og buldrende. I de stille sange er denne problematik ikke til stede, heldigvis.

Det er E som styrer slaget i aften; han er i front, trommeslageren henstillet til sidelinien (som dog var ret fedt, da man kunne se ham), og de 3 andre musikere i baggrunden. De har dog alle fået en mikrofon. Hele showet virker til gengæld, bortset fra opsætningen, på sin vis useriøs. Ufokuseret/ukoncentreret. E virker fraværende, men så igen, det kan jo bare være hans stil – det er mit første møde med Eels, og fra hvad jeg kan forstå ved man aldrig hvad man kan forvente til deres koncerter.


E råber til os, eller af os, imellem de fleste numre. Nogle gange råber han af bandet. Her går det også op for mig at de andre medlemmer konstant råber ”yes!” i deres mikrofoner. Det er utrolig mærkeligt… Er de på stoffer? Det hele er meget mærkeligt, men sjovt.

I løbet af de næste sange bliver vi tilgivet af E på vegne af hans far. E selv og en af guitaristerne bliver gift på scenen og vi fejrer alle sammen at Eels har udgivet 10 studiealbums. Nu virker det rent faktisk til at der er hygge og humor på scenen. Trommeslageren får endda også mulighed for at synge en lille sang til det hele. Egentlig skulle han have sunget 2, men den næste sang munder mest af alt bare ud i en halv trommesolo + utydelige råb fra scenen. Vi får herefter et af de eneste numre jeg kender med Eels; ”Mr. E’s Beautiful Blues”.

Efter kun 1 time og 15 minutter vandrer Eels af scenen, men kommer naturligvis tilbage få minutter senere. De starter ud med et fælleskram på scenen, og E fortæller herefter at brandmyndighederne kun tillader ét ekstra nummer, men han vil gerne spille 2 – og så kunne det være fedt at gøre noget helt anderledes. Det ender dog uventet med at de kun giver 1 ”nummer”, som i virkeligheden er en medley – også forlader de scenen uden videre. En brat afslutning. Lyset bliver tændt, hvilket medfører at de fleste selvfølgelig forlader salen – det er jo slut, right? Nej, for jeg finder senere ud af at Eels kommer tilbage ca. tyve minutter senere, men på det tidspunkt var jeg altså gået med strømmen.

Personligt ville jeg gerne have hørt ”Novacaine For The Soul”, men udover dét har jeg ikke nogle ønsker. Mest af alt fordi jeg blev bekræftet i hvad folk siger; man ved aldrig hvad Eels finder på. Det er også på sin vis en del af charmen. Aftenens koncert føltes, for undertegnede i hvert fald, til tider improviseret og med en meget løs og hyggelig stemning fra både band og publikum. Lyden, og spillestedet, kunne til gengæld have været anderledes. Den Grå Hal er, selvom den er betydeligt bedre lydmæssigt end andre steder, stadig en hal. Alt i alt, en fin koncert og jeg fik helt sikkert nogle gode grin over bandets scenepræsentation, men desværre ikke noget som virkelig satte sig fast. 4 stjerner. Jeg ser frem til næste gang med Eels, som jo f.eks. kunne foregå i Vega – måske siddende? 

 

  • 2013-04-06 Eels_6
  • Forfatter:
  • 2013-04-06 Eels_10
  • Forfatter:
  • 2013-04-06 Eels_1
  • Forfatter:

Se hele galleriet

Læs mere...

Smashing Pumpkins, Ringo Deathstarr

Det er lidt over 11 år siden at jeg så Smashing Pumpkins live sidste gang, og den gang var det et konge show, så mine forventninger var skruet lidt i vejret til aftenens oplevelse i Den Grå Hal.

Ringo Deathstarr

Men de blev godt nok pillet godt og grundigt ned til at starte med. For selvom jeg havde forsøgt at finde et evt. support band, troede jeg ikke at vi fik noget. Men alligevel blev Ringo Deathstarr introduceret, og de lagde hårdt ud med en gang støj pop/rock. Faktisk var det så meget støj, at jeg var tvunget op i baren for at købe ørepropper.

Jeg ved ikke om deres stil og lyd var bevidst, men fakta er at vi skulle halvvejs igennem deres show før jeg kunne høre guitaren ordentligt. Det eneste jeg kunne høre var en ekstrem monoton stortromme, blandet med en halv kedelig basrytme og så en sjælden gang lidt vokal. Og det var så åbenbart noget de deltes om. For halvdelen af sangene var det den kvindelige bassist der brugte mikrofonen, og hun gjorde det heller ikke overbevisende. Faktisk var lyden så slem, at jeg ca. 20 minutter inde måtte udenfor for at hvile mine ører, og ryge. Og selv udenfor var det slemt.

Generelt tror jeg ikke at Ringo Deathstarr havde den bedste dag på kontoret. Dårlig lyd halvdelen af koncerten igennem, en monitor der satte ud hen imod slutningen af koncerten og et publikum der langt fra havde mod på at se/høre dem som support.

Så det bliver et lille 2 tal til Ringo Deathstarr.

Smashing Pumpkins

Og så kom turen til Smashing. Som tidligere nævn var jeg rimeligt oppe og køre over at skulle se dem igen. Godt nok er det kun Billy Corgan der er eneste originale medlem tilbage og jeg har ikke været ude og skamkøbe deres skiver. Men siden de ikke har udgivet en ny skive for nyligt, så regner man med at det er et greatest hits show man skal til. Umiddelbart er det alt for længe siden at jeg har lyttet ordenligt til dem. For det første spillede de meget tungere end jeg husker, og det er jo kun fedt, og for det andet syntes jeg ikke at genkende ret mange numre. Men efter at have luret på sætlisten kan vi så konkluderer at jeg er blevet glemsom. For vi fik både nye numre fra Teargarden by Kaleidyscope, og gamle klassikere fra Mellon Collie. Desværre kun et enkelt fra Adore, nemlig ”For Martha”, hvilket stadig er min personlige favorit.

Ud over min egen hukommelse med hensyn til deres numre, har jeg et meget blandet indtryk af koncerten. Undervejs syntes jeg ikke at Jeff Schroeder på guitar rigtigt havde lyst til at stå på scenen på Christiania denne aften, andre gange havde han så meget lyst, at det halve næsten kunne være nok. Men lige meget hvad, så kunne han sit kram denne aften. Ja faktisk, så er der ikke noget musikalsk at sætte på nogle af bandmedlemmerne overhovedet.

Det jeg undrer mig mest over, derfra hvor jeg stod undervejs i koncerten, var at det ikke så ud til at folk hyggede sig alt for voldsomt i løbet af koncertens to en halv time. Jeg mener, når nu folk har smidt en plov for at se et show, så regner jeg med at det er fans. Men nej, det mindede alt for meget et publikum til en gang Fredags Rock på Plænen. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, for helt oppe foran scenen var jeg ikke.
Det var faktisk først ved ”Bullet With Butterfly Wings” at hele salen vågnede og på det tispunkt havde vi allerede hørt ”Zero”, ”Siva”, ”Silverfuck” og ”Cherub Rock”
Samlet hiver Smashing et godt fem tal hjem. Kun publikums mulige pasitivitet og de enkelte lydudfald trækker ned.

Generelt blev det en fed aften. Jeg kunne godt have undværet Ringo Deathstarr for det var ikke noget at råbe hurra for og så har jeg lovet mig selv at jeg skal i lyttebås med mine Smashing skiver - for det er ikke godt nok at mig. Og så er jeg klar til at se dem igen næste år, når de kommer igen, ifølge Billy Corgan. Bare helst et andet sted end Den Grå Hal. Det er sgu for køligt om vinteren. 3,5 til den samlede oplevelse.

Læs mere...

Motörhead, Crucified Barbara

Fotografens anmeldelse fra foto pitten!
Jeg har altid været fan af metal genren, og Motörhead er en af de bands, sammen med Slayer, jeg bare må møde op til, når chancen byder sig. Motörhead havde netop dagen før afviklet et set på Sweden Rock festivalen, så det var fantastik bandet lige tog en smuttur fordi Christiania for at fyre den af igen, inden de holdt en kortere pause. Derfor pudsede jeg optikken, tog War-pig t-shirten på og bragede til Den Grå Hal ved Christiania på en lørdag aften, hvor største delen af Danmark skulle opleve en fodbold sejr på 1-0 over Sverige.
Crucified Barbara, også fra Sverige, sørgede for effektiv opvarmning til Lemmy & Co. Crucified Barbara er et all girl power band bestående af fire piger støbt den dag vor herre var i godt humør. Stramt siddende 80er outfit og en musik stil, som vel mest kan beskrives som traditionel heavy metal og specielt en bassist, som trods sin spinkle skikkelse formåede at fyre sin bas max af. Jeg tog nogle få billeder af dem. Desværre kan man nogle gange mærke, når den enkelte kunstner ikke bryder sig om at blive fotograferet ”lige i aften”, og sådan syntes jeg det føltes lidt med pigerne. Der var i hvert fald ikke decideret lagt op til posing fra deres side.
Det var første gang jeg var i Den Grå Hal, underligt nok. Hallen er opført i 1891 og benyttes til alt fra julefest for hjemløse til rock’n’roll koncerter af fineste kaliber. Brugt ser den ud med graffiti over alt og pudsede vægge, som har set bedre dage. Hallen er understøttet af enorme træspær, og langs siderne forskudte afsatser, som publikum kravler op på for bedre at kunne se. Gulvet er lavet af sten, grus og jord, og her er plads til alt fra bar, toiletter, garderobe og merchandise salg. Alt dette danner en fed kulisse til specielt rock’n’roll genren og lyden er langt bedre end de fleste andre haller rundt omkring og oven i alt dette koster en Hancock pils kun 25 kr.- fedt sted.

Da scenen var klar til Motörhead, gik jeg ind i foto pitten for at fyre billeder af de første tre numre, så skal man pænt forlade pitten igen, og må ikke længere benytte kameraet under resten af koncerten. Det er et totalt anedralin kick at få smidt en af sine ynglings bands lige i hovedet så tæt på. Lyset slukkes, og med bankende hjerte retter jeg min søger mod trommesættet. Jeg ved, at Mickey Dee et kort øjeblik inden han sætter sig formentlig vil række armen i vejret og hilse publikum. Jeg plaffer løs da øjeblikket kommer, og resten af koncerten er han nærmest usynlig bag trommer og bækkener. Som altid byder Lemmy velkommen med ”We are Motörhead and we play rock’n’roll”. Lemmy opstarter bas riffet til Iron Fist, og helvedet bryder løs. Mickey Dees stortrommer får subwooferen under scenen på overarbejde, og de dybe lydbølger giver mig nærmest åndenød. Jeg har tre numre til at tage mindst 5 fede billeder, og jeg ved fra tidligere, at specielt guitaristen Phil Champbell er svær at fange på det rigtige tidspunkt. Jeg tror han leger en leg, der hedder ”fang mig hvis du kan”. På et tidspunkt har jeg Mickey i søgeren og opdager, at Phil står lige ved siden af mig. Jeg drejer mit kamera for at få et fedt nærbillede af ham, og vupti væk er han. Iron Fist bliver til Stay Clean, og jeg koncentrer mig om Mister rock’n’roll himself. Lemmy er mere rolig, mellem sine vers og omkvæd træder han pænt frem, bort fra mikrofon stativets skygge og flasher sin Rickenbacker bas. Jeg er så optaget af at fotografere, at jeg ikke registrer titlen på tredje nummer; jeg ved bare, at dette er sidste nummer før jeg må forlade pitten og pakke Canon kanonen væk. Jeg når ikke at få Phil ordentlig i kassen, før jeg skal forlade security folkenes rare selskab. Den Grå Hals Crew var meget hjælpsom og informative, det skal de have en stor tak for. På toilettet hører jeg starten til Metropolis, som efterfølges af titelnummeret til Another Perfect Day skiven. Drengene fyrer den virkelig af og spiller tordnende højt. Sørme om ikke også I Got Mine spilles fra samme album senere på aftenen. Der har bredt sig en fantastisk fest i Den Grå Hal, og vi taler totalt rock’n’roll bal, alle er på, smiler, flipper ud og headbanger derud af til Going To Brazil. Mickey Dee knalder en trommesolo af. Hallens meget høje loft er fyldt til randen med lysopsætning, der synkront danser til Mickeys trommetakter. Killed By Death og Bomber afslutter hovedsættet før bandet samles midt på scenen, og opfører Whorehouse Blues som første ekstra nummer. Et festligt indslag med akustisk blues guitar og Lemmys mundharmonika solo. En meget hurtig udgave af Ace Of Spades afløses af den ustoppelige Overkill. Bandet er tilfredse med aftenens indsats, takker og bukker. Kun feedback hylene fra Marshallmuren fylder i et par minutter hallen, så er alt stille. Motörhead er altid fede. Nogen gange bedre end andre, men denne aften var det rigtigt godt. De spillede fedt, numrene på sætlisten var godt udvalgt, og publikum var virkelig på.
Næste gang jeg skal høre bandet bliver på Wacken festivalen i Tyskland, og jeg har netop fået billetter til deres koncert i New York senere på året. Det er ikke fordi jeg render dem i røven, deres tur kommer tilfældigvist forbi det store æble på samme tidspunkt som min sommerferie er planlagt i samme by, heldigt. Håber jeg kan tage billeder af dem i New York, det ville være stort, så må vi se om Live Nation er samarbejdsvillige over there.

Anmeldelsen er uden karakter.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed