fbpx

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_3
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_1
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_4
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Carnifex - World War X

I 2016 havde jeg fornøjelsen at anmelde albummet ”Slow Death” fra Carnifex; en stærk omgang Death Metal med både power og bredde. Derfor var der opbygget visse forventninger til bandets nyest udspil, ”World War X”, da det dukkede op til anmeldelse.
Og de blev hurtigt indfriet, for fra første nummer giver amerikanerne den gas uden på noget tidspunkt at se sig tilbage. Der brages løs med glimrende trommer og stærke guitarer, som giver en stærk underlægning til Scott Ian Lewis´ kraftfulde og flot varierede vokal. Numrene har gennemgående et stærkt drive, som både fremkalder smil på læben og nikken med nakken. Samtidig ligger musikken på et højt teknisk niveau, som også bruges til at variere udtrykket – klaverpassagerne i slutningen af ”This Infernal Darkness” vidner om både overblik og overskud.

Albummet har også et par gæster: På ”No Light Shall Save Us” supplerer Alissa White-Gluz med både brøl og ren sang, men nummeret som helhed er lidt vagt. Så er der mere gang i ”All Roads Lead To Hell”, hvor Angel Vivaldi bidrager med en flot guitarsolo; nummeret går direkte i nakkemusklerne.

Sammenligner jeg albummets med dets forgænger, er der hele vejen rundt forbedringer at spore, lige fra den flotte produktion til de effektive temposkift. Det gør ”World War X” til et endnu bedre album, som belønnes med en halv stjerne mere.

Tracklist:
1. World War X
2. Visions of the End
3. This Infernal Darkness
4. Eyes Of The Executioner
5. No Light Shall Save Us featuring Alissa White Gluz
6. All Roads Lead To Hell featuring Angel Vivaldi
7. Brushed By The Wings Of Demons
8. Hail Hellfire
9. By Shadows Thine Held
Samlet spilletid: 35:04

Læs mere...

Whitechapel - The Valley

Når Whitechapel har valgt at kalde deres syvende album for "The Valley” skyldes det, at sangeren Phil Bozeman voksede op i Hardin Valley i Tennessee, og at teksterne i de ti numre handler om hans barndom. Bedømt ud fra musikkens hårdhed har det langt fra været lutter lagkage.

Whitechapel er kendt for deres brutale stil mellem Death Metal og Deathcore, og den finder vi igen i de fleste numre – mere herom om lidt. For der er også en anden og mere imødekommende side i bandets musik, som vi møder allerede i åbningsnummeret. Her afbrydes den brutale Metal af et melodisk omkvæd, som gør nummeret mere åbent og venligt. Det tager ”Hickory Creek” et skridt videre, for med sin rolige facon og rene vokal ville nummeret passe fint på en Stonesour plade. Endelig blandes tingene i ”Third Depth”, hvor ren og brølende vokal mødes til musik med hårdhed i mellemklassen.

Så er det også slut med det melodiske, for i den resterende del af spilletiden er det brutal Dødsmetal, der er i centrum. Der bydes på fin variation i udtryk (”Forgiveness is Weakness”), tunge rytmer i stil med Korn (”Black Bear”) og ekstra vrede og power i albummets bedste nummer (”Lovelace”). Som sådan opnår Whitechapel et pænt bredt udtryk, men genren har sine begrænsninger på dén front. Derfor er der i den brutale del at albummet tendenser til ensformighed, som trækker ned i bedømmelsen.

Tracklist:
1. When a Demon Defiles a Witch
2. Forgiveness is Weakness
3. Brimstone
4. Hickory Creek
5. Black Bear
6. We Are One
7. The Other Side
8. Third Depth
9. Lovelace
10. Doom Woods
Samlet spilletid: 40:29

Læs mere...

Hanging The Nihilist - Crow

Så er der igen et udspil fra nyt navn på den danske Metalscene; denne gang er der Hanging The Nihilist fra København, som udsender EP’en ”Crow”. Bandet har eksisteret siden 2016, tæller hele seks medlemmer, og har teamet op med Chris Kreutzfeldt som producer.

Åbningsnummeret ”Abandoned” starter med en enkel og flot klavermelodi, men lige så snart man har vænnet sig til den, bryder helvede løs. Det sker via en vokal, som veksler mellem skrig, hvæs og brøl, og virkelig brutal Metal med enormt meget power. Her er banen så kridtet op, og alle brikker i puslespillet præsenteret. Og så længe de ekstremt hårde elementer kædes sammen med de enkle melodier, fungerer tingene rigtig godt for Hanging The Nihilist; så er der balance i tingene, og den monotoni, der ofte rammer genren, holdes fra døren. Det samme gør sig gældende i ”Forgotten”, hvor tingene harmonerer fint, og melodi og brutalitet arbejder godt sammen.

Men at balancen er hårfin illustreres i ”Hostile”, hvor det melodiske gradvist skubbes i baggrunden, og nummeret begynder at blive ensformigt. Denne tendens er endnu mere udtalt i de to sidste numre, som i lange passager helt mangler melodi, og hurtigt bliver kedelige, selv om bandet arbejdet hårdt. Det er nu ikke så slemt som det lyder, for Hanging The Nihilist har fat i tilstrækkeligt mange gode ting til, at jeg er nysgerrig efter bandets første fuldlængde.

Tracklist:
1. Abandoned
2. Endless Crime
3. Filth
4. Forgotten
5. Hostile
Samlet spilletid: 19:34

Læs mere...

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Cabal - Mark Of Rot

I pressematerialet for dette debutalbum fra danske Cabal beskrives bandets tekstunivers som kredsende omkring en dødskult, hvis mål er udslettelse af alt liv. Samtidig loves en akkompagnerende musikalsk side af sagen, som ligger helt i tråd med de apokalyptiske tekster, så man kan ikke sige, at man som lytter ikke er blevet advaret på forhånd.

At advarslen er på sin plads, står hurtigt klart; albummets ti numre er gennemført truende, uvenlige og ofte intimiderende. Musikken er opbygget af benhårde guitarer, som hovedsageligt bevæger sig tungt og knusende afsted, for i glimt at eksplodere i vilde blasts sammen med trommer og bas. Det er truende, men bliver alligevel sat på plads af vokalen, som men en blanding af growl, brøl og hvæsen tager det uvenlige et trin op.
Kombinationen af de nævnte elementer er en meget lukket og temmelig monoton sag, som ikke kommer i balance, selv om det i små glimt udfordres af guitarmelodier, som det høres i ”Blackened Soil”, ”Empty” og ”Blinded”. Balancen opnås kun i ”Rah’Ru”, hvor messende vokaler og store trommer skaber en kultagtig stemning á la Nile. Det passer rigtig fint til resten af musikkens introverte karakter, hvilket gør nummeret til albummets bedste.

Som helhed er ”Mark Of Rot” for ensformigt, og der er for få øjeblikke som fanger mig; det sker kun hvor monotonien brydes via nævnte melodiske indslag. Jeg håber at Cabal fremadrettet satser mere på disse momenter, for det øvrige er for monotont for min smag.

Tracklist:
1. Fase Light
2. Nothingness
3. Blackened Soil
4. Rah’Ru
5. Empty
6. Unworthy
7. Blinded
8. Whispers
9. The darkest Embrace
10. Mark Of Rot
Samlet spilletid: 36:47

Læs mere...

Unseen Faith - Waver

Efter syv års samspil er Unseen Faith fra Aarhus klar med deres første fuldlængde album. Det har fået titlen ”Waver”, som er en reference til den bølgende fornemmelse, man som religiøst menneske kan opleve, når troen skal fastholdes midt i en hektisk verden.

Umiddelbart får den troende ikke meget hjælp af albummet, for hovedparten af spilletiden lever fint op til netop betegnelsen hektisk. Unseen Faith spiller Deathcore, som helt naturligt er præget af både voldsomt tunge elementer og breakdowns, uptempo passager og en brølende vokal.

Sidstnævnte skifter ubesværet til en mere skrigende version, hvilket giver meget forskellige udtryk – med masser af power, forstås.

Jeg har ofte haft svært ved at blive fanget af genren, specielt når den spilles som Unseen Faith gør det, med mange temposkift og hakkende rytmer. Problemet er, at det hurtigt bliver ensformigt og kedeligt, hvis man lader indholdet stoppe dér. Det har aarhusianerne også tænkt, så de har sørget for at supplere med melodiske godbidder. Det er f.eks. den næsten hypnotiske guitar, der bryder igennem muren af tyngde i ”Dystopia”, eller de elektroniske stumper, der optræder i de to første numre. Mere fyldige er de to instrumentalnumre ”Intermission” og ”Interlude”, som er meget mere lineære end deres omkringliggende kolleger.

Tiltaget med at skabe variation skal Unseen Faith have stor ros for, også selv om det ikke helt formår at overbevise; mod slutningen begynder tingene at flyde lidt sammen for mig, men indtil da fungerer tingene ret godt for albumdebutanterne.

Tracklist:
01. Lost World
02. Friend of The Devil
03. Dystopia
04. The Sceptic
05. Intermission
06. (Don't) Fear
07. S.O.S
08. Tree
09. Interlude
10. Anchor Me
Samlet spilletid: 33:01

Læs mere...

Rings Of Saturn - Ultu Ulla

Rings Of Saturn blev startet i 2009 som et high school band, og to år senere fik sin første pladekontrakt. Nu, hvor de med ”Ultu Ulla” udsender sit fjerde studiealbum, er kun Lucas Mann (guitar, bas) tilbage fra det originale line-up.

At bandets tekstunivers oprindeligt udsprang af en fascination af rumvæsener kan virke latterligt, men ALLE tanker i dén retning forsvinder, når musikken går i gang. Amerikanerne spiller nemlig en voldsom omgang Deathcore på så højt et teknisk niveau, at man ikke kan være andet end imponeret.

Energien kommer fra de sædvanlige virkemidler: Trommer med tempo og power, seje guitarriffs og frem for alt en vokal, som veksler mellem brøl, skrig og growl. Samtidig skifter musikken mellem højt tempo og breakdowns – mere eller mindre lige efter bogen. Hvad der virkelig gør albummet specielt, er måden de enkelte elementer kommer i spil på: Guitarerne nøjes ikke med at give power, men tilfører også numrene melodiske sider, uden tab af energi – ”The Relic” er et godt eksempel. Det mest markante indslag står trommeslageren Aaron Stechauner imidlertid for; hans præstation er intet mindre end imponerede, især fodarbejdet: Stortrommerne kører enormt varieret, det ene øjeblik kører de som dobbeltslag, så rene maskingeværsalver, inden de buldrer afsted i fræsende tempo. I det hele taget er bredden i udtrykket meget stor, og det lykkes at skabe mange fine detaljer i musikken. Teknisk præget musik kan ofte virke klinisk og kedeligt, men Rings Of Saturn får tingene til at hænge flot sammen og være spændende. I længden er det alligevel lidt trættende at blive tæppebombet med detaljer, men det ændrer ikke på, at ”Ultu Ulla” er et virkelig stærkt album!

Tracklist:
1. Servant of this Sentience
2. Parallel Shift
3. Unhallowed
4. Immemorial Essence
5. The Relic
6. Margidda
7. Harvest
8. The Macrocosm
9. Prognosis Confirmed
10. Inadequate
Samlet spilletid: 42:01

Læs mere...

Thy Art Is Murder - Dear Desolation

Deathcore er en svær pille for nogle at sluge. Folk kalder genren barnlig, og at den ikke er andet end flyve karatespark i pitten og alt for store stretch øreringe. Deathcore har også været i pressen en hel del det sidste års tid, da en af forfædrene af genren Suicide Silence valgte at blive et Deftones/Korn kopi band og har langet ud efter bands såsom The Black Dahlia Murder, Cannibal Corpse og sidst men ikke mindst: Thy Art Is Murder. Sidstnævnte band har valgt at overtage tronen efter Suicide Silence begik kreativt selvmord, og det kan kun blive godt. Thy Art Is Murder har leveret nogle rimelig solide udspil siden deres dannelse tilbage i 2006, og deres sidste udpsil Holy War blev modtaget med ris og glæde verden rundt. Forsanger Chris "CJ" McMahon valgte at forlade bandet tilbage i 2015, men i 2017 kom han tilbage. Bandet står nu klar med deres seneste udspil Dear Desolation, og kan de virkelig finde ud af at Make Deathcore Great Again?
 
Slaves Beyond Death er åbningsnummeret, og allerede her får vi Deathcore serveret på et sølvfad, men alligevel har bandet valgt at tage en mere dødsmetal retning end traditionel Deathcore. Introriffet lyder en smule som hvis Meshuggah valgte at lave et super hurtigt dødsmetal nummer. Jeg er kæmpe fan af Meshuggah, så det er intet problem for mig. Fedt åbningsnummer. The Son Of Misery er nok det mest traditionelle Thy Art Is Murder nummer. Følger det samme formular som de tidligere sange på deres andre albums har, med tekniske trommer og guitaren følger stortrommen. Ikke den største overraskelse, men alligevel godt at være nostalgisk engang imellem. Albummet indeholder også numre som Puppet Master og titelnummeret, men alligevel så når de ikke helt op på det sammen niveau, som første nummer formåede at levere. Jeg føler at det hele ender lidt at køre med rutinen, specielt på de to numre i hvert fald. Death Dealer er dog en helt anden snak. Det er som om at Thy Art Is Murder prøver noget helt anderledes på det her nummer, og det virker. Introen virker som et eller andet uhyggeligt stemnings stykke og det fungerer også, indtil nummeret bliver sparket i gang og det hælder lidt mere over i den tidligere rutine som blev nævnt førhen. 
 
Thy Art Is Murder har leveret et fint album, men det trækker sgu ned, at de spiller den alt for sikkert. Jeg vil til en hver dag fortrække Thy Art Is Murder fremfor Suicide Silence, dog føler jeg at det her album havde været federe hvis de ikke havde kørt så meget med rutinen, men hey! Hvis det er det, som fungerer for dem, så skal de sgu også have lov til at blive ved med det. 
 
Trackilst:
1.Slaves Beyond Death
2.The Son Of Misery
3.Puppet Master
4.Dear Desolation
5.Death Dealer
6.Man Is The Enemy
7.Skin Of The Sepent
8.Fire In The Sky
9.Into The Chaos We Climb
10.The Final Curtain
 
Læs mere...

Aversions Crown - Xenocide

Deathcore genren er noget som har splittet mange metalfans. Nogle synes det er innovativt og nogle synes bare, at det er Nu-Metal gøgl med dødsmetal vokaler. Vi har bands som Whitechapel, Thy Art Is Murder og Suicide Silence, hvor det sidstnævnte band valgte at gå hen i en mere forfærdelig Nu-Metal retning og på samme tid anklage en masse bands for, at sælge ud og kun give fans det, som de vil have uden at udvikle sig som musikere. For mit vedkommende synes jeg at Deathcore er en fed nok genre, selvom jeg virkelig ikke var særlig begejstret for den nye Suicide Silence, så synes jeg stadigvæk at Deathcore er innovativt. Aversions Crown, som er landsbrødre med Thy Art Is Murder, spiller nemlig også Deathcore, og de er nu klar med deres seneste udspil Xenocide.
 
Intro’en Void er den som sætter stemningen for pladen, så er det nummeret Prismatic Abyss som sætter det hele i gang, og det her er nemlig ikke noget af det normale. Aversions Crown formår faktisk at lave det storslået og melodisk. Noget som jeg ikke hører så ofte i Deathcore. Trommeslager Jayden Mason spiller som om livet afhang af det, og det går bare stærkt. Det er næsten lige før at han bliver nødt til at spille hurtigere for at overleve. The Soulless Acolyte er lidt mere hen i den klassiske Deathcore skuffe, hvor der er breakdowns og super dybe growls, men igen med Aversions Crowns twist på det, hvor det melodiske og storslåede vender tilbage. Hybridization viser bandet sin tekniske side, hvor godt de får de spiller sammen, men det er nummeret efter det, Erebus, som blev mit favorit nummer på pladen. Så storslået og melodisk og det breakdown i sangen lyder bare fantastisk. 
 
Aversions Crown har formået at skabe noget nyskabende og innovativt. Det er ikke så meget same old same old som det kan blive indenfor genren. musikken er både tung, melodisk og storslået og jeg er imponeret. Tjek dem ud. 
 
Tracklist
1.Void
2.Prismatic Abyss
3.The Soulless Acolyte
4.Hybridization
5.Erebus
6.Ophiophagy
7.The Oracles of Existence
8.Cynical Entity
9.Stillborn Existence
10.Cycles of Haruspex
11.Misery
12.Odium
 
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed