fbpx

Autokrator - Persecution

Loïc Fontaine (Guitars og Bas) og David Bailey (Vokal) udgør tilsammen Autokrator, som har eksisteret siden 2014. På deres fjerde album, ”Persecution”, er temaet de lidelser, som kristne måtte udstå under forskellige romerske kejseres herredømme. Som på forgængeren ”Hammer of the Heretics” er Kevin Paradis hyret ind til at klare trommerne.
Via elementer fra både Death- og Black Metal bygger franskmændene den ofte beskrevne mur af Metal: Tunge guitarer og voldsomme trommer udgør i fællesskab en sammenhængende enhed, der virker tættere når man lægger den dybt growlende vokal og en meget massiv produktion oveni.
For hvert track man gennemlytter, synes muren at blive både højere og tykkere, for det er stort set den samme skabelon, der benyttes hver gang. Da musikken samtidig er støvsuget for ethvert tilløb til melodisk indhold, skal man virkelig være hårdhudet for ikke at længes efter variation.
Den kommer i sidste øjeblik, for i slutnummeret ”Apocalypsis” skiftes der stil: Musikken er anderledes gennemsigtig og pompøs, mens den ledsager en messende tale på latin. Det er meget anderledes, men kan ikke ændre ved, at Autokrator på ”Persecution” satser alt for meget på at være voldsomme og truende, og alt for lidt på at underholde lytteren.

Tracklist:
01. De Gloria Martyrum Et Confessorum
02. The Great Persecution
03. DCLXVI
04. Antechristus
05. Caesar Nerva Traianus
06. Apocalypsis
Samlet spilletid: 34:07

Læs mere...

Archspire - Bleed the Future

Egentlig havde jeg samlet alle de anmeldelser sammen, som jeg kunne overkomme det næste stykke tid, men da et nyt udspil fra Archspire tikkede ind, kunne jeg ikke lade det ligge – dertil var oplevelserne med bandets to seneste albums ”The Lucid Collective” og ”Relentless Mutation” alt for positive.
Og den stime fortsætter canadierne, for med "Bleed the Future” har de igen skabt et album langt ud over det sædvanlige. Stilen er igen überteknisk Dødsmetal, hvor man helt automatisk måber over bandets kunnen: Det vanvittige tempo, de afsindige breaks og den tilsyneladende ubesværede måde, det hele sker på, er virkelig imponerende. Men ret beset er der noget sygt over at fascineres over 5 voksne mænd, der blærer sig i godt en halv time, og som oftest bliver Metal med hovedvægten lagt på det tekniske hurtigt ensformigt; efter et par numre begynder jeg normalt at kede mig – men hvorfor så ikke her? Jeg tror, at det primært skyldes den store bredde i musikken: Når det første WOW! har lagt sig, opdager man andet end diamanthård Death Metal, for numrene indeholder mere melodi, end det umiddelbart lyder til; både i flotte soli og flettet ind mellem de øvrige ingredienser. Og så er opvisningen ikke et mål i sig selv for Archspire, den fremstår meget mere som et middel til at få helheden frem.
Albummet er som en energibar blendet med proteinshake og skyllet ned med Redbull; det er som en halv times rutsjebanetur med bind for øjnene, så man bare følger med – det er vildt, det er smukt, det er vanedannende! Så hvis ikke du giver "Bleed the Future” et lyt, er det din egen skyld – Det er en oplevelse!

Tracklist:
1. Drone Corpse Aviator
2. Golden Mouth of Ruin
3. Abandon the Linear
4. Bleed the Future
5. Drain of Incarnation
6. Acrid Canon
7. Reverie on the Onyx
8. A.U.M.
Samlet spilletid: 31:35

Læs mere...

Zornheym - The Zornheim Sleep Experiment

Zorn er manden bag det svenske band Zornheym, som han startede i 2014 efter at have forladt Dark Funeral. Hele ideen omkring projektet er, at fortælle grusomme historier fra den fiktive sindssygeanstalt Zornheim. De første fortællinger udkom på albummet "Where Hatred Dwells and Darkness Reigns" i 2017, og nu fortsætter Zorn & Co. på ”The Zornheim Sleep Experiment”.
Til det filmagtige set-up har Zornheym valgt en blanding af Death – og Black Metal, som udstyres med en overbygning af symfoniske elementer. Det giver naturligt et stort lydbillede, men ikke helt så ekstremt, som man ofte hører det – tænk XL i stedet for XXL. Med disse rammer på plads kaster bandet sig ud i at fortælle gyserhistorier, som man kender det fra f.eks. Cradle of Filth og King Diamond. Det betyder også, at musikken er skubbet i baggrunden i forhold til vokalerne, hvilket får den til at fremstå mindre hård, end den egentlig er – en tendens der forstærkes af, at de enkelte instrumenter ikke altid står helt skarpt i lydbilledet. Og det er ellers ikke fordi musikken mangler power; der bliver ikke lagt fingre imellem, ligesom tempoet varierer fra det langsomme til det godt opskruede.
Men historien om Zornheim og dets stakkels beboere er det primære på albummet, og der fokuseres derfor mere på at skabe uhygge med små klokkelyde og hviskende stemmer. Det er udmærket skruet sammen, men jeg vil stadig helst have mine gys på film.

Tracklist:
01. Corpus Vile
02. An Evil Within
03. Dead Silence
04. Keep The Devil Away
05. Slumber Comes In Time
06. Black Nine
07. The Veiling Of Bettelheims Eye
08. The Revelation
09. Keep Cutting
10. The Madness That Lurks Within (Epilogue)
Samlet spilletid: 36:59

 

Læs mere...

Hate - Rugia

Med udgivelse af deres tolvte album “Rugia” runder polske Hate samtidig 30 års mærket for deres eksistens. Siden 2017 har hovedmanden ATF Sinner skiftet hele besætningen ud, så da jeg modtog albummet til anmeldelse, var min første tanke hvordan det ville påvirke bandets musik.
Mit umiddelbare indtryk var lidt rodet; om det skyldtes tilvænning eller manglende koncentration fra min side, er uklart. Anyway, efter et par gennemlytninger faldt det hele på plads, og “Rugia” trådte frem som et album med et meget højt energiniveau. Det skabes primært via et meget højt tempo, og især albummets første halvdel gennemføres med speederen helt i bund. Her får den nye trommeslager Nar-Sil VIRKELIG lov til at straffe sit trommesæt, og det sker med en intensitet, som havde han et personligt udestående med hvert stykke skind. Men han er ikke alene om at fyre op under begivenhederne, for også de to guitarer bidrager positivt; de leverer seje riffs, men oftest bruges de som i Black Metal – bare med lidt mindre indhold af melodi. Det er der heller ikke så meget af i vokalen, hvor Sinners growlende vokal er ekstra fyldig – Det skyldes, at han har indspillet flere vokaler oven i hinanden, hvilket må give udfordringer i live-sammenhæng … Det må jeg checke ved lejlighed; nu kan jeg nøjes med at konstatere, at Hate er tilbage for fuld udblæsning!

Tracklist:
1. RUGIA
2. THE WOLF QUEEN
3. EXILES OF PANTHEON
4. SATURNUS
5.AWAKENING THE GODS WITHIN
6. RESURGENCE
7. VELESIAN GUARD
8. SUN OF EXTINCTION
9. SACRED DNIEPER
Samlet spilletid: 35:54

Læs mere...

Deviant Process - Nurture

Deviant Process stammer fra den fransktalende del af Canada, og har eksisteret siden 2009. To år senere udsendtes en EP med to numre, inden bandets første album ”Paroxysm” kom i 2015 - Det følger canadierne op med fuldlængde nr. 2: ”Nurture”.
Ifølge presseteksten vil Deviant Process gerne gøre op med det generelle billede af Dødsmetal, hvor det for ofte er vigtigere at afvikle musikken i højest mulige tempo ledsaget af en uforståeligt growlende vokal – alt sammen på bekostning af musikkens sjæl, groove og den gode sangskrivning. Det er noget af en udmelding, som gør det interessant at høre, hvad bandet så leverer i stedet.
Det er ikke overraskende Death Metal, men ikke af den klassiske slags. I stedet lægges der rigtig meget vægt på de tekniske elementer i musikken, så alle numre nærmest bugner af forskellige melodistykker, der spilles på kryds og tværs – På dette punkt ville ”progressiv” passe fint ind i genrebetegnelsen. En positiv detalje ved denne tilgang er, at guitarerne ikke dominerer totalt; bas og trommer får også lov at træde frem.
Hertil leverer canadierne et alternativ til den traditionelle Dødsmetal, men så er det også slut. Når det gælder gode sange og nerve, fejler albummet med et brag, og Deviant Process gør sig skyldig i en del af de punkter, de selv peger fingre ad. Problemet er, at musikken næsten ingen nerve har; den er for det meste bare en opvisning i teknik. Derfor lykkes det på intet tidspunkt i løbet af de 8 numre at rive mig med, og det er primært den flotte fremførelse, der hiver 3 stjerner hjem.

Tracklist:
1. In Worship, In Blood
2. Emergence
3. Asynchronous
4. The Hammer Of Dogma
5. Syrtis Magna
6. Homo Homini Deus
7. The Blessings Of Annihilation Infinite
8. Cybervoid (Obliveon cover)
Samlet spilletid: 46:43

 

Læs mere...

Aeon - God Ends Here

Jeg troede bare, at jeg havde misset en udgivelse eller to, men den er go’ nok: ”God Ends Here” er det første album fra Aeon siden svenskerne udgav ”Aeons Black” i 2012! Som for så mange andre bands skyldes den lange pause justeringer i besætningen: Foruden nye musikere til håndtering af bas og trommer, er guitaristen Daniel Dlimi vendt tilbage.
Et kig på tracklisten med hele 16 posteringer indikerer et meget langt album, men det holder ikke stik. De 5 af numrene er nemlig korte mellemspil med store arrangementer for kor og orkester, der giver en filmagtig stemning. Disse er placeret ind imellem en stribe numre, der stilmæssigt er som jeg husker det fra Aeon: Klassisk, gedigen Dødsmetal.
Som forventet lægges der godt ud med ”Liar´s Den” og ”Let It Burn”, der begge afvikles i meget højt tempo og godt med power. Herfra er det som om, at musikken mister lidt af sit drive til fordel for en lidt knudret og utilgængelig stil; i de hurtige passager kører det stadig fint, men resten er ikke så direkte, som jeg ønsker det. Resultatet er, at både energien og min interesse tager sig en tur i rutsjebanen igennem numrene, og det trækker oplevelse i den gale retning. Vi skal helt hen til det fede slutnummer ”Queen Of Lies” for at finde retlinet drive uden knuder.
At dette comeback fra Aeon tager nye retninger i stedet for at fortsætte det kendte, er et udmærket valg; jeg havde gerne hørt en mere ligefrem stil uden de mange knuder.

Tracklist:
1. The Nihilist
2. Liar´s Den
3. Let It Burn
4. Orpheus Indu Inferis
5. Church Of Horror
6. Deny Them Eternity
7. Forsaker
8. Into The Void
9. God Ends Here
10. Severed
11. Just One Kill
12. Mephistopheles
13. Let The Torturing Begin
14. Despise The Cross
15. Overture: Magnum Reginae
16. Queen Of Lies
Samlet spilletid: 49:38

Læs mere...

Blood Red Throne - Imperial Congregation

Med ”Imperial Congregation” sender Blood Red Throne deres tiende studiealbum på gaden, tyve år efter debuten ”Monument of Death” udkom. Som for alle andre kunstnere var tilblivelsen dikteret af pandemiens hærgen, så optagelserne foregik ét instrument ad gangen i guitaristen Daniel Olaisens hjemmestudie.
Det var et godt valg, for den resulterende produktion lader samtlige elementer komme til orde samtidig med, at alle instrumenter har kant – jeg kan især godt lide den måde bassen flere steder træder frem på. Albummets åbning, hvor titelnummeret sparker døren ind, er også stærk: Der er højt tempo og et lækkert flow, og Yngve Christiansens dybe growl indgyder naturligt respekt. De gode takter fortsætter i de næste to numre, som også har et stærkt drive og højt indhold af energi.
Og det var så det, er jeg lige ved at skrive, for herfra falder kvaliteten af numrene betydeligt; der er stadig energi i begivenhederne, men der mangler både flow og spænding. Resultatet er en række tracks, som er okay imens man lytter til dem, men som ikke efterlader spor bagefter - Det hele er helt efter bogen, men mangler personlighed. Den eneste undtagelse er afslutteren ”Zarathustra”, der har en anderledes opbygning, og derfor tiltrængt forandring. Den kommer desværre for sent til at ændre billedet af en udgivelse på det jævne.

Tracklist:
1. Imperial Congregation
2. Itika
3. Conquered Malevolence
4. Transparent Existence
5. Inferior Elegance
6. We All Bleed
7. 6-7
8. Consumed Illusion
9. Hero Antics
10. Zarathustra
Samlet spilletid: 45:53

Læs mere...

Hranice Abyss - Aphagy

Der er meget stor forskel på mængden af information, der ledsager de udgivelser, vi får til anmeldelse: Nogle gange er man ved at drukne i detaljer om kunstner og udgivelse, andre gange er der så godt som ingen info. EP’en ”Aphagy” fra bandet Hranice Abyss falder i den sidste kategori, for udover, at de 4 medlemmer stammer fra São Paulo i Brasilien, har jeg ikke kunnet finde information.
Der lægges ud med en kort instrumental intro, inden åbningsnummeret viser bandets fortolkning af Death Metal. Der bygges roligt op til en ret traditionel udgave med masser af energi. Den tilhørende vokal er growlende, men giver energiniveauet en tak opad ved at skifte til en raspende hvæsen. I de følgende numre fortsætter denne kombination med forskelligt indhold af de to komponenter, og selvom jeg ikke er vild med den vokale stil, så passer den fint ind her, og tilfører meget kant.
Musikken fortsætter også energisk, og viser genretypiske forskelle. Således satses der i ”Violation of Human Condition” primært på tempo, mens “Pathfinder” scorer point via sit fine drive. Alt i alt er der tale om en udmærket omgang Død, hvor musikken fungerer ret traditionelt, mens vokalen sætter trumf på med sin skarphed. EP’en flytter ingen grænser for genren, men fortjener alligevel et lyt, hvis du støder på det.

Tracklist:
01. Voiceless
02. Flawless Oblivion
03. Thoughtseize
04. Violation of Human Condition
05. Byron_s Embrace
06. Pathfinder
Samlet spilletid: 18:37

 

Læs mere...

Mother of All - Age of the Solipsist

Otte år er der efterhånden gået, siden Martin Haumann startede bandet Mother of All. Siden er det blevet til et par EP’er og en enkelt splitudgivelse, men ingen albums. Det bliver der rettet op på nu, hvor "Age of the Solipsist” er på gaden. Her står Haumann som vanligt for trommer og vokal, Frederik Jensen håndterer guitaren, mens basarbejdet varetages af ingen ringere end Steve Di Giorgio fra Testament.
I modsætning til bandets EP’er, hvor stilen primært var Black Metal, er det denne gang Dødsmetallen, der er i fokus. Og den leveres ikke bare med vekslen mellem højt og lavt tempo, men meget varieret, når Haumann svinger taktstokken. Det høres fra start, hvor ”Autumn” byder på mange forskellige udtryk, men samtidig beholder både kant og power.
Tendensen fortsætter albummet ud, og der arbejdes på et højt teknisk niveau uden, at det på noget tidspunkt bliver sterilt og kedeligt – de seje bas- og guitarløb i ”Curators of Our World” er virkelig lækre. At nummeret ikke indeholder så meget melodi gør mindre, når man når frem til de indtagende guitarer i titelnummeret og ”Feel the Pain”.
”Age of the Solipsist” er ikke et album, der blæser mig bagover med hamrende Death Metal; i stedet scores der point via en glimrende balance mellem groove, power og melodi. Det gør ikke albummet til en WOW-udgivelse, men sikrer, at det også er interessant at lytte til om 10 år og mere.

Tracklist:
1. Autumn
2. We Don't Agree
3. Curators of Our World
4. Age of the Solipsist
5. At the Edge of a Dream
6. Blood Still Owed
7. Feel the Pain
Samlet spilletid:29:09

Læs mere...

Billy Boy In Poison - Umbra

Billy Boy In Poison (BBiP) har efterhånden femten år på bagen, og det markerer bandet fra hovedstaden med udgivelse af deres tredje album, som har fået titlen "Umbra".
En af standardopgaverne ved alle anmeldelser her på siden er, at bestemme hvilken genre, den anmeldte udgivelse falder i. For denne udgivelse er opgaven ikke helt så enkel, for BBiP holder sig ikke strikt til en enkelt genre, men varierer deres udtryk, så de rammer lidt bredere. Kernen i numrene er Death Metal med en brølende/hvæsende vokal og godt med punch i handsken. Men nogle numre supplerer med let hakkende rytmer og melodiske elementer mere eller mindre vævet ind i helheden – om man vil kalde det Metalcore eller Melodisk Death Metal, må den enkelte gøre op med sig selv.
Et vigtigere spørgsmål end den eksakte genre er, hvordan de forskellige tilgange fungerer. Det afgøres af, hvordan mængden af melodi og punch er fordelt: Numre som ”Umbra” og ”Supremacy” vil uden tvivl tiltale mange, fordi de indeholder en del melodi. Personligt synes jeg, at det koster lidt på hårdheden, og er derfor mere til tracks som ”Kissed by the Sun” og ”The Ancient One”, der sigter mest mod power.
Hovedparten af albummet har et ben i begge lejre, hvilket giver bredde; at jeg gerne havde haft lidt mere fokus de hårde elementer, ændrer ikke på, at ”Umbra” byder på en solid og velproduceret omgang Metal, uanset hvad man så kalder genren.

Tracklist:
1. Lost It All
2. Blinded (feat. Scott Kennedy)
3. Umbra
4. Supremacy
5. White Hills (feat. Andreas Bjulver)
6. Before We Erase It
7. Kissed by the Sun
8. Black Sky
9. The Ancient One
10. Temptress
Samlet spilletid: 37:53

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed