fbpx

Ferocity - The Hegemon

Det tredje album fra Aalborgs Ferocity har været længe undervejs; hele syv år er der gået siden ”The Sovereign” kom på gaden. I mellemtiden er der blevet justeret lidt på besætningen, men frem for alt skrevet rigtig meget musik. Det bedste herfra tog man med til Antfarm Studio, hvor Tue Madsen har produceret, mixet og mastered ”The Hegemon”. Det var som vanligt en god ide, for lydbilledet er både åbent, og giver både instrumenter og vokal masser af saft og kraft.
Det samme gælder for musikken, for også her bliver der spillet med musklerne. I pressematerialet nævnes det, at bandet denne gang har tilføjet melodi til numrene, men det er jeg ikke enig i - melodi er ikke i højsædet på ”The Hegemon”. Til gengæld er der fint med groove flere steder, hvilket især gør de to åbningsnumre stærke – kombinationen af power og groove fungerer ekstra godt her. Det gør det også i ”An Age of Turmoil”, der oveni byder på opskruet tempo.
Fra omkring midten af albummet og frem kniber det en anelse med variationen; der er stadig energi for alle pengene, men numrene bliver lidt ensartede i deres udtryk. Kun ”The Silent Agitation” skiller sig ud med anderledes rytmer i starten, og det dæmper min begejstring for albummet, der som helhed stadig er udmærket.
Efter indspilningerne har Ferocity skiftet trommeslager og sanger, men med "The Hegemon” i bagagen står nordjyderne stadig stærkt til at fortsætte i ny udgave.

Tracklist:
1. Reminiscence of a Tyrant
2. Embracing the End Times
3. Defying the Hegemony
4. An Age of Turmoil
5. The Great Dying
6. Feeding the Hatred Flame
7. March of the Berserker
8. The Silent Agitation
9. Trembling the Gates of Treason
Samlet spilletid: 36:34

Læs mere...

Eciton - Suspension of Disbelief

Eciton startede i 2000 under navnet Indespair, men i forbindelse med ændringer i besætningen, skiftede man i 2004 til det nuværende. I 2005 og 2010 udsendte bandet albums, og nu 10 år efter, er de så klar med udspil nummer tre: "Suspension of Disbelief”.
Når man gennemlytter albummet, kunne man let får den ide, at bandet har opsamlet en masse energi, som de bare har ventet på at kunne få lov at fyre af. Fra start til slut er der nemlig skruet helt op på Power-knappen, så Ecitons Death Metal blæses ud mod lytteren med eftertryk.
Stilmæssigt kører bandet ikke helt old-school, for der lægges tydeligt vægt på musikkens tekniske aspekter, uden at det går til yderligheder. Samtidig gør sangeren Jesper von Holck ikke så meget i egentlig growl, men veksler i stedet mellem brøl og hvæsen. Musikken har ofte en ret lukket struktur, så for mig fungerer det bedst i de numre, hvor der bliver plads til lidt groove. Det gør ”Twisted politics”, som indeholder en lækker bassolo, og ”Social pacifier”, som har albummets bedste drive til mine favoritter på ”Suspension of Disbelief”.
Selv om det ikke er alle tiltag, der scorer point hos mig, har Eciton skruet et gedigent Dødsmetal album sammen, som sikkert vil tiltale mange af genrens fans. Derfor håber jeg ikke, at der igen skal gå 10 år, før der kommer nyt fra dén kant.

Tracklist:
1. Demagogue
2. Belief
3. Written awareness
4. Suicide protest
5. Twisted politics
6. Social pacifier
7. Penetrated sorrow
8. Thoughts
9. Estimated effort
10. Toxic Luxury
Samlet spilletid: 36:53

Læs mere...

World War 5 - World War 5

Hvis navnet World War 5 ikke umiddelbart siger dig noget, er det ikke så underligt; albummet i denne anmeldelse er bandets første. Men helt ukendte er de ikke, for line-uppet tæller guitaristerne Tore Mogensen og Lasse Bak, som begge har en fortid i Illdisposed samt sangeren Knud Lind, som i sin tid var i front for Barcode. Albummet har bandet produceret sammen med Jacob Olsen, og det er mikset af Tue Madsen, så man må sige, at der er kompetente folk i spil. At resultatet er en lækker produktion med flot lyd og hul igennem er ingen overraskelse.
Det samme gælder stilen, hvor World War 5 blander traditionel Dødsmetal med Thrash Metal. Det sker på en både energisk og tempofyldt facon, hvor ”Exposed” og ”Gee” hælder mod Død, mens det Thrash’ede dominerer andre steder, så WW5 i ”Bitter” og ”Grind” mest af alt lyder som Slayer i deres ondeste lune. Uanset stilen, så fastholdes det pænt høje tempo, og det er tydeligt, at der arbejdes energisk, specielt i front. Jeg kan ikke sige, at resultatet er dårligt, for det er det ikke – men det bliver heller ikke rigtig fedt på noget tidspunkt. Jeg antog, at billedet ville ændre sig med flere gennemlytninger, men selvom jeg har pløjet albummet igennem flere gange, har det første indtryk ikke flyttet sig. Derfor efterlader albummet mig en smule skuffet; jeg havde forventet mere fra World War 5.

Tracklist:
1. Grind
2. Retrograde
3. Expose
4. Terrors
5. Haunt
6. Megalomaniacs
7. Gee
8. Bitterness
9. Increased
Samlet spilletid: 31:25

Læs mere...

Cabal - Drag Me Down

Mit første møde med Cabal var, da deres debutalbum ”Mark of Rot” udkom for to år siden; en uhyre voldsom og brutal sag, som ikke helt faldt i min smag. Om vi har flyttet os i forhold til hinanden, får jeg mulighed for at undersøge nu, hvor bandets andet album kommer på gaden.
Umiddelbart er der ingen ændringer at spore, for Cabal er nøjagtigt lige så brutale, som jeg husker dem. De ti numre føres an af en monotont råbende og skrigende vokal, der er meget energisk, men meget hurtigt bliver både trættende og irriterende. Samtidig hjælper det ikke, at den ledsagende musik er meget indadvendt og lukket; her er der heller ikke meget variation at spore. Og det hjælper heller ikke, at det er lykkedes for Cabal at få gæsteoptrædener fra navne som Trivium’s Matt Heafy, Polaris’ Jamie Hails og Møl’s Kim Song Sternkopf – de flytter desværre ikke albummets udtryk mod mere interessante.
Hvis du er af den opfattelse, at melodi er noget, som rigtige mænd ikke behøver i deres Metal, og at kun benhård satsning på brutalitet fra start til slut giver et godt album, så skal du endelig gå i lag med ”Drag Me Down”. Alle andre vil jeg anbefale at springe over albummet, for det er et udspil, som er for meget af det gode for de fleste – undertegnede inklusive.

Tracklist:
1. Gift Givers
2. Drag Me Down ft. Jamie Hails
3. It Haunts Me ft. Kim Song Sternkopf
4. Tongues
5. Sjælebrand
6. The Hangman's Song
7. Death March
8. Bitter Friend ft. Matt Heafy
9. Unbound
10. Demagogue
Samlet spilletid: 34:42

Læs mere...

Neaera - Neaera

At man kan komme frygteligt skævt ind på et album, er mit møde med Neaeras selvbetitlede syvende album et godt eksempel på: Jeg satte albummet på, mens jeg lavede noget andet, og blev hurtigt irriteret over frontmanden Benjamin Hillekes skrigende vokal; den dominerede samtlige numre, og gjorde det umuligt at bedømme helheden. Førstehåndsindtrykket var alt andet end positivt, men det ændrede sig heldigvis ved de senere gennemlytninger.
Men hvad var anderledes, ud over at jeg nu lyttede helhjertet? Ikke vokalen, for Hillekes stil er energisk skrigende, og den varieres kun få gange med lidt brølen. Men hvad der ændrede sig, var min opfattelse af musikken, som med sin Thrash’ede stil mere end opvejede vokalens mangler. Det hele afvikles i pænt højt tempo, hvilket booster energien. Men endnu vigtigere er det lækre drive, som numrene er udstyret med; det rykker vedholdende fremad, hvilket har gjort ”Neaera” til en effektiv indpisker i motionscenteret. Samtidig lykkes det at variere udtrykket overraskende meget, så det også er en fornøjelse at lytte til hjemme i stuen.
Albummet kommer efter en fem år lang pause, hvor medlemmerne havde brug for at lave noget andet end Neaera. Og det var åbenbart en fornuftig beslutning med et break, for der er masser af spillelyst at spore på ”Neaera” – titlen indikerer en genstart af bandet, som har fået et glimrende afsæt.

Tracklist:
1. (Un) drowned
2. Catalyst
3. False Shepherds
4. Resurrection of Wrath
5. Carriers
6. Rid the Earth of The Human Virus
7. Sunset of Mankind
8. Lifeless
9. Eruption in Reverse
10. Torchbearer
11. Deathless
Samlet spilletid: 43:55

Læs mere...

Necrowretch - The Ones From Hell

Efter godt ti års eksistens og 3 studiealbums på gaden, syntes Necrowretch’ hovedmand Vlad, at der skulle ske noget nyt som optakt til det, der skulle blive til bandets fjerde album, ”The Ones From Hell”. Derfor tog han til Istanbul for at skrive materialet i nye omgivelser; ganske gennemført, må man sige.
Men hvis man ud fra den historie forventer at høre musik med østens mystik og stil flettet ind i numrene, bliver man skuffet; Necrowretch fortsætter stilmæssigt helt som de plejer med en blanding af Death- og Black Metal, der har kraftig slagside mod den sidstnævnte genre.
Det understreges fra start, for de to første numre er nærmest en opvisning i blastbeats og vilde guitarer, selv om der også bliver plads til en smule groove. Det kommer der mere af i titelnummeret, som længe bevæger sig i moderat, men sejt tempo, inden sluserne åbnes til slut, og der igen fræses løs. Hermed er der linet op til resten af albummet, hvor numrene er strikket sammen af de nævnte elementer. Og hvis man lige ser bort fra det uinteressante og ufærdige ”Absolute Evil”, klarer Vlad & Co. sig fint igennem balancen mellem brutal vanvid og seje riffs. Så selv om opskruet tempo virker som svaret på de fleste problemer, hæver ”The Ones From Hell” en tak over mine tidligere møder med Necrowretch.

Tracklist:
1. Pure Hellfire
2. Luciferian Sovranty
3. The Ones From Hell
4. Absolute Evil
5. Codex Obscuritas
6. Darkness Supreme
7. Through The Black Abyss
8. Necrowretch
Samlet spilletid: 37:04

Læs mere...

Errorgod - Ballad of Torture

Errorgod er et 4 mand stærkt band fra Aarhus, som efterhånden har en del år på bagen. I den tid er det blevet til et par korte udgivelser, men nu tager bandet skridtet fuldt ud, og ud giver deres første album. Oprindeligt hed bandet Evil Pigs, men valgte at skifte navn, da deres materiale var blevet mere aggressivt.
Det er man ikke i tvivl om, når man gennemlytter ”Ballad of Torture”, for de fleste vil opfatte indholdet som langt mere Torture end Ballad. Allerede i åbningsnummeret med den passende titel ”Brutal Truth” får man skilt fårene fra bukkene: På samme måde som margarine og sukker smelter sammen til karamel, forenes vokal og musik sammen til en kompakt enhed, men i stedet for sødme er resultatet en voldsom organisme, der nedtramper alt på sin vej.
Resten af albummet fremstår mindre ekstremt, men i de tre numre midt på albummet blandes Grind Metallens kaos ind i helheden på en meget ens facon: De ligner hinanden som Rip, Rap og Rup, og jeg må koncentrere mig for ikke at blive overbevist om, at jeg lige har hørt det samme nummer tre gange. Selv om de efterfølgende tracks viser mere bredde, er og bliver ”Ballad of Torture” en udgivelse for den kreds af Metalfans, som sætter brutalitet og power højere end musikalsk bredde og variation. Jeg er ikke overbevist om dens kvaliteter, og må efterlade den med en karakter under middel.

Tracklist:
1. Brutal Truth
2. I Am
3. Stings of Fear
4. Mirror Image
5. The Stalking
6. The Ballad of Torture
7. The Fall
8. When Rome Burns
9. Worship
Samlet spilletid: 37:32

Læs mere...

Sylosis - Cycle Of Suffering

I 2016 meldte Sylosis ud, at bandet ville tage en pause på ubestemt tid; bandets mastermind Josh Middleton var endt i en blindgyde, og havde brug for at finde ny inspiration. Pausen gav ham lyst til at genstarte Sylosis, som nu er klar med deres femte studiealbum, som også giver debut til en ny rytmesektion.
Udgangspunktet for albummet er, at lidelse er en naturlig og uundgåelig del af livet, men lidelsen findes kun i teksterne – det er ingen lidelse at lægge øre til albummet. Sylosis fortsætter deres stil med Thrash Metal, der både har Dødsmetallens skarphed og melodiske elementer. De sidste leveres af guitaren, og optræder som korte eller længere solstråler i forhold til numrenes øvrige bestanddele. Disse er rå, for musikken afleveres i pænt højt tempo og med eftertryk. Det samme gælder for vokalen, som er voldsomt brølende, men meget lidt varieret. Og det hele passer fint sammen, hvilket gør ”Cycle of Suffering” og ”Apex of Disdain” til rigtig fede Thrash-titler.
Hen mod slutningen begynder det at knibe med ideerne; Middleton vil for meget, så han får ikke stoppet mens legen er go’. Derfor får albummet længere spilletid end indholdet kan forsvare, og kan derfor ikke leve op til bandets bedste præstationer. Konklusionen er derfor, at Sylosis er tilbage, men stadig en smule rustne.

Tracklist:
1. Empty Prophets
2. I Sever
3. Cycle of Suffering
4. Shield
5. Calcified
6. Invidia
7. Idle Hands
8. Apex of Disdain
9. Arms Like A Noose
10. Devils In Their Eyes
11. Disintegrate
12. Abandon Samlet spilletid: 50:52

Læs mere...

God Dethroned - Illuminati

Efter tre albums med elementer fra første verdenskrig som temaer vender God Dethroned på ”Illuminati” tilbage til tekstuniverset fra bandets tidligste dage, nemlig religionen … eller rettere sagt modstand mod religion. Som vanligt er Henri Sattler primus motor på alt fra sangskrivning til produktion, og som vanligt er der justeret i besætningen, hvor Dave Meester er ny guitarist.
Stilmæssigt er der ikke så meget nyt, for God Dethroned fortsætter deres kombination af Døds- og Black Metal. I forhold til de senere albums virker musikken denne gang en smule lukket, hvor titelnummeret og ”Broken Halo” sætter retningen. I ”Book of Lies” åbnes der for nogle melodiske elementer, som i de følgende numre blandes godt med de mørke sider. Den cocktail gør ”Spirit of Beelzebub” og ”Satan Spawn” til albummets højdepunkt, fordi balancen mellem lys og mørke står stærkest her.
Mod slutningen slår det kirkelige igennem på musikken, først via kirkeorgel i ”Dominus Muscarum”, siden via storladne kor, der svarer frontvokalen i det afsluttende ”Blood Moon Eclipse”.
Ved at udgive ”Illuminati” tre år efter ”The World Ablaze” viser Sattler, at gendannelsen i 2014 var alvorligt ment. Og godt det samme, for hollænderne viser igen, at de har noget at tilbyde de Metalfans, der kan li’ deres Død med en sort kant.

Tracklist:
1. Illuminati
2. Broken Halo
3. Book of Lies
4. Spirit of Beelzebub
5. Satan Spawn
6. Gabriel
7. Eye of Horus
8. Dominus Muscarum
9. Blood Moon Eclipse
Samlet spilletid: 36:37

Læs mere...

Defiled - Infinite Regress

Siden deres tidlige karriere i 1990’erne har Defiled været et stort navn i hjemlandet Japan, når det gælder Death Metal, og med tiden har de også opnået en vis popularitet i USA og Europa. Her har de i en årrække været i stald hos Season of Mist, som også står for udgivelse af bandets sjette album.
Der møder man Dødsmetal, der er opbygget helt efter de traditionelle opskrifter – i flere tilfælde kunne numrene tjene som illustration til en håndbog i genren. Den eneste afvigelse er Shinichiro Hamadas vocal, der er mere brølende end egentlig growlende, men det er en detalje.
At fastholde en klassisk stil er ikke en dum ide, hvis man har gode ideer – det er der mange eksempler på. Desværre falder ”Infinite Regress” ikke i dén kategori, for hold da op hvor de fire musikere bare lirer ligegyldigheder af sig i hovedparten af den gode halve time, albummet varer. Det betyder ikke, at der ikke er knald på, for musikken er energisk nok – det er de gode ideer, der glimrer ved deres fravær.
Man behøver ikke at være bange for at overanstrenge sine nakkemuskler, for der er ingen sekvenser, der tvinger dem i brug. Det meste efterlader mig helt upåvirket, og i den sidste ende er det et par steder, der kunne have udviklet til noget godt, der sammen med en udmærket trommelyd forhindrer pointhøsten i at falde værre ud.

Tracklist:
1. Intro
2. Divide and Conquer
3. Tragedy
4. Systematic Decomposition
5. So Blind
6. Legacy
7. Masses in Chaos
8. Centuries
9. Aftermath
10. Invisible War
11. Ignorant
12. Slaverobot
13. Infinite Regress
14. Outro
Samlet spilletid: 35:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed