fbpx

Cradle Of Filth - Cryptoriana:The Seductiveness Of Decay

Fra at være et af de navne, hvis udgivelser var et must-hear, har stærkt svingende kvalitet i bandets udgivelser gjort, at jeg i de senere år ikke har fulgt så meget med i Cradle of Filth’ gøren og laden. Nu har veteranerne så udgivet deres fjortende (!) studiealbum, ”Cryptoriana:The Seductiveness Of Decay”. Meget passende til bandets Goth/Black image er titlen et nik til Victoriatidens fascination for døden og det overnaturlige.
På albummets første halvdel spiller englænderne helt som vi kender dem: Der er energisk Metal tilsat stort anlagte symfoniske afsnit med masser af kirkegårdsstemning, og så skriger og hyler frontmanden Dani Filth så voldsomt, at man uvilkårligt checker, om det er lykkedes for ham at tilkalde samtlige ulve i Jylland uden for stuevinduet. Stilmæssigt er der således ingen nyheder, men numrene er generelt ret gode, og bandet virker veloplagt.

I titelnummeret kommer der pludselig noget nyt på tapetet, idet der løbende dukker nogle ret Iron Maiden-agtige double lead guitarer op; de passer fint ind i helheden og markerer et frisk pust af noget nyt. Mere af det samme høres i ”You Will Know The Lion By His Claw”, hvor det også markerer sig positivt.

På de seneste albums har Cradle Of Filth haft svært ved at levere andet end variationer over et ret slidt tema, men denne gang går det bedre: De nævnte elementer og det generelt udmærkede kvalitetsniveau efterlader mig med et begrundet håb om, at den gode Mr Filth endelig har fået spillet de mange ret nye medlemmer ordentligt sammen.

Tracklist:
1. Exquisite Torments Await
2. Heartbreak And Seance
3. Achingly Beautiful
4. Wester Vespertine
5. The Seductiveness Of Decay
6. Vengeful Spirit
7. You Will Know The Lion By His Claw
8. Death And The Maiden
Samlet spilletid: 65:30

 

Læs mere...

Cradle of Filth - Hammer Of The Witches

Cradle of Filth har igennem mere end 20 år været garant for teatralsk Metal, men også for mange udskiftninger omkring frontmand og eneste originale medlem Dani Filth. Senest sidste år, hvor guitaristerne Richard Shaw og Ashok fik ændret deres status fra sessionmusikere til egentlige medlemmer, mens Lindsay Schoolcraft overtog ansvaret for både keyboards og kvindelige vokaler.

Som for alle de tidligere ommøbleringer har heller ikke den seneste ændret på det overordnede billede af englændernes musik: Der lægges stadig meget vægt på at få skabt mørke stemninger med både strygere og masser af keyboards – helt som man kender det fra Goth-genren. Her rykker det hele bare 2 klik op på hårdhedsskalaen, for der er virkelig knald på, når tøjlerne slippes og det hele brager løs. Netop denne balance mellem det stemningsfyldte og det brutale har altid været noget, jeg har sat pris på hos Cradle of Filth, og på det punkt leverer de igen varen. Der er også et fint samspil mellem musikken og teksterne, der kredser om hekse og trolddom.

På mange måder er tingene helt som de skal være, alligevel begejstres jeg ikke af numrene. Jeg kan ikke påstå at ”Hammer Of The Witches” er et dårligt album, for det er det ikke – det har power og gode melodier, det er velspillet og godt produceret. Problemet er, at det hele er hørt før. Et godt eksempel er vokalen, for Filth skriger og hviner helt som han plejer; han har ikke udviklet sig i mange år. På samme måde er numrene sammensat efter samme opskrift som store dele af englændernes eget bagkatalog. Og så længe Mr. Filth bestemmer slagets gang, sker der åbenbart ingen ændringer her – nye musikere i folden eller ej.

Tracklist:
1. Walpurgis Eve
2. Yours Immortally
3. Enshrined In Crematoria
4. Deflowering The Maidenhead, Displeasuring The Goddess
5. Blackest Magick In Practice
6. The Monstrous Sabbat (Summoning The Coven)
7. Hammer Of The Witches
8. Right Wing Of The Garden Triptych
9. The Vampyre At My Side
10. Onward Christian Soldiers
11. Blooding The Hounds Of Hell
Samlet spilletid: 56:08

 

Læs mere...

Dani Filth og Devilment skriver kontrakt med Nuclear Blast

Nuclear Blast Entertainment har skrevet kontrakt med Devilment, det nye band frontet af Cradle of Filth’s Dani Filth. Gruppen vil udgive deres første fuldlængde album ”The Great and Secret Show” til efteråret.

Foruden Dani Filth, som fungere som gruppens sanger, består bandet af guitarist og sampler Daniel Finch, guitarist Colin Parks, bassist Nick Johnson, trommeslager Aaron Boast og sanger/keyboardist Lauren Francis.

 

Dani Filth har udtalt følgende om kontrakten:

"I am thrilled to be a part of the Nuclear Blast family with my other band, the Witch County fiends DEVILMENT. Our debut album »The Great And Secret Show« is a horror-metal fuelled slay ride of maleficent proportions and deserves some deep infernal love from a label that has dominated the metal market for aeons.

And we have found that unconditional love at Nuclear Blast. All of us in the band are really looking forward to the forthcoming months, as the proverbial war machine kicks into gear and the album surfaces like some sub-aquatic monster hellbent on smashing stuff. Until then keep a cyclopean eye out for regular social media updates, videos and the announcement of live shows to further whet your appetite...”

 

“The Great and Secret Show” er indspillet i Grindstone Studios og produceret af Scott Atkins, som tidligere har arbejdet sammen med bl.a. Cradle of Filth, Behemoth, Amon Amarth og Sylosis.

Artworket, som kan ses nedenfor, er lavet af Drake Mefestta. Filth har udtalt følgende om dette:

"The album cover depicts an intended escape by one of Jack The Ripper's victims, (followed as she is down a moonlit Victorian alley) into another enchanted realm.

Some might read it as an imagined release from the horrible pain to follow, but the artist Drake Mefestta and I thought it served to show the lure of the mystical, amid a sea of debauch.
The artwork that follows in the booklet is a stunning articulate walk-through of that enchanted realm. The album is entitled »The Great And Secret Show« and concerns itself with the occult pulse behind the world, a land of imagination that can be slipped into at will. Like a generator buzzing behind everything. The truth behind the Wizards curtain. A phantasmagorical nightscape.

A wonderland. A midnight playground. The fertile land of the dead."

 

Hør Devilment’s første single “Mother Kali” her:

 

artwork

Læs mere...

Cradle Of Filth - Total Fucking Darkness

Når aldrende bands udgiver demooptagelser og andre obskure specialiteter, er det sjældent et godt tegn – det er min erfaring at de gamle optagelser alt for ofte skal aflede opmærksomheden fra nutidens manglende performance. Da Cradle Of Filth på det seneste ikke ligefrem har imponeret mig, ligner udgivelsen af bandets 3. demo ”Total Fucking Darkness” en gentagelse af det ovennævnte mønster. 

Jeg vil ikke påstå at jeg føler mig lige godt underholdt i samtlige minutter af spilletiden, så albummet er ingen musikalsk åbenbaring. Til gengæld er det en interessant dokumentation af den udvikling, som CoF har været igennem, og viser et band som er ved at finde sin egen stil. Men albummet illustrerer også, at historien om Cradle Of Filth kunne have taget andre retninger.

En del af de elementer, som kendetegner englænderne i dag, finder vi også her – bare i anderledes udgaver. Således er keyboardet til stede, men har en meget tilbagetrukket position. Og Dani Filth, som i dag skriger, hyler og bjæffer i ét væk, viser en meget mere nuanceret vokal. De nævnte elementer høres kun i begrænset omfang; til gengæld growler han dybt og rallende på en måde, han slet ikke bruger i dag. Musikken har også et andet og meget mørkere udtryk, så selv om stemninger skabes, så er helheden meget mere uhyggelig, meget mere alvorlig. Og stilen tangerer flere steder Death Metal, lige som jeg for alvor begynder at forstå hvorfor CoF engang blev regnet for et Black Metal band. Det sidste skyldes ikke mindst produktionen, som med sin meget enkle facon bidrager til det mørke helhedsbillede.

Som album er ”Total Fucking Darkness” ikke epokegørende, men set som historisk dokument er albummet ganske spændende – ikke kun for bandets fans.

Tracklist:
Side A
1. Spattered In Faeces
2. The Black Goddess Rises
3. As Deep As Any Burial

Side B
1. Unbridled At Dusk
2. The Raping Of Faith
3. Fraternally Yours, 666

Side C
1. Devil Mayfair (Advocatus Diaboli)
2. The Black Goddess Rises
3. Seance And Mandrake (Instrumental)

Side D
1. The Raping Of Faith
2. Unbridled At Dusk
3. Hekate Enthroned (Instrumental)

Samlet spilletid: 60:28

Læs mere...

Cradle of Filth, Behemoth, In Solitude, Inquisition, Svarttjern

Det var torsdag sidst i februar, stedet var Voxhall i Aarhus og selv om det er begyndt at blive lysere i vejret, blev blikket for en stund vendt mod MØRKET. Årsagen var, at byen denne aften fik besøg af en tour, hvor headlinerne Cradle of Filth og Behemoth naturligt tiltrak sig opmærksomhed. Men jeg havde også set frem til de andre 3 bands i pakken; jeg var spændt på at se om de kunne leve op til det niveau, de har vist på deres seneste albums.

 

Svarttjern
Karakter: 4/6

For at kunne afvikle alle 5 koncerter var det nødvendigt at gå tidligt i gang, så allerede lidt før kl 18 var det første band på scenen, og da jeg nåede tilbage fra interview med Behemoth, var Svarttjern igang med andet nummer. Bandet supplerede deres Sorte Metal med corpse paint hele raden rundt, og pigarbåndene var ikke langt fra at kunne klassificeres som dødbringende våben. Frontmanden HansFyrste gjorde sit for at opildne salen, som på dette tidspunkt var omkring halv fuld; ganske imponerende for så tidlig et starttidspunkt.

Musikken virkede lidt tilbagetrukket og ikke så aggressivt som genren ofte er, men det fremhævede numrenes seje sider, og men det kørte ret godt for de 5 på scenen. Der blev arbejdet energisk nok, men der var ikke meget bevægelse ud over hos frontmanden. Samtidig var det ikke super tight spillet, men det kørte ret fedt. Efterhånden kom der mere respons fra salen, og endda en lille moshpit kom i gang under det heftige slutnummer. I det hele taget var dagens åbning virkelig god, og havde det stået til mig, var nordmændene blevet rykket til et senere tidspunkt.

 

InquisitionInquisition
Karakter: 3/6

Når de mange bands på Black Metal scenen med kun to medlemmer optræder live, sker det normalt med støtte fra ekstramusikere; her gjorde dagens næste band en undtagelse. Efter en meget kort lydprøve kom guitaristen og sangeren Dagon og trommeslageren Incubus nemlig alene på scenen og begyndte deres set. Først var jeg noget overrasket, men derefter blev jeg lidt imponeret over, hvor meget de to formåede at fylde rent lydmæssigt. Selvfølgelig manglede der tyngde i forhold til fuld besætning, men det var ikke helt ude i hampen. Til gengæld blev jeg hurtigt træt af Dagons vokal; med sin let messende karakter og forvrængede lyd blev den enerverende. Musikken var ellers okay og autentisk Black, og jeg letter gerne på hatten i anerkendelse af deres indsats. Alligevel kom Inquisition ikke meget over et ”Godkendt” niveau.

 

In SolitudeIn Solitude
Karakter: 3/6

Så var det for en stund slut med corpse paint, for efter en noget længere lydprøve med en masse Ett-Två! Ett-Två! var svenske In Solitude klar… Dvs vi skulle lige igennem en temmelig lang båndet intro med kvindevokal.

Så fik vi en gang Hardrock med en punket råhed suppleret med Metal. Her var især vokalerne flotte; sangeren synger rigtig godt, og den ene guitarist leverede en meget fin andenstemme som supplement. Som settet skred frem kom der mere tyngde i musikken, men stilmæssigt faldt svenskerne alligevel noget uden for resten af line uppet. Jeg synes ikke, at In Solitude gjorde en dårlig figur, men de passede ikke rigtigt ind i sammenhængen.

 

Behemoth
Karakter: 5/6

Jeg havde på forhånd glædet mig mest til aftenens næste navn; ikke kun fordi de har lavet mange fede skiver, og med ”The Satanist” netop har tilføjet et stærkt ét til listen, men fordi deres seneste optræden på Voxhall var en imponerende oplevelse, som jeg gerne så gentaget. Og det var jeg ikke ene om, for salen var godt fyldt og summede af forventning. På scenen stod de vante mikrofonstativer, Nergals var denne gang udstyret med levende lys. Trommerne var placeret på et højt podie med trapper på hver side, så man må sige, at der var gjort noget ud af scenen.

Behemoth

Bandets entre var super fed og teatralsk, hvor Nergal kom ind som en anden ypperstepræst med fakler i hænderne og hætten trukket op mens de andre stod bomstille på scenen. Det hele skete til råbene ”Behemoth” ”Behemoth” fra salen.

Åbningsnummeret var som ventet ”Blow your trumpets Gabriel”, og det var starten på et set med fokus på ”The Satanist”, men hvor også ældre ting som "Christians to the Lions” fra Thelema 6 blev inkluderet

Anført af Nergal havde Behemoth salen med sig 100% fra start, der var nærmest tale om en magtdemonstration og opvisning i crowdcontrol; ved det mindste vink fra scenen kom responsen prompte.

Det hele var superstramt spillet og leveret med meget stærk stage presence, men musikalsk manglede lige det sidste hak for at blæse mig omkuld. Da polakkerne gik af scenen efter 2 ekstranumre, havde de leveret aftenens klart bedste koncert, som var hele turen til Aarhus værd.

Hør også vores interview med Behemoth's bassist Tomasz "Orion" Wróblewski.

 

Cradle of FilthCradle of Filth
Karakter: 4/6

Jeg har oplevet Cradle of Filth 2 gange før i Aarhus, begge gange på Train. Første gang var en virkelig fed oplevelse, men deres seneste koncert var både skuffende og uinspireret. Jeg gik til aftenens koncert med håbet om, at Dani Filth & Co ville vaske denne plet væk.

Begge bandets guitarister har måttet melde afbud til turneen; Paul Allender pga. vigtige familieanliggender, og James McIllroy pga. en operation. I stedet for at aflyse, har man hyret erstatninger i form af Ashok fra tjekkiske Root og Richard Shaw fra engelske Emperor Chung - det er go' stil.

Det hele startede med stillbilleder, som blev projiceret op på bagtæppet til lyden af keyboards. Så satte det hele i gang med Dani Filth’ typiske skrigen som et centralt element. Lyden var frygteligt bastung og mudret i starten, men det blev hurtigt rettet. Imens fortsatte stillbillederne gennem hele settet.

Det var tydeligt at CoF ikke havde det samme kultagtige tag i publikum som Behemoth; Dani skulle arbejde for at få salen med, og begejstringen trængte sjældent mere end 3-4 rækker ud . Bandet havde heller ikke den samme styrke i numrene, for uanset om materialet stammede fra de nye skiver, eller det var ældre ting som "Principle of Evil made Flesh”, der blev spillet, fremstod tingene meget ens. Også Dani’s skrigen blev ensformig i længden, så da jeg måtte forlade Voxhall efter 45 minutter for at nå det sidste tog hjem, passede det mig udmærket. At det sidste nummer jeg hørte var ”Nymphetamine”, var meget passende, for det var klart det mest varierede og bedst fungerende so far. Alligevel forlod jeg englænderne med bekymret mine, for de leverede ikke det niveau, man med rette kan forvente af et hovednavn; faktisk er det kun den bedre lyd og mit bedre kendskab til materialet, der placerer dem lidt over Svarttjern.

 

Samlet set en var aftenen en blandet affære med Svarttjern som den positive overraskelse, mens CoF igen skuffede mig – ikke så slemt som sidst, men jeg aner alligevel en nedadgående tendens. Til gengæld viste Behemoth atter stor styrke, og det er deres koncert, der i sidste ende trækker denne aften sikkert i land.

 

  • Behemoth_14
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Behemoth_13
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Behemoth_30
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall

Se hele galleriet her

 

 

Var du med til koncerten? I såfald, hvad var din oplevelser af de 5 bands? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...

Cradle of Filth genudgiver berygtede demo på vinyl

  • Udgivet i Nyheder

Cradle of Filth, som i næste uge kan opleves i selskab med bl.a. Behemoth på hhv. Amager Bio den 26. feb og på Voxhall den 27. feb, har offentliggjort at de efter mere end 20 år, vil genudgive deres tredje demo ”Total Fucking Darkness” på vinyl den 5. maj.

Bandet skriver følgende:

“At last, after more than 20 years, Total Fucking Darkness, the infamous third demo from the U.K.'s notorious Cradle of Filth, has been officially released in vinyl format. Housed in a heavy gatefold sleeve with paintings featuring the twisted visions of Radio One Presenter and Occult Artist, Daniel P Carter, the release will include some tracks previously unreleased by the band.

Frater Nihil, the founder of Cacophonous Records, the label that first signed Cradle of Filth, got together with Dani Filth and Paul Ryan (former guitarist and now in The King is Blind) to bring fans of the band, both old and new, a remastered version of the demo along with material that had been sitting in the vaults for 20 years. They entered Turan Studio in Oxford and with the help of the engineer (who has worked on everything from Emperor to Thin Lizzy) brought the old recordings a new lease of life.

The album kicks off with the track Spattered in Faeces, the only surviving track from the now mythical Goetia sessions, followed on Side A and the rest of Side B with the recordings from Total Fucking Darkness. Side C begins with another previously unreleased track, Devil Mayfair (Advocatus Diaboli), recorded at Samhain 1992, the rest of the side and the next feature the other three tracks from that session, along with two short instrumental pieces from the band's former keyboardist, Ben Ryan.

There will be a press of 666 copies in coloured vinyl for retail, with a Digipak Compact Disc version also available.”

 

Track listen til “Total Fucking Darkness”: 

Side I
Spattered in Faeces
The Black Goddess Rises
As Deep as any Burial

Side II
Unbridled at Dusk
The Raping of Faith
Fraternally Yours, 666

Side III
Devil Mayfair (Advocatus Diaboli)
The Black Goddess Rises
Seance And Mandrake (Instr.)

Side IV
The Raping of Faith
Unbridled at Dusk
Hekate Enthroned (Instr.)

 

Forudbestillinger: 

Boxset
Gatefold

 

Artwork

 

 

Skal du have genudgivelsen på vinyl? Og hvad er dine forventninger til bandets kommende koncerter i Danmark? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...

Twilight of the Gods

 The multinational heavy metal band Twilight Of The Gods, whom consists of current and former members from bands like Primodial, Cradle of Filth and Dimmu Borgir just to name a few, we asked guitarist Rune Eriksen aka Blasphemer (Aura Noir, ex-Mayhem) a few questions about the new album.

Læs mere...

Behemoth og Cradle Of Filth på europa tour

  • Udgivet i Nyheder

Det polske blackened death metal-band Behemoth slår sig sammen med britiske black/dark metal-bandet Cradle Of Filth til en omfattende co-headliner europa tour til februar 2014. Med som support bands er In Solitude, Inquisition og Svarttjern.

Behemoth’s frontmand Nergal har udtalt følgende:

"We are immensely proud to start promotion of "The Satanist" on the release date of the album in such a noble company. It's been a while since we toured Europe for the last time… The wolf pack grew stronger and hungrier and with new opus and stage production we have so much more to offer. This European crusade will be the catalyst of 2 years long tour so keep your eyes open!"

 

Touren ser således ud:
07.02.2014 DE – Munich, Backstage
08.02.2014 DE – Stuttgart, LKA Longhorn
09.02.2014 NL – Amsterdam, Melkweg
10.02.2014 UK – London, Forum
11.02.2014 FR – Paris, Bataclan
13.02.2014 CH – Pratteln, Z7
14.02.2014 DE – Wiesbaden, Schlachthof
15.02.2014 DE – Bochum, Matrix
16.02.2014 BE – Antwerp, Trix
18.02.2014 NL – Tilburg, O13
19.02.2014 LU – Luxembourg, Atelier
21.02.2014 AT – Wien, Gasometer
22.02.2014 DE – Chemnitz, Südbahnhof
24.02.2014 SE – Gothenburg, Traedgarn
25.02.2014 SE – Stockholm, Tyrol
26.02.2014 DK – Copenhagen, Amager Bio
27.02.2014 DK – Aarhus, Voxhall
28.02.2014 DE – Hamburg, Grünspan
01.03.2014 DE – Berlin, Postbahnhof

Læs mere...

Cradle of Filth, Gorgoroth, Moonspell, Septicflesh

Septicflesh
Revolution Music
Først og fremmest var det noget helt nyt for mig at gå til koncert i Store Vega, som jo er et spillested, der er berømt for dets gode, måske ligefrem fremragende lyd. Der var kø, men den forsvandt hurtigt. Jeg skyndte mig småløbende indenfor og blev mødt af lyden af Septicflesh.
Atmosfæren var fastlagt fra starten, og sammen med bandet var publikum badet i et sagligt grønt lys. Man legede næsten med, og foregav at være faret vild i en mørk granskov badet i Septicfleshs sorte Death metal mystik.
Jeg kendte ikke særlig meget til bandet i forvejen, da jeg ankom, men de formåede alligevel at tryllebinde mig. De vakte simpelthen min interesse; ikke mindst med nummeret med den egyptiske titel ”Anubis”. På trods af dét nummer har bandet altså overhovedet ikke noget til fælles med bandet ”Nile”, der også henter inspiration fra Egypten. Det gælder også selvom genrerne ligger så ufatteligt tæt op ad hinanden.
Egentlig havde jeg gættet på, at bandet var meget yngre, men med et lille smil på læberne har jeg erfaret, at de faktisk er fra mit fødselsår, 1990. Det, der nok har snydt mig halvt om halvt, er at selve lyden lyder virkelig ny, både vokal- og instrumentmæssigt.
Selve sceneshowet virkede også lidt uerfarent i fremførelsen, selvom bandet gjorde alt tænkeligt for, at det ikke skulle være alt for i øjenfaldende. Det var nok mest forsangerens skyld. Konstant lavede han små ubevidste Britney Spears-finter, der bare ikke hørte hjemme på scenen; fx det med at rette på håret og med en glidende feminin bevægelse stryge det om bag øret. Dog blev det værre, da han valgte at lave nogle mærkværdige snoede armbevægelser med sine nittebesatte hænder. Det ville en hvilken som helst slange have misundt.

Moonspell
Revolution Music
Moonspell var heller ikke et af de bands på setlisten, jeg kendte allermest til. Ikke desto mindre var der gjort vanvittigt meget ud af deres sceneshow; bag dem stod et kæmpemæssigt lærred, hvorpå der kørte en ”film” med relevante klip, der passede til sangene. Det er nok også det, der har fået mig presset op på karakteren 3. Måske stjal den skærm egentlig lidt af opmærksomheden fra stakkels Moonspell, selvom den af og til havde det med at gå i hak. Det var lidt synd.
Der blev spillet mest fra det nye album, og da jeg hælder mest til Moonspells gamle udgivelser, stod jeg længe og kedede mig lidt. Først til sidst vågnede jeg lidt op, da noget af det gamle blev spillet.
Af og til virkede det hele lidt tilfældigt. Det var næsten som om, at bassisten synes det var utroligt hårdt at flytte den ene finger fra det ene bånd til det andet. Hold da op, hvor så han dog lidende ud af og til.
Jeg synes faktisk ikke, at der er så meget mere at tilføje til bandets præstation. De virkede som en gruppe mennesker, der havde måttet undvære søvn i meget lang tid. Det sidste vampyrnummer skulle vist have fået publikum til at vågne, men da forsangeren syntes at overspille sin rolle som vampyr, var det ikke noget jeg blev grebet af.
Gorgoroth
Revolution Music
Jeg så dem også på Wacken Open Air 2008. Men på daværende tidspunkt husker jeg at have haft virkelig dårlig mave, så jeg skyndte mig væk. Ja, undskyldningen var da ikke helt dum, vel? Det hele blev gjort på ægte True Black Metal maner. Dog uden grise- eller for den sags skyld fårehoveder på stave. Det gjorde ikke så meget, jeg kunne godt undvære dem. Der var som bekendt også stillet fire kors op til fire nøgne mennesker fra den inderste gruppe af bandets store fanskare. Hænder blev bundet, en pose blev trukket over hovedet på dem hver især. En af dem skulle endda stå i ti minutter, mens lyset endnu ikke var tændt, og rette på en ørering. Haha. Men så kom lyset. Det omtalte og omdiskuterede band gjorde deres entre, de lignede sig selv. Personligt kan jeg ikke se, hvor musikken i det de laver ligger. Skrig, hoste, noget, der skal lyde som en guitar og folk der er døden nær - nej tak.
Jeg er ikke specielt glad for Gorgoroth. Det er ikke musikken, der skræmmer mig på et eller andet punkt. Det er de ”mennesker”, der laver den.
Flere af bandmedlemmerne har en plettet straffeattest, der siger spar to. Voldtægt, voldsom tortur mm. Som ”kvinde” kan det ske, at man vælger at tage mere end ti skridt bagud, når man får øje på den corpsepaintede Gaahl, der står med vidt opspilede øjne og peger på én oppe fra scenen. Man synker en klump i halsen: ”Har han udvalgt mig!?” Ikke desto mindre må man sige, at bandet gør noget ud af deres optræden, om det så gælder nøgne mennesker på kors, corpsepaint, bandmedlemmernes lange søm på kroppen eller alt det ild og den ondskab, der bliver lukket ud under sådan en aften. Men nej, fan gik jeg ikke hen og blev i Store Vega den aften!..

Cradle Of Filth
Revolution Music
Så kom hovednavnet endelig - med intro og hvad der nu ellers hører til.
Jeg bliver lige forundret, hver gang jeg ser Danni Filth, den lille bitte mand. Fuld af energi springer han rundt på scenen med sine små lysende øjne og latexklædte krop.
Gamle kendinge skulle man vente længe på, for bandet spillede næsten udelukkende sange fra det nye album, ”Godspeed on the Devil’s Thunder”. Danni Filth klarede sit arbejde fint med de lange skrig, og den karakteristiske growl. Dog synes jeg ikke at kunne spotte Sarah Jezebel Deva nogen steder. Personligt havde jeg intet hørt om hverken bortvisning eller blindtarmsbetændelse. Ellers sang Filth hendes passager igennem uden problemer.
Så blev jeg forundret igen. Et 3,5 meter højt monster kom til syne på scenen i vaskeægte Eddy-stil. Dog havde denne ”Eddy” gemt sig i en lang kutte, og slog konstant hånden frem og tilbage samt headbangede lystigt i takt med publikum. Flere gange måtte Danni Filth slå krumspring for ikke at blive ramt af kæmpen. Så forsvandt den igen.
På trods af den fantastiske lyd Vega nu engang har, mangler der altid et eller andet, når CoF giver koncert. Det er som om alle indtrykkene kommer meget bedre til udtryk som indspillede numre fra et studie. Rosie Smiths keyboard kæmpede og kæmpede i bøn om at blive hørt, mens et kaos af guitarriffs dominerede lydbilledet. Da det var hende og det keyboard, der bar det meste af den melodiske del til koncerten, var det næsten faretruende tæt på at gå galt op til flere gange. Tit har man hørt en bestemt sang, de har spillet live, og så kommer man hjem, finder den på nettet og tror ikke på at det er den rigtige sang, man har fundet. Sådan er det tit med Cradle. Lyden er ofte grumset og halvdårlig live.

Læs mere...

Cradle of Filth, Deathstars

Til denne koncert var jeg i rigtig god tid. Faktisk var jeg på Train allerede klokken halv to – ikke fordi jeg har glemt klokken, men fordi jeg havde en interviewaftale med Cradles backingsangerinde Sarah (interviewet kan forhåbentlig snart høres andetsteds på siden). Der var ikke meget ide i at køre frem og tilbage til Viborg, så jeg gik op i byen. Ved at ordne et par julegave-indkøb, kunne det nødvendige og det praktiske forenes.
Dørene blev åbnet kl. 19, men allerede en halv time før var jeg blevet træt af at traske rundt i regnen. Derfor søgte jeg ind under halvtaget foran Train, hvor der allerede var samlet en 20-30 sortklædte og sminkede unge mennesker – nogle af dem endda meget unge.

Inde i salen blev ventetiden slået ihjel med en kop kaffe (jeg var i bil) og opvarmningsmusik. Der blev spillet Motley Crüe, så det blev til et genhør med hits som ”Shout at the Devil” og ”Looks that Kill”. Det undommelige publikum reagerede ikke på musikken, så jeg måtte stå og nikke lidt for mig selv.

Deathstars (2)
Så kom svenske Deathstars på scenen, og det viste sig, at opvarmningsmusikken var velvalgt. For Deathstars musik er en blanding af old-school glamrock og elementer lånt i Gothgenren - nærmere betegnet keyboards, som bliver brugt til at skabe stemning ind imellem.
Jeg kendte intet til Deathstars inden koncerten, men musikken faldt slet ikke i min smag. Sangeren Whiplasher har en meget monoton, nærmest snakkende vokal, som hurtigt blev kedelig. Og selvom bandet arbejdede hårdt på sagen, lykkedes det kun meget sporadisk at levere musik, som kunne fange min interesse.

Optisk var bandet en blanding af goth og New York Dolls. Whiplasher valsede rundt på scenen som en blanding af Mick Jagger og David Bowie tilsat et skud Iggy Pop. I bar overkrop og med bukserne trukket så langt ned over hofterne, at selv Ville Valo ikke kan være med. Men heller ikke disse attituder var noget værd for mig, så da musikken heller ikke kunne begejstre, begyndte jeg snart at kigge på uret...

Cradle of Filth (5½)
Inden koncerten var der specielt to ting, som jeg var spændt på at få afklaret: hvor god er den nye trommeslager, Martin Skaroupka – og hvor god er Dani Filth egentlig live?
Svaret på det første spørgsmål kom allerede ved koncertens start. Da åbningsnummeret Dirge Inferno afløste introen, skete det med eftertryk, og Martin fik vist, hvorfor han er med: Her og i resten af numrene leverede han en meget overbevisende indsats; med masser af energi og et stort slagrepertoire bidrog han med masser af attack til bandet.
Scenen på Train var fyldt godt op; med udstyr og syv musikere var bevægelsesfriheden lidt begrænset. Det forhindrede dog ikke bandet i at give en meget veloplagt performance, som primært bød på numre fra den nyeste cd, Thornography; men der var også plads til materiale fra Nymphetamine (både titelnummeret og min personlige favorit, ”Guilded Cunt”) samt ældre numre som ”Her Ghost in the Fog”, ”From Cradle to Enslave” og ”Once Upon Atrocity”.
Under hele koncerten blev symboler og filmsekvenser projiceret op på bagtæppet. En ret simpel ting, men det var meget effektfuldt.

Og så til svaret på mit andet spørgsmål: Dani Filth er en performer, som deler vandene, og som mange elsker at hade. Men uanset om man kan li’ ham eller ej, så må alle som oplevede ham denne aften på Train give mig ret i, at han er en meget overbevisende sanger. Han gik på scenen med en besked om, at resten af aftenen ville han kun se horn i luften; det ønske opfyldte publikum med glæde. Vi fik så til gengæld en Dani som sang, hvæsede, growlede og bjæffede nøjagtig lige så fedt som på pladerne. Meget varieret, virkelig fedt! Og fuld af energi, så når han ikke lige selv var på, blev han nødt til at småhoppe på stedet.

Lyden var til tider lidt unuanceret, men det ændrer ikke på, at Cradle of Filth gav en kanon koncert på Train, som jeg takserer til fem stjerner. Den sidste halve er for evnen til at få publikum med, for på det punkt overgår de, hvad jeg ellers har oplevet som anmelder.
At Deathstars så ramte helt forbi min smag, betyder ikke noget i den sammenhæng.


Revolution Music vil gerne takke Train

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed