fbpx

Psychotic Waltz - Copenhell 2017

En af de mere interessante bookinger på årets Copenhell er de australske proggere, Psychotic Waltz. På et år hvor der i den grad bliver spillet på de sikre vindere, er det glædeligt at der også er plads til mere ukendte af slagsen – at man så ikke kan blive positivt overrasket hver gang, er jo ikke festivalens skyld, og på trods af det jeg kommer til at skrive herfra, så må I for satans skyld ikke stoppe med at hive de her navne hjem: det er hvad der gør festivalen interessant at tage til, ikke mindst i den nære fremtid, når giganterne træder af.

Men Psychotic Waltz var ikke et hit. Ligesom min anke med Invocator, og generelt ældre, uaktuelle bands, har man så megen tillid til eget materiale, at det helt og holdent er op til publikum selv at opfinde underholdningen – for den findes ikke på scenen. Dette er ikke en kritik af musikken: de kunne i princippet spille det lammeste grindcore, dét er slet ikke hvad det handler om.

I stedet er det, at man som interesseret lytter, men endnu ikke fan, intet får serveret. Endnu engang... Når yngre bands kan presse grænserne til det yderste, så er det altså ikke nok bare at dukke op og afgive associationer til en flok familiefædre på udflugt. På trods af en fin lyd, en guitarist i rullestol (dét mest positive aspekt ved koncerten!), og en fair mængde mennesker (taget bandets relevans i betragtning) – så lever bandet højt og flot på deres materiale alene. Her kommer det næste problem så... forsangeren kan ikke længere nå de høje toner, og vokalen lyder mest af alt som en forpint kat i de første sange.

Det bliver bedre, heldigvis, og ved nogle af de senere sange udbrydes enkelte glædesråb – men det er for sent. Og det er slet ikke nok. Omend betingelserne er i orden, ja faktisk ganske gode, så mangler der noget entusiasme – en risikovillighed – en opstramning. I hvert fald hvis Psychotic Waltz skal have et håb om at komme tilbage til synet af nye fans.

Sætliste:
1) – Faded
2) – Mosquito
3) – Northern Lights
4) – Ashes
5) – I Remember
6) – Morbid
7) – ...And The Devil Cried
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Five Finger Death Punch_3
  • Forfatter: Jill
  • BLACK_STAR_RIDERS_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • POWERWOLF_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Architects - Copenhell 2017

Sam Carter (forsangeren) er vred – meget vred. Jeg ved ikke lige over hvad, men i specielt de tre første sange, hvor ”These Colours Don’t Run” overraskende er iblandt dem, er vokalen helt ekstrem skarp. Som om mandens growl er overstyret, selvom jeg aldrig kan sige jeg har oplevet det fænomen før, hvis det overhovedet er et. Dertil skærer guitarerne i ørerne, og stroboskoplyset er lige i øjnene – kort sagt, sanserne er jævnt optagede. Og ja, jeg ved godt det lyder fjollet at beklage sig over voldsom lyd til en metalkoncert, men det lyder ikke godt – og det må og skal nu engang være målet. Så kan det godt være publikum er uenige med mig, for der er en hel del, og ingen går herfra – eller også håber de på at tingene bliver bedre. Måske er Architects bare vrede, og jeg selv elitær.

Men som jeg så stod der, og tænkte at lyden vel nok skulle blive bedre, og at jeg skulle skrive noget om at bandet går til den (for det gør de), eller at det regner helt ustadigt (for det gør det) – så sker der i stedet dét, at en midlertidig strømafbrydelse mellem de første sange giver et praj om hvor vi er på vej hen. Og ganske rigtigt, i midten af ”Downfall” går strømmen. Det er nok regnen, må man ræsonnere sig frem til – men det sker sgu da ikke på Copenhells 8. år... gør det?

Åbenbart. For selvom Architects prøver igen, og igen... og igen, så lykkes det ikke. Dette leder dog til at: a) Sam Carter hurtigt bliver en frustreret mand, og b) vi andre ikke kan lade være med at grine af det ufrivilligt komiske, som f.eks. da Sam Carter og co. formår at spille de eksakt samme 10 sekunder af den samme sang – tre gange – før strømmen går (igen/igen/igen). Det er ikke pænt at ”nyde godt” af andres ulykke, men det er nær umuligt i denne situation. Et andet ”højdepunkt” er når trommeslageren improviseret skal agere publikums-magnet (mens resten af bandet forsøger at finde ud om de kan spille videre). Det er så tydeligt, at der jo ikke er forberedt til en sådan situation, så det bliver hurtigt lidt akavet, og dermed sjovt (igen).

Vi kommer dog ikke videre i aften. Man må formode at regnen har oversvømmet udstyret, og selvom Architects forsøger igen og igen (og respekt for det!), så skal det altså ikke være således. Jeg vil derfor undlade at give en karakter, for det virker urimeligt betingelserne taget i betragtning. Forhåbentligt en genbooking kan komme på tale, Copenhell?

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Architects _6
  • Forfatter: Jill
  • Devil Driver_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Invocator - Copenhell 2017

I røg og damp, et af Danmarks vigtigste metalbands er i huset – den eneste ”særlige performance” Copenhell har hevet op af hatten op til nu, som man ellers bl.a. kender fra Roskilde Festival og Wacken. Jeg tvivler på at nogen brokker sig! Med god lyd til følge, og et fint publikum: smalt, men de forsamlede behøver til gengæld ingen overbevisning – dette er fans, slet og ret. Dvs. at Invocator reelt ikke behøver gøre andet end at troppe op og spille ”det man kender”.

Men det scorer man sjældent nye fans på. Derfor er det også ærgerligt at de danske helte ikke forsøger at gøre noget som helst ud af deres optræden. Det er i virkeligheden det samme problem de ældre danske metalbands lider under: sceneshowet er noget nær ikke-eksisterende. Jeg siger ikke, at det ikke virkede dengang, og for bandets fans kan det jo være det samme – men for alle andre? Håndværket er i orden, og Jacob Hansen og co. ser ud til at hygge sig, men det kan ikke bære koncerten hele vejen.

Grunden til den ”høje” karakter skyldes derfor bandets fans, der spreder god stemning og rent ud sagt er skide hyggelige – at stå i mængden løfter oplevelsen ud af middelmådighedens skær. 
Men ikke nok til at dette kan siges at være en interessant oplevelse.

Sætliste:
1) – Dying To Live
2) – Doomed To Be
3) – Astray / From My Skull It Rains
4) – Excursion Demise
5) – Shattered Self
6) – Breed Of Sin
7) – Alterations / Dessert Sands
8) – King In A World Of Fools
9) – The Afterbirth
10) – Through The Flesh To The Soul
Encore:
11) – Through The Nether To The Sun
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Architects _1
  • Forfatter: Jill
  • Frank Carter And The Rattlesnakes_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Carcass - Copenhell 2017

Det her kan I simpelthen gøre bedre, Carcass. Det er det overordnede indtryk jeg går fra Hades med. De sidste to gange har begge været forrygende, både som opvarmning for Amon Amarth i 2013 og, tro det eller ej, en søndag formiddag på Roskilde året efter. Men ikke denne gang. Betingelserne er ellers til stede: fin lyd og et pænt antal publikummer. Sætlisten er også helt, helt i orden, med sange fint fordelt over gruppens bagkatalog.

Alligevel kører showet fra første node på rutinen, og selvom det er teknisk veludført (det er Carcass, så det er næsten en selvfølge), har deres styrke i fortiden ligget i, at den ældre, semi-gnavne ”hyggeonkel” af en forsanger, Jeff Walker, kører sin tørre, engelske humor af på folk mellem sangene. Det fungerer, for man kan kun klare så meget ond og ubehagelig musik af gangen, før en pause er nødvendig. Det får vi bare ikke her. De knastørre vittigheder og anekdoter er væk.

Det i sig selv gør jo ikke deres optræden dårlig – men til gengæld ligegyldig når man ved det kan gøres langt bedre. Når yngre bands kan gå på en scene og rive den midt over, mens Carcass er tilfreds med at være nær stillestående og køre den ind med rutinen... Det er okay denne gang, alle har en off-day, men det skal helst ikke blive en trend. Gode sange kan kun få én så langt.

Sætliste:
1) – 316L Grade Surgical Steel
2) – Buried Dreams
3) – Incarnated Solvent Abuse
4) – Carnal Forge
5) – No Love Lost
6) – Unfit for Human Consumption
7) – Cadaver Pouch Conveyor System
8) – Captive Bolt Pistol
9) – Edge of Darkness / This Mortal Coil
10) – Exhume to Consume / Reek of Putrefaction
11) – Corporal Jigsore Quandary
12) – Heartwork
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Saxon_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Devil Driver_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Carcass_4
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

In Flames - Copenhell 2017

Jeg kan trygt berette, at In Flames ikke gentager fadæsen for nogle år tilbage – ikke at der skal meget til, men det er da stadig rart at vide – ikke? Hvad der derimod ER gentaget, er valget om at lade dem spille i dagslys. Tænk lige over bandets navn... i dagslys... ikke bare én, men nu to gange... Jeg vil bare, helt stille og roligt, påpege, at der går noget tabt, mest synligt når man kan se de lysinstallationer In Flames har medbragt hjemmefra: de kører jo ufortrødent af tidspunktet.

Ligesom DevilDriver kan jeg ikke vide om In Flames kan huske miseren i 2013, men det er en usædvanlig potent forsanger der denne gang driver vognen fremad. Han skyr ikke væk fra de lede growls, og på trods af at han stadig ligner en hiphop-hipster...something, er han bedre end jeg mindes at have set i flere år (det går også igen af at sætlisten indeholder flere helt gamle skæringer). Tak for det, det har sgu været savnet. Resten af bandet skal dog også roses, for selvom de ikke gør det store væsen ud af sig, er det teknisk præcist og der er en mærkbar spilleglæde, modsat sidst.

”Alias” er dagens første fællessang, men der venter mange endnu. Ligeledes går der kun ganske kort tid før det første cirkelpit er i gang – næsten som en naturlig fortsættelse fra DevilDriver, bare større. Publikum vil det, skide være med hvordan det gik sidst – og på den måde lever både band og publikum af hinandens energi. Tilmed er lyden overraskende god og rimelig fyldig (ikke perfekt, men betingelserne er nu engang som de er). Det tegner jo godt indtil videre.

Men... Før vi overhovedet kommer ind i det gode flow, er det slut. HVAD, råber jeg højt – 45 minutter, er det hvad man får?! Det er en kriminel underdrivelse at kalde det for kortvarigt. Jo, det er tidligt, men hallo mand: et kvarter mere bør være minimum for et navn af den størrelse, og en halv time ekstra havde været glimrende. Vi må dog nøjes med hvad vi får. Måske vi er så heldige, at Copenhell næste gang smider dem på en aftentid? Jeg mindes glædeligt at stå arm i arm med 75.000 mennesker på Wacken, og det virker altså bare. Det kunne vi godt gøre i en miniudgave, synes jeg.

Sætliste:
1) – Wallflower
2) – Alias
3) – Before I Fall
4) – Leeches
5) – All For Me
6) – Where The Dead Ships Dwell
7) – Moonshield
8) – The Jester’s Dance
9) – Only For The Weak
10) – Cloud Connected
11) – Deliver Us
12) – Here Until Forever
13) – The Truth
14) – Paralyzed
15) – The End
16) – Take This Life
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Saxon_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Devil Driver_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

DevilDriver - Copenhell 2017

Årets første koncert på Copenhell, og jeg kan kun sige: du har været savnet. Det har de amerikanske groovere i DevilDriver også, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra de mange forsamlede, både taget i betragtning at pladsen først lige er åbnet, og at der er massiv kø udenfor. Efter 7 års forsinkelse skulle det altså være: DevilDriver var ellers et af de store trækplastre på festivalens debut tilbage i 2010, men af nu for længst glemte grunde aflyste bandet i sin tid.

Om bandet selv kan huske grunden, eller overhovedet huske aflysningen, vides ikke, men efter en forrygende start med ”End Of The Line” og ”Not All Who Wander Are Lost” føles det næsten sådan, med den glimrende indsats der lægges for dagen. Som om DevilDriver vil tage revanche med stil. Ja, det er tidligt, men det stopper altså ikke nogen. Ét nummer inde, og Dez efterspørger allerede alverdens pits. Han får dem. Men det er jo også næsten garanteret med det valg af sange: om det så er førnævnte, ”I Could Care Less” eller ”Before The Hangman’s Noose” – gnisten er tændt, og den kan ikke slukkes. Det er en sand fornøjelse at stå her igen, og med oppustede dinoer og flamingoer foran scenen, ved man igen hvor man er havnet: på én gang seriøst, brutalt og lige-på, men ligeledes fjollet og hyggeligt.

Det eneste skår i glæden er, næsten som man kunne forvente, lyden. Den er skrald, intet mindre. Altså, igen, det ER forventet, men for satan, det lyder af helvedes til. Og når man taler om DevilDriver, der altså generelt ikke har små, lækre detaljer gemt i deres lyd, så er det altså skidt.

Men omvendt... skidt med det. Vi er her ikke for de finere detaljer. Vi er her heller ikke for at blive overrasket, og det afspejler sætlisten på alle måder: udover to nyere sange er det alle gamle travere, her ment på den mest positive måde. Og det fungerer præcist som det skal: velkommen til helvede. Vi er klar. Bring it!

Sætliste:
1) – End Of The Line
2) – Not All Who Wander Are Lost
3) – Grinfucked
4) – Cry for Me Sky (Eulogy Of The Scorned)
5) – Daybreak
6) – I Could Care Less
7) – Before The Hangman’s Noose
8) – Clouds Over California
9) – Ruthless
10) – Meet The Wretched
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Ministry_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Every Time I Die_4
  • Forfatter: Jill
  • Frank Carter And The Rattlesnakes_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Red Warszawa - Copenhell 2017

Nogle af de trofaste Revolution Music.-læsere, der husker min anmeldelse af Red Warszawa fra sidste års Copenhell, har nok set frem til endnu en skamhyldest. Andre har muligvis tænkt noget, der involverede gråspurve og kanoner.

Men bare rolig: Om ikke andet bliver dennehér slet ikke så lang. Som man siger.

Sidste år fik Black Sabbath æren af at være opvarmningsband for Red Warszawa. I år er det Slayer. Og ligesom i tilfældet Slayer ER der ikke det store at sige om Red Warszawas selvbevidst åndssvage pik-og-røv-heavy.

Vi er allesammen med på den, omend trætte ovenpå tre dages druk og metal. Således er det først på “2000 Tyskere”, at der kommer ordentligt gang i crowden på Hades. På dette tidspunkt er de første lamme jokes for længst røget af fadet, og mange flere skal følge.

Red Warszawa på Copenhell er nemlig ren og skær dum, traditionsrig hygge. Men som jeg også var inde på sidst, så ER der faktisk en vis base af noget opbyggelig metalsubstans bag gruppens immervæk tykt pubertære image. Til trods for de rent tåbelige indslag som “Svenskergarn”, “Jeg Vil Ha’ en Kvinde Med en Kraftig Måtte” og det tilbagevendende fokus på Heavy-Hennings nedre regioner, er det ikke altsammen rent at himle af.

Klassikerne “Aldi” og “Jeg Hader Alle Mennesker” er musikalsk ganske fine thrash-numre uden de store afvigelser.  Et par andre klassikere, “Mosekonen Brygger” og “Singeling”, er så tæt på at være decideret gode sange, at en forveksling sagtens kunne retfærdiggøres. Og så er hovedriffs’ene i den indledende “Return of the Glidefedt” og den afsluttende “Æggemad” fandme seriøst holdbare riffs, numrenes tekstmæssige kvaliteter uanset. Ja; det føles mærkeligt at skrive og sikkert også at læse, men prøv nu lige at lytte til numrene engang, mops.

Dog kan det mærkes på publikum, at det ER numrene fra Red Warszawas barndom i 80’erne og 90’erne, der trækker de største kegler. (Pun may or may not be intended.) “Metadonmix fra Maribo” har alle dage været tvivlsom, og premieren på den nye, aparte skæring “Flied Lice” falder på maven. Jeg savner ærligt talt også lidt “Hurra Skolen Brænder”.

Så selvom Red Warszawa er en institution indenfor dansk metal, hvad end man bryder sig om dét faktum eller ej, så er deres status ikke just lig med kreative, musikalske ildsjæle snarere end omrejsende, fordrukne håndværkere. Ovre på Devilution er min kollega Emil Hansen i sin Red Warszawa-anmeldelse godt i gang med at snakke om identitetskrise både hos Red Warszawa og Copenhell.

Den vil jeg ikke tage op hér, men for nuværende nøjes med at konkludere, at identitetskrise eller ej, så er vi efterhånden ved at være nået dertil, hvor Copenhell ikke helt ville være det samme uden Red Warszawa. Og alt andet lige, så er underholdningsværdien — både hos festival og band — uomgængelig og stensikker.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • OVERKILL_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_4
  • Forfatter: Jill
  • BAEST_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Slayer - Copenhell 2017

I bund og grund er der måske ikke så meget at sige.

Slayer er nemlig et af de bands, man altid kan regne med. Om man så måtte være en sart lille vulva og hade dem herfra og til Helvíti fryser over, har det aldrig stået til debat, at Slayer både er deres umiskendeligt egne og samtidig et band man bare ikke kan fucke med.

De af os, der så dem i Helsingør forrige december bevidnede et indiskutabelt overbevisende udstyrsstykke, der kun synes at blive stærkere og mere kompromisløse med alderen. Så hvordan og hvorfor i alverden skulle, kunne og burde det på nogen måde være anderledes nu i aften?

Men det er det selvfølgelig heller ikke. Lige fra de indledende ondsindede røvspark i “Repentless” til de afsluttende ondsindede røvspark i “Angel of Death” gør Slayer det, de alle dage har været bedst til: Tonser ud over Helvedes golde, forbrændte stepper med en frådende Cerberus’ energi, samt en attitude der for længst er hævet over verdslige begreber som dén nihilisme, kynisme og selvfedme, man ellers så nemt kunne tilskrive dem.

Slayers energi og univers transcenderer simpelthen nogen menneskelig domfældelse. Sagde anmelderen og skød dermed sig selv i foden.

… Men skal vi så snakke lidt om selve musikken?

Slayer er rent bogstaveligt talt et ensformigt band. Jo, lad os nu for Fanden bare blive enige om det. De ville sikkert ikke engang selv være uenige. Og det er AC/DC for Helvede også, og dem elsker vi for Helvede også, og så var dét heller ikke værre at få frem i lyset, vel?

Slayers mest dynamiske, afvekslende og i det hele taget bedste skive, “Seasons in the Abyss” (’90) er overrepræsenteret i aftenens sæt med hele seks skæringer. “Det hér er en putte-sang”, annoncerer Tom Araya. “Find én I elsker og put jer godt ind til vedkommende”. Det gør vi så, og derpå følger “Dead Skin Mask” — sandsynligvis det bedste bevis for, at Slayer ikke behøver køre med 180 bpm for at være jordens ondeste band.

Derudover er det forrygende titelnummer og den lige så forrygende “War Ensemble” naturligvis obligatoriske. Men alligevel vælger Slayer at holde numrene lige homogene nok. Det er pænt af dem at afslutte hovedsættet med “Spirit in Black”, men de generiske “Born of Fire” og “Hallowed Point” kunne snildt have været substitueret for f.eks. “Blood Red”, “Skeletons of Society”, “Expendable Youth”, eller, — og nu siger jeg det lige — no'et mer' a' det nye.

Ja. For som én ud af åbenbart alt for få headbangere formår jeg i al beskedenhed at fatte Slayers udvikling. Selvfølgelig har hverken de eller noget andet metalband rigtig været sig selv, siden 90’erne kom og rystede den globale musikpose til ukendelighed. Men derfor har samtlige deres udgivelser siden “Christ Illusion” (’06) fandme stadig formået at ramme noget nær perfekte balancer mellem bandets klassiske straightforward-aggression og samtidig al den kreative nytænkning, en så afgrundsdybt konservativ institution som Slayer overhovedet kan rumme. Derfor ville det klæde bandet at stå bare lidt mere ved deres nyere materiale.

Ja, det ER som bekendt umuligt at stille alle tilfredse. Men som jeg også startede med svagt at antyde, så er der på den anden side heller ingen, der rigtig rører Slayer, når først de har sat ild til lortet. Da Hanneman døde, var jeg oprigtigt talt lidt nervøs for, at Araya og King skulle fortsætte som en mere eller mindre amputeret skygge af sig selv. Men selvom Hanneman var en uerstattelig karakter, gør afløser Gary Holt det mere solidt, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Og Paul Bostaph er og bliver simpelthen en af de mest habile thrash-trommeslagere nogensinde. Ikke bare er hans stil om ikke lige så epokegørende, så mindst lige så personlig som Lombardos; han er om ikke den ene, så den ANDEN eneste rigtige trommeslager i Slayer.

Onde tunger kunne sige om bookingen af Slayer, at den er “for traditionel” og “forudsigelig”, og at den “ikke tager chancer”. (Det var den dér med aldrig at kunne stille alle tilfredse.) Men med den ærefrygtindgydende form, bandet lægger for dagen i disse år, og med den træfsikre triple-combo “South of Heaven”, “Raining Blood” og “Chemical Warfare” inden førnævnte “Angel of Death”,  ja, så må det ganske enkelt være umuligt at stå tilbage som utilfreds metalhead på Copenhell i aften.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • OVERKILL_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HATESPHERE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • GHOST IRIS_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Rob Zombie - Copenhell 2017

Jeg har ventet længe på en smule forløsning ovenpå Rob Zombies jammerlige 1/6’er-“koncert” på Wacken i 2014. (Ja, tre års tid må det jo så være.) Ikke fordi jeg har noget specielt forhold til mandens musik udover et par-og-20-årigt kammeratskab. Men jeg har altid respekteret ham som den performer, producer, instruktør, grafiker og i det hele taget multikunstner, han indiskutabelt er. Og som knægt brugte jeg timer på at studere White Zombies outfits. For Satan, hvor så de fede ud, mand.

Rob Zombies psykedeliske horrorunderholdningsunivers myldrer med UFO’er, vampyrer, forførende zombiestrippere og monstrøse skabninger galore. Det er svært at oversætte til en livesituation uden andet end bandets flittigt anvendte kostumer og make-up samt bannerne af mandens gamle helte — hovedpersonerne fra 30’ernes monsterfilm såsom The Wolfman og Frankenstein. Så udover et par mere eller mindre aparte brandtaler lader han musikken trække det tungeste læs.

Det lykkes et acceptabelt stykke hen ad vejen, men langt fra ubetinget. Naturligvis er der evigt peber i slagere som “Superbeast”, “Living Dead Girl” og White Zombie-klassikerne “More Human Than Human” samt den lykkeligvis uundgåelige “Thunder Kiss ’65”. Men til gengæld vækker de nyere skæringer ikke altid genklang. Fra det seneste album, sidste års “The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser”, får vi skæringerne “In the Age of the Consecrated Vampire We All Get High”, “The Hideous Exhibitions of a Dedicated Gore Whore”, “Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.” og “Get Your Boots On! That’s the End of Rock and Roll!”. Og helt ærligt: Det er sgu lige før, titlerne er mere interessante end musikken.

Okay, både Rob Zombies musik- og filmunivers HAR langt de fleste af årets dage vægtet form over indhold. Den unge Robert Bartleh Cummings er trods alt opvokset med flamboyante, farverige forbilleder som KISS, Alice Cooper, Queen, Twisted Sister og Elton John. Og i det hele taget er hele institutionen Rob Zombie et yderst amerikansk foretagende. Men hey, det er altså ikke fordi, alt dét nødvendigvis er ringe.

Nej, problemet er snarere, at der ikke er nok af det ellers forventelige show til at kompensere for den knapt så tungtvejende musik. Det er sidste gig på europatouren; Zombien selv er i højt humør, og folk ser da også ud til at hygge sig grundlæggende. Men der er langt mellem de seriøse snapse, og cirka midtvejs — under titelnummeret fra “House of 1000 Corpses” og den følgende, obligatoriske guitarsolo — føles det ærligt talt lidt som tomgang. Og så er det simpelthen for røvballet at slå over i covernumre af “Blitzkrieg Bop” og “School’s Out” bagefter. Jojo, vi elsker da allesammen Ramones og onkel Cooper. Men svarer det ikke lidt til at være ham den seje på efterskolen, der tager guitaren frem ved lejrbålet kun for at spille “Kvinde Min” og “Wonderwall”? Spænd nu hjelmen bare en lille smule, mand.

Igen: Det er langt fra decideret ringe. Og jeg havde da muligvis også fået mere ud af Rob Zombie, hvis jeg havde befundet mig oppe foran frem for på bakken. Dog burde man bare med rette kunne forvente, at et show med en så extravagant personlighed burde være teatralsk nok til at fange hele publikum. Jeg er også klar over, at mange har været helt oppe at køre over koncerten, og det må jeg jo så — om ikke andet — tage som et tegn på, at jeg også selv skylder Rob Zombie at kigge forbi, næste gang han selv gør det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Opeth_5
  • Forfatter: Jill
  • MYRKUR_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Overkill - Copenhell 2017

Jeg forstår ikke, hvorfor Overkill ikke trækker mere mosh, end tilfældet er på den ellers godt pakkede Hades-scene sådan en solrig lørdag aften, hvor de fleste vel efterhånden er berusede nok til at dumpe matematik på C-niveau. Sig mig, kan I ikke jeres thrash eller hvad?

Nej, men det er selvfølgelig heller ikke, fordi Overkill ligefrem har plyndret hits af sig i samme omfang som fræserkollegerne på vestkysten. Jeg har fornemmelsen af, at selv aftenens ældre skæringer som “Rotten to the Core” og den ellers altid så formidable “Hello From the Gutter” slet ikke kaster dén respons af sig, som man nok burde kunne forvente af en reelt verdenskendt gruppe, der kører på sit SYVOGTREDIVTE leveår.

Men netop alderen taget i betragtning er det nærmest en lille smule skræmmende, hvad Overkill som minimum render rundt med af ulovligt krudt i popo'en. Denne vinters glimrende udgivelse “The Grinding Wheel”, — hvorfra vi naturligvis får åbneren “Mean, Green Killing Machine” og singlen “Goddamn Trouble”, — vidner om et band, som nogen imaginær metalordensmagt ville give permanent frit lejde af ren frygt for ukontrollérbare repressalier, hvis Overkill skulle straffes for at have overtrådt nogen lovgivne metalkonventioner.

Det scenarie kunne dog ikke blive mere hypotetisk. Mosh eller ej: Overkill er as metal as they come. De eneste to originale medlemmer er ganske vist Bobby “Blitz” Ellsworth og D.D. Verni. Men selvom man så skulle hade førstnævntes arrige chihuahuabjæffen af et godt hjerte, er det umuligt at benægte, at manden vedligeholder sit vokalorgan intet mindre end imponerende, — selv hans talestemme er for det meste ren, aggressiv skrigen. Og Verni må vitterlig tilhøre genrens allermest præcise bassister. Han ligger allerede som sammenvokset ved hoften med den i øvrigt fremragende nytilkomne trommeslager Jason Bittner, der i aften har danmarksdebut.

Og bare fordi der ikke ligefrem er hardcore-bal oppe foran, er det stadig umuligt for os allesammen at gå af vejen for en gang fællessang i klassikeren “In Union We Stand”. Og selvfølgelig vækker den endnu større klassiker “Wrecking Crew” fra samme 30-årige “Taking Over” mindst lige så stor genklang. “I får mig til at have det, som om jeg var 55 år igen”, joker Blitz. “I ser ud, som om I er så fulde af metal og bajere, at I kommer til at skide tagbelægningssøm i en uge!” Jojo, trods alt.

Og så er det i øvrigt en fornøjelse at se og høre, hvordan det forrygende titelnummer “Ironbound” fra 2010’s majestætiske nyklassiker af samme navn faktisk er den skæring, der får sat mest gang i de forreste rækker, inden den forventelige double whammy-afslutning med “Elimination” og “Fuck You”. “Mit dansk er ikke så godt, men mit tegnsprog er fucking perfekt”, lyder det fra Blitz, idet han før sidstnævnte får os alle til at hæve et par langefingre mod himlen. Jeps: Hele verden udenfor hegnet på den gamle B&W-grund kan ganske rigtigt rende og skide noget så grusomt i disse dage.

Overkill har allerhøjst momentvis været verdens bedste thrashband, men de er ret indiskutabelt i den dér famøse topform i disse år, og det vil de efter al sandsynlighed blive ved med at være længe endnu.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • SLAYER_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed