fbpx

Copenhell 2019: Scorpions

Der er nok ikke så mange år at give af fra Scorpions’ side – derfor er det ikke helt tosset at Copenhell byder dem velkommen tilbage. Javist de var her i 2016, og så igen i Royal Arena i 2017, og der har vist også været nogle rygter om at de ville bryde op, men så ikke alligevel, og sådan er der så meget. En hel del missede dem nok under det halve skybrud i 2016, jeg gjorde i hvert fald, så for mig falder det på et tørt sted. Dårlig pun, men også under Wacken 2012 måtte jeg fortrække mig pga. en uhørt nedbørsmængde. Så NU skal det være. Og det bliver det, som det sidste hovednavn for Copenhell 2019.

Men sikke en fadæse. Sikke en tam afslutning på en ellers rigtig god Copenhell. Måske var det simpelthen tordenvejret for tre år siden der gjorde det mindeværdigt. Scorpions havde i hvert fald alle chancer: efter at være blevet rusket rundt af Psyke Projekt eller solgt sin sjæl til Satan hos Dimmu Borgir, kunne alle være på plads til fællessang med rig mulighed for at få alkohol indenbords og en gedigen fest startet (eller bibeholdt alt efter temperament). I stedet fik vi et band med en ekstra guitarist udelukkende for show og en tør dinosaur af en forsanger der fik Ozzy til både at ligne og lyde som en sprælsk og velsyngende sanger. Jeg nævner begge dele fordi det var helt tydeligt at man forsøgte at henlede opmærksomheden fra den søvndyssende vokallevering til rytmegruppen, og de gjorde det også udmærket. Men da numrene ikke udelukkende består af guitarsoli kan man ikke undgå at blive revet durk ud af de kortvarige fornøjelser man trods alt får den vej fra så snart Meine åbner munden. Han leverer både fladt, uinspireret og papirtyndt, der er ingen kraft i ham og tilmed er han naglet til stedet. Det er sgu synd at se på.

Og publikum reagerer også ganske prompte, både i form af hvor engageret bifald de får (eller manglen på samme), hvor mange (få) der har hænderne i vejret og ikke mindst hvor stort et antal der slet og ret udvandrer. De der bliver tilbage venter tålmodigt på de to hits Scorpions trods alt har, og både ”Winds of Change” og afslutteren ”Rock You Like A Hurricane” løfter da også niveauet en anelse – problemet er bare at vi skal igennem 14 andre rædderlige sange, et medley samt en ligegyldig (men dog visuelt imponerende) trommesolo inden vi når i mål.

Betingelserne er ellers som nævnt gode, også ud fra et teknisk synspunkt: lyden er god, lysshowet ligeså, mørket er kommet, alle er klar til en sidste energiudladning, den store forløsning. Den kommer bare aldrig. Derfor vil Scorpions også stå som den tammeste lukning af Copenhell i festivalens historie, og det er sgu sørgeligt efter 10 gode år. Havde det bare været SlipKnoT i stedet.

Sætliste:
1) – Going Out With A Bang
2) – Make It Real
3) – Is There Anybody There?
4) – The Zoo
5) – Coast To Coast
6) – Top Of The Bill / Steamrock Fever / Speedy’s Coming / Catch Your Train (medley)
7) – We Built This House
8) – Delicate Dance
9) – Send Me An Angel
10) – Winds Of Change
11) – Bad Boys Running Wild (delvist)
12) – I’m Leaving You (delvist)
13) – Tease Me Please Me
14) – Blackout
15) – Big City Lights
Encore:
16) – Still Loving You
17) – Rock You Like A Hurricane
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Dimmu Borgir

Dimmu Borgir har været ude for radaren i mange år. Det nyeste album ”Eonian” er udkommet hele otte år efter 2010’s ”ABRAHADABRA” og på livefronten er der ikke givet ét show mellem sommeren 2014 – sommeren 2018. Bare i Danmark skal vi tilbage til 2010 hvor de sidst var forbi.  Men nu kunne de være her. Jeg har savnet dem og tålmodigt ventet på deres næste træk mere eller mindre lige siden deres storslåede show på Wacken i 2012. Jeg er nok ikke den eneste. Og Copenhell har endelig ramt det rigtige tidspunkt for blackmetal. Så er spørgsmålet kun hvordan ”Eonian” kommer til at klare sig live, nu det ikke har kastet de helt begejstrede anmeldelser af sig.

Men vi starter et andet sted, nemlig ved slutningen. For lige som Dimmu Borgir er ved at blive rigtig varme, er så hvor tiden er løbet fra dem. En time er simpelthen for lidt tid, og man kan her efter festivalen ærgre sig gevaldigt over, at det ikke var de norske mestre der fik lov at lukke hovedscenen i stedet for Scorpions. Det kunne have været fantastisk. Det starter godt nok mindre spændende rent musikalsk, men visuelt er det noget af et syn (som altid, kan man tilføje – de teatralske elementer, vilde kostumer og en udsmykket scene er heldigvis ikke taget af tapetet). Problemet er bare at over halvdelen af seancen foregår mens det stadig er delvist lyst, så det er først hen mod slutningen man bliver helt omsluttet af mørket – men så ruller det også. Ligeledes begynder lyden heller ikke som bandet fortjener, men også den forbedres. Og så er det slut...

Dimmu Borgir selv er til gengæld langt mere inddragende end de normalt har for vane, ikke mindst Shagrath kommer helt ud til publikum og synger/growler i øvrigt fantastisk. Med de mange nyere sange er det også et fornuftigt træk. Det tager godt nok lidt af mystikken og den kølige distance, der ellers plejer at virke som en styrke, men byttehandlen fungerer her. Det er især smart, for selvom man kan respektere bandet for at tro på eget materiale og ikke bare ukritisk indrette sig efter hvad de fleste vil have, ja så er det nyere materiale altså svagere end deres ældre – sådan ligger landet.

Og det er da også i anden halvdel hvor vi får de gamle klassikere som ”Puritania”, ”Progenies Of The Great Apocalypse” og ”Mourning Palace” som afslutter. Lineært forvandler koncerten sig fra acceptabel til rigtig, rigtig god – og det er både publikums engagement, valg af sangene, lysshowet der nu kan udfolde sig og bare helt overordnet glæden ved at have dem tilbage på dansk jord. Men så slutter det, og man efterlades med en utilfredsstillende følelse af halvhed i kroppen. Jeg vil have mere!, siger den, men til ingen verdens nytte. Der er derfor nogle bookere der skal invitere dem tilbage igen, og det lige med det samme. Alt andet er uacceptabelt. Og Copenhell, næste gang så giver I sgu Dimmu Borgir den tid og scene de reelt fortjener.

Sætliste:
1) – The Unveiling
2) – Interdimensional Summit
3) – The Chosen Legacy
4) – Gateways
5) – Dimmu Borgir
6) – Puritania
7) – Ætheric
8) – Council Of Wolves And Snakes
9) – Progenies Of The Great Apocalypse
10) – Mourning Palace
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Rob Zombie

Det er kun to år siden Mr. Zombie sidst var forbi Copenhell, og der er ikke udkommet nyt materiale fra ham siden da – så hvorfor allerede igen? Her, af alle steder, er nok hvor man mest håndgribeligt kan anklage festivalen for at genbruge navne i for høj grad. Men det er hvad det er, manden plejer at være et festligt indslag, så jeg håber det samme vil ske denne gang. Som det måske kan læses er jeg ikke selv den store fan, men en god fest siger jeg nu aldrig nej til.

Og så alligevel. Rob Zombie kommer jeg åbenbart ikke til at forstå. Og jeg ved godt at jeg ikke har ret til at sige noget nu jeg godt kan lide bands som Skindred. På den måde er Rob Zombie ikke meget forskellig fra dem: i stedet for at mixe alverdens gøgl ind i hans sange spiller han bare en masse covers. Men det hele er bare så... irriterende ordinært. Også på trods af al glimmer og glamour, chok-rock effekter og hvad han ellers finder på. Men det er på trods af gimmicks en folkefest og i større grad end mange andre kan formå – det er i den grad fornemt at kunne få det de fleste foran Helvíti til at være med når ens eget materiale overordnet er drønhamrende uinteressant.

Måske er det tidspunktet. Måske er det fordi vi er på sidstedagen og det her er sidste chance for at få festet igennem inden Scorpions går på scenen (og kan man nu regne med at det bliver godt?). Måske er det bare mandens image, det farverige tøj og de sprælske dreadlocks der gør udslaget. Det pæne fremmøde viser uagtet grunden at publikum giver en fuck. Og det gør Rob Zombie sådan set også, bare kun så langt som til at der skal være en, ja du gættede det, fest. Om det så er ved at genbruge sig selv så heftigt at man er i tvivl om vi er i 2017, første gang han stod på scenen, så må det være sådan. Eller ved at skyde covers af sted af alt fra Beatles til Ramones, Alice Cooper og Metallica. Men ikke engang White Zombie sangene ydes retfærdighed; de leveres i tynde og ufarlige udgaver. Synd, for de originale kan altså noget. Ligeledes kan enkelte af hans egne sange, men i dag er de... ikke leveret særlig spændende, ”Dragula” værende den eneste undtagelse.

Så det falder tilbage på en god lyd, et velspillende band og en habil indpisker af en frontmand. Og i al fairness så gør de tre elementer det til sammen glimrende. Det bliver bare aldrig nogen stor oplevelse.

Læs mere...

Copenhell 2019: Amon Amarth

De svenske vikinger udgav for kun halvanden måneds tid siden ”Berserker”, det nu 11. album i rækken. Derfor skal de selvfølgelig på tour igen og deraf forbi Copenhell – igen. Det har været rutinen siden 2013: et nyt album = et show på Copenhell. Konsensus om det nye album er vist at det er helt tilforladeligt, men ikke mere. I virkeligheden beskriver det også Amon Amarth ret godt. Det er lige tilpas råt og vikingeinspireret til at lyde og ligne noget der kunne være semi-farligt, men så hører man det melodiske lydudtryk og indser, at forsangeren kunne være ens onkel. Dét som bandet til gengæld har kørende for sig er professionalisme og et stærkt budget der medfører at bandet både kan medbringe jævnt store thorshamre, tårne til guitaristerne udskåret som monstre og af og til et helt vikingeskib. Det der primært kan savnes til koncerterne er mere af dette: flere videoklip, flere effekter, holmgang på scenen, i virkeligheden er mulighederne jo mere eller mindre uendelige, da de har hele den nordiske mytologi at gøre godt med. Så det er med håb om at bandet har nogle overraskelser gemt i ærmet, især når det nye album er knapt så interessant, men også med en overbevisning om, at mindre sagtens kan gøre det, for Amon Amarth plejer aldrig at være kedeligt.

Overraskelser får vi dog ingen af. Faktisk er det et noget tyndt setup vikingerne har med. ”Kun” et udsmykket trommesæt kan det blive til. Ja og så en god portion ild og lidt fyrværkeri hist og her. Det starter ellers godt da ”The Pursuit Of Vikings” lægger fra land. Endnu bedre bliver det da et par vikinger kæmper mod hinanden på scenen. Men herefter får vi ellers mere eller mindre anonyme skæringer fra de sidste to albums, begge middelmådige, ligesom showet som helhed i dag. Og det selvom det kun varer en times tid. Det bliver fulgt af en noget flad lyd hele vejen igennem, hvor der simpelthen mangler noget bund og noget styrke. ”Death In Fire” rusker lidt op i tingene midt i sættet og ligeledes sidder de tre sidste sange lige i skabet – først er LG Petrov fra Entombed A.D. med under ”Guardians of Asgaard”, så findes de store mjødhorn frem under ”Raise Your Horns”, og da afslutteren ”Twilight Of The Thunder God” brager afsted er det med både en stor midgårdsorm at skue samt Thors hammer solidt placeret i forsangerens hånd. Men det er så også dét. Musikalsk, i hvert fald.

Men selv udfra de betingelser kan Amon Amarth godt levere, også fordi de i den grad har publikum med sig; vi er efterhånden der hvor folk har fået godt med øl indenbords, og det kan mærkes. For selvom de færreste virker til at kende numrene, endsige bandet, så gør de letgenkendelige melodier og det simple, men effektive, udtryk, at folk hurtigt bliver koblet på. Amon Amarth er som skabt til øldrikkende horder – eller er det omvendt? I hvert fald virker det upåklageligt. Der bliver endda dannet en robåd i midten af pladsen, uafhængigt af de folk i pitten der også har en fest.

Det er bare at det aldrig hæver sig over baggrundsmusik. Tilforladelig baggrundsmusik, som kan være underholdende nok at kigge på af og til, men jeg ved Amon Amarth kan præstere bedre, simpelthen fordi jeg har set det. De har denne gang publikum med sig uden at behøve at kæmpe for det, og det sikrer en god koncert alt taget i betragtning. Men der skal mere til næste gang.

Sætliste:
1) – The Pursuit Of Vikings
2) – Deceiver Of The Gods
3) – First Kill
4) – The Way Of Vikings
5) – Crack The Sky
6) – Death In Fire
7) – Shield Wall
8) – Raven’s Flight
9) – Guardians Of Asgaard
10) – Raise Your Horns
11) – Twilight Of The Thunder God
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: While She Sleeps

Endelig! Det her har jeg ventet længe på. Efter stort set alle andre metalcore bands har været forbi festivalen har While She Sleeps været den ene undtagelse, hvor man så kan stå år efter år og tænke for sig selv, at hvis det bare havde været While She Sleeps på scenen. Det her band kan et eller andet og bliver kun bedre som tiden går. Nu man desværre ikke fik hapset dem hverken i 2017 eller 2018 i forbindelse med deres hidtil bedste plade ”You Are We”, måtte det så ske i år – i mellemtiden har bandet så udgivet ”SO WHAT?”, der ikke når de samme højder som tidligere, men er et glimrende album uagtet. Det er et anelse tidligt tidspunkt, især her på 4. og sidstedagen, men potentielt få mennesker og sollys plejer ikke at afholde While She Sleeps fra at give den fuld gas.

Og fuld gas, det blev der givet! I alle 45 minutter der var til rådighed var det et lyst levende, ja endog sprælsk band der modtog det noget sparsomme publikum. Men selvom alle virker trætte og der er få, bliver der hurtigt skabt en fælles forståelse for, at det ikke skal hedde sig, at det ikke kan være godt alligevel. While She Sleeps har efterhånden været på tour i et godt stykke tid – og det kan høres i både stemmer og instrumenter, hvor trætheden af og til banker på. Kroppene derimod, de er ikke et problem. Bassisten besøger den dansende pit hen mod slutningen af sættet og forinden har forsangeren besluttet sig for at kravle op ved R.I.P.-baren, der har udsyn over Pandæmonium-området, dvs. flere meter over jorden. Og hvad vil han så der? Jo han vil gribes af publikum naturligvis, og så fragtes tilbage til scenen. Som du ønsker skal du få. Det lader heller ikke til at være planlagt da resten af bandet ikke kan undgå både at grine og give udtryk for at deres forsanger er lidt af en blærerøv.

Derfor er det også ærgerligt at lyden simpelthen er noget så tynd, når nu både band og publikum gerne vil give den hele armen. At man kan stå midt foran scenen og ikke blive rusket igennem er sgu ikke godt nok. Taget både tidspunkt og dag i betragtning er det ellers imponerende hvor mange der orker at både hoppe, synge, danse og moshe – endnu vildere når der kun præsenteres ét semi-ældre nummer i form af ”Four Walls”. Resten er fra de sidste to plader, begge under to år gamle.

Tiden flyver forbi og inden man får set sig om er det forbi. I nogle tilfælde er en kort spilletid en fordel, og dette er én af de gange. Det er en kontinuerlig god oplevelse hvor man hverken når at blive træt eller føler man har fået for lidt. Det eneste der kan savnes er et par gamle skæringer, men ligegyldigt hvad bør – skal – While She Sleeps komme forbi som headliner inden længe – det mangler vi, og efter forsmagen i dag glæder jeg mig allerede.

Sætliste:
1) – You Are We
2) – Anti-Social
3) – Civil Isolation
4) – The Guilty Party
5) – Haunt Me
6) – Four Walls
7) – Silence Speaks
8) – Hurricane
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: SlipKnoT

Man går aldrig galt i byen med SlipKnoT. På trods af den nylige fyring af perkussionisten Chris Fehn og dermed et band der nu har mistet eller sagt farvel til tre ellers lang tids tro medlemmer, ja så ruller toget ufortrødent videre. Det nye album ”We Are Not Your Kind” er sat til at lande den 9. august i år, og bandet er taget på den store tour som hører sig til både før, under og efter udgivelsen. Det bliver da også 2. gang på Copenhell og efterhånden 6. gang på 10 år de stikker hovederne forbi DK. Overraskelser bliver det nok ikke til, men omvendt går man aldrig galt i byen med SlipKnoT.

Og sådan kan man så blive nødt til at tage sine ord i sig igen. Jeg har nu set det maskerede vanvidsorkester fem gange og jeg troede ikke jeg kunne opleve dem bedre end tidligere, men her tog jeg fejl. Denne koncert går uden tvivl ned som bandets bedste på dansk jord de sidste ti år. Der er blod på tanden, og det hjælper nok også at touren først lige er begyndt samt at der har været holdt pause i godt og vel 2½ år. Om fyringen af Chris Fehn og de eventuelt medfølgende spændinger også har en indvirkning skal ikke kunne siges: det nævnes ikke med ét ord og den hyrede tourmusiker deltager på lige fod med resten af besætningen. SlipKnoT er ikke sådan at stoppe.

Det er bare ikke sådan at man lige står og forventer det mest intense show set i længere tid. Men det er præcist hvad der venter os. Når man lægger ud med en trio af ældre sager i form af ”People = Shit”, ”(sic)” og ”Get This”, bare på de første ti minutter, så ser det satme godt ud. Det helt afgørende denne gang modsat tidligere er den 95 % perfekt konstruerede sætliste – først tre kvarters vanvid med både den nye ”Unsainted”, ”Disasterpiece” og ”Psychosocial”, bare for at nævne nogle stykker, før der indsættes en taktisk ”pause” på et kvarters tid med den blødere ”The Devil In I” inden der skrues helt ned for tempoet på ”Prosthetics” (men tilsvarende op for det soniske bombardement) og derefter ”Vermilion”, en af bandets bedste ballader. Herefter er det direkte tilbage til en halv times uhæmmet vildskab der både inkluderer den nye ”All Out Life”, hvilket jeg allerede nu forudser, bliver en nyklassiker på linie med deres ældre materiale, og selvfølgelig glemmes hverken ”Surfacing”, ”Duality” eller ”Spit It Out” med den famøse sæt-jer-ned-og-hop-når-jeg-siger-til manøvre. Egentlig er det kun ”Sulfur” der virker en anelse malplaceret, men vitterligt alt andet fra rækkefølgen til valg af sange er intet mindre end perfekt.

Men det er den indlagte pause der løfter koncerten. Det lyder måske meningsløst, men det SlipKnoT ikke tidligere har formået er, at holde energien og gejsten ved lige hele vejen igennem – og det gælder både for publikum og for dem selv. Når folk kan få lov at trække vejret i blot nogle få dyrebare minutter imellem to perioder af non-stop aktion, ja så lønner det sig for alle involverede. Så behøver man ikke gå på kompromis med intensiteten blandt publikum, og der er ikke behov for at nedtone den ellers indstuderede og planlagte vildskab fra scenen. Der opnås en mærkbar symbiose hvor alle er med hele vejen plus lidt til. Reelt set er det kun en lille smule knas med lyden der trækker helhedsoplevelsen ned. Heldigvis er det kun i de mest voldsomme stykker, men der er det til gengæld vitterligt ikke til at finde hverken hoved eller hale i hvad der foregår.

Ellers står hovednavnet fredag som vinderen af festivalen, fordi her er alle med. Det er SlipKnoTs bedste præstation længe af den simple grund at de ni mænd virker en anelse mere løsrevne end tidligere. Det hele er jo planlagt til døde og tilbage igen, det ved vi godt – men energien, ja tilnærmelsesvis vildskaben, den er til tage og føle på. At der er et glimrende lysshow til følge og altid noget at se på, som i at der på scenen sker noget konstant – uafbrudt – hjælper selvfølgelig også. Og det er selvom vi nu hverken får det roterende trommesæt eller de lodret kørende perkussionpodier – begge faste indslag for blot nogle år siden. Men det er heller ikke nødvendigt. Ikke når SlipKnoT er i deres es.

Sætliste:
1) – People = Shit
2) – (sic)
3) – Get This
4) – Unsainted
5) – Disasterpiece
6) – Before I Forget
7) – The Heretic Anthem
8) – Psychosocial
9) – The Devil In I
10) – Prosthetics
11) – Vermilion
12) – Custer
13) – Sulfur
14) – All Out Life
15) – Duality
Encore:
16) – Spit It Out
17) – Surfacing
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Lamb of God

Der er kun ét spørgsmål der skal besvares i aften: kan Lamb Of God overgå deres mesterværk af en koncert fra 2012? Alle der var der ved hvorfor lige præcis dét show hives frem igen og igen og igen som et af Copenhells bedste, hvis ikke slet og ret nummer et. Siden da har de besøgt Roskilde i 2015 med forfærdelig lyd til følge og var et af de tre opvarmningsbands under Slayers afskedstour der bragte dem forbi Royal Arena i slutningen af 2018. Den korte historie: det var mere end godkendt. Forventningerne er høje, men tilliden ligeså – den eneste bekymring? At publikum kører sig trætte inden SlipKnoT står der nogle timer senere.

Og vi kan ligeså godt få det ud af verden med det samme: koncerten fra 2012 overgås ikke. Det er der flere gode grunde til, hvor de to mest umiddelbare er at solen står højt på himlen under hele foretagendet, og så er spilletiden i den noget kortere ende for en headliner. Men frygten om at folk holdt igen for ikke at køre sig trætte inden SlipKnoT? Tag det fra mig der var i pitten hele vejen igennem: det var ikke tilfældet. Ikke et eneste øjeblik var der ro på og det føltes præcist som tilbage i 2012, bare med færre mennesker (i og med der nu er et hegn der opdeler folk foran scenen).

Og det er heller ikke fordi Lamb of God kommer dårligt fra start. Den monstertunge ”Omerta” sparket ballet i gang og lige derefter får vi en særdeles slagkraftig trekløver med ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. Herefter får vi den sædvanlige skåltale om Christiania inden ”512” snart indfinder, og på trods af at være et nyere nummer er publikum i særdeleshed med på den. Det er også lige inden at et pas lander på scenen, og man må trække på smilebåndet over Randys venlighed når han råber navnet op flere gange OG humoristisk sætter folk på plads fordi der udbryder buh-råb over at det tilhører en svensker – men kom nu videre, for fanden. Der er ikke tid til det pjat.

Herfra kører det så også nogenlunde derudaf. Randy Blythe og resten af slænget er imidlertid ikke rasende som i 2012, faktisk kan det af og til føles lidt som endnu en dag på kontoret. Men det betyder ikke at en gennemsnitlig dag på LoG-kontoret er kedelig, langtfra. Man kan dog ærgre sig over at man flere gange når at tænke, at der kort og godt skal spilles mere og snakkes mindre. De lange pauser mellem sangene er også ødelæggende for intensiteten, fordi der så bruges tid på at komme i omdrejninger igen. Overordnet mangler der fokus, og når man kun har en time og et kvarter er der altså ingen tid at spilde – men den spildes og det er tosset, især når man helt forbigår både ”Wrath” OG ”Resolution”-albummene. Det kunne have været mægtigt bare at høre et par enkelte sange derfra.

Men på trods af mindre gode betingelser og kortere spilletid leverer Lamb of God stadig til fulde. Teknisk er der ikke en finger at sætte på det, Randy er stadig et bæst / indpisker af guds nåde og hans vokal har stadig samme styrke. Det er topprofessionelt, lyden er god, fyldig og dejligt tung (især ”Blacken The Cursed Sun” lyder fænomenal) og publikum er i bandets hule hånd hele vejen igennem. Og selvom det er ærgerligt ”Black Label” åbenbart er blevet skrottet fra sætlisten (og dermed også wall of death traditionen) er ”Hourglass”, ”Laid To Rest” og den festlige ”Redneck” som afslutningstrio svær at klage over – om vi slog cirkelpitten fra 2012 ved jeg ikke, men det var højdepunktet på en række af højdepunkter, og det siger ikke så lidt.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – As The Palaces Burn
6) – 512
7) – Still Echoes
8) – Engage The Fear Machine
9) – Blacken The Cursed Sun
10) – Descending
11) – Hourglass
12) – Laid To Rest
13) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: TesseracT

Skal det være prog-djent-metal, så kan man ligeså godt tage fra 1. klasse. Bedre sent end aldrig måske, men hey, nu er de her. Det er et af mine favoritbands, men de tidligere præstationer af lignende bands på Copenhell har været hit and miss, så jeg kan ikke lægge skjul på at jeg er en anelse nervøs. Sådan er det dog ikke når TesseracT spiller indendørs, som man kan læse mere om her og her. Jeg krydser fingre og håber på det bedste, for når TesseracT er gode, er de rigtig gode.

I virkeligheden er det et generelt spørgsmål: hvordan tackler man en festival som prog-djent-band; musik der ellers som udgangspunkt kræver mere koncentration end gennemsnittet, og dertil en exceptionelt god lyd for at slå igennem? Nemt! Man skruer op på elleve, finder de hårdere sange frem og lader ens normalt mere stillestående forsanger agere hoppende-springende-rock-indpisker til en folkemængde der hverken er overvældende stor eller fyldt op med fans. Det er egentlig en simpel ting at indtænke et andet publikum end man er vant til (eller det BØR det være) – et der normalt ikke behøver vildskab fra scenen, crowdsurfere og lignende. Men omstillingen er brillant netop fordi musikken ikke ofres men blot udtrykkes lidt anderledes. Rytmesektionen i TesseracT er nøjagtig lige så tight som altid og jo, de finere detaljer står ikke altid lige klart, enten som følge af halvmudret lyd eller den drilske vind, men det er tungt og til at mærke, hvilket er det vigtigste i dag.

Og endelig lader den fancy-frynseklædte Daniel Tompkins til at have fundet sig til rette i ”Altered State”-repertoiret. Det er ikke det samme som O'Hara kunne, det er indiskutabelt, men i stedet for nyttesløst at forsøge at lyde 1:1 som ham, og som en naturlov falde til jorden med et brag hver eneste gang, gør en kombination af enkelte backing-kor-lignende tracks og Tompkins’ nu egne versioner, at det leveres selvsikkert og uden at stikke negativt ud. I hvert fald ikke for andet end fanboys, der også må se at komme videre efterhånden. Denne gang får vi alligevel kun ”Nocturne”, desværre, så selv hvis man vil være negativ er der ikke meget at komme efter.

Det vi derimod får er den første halvdel af ”Concealing Fate”, eller i hvert fald tæt på da der skæres lidt væk hist og her. Dernæst en midtersektion af de bedste sange fra ”Polaris” hvor ”Survival” og ”Phoenix” lader Tompkins stråle, og så en helt sublim afslutning med bl.a. dagens højdepunkt, ”Smile”. Det var ellers ikke lige dén jeg havde forventet skulle rive mig rundt, men der er bare fuld smæk for skillingen, for satan det er en tung basker vi får serveret. Og det fortsætter med den dystre og næsten ubehagelige ”King” og sidst, men absolut ikke mindst, rundes der af med funky slap-bas og en crowdsurfende forsanger i ”Juno”.

Her slutter så en overlegen lektion i festivaltække, som på flere måder er godt ikke varer længere – bl.a. er det begyndt at tynde ud blandt publikum, men det er deres tab. Igen må man tage hatten af for Tompkins og drengene, det sad sgu lige i skabet. Jeg tror ikke der er nogen der er gået skuffede herfra og mon ikke bandet har fået sig nogle nye fans? Det tror jeg.

Sætliste:
1) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance
2) – Concealing Fate, Part 2: Deception
3) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
4) – Luminary
5) – Of Mind – Nocturne
6) – Survival
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Phoenix
10) – Smile
11) – King
12) – Juno
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Tool

Er Tool det største scoop Copenhell har scoret sig? Ja det er det. Hør, jeg har aldrig fået dyrket bandet, i første omgang fordi deres sidste album udkom lige inden jeg selv begyndte at finde vej i metallens forunderlige verden. Dertil kommer at de ikke har været forbi i 13 år. Deres materiale ligger ikke på Spotify, og kald mig bare doven og moderne på den dårlige måde, men jeg har aldrig fået rykket på det. Jeg ved godt YouTube eksisterer, der har bare været så meget andet at kaste sig over i form af bands der er til at opleve i Danmark og som smider nye albums afsted af og til. Til gengæld har jeg haft fornøjelsen af at opleve både Puscifer på Northside i 2016 samt A Perfect Circle hele to gange sidste år. Det eneste jeg mangler er vel efterhånden at smage Maynards vin? Jeg laver sjov, det her bliver kæmpe stort og selvfølgelig skulle jeg se Tool – præcist ligesom de andre 25.000 mennesker. Det kunne ikke være et mere passende hovednavn her på festivalens 10-års jubilæum. Problemet er vel faktisk netop dét, at hele konceptet Tool efterhånden er blevet en myte, en drøm, en utopi – og nu sker det rent faktisk. Forventningerne er urealistisk høje, det kan vi ikke komme udenom. I et øjeblik priser jeg mig lykkelig for ikke at være hardcorefan, og håber så på det bedste.

... og de leverede. Fandme så om de ikke leverede. For hvad er Tool? Tool er en rejse. En slags levende film, kurateret af bandet selv. Det er første gang jeg har oplevet at det er den visuelle del af pakken der føles som det primære aspekt, men sådan er det her. De tre storskærmes kontinuerlige farve- og videoklip kombineret med det minutiøst planlagte lysshow, ja det er i sig selv værd at opleve. Musikken komplimenterer begge og ligeledes gør den enormt lækre lyd hvor især bassisten får plads at udfolde sig på (og for satan, det lyder godt!). Bandet selv er mere stenstatuer end de er levende mennesker og også dét udgør her en force, fordi man bliver trukket ind i universet selv som fremmed tilskuer.

Det var dog først da jeg gav slip, overlod kontrolleren til Tool selv, at det blev rigtig godt. Lige dér, da jeg stoppede med at forsøge at forstå alt der foregik, at tage det hele ind samtidigt og ikke lade det flyde, da jeg opgav dén plan, der rykkede det hele sig et nøk opad. Om det kun virkede for mig eller også for andre er umuligt at sige. Jeg kom som mere eller mindre uvidende med vilje for netop at få den specifikke oplevelse, og jeg kunne klart mærke at begejstringen var tydeligt forskellig alt efter hvor man befandt sig. De fleste på festivalen så det, der var i hvert fald proppet hele vejen rundt om scenen, men mange snakkede også, vandrede lidt frem og tilbage over pladsen eller koncentrerede sig mere om sig selv eller deres drinks. Den benhårde koncentration og indlevelsen, ja måske sågar glæden, faldt nævneværdigt jo længere bagud man bevægede sig, så meget stod klart. Men det var dragende, også for de nysgerrige, så meget er også sikkert.

Men hvordan var det så for Tools fans, dem der nu har ventet i over et årti? Rigtig, rigtig godt er jeg sikker på. Det er kun mindre jordnære elementer der holder Tool fra toppen som f.eks. Maynards stemme, der altså ikke kunne svinge sig helt op i det overlegne leje og desuden lå for lavt i mixet. Sætlisten kan helt sikkert også diskuteres, de to nye sange inklusiv, hvor jeg personligt tager med at ”Descending” fungerede godt mens ”Invincible” var liiiige lidt for meget til den syrede og lange side – men at det ellers var en fornuftig afbalancering der fik plads til alt bortset fra debuten (men alligevel inkluderede ”Sweat” fra Opiate-ep’en). De på forhånd tårnhøje forventninger var måske også en hindring, for hvordan skal man levere det nu mytiske i dødelig form?

Som ikke-fan derimod, ja der kan man evt. beklage sig over manglen på publikumskontakt. Kun én gang blev der snakket fra scenen og det var et simpelt ”hello Copenhell!”. Men Tool er ikke interesserede i at holde folk i hånden. Det handler om musikken, om det visuelle udtryk, om at få folk ind i trance, den her rejse jeg nævnte tidligere. Så må lytteren gøre resten. Og hvis de ikke bliver rykket af det, så er det bare ærgerligt. På den måde er Tool enormt elitært fordi det er noget man skal arbejde for. Der er forventninger, ikke kun fra publikum til band, men også den anden vej. Men tager man med på rejsen bliver man også belønnet. Ikke nødvendigvis med det samme og i de samme doser, men man går ikke tomhændet derfra. Så det var godt. Nok tæt på et mesterværk hvis man allerede er en del af kulten. Karakteren må derfor lande mellem de to stole. Ellers er der kun at sige, at det er helt okay hvis der ikke går 13 år før vi igen ser Tool på dansk jord.

Sætliste:
1) – Ænema
2) – The Pot
3) – Parabola
4) – Descending
5) – Schism
6) – Invincible
7) – Sweat
8) – Jambi
9) – Forty Six & 2
10) – Vicarious
11) – Stinkfist
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Halestorm

Den sidste gang jeg aktivt opsøgte Halestorm var i 2015. Jeg havde sådan set håbet på at kunne undgå dem endnu længere. Hvorfor så krads en attitude, tænker du nok. Her er svaret.
Og for den korte udgave: jeg følte mig snydt. To år forinden havde de givet akkurat det samme show! Det kan man tilnærmelsesvis tillade sig som dinosaur-band, og der får man også rimelige hug hvis man intet nyt foretager sig, men som ungt band med en i forvejen nærmest irriterende uoriginal lyd, ja der trækker jeg i hvert fald grænsen. Hvis jeg ikke kan blive underholdt, så kan det være ligemeget. Siden da har Halestorm udgivet ”Vicious” fra 2018, så en ren gentagelse bliver det da heldigvis ikke, og med ovenstående kritik i mente har Halestorm gang på gang leveret glimrende fadølsfester, så det bør også blive tilfældet denne gang.

Og det blev det også. Men jeg synes stadig de er noget af det rædderligste der er udkommet i dette årtusind. Live er det dog overkommeligt. At det primært er sangene fra de første to albums der tager kegler er så hvad det er, men med kun en time til rådighed var det med velvalgte skæringer som ”Love Bites (So Do I)” der fik publikum engageret samt senere både ”I Get Off”, ”Freak Like Me” og ”I Miss The Misery” der effektivt lukkede og slukkede.

Inden vi når så langt er der dog nogle nye sange imellem. Nye er måske så meget sagt, for der er ikke megen variation over dem og heller ikke ift. tidligere materiale. ”Chemicals” står dog lidt for sig selv, selvom den ikke er videre spændende, og det er også på dette tidspunkt at den nu faste trommesolo får plads. Her kan jeg så konstatere at fidusen med de gigantiske trommestikker stadig hænger ved, et trick der nu er over fem år gammelt. I det mindste får vi da en nogenlunde lyd serveret, et veloplagt band, eller i hvert fald de to søskende, som løber med opmærksomheden, og et publikum der er moderat interesserede.

Så i virkeligheden er alt som det skal være, ud fra et rent objektivt og teknisk synspunkt. Men omvendt er intet overladt til tilfældighederne, det skulle måske lige være den underlige hyldest til Skindred i form af et par linier ”nobody, nobody gets out tonight” trommeslageren instruerer publikum i at råbe. Ellers kører maskinen derudaf uden at skrive sig ind i andet end middelmådighedens store bog. Jeg er sikker på bandets fans er tilfredse. Shit, jeg er sikker på bandet selv er tilfreds, det kører jo med næsten uafbrudte tours, festivaler og sikkert et pænt salg af både albums og merchandise. For resten af os gør det hverken fra eller til.

Sætliste:
1) – Black Vultures
2) – Love Bites (So Do I)
3) – Killing Ourselves To Live
4) – Do Not Disturb
5) – Familiar Taste Of Poison / Amen
6) – Chemicals
7) – I Get Off
8) – Freak Like Me
9) – Uncomfortable
10) – I Miss The Misery
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed