fbpx

Between The Buried And Me - Lille Vega

En historie om sydstatsmetal
En grå og kedelig torsdag i København, stod til at blive lysnet op med musikalske godter, da det progressive metal band fra solrige North Carolina, skulle spille på Lille Vega.
Between The Buried And Me (herfra BTBAM) kiggede forbi Danmark, som en del af deres ”evening with” tourné, hvor bandet spiller et todelt set. Omdrejningspunktet for sætlisten er udvalgte sange fra deres ni studiealbums, som spænder sig over bandets næsten 20 år lange historie. Forventningerne var derfor høje, da det for mig at se, som førstegangslytter af BTBAM, var den perfekte indgangsvinkel til at få et indblik i bandets eksperimenterende univers.

Når enden er god
Klokken slår 20:00, og ud af anlægget spilles introen til ”Naked by the Computer”, mens bandet går på scenen til et lidt over halvfyldt Lille Vega. Koncerten starter ud med det virtuose nummer ”Astral Body”, og bandet får med dette, i hvert fald for deres standarder, korte nummer markeret, at det bliver en aften med vidtspændende dynamik, og imponerende musikalske færdigheder. Bandet går herefter straks videre til den mere melodiske ”Lay Your Ghosts to Rest” fra samme album, The Parallax II: Future Sequence (2012), som også på albummet er næste sang i rækken. Sangen fik med dens catchy omkvæd publikum til at synge med, og her var det tydeligt at dette er et velkendt nummer blandt BTBAMS fans. Forsanger Tommy Giles Rogers Jr. bød efter nummeret publikum velkommen, og uden særlig meget snak, tog bandet os straks med tilbage til deres første tre albums. Personligt synes jeg at disse numre var koncertens lavpunkt, da de, i forhold til deres nyere materiale, ikke udviser samme evne til at lege med forskellige genrer. Overraskelsesmomenter er helt klart BTBAM’s styrke. Med en glidende overgang mellem de mere stille numre ”Reaction” og ”Mirrors”, var bandet nu tilbage ved nyere materiale. Der var dog en del støj fra publikums side, da hvad der lød som en stor del af de fremmødte, havde mere travlt med at tale sammen, end at fokusere på musikken. Virkelig ærgerligt, da ”Mirrors” er et meget stemningsfyldt nummer. Om ikke andet var det en stærk afslutning på første sæt, med glidende overgang, som på albummet The Great Misdirect (2009), til nummeret ”Obfuscation”.

I pausen stod jeg med følelsen af at koncerten knapt var begyndt. Jeg var underholdt, og tiden var fløjet afsted. Dog savnede jeg en mere koordineret optræden fra bandet. Musikalsk var jeg blæst omkuld, men selve deres optræden manglede energi. Dette kom især til udtryk ved at publikum i mange tilfælde godt kunne bruge nogle forbilleder, når der skulle headbanges til de mange polyrytmer. Til gengæld var jeg vild med, at BTBAM selv spiller deres keys, og ikke anvender backing tracks, hvilket de ellers sagtens kunne have gjort. Måske dette, sammen med musikkens tekniske kompleksitet, gør det mere besværligt for bandet at komme ud over scenekanten.

Nyt, nyt, nyt
Andet sæt lægger stærkt ud med tre sange, igen valgt fra føromtalte Parallax II: Future Sequence (2012), hvorefter de næste tre er fra deres seneste udspil Automata II (2018). Alle sange spilles i kronologisk rækkefølge, som på albummet. Hvis ikke det endnu er blevet bemærket, var dette et mønster for hele aftenen, hver gang flere sange fra samme album blev spillet. En fin lille detalje, som sikrede en rød tråd gennem koncerten. Især numrene ”Glide” og ”Voice of Trespass” stod i skarp kontrast til resten af aftenens sæt, hvor bandet på en lettere komisk måde, leger med elementer i musikken, som byder op til dans. Et friskt pust, der virkede til at ramme plet. Det lader desuden også til at forsanger Tommy Giles Rogers Jr., og guitarist Paul Waggoner, bedre formår at nå ud over scenekanten i løbet af andet sæt, og bærer dette videre til de tre ekstranumre, hvor de til sidst afslutter koncerten med helte-guitarsolo i nummeret ”White Walls”. Klokken slår 22:30, og BTBAM tager afsked med Lille Vega.

En god aften i proggens tegn
Bandet leverede en helt igennem velspillet koncert, og gav flere anledninger til at trække på smilebåndende. Lyden var fornuftig og det var til at navigere i mixet, men grundet den korte afstand til scenen, virkede trommerne meget dominerende i lydbilledet. Jeg savnede som før nævnt generelt også noget mere energi fra bandet, da de fleste af deres numre rent musikalsk indbyder til en solid omgang headbanging, men grundet numrenes kompleksitet, kræver det den rette vejledning fra bandet, før at man for alvor kan være med.

Jeg vil helt klart anbefale at opleve BTBAM, hvis man er til den mere nørdede del af metalgenren, for det kræver koncentration at få det fulde udbytte af deres musik.

Aftenens sætiste:
Sæt 1:
1. “Astral Body” (Intro: “Naked by the Computer”)
2. “Lay Your Ghosts to Rest” (Outro: “Fire for a Dry Mouth”)
3. “Alaska”
4. “More of Myself to Kill”
5. “Mordecai”
6. “Reaction”
7. “Mirrors”
8. “Obfuscation”


Sæt 2:
9. “The Black Box”
10. “Telos”
11. “Bloom”
12. “The Proverbial Bellow”
13. “Glide”
14. “Voice of Trespass”


Ekstranumre:
15. ”Selkies: The Endless Obsession”
16. ”Viridian”
17. ”White Walls”


Kilde: setlist.fm

 

  • Between the Buried and Me_1
  • Forfatter: Jill Decome
  • Between the Buried and Me_4
  • Forfatter: Jill Decome
  • Between the Buried and Me_7
  • Forfatter: Jill Decome

Se hele galleriet her

Læs mere...

Between The Buried And Me - Coma Ecliptic

Udgivelser fra Between The Buried And Me (BTBAM) er altid synonym med spændende og afvekslende Metal fra den progressive hylde, og "Coma Ecliptic”, som er bandets syvende album, er ingen undtagelse. Som vanligt er der tale om et konceptalbum, denne gang fortælles historien om en mand, som i komatilstand oplever tidligere liv, og hver gang får valget mellem at blive i det aktuelle, eller søge videre efter et mere perfekt liv. Under tilblivelsen har bandet lyttet meget til forskellige Rockoperaer fra Quadrophenia til Andrew Llyod Webber, men det synes jeg nu ikke skinner specielt meget igennem på musikken. Der er nemlig ikke noget egentligt nyt i indholdet, og for en gangs skyld skal det opfattes positivt. BTBAM er nemlig usædvanligt dygtige til at skabe musik, som indeholder mange forskellige elementer, men alligevel ikke bliver forvirrende eller rodet. I stedet er der samme kontrol over tingene, som man finder hos f.eks. Dream Theater; BTBAM er bare lidt mindre voldsomme i deres udtryk. Det betyder ikke, at der ikke bliver gået til stålet, for både trommer og guitar får voldsomme stryg ind imellem, ligesom Tommy Rogers supplerer sin rene vokal med stedvise brøl.

Med de mange temaer og skiftende udtryk er det ikke nemt at udpege egentlige highlights, specielt fordi albummet er meget homogent. At det samtidig er virkelig godt produceret, er nærmest en selvfølge her, men jeg nævner det alligevel, da det hæver oplevelsen. Den er stor, men ligger alligevel en tand under de to foregående albums fra BTBAM. Men da disse er fantastiske, er det heller ikke så dårligt at komme herfra med et Skidegodt – og 4½ stjerne.

Tracklist:
1. Node
2. The Coma Machine
3. Dim Ignition
4. Famine Wolf
5. King Redeem - Queen Serene
6. Turn on the Darkness
7. The Ectopic Stroll
8. Rapid Calm
9. Memory Palace
10. Option Oblivion
11. Life in Velvet
Samlet spilletid: 68:32

 

Læs mere...

Copenhell 2013: Between The Buried And Me

Første band på Hades-skranken fredag var det amerikanske progressive metalband Between The Buried And Me. Henvist til den lille hovedscene havde det amerikanske band fået den utaknemmelige opgave at opvarme et halvrustent fremmødt publikum. Som om de ikke var en svær opgave i sig selv, måtte bandet samtidig lide med en utrolig kedelig lyd. Specielt foran scenen druknede de mange detaljer i bandets overflødighedshorn af teknikaliteter. Hertil var det utroligt svært at høre forsanger Tommy Giles Rogers vokal på de rene stykker.

Det var altså ikke den optimale koncertoplevelse der bød de ventende publikum i møde. Heldigvis er der ingen tvivl om at bandet har en professionel performance og heller ikke at de forsøgte at skabe en fest, selvom progressive metal, bare ikke er så stor en partystarter som mange andre genre. I løbet af de tre kvarters tid bandet stod på scenen fik vi leveret numre som ”Astral Body”, Ants Of The Sky”, ”Prequal To the Sequal” og den svine fede ”Telos”. Herefter var det slut og bandet forlod scenen og efterlod publikum med en noget indifferent oplevelse.

Folk kom og gik som det passede dem og lod ikke rigtig til at blive fanget af hvad der skete på scenen. Det er efterhånden 5 gang jeg ser bandet og det her var uden tvivl dem dårligste oplevelse jeg har haft med Between The Buried And Me. Det var ikke ren elendighed, men bandet passede bare ikke ind og der var alt for meget rod med lyden. Så kan det være nok så professionelt, men det bliver ikke til mere end 3,5 ud af 6.

 

Se billeder fra fredagens koncerter her

Læs mere...

Copenhell 2013

Copenhell har efterhånden udviklet sig til at være en af de større spillere på den internationale festivalscene. Med fire år på bagen og lidt over 10.000 gæster hvert af de seneste tre år, er Copenhell en oplevelse mange danske metalfans ser frem til.

 


2013 var ikke en undtagelse! For mange ligger en del af opvarmningen til festivalen sandsynligvis i at følge udviklingen af de bands der er booket. En opvarmning der gør sig gældende for de fleste festivaler, men der er nu noget specielt ved en metalfestival - eller ved metalfestivalpublikum generelt. Det kommer nok ikke som en overraskelse for de fleste, der har deltaget i en metalfestival, at det er en helt speciel atmosfære. Metal og kærlighed mikset i en kæmpe balje, der tilsammen giver en helt speciel atmosfære. En kærlighed der også har været til at følge som festivalen har offentliggjort navnene. Programmet for 2013 kan nok diskuteres, men det er indiskutabelt, at der er blevet taget godt imod de navne der blev offentliggjort. Nuvel, der er altid folk der er skuffede, eller som ikke lige får deres ynglingsband, ellers som bare gerne vil have at Slayer spiller 18 gange. I forhold til 2012, var der blevet skruet en smule ned for de store internationale, halvmainstreame navne, hvilket havde givet plads til nogle fantastiske, men mere genrespecifikke navne. Between The Buried And Me bragte den progressive metal til festivalen, mens Ghost, Amon Amarth og Accept alle bidragede med deres helt egne og individuelle aftryk. En diversitet der også medførte en alsidighed blandt publikum. Copenhell er en fest for mange forskellige segmenter af metalgenren, kendetegnet ved at samle folk.

 

Som sidste år bød 2013 på musikalsk opvarmning om torsdagen. Her stod danske HateSphere for den bedste koncert, da de stort set lagde scenen ned. Havde Moses Hansen og Kristina Djarling dog bare kunne se og føle hvad alle andre til stede gjorde. Men det gjorde de ikke og kommer de nok aldrig til. Som så mange andre ting er det nemmere at have et skræmmebillede, baseret på manglende information, end at sætte sig ind i hvad man udtaler sig om. Til trods for at torsdagen kun var opvarmning, var det nemlig startskudet til en fantastisk weekend. Fredag bød desværre på en lidt uheldig start for alle de deltager, der ikke allerede havde været der om torsdagen. En kø der tog ca. 20 minutter at passere er ikke den optimale start på en festival og jeg håber vitterligt, at de logistikmæssige problemer der efterhånden har været de seneste år, tydeligst i år, bliver løst inden næste gang. Der er uholdbart, at man ikke kan nå det første band, selvom man ankommer i god tid. For undertegnede var første spændende navn på fredagens program netop Between The Buried And Me. En vovet satsning, som bar præg heraf. De var sat tidligt, publikum var uoplagte og jeg tror desværre ikke rigtig at progressive metal er noget der lokker i Slayerland. Hertil havde bandet alt for mange lydmæssige problemer til at det nogensinde blev skide godt. Bandet er et kvalitetsband, men det var nok næppe denne gang de vandt nye fans.

 

Til trods for en musikalsk mindre spændende start udviklede dagen sig hurtigt til at være rigtig god. Solen fandt sin vej frem mellem skyerne, folk ankom stille og roligt og generelt var der en rigtig god stemning på pladsen. En af de ting der var gjort mere ud af i år, var underholdningen, ud over musikken, og omgivelserne. Smadreland var tilbage, det samme var biergarten og som et af de mere spændene nye tiltag var der kommet en Asgård del. Her var det muligt at kaste med økser, smadre kålhoveder med sværd og få sig en tur i en meget lille sauna. Et rigtig godt tilløbsstykke, der kun manglede muligheden for at kunne købe rigtig mjød. En mulighed der var blevet umuliggjort af Royal, der havde forlangt at der kun blev solgt Royal. En anden del der bør nævnes var scenernes placering, mere specifikt Pandæmonium scenen. Omgivet af boder, barer og andre små shops, var den lille scene blevet endnu mere intens og hyggelig. En faktor der gjorde at Cancer Bats kunne spille en af årets fedeste koncerter, på netop denne scene.

 

I det hele taget var der mange gode koncerter - om man så så dem foran scenen, tilbagelænet på højen eller i pissehamrende regnvejr. For mit vedkommende var det specielt Alice In Chains, Parkway Drive, Testament, Down og King Diamond, der leverede de største højdepunkter. Alle spillede nogle fantastisk publikumsvenlige koncerter, selvom det naturligvis var trist at AIC blev ramt af strømafbrydelse. Reelt vil jeg sige, at det ikke overrasker, at det er de band der skiller sig ud. Der var andre der havde potientiale, men som ikke formåede. Ghost i solskin - det var bare som om, at det aldrig rigtig blev så mørkt og ondt som det kunne havde været. Amon Amarth leverede, men døde desværre også en smule, mens Newsted i sig selv var fede at se, men overordnet ikke havde så meget at komme med. Sidste del kan man jo altid forsøge at redde med en coverversion af “Whiplash”. Værst var ubetinget In Flames. Sjælden har jeg set så energiforladt og kedelig en koncert. Anders Fridén har bare en elendig ren vokalmæssigt og det kunne overhovedet ikke skjules, selvom det ihærdigt blev forsøgt. Utroligt skuffende og selvom der for en gangs skyld blev pillet godt i bagkataloget, var det en skuffende fornemmelse man stod tilbage med efter koncerten. Men bortset fra det, var det et flot lineup. Selv Every Time I Die, der havde æren at at spille for et publikum der var ved at drukne i skybrud, leverede en god koncert, der bare præg af et band der var benovrede over publikums fremmøde, trods silende regn.

 

Jeg kunne blive ved med at nævne gode øjeblikke, såvel musikalske som oplevelsesmæssig. MEN, den bedste oplevelse ved Copenhell, er den følelse jeg har haft hver gang jeg er ankommet til festivalen. Fra første gang i 2010 og frem til dette års festival. Følelsen af at være hjemme og sammen med ligesindede. Følelsen af at vi alle sammen passer på hinanden, selvom armene flyver frem og tilbage i pitten. Jeg så op til flere gange folk der væltede rundt i pitten og med det samme blev hjulpet op af 4-5 andre. Jeg så granvoksne mænd stå og kramme hinanden over glæden ved at gense Accept og jeg så kollegaer og venner, der alle befandt sig med et stort smil på læberne. Hvis det ikke er næstekærlighed, så ved jeg ikke hvad det er. Copenhell er en kæmpe kærlighedsfest.

 

Jeg vil runde af med at se lidt kritisk på festivalen. Jeg har allerede nævnt køen ind til koncertpladsen, men der var også andre ting der godt kunne forbedres. Graveyard området virkede lidt uopfindsomt og ej heller noget specielt spændende område. Gimmicken med at have kister stående, var i sig selv sjovt, men jeg begriber ikke hvorfor kirken midt i det hele skulle være en kæmpe Conversereklame. Det faldt bragende til jorden i et markedsføringskoncept som jeg ikke umiddelbart synes pyntede. Endelig må jeg tilskrive mig koret af folk, der ikke var imponerede over årets program. Der var middel godt, men det var for undertegnede begrænset hvor mange bands jeg virkelig glædede mig til. Der er samtidig ingen tvivl om at den overordnede metalprofil er ved at blive udvandet. Ghost og Alice In Chains er vel reelt ikke metalbands? Ikke at det gør mig noget, men det åbner jo op for en lang række andre muligheder for næste års festival - spændende.

 

Jeg glæder mig allerede til næste år. Jeg glæder mig til at følge med i hvilken udvikling festivalen går igennem og jeg glæder mig ikke mindst til at sætte fødderne på Refshaleøen igen, for endnu engang at nyde metal sammen med ligesindede, pragtfulde, metalelskende mennesker. Jeg håber vi alle sammen ses derude til næste år.

 

Læs koncert anmeldelser fra følgende bands: Alice In Chains, Amon Amarth, Ghost, Newsted, Danzig, Testament, Cancer Bats, Parkway Drive, In Flames, Every Time I Die, Purified In Blood, Between The Buried And Me, Saturnus, Malrun og Scarred By Beauty.

 

  • Copenhell 2013_19
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Copenhell 2013_30
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Copenhell 2013_29
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele Thomas Schlein's galleri her.

Se hele Henrik Moberg Jessen's galleri her.

Læs mere...

Copenhell: Amon Amart og flere på programmet

  • Udgivet i Nyheder

Danmarks største metal festival Copenhell forsætter med at hive spændende bands op af hatten til næste sommers festival, denne gang er der tale om: Amon Amarth, Parkway Drive, Between the Buried and Me og Alestorm. Copenhell finder sted den 14. og 15. juni 2013 på Refshaleøen i København.

Læs mere...

Lamb Of God, Job For A Cowboy, August Burns Red, Between The Buried And Me

Lamb Of God besøgte senest Danmark som support for Metallica tilbage i 2009. Et besøg som mange havde set frem til, og som endnu flere blev skuffede over, ikke på grund af Lamb Of Gods performance, men grundet den elendigt indstillede lyd, der kronisk gør sig gældende, når der skal opvarmes for Metallica. Det var derfor en fornøjelse at få mulighed for, at opleve Lamb Of God, denne gang som hovednavn, spillende i et af Danmarks bedste spillesteder. Hovednavnet havde medtaget intet mindre end et brag af et line up. Bestående af tre amerikanske bands, havde Lamb Of God medtaget det progressive metalcore band Between The Buried And Me, metalcore bandet August Burns Red og ikke mindst deathmetal bandet Job For at Cowboy. Kort sagt, svært at forestille sig et bedre lineup for en kold metalaften i et udsolgt Store Vega.

Between the Buried And Me havde fået den blandede fornøjelse af, at starte festen op overfor den halvfulde sal. Kl. 20 gik bandet på scenen for at levere deres 30 minutters opvarmning, der hurtigt kom til at fungere som 15 minutters justering af lyd og 15 minutters fornøjelse. Med udgangspunkt i de to numre bandet denne aften havde udvalgt i bagkataloget, brugte de stort set hele det ene nummer på at få justeret lyden. Det fremgik hurtigt, at såvel bas som trommer var blevet indstillet forkert, hvilket medførte, at såvel vokal samt leadguitar momentvis druknede i støj fra førnævnte. Langsomt men sikker blev disse småting justeret, og da forsanger Tommy Giles Rogers fik udskiftet mikrofonen, kunne bandet spille den sidste halvdel af deres koncert uden problemer og til perfektionisme.

Til trods for at bandet ikke lydmæssigt kom specielt godt fra start, lykkedes det dem at få tiltrukket folk, der havde forskanset sig til baren og lokket dem ind i den halvfyldte sal. Samtidig formåede Between The Buried And Me at løfte opgaven som opvarmningsband og udlevet deres energi, der også forplantede sig til den forreste del af publikum, mens den bageste del af publikum, samt andelen der havde forskanset sig til første sal og balkonen, i højere grad indtog en tilbagelænet og lyttende position. Havde bandet ikke skulle bruge halvdelen af deres spilletid på at justere lyden efter en elendig start, havde Between The Buried And Me sikkert også formået at få rakt ud til hele salen samt leveret et optimalt show. Til trods for lyden spillede bandet hæderlige 30 minutter, hvor de gjorde hvad de kunne for, at skabe den optimale opvarmning. 3,5 for aftenens første opvarmningsband.

Efter et effektivt sceneskift gik aftenens andet opvarmningsband, August Burns Red, på scenen for at give deres bidrag til en allerede velstartet aften. Det amerikanske kristne Metalcore band havde ligeledes fået tildelt 30 minutters spilletid til at vise, hvorfor bandet hurtigt har opnået stort succes i USA. I relation til det tidligere band, var der heller ikke tvivl om, at en større andel af det fremmødte publikum havde kendskab til bandet, og havde intentioner om at vise det. Allerede fra første færd havde bandet godt kontrol over den forreste del af salen, og under koncerten lykkedes det løbende bandet at udvide til den midterste del, mens den bagerste del af publikum stadig forholdte sig roligt og lyttende.

I relation til Between The Buried And Me oplevede publikum ikke de samme lydmæssige problemer, som havde præget det første band. Det var dog ikke ensbetydende med, at bandet spillede en fejlfri koncert, da der flere gange opstod problemer med den energiske forsanger Jake Luhrs vokal. Netop Jake Luhr var den eneste blandt bandet der virkelig var energiske på scenen, mens resten af bandet ikke virkede til stede, og i det hele taget virkede som om de bare skulle have spillet deres set færdig. Hvorvidt det er sandt, må stå hen i det uvisse, hvorefter det dog må konkluderes, at man som publikummer savnede nerve og nærvær fra andre end Jake Luhr. August Burns Red leverede 30 minutters velspillet, men fraværende metalcore der strækker sig til 4 stjerner.

Efter de to første bands andel, havde publikum efterhånden fundet væk fra baren og ind i salen, hvor der efterhånden var blevet helt fyldt og forventninger til det følgende opvarmningsband og ikke mindst aftenens hovednavn var til at skære i.

Endnu engang må det påpeges, hvor effektive sceneskift mellem det afsluttede band og det nye band var. Publikum fik maksimalt 30 minutters pause, inden næste led i opvarmningen stod på scenen. Som tredje led havde det amerikanske deathmetal band Job For A Cowboy fået tjansen, og den udfyldte de i høj grad. Uden nogen form for advarsel gik bandet i gang, og leverede noget af en overraskelse og sandsynligvis også forskrækkelse, til de publikummer, der ikke lige havde opdaget, at det var ved at være tid. På de tildelte 40 minutter overtrumfede bandet de tidligere opvarmningsbands, og gav samtidig de to yngre bands undervisning i, hvorledes et erfarent veletableret band skaber momentum, og får publikum opvarmet optimalt. Med hjælp fra enkelte medlemmer af August Burns Red, der havde blandet sig med publikum, fik Job For A Cowboy spillet størstedelen af publikum i gang. Til trods for den velspillede koncert, oplevede Job For A Cowboy de samme problemer med Jonny Davys vokal, som de tidligere bands havde oplevet med deres vokal. Det blev dog løbende tilrettet, og bandet leverede 40 minutters effektiv dødsmetal, der dog fremstod som en smule uvarieret i relation til de tidligere metalcore opvarmningsbands. 4,5 til dødsmetalbandet fra Arizona.

Herefter var der kun ventetiden tilbage før det var aftenens hovednavns tur til at vælte Store Vega. Før det skulle ske, lod det dog til, at en andel af publikum havde fået, hvad de var kommet efter. Salen var pludselig mindre proppet, og garderoben havde alt for tidligt folk, der skulle hente deres overtøj. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den andel der forsvandt, ikke var noget der ville blive bemærket resten af aftenen. I stedet var der fuldstændigt tomt alle andre steder end i salen, på begge niveauer.

Lamb of God havde forskanset sig bag tre forhæng, da lyset blev dæmpet og da først de tre forhæng faldt til jorden og bandet gik i gang, var der ingen tvivl om, hvem der var hovednavnet eller hvem publikum var kommet for at hører. Bandet slog takt, og startede deres koncert med en sprudlende energi, alt imens publikum i hele salen energisk udviste deres metalglæde og respekt for bandet. I relation til bandets sidste besøg som opvarmning, og i forhold til de tidligere oplevede lydproblemer, var alt indstillet som det skulle, og bandet leverede en perfekt lyd, hvor Randy Blyths fantastiske growlende vokal skar skarpt igennem og samtidig matchede resten af bandet perfekt. Bandet spillede en koncert til perfektionisme, og leverede et overbevisende og meget energisk sceneshow, der forplantede sig ud til alle fire hjørner af Store Vega. Med numre som Hourglass, Blacken The Cursed Sun, Walk With Me In Hell og Vigil, satte bandet gang i publikum på en måde, der truede med at vælte væggene i salen og styrte dem i grus. Jeg tvivler på, at Vega nogensinde har lagt gulv til så stor en wall of death eller så hidsig og bred en circlepit, som stedet gjorde under Lamb Of God. Publikum var kort sagt i ekstase, og gav sig fuldt ud til et band, det som minimum gav sig ligeså meget til deres publikum. En perfekt balance der medførte det perfekte resultat.

Publikum fik tydeligvis, hvad de var kommet efter. Et perfekt show og et perfekt band der gav sig fuldt ud til deres fans. Der blev ikke gået på kompromisser, og trods en god andel af nye numre fra bandets seneste album Wrath, fastholdte Lamb Of God publikum under hele koncerten – vel at mærke uden problemer. 5,5 for en magtdemonstration af dimensioner, der fungerede perfekt som afslutning på intet mindre end en drøm af en metalaften.

Samlet set var aftenens koncert noget af en våd drøm for enhver metal fan. Der er derfor heller ikke nogen tvivl om, at det samlede indtryk af aftenen medfører, at den samlede oplevelse overstiger gennemsnittet af de fire koncerter. 5 ud af 6 stjerner for den samlede oplevelse og et spinkelt håb om, at komme til at opleve Lamb Of God igen i løbet af sommeren.

Læs mere...

Between The Buried And Me - The Parallax II Future Sequence

Her er et album, som jeg har set frem til, for da Between The Buried And Me sidste år udgav EPen ”The Parallax: Hypersleep Dialogues”, skabte de store forventninger hos mig. I løbet af en halv times spilletid fik bandet vist mange spændende detaljer, som jeg gerne hører mere til. Nu følges så op med et helt album, og hvilket et; med spilletider som ofte ligger på den anden side af 10 minutter er numrene hver især velvoksne, og skaber tilsammen en moppedreng af næsten 5 kvarters varighed. Det er en stor mundfuld, men albummet er ikke for langt – indholdet er nemlig lige så afvekslende og spændende, som jeg havde håbet.
Det fortsætter EPens konceptuelle fortælling om to personer, som trods det, at de lever millioner af lysår fra hinanden er forbundne. I virkeligheden er de én og samme person, og den lidt kryptiske historie er i virkelighedenet billede på mennesket som en destruktiv race, og det hele ender i total ødelæggelse.
Det gør musikken heldigvis ikke, selv om både den og vokalen i perioder er både voldsomme og brutale. Til andre tider er de stille på kanten af det sarte, men hovedparten af spilletiden tilbringes et sted mellem de nævnte ekstremer. Numrene er næsten konstant i forandring, så man skal fokusere for at få det hele med. Selv om BTBAM kommer fra North Carolina, minder musikken mere om stilen fra europæiske kunstnere som Porcupine Tree og Opeth end om landsmænd som Dream Theater.
Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af numrene, man er nødt til at opleve dem selv. Og det kan jeg kun opfordre til, at man gør – dette album er virkelig progressiv musik, når den er bedst!

Tracklist:
1. Goodbye to Everything
2. Astral Body
3. Lay Your Ghosts to Rest
4. Autumn
5. Extremophile Elite
6. Parallax
7. The Black Box
8. Telos
9. Bloom
10. Melting City
11. Silent Flight Parliament
12. Goodbye to Everything Reprise

Samlet spilletid: 72:33


Revolution Music vil gerne takke Metal Blade Records for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed