fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Urkraft, Royal Metal Fest 2019

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.

Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.

Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det er meget fint; så kan jeg også endelig få dem hørt.

Mit umiddelbare indtryk er, at Urkraft spiller metal. Det er ræddi hårdt og tungt og hurtigt; vokalen er noget ræddi bistert råveri, men så er der selvfølgelig også nogle enkelte melodiske anstrøg. (Hey, beskrev jeg lige halvdelen af alt metal i verden dér?)

Indrømmet: Lige nu sidder jeg faktisk mest og venter på at se Suffocation lige om lidt. Jeg er pissestiv; det har været en lang weekend. Jeg genkender intet af Urkrafts musik, men jeg har hørt meget af den før i andre sammenhænge. Der er ingen elementer, der for alvor står ud. Men det er superstramt spillet, og lyden er knivskarp.

Urkraft er slet ikke ringe. Måske er det bare mig, der er for fraværende til at bemærke nogen mindeværdigheder. Men måske er der også andre grunde til, at min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne, således som flertallets opmærksomhed nu engang gjorde det.

 - Koldborn og Dawn of Demise var fornuftige bud på dødsmetal af den henholdsvis mere oldschool og tekniske art.
 - Raunchy havde højere til loftet end nogen Fleshgod Apocalypse- eller senere Dimmu Borgir-skive. Og deres fusion mellem skamløst catchy melodier og hård, moderne metal var langt mere smagfuld og original end alle de dér skide Killswitch Engage-wannabe’s, der jo fandme var ved at udvande halvdelen af hele fænomenet metal i en kort, skæbnesvanger periode.
 - Mnemic havde hele deres industrielt-futuristiske sound. De havde styr på effektiv midtemposandskrivning og undgik således at blive sat i bås som en Fear Factory-klon, ligesom de var lykkeligt foruden de værste sirupsmelodier.
 - Hatesphere havde langt mere krudt i røven end de andre, og i deres heyday var de velsignet med et line-up bestående af farverige, karismatiske og fandme sympatiske personager, der tilsammen udgjorde mere end summen af enkeltdelene.

Urkraft anno 2019 minder mest af alt om en flok gymnasielærere og pædagogmedhjælpere, der tilfældigvis hygger sig med at spille metal i fritiden uden at have ambitioner om at komme meget længere end måske Pumpehuset eller Amager Bio. Jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men det er det indtryk, jeg får.

Ja: Jeg lyder kynisk, og jeg håber vitterlig ikke, jeg hiver gassen for meget ud af nogen stort opsat reunion-ballon. Men der er ikke ét område, hvorpå Urkraft gør noget i højere, hurtigere, vildere eller sjovere grad end nogen anden indenfor hverken deres genre eller deres hjemland. Jeg kan godt lide deres musik, fordi jeg godt kan lide metal, og som med tilfældet Taake i går skal jeg nok kompensere for min manglende opmærksomhed med en 4/6’er.

Alt andet lige er det også bedre, at Urkraft øger mængden af metal i verden, end hvis de f.eks. havde spillet reggaeton. Fuck, jeg hader reggaeton.

Læs mere...

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

Lingua Ignota, Royal Metal Fest 2019

Et par enkelte, foruroligende høje hornlyde lyder inde fra Altas. Ikke fanfarer; snarere advarselssignaler. Der er mørkt i salen, da jeg går ind, og scenetæppet er trukket for.

Publikum står i en halvcirkel. Jeg kan høre en enkelt, messende kvindestemme i et manisk tonefald. Kristin Hayter, aka. Lingua Ignota, gentager en sætning på et sprog, jeg ikke kan tyde. Ordet “odio” indleder den; jeg kan ikke regne ud, om det skal betyde det spanske “had” eller det italienske “åh Gud”. I denne tvetydighed beror en sigende symbolik.

Hun går rundt frem og tilbage blandt publikum med tre håndholdte lamper i ledninger, som hun svinger rundt med alt imens. De rammer gulvet ind imellem og går mere og mere i stykker. Hendes tonefald lyder på én gang hadefuldt, sommetider hvæsende, forurettet grænsende til det sårede, og insisterende som en indelukket psykiatripatients paranoide vrangforestillinger.

Lingua Ignota har et enkelt keyboard og en laptop, hvor al hendes besættende, minimalistiske industrial kører fra. Det står på gulvet foran scenen, som aldrig bliver benyttet. Ingen lys bliver tændt. Lydsporet i et enkelt nummer lyder som en blanding af orgellyde og klirren med glas.

Den lavstammede, spinkle kvinde skiftevist skriger, growler, og synger en prægtig, intens operasopran. Det apokalyptiske tekstunivers lyder som noget, der kunne være skrevet af Allen Ginsberg på verdens mest katastrofale syretrip. “If you’re old enough to bleed, you’re old enough” lyder en enkelt gennemgående linie i en stanza, der tydeligvis handler om de voldelige og seksuelle overgreb, hun bearbejder gennem dette hendes kreative outlet. — Som muligvis er grunden til, at hun deler al sin undertrykte smerte, afmagt og vrede med et betalende publikum og ikke med hvide kitler og gummicellevægge.

Hayter har sunget siden 10-års-alderen og ville egentlig have være konservatorieuddannet operasanger. I stedet studerede hun kunst på Chicagos School of the Arts Institute og fik sin grad hos Brown med et speciale betitlet “BURN EVERYTHING TRUST NO ONE KILL YOURSELF”. Hendes karrierevalg er sigende for hendes performance: Vokalen er knivskarp og kontrolleret, hvad end hun synger svulstige vibratofraseringer eller tynd, skrøbelig pigestemme. Men så en gang imellem kommer et sporadisk hvinende skrig eller growl, hvorefter hun går tilbage på sporet. Ofte knækker hendes stemme, som brød hun pludselig ud i gråd.

Ingen i salen føler sig helt tryg.

Hele seancen varer ikke mere end, hvad, 20-25 minutter? Efter et nummer stiller hun pludselig keyboardet ned fra stativet, går på knæ og begynder at trække ledninger ud og pakke sammen. Man kan høre en fjer falde til jorden.

Is that it?”, spørger en enkelt publikummer. “Yes. Thank you”, lyder hendes svar.

Lyset bliver tændt på Atlas. Der ryger lidt stille Pantera på PA’et. Folk begynder at klappe — men mest af alt råbe på mere. Ingen af os har overværet noget lignende. Hayter rejser sig op og begynder at synge a capella, og lyset og musikken slukkes igen.

I am the disease of man/I am the cancer/I am the master/I am the plague”. Jeg kan ikke regne ud, om det er improviseret. Og ligesom under hovedsættet mister jeg tidsfornemmelsen fuldstændig. Det er hjemsøgende intenst, og det er ikke kun indholdet — eller for den sags skyld formen. Der er simpelthen noget fascinerende — noget på én gang genkendeligt og forstyrrende — over selve dette menneske. Hendes energi er altomsluttende; hendes kreativitet og smerte fylder rummet.

Vi går allesammen derfra med et lille stykke af begge dele.

Læs mere...

Batushka - Atlas

Black Metal er nu en genre, jeg har dyrket meget i mange år. Den norske scene specielt er en er har en speciel plads i mit hjerte. Her i det lille Danmark er genren gået hen og blevet sindssyg populær, og i aften kunne det virkelig ses, da koncerten endte med at blive udsolgt. Batushka har fået masser af opmærksomhed det sidste års tid, da det havde deres danske debutkoncert på Copenhell i 2017. Nu var det endelig blevet til en hovedkoncert med bandet of forventningerne var høje.

 

Pestkraft

Første band i aften var Pestkraft. Jeg har aldrig nogensinde hørt om bandet eller hørt deres musik. jeg ankommer inde i salen, hvor der er godt fyldt op men hvor mange lyttede til musikken? Ikke så mange jeg stødte på i hvert fald. I sand teatralsk Black Metal ånd så havde bandet klædt sig ud i masker og kostumer. Selvom det er teatralske sad i skabet, så var musikken noget, der ikke lige sagde mig det store. Musikken lød utrolig rodet og det virkede mere som om at bandet prøvede at spille indviklet, bare for sejhedsskyld i stedet for at skrive en god sang der gav mening. Efter noget tid synes jeg også at det blev utrolig halvkedeligt at se på. Ikke nok med at det blev halv kedeligt så virkede det også utrolig akavet at se i længden. Slet ikke god start på aftenen.

Karakter 1 ud af 6

 

Mortuus

Nu var det blevet tid til noget helt andet og forhåbentligt også bedre. Disonante og halv akavede riffs blev udskiftet med et meget mere råddent lydbillede. Mortuus (som er et band og ikke forsangeren i Marduk) er nok det tætteste der kommer på traditionel Black Metal, og det var nøjagtigt det vi fik serveret. Smadret Black Metal som allerede efter første nummer formåede at klare mere end hvad Pestkraft kunne levere. Lyden var god inde i salen, og den dystre og onde energi fyldte rummet langsomt men sikkert. Mortuus var et godt eksempel på et band der ikke behøver kostumer eller noget for at få det til at fungere. Lyset satte også en fed stemning i gang, specielt når medlemmernes skygger i det røde og blålys. Mortuus fik endelig sparket aftenen i gang efter aftenens første fiasko. Jeg skal i hvert fald lige holde øje med dem de næste par dage.

Karakter 4 ud af 6

 

Batushka

Som sagt i starten af anmeldelsen, så var mine forventninger utrolig høje. Atlas var nu fuldstændig proppet, og det var svært overhovedet at få en plads oppe foran. Bandet kom ud på scenen til et kæmpe brøl fra publikum, og nu gik vores sataniske messe endelig i gang, bogstavelig talt messe, da alle var klædt ud som munke og kutter osv (ingen ved hvem der spiller med i bandet). Det får alligevel en til at tænke, hvordan det kan være muligt at spille i sådan et kostume, siden det var ca 18 grader udenfor Atlas men indenfor var det sikkert meget værre for dem. Jeg synes der var lidt knas med lyden helt oppe foran, så jeg bevægede mig længere ned bagved for måske at få et bedre sted at nyde koncerten. Jeg fandt heldigvis et sted længere nede, men så gik der noget andet galt, hvilket var, at nu var lyden alt for lav. Helt oppe foran var det højt og mudret, og nede bagved var lyden god men lav. Efter noget tid bevægede jeg mig op igen til et sted hvor der var en god mellemgrund mellem god og lav lyd. Når man tager ind og ser Batushka, så er det ligesom at tage ind og se den ondeste kirkemesse du nogensinde kommer til at se, men i aften føler jeg ikke helt at den blev det som jeg havde håbet på. Jeg ved ikke om det bare er mig, men det virkede lidt som at koncerten bare fløj forbi mit ansigt, og så var det slut ligeså snart som de gik i gang. Batushka var en fin koncert, men dårlig lyd eller for lav lyd satte sgu en ret stor dæmper på min oplevelse, men jeg hyggede mig alligevel. Vi ses næste gang, hil satan.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Leprous, Agent Fresco, Astrosaur - Atlas

Det var nu blevet tid til en aften hvor jeg måske følte mig en lille smule ude af mit sædvanlige element. Post-Rock/ Avant-garde osv er nu ikke lige noget jeg sætter på normalt. Jeg var til A Colossal Weekend tidligere på året, hvor mere eller mindre hele programmet er dedikeret til den atmosfæriske Rock/Metal genre, så en lille smule bekendtskab har jeg til genren. Leprous er nu ikke et band jeg har stiftet så meget bekendtskab med. Jeg ved at de er fra Norge, og det er utrolig teknisk, men mere ved jeg ikke. Denne kolde november torsdag havde forhåbentligt masser af gode overraskelser, så lad os komme i gang.

 

Astrosaur

Første band på scenen i aften var Norske Astrosaur. Det her bliver en gennemgående sætning i løbet af anmeldelserne, så vær forberedt. Jeg har absolut ingen bekendtskab til det her band, men mon ikke at det bliver super fedt? Det endte faktisk med at blive en positiv oplevelse. En trio der spiller instrumentalt Post-Metal med et lydbillede så dystert, at det minder om en person der drukner i havet uden nogen form for hjælp. Det gode ved Astrosaur er, at de formår at blende elementer af progressiv metal og en lille sjat af Black Metal i deres musik. Der blev faktisk slet ikke nævnt et ord under koncerten, og det var også rigtig godt, fordi det gav også plads til en lidt mystisk stemning i løbet af showet, og jeg tror faktisk at jeg først så band medlemmernes ansigter under det sidste nummer af koncerten, så super nice tilføjelse. Astrosaur leverede en god opvarmning, og det er i hvert fald noget jeg gerne vil holde øje med i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Agent Fresco

For at vende tilbage til A Colossal Weekend, så spillede det næste band faktisk på årets festival, men der var tømmermændene lidt for store til at jeg kunne se det fede i deres musik, men efter det har jeg har lyttet til deres seneste udspil Desterier, og det har virkelig efterladt et stort indtryk så forventningerne var tårnhøje, og spoiler alert: forventningerne blev totalt indfriet. Bandet spillede så godt sammen, og jeg lyver ikke, at det næsten var som at høre pladen selv, og det siger jo også bare noget om hvor god lyden var inde i salen. Agent Fresco skiller sig ud for to forskellige grunde i aften: 1. Deres lyd er ikke ligeså metalisk såsom Astrosaur og Leprous, og 2. det er det eneste band på denne tour som ikke er fra Norge. Forsanger Arnór Dan Arnarson gjorde også et super godt arbejde at snakke med publikum, og hans sangevner var næsten et show i sig selv, og nu hvor vi snakker om de forskellige medlemmer, så var trommeslager Hrafnkell Örn Guðjónsson også bare i sit es i aften og nu efterfølgende kan man se hvorfor Dave Grohl i sommers sagde at han var " The best drummer in the fucking world" - kunne ikke være mere enig, Dave. Specielle højdepunkter for mig var Dark Water, Wait For Me og Howls som bare sad fuldstændig i skabet, og vi fik endda også luftet et helt nyt nummer, hvilket også sad i skabet. Agent Fresco. Wow siger jeg bare. Hvis det var muligt at give denne koncert syv ud af seks så var det gjort.

Karakter 6 ud af 6

 

Leprous

Efter den suveræne magtdemonstration fra Agent Fresco var det blevet tid til aftenens hovednavn. Leprous er ikke lige det som bliver spillet aller mest på mit anlæg, men interesseret det var jeg i hvert fald. De første 10 minutter af koncerten synes jeg virkede lidt halv kedeligt til at starte med. Det var lidt som om at bandet bare kørte den på rutinen. De virkede lidt til at de havde lidt travlt med at komme igennem sætlisen. Efter noget tid dog, så blev det godt igen, og koncerten blev langsomt men sikkert super fed, jo længere ind vi kom i løbet af aftenen. Jeg gik lidt længere op mod scenen for at få en bedre oplevelse, og efter noget tid hvor jeg bare lukkede øjnene og lyttede til musikken og det gjorde oplevelsen bedre, men der var alligevel nogle tidspunkter hvor det føltes en anelse langtrukkent, specielt mod slutningen synes jeg at det blev en smule meh, men igen når jeg ikke har sat mig ordentlig ind i deres musik før jeg tog ind og så dem, så er det måske også derfor at jeg kedet mig engang imellem. All in all så synes jeg at Leprous leverede en ganske fin koncert, men det satte en dæmper på at det føltes en anelse rutinepræget og en lidt langsom start, men mon ikke at jeg får en federe oplevelse i fremtiden.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Conan, Monolord - Atlas

Efterårsferien havde endelig ramt mig, og jeg kunne ikke være mere ekstatisk pga. det faktum at Conan og Monolord havde trukket deres vej forbi Århus. Nu siger jeg trukket, siden de to bands i mine og nok andres øje er blevet nogle af sværvægterne indenfor Sludge og Doom metal i nyere tid, så det faktum at begge bands hver skulle give en lektion i hvordan det føles at være fanget i et sonisk lydinferno, var spændende.

 

Monolord

Når man tænker Sverige, så er det nok ikke lige Sludge man forbinder det med. De metalliske konnotationer vi forbinder med Sverige er bands som In Flames, At The Gates og Soilwork, men det er nemlig her, at Monolord skiller sig ud fra mængden og leverer super smadret, super ulækkert Sludge. Jeg placerede mig midt i mellem publikum for at få den bedste lyd og oplevelse som muligt, og det at bandet spillede højt var nok en underdrivelse på det aller højeste niveau. Det var så sindssygt højt, at det næsten var uudholdeligt at blive inde i salen, og det skal også lige nævnes, at mine ørepropper var helt inde i ørerne, men udover den super høje musik og det super smadrede lydbillede, så var der masser af gode elementer i musikken, og lyden var rigtig god. Bandets gimmick var at starte og så stoppe igen, og det fungerede fint de første par gange, men efter noget tid blev det sgu en anelse irriterende, og lidt overplayed. Monolord fik en time at spille i, og det var måske liige i overkanten for mit vedkommende, men en god koncert, det var det sgu!

Karakter 3½ ud af 6

 

Conan

Efter en pause var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Conan stod klar på scenen med en storskærm i baggrunden, hvor de mest syrede tegnefilm blev spillet, imens bandets sange om destruktion og ødelæggelse var et godt soundtrack til filmene. Alt det jeg nævnte om Monolords lydbillede og super høje musik havde ikke ændret sig her, hvilket er en kæmpe løgn. Jeg glemmer aldrig da jeg så Yob og Pallbearer på det samme spillested, der troede jeg at det var højt, men det her var næsten absurd. Bandet spillede så højt at jeg var tæt på at kaste op utrolig mange gange i starten af sættet, simpelthen på grund af vibrationerne. Guitaren var stemt ligeså lavt som bassen, og det var så tungt at man kunne ikke undgå at blive opslugt af stemningen. Trommeslager Johnny King er den seneste tilføjelse til bandet, han har en fortid i det irske Post-Black Metal band Altar Of Plagues, hvor han var min trommegud indenfor genren, men her virkede han lidt ude af sit element i aften; der var for eksempel et par gange hvor han spillede en anelse for hurtigt, og hele sangen endte med at blive en smule malplaceret og ødelagde lidt stemningen. Conan spillede en time, og der var passende, siden at min krop var utrolig gennemtæsket pga af den høje lyd inde i Atlas. Jeg synes at Conan var en fed koncert med en smule fejl hist og pist i tromme afdelingen, så var det en ganske fed koncert. Det skal lige siges at min krop stadig kan mærke vibrationerne.

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Liserstille, Late Night Venture, LLNN - Atlas

Colossal On Wheels havde ramt Århus, og det stod i tunghedens tegn. Alle tre bands beskæftiger sig indenfor Post-Rock/Post-Metal genren. Tre forskellige bands spillede på Atlas i aften, og alle tre havde en meget forskellig lyd som er helt deres egen. Turnéen er booket af bookingbureauet Colossal som også står for festivalen A Colossal Weekend, som på deres plakat er der allerede pyntet med navne såsom Deafheaven, Sumac og Oxbow. Så imens vi venter på at festivalen går i gang, så får vi alligevel noget kolossalt til landes kroge. Lad os se om trommehinderne overlevede

 

LLNN

Jeg har en periode hvert efterår/vinter, hvor alting ikke lige går efter planen, så hører jeg næsten udelukkende LLNN. Deres lyd er noget så tung og storslået med masser af dybde og fyldt med kæmpe lydbilleder, som nemt fanger lytteren og sætter en dyb trance i gang. Bandet gik på scenen og hold nu kæft det var højt, og selvom jeg havde ørepropper i, så var det til ingen nytte. Forsanger og guitarist Christian Bonnesen skreg sin hals til blods om hvordan verden ikke det fedeste sted at være, og når du sætter lyrikken sammen med musikken, så giver det bare alt for god mening. Trommeslager Rasmus Sejersen tæskede trommerne som om de havde truet hans familie på livet. I forhold til hvor højt det var så var alle instrumenterne hørbare, hvilket jo bare er fantastisk. Numre som Monolith, Calmity og The Guardian var jo bare super fede som altid. Der har været lidt ændring i besætningen da tidligere bassist Jakob Winnem Larsen blev erstattet af Rasmus Furbo, som tidligere var guitarist i Hexis. Rapture var nummeret som lukkede det hele, og det sidste stykke af nummeret blev spillet to gange, hvor det gik endnu langsommere den sidste gang. Jeg skrev engang i en koncert anmeldelse at det britiske band Anaal Nathrakh var soundtracket til verdens undergang. Det står jeg stadig ved, men LLNN er det perfekte soundtrack når alting er destrueret og vi alle sammen sidder på knæ og græder i en ekstase af fortvivlelse.

Karakter 5 ud af 6

 

Late Night Venture

Efter ørerne fik en MEGET velfortjent pause, bevægede jeg mig ind i salen igen. Late Night Venture har jeg ikke stiftet bekendtskab med før, men var spændt på at se hvad det var for noget. Bandet gik i gang med at spille og lyden var måske lidt mudret til at starte med. Det blev heldigvis rettet op på kort tid efter de var startet. Man kan høre på deres musik at britiske Mogwai har været en stor inspirationskilde. Meget store og smukke passager i musikken, og specielt de lange instrumentale stykker var virkelig fede og det fik mig til at lukke øjnene og falde dybt ind i musikuniverset. Bandet spillede i 45 minutter ca men alligevel så fløj tiden bare afsted, og man var næsten helt forbavset da bandet var slut. Late Night Venture var en virkelig fed oplevelse, og det er i hvert fald et band jeg vil holde øje med i fremtiden. Det er også lang tid siden et band indenfor Post-Rock genren og de kan varmt anbefales af denne her anmelder.

Karakter 4 ud af 6

 

Liserstille

Nu var det så blevet tid til aftenens sidste band. Liserstille er ligesom Late Night Venture, et band som jeg heller ikke har stiftet bekendtskab med. Bandet gik på scenen og det fungerede meget godt, men alligevel synes jeg at det var en lille smule off. Jeg kan ikke helt sætte min finger på hvad der var galt. Musikken fungerede godt, og publikum var med på den men alligevel så synes jeg ikke helt at jeg blev fanget af det. Musikmæssigt var det lidt mere teknisk og lidt mere metallisk. Jeg begyndte som småt at kede mig, der var nogle gode passager engang imellem men alligevel endte jeg med at blive en lille smule skuffet. Liserstille var ikke lige helt min kop te, men måske er det noget jeg burde have tjekket ud på forhånd, så havde jeg måske fået en større forståelse af musikken, og det er selvfølgelig min fejl. Men alligevel kan et band ikke altid tilfredsstille alle og sådan var det sgu for mig i aften. Men jeg ville ikke have noget imod at tage ind og se dem igen hvis jeg fik chancen for det.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...

Frank Carter And The Rattlesnakes, God Damn - Atlas

Jeg hørte første gang om Frank Carter, da han var frontmand for det britiske Hardcore Punk band Gallows. Han forlod bandet tilbage i 2011, hvor han efterfølgende gik i en mere poppet retning med bandet Pure Love. Han er heldigvis vendt tilbage til sine Punk rødder med sit nye band The Rattlesnakes. Jeg har havde tårnhøje forventninger til aftenens koncert, da jeg desværre missede dem på dette års Roskilde Festival, så lad os se om det levede op til mine forventninger.

 

God damn
Jeg vidste sgu ikke lige helt hvad jeg skulle synes om bandet God Damn. En smadret blanding af Punk, Noise, Garage Rock og Sludge. Jeg havde læst mange gode ting om dem før koncerten og det viste sig at jeg blev positivt overrasket. Hold nu kæft det var højt. Næsten uudholdeligt at holde det ud. Bandet gav den fuldstændig gas på scenen, og der var ikke noget øjeblik hvor de lod publikums trommehinder få en lille pause. Det var desværre så højt at lyden ikke helt var på deres side. Nogle gange var det svært at høre forsangeren, og deres synthesizer var også fuldstændig druknet i lydkaoset. Det var heldigvis ikke en dårlig oplevelse, men alligevel satte det lidt af en dæmper på oplevelsen. Jeg synes at God Damn leverede en fed koncert med masser af larm og ødelagte trommehinder.
Karakter: 4 ud af 6

 

Frank Carter And The Rattlesnakes
”This stage is your stage! Get the fuck up here!”. Det var et af de første ord Frank Carter skreg efter de åbnede med nummeret Trouble. Der var ikke så meget gang i publikum, men folk var rykket tættere på scenen, og de forreste par rækker var begyndt at svinge med håret og skrige med på numrene. Vi fik hørt et af de nyere numre fra den kommende plade Modern Ruin, som er nummeret som hedder Lullaby, men før nummeret gik i gang fik Carter alle fra publikum op på scenen og spillede nummeret imens han stod nede i salen og vi fortsat stod på scenen. Energi niveauet blev hævet yderligere da han spillede nummeret Juggernaut, hvor pitten begyndte og folk begyndte at hoppe og skrige med på teksten. I mellemstykket i nummeret fik Carter publikum til at løfte ham op i luften og bære ham ned til merchboden for at give en high five til ham der solgte merch. De to øjeblikke som virkelig var imponerende var, da Carter fik hele Atlas til at lave en circle pit rundt i hele spillestedet uafbrudt i et minut. Det andet var da nummeret Beautiful Death blev spillet, og han fik alle til at sætte sig ned og være stille. Det var utrolig imponerende, at se live videoer fra hans tid i Gallows, hvor det hele bare var et stort kaos, til at se ham som solo kunstner og få alle til at sætte sig ned og være stille. Han har så meget kontrol over sit publikum, at det næsten er skræmmende. Bandet tonsede hurtigt videre med numre som Snake Eyes, Devil Inside Of Me. Vi var nu nået til aftenens sidste nummer. Men før nummeret blev spillet, begyndte Carter at fortælle en sjov anekdote om alle hans bandmedlemmer og crew. Her blev der både snakket om diarré og stive peniser og chilier. I Hate You var aftenens sidste nummer, og der blev dømt til fællessang inde i salen. Lige da nummeret sluttede forlod Carter scenen ud i publikum og stillede sig nede i merchboden og stod der resten af aftenen. Frank Carter And The Rattlesnakes var en fantastisk oplevelse. Jeg var næsten tom for ord bagefter koncerten, da jeg aldrig har oplevet noget lignende. Til vi ses næste gang, Rattlesnakes!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Born Of Osiris, Veil Of Maya - Atlas

Der var dømt Deathcore på en kolde lørdag i aften i smilets by. Det er dog ikke en genre jeg har beskæftiget mig så meget med de seneste par år, men alligevel er det en genre jeg lyttede meget til, da jeg var yngre. Aftenens pakke bød på alle mulige godter fra den spirende Deathcore scene, og jeg var spændt på at se hvad der var at byde på.

 

Black Crown Initiate
Aftenens første band var det, som skilte sig mest ud fra mængden og var aftens sorte får. Black Crown Initiate spiller Progressiv Dødsmetal, men alligevel var der også tydelige inspirationer af Doom Metal og Post-Rock. Det var bandets første gang i Danmark, så dette skulle nok blive spændende. Jeg har ikke hørt bandets musik på forhånd, og det vidste sig så at være grusom fejl for mit vedkommende. Storslået og teknisk er nok den bedste måde at beskrive deres musik på. Forsanger James Dorton havde en nærmest skræmmende personlighed på scenen, med den måde han skreg teksterne på. Trommeslager Jesse Beahler leverede utrolige trommerytmer, som både dækkede hurtigt og teknisk så virkede han til at han havde det nemmeste arbejde på scenen og fik det hele til at virke super nemt. Guitarist Andy Thomas, som vidste sig at være mere skæg end menneske, var også med på vokalafdelingen, og der var der heller ikke en negativ ting at sige. Black Crown Initiate leverede en super fed koncert, og det er i hvert fald noget jeg kommer til at lytte en masse til i fremtiden. Hvis jeg skulle komme med en negativ kommentar så er det nok, at bandet kun fik lov til at spille i 25 minutter. De kunne godt lige havde fået lov til at spille to til tre numre mere.
Karakter: 5 ud af 6

 

Volumes
Andet band på scenen i aften var Volumes. Igen var dette et ukendt navn under min radar, og det var nok også bedst at det forblev det. Bandet spillede måske op til fest, men det virkede en tand useriøst. Specielt efter at forsanger Myke Terry råbte ud til publikum ”Let me see your hands in the air, Copenhagen”.
Seriøst? At bandet ikke engang vidste hvilken by de var i, var utroligt pinligt. Det var sgu lidt svært at tage dem seriøst efter sådan en brandert. Jeg forlod salen langt fra imponeret, men alligevel var det godt at jeg ikke havde nogle forventninger til koncerten før jeg gik ind i salen.
Karakter: 1½ ud af 6

 

Veil Of Maya
Nu var det blevet tid til Veil Of Maya. Et bandnavn jeg har kendt i mange år, men har aldrig fået tjekket deres musik ud. Atlas var rimelig godt fyldt, og der kom lidt mere energi ud til publikum. Nu hoppede folk og mosh pitten var også godt i gang. Selvom de første par numre virkede fine nok, så synes jeg at det faldt meget hurtigt til jorden og blev kedeligt efter noget tid. Jeg var godt nok ikke særligt imponeret over Veil Of Maya, men alligevel var der nogle gode punkter i musikken men desværre ikke nok til at det blev til en særlig mindeværdig oplevelse.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Born Of Osiris
Nu var det endelig blevet tid til hovednavnet, nemlig Born Of Osiris. Mange gode ting er der blevet sagt om denne Deathcore gruppe fra Chicago, så mine forventninger var høje. Bandet gik på scenen til et kæmpe brøl fra publikum, og bandet virkede klar til at spille op til dans. Allerede fra første strofe virkede det til at bandet havde publikum i deres jerngreb. Jeg var selv imponeret over hvor meget publikumkontrol de havde, men alligevel lidt inde i koncerten synes jeg at det blev kedeligt. Der var intet galt med lyden eller musikken, eller deres preformance. Der var bare et eller andet som jeg ikke kan sætte min finger på. Måske har det noget at gøre med at jeg ikke stod helt op foran sammen med alle de andre fra publikum, eller at jeg ikke har hørt særlig meget af deres musik. I forhold til de to forrige bands så synes jeg at Born Of Osiris gjorde det bedst. Der er måske mange som er uenige eller enige, men det er jo selvfølgelig også en smagssag. Jeg synes at det var okay koncert, men alligevel er det heller ikke noget som jeg kommer til at huske fremover.
Karakter: 3 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed