fbpx

Killswitch Engage - Amager Bio, 02.11.19

Hvad er nu det, et headlinershow med Killswitch Engage? Ja minsandten – udover et enkelt supportgig for Iron Maiden sidste sommer har bandet ikke været forbi siden 2013, der i øvrigt var samme sted. I mellemtiden har de amerikanske core-sværvægtere udgivet to albums; ”Incarnate” fra 2016 og så ”Atonement” fra i år. Begge ganske tilforladelige plader der dog ikke for alvor rykker bandet i nogen nævneværdig ny eller interessant retning – men på den anden side ved vi godt at langt de fleste kommer for de gamle hits alligevel, så det kan være så meget. Killswitch Engage har for mit vedkommende aldrig skuffet og jeg er ganske spændt efter næsten 6½ år siden sidst.

Killswitch Engage:
Man får dog også lov til at vente på hovedretten. Værende en weekend skubbes hovednavnet helt til klokken 23, så med et næsten udsolgt bio fyldt med mange midaldrende og.. skal vi sige velpolstrerede mænd, ja så bliver det på ganske lidt fri plads hurtigt varmt og ikke mindst bedugget (senere hen vil det ikke være ved siden af at sige, at gulvet flyder i øl). Det er lørdag, og det kan mærkes. Så efter de to opvarmningsbands har gearet de mange glade gæster godt op er der ikke meget der kan gå galt da Killswitch Engage træder på scenen.

Og at åbne med tre nyere sange er, om end typisk, noget der godt kan lægge låg på en hurtigstarterfest – men ikke denne gang. Publikum er i et sublimt humør og det kan både ses, høres og ikke mindst mærkes, især såfremt man befinder sig i pitten der fra vel allerede sang nummer to er åbnet og derfra ikke lukker før koncerten slutter. At der ellers er et forbud mod crowdsurfing gør sjovt nok ikke at folk afholder sig fra det – hvornår det nogensinde har gjort det har jeg stadig til gode at se. Og da først de ældre skæringer dukker op hist og pist, ja så stiger energien tilsvarende.

Jesse Leach har efterhånden bragt de fleste onde tunger til ophør. Det er selvfølgelig en smagssag om man er på team Leach eller team Howard, men manden har i dén grad udviklet sig siden de spæde dage. Intet sted gør det sig mere tydeligt end i ”My Last Serenade”, aftenens eneste indslag fra den nu 17 år gamle skive ”Alive Or Just Breathing”. Hvor den originale version ganske vist er udmærket er det bare så tydeligt hvor markant mere selvsikker Leach er nu, hvor meget mere kraft han kan mønstre. Og det er både i den rene vokal og i hans growls, skrig og råb – samt i ”Howards” sange, der tæller 7 ud af 17 skæringer – det betyder derfor selvsagt noget om han kan bære dem.

Men det kan han. Og dertil er manden også en fin showman. Det er dog mest i samspillet med guitaristen Adam Dutkiewicz, i dag iklædt shorts og knæbind, hvor det virkelig spiller. Med nu syv år til at finpudse jokes, punchlines og anekdoter udgør de en sjov duo, der af og til nærmer sig det platte – også i aften, med alt fra ”det er en god dag at blive fuld” (siger du det???) og ”kan Jesse mon huske teksten til [indsæt selv sang]???”. Her er de andre tre i bandet mere anonyme. Velspillende, men det er altså kun Leach og Dutkiewicz der gør noget ud af deres optræden. Sådan har det dog været i mindst 10 år, så på den måde er tingene ved det gamle og det velkendte. Men i den mere kritiske ende køres der for alles vedkommende helt tydeligt på rutinen. Igen er det teknisk i skabet, og slet ikke kedeligt, men rutine er det nu engang.

Heldigvis medfølger så en ret god lyd: især bassen kan mærkes, men hvorfor den voldsomme volumen? Hvorfor det lige skal være så højt kan jeg ikke helt greje, for det gør ikke noget godt, snarere tværtimod. De indvendinger bliver dog af mindre betydning når hits som f.eks. ”This Fire” og ”Rose of Sharyn” dukker op. Og i balladen ”Always” virker det til gengæld positivt, for her kan man virkelig mærke nogle følelser, både fra band og publikum. Faktisk virker hele balladen enormt godt, både som afbræk og ”optakt” til sidste del af koncerten – her hvor tingene virkelig peaker.
Og her vil jeg gerne lige indskyde en ting: man kan altid diskutere sætlisten. Jeg ville personligt gerne have hørt mere fra 2013’s ”Disarm The Descent”, der for mig klart står som bandets bedste album de sidste tretten år – og hvor var ”The Arms Of Sorrow”?! – og sådan kan man blive ved. Men når de sidste 20-25 minutter både inkluderer ”My Curse”, ”This Is Absolution”, ”The End of Heartache” OG muligvis det bedste metal-til-metal cover ”Holy Diver”, jamen så kan man jo ikke tillade sig at klage. Det kan man bare ikke.

Og selvom man kan indvende at 1 time og 10 minutter ikke er længe (og det er det sådan set ikke), så taler de hårde facts for sig selv: 17 sange bliver det til, og det er med både fjol og gøgl fra Leach og Dutkiewicz – og som førnævnt er syv af numrene tilmed fra Howards tid. Så i hverken antal eller perioder kan man påstå der mangler noget. Og det gør der heller ikke helt overordnet. Udover lidt volumen-problemer og lidt for meget rutine har jeg ikke været inde på andre negative indvendinger, og helt ærligt er der heller ikke rigtigt nogen. Og selvom Killswitch Engage kørte på rutinen var publikum i total hopla hele vejen, så det udligner mere eller mindre hinanden. Nej, den manglende ekstase bunder i noget mere grundlæggende som basalt set kan koges ned til, at Killswitch Engage er et glimrende band, men ikke et fantastisk et. Dertil er musikken for ensformig, for lige-ud-af-landevejen præget. En god+ koncert var det dog, og jeg klager ikke: det er godt vi har bands der kan leve op til forventningerne hver gang. For det kan de.

Sætliste:
1) – Unleashed
2) – Hate By Design
3) – The Crownless King
4) – My Last Serenade
5) – This Fire
6) – Reckoning
7) – I Am Broken Too
8) – Rose Of Sharyn
9) – Ravenous
10) – In Due Time
11) – The Signal Fire
12) – Always
13) – My Curse
14) – This Is Absolution
15) – The End Of Heartache
16) – Strenght Of The Mind
17) – Holy Diver (Dio cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_3
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_1
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_7
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Breaking Benjamin - Amager Bio

Første gang i Danmark, 17 år efter deres dannelse – og jeg husker de gode, gamle tider som teenager tilbage omkring 2006/2007 hvor ”Phobia” kom på gaden. Selvfølgelig skulle jeg se Breaking Benjamin, der var ingen tvivl. Heldigvis blev det også en meget positiv overraskelse.

Breaking Benjamin:
Hvad er egentlig meningen...? Et hverdagsshow der rent faktisk slutter til et tilforladeligt tidspunkt, så man stadig kan være frisk og udhvilet dagen efter? Jeg ved det godt, det er jo nærmest forræderi, men det er præcist hvad der er tilfældet i aften. Så kan det godt være der stadig er en ganske lang kø der snor sig foran indgangen, men kl. 20:01 går Breaking Benjamin på scenen uden at se sig tilbage.

Straks er der flere ting, jeg kan og bør kommentere på: det er som skrevet gruppens første gang i Danmark, og det kan i den grad mærkes: der er en spænding i luften, og det gør så absolut intet, at ”So Cold” åbner ballet med stil. Det er samtidigt her det sublimt tilrettelagte lysshow kommer til sin ret, det varer ved hele vejen igennem, hvilket jeg som lystekniker selv kun kan sætte pris på – det underbygger simpelthen glimrende de breaks og finere detaljer, hver enkelt sang indeholder. Men det er imidlertid den sprøde, krystalklare lyd der virkelig rammer én som en hammer: det lyder simpelthen bedre end hvad jeg nogensinde før har oplevet i Amager Bio. Ligesom jeg som lystekniker svært kan ignorere lyset, er det på samme måde med trommerne – de lyder så afsindigt godt, at det er svært at tage blikket fra dem. Det er tungt, det er distinkt, stortrommen buldrer (behageligt) i maven; og dette går igen for alle instrumenterne, som både komplementerer hinanden, og har masser af udfoldelsesplads. Ah men altså, lyden i sig selv er til en topkarakter. Så kan det godt være tre guitarister umiddelbart virker overdrevet, men ikke i aften – dette er GRUNDEN til at jeg går til koncerter: med håbet om, at alle shows må lyde så godt og så massivt som i aften. Der er dér, hvor musikken bliver til mere end på plade.

Så er det også samtidigt heldigt, at Breaking Benjamin tydeligvis kan lide at være her – det skinner igennem, samtidigt med at der opretholdes en dybt professionel tilgang til værket: det skal lyde ordentligt, folk skal underholdes, tiden skal ikke spildes. Det der derimod går tabt, er intimiteten og det personlige bånd mellem band og publikum – det er der intet af. Lige i aften bytter jeg dog gerne, og det ser da også ud til at publikum er tilfredse, for der bliver uden tøven udøvet fællessang både på og uden kommando. Forsangeren behøver faktisk knap nok gøre andet end at bede pænt.

Nej, Breaking Benjamins handicap er, at deres bedst kendte album er 11 år gammelt – og værende deres første gang i landet, virker langt de fleste til at være kommet for nostalgien mere end noget andet. Det trækker ikke ned, men det kunne dog derimod trække gevaldigt op: forestil dig blot, at samtlige sang lige så meget med på nyere sange som f.eks. ”Never Again” eller ”Believe”, som det foregår på ”I Will Not Bow” og ”The Diary Of Jane”.

Så det kører: den ene sang erstatter den anden, flydende og med mindre introsekvenser – tiden flyver afsted, folk er glade. Hvorfor så ikke bare fortsætte sådan? Her kommer den førnævnte professionelle tilgang ind i billedet: folk skal ikke miste fokus, og hvad er mere opmærksomhedsmålrettet, end at lave et medley af de nok allermest tilgængelige rock/metalsange midt i sættet? Lige præcis, det er sgu svært at toppe den idé. Og ærligt, jeg forstår det udmærket: Breaking Benjamin ved godt, at de fleste er her for de ældre sange, og da de ikke udelukkende spiller dem, vil nogle muligvis begynde at kede sig en smule. Og det går jo ikke!

Så vi får både den fjollede, men dog metalliske og insisterende ”Imperial March”, grunge-tilsat-grunge ”Smells Like Teen Spirit”, (hvis Pantera havde eksisteret i dag og set Trump blive valgt) ”Walk”, en speed-udgave af ”Bulls On Parade” (med en tyngde Prophets Of Rage faktisk godt kunne have brugt for nogle måneder siden), samt bedre-end-bandet-selv ”Sad But True”. Eller, sagt på en anden måde, Breaking Benjamins 10 minutters ”i virkeligheden ville vi gerne spille metal...”-medley.

Det er unødvendigt, og lidt for langtrukkent, men jeg forstår: det er ekstremt effektivt, og publikum er helt med. Aftenens eneste ballade, ”Ashes Of Eden”, og trommesoloen giver ligeledes mening – men ingen af delene gør noget for mig, også selvom balladen er skrevet præcist som den skal og trommeslageren er dygtig. Jeg ville bare gerne høre nogle flere sange – og i øvrigt meget gerne nogle i et andet tempo. Javist, den sidste halve time af koncerten er stort set udelukkende hits, men samtidigt alle til hobe midtempo sange. Tiden flyver stadig forbi, men modsat starten og midten som vekslede mere, trænger den sidste del til en anelse mere variation.

Men når først Breaking Benjamin forlader scenen, for så at komme tilbage for kun at spille én sang – den sang alle har ventet på, så er der nostalgi for alle pengene. Men jeg tager det. Ligesom resten af showet, med unødvendige breaks og lir. Det er godkendt, og meget mere til.

Sætliste:
1) – So Cold
2) – Angels Fall
3) – Sooner Or Later
4) – Blow Me Away
5) – Never Again
6) – Failure
7) – Believe
8) – Breath
9) – The Imperial March/Smells Like Teen Spirit/Walk/ Bulls on Parade/Sad But True (medley)
10) – Polyamorous
11) – Ashes Of Eden
12) – Until The End
13) – Evil Angel
14) – I Will Not Bow
Encore:
15) – The Diary Of Jane
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Breaking Benjamin_5
  • Forfatter: Jill
  • Breaking Benjamin_4
  • Forfatter: Jill
  • Breaking Benjamin_3
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Napalm Death - Amager Bio

Nu har de sidste par uger været ret trælse for mig, og jeg følte mig meget mopset, irriteret og sur på alt og alle. Den bedste medicin overhovedet var at tage til København på trods af pengekrise, og se grindcore legenderne i Napalm Death. Med en pakke spækket med Grindcore og Crossover så stod det for alvor i aggressivitetens tegn i Amager Bio. Jeg tog den lange tur fra Århus og forventede det vilde, men endte med at blive fuldstændig blæst bagover af hovednavnet og et supportband, som jeg ikke havde regnet med ville blæse mig bagover.

 

Lock Up

Første band på scenen er mere eller mindre en grindcore supergruppe. Medlemmer som Nick Barker og Shane Embury (som skulle spille tre gange denne aften) var klar på at grinde folk i stykker. Lyden inde i salen var ganske god, og der var nogle få mennesker oppe foran scenen som headbangede. Tidligere forsanger Tomas Lindberg er blevet erstattet af tidligere Brutal Truth forsanger Kevin Sharp, og det fungerede bedre synes jeg. Sharp var som sædvanligt iført sin cowboyhat og intet fodtøj på imens han skreg ordene til sangen, og på et tidspunkt stak han hele mikrofonen ind i halsen. Hastigheden var på det højeste plan. og det fungerede ganske fint med de langsomme tempoer engang imellem. Lock Up leverede en ganske fin opvarmning til aftenens grindcore tema, og det var en varm velkomst til Shane Emburys grindcore marathon, han skulle løbe i aften.

Karakter 4 ud af 6

 

Power Trip

Power Trip har også fået utrolig meget hype på det seneste, og det er egentlig noget som jeg ikke har hørt så meget af, eller noget som jeg har fundet interessant. Det var også en kæmpe fejl fra min side af, at jeg ikke har sat mig ned og fået lyttet til deres musik. Allerede fra starten af var standarden sat højt, og bandet var fuld på smadder fra start til slut. Deres forsanger skreg og levede op til alle forventninger som frontman, og det også noget af et vidunder at se bandet spille så utrolig tight sammen. Der var ikke så meget aktivitet ude i publikum, måske lige udover et par folk som headbangede og det var også helt i orden. Lyden inde i salen var også virkelig god og der var intet at brokke sig over der. Udover at jeg ikke selv var aktiv inde i pitten eller noget, så var jeg stadigvæk fuldstændig blæst bagover. Power Trip er en kæmpe fejl at jeg ikke fået tjekket dem ud noget før, og det er en fejl som IKKE bliver gentaget. Hold nu kæft det var fedt!

Karakter 5 ud af 6

 

Brujeria

Jeg må sgu indrømme at Brujeria ikke lige er min type musik. Deres blanding af spansksproget Grindcore med bande elementer over, det er sgu lidt åndsvagt i mine øjne. Salen var rimelig godt fyldt, og publikum virkede klar på den, og bandet begyndte at spille. Jeg synes dog stadig ikke, at det fangede mig ordentligt men alle rundt om mig var fuldstændig klar på det. mosh pits og hænder røg i vejret og alle sammen i kor råbte ”Fuck Donald Trump”, og selvom jeg ikke er fan af musikken, så er jeg sgu fan af deres politiske budskab. Pga af rygproblemer var jeg nødt til at forlade salen i noget tid for at få det sat på plads, hvor jeg lige nåede at se de tre sidste numre hvilket var ikke andet end middelmådigt i mine øjne. Brujeria var okay for mit vedkommende, og det blev sgu heller aldrig til den helt store oplevelse.

Karakter 3 ud af 6

 

Napalm Death

Lyset blev slukket inde i salen og nu var publikum, inklusivt mig selv endelig kampklar. Skaberne af Grindcore var nu endelig klar til at rive rundt i publikum. Bandet var dirigeret af den evigt politiske og evigt kritiske Barney Greenway, som virkede i sit eksperimenterende hjørne i dag, hvor der både blev skreget, growlet og sunget rent. Numre som When All Is Said And Done, Scum, The Kill og den evigt korte You Suffer vidste vi, at vi allerede var kommet det rigtige sted hen. I starten døjede de lidt med lydproblemer, da bassen overdøvede alting og det satte sgu lidt af en dæmper på oplevelsen, men heldigvis blev det rettet op på og de fortsatte deres nedslagtning af publikum. Vi fik også en masse obskure klassikere som Turn The Knife, Chirstening The Blind og If The Truth Be Known. Men alligevel var der også plads til numre som Suffer The Children og The Code Is Red..Long Live The Code, som var mere af de klassiske Napalm Death sange. Vi ramte også et øjeblik i koncerten hvor der blev tid til nogle cover numre, såsom Hirax og den obligatoriske Nazi Punks Fuck Off. Napalm Death valgte i stedet for at spille et ekstra nummer, så ville de bare spille de sidste to numre som de havde og takke af for i aften. En lidt mere larmende og dronet slutning end hvad de plejer at lave, men det scorede også mange point i min bog. Napalm Death er virkelig det fix man har brug for når alting går ad helvede til og du har en masse aggressioner som skal ud. Så på trods af, at jeg ikke havde så super mange penge så fortryder jeg inderligt ikke at jeg tog hele vejen til hovedstaden for at se kongerne af Grindcore genren.

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Saxon, Girlschool - Amager Bio

I en tid, hvor AC/DC langsomt falder fra hinanden, og hvor der ikke lige fandtes nogen videre oplagt afløser for Lemmy i Motörhead, er Saxon nok dét band indenfor den hårde rock, vi kan tillade os at tage mest for givet. Ingen - INGEN! - andre eksisterende heavygrupper har en så kontinuerlig strøm af pålideligt holdbare udgivelser bag sig. Og efter at have set bandet over 10 gange kan jeg efterhånden trygt skrive under på, at de på scenen er garanter for en lige så solid performance som på skive.

Dog virker det, som om stemningen på denne - efterhånden årligt-traditionelle - aften i Amager Bio lige skal trækkes op fra et lidt sværere tilgængeligt sted end normalt. Som med andre bands, jeg har fulgt over en vis årrække, kan jeg mærke, at Saxon bliver ældre, og at de ikke er helt oppe i omdrejninger, da de sætter fra med titelnummeret fra sidste års “Battering Ram”. Og fire numre inde i sættet - bedst som både publikum og band er blevet ordentligt varme, - falder de halvspøjse inklusioner “Chasing the Bullet” og “Stand up and Be Counted” lidt på maven.

Men Saxon er et hårdtarbejdende proletarband, der aldrig helmer, før hele hytten koger. “Strong Arm of the Law” får definitivt losset ordentligt gang ind blandt de kritiske masser. Og selvom “The Eagle Has Landed” gerne er i fare for at neddrosle feststemningen, fungerer det reelt så episke nummer decideret tryllebindende i aften. Selv den nye, Lewis Carrol-inspirerede “Queen of Hearts” lader til at gå rent ind. Og så bliver jeg sandsynligvis aldrig træt af den gode, gamle røvballe-shuffle-rocker “And the Bands Played On”.

Selvfølgelig hæver hovedsættets konklusion, “Wheels of Steel”, fællessangens volumen til et niveau, der må have kunnet måle sig med samme til Bio’ens Kim Larsen-koncert aftenen forinden. Selvfølgelig kan man regne ud, at den skal derop igen lige om lidt. Og selvfølgelig kommer den det i evigt fantastiske “747 (Strangers in the Night)” og i den altafsluttende “Princess of the Night”. Men noget, der ikke nødvendigvis er så stor en selvfølge, er Lemmy-hyldesten i form af “Ace of Spades”, der da lige afstedkommer den eneste reelle moshpit, jeg nogensinde har deltaget i til en Saxon-koncert. Sådan, mand.

Man kan sige, det alt andet lige er modigt af Saxon at lade deres egne - i anførselstegn - “hits” flankere af en så berømt evergreen. Man kan også sige, det er lige så modigt af dem at spille nyere numre som “The Devil’s Footprint” og “Let Me Feel Your Power” frem for visse klassikere som “Crusader”, “Power and the Glory” samt - hold nu fast - selv “Denim and Leather”. Jeg synes, det siger om bandet, at de selv i karrierens efterår ikke giver ved dørene, og at de stoler på deres nyere materiale. Jeg synes, begge dele er prisværdige, og er man til stede, kan man ved selvsyn konstatere, at lortet sgu endda også virker. Som så mange gange før og som så mange gange fremover.

Ligemeget hvor given en størrelse Saxon er på den globale metalscene, tilhører de typen af bands, der fandeme har optjent kredentialer til at berettige stor, oprigtig applaus til hver eneste koncert nogensinde. Så husk lige at give dem dét på Copenhell til sommer.

(4,5 ud af 6)


Også aftenens supportband, Girlschool, sørger for at namedroppe Lemmy, som de kollaborerede med på den 35-årige “St. Valentines Day Massacre”-EP. Med Girlschools pionérstatus indenfor NWoBHM er der aldeles ikke tale om billige points, men ægte kredibilitet.

Desværre lever bandets musik kun sjældent op til dets navnkundighed. Numre som “Come the Revolution”, “Take it Like a Band” og den afsluttende “Emergency” er skam tilforladeligt fede, men meget af materialet er ikke videre mindeværdigt. Det er synd, at Girlschool er gået hen og blevet så’n en type band, hvis bedste og mest kendte nummer, i.e. “Race With the Devil”, er et cover (af The Gun, red.). Og lige så synd er det, at jeg umuligt kan abstrahere fra bandets hypnotiserende grimme trommeslager, der kun øger MILF-faktoren hos de tre frontfigurer.

Dog vil jeg sige, at Girlschool overrasker positivt ovenpå en katastrofalt utight Wacken-koncert tidligere på året. Og så ender de, hvorom alting er, med at indfri supportbandets reelle opgave, nemlig at få pisket en indledende feststemning op hos den stadig fremmødende publikumsstrøm uden at sætte barren for højt til hovednavnet. Hvad der dog immervæk også må være svært i dette tilfælde.

(3,5 ud af 6)

Læs mere...

Amorphis vender tilbage til danmark!

  • Udgivet i Nyheder

For nylig kunne man i en fyldt Falconer sal opleve Amorphis sammen med Nightwish og Arch Enemy – en koncert hvor fokus ikke var på Amorphis, men derudover de to hovednavne. Dog fik Amorphis pæne ord med på vejen – blandt andet af Gaffa, der fik lidt presset fire linjer ud til Amorphis: 
”..Lidt mere grumt end Nightwish, men stadig med flotte melodier, og stemningsfyldt. Absolut en positiv oplevelse.”

 

Amorphis og deres melankolske mørkemetal er nu på vej tilbage til Danmark x 2 – men først skal de lige en tur rundt om jorden inden de tager på ”Under The Cloud” Europa tour der altså bringer dem forbi 

AMAGER BIO, København d. 5/3 og VOXHALL, Aarhus d. 14/3 2016. Billetsalget starter via spillestederne respektive hjemmesider.

 

Guitarist Esa Holopainen kommenterer vedr. Album og tour:
"The »Under The Red Cloud« world tour started right after the record release and it’s been a great tour with NIGHTWISH and ARCH ENEMY ever since. That said, I’m really stoked to hit the road for another leg of European dates starting in March. It will be the widest headlining tour in Europe for us to date and we'll have great special guests along the way. It’s gonna be epic. So, see you on the road!"

Albummet er produceret sammen med Jens Bogren i Helsinki.

 

Se en video fra albummet her: Sacrifice:

Læs mere...

Saga - Amager Bio

I aften er mit andet møde med det progressive rockband Saga, der om noget er flittige med at få besøgt Danmark; igennem de seneste 5 år er det blevet til det nøjagtige samme antal shows, dette inklusive. Sidste gang var for noget nær 1 år siden, hvor jeg fik en gevaldig overraskelse ift. hvor fornemt Saga klarede sig live, for slet ikke at nævne den utrolig loyale fanskare – Amager Bio var proppet til randen på en søndag.
Hertil er der kun at sige, at jeg håber det bliver ligeså godt denne gang.

Saga:
Canadiske Saga har siden ca. 1977 braget igennem med et hold bestående af den karismatiske forsanger Michael Sadler, Jim Crichton på bas, hans bror Ian Crichton på guitar og Jim Gilmour på keyboard. Michael Sadler var i en kort periode fra 2008 – 2011 ude af bandet, men ellers er det egentlig kun trommeslagerne, der er blevet skiftet ud. I øjeblikket er det Mike Thorne der tæsker tønderne, og som har været med siden 2012.
Saga har i alt udgivet 21 studiealbums, hvoraf de bedst kendte er de 5 første; ”Saga” fra 1978, ”Images At Twilight” fra 1979, ”Silent Knight” fra 1980, ”Worlds Apart” fra 1981 og ”Heads Or Tales” fra 1983.

Akkurat som sidste år er Amager Bio proppet til randen; om det så er en søndag eller onsdag virker tilsyneladende ligegyldigt, og der kan i hvert fald ikke være mange billetter tilbage.
Minutiøst præcist spankulerer de 5 herrer på scenen, der foruden alverdens keyboards også prydes af et stort bagtæppe der forestiller et gigantisk insektvæsen i en forladt post-apokalyptisk by.

Saga kommer noget sløvt fra start, men vi når hurtigt hen til ”You’re Not Alone”. Her indbydes der til fællessang, og sangen dedikeres til en nyligt afdød dansk ven og fan af bandet. En simpel, men rørende hyldest. 
Åbningsnummeret ”(Goodbye) Once Upon A Time” er blot ét eksempel på at Saga i aften har valgt at ryste posen, men som desværre falder noget til jorden. Det er langtfra tilfældet med de sange fra udover de første 5 albums, men det er tydeligt at det er de ældre klassikere, der trækker mest – og taktisk nok er det også dem der er i markant overtal.

Lydmæssigt står det tyndt til i begyndelsen, næsten som om der mangler noget saft og kraft bag det hele. Det bliver der hurtigt rettet op på, men det bliver aldrig virkelig godt, i hvert fald ikke her i venstre side, hvor jeg har placeret mig. Der mangler simpelthen noget pondus bag.
Lyset, derimod, virker nøje tilrettelagt, og selvom det sjældent er vildt avanceret (som jeg har set Amager Bio i stand til ved tidligere lejligheder), så fungerer det lige som det skal.

Saga selv ser ganske tilfredse ud, men udførelsen i den første halvdel giver et kedeligt indtryk af at være sløset til tider – og den udtalelse er jo nærmest på grænsen til kætteri (det er altså Saga vi snakker om!). Energien er fin selv om de naturligvis ikke hopper rundt, men inaktive er de nu heller ikke.
Allerbedst fungerer det når Michael Sadler forlader sit keyboard, og altså kan komme tættere på publikum for derved at opildne dem, hvilket sker på ganske effektiv vis. Desværre er det under halvdelen af tiden, at det sker – og i det hele taget bliver hele proceduren skøjtet hastigt igennem, og rutinen har det med at blokere for de store armbevægelser.

Hvis hukommelsen fra sidste år er troværdig, virker publikum også langt mindre fokuserede denne gang. Småsnak hersker i krogene og folk er meget stillestående, men fællessangen består imidlertid hele vejen.
Overordnet synes showet aldrig at få løftet sig helt fra jorden andet end midlertidigt ved højdepunkter som f.eks. ”Don’t Be Late (Chapter 2)” og ”Ice Nice”, hvor gløden for alvor bliver til flammer. Bemærk at disse sange ligger i den senere ende; de sidste 30 minutter er nemlig de andre 70 langt, langt overlegne. Tiden flyver ufortrødent af sted, og kedeligt bliver det aldrig, men det kunne have været så meget mere. Forhåbentligt bliver det således næste gang, hvor jeg uden tvivl også vil være at finde.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – (Goodbye) Once Upon a Time
2) – Someone Should
3) – You're Not Alone
4) – Hot To Cold
5) – On The Loose
6) – On My Way
7) – Not This Way (Chapter 10)
8) – Scratching The Surface
9) – Time To Go
10) – I'll Be
11) – Don't Be Late (Chapter 2)
12) – Wildest Dreams
13) – Ice Nice
14) – Humble Stance
15) – Careful Where You Step
Encore:
16) – Wind Him Up
17) – The Flyer

Læs mere...

Halestorm, Nothing More

For ca. 2 år siden gav Halestorm en overbevisende koncert i Pumpehuset, hvor især den vilde trommeslager stjal dele af showet igennem en humoristisk trommesolo og et stort engagement (læs anmeldelsen her).
Nu er de så tilbage igen, og denne gang i det noget større Amager Bio. Man må formode at de rammer landet i forbindelse med den snarlige udgivelse af nyt album, men hvad end grunden er, har Halestorm tidligere leveret kun glimrende shows – og når Nothing More ligeledes er en del af pakken, er det sgu svært at sige nej til.


Nothing More:
Fra hovednavnet til opvarmningen er amerikanerne i Nothing More et markant anderledes indslag, der genremæssigt spænder over både progressiv og alternativ metal, hvor der både kan høres inspirationer fra Linkin Park, Incubus og System Of A Down. De har eksisteret siden 2003 og udgivet 6 albums, men det er først med den selvbetitlede skive fra 2014, at der for alvor er kommet skub i sagerne. Den blev også udgivet af Eleven Seven Music Group, hvoraf de tidligere 5 albums blev udgivet udelukkende af bandet selv.

Nothing More endte med på sin vis at tage kegler, selvom jeg dog skal indrømme at jeg havde min tvivl til at begynde med, da en meget ”videnskabelig” spoken-word intro lyder over anlægget i det sekund lyset dæmpes. Herefter kommer bandet til syne, hvor forsangeren tiltrækker sig mest opmærksomhed ved allerede her at have smidt trøjen, så hans ustyrligt veltrænede overkrop ikke er til at overse. Han lægger ud med at banke heftigt på et mindre trommesæt sat midt på scenen, også skydes ”Christ Copyright” derefter i gang.

Nothing Mores plan må være at bombardere publikum med indtryk, for i de næste 40 minutter når jeg aldrig rigtigt andet end overfladisk at overveje musikken – der sker simpelthen for mange ting. I de første 2 sange styrter forsangeren rundt på scenen, flagrer med arme og ben og kaster med vandflasker. Det er et syn i sig selv, selvom han ikke decideret ser ud til at have det sjovt; han har bare en fest.
Også er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden. 
Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.

Derefter følger nogle flere sange, nogle flere videnskabelige spoken-words imellem dem, og nogle få takkende ord fra forsangerens side. Det er også på dette tidspunkt at jeg noterer mig, at lyden er en anelse dårlig, da bassen desværre er vanvittigt overstyret. Guitaren har det med at drukne, og især vokalen halter bagefter. Det hele får altså et noget rodet udgangspunkt, men sidstnævnte er dog også delvist for egen regning, da der ikke rammes særligt præcist ift. studieindspilningerne. 
”Mr. MTV” fremføres, på trods af de ellers bombastiske omkvæd, i en noget tam udgave, og det er tydeligt at pladen er gjort lige dét vildere end hvad forsangeren kan (eller vil?) præstere live. 
Til gengæld er de 4 musikere spot-on i deres rytmiske sans, og især trommeslageren misser ikke en eneste takt.

Vi når hen til den sidste sang, ”Salem (Burn The Witch)”, da det her bliver klart præcist hvor imponerende planlagt Nothing Mores produktion er, og at jeg føler mig nødsaget til at genbruge sætningen: ”Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.”
Kort inde i sangen stiller forsangeren sig igen bag det mindre trommesæt og hamrer løs på det. Guitaristen og bassisten lægger deres instrumenter fra sig, og slår derefter med i takt på en tromme hver, der er fast placeret i scenens to sider. Fint nok, men efter de har gjort det, tager de dem ned og stiller sig herefter sig ved forsangerens side – som så udfører en trommesolo på både sit eget sæt, såvel som de 2 ekstra trommer. Heri både løfter, sænker og drejes de 2 trommer, således at alle 3 personer er i konstant bevægelse. Det minder mig om en danseforestilling hvor alle har faste pladser i produktionen, og hvor der ikke rammes forkert en eneste gang. 
Imponerende, altså.

nothingmore amagerbiomarts2015


Da jeg får sovet på oplevelsen, når jeg frem til den konklusion at den ultrastramme produktion både er koncertens største styrke og svaghed. 
Var jeg underholdt? I dén grad. Tiden fløj forbi. Omvendt var der absolut ingen improvisation, og det var også lidt for tydeligt at det netop var en forestilling; nu skulle publikum klappe, nu skulle de synge med, nu skulle de gispe – osv. En anden betragtning er at kun ganske få så ud til at kende bandet, eller interessere sig for det (andet end når førnævnte ting skete). 
Skulle jeg opleve Nothing More igen, og skulle de kopiere dette show, ville karakteren nok være anderledes, men for nu var det mere end godkendt på trods af en ellers halvdårlig lyd.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Mr. MTV
3) – Jenny
4) – First Punch
5) – If I Were
6) – The Matthew Effect
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

 

Halestorm:

Halestorm er et amerikansk rockband med den kvindelige forsanger Lzzy Hale som det primære varemærke. Hun og hendes bror, Arejay Hale, har skrevet deres egen musik siden de var meget unge (henholdsvis 13 og 10 år). I 1999 udgav de en EP kaldet ”Don’t Mess With The Time Man”, og her var Halestorms tidligste lineup, faktisk oven i købet med deres far på bas, blevet fastlagt. I 2003 fik de en 2. guitarist og i 2004 fandt de en ”rigtig” bassist til jobbet. Der skulle gå 5 år derfra før debutalbummet blev udgivet. 

I 2009 kom det så, det selvbetitlede album, hvor bl.a. singlen ”I Get Off” blev spillet ganske rigeligt i radioen. Sidenhen har Halestorm stort set været på tour uafbrudt over det meste af verden. I april 2012 udkom ”den svære toer”, som på ingen måde var ringere end debutalbummet. ”The Strange Case Of…” modtog generelt gode anmeldelser, og ligesom tidligere har Halestorm stort set været på landevejen året rundt. I februar 2013 vandt Halestorm en grammy for ”Best Hard Rock/Metal Performance” for sangen ”Love Bites (So Do I)”. Derved blev de det første band med en kvinde i front der nogensinde er blevet nomineret, og efterfølgende har vundet. 
Halestorms nye album udkommer til april og er kaldet ”Into The Wild Life”.

halestorm amagerbiomarts2015


Var du tilstede i går eller i Pumpehuset for 2 år siden, så betyder det ingenting – det var nemlig akkurat det samme show. Forskellene/sammenligningerne kan egentlig kortes ned til følgende:
- Lzzy Hale og trommeslageren er stadig de centrale midtpunkter, hvor bassisten og den anden guitarist nærmest virker overflødige, og gør absolut intet væsen af sig. Lzzy og trommeslageren giver den til gengæld god gas (især trommeslageren).
- Nogle ældre sange var fjernet, og 4 nye tilføjet. De nye skæringer lyder akkurat som de tidligere albums, så ingen innovation dér. 
- Trommesoloen – komplet med de gigantiske trommestikker – var den samme (omend trommeslageren stadig bør noteres for værende vanvittig på den fede måde). Som noget nyt hoppede han op og ned fra sin stol nogle gange, uden at bryde rytmen, så det er altså rimelig cool.
- Vi fik også et akustisk/roligt øjeblik kun med forsangeren i form af ”Break In” og ”Familiar Taste Of Poison” – hun strippede dog ikke denne gang. Det virkede stadig malplaceret i sættet, når folk var kommet så meget op at køre.
- Selv ”Dissident Aggressor” af Judas Priest blev spillet.
- Lzzy Hale har lige været sløj, hvilket kunne høres. Teksterne var sommetider noget nær utydelige, og hun hostede op til flere gange imellem sangene. Der manglede kort sagt noget kraft.
- Modsat i Pumpehuset, hvor volumen blot var for lav, var lyden her dårlig. Den overstyrede bass gjorde det svært at høre vokalen og guitarerne.
- Ligesom i Pumpehuset var publikum fuldstændig klar på at holde en fest, og der blev hoppet, danset og sandsynligvis råbt og skreget nogle lunger ud.

Så… Det er ligesom det der er at sige. Det er naturligvis ærgerligt at lyden halter en anelse, og at Lzzy først lige er blevet rask, men jeg grejer simpelthen ikke at man kan levere det eksakt samme show nu 2 år senere. Jeg kedede mig bravt, men når det så er sagt, så virkede det ikke til at der var mange der havde det på samme måde – og det er jo herligt! For mit vedkommende bliver Halestorm dog noget urelevant, hvis de ikke kan finde på bare ét nyt trick i løbet af 2 år. Det må kunne gøres både bedre, men også mere overbevisende – det her var bare endnu en dag, endnu et job. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mayhem
2) – Mz. Hyde
3) – I Get Off
4) – Freak Like Me
5) – Bad Girls World
6) – Daughters Of Darkness
7) – Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
8) – Amen
9) – Break In
10) – Familiar Taste Of Poison
11) – I Like It Heavy
12) – Love Bites (So Do I)
13) – It’s Not You
14) – Apocalyptic
15) – I Miss The Misery
Encore:
16) – Rock Show
17) – Here’s To Us
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Halestorm_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_14
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Parkway Drive, Heaven Shall Burn, Northlane, Carnifex

De australske surferdudes i Parkway Drive er om nogen flittige til at besøge vores hovedstad. De spillede til den første Never Say Die! Tour i 2008 på VoxHall, besøgte The Rock et par år senere, blev booket til Roskilde i 2011, var headliner i Pumpehuset i 2012, OG var endda forbi 2 gange i løbet af 2013 (henholdsvist Copenhell og Store Vega). Det er nu heller ikke så mærkeligt, for hver eneste gang bliver der solgt en hel del billetter, også står de altid til gode karakterer hos anmelderne - og det er ikke kun hos os, skal det siges. I aften er der medbragt 3 andre bands i form af Carnifex, Northlane og Heaven Shall Burn, hvor sidstnævnte leverede en godkendt koncert som headliner sidste år.

 

Carnifex

Vil du have amerikansk deathcore behøver du ikke lede længere. Carnifex betyder, løst oversat, "bøddel", og har siden 2005 udgivet 5 studiealbums hvoraf det seneste "Die Without Hope" er ½ år gammelt. De holdt en kort pause i 2012, men kom tilbage på scenen allerede året efter, hvor de i samme håndvending også havde skiftet pladeselskab fra Victory til Nuclear Blast.

På billetten står der at festlighederne begynder kl. 19, så da Carnifex går på scenen en halv time inden da er det et ret sparsomt fremmøde. Der er nok mødt ca. 100 mennesker op på nuværende tidspunkt, men vi skal nu heller ikke mere end et kvarter frem før det begynder at ligne noget.

Carnifex er, for undertegnede, en mere eller mindre ligegyldig omgang deathcore. Det ville så ikke betyde det store hvis altså bandet oprigtigt forsøgte at rive folk rundt, men det er bare ikke tilfældet. Der er meget lidt aktivitet at spore udover de obligatoriske nik med hovedet fra guitaristerne/bassisten. Forsangeren forsøger at gejle os op med nogle uinspirerede fraser omkring cirkelpit og lignende. Nogle få vælger at forvilde sig til det og i starten er det kun 2 - 3 stykker, hvilket ser noget ufrivilligt komisk ud, men det antal bliver hurtigt forhøjet.

Til slut skal nævnes lyden, som er ganske udemærket for genren; det hele lyder lidt tungere end det egentlig bør, og har masser af kraft bag sig. Det redder bare ikke Carnifex for at være meget uinteressante, på trods af at de rent teknisk spiller som de skal. Der sker simpelthen for lidt.
3/6 stjerner.

 

Northlane

Aftenens yngste band er det australske metalcore band Northlane der har været aktive siden 2009. De har i den tid udgivet 2 studiealbums i form af "Discoveries" fra 2011 og "Singularity" fra 2013. Efter nogle heftige år på landevejen valgte deres tidligere vokalist og originale medlem Adrian Fitipaldes at træde ud af bandet, og Northlane begyndte kort efter at søge efter en ny. Det foregik på den måde at fans kunne sende dem videooptagelser af forskellige sange som de lagde vokal til, og Northlane ville så derefter vælge iblandt dem. Valget landede på Marcus Bridge, og senest er nummeret "Rot" blevet udgivet med den nye sanger.

Så ser det straks anderledes ud under Northlane; nu er Amager Bio efterhånden fyldt godt ud. Det kan med rette siges at det ikke altid har sine fordele at være et ungt band, og i aften virker Northlane som om de stadig ikke har styr på hvordan man leverer et spændende show. Det er nogenlunde det samme som da de spillede i Pumpehuset sidste gang, med den eneste mærkbare forskel at sangeren er skiftet ud. Problemet er bare at han slet ikke lyder sikker i sin levering. Råbe/skrige-stykkerne lyder anstrengte, og de rene vokaler er enten ude af pitch eller slet og ret for lave i forhold til volumen. Lyden er, overraskende nok, blevet en smule dårligere siden Carnifex, så de små detaljer på guitarerne (som jeg normalt synes gør Northlane til et interessant band) er fuldstændigt væk.

Både band og publikum virker tilfredse med ikke at bruge unødig energi på at bevæge sig, så det er meget stillestående. Selv forsangeren, der vandrer en smule frem og tilbage, virker tam. Også skal bassisten holde op med stort set konstant at stå med ryggen til publikum. Hele seancen er såmænd velspillet nok, men det kommer aldrig udover scenekanten, foruden i den sidste sang "Quantum Flux", der til gengæld har en hel række oppe foran der ter sig. Et lille lyspunkt i mørket, så at sige. Helt overordnet er det gabende kedeligt, og kombineret med en halvdårlig lyd, såvel som en skidt levering fra forsangerens side, må det ende i den lavere ende.
2½/6 stjerner.

 

Heaven Shall Burn

De ældre tyske herrer fra 1996 står som det ældste band i aften og lægger sig genremæssigt opad både metalcore og melodisk dødsmetal. Alle fra bandet er vegetarer eller veganere, og kombinerer en aggressiv lyd med tekster der støtter en militant udgave af anti-racisme og kampen om bedre sociale forhold. Sagt kort er Heaven Shall Burn et samfundskritisk metalband, og det er ikke usædvanligt at de alle som én optræder i rødt tøj - hvis man altså var i tvivl om hvor de står politisk. Der har stort set ingen udskiftning været i bandet. Faktisk er det kun en enkelt guitarist og en trommeslager der er blevet byttet rundt. Heaven Shall Burn er oppe på 7 studiealbums, hvoraf det seneste er kaldet "VETO" og er fra 2013. Af mere kendte albums kan nævnes "Antigone" der har 10-års jubilæum i år og "Iconoclast (Part 1: The Final Resistance)" fra 2008.

Men se så! SÅ er vi straks i en helt anden liga efter 2 middelmådige opvarmningsbands. Nu er der sgu smæk for skillingen. Fra aftenens første skæring "Counterweight" viser Heaven Shall Burn hvordan skabet skal stå; du har 5 smilende, energiske og samtidigt ydmyge mennesker på scenen der bare giver den gas. Det hele er velspillende as fuck. Forsangeren flyver rundt, laver håndtegn, giver næven/mikrofonen til publikum og brøler igennem, samtidigt med at han gør sit ypperste for at varme os op. Der bliver ikke tid til meget snak, men det er også helt fint. Dét bliver behørigt belønnet af publikum i form af headbanging, moshpits/cirkelpits, et par wall of deaths OG endda nogle crowdsurfere til sidst - og masser af fællessang hvor det kan lade sig gøre.En del er tilsyneladende dukket op primært for at se Heaven Shall Burn (bl.a. 4 fyre iklædte røde skjorter), men det er langt fra alle, og det fede ved aftenens show er at flere og flere tager del i festen på gulvet som koncerten skrider fremad.

I løbet af de næste 50 minutter bliver vi således ført igennem bider af Heaven Shall Burns bagkatalog. Jeg er, ligesom til deres sidste koncert i Vega, imponeret over hvor vild vokalisten er, og han kan da heller ikke dy sig for til sidst selv at tage en tur ud blandt publikum. Det eneste skår i glæden er lyden som er en anelse for rodet, og især guitarerne har det med at drukne af og til. Som modvægt står et stemningspræget hjemmebygget lysshow. Heaven Shall Burn vinder uden tvivl nye fans over i aften, og for mig personligt endte det også som højdepunktet. Copenhell - det er nu I skal slå til...
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Counterweight
2) - Land Of The Upright Ones
3) - Voice Of The Voiceless
4) - Combat
5) - Hunters Will Be Hunted
6) - Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) - The Disease
8) - Awoken
9) - Endzeit
10) - Like Gods Among Mortals

 

Parkway Drive

Hovednavnet er det australske metalcore band Parkway Drive, og er egentlig mest kendt som "de der surferdrenge fra Australien" af hvad jeg ved. De har holdt fanen højt siden 2002, og har i mellemtiden udgivet 4 albums. "Killing With A Smile" udkom i 2005, men det var først med "Horizons" 2 år senere at de blev reelt kendte udenfor deres hjemstavn. I forlængelse med det forrige albums tematitel blev "Deep Blue" udgivet i 2010, og "Atlas" i 2012. Parkway Drive er i øjeblikket igang med at indspille et nyt album der skulle være klart i 2015.

Et nu næsten fyldt Amager Bio kan ikke længere være i tvivl om hvem der er bossen. Fra "Wild Eyes", over i "Sleepwalker" og dernæst "Karma" - salen koger, og modsat Heaven Shall Burn der skulle arbejde for at få folk med, er der fuld gang i den fra begyndelsen. Der sker hele tiden et eller andet, og af mere bizarre tilfælde er der bl.a. en oppustelig haj der finder vej frem mod scenen - og tilmed kortvarigt med en publikummer ovenpå den. Nu er lyden også endelig kommet helt på plads så det hele står skarpt. Lyset ser også ud til at være designet til hver enkelt sang.

Om det så skyldes at publikum er så aktive fra begyndelsen skal jeg ikke kunne sige, men Parkway Drive selv er en tand for stillestående til min smag. Jovist, forsangeren råber os op, trasker frem og tilbage over scenen - sådanne ting. Men de andre medlemmer gør ikke nogen synderlig figur. Der er ikke den samme utæmmede energi som jeg mindes de har haft tidligere. Mandagstræthed, måske? Det er bestemt ikke skidt, men det kunne være vildere.

Uden de store dikkedarer passerer lidt over 1 times tid hurtigt (hvilket må siges at være lidt i den lave ende), og vi modtager skæringer fra alle 4 albums. Faktisk får vi præcist 4 sange fra de 3 nyeste albums, og 2 fra det første, så ingen bør føle sig snydt. Det er overordnet set et ganske godt show, men jeg savnede i sidste ende et større engagement fra Parkway Drives side der hev sejren i land på en lidt for sikker måde. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Wild Eyes
2) - Sleepwalker 
3) - Karma
4) - Dream Run
5) - Idols And Anchors
6) - Mutiny
7) - Dark Days
8) - Deliver Me
9) - The Siren's Song
10) - Romance Is Dead
11) - Home Is For The Heartless
12) - Swing
Encore:
13) - Horizons
14) - Carrion
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Parkway Drive_1
  • Forfatter: Jill
  • Parkway Drive_10
  • Forfatter: Jill
  • Parkway Drive_2
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Rise Against, Pennywise, Swimmers

Rise Against er meget populære i Danmark, i hvert fald hvis man kigger på billetsalget. Første gang de besøgte os var i Store Vega tilbage i 2009. Dengang var det originalt planlagt at skulle være afholdt i Lille Vega, men blev rykket pga. stor efterspørgsel - og der blev kort efter meldt udsolgt. Det 2. show blev ligeledes afholdt i Store Vega et par år senere, men blev derimod ikke udsolgt, hvorimod at den 3. koncert foregik på VoxHall i Århus, og her var der meldt udsolgt et godt stykke tid i forvejen. Det bringer os til i aften og bandets 4. gang på dansk jord, som har været udsolgt stort set lige efter det blev annonceret. For mig er det dog første gang i liveregi jeg oplever Rise Against, og fra hvad jeg har hørt leverer de altid et glimrende show, så det må siges at være på tide jeg får det gjort. Først er der dog et par opvarmningsbands at berette om.

Swimmers
Det amerikanske band Swimmers, der lige akkurat har skiftet navn fra Emily's Army, havde sin opstart tilbage i år 2000 efter de to brødre Max og Cole Becker, i fællesskab med deres bedste ven Joey Armstrong, så filmen "School Of Rock" og blev inspireret til at begynde deres eget band. Istedet for at kalde deres følgere for fans kalder de dem for venner, og i tråd med den attitude er deres officielle blog ikke bestyret af dem selv, men faktisk af netop deres venner. Jeg har dog ikke kunne finde noget konkret info omkring deres udgivelser.

Ikke én eneste iblandt den ca. halvt fyldte sal ser ud til at kende Swimmers da de 5 friske fyre går på scenen kl. 19:45. Det er ellers ikke gåpåmod de mangler, men der er ingen der ser ud til reelt at bekymre sig om hvad der sker. Der er enkelte gange hvor der klappes i takt, og den næsten obligatoriske hyldest ved hver slutning på en sang, men det er så også det hele. Lyden skulle ironisk nok senere hen vise sig faktisk at være bedst under Swimmers, og den er da også udemærket, men dog en anelse mudret. Instrumenterne går fint igennem, vokalen er til at høre, osv., men det er bare ikke så klart som det kunne være.

Der er en ungdommelig og vild energi over bandet. Min første tanke lander faktisk på en slags nutidig Beach Boys, og selve medlemmerne ligner nu heller ikke nogen der er en dag over 20. De to guitarister rocker rundt, vipper med hovedet og sådan, men dog aldrig decideret med publikum. Omvendt står bassisten nærmest limet til gulvet, hvilket giver et indtryk af et band der ikke helt ser ud til at bruge hinanden fuldt ud.

Når der ikke er bedre respons er det ikke mærkværdigt at de ser ud til at miste noget af modet, men omvendt er musikken langt fra original. De har en ukuelig charme og et fedt drive, og jeg kan ikke undgå at nikke med i takt. Det føles passende at de kun spiller i 20 minutter. Overordnet set er det et fint forsøg, men Amager Bio er simpelthen et for stort sted til dem.
3/6 stjerner.

Pennywise
Det ældste band i aften er amerikanske Pennywise, helt tilbage fra 1988, og som har taget deres navn fra den onde klovn i Stephen King's "It". Deres selvbetitlede debutalbum udkom i 1991, og har sidenhen udgivet 11 studiealbums. Deres 2 første skiver fik rosende ord med på vejen, men det var først med "About Time" fra 1995 at de brød rigtigt igennem. Selve bandets medlemmer har været ganske stabile, men deres tidligere bassist Jason Thirsk døde af et pistolskud han påførte sig selv pga. alkoholproblemer. Derefter kom Randy Bradbury ind i gruppen. I en kort overgang var forsangeren Jim Lindberg også ude af bandet, men er dog nu med igen.

På plakaten står Pennywise som headliner på linie med Rise Against, og i de næste 40 minutter føltes det præcist sådan. Modsat med Swimmers står det klart fra begyndelsen at en hel del kender bandet - jeg overhørte endda en samtale hvor én nævnte at han ville tage afsted efter Pennywise, da han kun kom for at se dem. Hvis de nogensinde har været i Danmark er det mange år siden sidst, så det ville ikke være underligt hvis mange har købt billet udelukkende eller primært for at se dem.

Fra første skæring bliver der danset i den forreste del af salen, og der klappes og jubles højt efter hver eneste sang. Pennywise er erfarne, og det viser sig i et afslappet og cool sceneshow hvor der konstant jokes frem og tilbage mellem band og publikum. Derudover er de også godt aktive, og selv den fede bassist (som han tiltaler sig selv) hopper sommetider op og ned.

Lyden er til gengæld rent ud sagt elendig. Det hele er mudret fuldstændigt til, det runger og bassen er alt for gennemtrængende. Det kan især høres i de få stykker hvor bassisten ikke er med. 
Disse problemer lægger tilsyneladende en dæmper på herlighederne, for det er først over halvvejs i koncerten at festen oppe foran begynder at sprede sig for alvor. Selv de rige muligheder for at synge med bliver først rigtigt gennemtrængende i aftenens sidste 3 numre.

Et stort cirkelpit og et Bad Religion cover er heldigvis vendepunktet, og de sidste 10 - 15 minutter er der god aktivitet fra publikums side. Lyden bliver også tilforladelig helt til slut, men der er det for sent, og det ender med at være næsten godt, men alligevel ikke helt som det bør være.
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Pennywise
2) - Rules
3) - Something To Change
4) - My Own Country
5) - The World
6) - My Own Way
7) - Do What You Want (Bad Religion cover)
8) - Same Old Story
9) - Perfect People
10) - Society
11) - Fuck Authority
12) - Bro Hymn
Kilde: www.setlist.fm

Rise Against
De er straight edge og vegetarer (trommeslageren undtaget), offentlige fortalere for PETA og Amnesty International, er fra USA, opstod i 1999 og hedder Rise Against. 
Bandet har udgivet 7 albums, hvoraf de to første "The Unraveling" og "Revolutions Per Minute" blev meget populære i undergrundsmiljøet. Det var dog først med "Siren Song Of Counter Culture" fra 2004 at Rise Against fik deres gennembrud. Det er kun forsangeren, Tim McIlrath, og bassisten, Joe Principe, der har været med hele vejen, selvom trommeslageren Brandon Barnes dog har været med lige siden 2001. Den seneste udskiftning i guitarister var i 2007 hvor Zach Blair blev en del af projektet.

En halv time senere er Amager Bio proppet til randen af fulde og glade mennesker. På scenen er der skrevet "R I S E" med 4 store bogstaver. Pennywise har varmet publikum godt op, så så snart scenen betrædes er stort set hele salen allerede igang med at hoppe så meget at gulvet gynger faretruende. Moshpits/pogo følger i næste sang, og der er øredøvende fællessang i omkvædet. Sådan fortsætter det igennem hele koncerten. 
Lyden er desværre stadig meget ringe, og det er for det meste ganske rodet. Det bliver bedre som tiden går, men aldrig helt godt.

Da det er min første gang med Rise Against skal jeg ikke kunne sige om de agerer som de plejer, men vi skal ikke mange numre ind i sættet før jeg begynder at savne noget mere energi. Musikken lægger op til så meget mere end de præsterer, og selv forsangerens momentvise "taler" føles indstuderede. Jovist, han er ude og hilse i starten, men det er for kontrolleret og for pænt til at det føles ægte. Der sker heller ikke rigtigt noget usædvanligt på scenen, men det bør naturligvis heller ikke være nødvendigt for at føle sig underholdt - det er jeg bare aldrig rigtigt.

Det er dog muligvis en holdning jeg står alene med, for publikum er utrættelige og bærer derved det tunge læs på deres skuldre. Uden dem ville det have været en anelse kedeligt, men jeg er også næsten sikker på at Rise Against sagtens kan levere et mere hæsblæsende show end de gør i aften. 
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Ready To Fall
2) - Give It All
3) - Re-Education (Through Labor)
4) - Behind Closed Doors
5) - Tragedy + Time
6) - The Good Left Undone
7) - Like The Angel
8) - I Don't Want To Be Here Anymore
9) - Help Is On The Way
10) - Chamber The Cartridge
11) - Voices Off Camera:
12) - Prayer And The Refugee
13) - Alive And Well
14) - Audience Of One
15) - Satellite
Encore 1:
16) - People Live Here
17) - Swing Life Away
Encore 2:
18) - September's Children (Make It Stop)
19) - Savior
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Rise Against_8
  • Forfatter: Jill
  • Rise Against_5
  • Forfatter: Jill
  • Rise Against_13
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed