fbpx

Copenhell Festival 2018: Natjager

NATJAEGER_3At tro, at der ville være proppet så tidligt på dagen var nok ønsketænkning, men ledt an af den altid hyperenergiske forsanger ser Natjager ikke ud til at bekymre sig det mindste – så selvom det er en relativt lille flok der er mødt op, føles det som om, at bandet kunne spille foran tusind mennesker. Kort sagt, Natjager er langt mere selvsikre og sammentømrede end for et år siden og dertil er der nu fuld kontrol over teknikken ift. den kendetegnende autotune-vokal.

Generelt vokser bandet meget, både live og på album. Det er ikke ofte, at man kommer til en koncert, glæder sig til det gamle og kendte – og så går derfra med en oplevelse af, at det nye er bedre. Ikke at misforstå: ”Historier” og ”Blå” lægger glimrende fra land og både ”Tyler Durden” og ”Drøm Hårdt” (sidstnævnte dedikeret til gode, gamle Onkel Reje) vækker genkendelsesglæde og engagement hos publikum – men det er den nye og hårdtslående ”Diamant” der umiddelbart stjæler showet. Med det sagt går de syv allerede udgivne sange bedre ind og tre nye skæringer i streg er liiiige i overkanten, især da ”Bjerg” her ved første lyt virker en anelse anonym. Det skal nok blive anderledes når den kommer ind under huden, men der er vi som bekendt ikke endnu.

Pandæmonium disker i dagens anledning op med en tung og kradsbørstig lyd og dertil en passende volumen; endelig, kunne man fristes til at sige. Om det gør en forskel ift. publikumsmængden, ja nok ikke, men over de næste tre kvarter kommer der alligevel en god portion mennesker til. Og selvom det kun er de forreste rækker der virkelig føler den og trækker bare en anelse op til ballade, ja så er det underholdende (men altså for tidligt for moshpits og lignende). Dette gælder dog ikke for forsangeren Jon Sluzh Kirkhoff der i vanligt vis gør alt for at få energien udover scenekanten, og lykkes: han står aldrig stille, hopper frem og tilbage, besøger publikum både under ”Blå” og ”Ingenting”, fortæller små anekdoter og smiler vildt gennem det viltre skæg.

Natjager føles her et år senere næsten som et nyt band, og med den smukke / melankolske ”Feberdrøm” samt den tilnærmelsesvist System Of A Down-sprælske ”Rejser” bliver vi sendt godt afsted. Som fan er jeg fuldt ud tilfreds. Som anmelder kan vi ikke komme udenom, at dette var en koncert for de få. Der er et stykke vej op til de stjerner og planeter vi synger om, og ikke alle kommer til at kunne lide rejsen, men skidt med dem – de er ingenting, og vi andre kan dele historien sammen. Drøm hårdt, homie.

Sætliste:
1) – Historier
2) – Blå
3) – Tyler Durden
4) – Drøm Hårdt
5) – Konkylie
6) – Diamant
7) – Bjerg
8) – Ingenting
9) – Feberdrøm
10) – Rejser

Læs mere...

Tristana - Virtual Crime

Tristana er fra Slovakiet, og ifølge deres pressemateriale finder de en stor del af deres musikalske inspiration fra den kølige atmosfære, bjergene og de endeløse skove i Karpaterne. Og der er da bestemt noget isnende koldt og hårdt over Tristanas udtryk. Bandets første album udkom tilbage i 2003, og de er således ikke helt nye på metalscenen.

Dog er de for de fleste i Danmark nok stadig ret ukendte. Jeg mindes ikke selv at have stiftet bekendtskab med dem tidligere i hvertfald. ”Virtual Crime” er deres tredje studiealbum, og som nævnt kan jeg godt høre inspirationen fra de kolde, hårde omgivelser, der udgør Europas største bjergkæde. Men det er bare lige som om, at den endelige forløsning aldrig rigtig kommer. Pladen åbner med nummeret ”Resurrection”, der egentlig er ganske udmærket. Der er masser af knald på, og selvom produktionerne lader lidt tilbage at ønske, bliver jeg nysgerrig efter at høre resten af pladen. Den nysgerrighed falder dog hurtigt igen. Numre som ”Fallen” og ”Wasted Time” er egentlig også ganske hæderlige. De hænger fint sammen, og her spiller bandet rigtig godt. Sidstnævnte er også et af de eneste numre, hvor jeg virkelig synes at forsanger Peter Wilsen lyder, som om han har 100% styr på sin vokal. Han virker ærlig talt ikke som den stærkeste vokalist, men når det spiller, har han en ok klang. Jeg synes egentlig også at det er ok når bandet mixer lidt symfoniske lyde ind i numrene. Som på ”Bloody Snow” hvor omkvædet er domineret af fint klaverspil, der leder tankerne hen på nogle gamle Nightwish numre. ”Beg For Death” fungerer også rigtig fint, og så er det ellers mest ned ad bakke derfra. Albummets sidste del er klart den mest uinteressante, og selvom bandet ihærdigt prøver at spice det hele lidt op med guitarsoloer og scream vokal, bliver det bare aldrig rigtig spændende.

Den største ”forbrydelse” ved ”Virtual Crime” er, at det egentlig bare er ret kedeligt, når alt kommer til alt. Der er ikke noget særligt ved det og det kunne godt have været bedre produceret. Der gemmer sig nogle enkelte gode sange på pladen, men det er absolut ikke noget man behøver bruge ret meget af sin tid på.

Track list:
1. Resurrection
2. Fallen
3. Wasted Time
4. Bloody Snow
5. Beg For Death
6. Jannie’s Dying
7. Belladonna Deadly Nightshade
8. Killer
9. Lost The Whole Life
10. Hunting Fever
11. Ending (Outro)
Samlet spilletid: 42:00

 

Læs mere...

Halestorm, Nothing More

For ca. 2 år siden gav Halestorm en overbevisende koncert i Pumpehuset, hvor især den vilde trommeslager stjal dele af showet igennem en humoristisk trommesolo og et stort engagement (læs anmeldelsen her).
Nu er de så tilbage igen, og denne gang i det noget større Amager Bio. Man må formode at de rammer landet i forbindelse med den snarlige udgivelse af nyt album, men hvad end grunden er, har Halestorm tidligere leveret kun glimrende shows – og når Nothing More ligeledes er en del af pakken, er det sgu svært at sige nej til.


Nothing More:
Fra hovednavnet til opvarmningen er amerikanerne i Nothing More et markant anderledes indslag, der genremæssigt spænder over både progressiv og alternativ metal, hvor der både kan høres inspirationer fra Linkin Park, Incubus og System Of A Down. De har eksisteret siden 2003 og udgivet 6 albums, men det er først med den selvbetitlede skive fra 2014, at der for alvor er kommet skub i sagerne. Den blev også udgivet af Eleven Seven Music Group, hvoraf de tidligere 5 albums blev udgivet udelukkende af bandet selv.

Nothing More endte med på sin vis at tage kegler, selvom jeg dog skal indrømme at jeg havde min tvivl til at begynde med, da en meget ”videnskabelig” spoken-word intro lyder over anlægget i det sekund lyset dæmpes. Herefter kommer bandet til syne, hvor forsangeren tiltrækker sig mest opmærksomhed ved allerede her at have smidt trøjen, så hans ustyrligt veltrænede overkrop ikke er til at overse. Han lægger ud med at banke heftigt på et mindre trommesæt sat midt på scenen, også skydes ”Christ Copyright” derefter i gang.

Nothing Mores plan må være at bombardere publikum med indtryk, for i de næste 40 minutter når jeg aldrig rigtigt andet end overfladisk at overveje musikken – der sker simpelthen for mange ting. I de første 2 sange styrter forsangeren rundt på scenen, flagrer med arme og ben og kaster med vandflasker. Det er et syn i sig selv, selvom han ikke decideret ser ud til at have det sjovt; han har bare en fest.
Også er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden. 
Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.

Derefter følger nogle flere sange, nogle flere videnskabelige spoken-words imellem dem, og nogle få takkende ord fra forsangerens side. Det er også på dette tidspunkt at jeg noterer mig, at lyden er en anelse dårlig, da bassen desværre er vanvittigt overstyret. Guitaren har det med at drukne, og især vokalen halter bagefter. Det hele får altså et noget rodet udgangspunkt, men sidstnævnte er dog også delvist for egen regning, da der ikke rammes særligt præcist ift. studieindspilningerne. 
”Mr. MTV” fremføres, på trods af de ellers bombastiske omkvæd, i en noget tam udgave, og det er tydeligt at pladen er gjort lige dét vildere end hvad forsangeren kan (eller vil?) præstere live. 
Til gengæld er de 4 musikere spot-on i deres rytmiske sans, og især trommeslageren misser ikke en eneste takt.

Vi når hen til den sidste sang, ”Salem (Burn The Witch)”, da det her bliver klart præcist hvor imponerende planlagt Nothing Mores produktion er, og at jeg føler mig nødsaget til at genbruge sætningen: ”Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.”
Kort inde i sangen stiller forsangeren sig igen bag det mindre trommesæt og hamrer løs på det. Guitaristen og bassisten lægger deres instrumenter fra sig, og slår derefter med i takt på en tromme hver, der er fast placeret i scenens to sider. Fint nok, men efter de har gjort det, tager de dem ned og stiller sig herefter sig ved forsangerens side – som så udfører en trommesolo på både sit eget sæt, såvel som de 2 ekstra trommer. Heri både løfter, sænker og drejes de 2 trommer, således at alle 3 personer er i konstant bevægelse. Det minder mig om en danseforestilling hvor alle har faste pladser i produktionen, og hvor der ikke rammes forkert en eneste gang. 
Imponerende, altså.

nothingmore amagerbiomarts2015


Da jeg får sovet på oplevelsen, når jeg frem til den konklusion at den ultrastramme produktion både er koncertens største styrke og svaghed. 
Var jeg underholdt? I dén grad. Tiden fløj forbi. Omvendt var der absolut ingen improvisation, og det var også lidt for tydeligt at det netop var en forestilling; nu skulle publikum klappe, nu skulle de synge med, nu skulle de gispe – osv. En anden betragtning er at kun ganske få så ud til at kende bandet, eller interessere sig for det (andet end når førnævnte ting skete). 
Skulle jeg opleve Nothing More igen, og skulle de kopiere dette show, ville karakteren nok være anderledes, men for nu var det mere end godkendt på trods af en ellers halvdårlig lyd.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Mr. MTV
3) – Jenny
4) – First Punch
5) – If I Were
6) – The Matthew Effect
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

 

Halestorm:

Halestorm er et amerikansk rockband med den kvindelige forsanger Lzzy Hale som det primære varemærke. Hun og hendes bror, Arejay Hale, har skrevet deres egen musik siden de var meget unge (henholdsvis 13 og 10 år). I 1999 udgav de en EP kaldet ”Don’t Mess With The Time Man”, og her var Halestorms tidligste lineup, faktisk oven i købet med deres far på bas, blevet fastlagt. I 2003 fik de en 2. guitarist og i 2004 fandt de en ”rigtig” bassist til jobbet. Der skulle gå 5 år derfra før debutalbummet blev udgivet. 

I 2009 kom det så, det selvbetitlede album, hvor bl.a. singlen ”I Get Off” blev spillet ganske rigeligt i radioen. Sidenhen har Halestorm stort set været på tour uafbrudt over det meste af verden. I april 2012 udkom ”den svære toer”, som på ingen måde var ringere end debutalbummet. ”The Strange Case Of…” modtog generelt gode anmeldelser, og ligesom tidligere har Halestorm stort set været på landevejen året rundt. I februar 2013 vandt Halestorm en grammy for ”Best Hard Rock/Metal Performance” for sangen ”Love Bites (So Do I)”. Derved blev de det første band med en kvinde i front der nogensinde er blevet nomineret, og efterfølgende har vundet. 
Halestorms nye album udkommer til april og er kaldet ”Into The Wild Life”.

halestorm amagerbiomarts2015


Var du tilstede i går eller i Pumpehuset for 2 år siden, så betyder det ingenting – det var nemlig akkurat det samme show. Forskellene/sammenligningerne kan egentlig kortes ned til følgende:
- Lzzy Hale og trommeslageren er stadig de centrale midtpunkter, hvor bassisten og den anden guitarist nærmest virker overflødige, og gør absolut intet væsen af sig. Lzzy og trommeslageren giver den til gengæld god gas (især trommeslageren).
- Nogle ældre sange var fjernet, og 4 nye tilføjet. De nye skæringer lyder akkurat som de tidligere albums, så ingen innovation dér. 
- Trommesoloen – komplet med de gigantiske trommestikker – var den samme (omend trommeslageren stadig bør noteres for værende vanvittig på den fede måde). Som noget nyt hoppede han op og ned fra sin stol nogle gange, uden at bryde rytmen, så det er altså rimelig cool.
- Vi fik også et akustisk/roligt øjeblik kun med forsangeren i form af ”Break In” og ”Familiar Taste Of Poison” – hun strippede dog ikke denne gang. Det virkede stadig malplaceret i sættet, når folk var kommet så meget op at køre.
- Selv ”Dissident Aggressor” af Judas Priest blev spillet.
- Lzzy Hale har lige været sløj, hvilket kunne høres. Teksterne var sommetider noget nær utydelige, og hun hostede op til flere gange imellem sangene. Der manglede kort sagt noget kraft.
- Modsat i Pumpehuset, hvor volumen blot var for lav, var lyden her dårlig. Den overstyrede bass gjorde det svært at høre vokalen og guitarerne.
- Ligesom i Pumpehuset var publikum fuldstændig klar på at holde en fest, og der blev hoppet, danset og sandsynligvis råbt og skreget nogle lunger ud.

Så… Det er ligesom det der er at sige. Det er naturligvis ærgerligt at lyden halter en anelse, og at Lzzy først lige er blevet rask, men jeg grejer simpelthen ikke at man kan levere det eksakt samme show nu 2 år senere. Jeg kedede mig bravt, men når det så er sagt, så virkede det ikke til at der var mange der havde det på samme måde – og det er jo herligt! For mit vedkommende bliver Halestorm dog noget urelevant, hvis de ikke kan finde på bare ét nyt trick i løbet af 2 år. Det må kunne gøres både bedre, men også mere overbevisende – det her var bare endnu en dag, endnu et job. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mayhem
2) – Mz. Hyde
3) – I Get Off
4) – Freak Like Me
5) – Bad Girls World
6) – Daughters Of Darkness
7) – Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
8) – Amen
9) – Break In
10) – Familiar Taste Of Poison
11) – I Like It Heavy
12) – Love Bites (So Do I)
13) – It’s Not You
14) – Apocalyptic
15) – I Miss The Misery
Encore:
16) – Rock Show
17) – Here’s To Us
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Halestorm_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_12
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Empty Yard Experiment – Kallisti

Empty Yard Experiment, eller EYE som bandet også går under, er intet mindre end et progressivt rock band basseret i Dubai. Dannet i 2006, udgav bandet i 2011 deres første EP, og er nu parat med deres fuldlængde debut Kallisti. Genremæssigt bevæger vi os i et terræn hvor navne som Tool, Anathema og King Crimson står som åbenlyse inspirationskilder. Det er navne man skal passe på med at klistre på som inspirationskilder, og det skal naturligvis også tages med forbehold i denne sammenhæng.

Kallisti er en plade fuld af mange spændende elementer og kompositioner. Her bliver spillet på samtlige tangenter, lige fra hårdtslående guitar til melodiøst klaver – og det lyder godt. Numrene er spændende, flot konstrueret og langt hen ad vejen en succes. Omkring hvert andet nummer er en instrumental optakt til det efterfølgende, hvorved der samlet set er 14 numre på albummet. Under normale omstændigheder ville jeg sandsynligvis brokke mig over vægten af optaktsnumre vs. reelle numre, men EYE får det til at fungere. Mellemstykkerne er for det meste meget stemningsfyldte, smukke og dragende, med undtagelse af ”Red”, ”Blue” og ”Green”. Disse virker reelt overflødige. ”Sunyata” er den første af de velfungerende stykker og samtidig nummeret der starter Kallisti. Primært bestående af melodiske klaverstykker akkompagneret af ildevarslende strygere, bygger nummeret op til ”Greenflash”, hvor de progede/alternative guitar elementer bliver serveret. Størstedelen af numrene er værd at fremhæve, men det er som helhed Kallisti må anbefales. EYE har skabt et spændende univers hvor der både brages igennem på guitar, som f.eks. på førnævnte ”Greenflash” eller ”The Call”, og samtidig et univers hvor de stille, følsomme og smukke kompositioner har frit spil som på ”Untitled”.

Om end det lyder som om Kallisti stryger direkte ind med max point, lykkes det ikke 100 % for bandet. Enkelte småting her og der har en uinspirerende klang, og det noteres ufatteligt hurtigt, når man sidder med et album af så god karakter. Der er ikke så meget nyt i bandets sound. Guitaren er lidt grødet distorted, men ellers er det meste hørt før. EYE formår bare i høj grad at skrive nogle virkelig flotte og stemningsfyldte kompositioner. EYE og Kallisti er kommet listende ind fra højre, ud af ingenting, med en plade der spiller på rigtig flotte prog og alternative toner. Det er absolut anbefalelsesværdigt at give dette album et lyt – og en god rum spilletid, så det fulde univers kan åbne sig. 5 ud af 6.

Tracklist:
1.Sunyata
2.Greenflash
3.Red
4.The Blue Eyes Of A Dog
5.There Will Never Be
6.Entropy
7.Blue
8.Anomie
9.Lost In A Void That I Know Far Too Well
10.Untitled
11.Sama
12.God Has His Reasons
13.Green
14.The Call


Læs mere...

Helmet

Det er mandag aften, og Helmet er i byen. Jeg har ikke oplevet bandet live siden tilbage i januar 2009, hvilket også var i Lille Vega. Jeg husker det som om at jeg ikke var vildt imponeret, men med så mange år siden sidst, tænkte jeg det var værd at give endnu en chance. I aften markerer desuden at Helmets album "Betty" har 20-års jubilæum.

Helmet
Ifølge Wikipedia er der mange genrer at sætte på Helmet; alternative metal, post-hardcore og experimental rock for bare at nævne nogle af dem. Bandet har reelt haft 2 forskellige perioder, hvor den ene var fra 1989 - 1998, og den anden fra 2004 - nu. Det er udelukkende guitaristen/sangeren Page Hamilton der har været med hele vejen. Helmet har udgivet 7 albums, hvoraf det seneste "Seeing Eye Dog" er fra 2010. De mest populære har dog været det 2. og 3. album, henholdsvis "In The Meantime" fra 1992 og "Betty" fra 1994. Helmet arbejder desuden på at udgive deres 8. studiealbum i løbet af 2015.

I aften er der ingen supportbands, og da jeg ankommer til Lille Vega er der næsten helt fyldt. Da "Betty" skiven som tidligere skrevet har jubilæum, lægges der derfor ud med at spille hele albummet fra start til slut. Altså en små 45 minutters tid, hvorefter vi får et andet sæt med blandede godter på godt og vel 1 times tid, hvilket giver en ganske rimelig spilletid alt i alt.

Det store trækplaster i aften viser sig hurtigt at være publikum, da det er et begejstret et af slagsen. Der er ingen mandagsstemning fra dén ende. Helmet selv virker dog en anelse trætte, og især forsangeren er i løbet af "Betty"-delen meget introvert og mere eller mindre komplet på autopilot. Hans vokal er også, til tider, alt for svag i lydbilledet. De andre 3 medlemmer gør heller ikke det store væsen af sig, men bevæger sig dog en smule rundt på scenen. Der er en absolut minimal dialog fra band til publikum, også er det bare ikke cool at stå med ryggen til publikum så meget som der bliver gjort.

Lydkvaliteten er en smule svingende alt efter hvor man står i salen, men overordnet udemærket, og smadret nok til at passe til Helmets lyd. Til gengæld ser det ikke ud til at der er nogen lysmand i huset, og det giver showet et ganske statisk og kedeligt udtryk. Det er også som om at publikum langsomt mister noget af entusiasmen der ellers var lagt for dagen.
Dét var første sæt.

Så snart "Betty" er ude af verden sker der en usagt ændring i bandets attitude, og især forsangeren lever op, chatter med publikum og smiler en hel del. De 4 medlemmer bliver en tand mere energiske, og publikum kvitterer med klapsalver og positive tilråb en masse. Det hjælper helt bestemt på oplevelsen, men det er dog ikke en reel sejr - der mangler stadig gnister før det virkelig slår igennem, og selvom det hele bliver noget bedre, er det stadig ikke særligt interessant, i hvert fald ikke for undertegnede.

Var man fan har man sandsynligvis haft en fest, men for de nysgerrige lyttere kunne/burde der have været så meget mere at få. Spænd hjelmen, Helmet, I må kunne gøre det bedre.
3½/6 stjerner.

Læs mere...

Godsmack – 1000hp

Det alternative metalband/hard rock bandet/post-grunge bandet Godsmack (kært barn har mange navne) er efterhånden noget af en historie for sig selv. Dannet tilbage i 1995, har bandet stået for 5 udgivelser siden debuten, der udkom i 1998. Frontet af Sully Erna med den markante vokal, har bandet været fast leverandør til de amerikanske radiostationer. I Europa, herunder Danmark, har Godsmack aldrig rigtig slået igennem, men hvad gør det også, når bandet går ind som nr. 1 på den amerikanske Billboard 200, med intet mindre end 3 albums. Tilføj hertil at borgmesteren af Boston har erklæret den 6. august for værende ”Godsmack Day” i byen Boston. Det er alligevel en bedrift få bands kan bryste sig af.

1000hp er herved bandets 6. album, og hvilken størrelse er det så? 1000hp er en tilbagevenden til dengang. På positiv og negativ vis. Bandet lyder som Godsmack lød for fire år siden, og ja, endda som Godsmack lød i 1998. Det er måske blevet lidt mere heavy rocket, men ellers lyder Godsmack som Godsmack. Ses der på kompositionerne, er der dog lidt nytænkning at høre. Godsmack skriver nogle ganske kompetente kompositioner, men er i min bog kendt for ”lige ud ad landevejen” kompositioner. Ingen udfordringer og ingen risici. Men 1000hp byder på kompositioner der er lidt atypiske. Både ”Generation Day” og ”Nothing Comes Easy” skubber lidt til den traditionelle Godsmack sangskrivning, og byder på nogle fede c-stykker og alternativ kontur. To stærke numre iblandt en række ganske fine kompositioner, hvor der yderligere bør fremhæves numre som ”Something Different” og ”Life Is Good”. ”1000hp” er albummets førstesingle og sandsynligvis også det mest naturlige valg, men nummeret er langt fra det bedste på skiven, hvorved man får et lidt forkert indtryk af indhold, hvis man kun hæfter sig ved denne. 

Overordnet set leverer Godsmack efter fire år et album, der står ganske stærkt. Det er ikke til perfektion, men der er rigtig mange gode numre. Vigtigst af alt skal det nok pointeres, at man ikke skal lade sig snyde af førstesinglen. 1000hp er et album der klart kan anbefales, hvis man er til hard rock/post grunge, og hertil går man aldrig galt i byen når Erna åbner munden. Den mands vokal er nok en af de lettes genkendelige inden for genren, men også en vokal der sparker røv. Godsmack falder igennem på enkelte numre, men langt hen ad vejen er det en sejr for Godsmack, der ender på 4,5 ud af 6.

Tracklist:
1. 1000hp
2. FML
3. Something Different
4. What's New
5. Generation Day
6. Locked & Loaded
7. Living In The Gray
8. I Don't Belong
9. Nothing Comes Easy
10. Turning To Stone
11. Life Is Good

 

Læs mere...

The Isolation Process – The Isolation Process

The Isolation Process er et helt nyt svensk band, og denne selvbetitlede udgivelse er ikke overraskende bandets debut. Bestående af Thomas Henriksson på guitar og vokal, Anders Carlström på bas og Patrik Rydbrand på trommer, spilles en gang velfungerende alternativ metal med tydelige træk fra doom metallen. Skal man lige hurtigt smide nogle navne på bordet, som The Isolation Process minder om, ligger Lacuna Coil og Candlemass ligefor – dog uden at nå samme niveau.

 

Første nummer på pladen, ”A Simple Gesture” er en forholdsvis simpel og meget tung åbner. Det er heller ikke det mest interessante nummer, men man skal ikke lade sig narre. The Isolation Process bliver bedre på lang sigt, og selv et simpelt nummer som ”A Simple Gesture”, udvikler sig til at være ganske hæderligt. De drabeligt tunge riffs følger godt igennem hele pladen og danner såvel førstehåndsindtryk som helhedsbilledet for udgivelsen. Det er både positivt som negativt. Negativt, da der simpelthen er for lidt variation, hvorved numrene virker som om de forsætter ud i en evighed, selvom de reelt skifter. Positivt, rammer bandet på udvalgte numre en fantastisk fed stemning og sound. Bedste af disse er uden tvivl ”The Dead End” og ”Victims Of The Masses”. 

 

Der er altså ingen tvivl om, at The Isolation Process har skrevet et ganske fint debutalbum. Der er masser af gode takter, de gode melodier mangler bare på nogle af numrene. Herved bliver det heller ikke til mere end 4,5 ud af 6. Lidt bedre sangskrivning og en forsat gøren inden for bandets tunge alternative metal, og The Isolation Process kunne blive et rigtig spændende band at følge.

 

1.A Simple Gesture
2.Visions
3.Underneath It All
4.Inhale
5.Victims Of The Masses
6.The Dead End
7.Exhale
8.It Will Burn
9.Nothing  To Colletc 

Læs mere...

Protest The Hero – Volition

Er man ikke bekendt med hele historien om canadiernes 4. fuldlængde album, kommer her et kort resumé: Først og fremmest valgte Protest The Hero at give pladeselskaberne fingeren og få Voilition på plads via crowdfunding. Dette viste sig at gå forholdsvis nemt og være en stor succes. For det andet forlod bandets originale trommeslager, Moe Carlson, Protest The Hero i juni. Chris Adler fra Lamb of God sprang til i stedet og hjalp med at indspille lydspor til bandets fjerde udgivelse. Senere hen blev det offentliggjort, at Mike Leradi var udset til at overtage posten bag trommerne i fast regi. Så langt så godt. 

Herved fremme ved Volition. Et pragtstykke af et moderne prog metal album. Bandets høje tekniske kvaliteter bliver mikset i eminent sangskrivning og kompositioner. Det er en sjældenhed, at så højt teknisk nørderri medfører så fantastiske, velskrevne kompositioner. Kort sagt er det en ren fornøjelse at lytte til dette album, der uden tvivl kandiderer til at være et af de stærkeste i år. Hoskin og Millar snor det ene lækre riffstykke ind i det andet, mens Walker fraserer sig frem med magt og overbevisning i bedste powermetal stil. Smukt og destruktivt på samme tid.

Førstesinglen ”Clarity” åbner ballet, og herfra bliver man som lytter ført igennem en rigtig god plade med et utal af højdepunkter. Rytmesektionen er på ”Clarity” som på resten af albummet fantastisk. Breaks kommer på de rigtige tidspunkter og vokalen ligger præcis hvor den skal. Den efterfølgende ”Drumhead Trial” er et smukt og tempofyldt nummer, hvor Walkers vokal for alvor står sin prøve. ”Without Prejudice” har et svedigt bas c-stykke, hvor Mirabdolbaghi river bassen rundt, mens ”A Life Embossed” er en hård og aggressiv satan af et nummer. Herved nævnt nogle få ud af mange højdepunkter. Volition er et 11 numre langt vidunder af en skive med prog metal af høj, høj kaliber. Er man i forvejen til Protest The Hero, er dette album en sikker vinder, og kender man endnu ikke bandet, er der masser af godt materiale at starte ud med. 

Skal jeg komme med en anke, og det skal jeg nu en gang, er det at man som lytter simpelthen bliver blæst omkuld. Der er fart på hele tiden, og efter at have gennemlyttet albummet føles det lidt, som om en orkan lige har tævet igennem ens hoved. Man får nok prog metal, men kun for et kort stykke tid, så lokker Volition igen. Hertil må jeg sgu indrømme, at jeg bliver lidt træt af Walkers powermetal vokal. Det er en personlig ting, andre vil sikkert elske den, men for undertegnede trækker det lidt ned i helhedsoplevelsen. Ud over det er der kun en ting at sige: Kast gryn efter den her plade om nogen - den er det værd! 5,5 ud af 6.

Tracklist:

1.Clarity
2.Drumhead Trial
3.Tilting Against Windmills
4.Without Prejudice
5.Yellow Teeth
6.Plato’s Tripartite
7.A Life Embossed
8.Mist
9.Underbite
10.Animal Bones
11.Skies

Læs mere...

Karnivool

Den 11. november 2013 var første gang det australske progressive metal/alternative metalband Karnivool gæstede Danmark. Dannet tilbage i 1997 og med tre stærke udgivelser i baggagen (Themata 2005, Sound Awake 2009 og Asymmetry 2013), kan det godt overraske, at kvintetten først nu giver koncert her i landet. Sat til at spille en dag hvor bands som Parkway Drive, Skid Row og Anvenged Sevenfold også gav koncerte i København, kunne man godt frygte at publikum ville gå efter de kendte kort.

 

Den genremæssige diversitet i forhold til de førnævnte bands og det faktum, at det var Karnivools første koncert i Danmark, havde heldigvis trukket en hel del mennesker til Pumpehuset. Med dørene annonceret til at åbne kl. 19 og Karnivool til at gå på kl. 20, uden opvarmning, var der kl. 20 pænt fyldt foran Pumpehusets lille scene. Alt fra Sarah Lund alike sweeter, den klassiske band t-shirt og skjorte/slips personage havde fundet vejen frem. En fantastisk blanding, der vidnede om forskellighed med en fælles kærlighed for et band. 

 

Enough talk, more action. Trukket i halen, nåede klokken at blive 20:38 inden australierne endelig ramte salen. Til tonerne af ”Amusia” fik vi kvintetten på scenen, der straks satte i gang med ”The Last Few” fra dette års udgivelse. Med bas og trommer stille højt i lydbilledet som det kendetegner bandet, blev der lagt hårdt ud, uden det medførte nogen voldsom effekt fra publikum. Efterfølgende ”A.M. War” blev leveret lige så tydeligt og stærkt og endnu engang en smule køligt modtaget af publikum. Ian Kennys hypnotiserende og noget indelukkede dans på scenen, biddrage desværre ikke meget til at få de uanede mængder af rå energi, der emmede fra bandet, ud over scenekanten ned til publikum. Titelnummeret fra bandets debut Themata ændrede heldigvis radikalt på førnævnte problematik. Armene røg i vejret det øjeblik de første toner blev slået an – og herefter havde Karnivool et godt greb om publikum og gav ikke slip.

 

”Say it once more, say it again, that this is the end, of all I know”

 

Den lille scene var forholdsvist trang for det velvoksne band. De to guitarister Andrew Goddard og Mark Hosking var placeret i hver sin ende af scenen, så yderligt at Goddard til tider så ud som om han var i gang med en alternativ poledance med lystårnets ben. Det lod heldigvis ikke til at påvirke bandet, hvor såvel Ian Kenny og bassist Jon Stockman, havde nok plads til deres respektive form for sceneshow. Kenny’s som tidligere beskrevet hypnotiserende og en smule indelukket, mens Stockman i voldsom grad tævede hans seksstrengede bas, energisk og aggressivt. Hertil bør det nævnes at Kenny, ud over at ligne en der havde lugtet lidt for meget til fjolleurt, selv mente, at han havde fået lidt for meget øl. Alright, det var ikke noget der påvirkede hans vokal arbejde, der fremstod ligeså smukt og stærk som på den digitale version. Til gengæld havde bandet alt for mange problemer med deres backingvokal (3 stks.). Samtlige måtte justeres undervejs i koncerten for at gå tydeligt igennem. Hertil ville det muligt have gavnet det overordnede lydbillede, hvis Steve Judd på trommer, havde fået indstillet slagtøjet en smule lavere. 

 

"This is the first day I've ever had to stand and witness. These words of wisdom come with lack of vision" 

 

Det være sagt, spillede Karnivool en flot koncert, med et utal af højdepunkter. Det var en imponerende setlist, der var rigtig godt sammensat. I et hav af højdepunkter, vil jeg personligt udpege ”Simple Boy”, ”All I Know”, ”We Are”, ”Aeons” og naturligvis ”New Day”, som værende mine absolutte højdepunkter. 15 numre, hvor størstedelen blev leveret perfekt, med undtagelse af førnævnte problemer. Publikum var grebet, sang med, gestikulerede og lod i det hele taget til at nyde australierne. 

 

Karnivool spillede med enkelte undtagelser en gennemført og flot koncert. Intensiteten hvorved de forskellige numre blev leveret, var indlevende samt stærk og på samme tid skrøbelig og følsom. Smukt og for undertegnede en af de bedste koncertoplevelser i år. Publikum fik alt hvad der kunne håbes på og da først ”New Day” blev spillet, tævede endorfinerne rundt i lokalet. Tak for en herlig musikalsk oplevelse og kom endelig igen inden alt for længe! 5 ud af 6.

 

"Awake in a new light, I'm alone in this room. Heavy at heart, it may be a lie. You will not see me..."

Læs mere...

Korn - The Paradigm Shift

Titlen antyder noget stort, et paradigmeskift er trods alt en grundlæggende ændring i måden at tænke på – og der skal noget til at slå Korns spændende flirt med Dubstep på forgængeren ”The Path of Totality”. Måske er det årsagen til, at de på dette nye album er vendt tilbage til deres rødder i stedet for at søge nye veje.

Det skal ikke opfattes som noget negativt, selv om hovedelementerne er de samme; Jonathan Davis’ vokal, de hårdt pumpede rytmer og den specielle lyd er helt som man kender det fra Korn; det samme gælder brugen af elektroniske effekter.  At tingene fungerer viser i stedet, at bandets fundament er stærkt, selv om det efterhånden har været i brug længe.

Numrenes omkvæd er udmærket fængende, og selv om der ikke er tophits som "Y'All Want a Single" eller ”Freak on a Leash” blandt dem, så er der på den anden side ingen ægte bundskrabere heller, trods en vis kvalitetsmæssig variation. Det gælder også hvis man inkluderer de to bonusnumre, der afrunder albummets specialudgave. Den indeholder også DVD’en ”Reconciliation”, som gennem interviews og musikalske clips fortæller om Brian "Head" Welch’ tilbagevenden til bandet og indspilning af den nye skive; ganske interessant, men mest for fans.

Musikken er til gengæld for alle, og trods de generelt udmærkede melodier er det de hårdtslående ”Spike In My Veins” og ”Paranoid And Aroused”, der stikker positivt ud på et album, som er udmærket – trods en lidt misvisende titel.

Tracklist:

1. Prey For Me

2. Love & Meth

3. What We Do

4. Spike In My Veins

5. Mass Hysteria

6. Paranoid And Aroused

7. Never Never

8. Punishment Time

9. Lullaby For A Sadist

10. Victimized

11. It's All Wrong

12. Wish I Wasn’t Born Today (bonus)

13. Tell Me What You Want (bonus)

Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed