fbpx

Taake, Royal Metal Fest 2019 Fremhævet

Taake, Royal Metal Fest 2019
Neil Poulsen

Taake spiller en type black metal, som man heldigvis ikke behøver være helt begravet i genren for at kunne høre kvaliteterne i. Det er råt, beskidt, og grimt, og dét er også alt sammen meningen. Men samtidig er der fint med afveksling, både hvad angår temposkift, melodiske passager og længere klimaksopbygninger.

Et enkelt riff fra “Havet i Huset” minder mig sågar om Rage Against the Machine. Og mere end en enkelt gang kører publikum endda “Hey! Hey! Hey!”-chants. Ja, der bliver heldigvis lykkeligt længere og længere til de grinagtigt ringe produktioner og primitivt endimensionelle vrælelyde hos Bergens andengenerations-black-bølge. Tihi.

Taake er ganske populære hos det aarhusianske publikum. Jeg tør ikke udtale mig om, i hvor høj grad det skyldes en hel dags øldrikning, eller snarere bandets efterhånden legendariske optræden på RMF i 2012, hvorunder frontskriger Hoest kundgjorde overfor publikum, at han var stolt af at optræde i Danmark, og at han havde lært lidt dansk. — Hvilket så begrænsede sig til følgende ufrivilligt geniale imperativ:

Først skal I ut og bolle fisse
så skal I ut og tisse, tisse, tisse

Jeg husker stadig, hvor svært jeg havde ved at få vejret af grin resten af weekenden.

Det er synd, at han ikke kaster sig ud i mere af samme guldkornsskuffe. For selvom Taake utvivlsomt tilhører de 10% af alverdens black metal-bands, der rent faktisk er et lyt værd, så ER de ikke noget hovednavn. Selvom aftenen har budt på skidegode koncerter, ville jeg selvfølgelig langt hellere have været ovre på det dér Ceres-stadion og se D-A-D frem for Taake nu til aften: Hård rock er som bekendt en langt mere blæret og langt mindre gennemgående ærgerlig genre end black metal.

Indenfor deres subgenre er Taake lige så gode til at balancere mellem den stivnakkede hårdhed og de fængende idéer, som både Pantera, Iron Maiden og Slipknot er det indenfor deres respektive metalafarter. Men det ændrer ikke ved, at der for at runde sådan en dejlig dag af skal en større fest til, end noget black metal-band er i stand til at beherske. (Hahah, en black metal-fest!) Jeg og mit følge sætter os om i baren.

En lige så stor del af grunden til, at jeg går til dissehér arrangementer, er at hænge ud med nye og gamle makkere. Drikke nogle øl og lige få redegjort én gang for alle, om AC/DC var bedst med Bon Scott eller Brian Johnson. Taake skal nok få en pæn karakter, selvom den dér konstant summende guitarlyd bliver enerverende i længden, også hernedefra. Men jeg vælger til enhver tid glade venner og festligt lag over en bande mugne pseudosatanister.

… Og kære læser, hvis du har følt dig en kende provokeret af nærværende anmeldelse, så skal du vide, at der ikke er sket noget slemt, og at der faktisk stort set ikke findes noget i verden, der er værd at lade sig rive med af vrede over. Negative tanker har aldrig gjort os andet end skade. Du skylder dig selv noget langt bedre, for du er i bund og grund et godt, velmenende menneske, der tilfældigvis tænker lidt negativt, ligesom millioner af andre verden over. Og andre mennesker vil grundlæggende hinanden det bedste, for ellers havde vi ikke kunnet eksistere sammen i så mange millioner år.

Dette er ikke at være lalleglad; dette er såmænd bare en lille del af menneskehedens kollektivt bedste bud på den sundeste og mest langtidsholdbare livsfilosofi, sådan som den i hundredvis af år er blevet praktiseret af vores bedste bud på de succesrige overmennesker, som black metallen gerne har ladet sig fascinere så påfaldende meget af.

Tak for i aften.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.