fbpx

Suffocation, The Arcane Order, Dawn of Demise

Jeg garanterer for, at mange dødshoveder i det ganske land har set frem til den dag, Suffocation atter ville betræde vores lille land. Tiden er kommet, og så ovenikøbet 2 gange inden for få dage. Stort!

Som det har kunnet læses på vores side, var Heavybear tilstede på the Rock, da Suffocation spillede der, og naturligvis var han også tilstede i Aalborg, og hvis man har opholdt sig i umiddelbar nærhed af den kære bamse, har man ikke været i tvivl om, at hans store (STOOOOOORE) idoler ville spille koncerter i hans nærhed.

Opvarmningstjansen var tilfaldet Bjørn og hans samling af lystige spillemænd. Det er efterhånden 4. gang jeg ser dem live, og de har endnu ikke skuffet. De har vist længe haft en skive indspillet, men der var ikke udsigt til at kunne købe den endnu, så vi måtte nøjes med at høre dem live.

Dawn of Demise har for nylig spillet nogle shows med As We Fight, og det skinner igennem at de er blevet bedre musikere. Bedre på en scene og fremfor alt, så holder deres materiale stadig i mine ører. De spillede alle hitsne, ”Degrading the Worthless”, Regain Our Masochist”, …And Blood Will Flow”, “Impurity” og min helt nye favorit “Beyond Murder”. Den er blevet rykket frem i geleddet, efter den er blevet sat mærkbart op i hastighed. Generelt synes jeg også, at DOD spiller hurtigere, men det klæder deres musik, og de kan sagtens magte det. Ikke så meget pis der... Og når nu vi berører emnet, pis, er Scott altså en pissefed frontmand. Han kommer langt ud over scenekanten og har publikum lige hvor han vil have dem. Uforfalsket og direkte er hvad han er! Lyden som DOD havde denne aften var til formålet suveræn. Alle gik rent igennem og niveauerne, musikerne imellem, var helt perfekt i mine ører. Jeg manglede i hvert fald ikke noget. Efter koncerten viste det sig, at DOD langt fra var på toppen: Kim var/havde været syg i dagene op til og Martin havde døjet med en dårlig arm, og hvis det så er standarden, at man spiller op til sit bedste når man er halvskidt, så bliv ved med at trække med småskader, drenge! DOD leverede det bedste show jeg har set dem spille, og det belønnes sgu med en håndfuld. 5/6 (Og se så at få den cd på gaden, ikke?! Det er sgu ved at være kriminelt!).

The Arcane Order er et band som jeg personligt rigtig godt kan lide, men som jeg måske finder en anelse malplaceret i denne sammenhæng. Stilen, de spiller, er jo ikke helt i tråd med de 2 andre bands denne aften, men alligevel blev det fedt at se Flemming og drengene trykke den af foran et tændt og næsten fyldt studenterhus.
På cd er TAO’s musik jo nærmest afhængig af samples, og de skal jo også med live. Problemet denne aften var bare at man næsten ikke kunne høre dem. Virkelig synd, for man kan ikke betvivle TAO’s musikalske kundskaber. De spiller jo superfedt (Også ham den langhårede guitarist, som jeg ikke aner hvem er). De 2 mest fremtrædende er Morten bag tønderne og Flemming på guitar. Og generelt synes jeg ikke der var noget galt i TAO’s levering af numre som: ”In a Hail of Deadly Bullets”, ”Bloodlust”, ”Breathe the Poison” og ”Infinite Ghost Anathema”. Lyden svigtede dem bare fælt denne aften, og deres sæt kom ikke særlig godt fra land. Kasper på vokal gjorde ellers sit til det, og når nu vi er ved Kasper, føler jeg sgu med manden. De der idioter der kommer med tilråb til ham og alt det der… Der er vel for fanden ikke nogen der tvinger jer til at høre på musikken. I kan da altid bare gå… Fæhoveder!!!
Nå… TAO gik godt til makronerne på trods af lyden og nogle åndssvage trommepedaler der strejkede midt i et nummer. Bandet virkede måske heller ikke helt tight sammenspillet, men det kan vel forklares ved, at de alle sammen spiller i andre bands og vel egentlig ”kun” har sideprojekt stauts for alle undtagen Flemming. Lidt synd for TAO for deres hegn er fee, deres lyd (På skiven) er fee, og bandet har jo et kæmpe potentiale. Det kom bare aldrig ordentligt ud denne aften, og derfor kan karakteren ikke blive højere end 3½/6.

Da The Arcane Order gik af scenen stimlede folk sammen oppe ved scenekanten, for der var sgu royalt besøg, denne aften. Kongerne af US deathmetal var i byen, og de havde ikke tænkt sig at tage fanger.

Suffocation er velsagtens kendt af alle. Personligt har jeg sgu aldrig haft den helt store fidus til dem, til trods for heftige forsøg fra Bjørnens side, på at hjernevaske mig.
De gik på til heftige klapsalver og lagde ud med ”Infecting the Crypts”, som verden hørte allerførste gang på deres ”Human Waste” ep, men som er blevet genindspillet i en langt bedre version. Herefter kom alle slagerne, og min personlige jubel ville ingen ende tage da Frank Mullen erklærede, at de ville spille ”Prelude to Repulsion”. Jeg stod sammen med DOD gutterne, og selv de gloede åndssvagt på mig og min nyfundne glæde. Det ER bare nummeret for mig!
Jeg havde kigget på setlisten fra The Rock og havde set, at de ikke spillede den der… Men julen kom altså tidligt i år. Udover de nævnte numre spillede de blandt andet også: ”Tomes of Acrimony”, ”Entrails of You”, ”Bind Torture Kill”, ”Surgery of Impalement” plus en masse andre. 13 numre fik vi i alt og det var alt for lidt! Lyden de havde, indbød til minimum 20 numre… Den var perfekt og gav Frank Mullen og de andre hoveder på scenen optimale arbejdsforhold, og Frank Mullen er jo en dynamo på scenen. Hvis Scott fra DOD havde scenetække, så ejede Frank M. scenen! Terrance Hobbs må vel et eller andet sted være en af de bedste death metal guitarister på scenen, og Mike Smith som, jeg har fået at vide, opfandt blast beatet var sgu også fed!
De andre i bandet styrede også, men de 3 jeg hiver frem er jo de originale medlemmer, og at de stadig kører showet efter næsten 20 år som professionelle musikere, skal vi jo bare være glade for!

Det tekniske niveau, overordnet set, er intet i forhold til F. eks. Origin eller Necrophagist, men der er så meget mere energi og catchyness i deres musik, at jeg denne aften fladt pladask for disse 5 New Yorkere. Det blev aldrig kedeligt.
Ikke derved sagt, at musikken ikke er teknisk minded, det er bare på et andet plan end de der navlepiller bands. Dog var guitararbejdet ikke helt ueffent!

Jeg har altid set Suffocation som et halvkedeligt band på cd. Har prøvet i flere tilfælde at blive venner med dem, men det er aldrig lykkedes mig. Nu, nogle dage efter koncerten og min oplevelse med dem, er jeg erklæret fuldtidsfan. Der er intet at gøre: Jeg er bukket under for Bjørns utallige forsøg på hjernevask. I fik mig, Motherfuckers. Og for det, får I fuldt hus! 6/6


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution.

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Suffocation, The Arcane Order, Dawn of Demise
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Tirsdag, 10 April 2007
  • Koncert sted: Studenterhuset
  • By: Aalborg

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.