fbpx

Steel Panther & Lounge Kittens - Vega Fremhævet

Steel Panther & Lounge Kittens - Vega

Den engelske pige-trio Lounge Kittens sætter standarden for, hvor seriøs denne aften kommer til at være. Deres vokal- og klaverbaserede usandsynlige covernumre af diverse håndplukkede slagere indenfor moderne metal og hård rock tæller bl.a. et Prodigy-medley, et par skønne, drillende uptempo-udgaver af de ellers så fesne "Rollin'" (Limp Bizkit) og "Youth of a Nation" (P.O.D.) samt sågar en fortolkning af Steel Panthers "Gloryhole", der selvsagt høster taknemmelige points hos det allerede overraskende velvoksne publikum. Altså, velvoksne hvad angår antal fremmødte - ikke modenhed, tilsyneladende.

Men ligesom aftenens hovednavn er Lounge Kittens mere end bare for sjov; de virker topprofessionelle, både hvad angår performance og teknik. Hver eneste trestemmig vokalharmoni ligger uhyggeligt præcist, og arrangementerne kunne for så vidt sagtens have været udført med seriøsitet for øje. - Omend hele konceptet selvfølgelig minder meget om f.eks. Richard Cheese. Jeg forestiller mig, at de har en konservatorieuddannelse bag sig.

De tre tøser høster lige så meget latter som applaus. Men der er naturligvis ingen, der griner ad dem frem for med dem. Igen: Ligesom med aftenens hovednavn.
4 ud af 6


Ligemeget om man så måtte hade Steel Panther af et ondt hjerte, er det umuligt at benægte deres evne til at holde en umiskendelig kæmpefest. Denne evne står lysende klart fra første sekund af åbneren "Pussywhipped", der tæt ryg til ryg med "Party Like Tomorrow is the End of the World" netop tilskynder os at feste i en sådan grad. Så det gør vi, i hvert fald tilnærmelsesvist så godt som den slags nu er muligt, når man står og hører musik.

Der går dog kun disse to numre, inden bandet lige holder én af deres mange obligatoriske fjolle-pauser. Der crackes sjofle vitser, og bassist Lexxi Foxx hiver traditionen tro et makeup-spejl frem og lægger lidt ekstra sminke. "Jeg har fået et spejl med et billede af mig selv bagpå", fortæller han begejstret. "Så nu kan jeg se mig selv, ligemeget hvordan jeg vender det". Det er dejligt dumt, men det trækker lidt ud til sidst.

Klassikeren "Fat Girl (Thar She Blows)" får dog sendt stemningen tilbage i loftshøjde, hvor den i øvrigt befinder sig det meste af aftenen. Men det er ikke foruden visse tab af momentum under enkelte numre. Eksempelvis synes folk at nyde "The Schocker" og den naturligt træfsikre "Gloryhole" (no pun intended) i mærkbart højere grad end f.eks. "Tomorrow Night" og "If I Was the King". Tingen med Steel Panther er, at selvom de rent faktisk er i stand til at skrive skidegode sange, så er hele deres koncept somme tider i fare for at give de kun-knapt-så-gode sange status af fyldnumre. Og med en setliste på 19 numre er dét så godt som uundgåeligt.

Til gengæld holdes dampen oppe af diverse paratekstuelle momenter, bl.a. en masse piger på scenen under "17 Girls in a Row", én særdeles køn asiatisk af slagsen under den obligatoriske "Asian Hooker" samt naturligvis føromtalte åndssvage jokes. "Det er meget specielt for os at spille her", kundgør guitarist Satchel, "For vi kan fejre, at vores nyeste album har solgt intet mindre end ETHUNDREDE EKSEMPLARER i Danmark!" Derudover er en pige på balkonen yderst villig til at fremvise sine i øvrigt noget så pæne bryster på forsanger Michael Starrs flertallige opfordringer. Og så kommer White Trash Presidents-guitarist Dennis Post da også lige en tur på scenen med sin kæreste, hvor han frir til hende. Som sagt: Hele seancen har lige så meget karakter af decideret fest som af rockkoncert. Man kan sige, at musikken ideelt set burde kunne bære festen i sig selv, men jeg vil tværtimod mene, at det ville være noget nær en kriminel forseelse, hvis et band af denne statur ikke udnyttede en live-setting til en masse ekstra gøgl. Det er jo for fanden heller ikke shoegazer-indie, det hér.

En anden ting med Steel Panther er også, at de rent teknisk er intet mindre end knusende dygtige. Satchels soloer er så halsbrækkende ekvilibristiske som nogen af Randy Rhoads', og Michael Starrs stemmeføring og -register er fuldstændig sindssyge størrelser. Manden er mindst en lige så talentfuld vokalist, som forbilledet Vince Neil nogensinde har været; hans banshee-skrig er på højde med de højeste fra Eric Adams og Rob Halford. Og når man dertil lægger, at en sang som den fantastiske "Eyes of a Panther" er bedre end noget Ratt- eller Poison-nummer, er det faktisk lige før, jeg bliver straight up irriteret over, at Steel Panther ikke bruger deres betragtelige kunnen til at lave musik, der ikke "bare" er for sjov. Jojo, glam metal er i sin natur en temmeligt dåsk genre, men den har stadigvæk fostret seriøse kongenumre som "Wild Side" (Mötley Crüe), "In the Day We'll Never See" (Winger) og "Uncle Tom's Cabin" (Warrant).

Udover at synge teknisk godt er Starr også i stand til at synge decideret flot, hvilket vi får at høre i et akustisk mini-sæt midt i showet, som bl.a. omfatter den spritnye "Kanye" - en smædevise til det notorisk selviscenesættende kvaj Kanye West - og den mærkbart "More Than Words"-influerede publikumsfavorit "Girl From Oklahoma". Et godt kvarter er måske lige lovligt længe at spille unplugged i et hard rock-show, men det bidrager til afvekslingen, og det forbliver skudsikkert, fordi Steel Panther som sagt er så forbandet dygtige til det, de gør. Som et eksempel herpå viser trommeslager Stix Zadinia sig da i øvrigt lige at være en skidegod pianist. (Okay, jeg ER fandme lidt irriteret, nu jeg tænker over det!)

Det eneste rigtige sted at gå hen, når midten således er rundet, er imod klassikerne. "Asian Hooker" går rent ind hos samtlige fremmødte og selvom publikum lader førnævnte "Eyes of a Panther" en anelse i stikken, runder "Death to All But Metal" hovedsættet lige så behørigt af som hele genrens største slagere er i stand til det. Men selvfølgelig er bandets tungeste skyts gemt til ekstranumre: Powerballaden "Community Property" instigerer selvsagt aftenens suverænt højeste fællessang, og den konkluderende "Party All Day (Fuck All Night)" er endnu et eksempel på, at Steel Panther, når de er allerbedst, er i liga med hele den hårde rocks bedste sangsmede. Tåbelige tekster eller ej.

Jeg tænker, at det nok ikke er muligt at gå til så mange Steel Panther-koncerter, førend der ikke er mere nyt at komme efter. Men for en mand, der kun oplever bandet live for anden gang - og i øvrigt er en sucker for cheesy 80'er-glam, - er aftenen så rigeligt i hus. Men den afsluttende eksplosion af fællesbrøl og konfetti burde i sig selv være rigeligt til at overbevise enhver om, at det hér altså var en aldeles fed fest.
4,5 ud af 6

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.