fbpx

Sonata Arctica, Twilight Force - Pumpehuset Fremhævet

Sonata Arctica, Twilight Force - Pumpehuset

Dette er én ud af de særligt eksklusive koncertaftener, hvor jeg primært kommer for at se supportbandet. Svenske Twilight Force er godt i færd med at gøre sig selv til det næste store power metal-navn på den globale scene, og det er der al mulig god grund til. Med en sound som Avantasia, en teknisk kunnen som Dragonforce, et narrativt eventyrunivers som Rhapsody of Fire, og et image med fantasy-navne og -outfits á la Gloryhammer håndhæver Twilight Force samtlige genrens talemåder. De genopfinder ikke så meget, men de serverer deres forrygende flabede heltehymner med selvbevidst charme og overvældende overbevisning. Selv de nederen typer, der forsager power-genren, - en type metallyttere for hvem der findes en særligt hed plads i Helvede, - må have haft svært ved ikke at lade sig dupere en kende af Twilight Force’s gennemførte show denne tirsdag aften i den gamle Pumpehytte.

Det er sådan en type aften, hvor man bare kan mærke, at stemningen slet og ret er er god. Det kan skyldes dét farverige og bogstaveligt talt fantastiske afbræk fra et koldt, gråt og blæsende dansk standardefterår, som fandme kun et power metal-line-up kan afstedkomme; det kan skyldes ukendte faktorer. Whatever. Publikum tager varmt imod de komplet overdrevent kampklædte svenskere i deres elverdragter, troldmandsrober og riddertunikaer. Rytmeguitarist Aerendir har påklistret et par spidse ører, og den necromancer-lignende keyboardspiller Blackwald giver den som narrator med rekvisit-bog og påtaget gammelmandsstemme i eposet “There and Back Again”. I guder, hvor er det dog uimodståeligt dåsk, og jeg ville sikkert kimse ad det, hvis jeg var typen, der tog al musik gravalvorligt og i øvrigt havde en penis på langt under gennemsnitsstørrelse. Lige så oplagt som det er at drikke bajere til sådan en forestilling hér, lige så naturligt er det for mig at huje, klappe og le hjerteligt igennem hele aftenens første time.

Forsanger Chrileon er angiveligt ved at komme sig ovenpå noget sygdom, hvilket kan forklare hans lidt utilstrækkelige vokal, der sammen med den alt for bas-tunge lyd udgør de væsentligste kritikpunkter til Twilight Force. Men vi elsker dem, og de elsker os. Helt alvorligt; Chrileon virker oprigtigt benovet og ydmyg over en applaus, der åbenbart er komparativt fornuftig ift. de andre skandinaviske lande, hvor Twilight Force netop har spillet for nylig. Hva’ så, Danmark; er vi endelig ved at lære at høre power eller hvad??

Man kan i øvrigt fornemme ved eftertanke, at Twilight Force ligesom førnævnte Rhapsody of Fire er klassisk trænede - både ud fra sangenes gerne udfordrende strukturer samt den ekvilibristiske udførsel på ikke mindst guitarfronten. Det hér band er simpelthen så decideret godt, som det overhovedet er muligt at være for noget, der samtidig er så durkdrevent tongue-in-cheek-plat.

Enkelte publikummer står og hyggepjatter, men det er okay i dette regi, og frem for alt er bandet dybt taknemmelige for vores entusiasme. Men helt ærligt, hvad er der ikke at elske ved et band, der ser sådan hér ud, lader deres pladecovers pryde af store, farverige drager og giver selve albums’ene titler som “Tales of Ancient Prophecies” (2014) og dette års “Heroes of Mighty Magic”?? Ja, jeg mener faktisk spørgsmålet ganske oprigtigt.


Jeg indrømmer hermed, at jeg stod mere eller mindre af Sonata Arctica-vognen efter den ellers udmærkede “The Days of Grays” (2009). Allerede “Unia” (2007) varslede om en ny, mere progressiv orientering, der efter min mening ikke virker ubetinget godt for bandet. Uden yderligere uddybning: Deres nye materiale tiltaler mig simpelthen ikke. Men lad det da gerne være sagt allerede i forlængelse heraf, at Sonata Arctica sgu alligevel ender med at få mig både på krogen og trukket i land.

Måske medvirker føromtalte bajere hertil. Muligvis skyldes det, at jeg har gjort mig ulejligheden at tjekke deres nye materiale nok ud til, at jeg kan genkende sangene. Og sandsynligvis skyldes det for nu anden gang et taknemmeligt publikums mærkbare kærlighed til bandet. Som sagt er det en aften, hvor stemningen bare er umiskendeligt god, og ovenpå Twilight Force blev den lige mærkbart bedre.

Dog kan man tydeligt fornemme, at det er hovednavnet, der trækker mest i størstedelen af publikum. Luften er nærmest elektrisk, da finnerne én for én border scenen og sætter fra med “Closer to an Animal”. - Et nummer, der som flere andre på den sætlistedominerende “The Ninth Hour”, der i skrivende stund har bare en uge på bagen, giver langt mere mening for mig under disse omstændigheder end hjemme på YouTube. (Ja, jeg ved det godt…)

Selv “The Wolves Die Young” fra forgængeren “Pariah’s Child” (2014); selv “In Black and White” med dens knækkede verselinier og aparte struktur; ja, selv sættets første ekstranummer, den ekstra-ostede “I Have a Right”, går rent ind hos mig i aften.

Bevares, sætlister kan altid diskuteres, og denne er absolut ingen undtagelse. Som med så mange andre bands vil jeg i tilfældet Sonata Arctica altid foretrække de fire første albums. Og selvom vi hér trakteres med “Full Moon”, en tordende “Abandoned, Pleased, Brainwashed, Exploited”, en ekstraordinært stemningsoppiskende “The Ruins of My Life”, en triumferende “The Power of One”, samt naturligvis det forventelige, showkonkluderende sidste-ekstranummer “Don’t Say a Word”, mangler jeg altså “The Cage” og “Ain’t Your Fairytale”. (Og så fatter jeg i øvrigt ikke, hvorfor publikum dog hepper højest på “The Misery”, da vi får muligheden for at vælge mellem dén, “Tallulah” og “Shamandalie”; den sidste er sgu da klart den bedste af de tre!)

Hvis man som jeg er grundlæggende umulig at forsone 100% med Sonata Arcticas musikalske gøren og laden de sidste ni års tid, kan en koncert med dem nok aldrig mere blive så fed en oplevelse, som det givetvis har været til og med “Reckoning Night” (2004) Men bandet tror på deres nye retning og materiale, og det kan mærkes. Udover en fed, klar lyd og som sagt en fed, klar rygdækning fra et par hundrede glade fans, ligner Finlands ukronede power-konger på Pumpehusets scene noget nær netop dét: Regenter af deres eget virke på den bedst mulige måde, som det nu engang kan afvikles på.

De spiller forrygende. - Den nyeste guitarist Elias Viljanen har fået en del hug for at styre skibet i en blandt fans gerne lidet påskønnet kreativ kurs, og selvom det måtte have noget på sig, virker han stadig som perfekt sammensyet med resten af den rundt regnet 20-årige konstellation. Og Tony Kakko har efterhånden opbygget en stage presence, der selv indenfor dette power metallens progressive hjørne tryller lidt fornyet relevans tilbage i den så skamredne kliché om den karismatiske forsanger. Manden er nærværende og snor os om sin lillefinger - uden at give køb på en perfekt rockstjerne-koket ophøjethed. Hans attitude er lige i øjet i samme grad som hvert eneste anslag fra den dybt professionelle rytmegruppe.

Det hele spiller langt bedre, end jeg havde turdet drømme om, og jeg ender med at forlade Pumperen i en rus, der udover de hersens bajere også omfatter koncertekstase og indtagethed over, at et band, som jeg har haft så lave forventninger til, alligevel formår at redde disse forventninger så meget længere end bare i land. Sonata Arctica bliver aldrig igen, hvad de har været, men jeg mener hermed endegyldigt at have fået bekræftet, at mindre så sandelig også slår an.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.