fbpx

Slayer - Copenhell 2017 Fremhævet

Blleder af HEADBANGERphotography
Blleder af HEADBANGERphotography

I bund og grund er der måske ikke så meget at sige.

Slayer er nemlig et af de bands, man altid kan regne med. Om man så måtte være en sart lille vulva og hade dem herfra og til Helvíti fryser over, har det aldrig stået til debat, at Slayer både er deres umiskendeligt egne og samtidig et band man bare ikke kan fucke med.

De af os, der så dem i Helsingør forrige december bevidnede et indiskutabelt overbevisende udstyrsstykke, der kun synes at blive stærkere og mere kompromisløse med alderen. Så hvordan og hvorfor i alverden skulle, kunne og burde det på nogen måde være anderledes nu i aften?

Men det er det selvfølgelig heller ikke. Lige fra de indledende ondsindede røvspark i “Repentless” til de afsluttende ondsindede røvspark i “Angel of Death” gør Slayer det, de alle dage har været bedst til: Tonser ud over Helvedes golde, forbrændte stepper med en frådende Cerberus’ energi, samt en attitude der for længst er hævet over verdslige begreber som dén nihilisme, kynisme og selvfedme, man ellers så nemt kunne tilskrive dem.

Slayers energi og univers transcenderer simpelthen nogen menneskelig domfældelse. Sagde anmelderen og skød dermed sig selv i foden.

… Men skal vi så snakke lidt om selve musikken?

Slayer er rent bogstaveligt talt et ensformigt band. Jo, lad os nu for Fanden bare blive enige om det. De ville sikkert ikke engang selv være uenige. Og det er AC/DC for Helvede også, og dem elsker vi for Helvede også, og så var dét heller ikke værre at få frem i lyset, vel?

Slayers mest dynamiske, afvekslende og i det hele taget bedste skive, “Seasons in the Abyss” (’90) er overrepræsenteret i aftenens sæt med hele seks skæringer. “Det hér er en putte-sang”, annoncerer Tom Araya. “Find én I elsker og put jer godt ind til vedkommende”. Det gør vi så, og derpå følger “Dead Skin Mask” — sandsynligvis det bedste bevis for, at Slayer ikke behøver køre med 180 bpm for at være jordens ondeste band.

Derudover er det forrygende titelnummer og den lige så forrygende “War Ensemble” naturligvis obligatoriske. Men alligevel vælger Slayer at holde numrene lige homogene nok. Det er pænt af dem at afslutte hovedsættet med “Spirit in Black”, men de generiske “Born of Fire” og “Hallowed Point” kunne snildt have været substitueret for f.eks. “Blood Red”, “Skeletons of Society”, “Expendable Youth”, eller, — og nu siger jeg det lige — no'et mer' a' det nye.

Ja. For som én ud af åbenbart alt for få headbangere formår jeg i al beskedenhed at fatte Slayers udvikling. Selvfølgelig har hverken de eller noget andet metalband rigtig været sig selv, siden 90’erne kom og rystede den globale musikpose til ukendelighed. Men derfor har samtlige deres udgivelser siden “Christ Illusion” (’06) fandme stadig formået at ramme noget nær perfekte balancer mellem bandets klassiske straightforward-aggression og samtidig al den kreative nytænkning, en så afgrundsdybt konservativ institution som Slayer overhovedet kan rumme. Derfor ville det klæde bandet at stå bare lidt mere ved deres nyere materiale.

Ja, det ER som bekendt umuligt at stille alle tilfredse. Men som jeg også startede med svagt at antyde, så er der på den anden side heller ingen, der rigtig rører Slayer, når først de har sat ild til lortet. Da Hanneman døde, var jeg oprigtigt talt lidt nervøs for, at Araya og King skulle fortsætte som en mere eller mindre amputeret skygge af sig selv. Men selvom Hanneman var en uerstattelig karakter, gør afløser Gary Holt det mere solidt, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Og Paul Bostaph er og bliver simpelthen en af de mest habile thrash-trommeslagere nogensinde. Ikke bare er hans stil om ikke lige så epokegørende, så mindst lige så personlig som Lombardos; han er om ikke den ene, så den ANDEN eneste rigtige trommeslager i Slayer.

Onde tunger kunne sige om bookingen af Slayer, at den er “for traditionel” og “forudsigelig”, og at den “ikke tager chancer”. (Det var den dér med aldrig at kunne stille alle tilfredse.) Men med den ærefrygtindgydende form, bandet lægger for dagen i disse år, og med den træfsikre triple-combo “South of Heaven”, “Raining Blood” og “Chemical Warfare” inden førnævnte “Angel of Death”,  ja, så må det ganske enkelt være umuligt at stå tilbage som utilfreds metalhead på Copenhell i aften.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • HATESPHERE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Slayer
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Lørdag, 24 Juni 2017
  • Koncert sted: Copenhell, Refshaleøen
  • By: København
  • Genre: Thrash Metal
  • Samarbejdspartner: Copenhell

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.