fbpx

Skinny Puppy - Amager Bio Fremhævet

Skinny Puppy - Amager Bio

Om jeg fatter, hvorfor der ikke er udsolgt.

Ganske vist ligger Skinny Puppys andet og sidste besøg i landet “kun” syv år tilbage. Men det er netop relativt kort tid; — mig bekendt var forrige og første af slagsen helt tilbage i ’88.

Men først og fremmest er 34-årige canadiske Skinny Puppy jo for Helvede intet mindre end legendariske indenfor dén mørke, maskinelle musikafart, der i bredest anvendte forstand bedst kendes som industrial. — Omend puritanere snarere ville sige EBM/post-industrial/electro-industrial. (Selv går jeg den nemme vej. Sagsøg mig.)

Anyway: Eksklusiviteten er sgu til at føle på, udsolgt eller ej. Blandt det brogede fremmøde af goths, punks, og rivetheads ses da også adskillige, hvis resterende hårpragt nok havde været overvejende grå, hvis ikke den klassiske sort #1 var anvendt. — Enkelte har muligvis ventet hele livet på det hér.

En omhyggelig, ambient intro bestående af lange, mystiske og uhåndgribelige ekkoflader leveres ved elektronisk mastermind cEvin Key (sic) samt guitarist Matthew Setzer. Denne bærer en mørk maske, hvorfra et mindre stativ med en række grønne lysdioder er placeret. En tilsyneladende minotaur med gasmaske og lysende røde terminatorøjne trækker vokalist og anden-hovedmand Nivek Ogre ind på scenen. Denne er iført spændetrøje, vikingehjelm og nylonstrømpe over ansigtet. Både de auditive og visuelle virkemidler samt den bevidst sparsomme scenebelysning er tilsammen lige så obskure og utilnærmelige størrelser som bandets musik.

Dog afslører åbneren “Yahya” et lydmæssigt mere åbent og mindre detaljeret Skinny Puppy, end jeg er vant til. Jeg bider især mærke i, at Ogres vokal er helt foruden den forvrængning og de mange effekter, der ellers kendetegner både bandet og genren. Og selvom den følgende “Dogshit” byder på lidt flere detaljer i lydbilledet, er dette åbenbart bare langt mere skrabet live, end jeg foretrækker indenfor genren.

Men hvad Skinny Puppy måtte mangle i direkte live-oversættelse, har de til gengæld til mere end fulde i sceneshow, stemning og energi. Sætlisten er centreret omkring bandets mere metal-infusionerede skæringer, hovedsageligt fra deres mest guitartunge album “The Process” (’96). Og hold kæft, hvor det hele spiller sammen og virker. For eksempel bliver den i forvejen så bistre “Fascist Jock Itch” nærmest til thrashmetal under disse omstændigheder.

Både Setzer og Ogre har afført sig deres hovedbeklædninger. Førstnævnte har lange, sorte dreadlocks i undercut, som flittigt rystes til de mange konstante øksehug. Ogres ansigt er fyldt med blod. Førnævnte gasmaske-minotaur tvinger overdimensionerede kanyler ind over alt i mandens krop, så han til sidst stavrer rundt som en menneskelig nålepude. Konceptet synes at spille på en bevidst tvetydig blanding af tvangs- og nydelses-motiver.

Ogre henvender ikke et eneste ord til os mellem numrene, men lader udelukkende musikken tale. “HA HA HA HAAAAA! The joke’s on you!” vrænger han på nærmest Invader Zim-agtig vis i refrænet på en ekstraordinært hårdtslående “Tin Omen”, mens han åbner en tøris-rygende kuffert fyldt med endnu flere kanyler. Igen samme tvetydighed: Står vi allesammen og bliver holdt for nar, eller handler nummeret stadigvæk om de uskyldige folkemasser på Den Røde Plads i ’89?

På et triangulært storskærmslærred midt på scenen kører visuals, der ikke ulig bandets musikvideoer ligner noget fra den mere forstyrrede del af David Lynch’s underbevidsthed: En blanding af forvrængede klip fra nyhedsindslag og abstrakte, digitale, kalejdoskopiske mønstre, der i stil med cEvin Keys elektroniske underlægning er umiskendeligt hentet i de gode gamle 1980’ere.

I Amager Bios beskrivelse af bandet indgik adjektivet ‘punket’, hvad jeg i første omgang slog hen som en appel til et lidt bredere publikum. Den industrielle musiks største sællerter har trods alt været ovre i den hårde guitarafdeling. Og modsat punkrock hænger Skinny Puppys livemusik intet mindre end blændende professionelt sammen. Dette skyldes ikke mindst livetrommeslager Justin Bennett — ja, live-trommeslager! Jeg havde ikke regnet med det, men igen: Det virker.

Dog giver punk-sammenligningen en vis mening på enkelte punkter. Ogres bevidst atonale råbevokal lyder uden effekter mere af barndomsforbilledet Johnny Rotten end af kollegaen og genrepionérfællen Al Jourgensen. Og generelt er Skinny Puppy en størrelse, hvis enkelte sange ærligt talt ikke altid betyder mere end hele stemningen og stilarten. Endnu mere generelt er industrialgenren traditionelt set om ikke decideret idealistisk så højst socialt bevidst. Stedvist fornemmes både punkens antifascistiske og cyber-punkens dystopiske elementer. Åh jo, og så sker der noget, som i punkens DIY-verden nok er lige så dagligdags, som det hos den elektroniske musik er kritisk: Halvvejs inde i sættet, under “Village”, ryger al strømmen til cEvin Key gudhjælpemig.

Mens Key og antageligvis samtlige Amager Bios stagehands velsagtens roder med ledninger omme bagved, messer Ogre på et obskønt klingende sprog, mens rytmegruppen langsomt bevæger sig over i at jamme sig ud af krisen. (Er han ligefrem nørdet nok til at kunne tale black speech? Det ville ikke overraske mig.) Det virker faktisk langt hen ad vejen, men ikke i sidste ende. En industrialgruppe uden sequencer, programmering og samples er ikke meget bevendt. Det er for nøgent; det er en bristet illusion; og selvom der er pluspoints for indsatsen, er det 10-12 ekstraordinært lange minutter, der passerer, inden bandet langsomt må bjærge den helt fra bunden.

Men det kan de til gengæld også. Til forskel fra den bevidst utilnærmelige lydæstetik i størstedelen af numrene byder “Worlock” og “Killing Game” på decideret flotte elementer. Ind imellem lukker jeg øjnene og lader musikken fylde hovedet. Alt imens Ogre nu hælder både blod og fluorescerende, neongul maling ned ad sig selv, mens han mishandler noget, jeg formoder er en art digital theremin.

Selvfølgelig bliver det “Assimilate”, der danner klimaks og afslutning på hovedsættet. Der er decideret fællesdans, og det er ikke bare den sædvanlige moshpit på de 8-10 stiveste headbangere; vi snakker hele forreste halvdel af publikum. Det er fandme også et godt nummer, mand. Og det er fandme godt kommet igen. Stemningen er uigennemtrængelig, og selvfølgelig klapper vi dem ind på scenen igen bagefter.

Efter en gestikulerende præsentationsrunde af bandet, bryder Ogre omsider sin tavshed: “Tak skal I have. Tak fordi I er med os. Det har været en mærkelig aften.” Det skyldes sikkert strømafbrydelsen, og selvom det måske ikke er nødvendigt, er det stadig en meget fin, afvæbnende gestus, der gør den følgende, 29-årige “VX Gas Attack” så meget desto stærkere. “Engang for ikke så længe siden i en by i det østlige Irak…”, indleder han. Mon ikke der de mellemliggende amerikanske præsidenter til trods ligger en lille kommentar til den nuværende skjult mellem linierne?

At den følgende “Candle” er sidste nummer, kundgør Ogre idet han gentagne gange smadrer mikrofonen ned i scenen. I åbenlys sarkastisk kontrast til hele seancen falder han på knæ og saluterer afsluttende med to højt hævede peace-tegn. Key står bare og vinker. Og det er alt andet lige en rar afsked: Jeg er nu officielt mæt af indtryk.

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.