fbpx

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sikke en pakke! Det er ikke hver dag man kan opleve at begge supportbands falder i ens smag, slet ikke når de musikalsk ikke ligefrem minder om hinanden, men det er altså tilfældet her. Jeg har efterhånden skrevet mit om Sabaton, men jeg står her igen – for bandet har endnu ikke skuffet, heller ikke selvom det nu er tredje gang de havner på en hverdag. Publikum har ligeledes ikke ladet sig afskrække tidligere, så mon ikke det bliver endnu en god oplevelse. Men først, lidt ord om de to andre bands.

Amaranthe:
”Hvad er det her, Eurovision-metal?” spørger en bekendt mig ikke lang tid efter Amaranthe er gået på – og han er ikke meget ved siden af! Fra de koreograferede bevægelser der af og til nærmer sig decideret dans, til de tre sangere og ikke mindst lyden af eurodance blandet godt op med rock/metal (alt efter den enkelte sang) og så selvfølgelig ikke mindst hvor voldsomt ørehængende det er. Altså, flere af deres sange kunne snildt have en plads i den årlige begivenhed. Inden det eventuelt sker står de dog her i Forum.

Jeg havde godt nok hørt fra ellers pålidelige kilder at det var med start kl. 18:30, men klokken bliver altså 19:00 før det store Sabaton-tæppe hives ned og Amaranthe kort efter dukker op – men alle kvaler glemmes hurtigt da ”Maximize” og herefter ”Digital World” blæser ud af højtalerne. Der er knald på fra start og selvom Amaranthe som sådan er på udebane, lykkes det fint at få folk med flere gange, f.eks. allerede under ”Hunger” hvor gulvet knager omkring mig i og op til omkvædet som følge af hvor mange der hopper med. Black Box-konceptet gør det igen godt, for allerede nu er det ganske velbesøgt, ja jeg fristes næsten til at sige, at der er godt proppet det meste af vejen rundt.

”København! I kan jo feste!” udbrydes der kort efter, som om det skulle være en overraskelse. Det er det hverken ved hvor indøvet sætningen er, eller hvor rigtigt det faktisk er: onsdag eller ej, de fleste er her for at have en fest, Amaranthe selv inkluderet. De har rykket sig markant ift. deres optrædener tilbage i 2011/2012 hvor det var usikkert og også ret usammenhængende. Ikke i dag. Der er tillid til materialet og til dem selv og så gør det i dén grad også noget, at de selv tydeligt er glade for at være her. Og bevares, publikum er her ikke for at se dem, men de fleste kan sagtens lokkes til at deltage i festlighederne, sågar i balladen ”Amaranthine”, der ser en skov af telefoner i luften, eller ved de mange fællesklap under ”That Song”.

Desværre lyder det hele bare ikke særlig godt. De tre vokaler har meget svært ved at finde rum, især når mere end et andet element kører samtidigt – og det er altså langt det meste af tiden. Derudover er trommerne enormt rodede, hvilket er synd nu trommeslageren er en af de dygtigere (hans tid i The Arcane Order er især ikke glemt). Lyset er derimod flot og glimrende timet med breaks, der er røg på de rigtige tidspunkter, rødt lyst til de hårdere stykker, osv. – det er ikke ofte supportbands får den samme behandling som hovednavnet, så det er lækkert at se (på). Nej, den største hindring Amaranthe støder ind i er simpelthen hvor rodet et udtryk de efterlader. Det lander ikke som det skal, slet og ret, om det så er trommerne der er off, guitarer der falder ud eller vokaler man ikke kan høre. Er man fan er det stadig udmærket og til at finde rundt i, sådan da, men er det ikke tilfældet er det nok kun de stadion-prægede omkvæd der lyder tilnærmelsesvis godt. Overordnet er det dog solid underholdning og opvarmning i 45 minutter, på trods af de knap så gode betingelser.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Maximize
2) – Digital World
3) – Hunger
4) – Amaranthine
5) – GG6
6) – Helix
7) – That Song
8) – Call Out My Name
9) – The Nexus
10) – Drop Dead Cynical

Apocalyptica:
1 trommeslager, 3 cellister – metal/rocksange, for det meste instrumentalt, af og til covers. Personligt har jeg været fan af Apocalyptica lige siden deres selvbetitlede fra 2005. Deres sjælfulde, sørgmodige og helt eminente cello-rock er noget helt for sig og det er uden at forholde sig til deres arv som et, hvis ikke dét, mest unikke Metallica-coverband. Det er blevet mere ligetil for hvert album siden da, og der er gradvist kommet mere vokal på, men det har så kunnet noget andet. Kort sagt, jeg er fan, men passer Apocalyptica overhovedet ind den her aften? Et par sange inde i sættet er svaret umiddelbart nej.

”Path” er ellers en gammel klassiker, og de to sange der luftes fra det nye ”Cell-0” lyder også umiddelbart som man kender dem. Men på trods af et levende backdrop samt flere lysinstallationer siden Amaranthe, ja så er folk meget stillestående og ubegejstrede. Pænt er det at se, og til dels høre på, men de store ringe i vandet skaber det ikke. Det kunne nok have været anderledes med en bedre lyd. Modsat sidste band står lydbilledet samlet klarere, men der er alt for meget rumklang fra trommerne der oftest drukner de finere detaljer fra celloerne.

Så ved deres egne sange er det ikke vildt imponerende, set ud fra publikums humør (at de rent teknisk er velspillede er en anden sag). Den højlydte ”småsnak” taler sit eget sprog. Anderledes bliver det dog senere ved den mere hårdtslående del af sættet, nemlig ”Seek & Destroy”-coveret. Forinden har et Rammstein-cover og en original sang ikke gjort det store, men ”Grace” varmer stødt tingene op inden folk får deres stemmer brugt ved at skråle ”SEEK AND DESTROY!!” om og om igen. Ligeledes fungerer Apocalypticas gamle klassiker af en klassiker ”Hall of the Mountain King” lige som den skal, den hektiske outro især og næsten et vanvid man rent fysisk kan smage. At de så lige teaser en anelse for meget inden udløsningen er en mindre detalje.

Herfra skal der ikke meget til for at køre den sikkert hjem og således trækkes tempoet ned i ”Nothing Else Matters”, fællessang indfinder sig og det hele lukker på en god node. Apocalyptica formår altså at redde sig fra en mindre katastrofe, men tilbage står stadig, at de helt grundlæggende er malplaceret i aftenens tema. Når det er coversange der redder ens røv tæt på målstregen er det ikke et positivt tegn. Kort sagt: godt band, dårlige rammer. 3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ashes of the Modern World
2) – Path
3) – En Route To Mayhem
4) – Seemann (Rammstein cover) m. Elize Ryd
5) – I Don’t Care m. Elize Ryd
6) – Grace
7) – Seek & Destroy (Metallica cover)
8) – Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
9) – Nothing Else Matters (Metallica cover)
Kilde: www.setlist.fm

Sabaton:
Det starter som ventet med et brag, i bogstaveligste forstand: efter en passende episk intro er kørt færdig åbnes der som vant med ”Ghost Division”, ild og ja, et højt brag. Sabaton har altid haft det visuelle flair i højsædet, så ganske passende med den nye plade omhandlede Den Store Krig er hele scenen indrettet som en skyttegrav komplet med trommesæt-i-kampvogn, sandsække, pigtråd, diverse våben hængende på stativer, et kæmpe ”THE GREAT WAR” skilt i baggrunden og selvfølgelig storskærm kørende med tematiske videoer, når der ellers ikke filmes på bandet. Og så ild, til tider lidt for rigeligt af det.

Og nu skal jeg love for der er blevet proppet, fra ende til anden. Derfor kan man også allerede nu undre sig over Sabatons valg af sange: de næste otte er alle fra de to seneste plader. Det vil altid være at strække den med mange nye numre i streg, men det her er bare åndssvagt – Sabatons sidste gode album var trods alt ”Heroes” fra 2014, og der skal vi altså helt hen til ”Night Witches”, aftenens 10. sang, før vi får noget derfra. ”82 All The Way” rocker en anelse tungere end de andre, ”The Red Baron” får også de fleste med og lidt inden har ”The Attack of the Dead Men” givet både en mindre historielektion samt indhyllet scenen i grøn giftgas-lignende lys – og ja, sådanne visuelle effekter kan stjæle ens opmærksomhed i et vist tidsrum, men så heller ikke for evigt. Det er helt tydeligt der kunne være markant mere engagement fra publikums side såfremt man spicede det op med lidt ældre materiale. I det mindste både lyder og ser det godt ud, på den måde er rammerne som de skal være.

Halvvejs inde kan man dog helt nøgternt konstatere det indlysende: Sabaton er set bedre. Det handler ikke kun om valget af sange, men i høj grad om bandets egen indsats. Frontmanden har aldrig haft den store stemme, men til gengæld rigeligt med karisma og tydelig interesse i at give tilskuerne noget for pengene – det er ikke for sjov jeg har kaldt dem verdens gladeste metalband i fortiden. Det skal retfærdigvis nævnes at det tekniske sidder som det skal og der er stadig både små fortællinger, store smil og i det hele taget publikumskontakt over flere omgange. Bundniveauet er på den måde tilstrækkeligt, men så er hans stemme så til gengæld også både svag hvis ikke decideret forpustet til tider, og ligeledes gør resten af gruppen hvad de skal, men de er også set i mere hopla tidligere. Publikum er ellers klar, men så er vi tilbage ved valget af skæringer som den afgørende stopklods.

”Night Witches” markerer imidlertid lidt af et vendepunkt. Herefter kommer Apocalyptica nemlig på scenen og agerer støtte i de næste fem sange – og det starter faktisk rigtig, rigtig godt. ”Angels Calling” er blevet fundet frem fra gemmerne, hvor det altså er 11 år siden den sidst er hørt live. Her bliver det symfoniske og bombastiske forenet helt perfekt, så man nok aldrig herfra kan høre den originale uden at føle man savner noget. Et klart højdepunkt. ”Fields of Verdun” gør derimod ikke det store og i ”The Price of a Mile” er det søvndyssende at være vidne til. Det er hermed første gang jeg står og keder mig til en Sabaton-koncert. De sidste to skæringer inden ekstranumrene løfter dog igen midlertidigt engagementet, så da de svenske udgaver af ”The Lion From the North” og ”Carolus Rex” brager igennem er det svært at stå stille. Det er bare gode sange.

”Primo Victoria” ankommer til den første rigtige hoppefest og for første (og eneste) gang er alle i sync. Det er til gengæld ikke her vi siger tak for nu, nej, i stedet får vi en triade af hits. Først endnu en svensk udgave af ”A Lifetime of War”, der ellers er en af Sabatons lavtempo sange, men det virker stik imod forventet enormt godt. Og da ”Swedish Pagans” ankommer efter bandet kortvarigt lever op til sjov og løjer, hvor forsangeren bl.a. når at spille lidt ubehjælpsom guitar på ”Breaking The Law”, ja så er vi på endnu et højdepunkt. Et af de få. Men det bliver heldigvis til ét mere i form af ”To Hell and Back” der får de fleste til at både hoppe og skråle med. Så er vi også i mål.

Overordnet har Sabaton prøvet at indrette hele touren, alle de enkelte aftener, efter ét koncept: 1. verdenskrig. Det er tydeligt med overvægten af nye sange, men også at flere af de ældre rent tematisk omhandler det samme. Jeg ser hvad de har gået efter, og forsøget skal roses – det helt afgørende problem er bare... at de nye sange er hamrende uinteressante. Det er den samme skabelon genbrugt i en uendelighed og det lyder umiskendeligt som noget der er hørt bedre før (og det er det også). Hvis man på den måde skal udfordre sit publikum, så er det afgørende at ens materiale kan bære det. Sabatons nye album lyder præcist som forventet, ergo er det svært at holde omtrent halvdelen af en koncert op på det – både fordi flere ikke kender det, men vigtigere fordi det ikke gør noget nyt. Og hvorfor så det frem for det man kender? De gamle sange fungerer derimod overordnet godt, så med det + enkelte højdepunkter – omtrent halvdelen af numrene, ja så ender vi på lidt over middel. Det næste album bedes tage flere chancer, ellers stagnerer Sabaton indenfor de næste fem år. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Great War
3) – The Attack of the Dead Men
4) – Seven Pillars of Wisdom
5) – The Lost Battalion
6) – The Red Baron
7) – The Last Stand
8) – 82nd All The Way
9) – Bismarck
10) – Night Witches
11) – Angels Calling m. Apocalyptica
12) – Fields of Verdun m. Apocalyptica
13) – The Price of a Mile m. Apocalyptica
14) – Dominium Maris Baltici / The Lion From the North (svensk udgave) m. Apocalyptica
15) – Carolus Rex (svensk udgave) m. Apocalyptica
Encore:
16) – Primo Victoria
17) – A Lifetime of War (svensk udgave)
18) – Swedish Pagans
19) – To Hell and Back
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Onsdag, 12 Februar 2020
  • Koncert sted: Forum
  • By: København
  • Genre: Heavy Metal, Metal, Metalcore, Neo-Classical Metal, Power Metal, Symphonic
Mere i denne kategori: « Refused - Lille Vega

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.