fbpx

Roskilde Festival 2018: Skeletonwitch

Roskilde Festival 2018: Skeletonwitch

Hvilket bedre end hårdtslående døds-black-thrashmetal til at starte fredagen på? Alt andet, skulle det vise sig. I teorien er det en god plan og igennem tiden har mange habile bands da også fået fornøjelsen af, at vække halvtrætte publikummer op godt inde i Roskilde-dagene. Skeletonwitch er dog ikke et af dem: det døsige publikum lader sig ikke overtale det mindste denne gang.

Der er ellers godt fyldt op på Pavilion, men med en dræbende passivitet hængende over de forsamlede. Selv helt oppe foran er der kun ganske få der ser ud til at være en del af foretagendet. Skeletonwitch selv er ellers ganske medgørlige, tidspunktet, sollyset og musikken taget i betragtning – de forsøger, det må man give dem. Ligeledes bør god lyd og et godt lysshow give vind i sejlene, men ak, når to mistænkeligt aktive teenagetøser stjæler showet mere end bandet gør (også selvom de kun headbanger febrilsk i halvanden sang), så ved man, at det ikke går så godt.

Det tynder da også ud med mennesker og på trods af musikkens vilde natur er der kun ganske sjældent optræk til moshpit. De er kortlivede. Og således går en times tid, og vi er hverken mere eller mindre, hverken fra eller til. I virkeligheden står jeg mest tilbage med spørgsmålet: hvorfor Skeletonwitch? Der findes bedre alternativer. Hvorfor ikke Goatwhore? Eller Toxic Holocaust, der er underholdende som bare pokker. Skeletonwitch skal ikke høre et ondt ord om deres performance, det er tydeligt et hårdtarbejdende og seriøst band, men det er altså også gudsjammerligt ligegyldigt.

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Skeletonwitch
  • Karakter: Karakter: 2.5
  • Koncert dato: Fredag, 06 Juli 2018
  • Koncert sted: Pavilion, 14:00
  • By: Roskilde
  • Genre: Black Metal, Death Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.