fbpx

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds

Mørkemanden over dem alle, velsign os små og skrøbelige mennesker endnu engang! Det er ni år siden sidst for mit vedkommende, også dengang på Orange Scene. Og manden bliver modtaget som en ny messias, i hvert fald blandt folk i de forreste pits. Det er manden, og så hans band – sådan er rollerne fastlagt. Derfor er det også helt i ånden, at han begynder alene tilnærmelsesvis som spoken word i ”Jesus Alone”. Herefter dukker The Bad Seeds op, et bredt ensemble med både en pianist, en perkussionist og en violinist, dertil foruden, at Cave selv både behersker guitar og klaveret af og til.

Og hovedpersonen er i hopla. Om han så besøger publikum igen og igen, sidder bag klaveret eller ham og ’Seeds går fuldstændig amok i ”From Her To Eternity” hvor der kastes med mikrofoner og bliver skruet op til elleve, hvor Nick Cave er nede på sine tryglende knæ og violinisten vælter (kontrolleret) rundt – det stikker af. Men det kan ligeså godt siges med det samme: der er halvtomt foran Orange. Hvorfor? Bevares, jeg havde ikke forventet at alle ville være her, men når man uden problemer kan nå næsten helt op til det bagerste hegn så føles det mangelfuldt. Kender de unge Roskildegængere ham ikke, måske? Jeg mindes i hvert fald en hel del flere ved siden optræden. Som ”modspil” når lyden dog gnidningsløst hele vejen ud, og hvilken massiv, insisterende, ruskende herlig lyd. Foruden en lidt for fyldig bas af og til er det lige i øjet. Så langt så godt.

Der slår mig, at jeg her og nu indser hvor bands som f.eks. Kellermensch har draget inspiration fra, og ikke kun musikalsk og/eller lyrisk. Dynamikken er den samme med forsangeren/hovedmanden der driver værket fremad og hvor bandet er som et maskineri der starter og stopper på kommando. Effektivt, og naturligvis levende i sin egen ret, men med et klart defineret forhold. Den dynamik er nok mest tydelig i den trekløver af skøn og nådesløs musik fra ”From Her To Eternity” over i ”Loverman” og så ”Red Right Hand” vi får her i midten af showet. Det er voldsomt og larmende, tungt og vildt, lige fra lyden til volumen til det skumle lys. Det er herligt at overvære.

Så når vi til balladerne. ”Into My Arms” finder som ventet vej og hvis Nick Cave har ét hit han egentlig sagtens kunne skippe må det være denne, god som den er. Jeg mener, resten af sættet er ikke ligefrem en hit-kavalkade og hurra for det. Under alle omstændigheder har ”Into My Arms” ikke en chance mod publikums snakkende tendenser, og den bliver som følge deraf umulig at nyde. Så klarer ”Girl In Amber” sig lige marginalt bedre, men udelukkende fordi der ikke er kunstpauser i sangen. Snakkeklubben, der altså som minimum strækker sig helt hen til lydteltet, var sådan set også til stede tidligere, men i larmen markant sværere at blive distraheret af. Overordnet er det mest af alt trist, at så mange af tilskuerne ikke har blikket vendt mod scenen – der er ellers masser at se på, og Nick Cave & The Bad Seeds fortjener bedre med den indsats de lægger for dagen.

Vi går naturligvis lidt ned i tempo som følge af balladerne – men så direkte op igen med ”Tupelo” og ”Jubilee Street”. Sidstnævnte munder ud i et inferno af lyd så det er de store post-rock bands værdige. Det gør godt. Ligeledes gør ”Weeping Song” med dets lille publikums-intermezzo: hvad det præcist går ud på er lidt svært at greje her på afstand, men det virker, så hul i det. ”Stagger Lee” og ”Push The Sky Away” lukker elegant og selvsikkert. Førstnævnte bliver effektfuldt trukket i langdrag (men aldrig for langt) hvor både Cave og violinisten er i sit energiske, ja næsten dyriske es. Sidstnævnte går i den diametralt modsatte retning med dens atmosfæriske, drømmende og gentagende fraser a la titlen. Det er en sublim afslutning hvor vi kommer fuld cirkel både musikalsk og følelsesmæssigt. Hvis bare snakkeklubben var blevet hjemme, hvis bare flere havde været med, hvis bare... ja, man kan ønske sig så meget. Det kunne have været årets koncert, og det var det måske også, men kun for de indviede.

Sætliste:
1) – Jesus Alone
2) – Magneto
3) – Do You Love Me?
4) – From Her To Eternity
5) – Loverman
6) – Red Right Hand
7) – Into My Arms
8) – Girl In Amber
9) – Tupelo
10) – Jubilee Street
11) – The Weeping Song
12) – Stagger Lee
13) – Push The Sky Away
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.