fbpx

Roskilde Festival 2018: Mogwai

Roskilde Festival 2018: Mogwai

Måske skal man bare indstille sig på, at årets deltagende på Roskilde ikke forstår hvad god musik er. Der er kun knapt halv fyldt til Mogwai, selv efter forsinkelsen på knap 20 minutter, og det stikker umiskendeligt en smule i hjertet. Det er usædvanligt, at koncerten er forsinket – både på Roskilde i overordnet forstand, men så lige dette band, perfektionister som de er. Men måske er det præcist derfor de forsøger så længe (det viser sig senere, at det er de fire sceneskærme der ikke dur, da de forbliver inaktive hele vejen igennem og man må formode, at det var dem de forsøgte at fikse)

Men da det så begynder... Åh mand. ”Mogwai Fear Satan” bliver nonchalant sendt afsted, en lang og skøn sag hvor man bare kan stå og lukke øjnene i den smukke stilhed, for så kort efter at blive forskrækket og blæst bagover. Så er vi i gang. Den elektronisk og næsten gyngende ”Remurdered” sætter gang i klap i pitten og både ”I’m Jim Morrison, I’m Dead” og ”Rano Pano” fortsætter i samme gode spor. For en gangs skyld er lyden også fuldstændig perfekt. Krystalklar, tung, en bas der går lige i mellemgulvet og med en høj volumen som hører sig til. Al irritation over forsinkelsen er glemt, hvad end der spiller andre steder er ligegyldigt, det er ikke ligeså godt som Mogwai alligevel. Det atmosfæriske lys og et som altid velspillende band drager os alle ind og samtidigt væk fra hverdagens trængsler og stress. Her er der ro og skønhed.

Den selvsamme ro forplanter sig til publikum. I mange genrer er dette åbenlyst ikke det bedste tegn, men i post-rockens verden er det bedste publikum det stille publikum. Det følende publikum. Efter de første to-tre sange er vi der. Ro(lige), derimod, det kan man ikke påstå Mogwai er. Det er udelukkende trommeslageren der er fast stationeret, samtlige af de fire andre besætningsmedlemmer skifter ubesværet mellem klaver og guitar eller mellem guitar og bas. Det giver en dynamik der står i god kontrast til når musikken spiller, som i sin natur ER gentagende, afmålt, stillestående (i ordenes positive forstand). Et andet træk ved bandet er forudsigeligheden og kontrollen: det skal være som det plejer, som det er planlagt. Det bliver f.eks. tydeligt da en stor ballon af uvisse omstændigheder har fundet vej foran scenen og bassisten simpelthen ikke kan koncentrere sig før den er forsvundet. Sågar lægger han sin bas fra sig over to omgange for at sparke ballonen væk. Det andet eksempel er som før nævnt de fire storskærme der aldrig tages i brug. I stedet for blot at sige pyt har man ihærdigt forsøgt at få dem op at køre, i en sådan grad at man går over tid.

Fem kvarters tid i drømmeland bliver det til, og ligesom begyndelsen står som et højdepunkt gør ligeledes afslutningen. ”My Father, My King”, en sang jeg ikke kendte før koncerten, saver os fuldstændig midt over både sonisk og visuelt og ender i et støjparadis, et endeløst loop af druknende guitar og knust håb der føles som om det aldrig stopper, og som jeg står der ville jeg ønske, at det bare blev ved til festivalens ende. Det er beklageligvis ikke muligt, men sikke en måde at lukke på.
Mogwai står nu ubetinget tilbage som festivalens bedste koncert for mit vedkommende, og tilnærmelsesvis årets bedste indtil videre. Havde vi fået det fulde visuelle setup, lidt længere spilletid og evt. nogle flere tilskuere er jeg ikke i tvivl om, at det ville have været til topkarakter. Vi nåede ikke helt derop i dag, men det var ikke langt fra.

Sætliste:
1) – Mogwai Fear Satan
2) – Party In The Dark
3) – Remurdered
4) – I’m Jim Morrison, I’m Dead
5) – Rano Pano
6) – Coolverine
7) – Hunted By A Freak
8) – Old Poisons
9) – My Father, My King
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Mogwai
  • Karakter: Karakter: 5.5
  • Koncert dato: Lørdag, 07 Juli 2018
  • Koncert sted: Arena, 21:00
  • By: Roskilde
  • Genre: Rock, Post

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.