fbpx

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega Fremhævet

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.