fbpx

Riverside + Lesoir - Viften

Riverside + Lesoir - Viften

Sidste — og første — gang, Riverside var i Danmark, [Læs anmeldelsen her] var det en sonisk, visuel, intellektuel, emotionel og kropslig multioplevelse, der vel reelt satte nye standarder. Både for hvad Lille Vega kan lægge hus til af eliteprofessionalisme, samt for hvor grænsen går mellem nævnte professionalismeniveau og decideret magi.
Umulig at leve op til både i teori og praksis, med andre ord. Og eftersom jeg bogstaveligt talt først lige er landet i Danmark for et par timer siden og hverken aner noget om nyt album eller tour, er mine forventninger så ikke-eksisterende, som sådan nogle nu kan være.
(… Og så i Rødovre?!)


Lesoir
Nå, opvarmning.
Hollandske Lesoir virker som et hyggeligt, kreativt venne-kollektiv, der tilfældigvis har en fælles forkærlighed for moderne progressiv rock i den mere atmosfæriske ende. Der bliver leget; der bliver malet med mange farver og pensler.
Stammetrommer, sequencer, tværfløjte og gennemgående, stedvist operatisk kvindevokal, samt naturligvis masser af delay er blandt de anvendte virkemidler. Sangskrivningen går fra æterisk rock á la nyere Anathema, over skæv pop og til tung staccato-metal.
Ligesom Riverside — ja, og ligesom Tool, som jo for dælen er hovedansvarlig for alt det hér, — dyrker Lesoir de skæve stemninger, længerevarende opbygninger og dramatiske klimakser. Og som man måske kunne forvente af et supportband, vejer formen stadig lidt højere end indholdet.
Numrene er fine og universet interessant, men som band som band mangler Lesoir en klarere profil og ikke mindst en stage presence i det hele taget. De spiller og synger fint, og umiddelbart kan egentlig godt lide dem rent overordnet, men scenen er dem stadig uvant territorium. Forsangerinden ved ikke helt, hvad der er cool og relevant at sige mellem numrene, og guitaristen håndterer sin Telecaster med nogenlunde samme ynde som jeg selv, da jeg lige havde lært mine første barré-akkorder som 15-årig.
Lesoir har deres berettigelse og kan sikkert godt finde både deres niche og faste publikum med en 5-10 år mere på bagen, samt hvis de skærer ned på de retningsløse idéer og jam-passager, og som aftenens hovednavn finpudser og insisterer lidt mere på de håndribelige temaer og riffs. Så kan vi tage den med konsistent sceneudtryk og positurer bagefter.
Hold kæft, jeg burde være blevet bandkonsulent.

Karakter: 4 ud af 6


Riverside
Der er mere end et enkelt liganiveau mellem support- og hovednavnet. Både generelt og i aften. Riverside synes i denne omgang at ville distancere sig lidt fra det højtidelige, konceptuelle sæt på forrige års turné og kører således lige på og hårdt med højspændte, tekniske krumspring i “Acid Rain” og “Vale of Tears” fra den seneste langspiller “Wasteland” (2018). Takterne er skæve, energien intens, og Michał Łapajs keyboard lyder som Vangelis på PCP.
Det står hurtigt klart, at der er sket noget med bandet, siden vi slap dem sidst. Den indadvendte melankoli, der omgav dem i kølvandet på guitarist Piotr Grudzińskis tragiske bortgang er bearbejdet. Sårene er helet; bandet er på vej videre mod den “Blue Horizon”, der navngav deres sidste tour.
Sammen med AC/DC, Bruce Springsteens E Street Band og Rage Against the Machines rytmegruppe ligger Riverside på en fornem Top 4 over de mest professionelle bands jeg nogensinde har set live. Udover deres på én gang tætte og legende sammenspil har de tilsyneladende en lydmand, der mindst burde have George Martin-status for bandet. Samtlige niveauer ligger mere perfekt, end noget menneske kunne tillade sig at drømme om. Ja, det er fandme næsten til at få tårer i øjnene over, hvor fabelagtig lyd der lige var på så’n en ellers så normal torsdag aften i en så mondæn forstad som Rødovre
Fortryllende er fandme, hvad det er, og Københavns prog-scene er rørende enstemmig i holdningen. Der er rigtig meget fællessang, rigtig meget klap, rigtig meget hujen, og adskillige hyggejokes fra den normalt så stoiske og introverte forsanger/bassist Mariusz Duda.
Seks numre inde: “Okay, det var det. Tak for i aften!” Og lidt forinden: “Vi er lidt trætte af at blive sat i bås som endnu et progrock-band. For vi vil helst ikke lyde for meget som Genesis. Og forresten: Tak fordi I tog alle jeres damer med!”. Hvis ikke den var det i forvejen, er prog’en nu officielt blevet selvbevidst, kære læsere.
Det er faktisk underligt at se Riverside komme så langt ud over scenekanten. To numre inde står hele salen fuldt belyst, klapper i takt og skråler leadtemaet. Det er et ballsy move af en gruppe med et så overvejende dystert og indadvendt repertoire at opildne til stadionstemning. Og det er fedt, at de kan, den intellektuelle genre taget i betragtning.
Men for mit vedkommende går en del af magien desværre lidt af foretagendet. Der er mindst én joke for meget på et tidspunkt, og Riverside har spekuleret lige lovligt meget i å-åååh- og a-aaah-kor på den nyeste plade, der dominerer setlisten. For mit vedkommende handler kritikken dog lige så meget om, at den så evigt bondske danske koncertkultur desværre afspejler sig i publikumsmodtagelsen.
Fra den ene fanboy med lige så lidt rytmesans som situationsfornemmelse, der ene mand står og klapper sig ubehjælpeligt igennem den ellers så flotte og afdæmpede rubato-intro til fremragende “Second Life Syndrome”. Til alle de evindelige knævrechartoller, der åbenbart ikke kan styre sig med at dele alt, hvad de lige lægger mærke til eller kommer i tanker om undervejs, med sidemakkeren. Helt seriøst, en koncert varer 90 minutter, og I har resten af livet at snakke i. I ødelægger oplevelsen for både jer selv og alle os andre.
Nå. Men der skal selvfølgelig langt mere til at ryste en så teknisk ekvilibristisk, hårdt rockende og frem for alt professionelt kreativ statur som Riverside. Når det udelukkende er musikken og det i øvrigt blærede lysshow, der taler, hvad det heldigvis er for det meste, er det hér band ikke til at røre.
Højdepunkterne er mange. Udover første ekstranummer, min gamle favorit “02 Panic Room”, er det sjovt nok især “Left Out” og “Egoist Hedonist” fra den ellers lidt skuffende “Anno Domini High Definition” (’09), der imponerer i deres respektive oversættelser fra svært tilgængelige knuder af auditiv forvirring til imponerende tæmmede små kaosværker. Og derudover er alene omkvædet i den lige dele fantastiske og fantastisk betitlede “Lost (Why Should I be Frightened of a Hat?)” tæt på at være det bedste indenfor hele genren nogensinde.
Med et band som dette er det stort set lige meget, om det er nyt eller gammelt materiale, der vejer tungest på dagsordenen live. Og det er immervæk de færreste grupper, man kan sige det om. Det er fedt at høre både “Loose Heart”, den sublime “Reality Dream” og titelnummeret fra debuten “Out of Myself” (’03). Men nyhederne “River Down Below” og titelnummeret fra “Wasteland” er mindst lige så oplagte som afsluttere på hhv. ekstranumrene og hovedsættet.
Som jeg skrev sidst, er Riverside et band, der kan alt, og det står jeg ved. I aften kunne de have givet en koncert til topkarakter ved at lade musikken tale lidt mere og holde lidt færre pauser, men “nøjedes” med stadig at overgå 9 ud af 10 bands indenfor alle genrer i verden ved at have det, man må formode faktisk er en nogenlunde normal aften på kontoret. Sindssygt som det nu er at tænke på.

Karakter: 5 ud af 6

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Riverside + Lesoir
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Torsdag, 28 Marts 2019
  • Koncert sted: Viften
  • By: Rødovre
  • Genre: Metal, Progressive, Rock
  • Samarbejdspartner: KPM-Concerts

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.