fbpx

Red Warszawa - Copenhell 2016

Red Warszawa - Copenhell 2016

Det er virkelig tilståelsestid nu. Jeg har nok til, at det bedst kan betale sig at nummerere rækkefølgen:

1) Jeg elsker Red Warszawa. Dels elsker jeg heavy metal uden så mange dikkedarer; dels er jeg typen, der også sagtens kan se det sjove i humor, når den forekommer i musik. Jeg hører gerne både Steel Panther, Primus, Gwar, Mr. Bungle, Roben & Knud, Niels Klapper Fisken, og altså også Red Warszawa. Musik både må gerne og kan sagtens være sjovt. Og hvis du ikke synes, Red Warszawa er sjovt, så find lige på en mere genial åbningslinie til et album end “Jeg har engang været homo, og nu er jeg det igen”.

2) Red Warszawa har haft en betragtelig betydning i min musikalske opvækst. Deres første fuldlængde faldt ned i mit liv på det helt rigtige tidspunkt. De tåbelige tekster tog brodden af den for mig dengang så hårdtslående heavy, og indenfor et par år hørte jeg Sepultura og deslige. Resten er historie.

3) De to ovenstående punkter til trods har jeg præsteret aldrig at få set Red Warszawa live. - Det vil sige, ud over den håndfuld gange, de har afholdt akustisk fuldemands-jam på Roskilde Festivals campingplads. Men jeg har kendt bandet i - åh gud - ca. 20 år uden nogensinde at være til en egentlig koncert med dem.

Der ligger allerede en vis utaknemmelighed i, at jeg har påtaget mig opgaven at anmelde metallens almægtige gudfædre, Black Sabbaths, sidste koncert på dansk jord. - Og så meget desto mere i, at jeg umiddelbart derefter anmelder Danmarks tåbeligste band nogensinde. Jeg er således badet i selve skæbnens urimelige lunefuldheds spotlight, samt potentielt skydeskive for anklager om inkompetence og blasfemi, når jeg hermed kundgør tilståelse nummer fire:

4) Red Warszawa var min bedste koncert på Copenhell 2016.

Black Sabbaths show var historisk, vigtigt, ja, andægtigt. Og Red Warszawa er det stik modsatte. Det er plat; det er lavpandet; det er en ganske vidunderlig fest. For det virker ganske enkelt.

Hvor Black Sabbath spiller monumentale metalmonolitter, har Red Warszawa aldrig aspireret mod andre kunstneriske højder, end deres selvbetitlede “polske punk” kan bære. Hvor Ozzy ikke synger falsk, fordi det er meningen, er det bestemt ikke meningen, at Lækre Jens skal lyde som ret meget andet end en krydsning mellem Florence Foster Jenkins og et æsel på PCP. Og det er altså på tide, vi bliver lidt mere opmærksomme på, at selvom Red Warszawa ER tykke og dumme, så er Heavy Henning rent faktisk hverken nogen ueffen riffsmed, guitarist eller sangskriver.

Tværtimod. Aftenens sæt indledes af så reelt forskellige skæringer som “Norsk Black Metal”, “Slå Ihjel” og “Skinboy”. - Som hér får den fællesnævner, at de sender stemningen blandt en god håndfuld tusind fremmødte metalheads op i de luftlag, hvor grandonkel Ozzy kun momentant har kræfter til at sende den. Men hér bliver den hængende. Om det så måtte være på trods eller på grund af, at sættet gerne punkteres af små kunstneriske selvmord som “Bagermester Jensen” eller “Jeg Ved Godt Jeg Ikke Skal Sove Med En Hånd Oppe i Røven”. Numre som under disse omstændigheder tager lige så mange kegler som bandets reelle sange.

Netop ordet omstændigheder er værd at dvæle lidt ved. Se, ethvert band bør netop bedømmes på sine egne præmisser. Og jeg overværer hér et band, der lever op til deres egne med samme succes, som Iron Maiden gjorde i Herning i tirsdags - og for den sags skyld til alle andre af deres shows. Red Warszawa ved udmærket, hvad de kan og ikke kan. De prøver ikke på for meget; de sætter ikke ud for at overraske nogen; tværtimod er de bare uimodståeligt platte og dåske.

Måske kan den intet mindre end fremragende stemning også skyldes, at nogle af os dels har haft sværere ved at drikke os op her på tredjedagen og derfor først har fået rigget en gedigen promille til hér først på natten. Måske dels at andre af os ikke har villet være blackout-stive inden Black Sabbaths afskedskoncert i Danmark og derfor trygt kan give los hér og nu, hvor det nærmest ikke er meningen, at nogen skal have et brandertniveau på under “idiot”. Under alle omstændigheder virker et nummer som “Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker?” hér lige så indlysende som “Heavy Metal og Hass”, “Den Sorte Garderobe”, “Ulrikkenborg Plads”, og showets klassiske højdepunkter “Analfabet” og “Hurra Skolen Brænder”.

Red Warszawa er givetvis ikke selv så fulde og kaotiske i en livesituation længere, som de angiveligt har haft ry for at være. Men hey, i disse år kan Heavy Henning og Lækre Jens trods alt også fejre 30-års jubilæum som dansk metals lavpandede pendant til Ken Hammer og Ronnie Atkins fra Pretty Maids. Man må tilgive dem for ikke at gå til makronerne med samme modstandsdygtighed som for størstedelen af hele min tilværelse siden. Og hvorom alting er, får de i aften mig og en taknemmeligt fyldt Hades-plads op i en ekstase, der nok slet ikke burde være mulig for et band af den statur. Og da især ikke i forlængelse af et band som Black Sabbath.

Men fandme om det ikke skete alligevel.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • HELHORSE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • CLAWFINGER_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • CLAWFINGER_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.