fbpx

Protest The Hero, Tesseract, The Safety Fire, Intervals Fremhævet

Protest The Hero, Tesseract, The Safety Fire, Intervals

Aftenens koncert i Lille Vega, var for undertegnede en af de mest ventede i lang tid. Siden TesseracT udgav Concealing Fate og efterfølgende debuten One, har jeg nærmest trippet for at komme til at se bandet live. Da det blev offentliggjort, at de ville spille i Danmark, med intet mindre end Protest The Hero og The Safety Fire (to bands hvis 2013 udgivelser begge ligger i min top5 for bedste album 2013), føltes det lidt ligesom juleaften. Så kan det vist heller ikke understreges yderligere, hvor meget jeg havde set frem til dette show. 

 

Endelig, en røvkedelig tirsdag, blev de stemningsfulde lokale i Lille Vega altså indtaget at nogle ret prominente navne indenfor den moderne progressive metal. Første band på scenen var det canadiske djent band Intervals, der indtil for nylig var et instrumentalt band.

 

Intervals

19:30 havde det canadiske albumaktuelle band fundet frem til scenen og en allerede pænt fyldt sal. Bandets fuldlængde debut, har fået titlen A Voice Within og står til at udkomme d. 3. marts. Jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde noteret den kommende udgivelse. Den lille sal var allerede tidligt på aftenen godt fyldt med publikum. Stemningen var allerede på det tidlige tidspunkt småelektronisk og Intervals skulle egentlig ikke gøre så meget andet end at gå på scenen og spille deres numre – hvilket var præcist hvad de gjorde. Desværre var Lille Vega på ingen måde venlig ved det canadiske band. Samples, guitar og trommer tordnede rundt i lokalet og bragede ind i hinanden som en mudret masse. Oplevelsen blev ikke bedre af at få Mike Semesky (der også synger for Raunchy) på scenen. Hans vokal var ikke til stede og hans sceneshow tendenserne til ligegyldigt og uinteressant. 

 

Heldigvis var hele Intervals koncert ikke lutter skidt. Lyden blev langsomt justeret og bandet fandt et leje, hvor musikken var en del lettere tilgængelig. Desværre blev vokalen ikke justeret nær nok og Semesky kunne kun høres halvdelen af tiden. Trods en tordnende afslutning var Intervals indslag denne aften en rodet omgang. Det lykkedes aldrig helt at få styr på lyden og selvom publikum overvejende lod til at være interesserede, ændre det ikke ved at Intervals blev sat godt og grundigt på plads af de efterfølgende tre bands. 3 usd af 6.

 

The Safety Fire

Sidst jeg så The Safety Fire var på deres tour sammen med Between The Buried And Me og Periphery. Dengang spillede de en fin koncert, uden at imponere. Siden har bandet udgivet deres anden fuldlængde udgivelse – og det er en udgivelse der indeholder et hav af godt materiale. Det var da også primært materiale fra Mouth Of Swords der blev luftet i løbet af de 35 minutter det britiske band havde fået tildelt på scenen. Det blev kun til ”Huge Hammers” fra Grind the Ocean, mens bandet blandt andet luftede ”Yellowism”, ”Red Hatchet” og ”The Gost That Wait For Spring” fra Mouth OF Swords. 

 

Lydmæssigt startede The Safety Fire langt bedre ud end Intervals. Guitar og trommer var justeret langt bedre, mens bandet desværre ligeledes måtte lide med vokalproblemer hele koncerten igennem. En skam, men ikke et faktum der lod til at bekymre den efterhånden fyldte sal. Teknikaliteterne og overfloden af guitarlir i bandets kompositioner blev leveret overbevisende og på levende vis. Især Derya Nagle sprudlede på guitaren. The Safety Fire leverede en fin oplevelse, der fik sat publikum op i gear, efter Intervals slappe start. Den lave vokal, var dog et ganske irriterende element og trækker den samlede oplevelse en del ned. 4 ud af 6.

Hør vores audio interview med guitarist Derya Nagle, her.

 

TesseracT

Aftenens tredje band var, som tidligere nævnt, det band jeg havde set mest frem til denne aften. Som det så oftest er, er det svært ikke at blive skuffet når man har glædet sig til noget så længe. Generelt er jeg dog ganske tilfreds med Tesseract og aftenens performance, men det var ikke den fantastiske koncert jeg havde håbet på. Det er der flere årsager til. Første årsag værende Lille Vega. Den dybe djentede sound rev rundt i Vega og brummede i et sådan omfang, at det til tider ødelage den samlede lytteroplevelse. 

 

Hertil var guitarist James Monteith (guitar) ikke med på touren, da han gerne ville bruge noget tid på familien hjemme i England. Jeg gad fanme godt lige rive et par uger ud af min kalender fra arbejdet og bruge dem på familien… but well, work is work. I det mindste for nogen – og fans, hvad er det alligevel for en størrelse? Anyway, nok sure opstød. Desværre medførte fraværet af guitar, at især numre fra Alterede State, slet ikke havde den bund de ellers har på plade. Heldigvis gik det langt bedre for de ældre numre, men det gav alligevel lidt skår i glæden. 

 

For det tredje havde Ashe O’Hara enkelte steder svært ved at levere vokalen. Stemmen knækkede eller lød pivfalsk. Jeg lagde heldigvis kun mærke til det enkelte gange og langt hen af vejen leverede O’Hara en flot og fin vokal – hjulpet godt på vej af vokalsamples. 

 

Hvor ender vi så? Er jeg lidt for kritisk nu det er en af favoritterne? For at svare på det sidste først: Sandsynligvis. For at svarer på det første: TesseracT spillede ikke en gennemført perfekt koncert, men de gik langt hen af vejen. Vokalen var for første og eneste gang denne aften lagt godt i mixet. Concealing Fate numrene ”Acceptance”, ”Deception” og ”The Impossible” fungerede fantastisk live og var klart koncertens højdepunkter - men så er der også de forskellige tidligere nævnte kritikpunkter. Derved ender vi på 4,5 ud af 6.

 

Protest The Hero

Sidste bandt i aftenens utrolige lineup fandt frem til scenen omkring 22:30 og lagde hidsigt ud med ”Underbite” fra bandets 2013 udgivelse Volition. I et virvar af energi på scenen, der hurtigt forplantede sig ned til det energiske publikum, startede Protest The Hero koncerten med et brag – et brag der holdte stort set hele koncerten igennem. Intensiteten i bandets numre slog publikum som en hammer og medførte en hidtil uset eksplosion af energiudladninger blandt publikum. Protest the Hero inviterede i høj grad til moshing, headbanging og hvordan man nu ellers kan tilkendegive glæde for musik. 

 

Med udgangspunkt i fækalier, vand i Danmark, forsanger Rody Walkers penis og andre interessante emner underholdte bandet publikum mellem numrene. Pauser der om ikke andet gav band og publikum nogle velvalgte muligheder for at trække vejret mellem de forskellige musikalske udladninger. Musikalsk stod bandet skarpt. Walkers penis, eller vokal stod lidt lavt i forhold til det samlede lydbillede, men ellers var der ikke meget at komme efter. Bandet kom godt omkring deres nye samt ældre materiale. 13 numre blev det til afsluttet af ”Blindfolds Aside”. Jeg ville rigtig gerne have hørt ”Without Prejudice” og ”A Life Embossed” og generelt ville jeg bare gerne have hørt mere fra Voilition, men 4 ud af 13 numre er vel også en smule. Det er svært at kritisere bandet så meget. Der var lidt problemer med vokalen og bandet har det generelt med at lyde lidt statisk over flere numre, men ellers spillede Protest The Hero en flot koncert. 5 ud af 6.

 

Samlet set blev det til en ganske fin aften i prog metallens tegn. Lille Vega skar lidt i ørerne og vokalarbejdet fra tre ud af de fire bands var beklageligvis ikke altid til at høre. Der var tonsvis af guitarlir og perfekt eksekverede riffs, der kunne gøre enhver fangirl våd i trussen. Det hele ender på 4,5 ud af 6.

 

  • Protest The Hero_1
  • Forfatter: Jill
  • Protest The Hero_3
  • Forfatter: Jill
  • Protest The Hero_2
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.