fbpx

Primordial - Lille Vega

Primordial - Lille Vega

29 år skulle det tage før det irske band Primordial fik erhvervet sig et klubshow i Danmark. Det må næsten være en rekord i sig selv. De havde godt nok landsdebut sidste år på Copenhell, men som jeg dengang skrev, var betingelserne et godt stykke fra at være optimale. Denne gang var det heldigvis en anden oplevelse.


Primordial:
Lille Vega er ikke kun fyldt, men noget nær udelukkende pakket med begejstrede fans. Tre gange ”are you with us?!” fra forsangeren, Alan Averill ”Nemtheanga”, og folk er klar. Og hvilken bedre start end titelsangen fra det seneste album ”Where Greater Men Have Fallen”? Publikum griber her uden problemer teten i at synge omkvædet, endda helt uden Averills hjælp – og ellers er der horn i luften for resten. Et andet tegn på publikums hengivenhed og diversitet, er, at der mellem samtlige numre der præsenteres lyder jubelråb, og ikke nødvendigvis fra de samme tilhørere. Sådan er det altså at have snart 30 år på bagen og en rig udgivelseshistorie; der kommer forskellige folk til. Derfor er det kun mere beklageligt end normalt, at lyden ikke viser sig fra Vegas ellers normalt glimrende side. Der er alt, alt for meget bas på, detaljerne drukner, trommerne buldrer nådesløst igennem og stjæler opmærksomheden fra guitarerne. Vokalen, gud ske tak og lov, går imidlertid godt igennem, og det er satme også vigtigt i dette tilfælde.

Selvom Primordial er langt mere stemning end vildskab og fest, har de en glimrende frontmand i Averill. Det hjælper naturligvis at han står ud ift. resten af bandet, i hans karakteristiske blackmetal-agtige rober og facepaint, hvorigennem han sørger for at holde alle til ilden, både i og udenfor numrene. Resten af besætningen koncentrerer sig mestendels om deres respektive instrumenter, og fred være med det – det er en særlig aften, og det kan man mærke på alle tilhørere, band som publikum. Om end dette er tydeligt, bliver det dog også klart at nogle af de forsamlede, også selvom de helt tydeligt er interesserede i hvad der foregår, ikke holder sig for gode til at holde munden lukket, hvilket er en skam under de afdæmpede stykker der indfinder sig af og til. Selv på trods af Averills mundbevægelser og gode folk i salen der tysser på de nærmeste, ja, lige lidt hjælper det. Det er et fåtal der forbryder sig mod indbegrebet af god koncertstil, men mærkbart.

Tiden flyver af sted. Det er næsten som en trance, hvor vi bestemt og målrettet bliver ført mod enden. Vi får serveret skæringer fra hele syv ud af otte albums (kun debuten udeladt), og heraf mest fra ”Redemption At The Puritan’s Hand” og ”To The Nameless Dead”; fra de dunkle kamptrommer og slavesang i ”As Rome Burns”, til ”Traitors Gate”, hvor Averill får indskudt en formaning om den kommende fremtid; ”for every lying politician, a bullet” (til skræmmende stor jubel for folket). Eller hvad den dystre ”Mouth Of Judas”, eller ”Lain With The Wolf”? Ift. sidstnævnte, så vil jeg fra denne dag hævde, at man ikke har set et reelt metalband, før dennes forsanger knurrer ad publikum, dyrisk og samtidigt afmålt, i et par minutter – uden at det bliver fjollet. Men det kan Averill.

Det er denne indre kraft som Primordial får kanaliseret, uden at det nogensinde bliver andet end seriøst og insisterende. Det er hverken smukt eller rigtigt, det er bare. Og når alle i salen brøler, er det som jeg kunne forestille mig i en oldnordisk vikingehal. De tekniske betingelser... de forbedres desværre ikke, faktisk slet ikke – og det gør altså en reel forskel. Det kan godt blive bedre. Og, nu vi er i gang, hvorfor så ikke inkludere et mere interessant lysshow, eller måske videoklip og røgelse? Det behøves ikke for at gøre Primordial interessant, det viste i aften tydeligt, men dét kombineret med en bedre lyd, det kan kun blive godt. Men hvad end karakteren siger, så var dette end oplevelse i sig selv – denne musik kan noget helt særligt.

Sætliste:
1) – Where Greater Men Have Fallen
2) – Gods To The Godless
3) – No Grave Deep Enough
4) – Autumn’s Ablaze
5) – Lain With The Wolf
6) – Babel’s Tower
7) – As Rome Burns
8) – Traitors Gate
9) – The Mouth Of Judas
10) – Bloodied Yet Unbowed
11) – The Coffin Ships
12) – Heathen Tribes
13) – Empire Falls
Encore:
14) – Sons Of The Morrigan
Kilde: www.setlist.fm

 

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Primordial
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Lørdag, 24 September 2016
  • Koncert sted: Lille Vega
  • By: København
  • Genre: Black Metal, Celtic Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.