fbpx

Pentagram, Pet The Preacher, Doublestone Fremhævet

Billeder af Thomas Schlein
Billeder af Thomas Schlein

Vores kære fotograf Thomas var tirsdag aften forbi Lille Vega til stoner fest, da de amerikanske stoner/doom veteraner Pentagram sammen med lokale Pet The Preacher og Doublestone leverede en fremragende koncert. Ved siden af de fede billeder, har Thomas også skrevet et par ord om hans oplevelser fra aftenen:

Til de som dyrker stoner rock og okkult psychedelic bød Lille Vega tirsdag aften på en udmærket line-up bestående af to danske top tunede navne, Pet The Preacher og Doublestone, samt hovedenavnet Pentagram med udødelige Bobby Liebling i front.

Pentagram var kommet sent til lydprøven, så dørene åbnede først ved ni-tiden. Heldigvis kunne der shoppes band merch og Vega’s fantastiske rygerum var åbent.

Doublestone gik på 21:30. De lagde fedt ud og spillede godt sammen, men nåede aldrig helt ude over scenekanten. Flere shows og et større bagkatalog skal nok modne bandet med tiden.

Pet The Preacher overtog scene 22:15. Scenen var ryddet og bandet spillede et set up, som var et hovednavn værdigt.
Pet The Preacher var som sædvanlig i topform med sort olie-agtig krigsmaling i ansigtet.
Jeg forstår ikke helt denne ”sort i hovedet”-trend. En af de ting jeg godt kan lide ved stoner genren er, at det er en generel plug and play stil. Det kan godt være at den er præget af trucker caps og denim veste med patches og Sleeps Dopesmoker cover på ryggen, men derfra og så til at indføre norsk inspireret corpsepaint synes jeg er synd.
Genren kører meget på det skal være heavy, tungt og iørefaldende, kom-som-du-er riff-master og spil, og lige præcis det kan Pet The Preacher sagtens uden ekstra gimmicks.
Christian Hede’s rustne sangstemme holder 100% til den her genre og bandet spillede veloplagt denne aften. Deres udgave af stoner rock er mere rå, og bandet har efter hånden fået luftet ørerne en del og formår at skabe en fest og havde god kontakt til publikum.

Klokken havde passeret 23, da Pentagram gik på. Sidst jeg så Pentagram var sidste år i april måned, hvor de var en af Desertfest London’s hovednavne.
Jeg havde dengang lige set filmen "Last Days Here" og blev meget imponeret over, hvor energisk og fuld af energi Bobby var, når man lige havde set hvor tæt han har været på Helvedes havelåge. Tirsdag aften i Lille Vega over et år efter virker Mr. Liebling noget mere træt og sløv. Bandet har haft enkelte shows inden dette, men det er ikke sådan noget med 10 dages koncerter og en dag fri, som så mange andre plejer at pløje landevej på.
Well, manden er oppe i årene og er det bare alderen som trykker, og ikke stoffer, er det jo forståligt nok. Efter et par numre er lyden justeret ind og Bobby’s sangstemme trænger bedre igennem. Andet nummer er ”All Your Sims”, en af mine absolutte Pentagram favoritter.

Jeg kunne desværre ikke blive under hele showet, men da jeg lidt i midnat forlod Lille Vega’s fantastiske sal, var der en god stemning. Bobby var vågnet mere op og generelt tror jeg, at det hele er endt med en stenet stoner fest.

 

Husk også at se alle mine billeder fra koncerten i galleriet her.

  • Pentagram_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pentagram_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Pentagram_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.