fbpx

Orden Ogan, Rhapsody of Fire - Beta Fremhævet

Orden Ogan, Rhapsody of Fire - Beta

Der er to omstændigheder ved aftenens arrangement, jeg ikke fatter:

1) Rhapsody of Fire som opvarmning?!? Jojo: Jeg er udmærket klar over, at Orden Ogan skal være nok så gode, men Rhapsody er indiskutabelt et af de største power metal-navne nogensinde. Eller er det virkelig kun mig, der stadig gerne vil mene dét i en tid, hvor bandet synes at tilstræbe et kvantum line-up-ændringer, der ligner Whitesnake for 30 år siden? Selv kommer jeg primært for at høre Rhapsody, hvorom alting er. (I øvrigt udelader jeg bevidst “… Of Fire”-tilføjelsen herfra. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om dens indlysende uopfindsomhed er mere sej end doven, men redundant er den i hvert fald.)

2) Power metal på Beta?!? Bevares, genren trækker ikke just publikum i stadionstørrelse, og da slet ikke i et snoldet land som dette, hvor en betragtelig del af metallytterne stadig først er ved at lære, at der findes andet i livet end fee’ dø’. Men når man nu har en så geografisk nærliggende storebror som Amager Bio, og når nu der alligevel har været udsolgt så længe, kunne det så ikke have været en idé enten at rykke — eller i første omgang simpelthen have booket — foretagendet til et sted, der danner en bare lidt mere naturlig ramme om den så højloftede genre? Nej, man kan ikke forudsige alt, men man kan godt anstrenge sig lidt.

Dog bliver begge disse tvivlsmomenter gjort til skamme indenfor de næste par timer. Og hurra for det!

Indrømmet: Jeg har ikke rigtig fulgt Italiens symfoniske stolthed Rhapsody siden den dersens navneopgradering, og siden Luca Turilli gik solo og tog halvdelen af bandet med sig. Det, vi ser hér på Beta, ER bogstaveligt talt ikke den samme gruppe, der gav os de mange fantastiske klassiske power metal-skæringer, som aftenens sæt er så lykkeligt centreret om. Men når det er sagt, fremfører navnets nuværende inkarnation disse skæringer så formidabelt, som det må kunne forventes af ethvert band i dets bedste alder, originalmedlemmer eller ej.

Det er mærkeligt, at Fabio Lione ikke længere er forsanger. Men hans unge erstatning, Giacomo Voli, både virker som et yderst sympatisk gemyt og nailer samtlige fraseringer. Og strengemester Roby De Michaeli er et pragteksempel på, at selv musikalsk komplekse størrelser som Rhapsody kan klare sig med én tilstrækkeligt ekvilibristisk guitarist, også selvom denne ikke hedder Turilli til efternavn.

Frem for alt er det dog ikke bare rørende at genhøre forrygende skæringer som “Holy Thunderforce”, “March of the Swordmaster”, “Dawn of Victory”, “Flames of Revenge” og den måske nok så forudsigelige sæt-konklusion, “Emerald Sword”. Det er en glædelig overraskelse, at al genrens så lårtykke patos åbenbart sagtens kan pakkes ind i Betas så fysisk snævre rammer. Lyden er klarere og mere storslået, end jeg nogensinde har hørt den hér på stedet, og det bliver den ved med at være hele aftenen igennem.

Vi er tillige nogen, der har set frem til dette Rhapsodys første besøg i landet i, hvad, 17 år?? 150 ekstatiske struber skråler med på herlig, forudsigeligt-kitsch’et venstrehåndslyrik om krigere, drager, troldmænd, magiske sværd og episke kampe mellem fantasihære i fortryllede lande. Og det med en så præcis gengivelse som havde vi brugt lige så lang tid på at lytte til Rhapsodys klassiske udgivelser som på at læse Tolkien og Dragonlance. (Hvad der næppe er helt ved siden af for mange af de fremmødtes vedkommende.) Selvfølgelig dedikeres den flotte powerballade “The Magic of the Wizard’s Dream” til Christopher Lee — og afslører desuden publikum som bestående af flere smartphone-brugere end tobaknydere qua det lysshow, som en crowd nu engang laver til den type numre. Ja, hver sin last.

Kun “When Demons Awake” er lidt malplaceret med sin black metal-vokal. Men ellers er Rhapsodys sæt i sig selv en (alt for) lille serie af sejre i det hellige ståls navn, der som så mange gange før gør mig hjertens glad ved at få al min så typiske skepsis godt og grundigt sodomiseret.

Karakter: 5/6


Samme type forløsende triumftog skal gøre sig gældende for hovednavnet. De anmelderroste tyskere Orden Ogan har gennem hele 21 år på imponerende vis formået at forbigå selv en power-fetischist som yours truly. (Eller er det mig, der har forbigået dem…?)

Så meget desto mere bliver jeg blæst omkuld. Hvor jeg trods alt ikke har kunnet undgå at have visse forventninger til Rhapsody, bliver dette mit jomfrumøde med Orden Ogan en omvendelse i større omfang end med, ja, for eksempel aftenens supportnavn.

For der er ingen på den globale metalscene som vores mægtige, teutonske underboer, der tilnærmelsesvist formår at ramme det forjættede sweet spot mellem en svulstig powerpatos, der på samme tid er skamløst corny, uimodståeligt fængende og fandme grandios.

Orden Ogan er leveringsdygtige i hymner. Majestætiske kamp- og sejrshymner indenfor bandets eget narrative univers; hymner både mere fængende og hårdtslående end Manowars største crowdpleasers. Og jeg skal netop op i kategori med bands som selveste the kings of metal for at ihukomme koncerter, der har budt på så mange forpulet effektive og medrivende af slagsen, som Orden Ogan trakterer denne eksklusivt heldige skare med.

Onde tunger — eller måske bare nederen tunger — kunne indvende, at Orden Ogan minder for meget om Powerwolf; at riffs’ene og leadtemaerne er forudsigelige og uopfindsomme; at lyden på deres albums er steril og syntetisk; og at det er for billigt at køre så meget kor og keys på backingtrack, når man spiller live. Og ved I hvad? Der ville såmænd være legitime pointer i det alt sammen. Men hvis du i aften ville kunne stå gennem numre som “Gunman”, “Deaf Among the Blind” og “F.E.V.E.R.” uden at lade dig rive bare det mindste med, tøver jeg ikke med at diagnosticere dig som et grundlæggende råddent menneske, der ikke kunne genkende en fest, om den så kom og gav dig et kokainblowjob og 24 timers fri bar på hele Sunset Strip.

For en umiskendelig fest er sateme, hvad dettehér er. Selv hvis musikkens beskaffenhed på egen hånd ikke havde manet mig til at pendle mellem koncert og bar for at tanke op på fad, er publikums begejstring sandsynligvis den mest taknemmelige respons, jeg nogensinde har overværet på Beta. Ikke blot er det første gang, Orden Ogan er i Danmark, men netop dette hjørne af power metal, der er ekstra tungt men stadig lige så bombastisk som hele genrens superliga, indgyder både til fællessang, højt hævede horn og sgu også en gang fælles headbanging. Ja, man havde faktisk hverken kunnet forvente eller forlange mere af hele aftenen.

Kritikpunkter? Jo, trods alt. “The Lords of the Flies” (sic) er med sine mærkeligt nu-metallede islæt et lidt skæmmende indslag. Guitarist Tobi (sic) synger desuden for på ét af numrene, og det skulle han ikke have gjort. Den lavstammede og halvkvabsede forsanger, leadguitarist og mastermind Sebastian "Seeb" Levermann er heller ikke ligefrem nogen karismabombe. Og så ER Oden Ogans sange generelt centreret om de dér omkvæd. Men fuck nu alt dét. Lortet fungerer, og Orden Ogan kunne næppe have ønsket sig nogen mere frugtbar debutkoncert i denne så traditionelt power-foragtende metalnation.

… Og så håber jeg i øvrigt, at der er nogen, der gider prikke til Copenhells bookinggruppe og forklare, hvilken type fester man kunne få på Refshaleøen til sommer, hvis man nu investerede i en tourpakke som f.eks. dennehér.

Karakter: 5/6

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.