fbpx

Northside Festival 2016: Puscifer

Northside Festival 2016: Puscifer

En boksering, et delvist maskeklædt band og fem udklædte freaks på scenen, der mest af alt hører hjemme under et karneval – hvad binder det hele sammen? Mr. Maynard James Keenan, bedre kendt fra A Perfect Circle, og selvfølgelig Tool.

Det begynder ellers uskyldigt nok, så at sige, da selve bandet træder ind. Trommeslageren (der er placeret helt i front og midt i det hele), bassisten, guitaristen og pianisten/sekundær guitarist. Disse, minus trommeslageren, står en anelse tilbage på scenen, og i front er forhøjede podier sat frem i hver side, samt to mikrofoner. En storskærm supplerer med videoer og andre effektklip hele vejen igennem, og kort efter rytmesektionen er begyndt indtræder hovedmanden samt Carina Round, der hele showet igennem ligeligt deles om vokaltjansen. De første tre sange er henholdsvis fra det andet, det tredje/nye og det første album – desværre er ”Vagina Mine” den eneste vi får fra debuten, mens de to andre albums er ligeligt repræsenteret. I dagens anledning passer det måske også bedre sådan, da første album er langt mere elektronisk end de to efterfølgende. Keenan og Round danser gerne mærkværdigt, svinger med arme og ben og andet spøjst, men har hele tiden en slags ”forbindelse” med hinanden, som om de alligevel midt i uforudsigeligheden styrer slagets gang.

Efter et par sange slutter førnævnte freaks sig til den efterhånden store forsamling. To i blåt, to i rødt – og en diskountudgave af Spider-Man, som slet ikke virker til at passe ind. Det fungerer som to ”hold”, og i tema med bokseringen forestiller to af dem boksere, og de andre to cheerleadere der ligner nogen Batman’s Jokeren kunne have i sin omgangskreds. Og så er der Spider-Man der rækker tunge konstant. Hvad fan…
Til en start danser de mere eller mindre som det eneste, men snart optrappes en fiktiv konflikt, der kun kan ende i bokseringen – og derfra ender det hurtigt med at være alle mod alle. Det er samtidigt bevidst opsat så ingen rigtige slag (eller bare noget der ligner) uddeles, og i stedet fyres alverdens stunts af, så det mest af alt får præg af et bizart teater – og musikken fortsætter ufortrødent alt imens dette står på. Ligeledes det at koncerten deles op i akter, som annonceret på storskærmen, giver det mere karakterer af teater. Ikke at overgangene kommer naturligt, de sker bare. Kaos hersker.

Hvis vi træder et øjeblik tilbage fra hvad der foregår på scenen, så er lyden ikke særlig velbalanceret. Især basen er overstyret, og i de mere komplekse eller rent ud hårde skæringer er lydbilledet rodet. Publikum virker dog til, forståeligt nok, at være fuldstændigt opslugte af at forsøge at holde styr på hvad der foregår, og glæden over at dette rent faktisk sker (at Puscifer er i Danmark) går igennem stort set alle tilstedeværende, af hvad jeg kan fornemme. Det er altså et cirkus, hvor der ikke virker til at være nogen orden overhovedet. Ingen vinder i bokseringen, hverken i den eller udenfor, det er bare uafgjort. Og nu tænker du sikkert: ”men kan det blive vildere?” – og naturligvis, det er jo ikke en hvem-som-helst der står i spidsen for projektet.

Så derfor sættes to udstoppede haner på automatisk styrede hjul til at slås mod hinanden i en dertil indrettet miniarena. Den ene har endda en lille sølvhat på… Derfra ophæves de ellers falske grænser man troede der dog herskede for foretagendets rammer, og bokserne slås nu ude på scenen, sangerne stiller sig af og til i bokseringen, og hanerne fortsætter med at køre direkte forbi hinanden igen og igen. Jeg er ikke sikker på hvad i alverden jeg har været vidne til, men hvis du ikke var til stede, er du gået glip af noget. Om man så kan lide det er en anden sag, men i dette tilfælde er dommen klar, for da Puscifer smutter af scenen nægter publikum at gå derfra i fem minutter, hvor der råbes og håbes på ekstranumre, som desværre ikke optræder. En absolut fornøjelse!

Sætliste:
1) – Telling Ghosts
2) – Galileo
3) – Vagina Mine
4) – Horizons
5) – The Arsonist
6) – The Remedy
7) – Grand Canyon
8) – Breathe
9) – Toma
10) – Conditions Of My Parole
11) – Money Shot
12) – Man Overboard
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Puscifer
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Lørdag, 18 Juni 2016
  • Koncert sted: Blue Stage, 19:00
  • By: Århus
  • Genre: Rock, Alternativ

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.